Personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse med samarbejdet, jf. dog stk. 7.
\nStk. 6.
\nTavshedspligten i stk. 5 gælder også videregivelse til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 7.
\nStk. 7.
\nOplysninger omfattet af stk. 5 kan efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling.
\nForeligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 5 og 6 er fraveget, på ny anvendelse.
\nFysiske eller juridiske personer, der i medfør af stk. 2 medvirker i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, kan efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrage oplysninger omfattet af stk. 5 i deres indsats med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.
\nStk. 8.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det operative samarbejde kan behandle sager vedrørende andre kriminalitetsområder end hvidvask og terrorfinansiering, hvis kriminalitetsområdet er omfattet af National Enhed for Særlig Kriminalitets område, jf. § 110 a. § 110 c.
\nNational Enhed for Særlig Kriminalitet kan oprette tværfaglige efterforskningsgrupper med deltagelse af Erhvervsstyrelsen og told- og skatteforvaltningen.
\nNational Enhed for Særlig Kriminalitet kan desuden beslutte, at andre myndigheder end dem, der er nævnt i 1. pkt., kan deltage i en tværfaglig efterforskningsgruppe.
\nStk. 2.
\nMyndigheders deltagelse i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, sker under ledelse af National Enhed for Særlig Kriminalitet og i overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opgaver.
\nStk. 3.
\nDe myndigheder, der deltager i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, kan uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning videregive oplysninger til myndigheder, der deltager i efterforskningsgruppen, hvis oplysningerne kan have betydning for efterforskningen.
\nStk. 4.
\nPersoner, der deltager i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse med efterforskningen, jf. dog stk. 6.
\nStk. 5.
\nTavshedspligten i stk. 4 gælder også videregivelse til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 6.
\nStk. 6.
\nOplysninger omfattet af stk. 4 kan efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling.
\nForeligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 4 og 5 er fraveget, anvendelse.
\nI hver politikreds oprettes et kredsråd vedrørende politiets virksomhed.
\nStk. 2.
\nKredsrådet består af politidirektøren og borgmestrene i de kommuner, som politikredsen omfatter, jf. dog stk. 3 og 4.
\nStk. 3.
\nBornholms Kommune repræsenteres i kredsrådet af borgmesteren og 3 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer.
\nStk. 4.
\nI kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er medlem i stedet for borgmesteren.
\nStk. 5.
\nPolitidirektøren udpeger en stedfortræder for sig selv.
\nDer vælges en stedfortræder for borgmesteren (magistratsmedlemmet eller udvalgsformanden) af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.
\nFor hvert af Bornholms Kommunes medlemmer af kredsrådet vælges en stedfortræder af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.
\nStk. 6.
\nPolitidirektøren er formand for kredsrådet.
\nRådet vælger sin næstformand.
\nKredsrådet drøfter spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed og organisation i politikredsen samt spørgsmål vedrørende kriminalitetsudviklingen og samarbejdet mellem politiet og lokalsamfundet, herunder en lokal samarbejdsplan, jf. § 113.
\nStk. 2.
\nPolitidirektøren afgiver hvert år en skriftlig redegørelse til kredsrådet vedrørende politiets virksomhed i politikredsen i det forløbne år, herunder om det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politi, kriminalforsorgen og hver kommune, jf. § 114.
\nStk. 3.
\nEthvert medlem af kredsrådet kan forlange, at spørgsmål af fælles interesse for politiet og kommunerne i politikredsen drøftes i rådet.
\nStk. 4.
\nKredsrådet kan afgive udtalelse om spørgsmål vedrørende politikredsens almindelige organisation og tilrettelæggelse af politiets virksomhed.
\nKredsrådet kan henstille til politidirektøren, at politiet for et begrænset tidsrum særlig skal lægge vægt på løsningen af bestemte opgaver med hensyn til opretholdelsen af sikkerhed, fred og orden i politikredsen.
\nStk. 5.
\nKredsrådet skal virke for, at der gives befolkningen i politikredsen oplysning om politiets virksomhed.
\nStk. 6.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere regler om kredsrådets virksomhed og om omfanget af politidirektørens oplysningspligt over for rådet.
\nPolitidirektøren udarbejder hvert år en plan for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger m.v. i politikredsen.
\nSamarbejdsplanen offentliggøres af politidirektøren efter forudgående drøftelse i kredsrådet.
\nPolitidirektøren skal virke for at etablere et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet, kriminalforsorgen og hver kommune i politikredsen, herunder med inddragelse af skoler og sociale myndigheder.
\nStk. 2.
\nPolitidirektøren skal virke for at etablere et samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien som led i indsatsen over for socialt udsatte personer.
\nPolitiet kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til
\nStk. 2.
\nI samme omfang som nævnt i stk. 1 kan en myndighed videregive oplysninger om enkeltpersoner til politiet og andre myndigheder, der indgår i de former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1.
\nOplysningerne må i forbindelse med de nævnte former for samarbejde ikke videregives med henblik på efterforskning af straffesager.
\nStk. 3.
\nInddrages selvejende institutioner, der løser opgaver for det offentlige inden for social-, undervisnings- og beskæftigelsesområdet eller social- og behandlingspsykiatrien, i de former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1, kan der i samme omfang som nævnt i stk. 1 og 2 udveksles oplysninger mellem myndighederne og institutionerne.
\nStk. 4.
\nDe myndigheder og institutioner, der indgår i de former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1, er ikke forpligtet til at videregive oplysninger efter stk. 1-3.
\nStk. 5.
\nPolitiets videregivelse af oplysninger efter stk. 1, nr. 1, kan omfatte oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer, herunder oplysninger om, at et familiemedlem er dømt for en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a.
\nDen, der som led i det kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet), jf. stk. 1, nr. 1, bliver bekendt med sådanne oplysninger, har tavshedspligt med hensyn hertil. § 115 a.
\nPolitiet og de sociale myndigheder kan videregive fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre, herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen.
\n§ 116 a. (Ophævet)
\nSognefogeder bistår politiet efter de hidtil gældende regler.
\nSjette afsnit.
\nDen Uafhængige Politiklagemyndighed og Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler
\nDen Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.
\nStk. 2.
\nPolitiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel 93 c.
\nPolitiklagemyndigheden behandler på tilsvarende vis klager over andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 c, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
\nStk. 3.
\nPolitiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. § 118 a.
\nDet Uafhængige Tilsyn med Bevismidler (Bevismiddeltilsynet) er en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.
\nStk. 2.
\nBevismiddeltilsynet fører tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser.
\nPolitiets Efterretningstjeneste er ikke omfattet af tilsynets virksomhed.
\nStk. 3.
\nPolitiet og anklagemyndigheden er forpligtet til at meddele Bevismiddeltilsynet de oplysninger og udlevere de dokumenter m.v., som Bevismiddeltilsynet forlanger.
\nPolitiet og anklagemyndigheden orienterer af egen drift Bevismiddeltilsynet, hvis der konstateres fejl eller mulige fejl af generel eller systematisk karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning ved politiets eller anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser.
\nStk. 4.
\nBevismiddeltilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. § 118 b.
\nPolitiklagerådet er Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsynets øverste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedernes virksomhed. § 118 c.
\nPolitiklagerådet består af 1 formand, som skal være landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i retsvidenskab, 1 teknisk ekspert og 2 repræsentanter for offentligheden.
\nStk. 2.
\nMedlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen.
\nGenbeskikkelse kan finde sted én gang.
\nStk. 3.
\nFormanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne.
\nStk. 4.
\nAdvokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.
\nStk. 5.
\nOffentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra henholdsvis KL og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
\nStk. 6.
\nMedlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.
\nStk. 7.
\nDer beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer.
\nStk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter. § 118 d.
\nPolitiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsynets daglige ledelse varetages af direktøren, der udnævnes og afskediges af justitsministeren efter indstilling fra Politiklagerådet.
\nDirektøren skal følge de anvisninger og retningslinjer, som gives af rådet.
\nStk. 2.
\nDirektøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet. § 118 e.
\nPolitiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem rådet og direktøren. § 118 f.
\nPolitiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet afgiver hver en årlig beretning om deres virksomhed til Folketinget og justitsministeren.
\nBeretningerne offentliggøres.
\nSyvende afsnit.
\nAdvokater
\nBeskikkelse som advokat Udøvelse af advokatvirksomhed
\nAdvokater beskikkes af justitsministeren.
\nStk. 2.
\nRet til at få beskikkelse som advokat har enhver, der
\nStk. 3.
\nDen i stk. 2, nr. 4, nævnte virksomhed består i deltagelse i almindelig advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del.
\nStk. 4.
\nJustitsministeren kan træffe afgørelse eller fastsætte regler om, at virksomhed i andre juridiske stillinger end dem, der er nævnt i stk. 3, helt eller delvis kan medregnes i den tid, der er nævnt i stk. 2, nr. 4.
\nStk. 5.
\nJustitsministeren fastsætter regler om den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling, herunder om indhold, tilrettelæggelse og betaling herfor.
\nJustitsministeren kan i særlige tilfælde fritage for kravet om gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse, kravet om eksamen og kravet om den praktiske prøve i retssagsbehandling.
\nAdvokatsamfundet forestår den teoretiske grunduddannelse, eksamen og den praktiske prøve i retssagsbehandling.
\nRetten vurderer, om en retssag er egnet til at udgøre den praktiske prøve i retssagsbehandling.
\nPersoner, der ikke har fået beskikkelse som advokat, og personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af denne lov, må ikke betegne sig som advokat eller benytte en anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed.
\nEn advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, må ikke betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold.
\nStk. 2.
\nOvertrædelse af bestemmelserne i stk. 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
\nBeskikkelse kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, såfremt forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve advokatvirksomhed eller gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.
\nStraffelovens § 78, stk. 3, gælder tilsvarende.
\nStk. 2.
\nBeskikkelse kan endvidere nægtes den, der i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde.
\nStk. 3.
\nBeskikkelse kan endvidere nægtes den, der har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover.
\nStk. 4.
\nAfslår justitsministeren i medfør af stk. 2 og 3 at meddele en person advokatbeskikkelse, kan den pågældende forlange spørgsmålet indbragt for retten.
\nSagen anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes former.
\nGodkender retten justitsministerens afgørelse, kan spørgsmålet først på ny indbringes for retten efter 2 års forløb.
\nUdøvelse af advokatvirksomhed kan ikke forenes med en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, jf. dog bestemmelsen i § 106.
\nStk. 2.
\nUdøvelse af advokatvirksomhed kan i øvrigt ikke forenes med nogen stilling i det offentliges tjeneste, medmindre justitsministeren i særlige tilfælde gør undtagelse herfra.
\nVed afgørelser om dispensation skal der navnlig lægges vægt på, at en advokat skal være uafhængig af det offentlige, således at der ikke kan opstå interessekonflikter mellem en offentlig ansættelse og den pågældendes udøvelse af advokatvirksomhed.
\nStk. 3.
\nJustitsministeren kan tillade, at en advokat, der efter stk. 1 eller stk. 2 ikke kan udøve advokatvirksomhed, udfører en retssag.
\nEn advokat skal i mindst 1 år enten have været i virksomhed som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller som advokat have været ansat hos en anden advokat, der udøver advokatvirksomhed, for at kunne udøve advokatvirksomhed i fællesskab med en anden advokat, udøve enkeltmandsvirksomhed som advokat eller eje aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nStk. 2.
\nJustitsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1.
\nAdvokatvirksomhed må ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i et fællesskab af advokater kun udøves af et advokatselskab, der drives i aktie-, anparts- eller kommanditaktieselskabsform (partnerselskabsform).
\nStk. 2.
\nEt advokatselskab må alene have til formål at drive advokatvirksomhed.
\nEt advokatselskab, der alene ejes af advokater, og hvis eneste formål og aktivitet er at eje aktier eller anparter i et andet advokatselskab, kan dog eje aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nStk. 3.
\nUanset stk. 1 og 2 må foreninger, interesseorganisationer og lign. som mandatar udføre retssager for deres medlemmer inden for foreningens interesseområde. § 124 a.
\nEt advokatselskab er pligtigt og eneberettiget til i navnet at benytte ordene advokataktieselskab, advokatanpartsselskab, advokatkommanditaktieselskab, advokatpartnerselskab eller deraf dannede forkortelser.
\nEt advokatselskab, der er stiftet som et europæisk aktieselskab (SE-selskab), må i navnet endvidere benytte ordene europæisk advokataktieselskab, SE-advokataktieselskab eller SE‑advokatselskab. § 124 b.
\nEn advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, eller en anden ansat i selskabet, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter heri, hæfter personligt sammen med selskabet for ethvert krav, der er opstået som følge af vedkommendes bistand til en klient. § 124 c.
\nAktier eller anparter i et advokatselskab må, jf. dog § 124 f, kun ejes af
\nStk. 2.
\nDe personer, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, må alene tilsammen eje under en tiendedel af aktierne eller anparterne i selskabet og må alene tilsammen have under en tiendedel af stemmerne i selskabet.
\nDet er ikke tilladt i selskabets vedtægter eller ved aktionæroverenskomst at fastsætte bestemmelser, der begrænser selskabslovens bestemmelser om indløsning af aktier. § 124 d.
\nDe personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, skal bestå en prøve i de regler, der er af særlig betydning for advokaterhvervet.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler herom.
\nAdvokatsamfundet forestår afholdelsen af prøven.
\nStk. 2.
\nKlager over de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan indbringes for Advokatnævnet i overensstemmelse med reglerne i kapitel 15 a og 15 b. § 124 e.
\nBestyrelsesmedlemmer i et advokatselskab, bortset fra medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer eller bestyrelsesmedlemmer, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i advokatselskabet, skal aktivt drive advokatvirksomhed i selskabet eller i dets moderselskab eller dets datterselskab.
\nStk. 2.
\nMedlemmer af direktionen i et advokatselskab, bortset fra medlemmer af direktionen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i advokatselskabet, skal aktivt drive advokatvirksomhed i selskabet.
\nStk. 3.
\nFlertallet af bestyrelsesmedlemmerne i et advokatselskab skal dog til enhver tid udgøres af advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet eller i dets moderselskab eller dets datterselskab.
\nDet samme gælder for medlemmerne af direktionen i et advokatanpartsselskab, hvis anpartsselskabets ledelse kun består af en direktion.
\nStk. 4.
\nDet er en betingelse for, at personer, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan deltage som medlemmer af advokatselskabets bestyrelse eller direktion, at de forinden har bestået den prøve, som er nævnt i § 124 d, stk. 1.
\nStk. 5.
\nDe krav til sammensætningen af et advokatselskabs bestyrelse eller direktion, der er nævnt i stk. 1-4, finder ikke anvendelse på advokatselskaber omfattet af § 124, stk. 2, 2. pkt. § 124 f.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler om udøvelse af advokatvirksomhed i selskabsform, herunder regler om omdannelse af et advokatselskab til andet formål og regler om afhændelse af aktier og anparter. § 124 g.
\nMedmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 124, § 124 a, § 124 c og § 124 e, stk. 1-4.
\nStk. 2.
\nI forskrifter, der udstedes i medfør af § 124 d og § 124 f, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
\nEn advokat er kun i de tilfælde, hvor loven indeholder særlige bestemmelser derom, forpligtet til at påtage sig udførelsen af en retssag.
\nEn advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
\nAdvokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger.
\nSagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.
\nStk. 2.
\nEn advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.
\nStk. 3.
\nEn advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling, jf. § 119, stk. 2, nr. 5.
\nAdvokaten skal afholde udgifterne til den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling.
\nStk. 4.
\nEn advokat må ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.
\nStk. 5.
\nEnhver advokat og advokatfuldmægtig skal løbende deltage i efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet.
\nEn advokat skal afholde udgifterne hertil for en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
\nStk. 6.
\nAdvokater, der fungerer som forsvarsadvokater i en straffesag, må ikke give gaver til deres klienter i sagen eller disses nærtstående.
\nAdvokatsamfundet udarbejder regler om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler, sikkerhed mod økonomisk ansvar, som kan pådrages under udøvelse af advokatvirksomhed, og meddelelse af alle fornødne regnskabsmæssige og økonomiske oplysninger til Advokatsamfundet samt regler om iværksættelse af de fornødne kontrolforanstaltninger.
\nReglerne skal godkendes af justitsministeren. § 127 a. §§ 125-127 gælder også for fællesskaber af advokater og advokatselskaber.
\nStk. 2. § 126, stk. 1, 2 og 4, samt § 127 gælder også for de ansatte i et advokatselskab, som ejer aktier eller anparter i advokatselskabet, jf. § 124 c, stk. 1, nr. 2.
\nStraffelovens §§ 144, 150-152 og 155-157 finder tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.
\nMed henblik på opfyldelsen eller anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser kan justitsministeren fastsætte regler om beskikkelse som advokat og udøvelse af advokatvirksomhed, herunder om etablering og virksomhed i advokatfællesskaber, for advokater, der har opnået beskikkelse i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale.
\nJustitsministeren kan fastsætte regler om sagsbehandling i sager om advokatvirksomhed med henblik på opfyldelsen af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser.
\nStk. 2.
\nJustitsministeren kan endvidere fastsætte regler om brug af advokattitler, som er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser, og om straf af bøde for overtrædelse af disse regler. § 130 a.
\nJustitsministeren kan efter forhandling med de færøske myndigheder fastsætte regler om, at bestemmelser om advokater i denne lov finder anvendelse på advokater beskikket af de færøske myndigheder.
\nAdvokaternes møderet for domstolene Autoriserede advokatfuldmægtige
\nAdvokater er eneberettigede til at udføre retssager for andre, jf. dog §§ 136, 260 og 730.
\nEn bemyndigelse til at gøre en fordring eller anden rettighed gældende i eget navn giver ikke den, hvem bemyndigelsen er givet, ret til selv at møde i sagen, medmindre den pågældende er berettiget hertil efter reglerne i §§ 132-136.
\nEnhver advokat har møderet for byret, for Sø- og Handelsretten i sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og for Den Særlige Klageret.
\nEn advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.
\nStk. 2.
\nPrøven kan foruden af advokater aflægges af autoriserede advokatfuldmægtige, der i medfør af § 136, stk. 4, kan give møde for landsretten.
\nStk. 3.
\nPrøven består i, at den pågældende udfører to retssager, der afsluttes med mundtlig hovedforhandling.
\nStk. 4.
\nDen ene retssag kan være en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 2, nr. 5, eller en sag for Arbejdsretten.
\nByretssagen, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 1, nr. 5, skal være en sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der medvirker sagkyndige dommere.
\nSagen for Arbejdsretten skal indeholde en hovedforhandling.
\nDen anden retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands Landsret som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten.
\nEn sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende ret finder sagen egnet hertil.
\nStk. 5.
\nPrøven er bestået, når de retter, hvor sagerne er udført, finder udførelsen tilfredsstillende.
\nVedkommende landsret, Grønlands Landsret som kollegial ret eller Sø- og Handelsretten kan dog, hvis sagen er udført for landsretten eller Sø- og Handelsretten, ud fra den første sags karakter og udførelsen heraf erklære prøven for bestået alene på grundlag af denne sag.
\nDen anden sag skal udføres senest 5 år efter udførelsen af den første sag, medmindre den ret, hvor den anden sag udføres, meddeler undtagelse herfra.
\nStk. 6.
\nDer er ikke adgang til at indstille sig til prøven mere end to gange.
\nEn advokat har møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
\nStk. 2.
\nEr en advokats udførelse af en sag for Højesteret uforsvarlig, kan Højesteret give advokaten en tilkendegivelse herom.
\nFindes advokatens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan retten ved beslutning fratage advokaten møderetten.
\nMøderetten kan generhverves ved rettens beslutning herom.
\nEnhver advokat kan have en eller to autoriserede fuldmægtige, der skal have bestået dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135 a, stk. 1.
\nStk. 2.
\nAutorisationen meddeles af præsidenten i den byretskreds, hvor vedkommende advokat har kontor.
\nBestemmelsen i § 121 gælder tilsvarende. § 135 a.
\nJustitsministeren kan for personer, der i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, har bestået en juridisk kandidateksamen, der i niveau svarer til den danske juridiske bachelor- og kandidateksamen, fastsætte en prøvetid som betingelse for ansøgerens autorisation som advokatfuldmægtig med henblik på at sikre, at ansøgeren har det fornødne kendskab til dansk procesret samt behersker det danske sprog på et sådant niveau, at ansøgeren kan gennemføre en hovedforhandling på forsvarlig vis.
\nDet samme gælder for personer, der i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, har bestået en juridisk bacheloreksamen og i Danmark har bestået en juridisk kandidateksamen.
\nStk. 2.
\nJustitsministeren kan i øvrigt, i det omfang det er nødvendigt til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser, fritage fra kravet om, at ansøgeren skal have bestået en dansk juridisk bachelor- eller kandidateksamen, herunder fastsætte en prøvetid som betingelse herfor.
\nUnder retssager kan en advokat kun give møde ved en anden, såfremt denne er advokat og berettiget til at give møde for vedkommende ret eller dette følger af stk. 2-8.
\nStk. 2.
\nUden for mundtlig forhandling i retssager kan en advokat give møde for enhver ret ved sin autoriserede fuldmægtig eller en anden advokat.
\nStk. 3.
\nVed mundtlig forhandling for byret og for Sø- og Handelsretten i sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, kan en advokat give møde ved sin autoriserede fuldmægtig.
\nStk. 4.
\nVed mundtlig forhandling for landsretten og i alle sager for Sø- og Handelsretten kan en advokat med møderet for landsret give møde ved sin autoriserede fuldmægtig, såfremt der fremlægges dokumentation for, at den pågældende er advokat eller i mindst 2 år har været i en virksomhed, som er nævnt i § 119, stk. 3.
\nFuldmægtigens adgang til at procedere for landsretten gælder dog kun for et tidsrum af 2 år fra den første procedure.
\nNår det findes rimeligt, kan den landsret, i hvis kreds fuldmægtigen er autoriseret, forlænge dette tidsrum.
\nStk. 5.
\nOplysning om adgangen til at procedere efter stk. 4 og om forlængelse heraf påtegnes fuldmægtigens autorisation af landsrettens præsident.
\nEn ny autorisation skal indeholde oplysning om procedureadgangen og en eventuel forlængelse heraf.
\nStk. 6.
\nEn advokat kan under mundtlig forhandling ved alle retter ved enhver uberygtet person fremsætte og begrunde begæring om sagens udsættelse på grund af forhold, hvorved advokaten selv hindres i at give møde.
\nStk. 7.
\nUden for mundtlig forhandling i retssager kan en advokat endvidere give møde ved enhver uberygtet person, der er fyldt 18 år, med angivelse af lovligt forfald.
\nRetten og modparten kan kræve bevis for det lovlige forfald.
\nStk. 8.
\nUnder fogedforretninger kan advokater give møde ved enhver uberygtet person, der er fyldt 18 år, medmindre der i mødet skal foregå forhandling om en tvist eller fogedretten i øvrigt finder sådant møde uhensigtsmæssigt.
\nOphør af retten til at udøve advokatvirksomhed
\nRetten til at udøve advokatvirksomhed bortfalder, såfremt vedkommende ikke længere opfylder betingelserne i § 119, stk. 2, nr. 1 og 2.
\nRetten til at udøve advokatvirksomhed kan efter reglerne i straffelovens § 79 frakendes under en straffesag, såfremt forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.
\nRetten til at udøve advokatvirksomhed kan frakendes ved dom, såfremt det på grund af advokatens sindssygdom skønnes uforsvarligt, at vedkommende fortsat udøver advokatvirksomhed.
\nRetten til at udøve advokatvirksomhed kan endvidere frakendes ved dom på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre, såfremt advokaten har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover.
\nSagen anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes former.
\nStk. 2.
\nSkønnes det på grund af advokatens sindssygdom nødvendigt for at afværge formuetab for klienter, kan retten under sagen ved kendelse efter påstand fra justitsministeren udelukke den pågældende fra at drive advokatvirksomhed, indtil sagen er endeligt afgjort.
\nStk. 3.
\nEr grunden til frakendelse efter stk. 1 ikke længere til stede, tilbagegiver justitsministeren vedkommende retten til at drive advokatvirksomhed, såfremt den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at udøve advokatvirksomhed.
\nAfslår justitsministeren en anmodning herom, kan den pågældende forlange spørgsmålet indbragt for retten.
\nEn sådan begæring kan kun fremsættes med 1 års mellemrum.
\nBestemmelsen i stk. 1, 3. pkt., gælder tilsvarende. § 139 a.
\nJustitsministeriet kan offentliggøre oplysninger om de i § 138 og § 139, stk. 1 og 2, nævnte domme og kendelser, hvorved der er sket frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed.
\nDen, der under en retssag ved kendelse er udelukket fra at drive advokatvirksomhed, indtil sagen er endeligt afgjort, samt den, hvis ret hertil er bortfaldet eller frakendt i medfør af denne lov, skal tilbagelevere sin beskikkelse som advokat til Justitsministeriet.
\nStk. 2.
\nNår den pågældende på ny er berettiget til at udøve advokatvirksomhed, skal advokatbeskikkelsen udleveres efter begæring.
\nStk. 3.
\nEr retten til at udøve advokatvirksomhed faldet bort som følge af konkurs efter bestemmelsen i § 137, kan justitsministeren efter, at konkursboet er sluttet, afslå at udlevere beskikkelsen, såfremt der fortsat består anmeldte krav, som kan gøres gældende imod den pågældende.
\nEn advokat kan deponere sin beskikkelse i Justitsministeriet.
\nBeskikkelsen kan kun udleveres på ny, såfremt advokaten opfylder betingelserne i §§ 119 og 121.
\nDe regler, der er fastsat i medfør af § 127 om behandlingen af betroede midler, gælder for personer,
\nStk. 2.
\nAdvokatrådet fører tilsyn med, at de personer, der er nævnt i stk. 1, overholder reglerne, som er fastsat i medfør af § 127.
\nStk. 3.
\nReglerne gælder, indtil Advokatrådet bestemmer, at de skal ophøre hermed, dog højst i 12 måneder fra tidspunktet, hvor Advokatrådet er blevet bekendt med det forhold, som begrunder tilsynet efter stk. 2.
\nAdvokatrådet kan underrette den pågældendes klienter om det forhold, som begrunder tilsynet efter stk. 2 og om betydningen heraf.
\nStk. 4.
\nStk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for et advokatselskab, jf. § 124, eller et fællesskab af advokater, der omdannes eller ændrer formål.
\nStk. 5.
\nDe personer og selskaber, der er nævnt i stk. 1 og 4, kan indklages til Advokatnævnet for overtrædelse af de regler, som er fastsat i medfør af § 127, jf. stk. 1.
\nFor sagens behandling i Advokatnævnet finder reglerne i kapitel 15 b tilsvarende anvendelse.
\nAdvokatsamfundet og Advokatnævnet
\nDet Danske Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater.
\nStk. 2.
\nAdvokatrådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører tilsyn med advokaterne og deres autoriserede fuldmægtige.
\nFinder rådet, at en advokat ikke har handlet i overensstemmelse med de pligter, stillingen medfører, kan det indklage den pågældende for Advokatnævnet.
\nStk. 3.
\nAdvokatrådet kan kræve alle oplysninger af advokater og deres autoriserede fuldmægtige, herunder arbejdspapirer, korrespondance og andre dokumenter, der skønnes at være nødvendige for rådets tilsyn af, om der er sket eller vil ske en overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør af denne lov.
\nKapitel 4 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligt gælder for Advokatrådets varetagelse af opgaver efter 1. og 2. pkt.
\nStk. 4.
\nAdvokater og deres autoriserede fuldmægtige må ikke foretage eller medvirke til handlinger eller undladelser, som lægger hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn, eller hvis formål er at unddrage sig tilsynet.
\nStk. 5.
\nAdvokatrådet skal årligt udarbejde en samlet plan for sin tilsynsvirksomhed.
\nRådet afgiver årligt en rapport over det udførte tilsyn til justitsministeren.
\nRapporten offentliggøres.
\nStk. 6.
\nRådet skal til brug for udførelsen af sit tilsyn udfærdige arbejdsprogrammer, der på en detaljeret måde angiver, hvordan udførelsen af tilsynet skal foretages.
\nStk. 7.
\nVurderer Advokatrådet, at der er en begrundet risiko for, at en advokat, en advokats autoriserede fuldmægtige, et fællesskab af advokater eller et advokatselskab, jf. § 124, vil overtræde en pligt, der følger af denne lov, skal rådet iværksætte passende tilsynsforanstaltninger.
\nDette gælder tilsvarende, hvis der er en begrundet mistanke om, at en advokat, en advokats autoriserede fuldmægtige, et fællesskab af advokater eller et advokatselskab, jf. § 124, har overtrådt en pligt, der følger af denne lov.
\nStk. 8.
\nAdvokatrådet kan træffe bestemmelse om, at en advokat eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, skal indkaldes til en kollegial samtale med mindst to af Advokatrådets kontaktpersoner fra en anden retskreds end den, hvor advokaten har sin virksomhed, hvis det må antages, at advokaten eller den ovennævnte person har tilsidesat de pligter, som stillingen medfører.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler om kontaktpersonernes afholdelse af kollegiale samtaler.
\nStk. 9.
\nAdvokatsamfundet opdeles i et antal advokatkredse.
\nAdvokatrådet udpeger et antal kontaktpersoner, som bistår Advokatrådet.
\nStk. 10.
\nAdvokatsamfundet fastsætter regler om sin organisation og virksomhed i en vedtægt, der skal godkendes af justitsministeren.
\nStk. 11.
\nJustitsministeren kan efter anmodning fra de færøske myndigheder og efter forhandling med Advokatrådet tillade, at Advokatsamfundet varetager de i denne lov nævnte opgaver på Færøerne. § 143 a.
\nAdvokatrådet kan i forbindelse med udøvelsen af sit tilsyn med advokater indhente og modtage oplysninger om specifikke advokater fra
\nStk. 2.
\nOffentlige myndigheder kan videregive bestemte oplysninger til Advokatrådet, hvis myndigheden vurderer, at oplysningerne er relevante for rådets tilsyn med advokater.
\nStk. 3.
\nFølgende offentlige myndigheder skal videregive bestemte oplysninger til Advokatrådet om en advokat, som myndigheden er kommet i besiddelse af som led i løsningen af sine opgaver:
\nVideregivelsen af oplysninger efter 1. pkt. kan dog undtages, hvis udleveringen af oplysninger vil kunne kompromittere en eventuel efterforskning mod den pågældende advokat.
\nStk. 4.
\nStk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for oplysninger om autoriserede fuldmægtige, fællesskaber af advokater, advokatselskaber, jf. § 124, og personer omfattet af § 124 c, stk. 1, nr. 2.
\nStk. 5.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere regler om Advokatrådets muligheder for at indhente eller modtage oplysninger fra offentlige myndigheder. § 143 b.
\nStraffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse for Advokatrådets medlemmer, medlemmer af Advokatrådets udvalg, Advokatsamfundets ansatte og Advokatrådets kontaktpersoner, for så vidt angår oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden.
\nDet samme gælder for personer, der udfører serviceopgaver for de organisationer, der er nævnt i 1. pkt.
\nStk. 2.
\nFortrolige oplysninger, som Advokatrådets medlemmer, medlemmer af Advokatrådets udvalg, Advokatsamfundets ansatte eller Advokatrådets kontaktpersoner modtager i henhold til dette kapitel, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet.
\nStk. 3.
\nAdvokatrådets medlemmer, medlemmer af Advokatrådets udvalg, Advokatsamfundets ansatte og Advokatrådets kontaktpersoner kan udelukkende videregive oplysninger til Advokatnævnet til varetagelsen af dets opgaver efter denne lov og til relevante offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden, politiet og justitsministeren, til varetagelse af deres opgaver efter deres lovgivning.
\nAdvokatsamfundet opretter et Advokatnævn.
\nAdvokatnævnet består af en formand og 2 næstformænd, der alle skal være dommere, samt af 18 andre medlemmer.
\nFormanden og næstformændene udpeges af Højesterets præsident.
\nAf de øvrige medlemmer vælges 9 af Advokatsamfundet blandt advokater, der ikke er medlemmer af Advokatrådet, og 9, der ikke må være advokater, udpeges af justitsministeren.
\nJustitsministerens udpegning af medlemmer og stedfortrædere herfor sker efter indstilling fra sådanne myndigheder, organisationer og lign., således at det sikres, at der til nævnet udpeges medlemmer og stedfortrædere herfor, der har kendskab til både private klienters, erhvervsklienters og offentlige klienters interesser.
\nMedlemmer og stedfortrædere herfor udpeges for en periode af 4 år og har ret til at blive genudpeget for en periode på yderligere 2 år.
\nDer er herefter ikke mulighed for genudpegning.
\nStk. 2.
\nVed nævnets behandling af en sag skal deltage et eller flere medlemmer af formandskabet, et eller flere af de medlemmer, der er udpeget af justitsministeren, og et antal advokater, der svarer til antallet af de medlemmer, der er udpeget af justitsministeren.
\nStk. 3.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler om Advokatnævnets virksomhed, herunder om nævnets virksomhed i afdelinger.
\nJustitsministeren kan desuden fastsætte regler om betaling og opkrævning af gebyr for indgivelse af klage til Advokatnævnet.
\nJustitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter til honorarer m.v. til advokater, der udpeges som anklager, forsvarer eller til at varetage klagerens interesser i disciplinærsager. § 144 a.
\nAdvokatrådet opretter en ordning, hvor personer kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af de regler, der regulerer advokathvervet.
\nIndberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt.
\nStk. 2.
\nAdvokatsamfundets ansatte og medlemmer af Advokatrådet må ikke videregive oplysninger om en person, når vedkommende i medfør af stk. 1 har indberettet en virksomhed eller en person til rådet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af de regler, der regulerer advokathvervet.
\nStraffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder i den forbindelse tilsvarende anvendelse på de personer, der er omtalt i 1. pkt.
\n§ 145 a.
\nAdvokatnævnet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til justitsministeren.
\nBeretningen offentliggøres.
\nSalærklager
\nKlager over vederlag, som en advokat, et fællesskab af advokater, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har forlangt for sit arbejde, kan af den, som har retlig interesse heri, indbringes for Advokatnævnet.
\nNævnet kan godkende vederlagets størrelse eller bestemme, at vederlaget skal nedsættes eller bortfalde.
\nStk. 2.
\nKlager skal indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med kravet om vederlag.
\nFristen regnes fra den endelige afregning af den pågældende sag.
\nAdvokatnævnet kan behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.
\nStk. 3.
\nAdvokatnævnet kan af egen drift eller på begæring beslutte at genoptage behandlingen af en klage, hvis særlige grunde taler herfor, herunder særlig hvis der fremkommer nye, væsentlige oplysninger, der forventes at kunne føre til et andet resultat.
\nStk. 4.
\nEn begæring om genoptagelse af en klage skal indgives, inden 1 år efter at parten er blevet meddelt nævnets afgørelse.
\nNævnet kan behandle en begæring om genoptagelse, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.
\nStk. 5.
\nAdvokatnævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
\n§ 147 a.
\nSå længe en sag behandles af Advokatnævnet, kan klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, der er omfattet af klagen.
\nNår Advokatnævnet har truffet afgørelse, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
\nDisciplinærsager § 147 b.
\nKlager over, at en advokat, et fællesskab af advokater, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger af denne lov eller af forskrifter fastsat i medfør af denne lov, kan indbringes for Advokatnævnet.
\nStk. 2.
\nKlager skal indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører.
\nNævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.
\nStk. 3.
\nAdvokatnævnet kan afvise at behandle klager fra personer, der ikke har retlig interesse i det forhold, klagen angår, samt klager, der på forhånd må skønnes åbenbart grundløse.
\nStk. 4.
\nAdvokatnævnet kan af egen drift eller på begæring beslutte at genoptage behandlingen af en klage, hvis særlige grunde taler herfor, herunder særlig hvis der fremkommer nye, væsentlige oplysninger, der forventes at kunne føre til et andet resultat.
\nStk. 5.
\nEn begæring om genoptagelse af en klage skal indgives, inden 1 år efter at parten er blevet meddelt nævnets afgørelse.
\nNævnet kan behandle en begæring om genoptagelse, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.
\nStk. 6.
\nAdvokatnævnet kan lade parter og vidner afhøre ved byretten på det sted, hvor de bor. § 147 c.
\nFinder Advokatnævnet, at en advokat, et fællesskab af advokater, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af loven, kan nævnet tildele advokaten, fællesskabet af advokater, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, en irettesættelse eller pålægge vedkommende, fællesskabet eller selskabet en bøde på indtil 300.000 kr. Er tilsidesættelsen af pligterne af særlig grov karakter, kan Advokatnævnet forhøje bøden op til 600.000 kr.
\nStk. 2.
\nAdvokatnævnet kan under anvendelse af tvangsbøder pålægge en advokat, et fællesskab af advokater, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, at opfylde en forpligtelse som nævnt i stk. 1.
\nNævnet kan endvidere, hvis det skønnes fornødent, fratage advokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, en sag og lade en anden af klienten godkendt advokat eller person, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, færdiggøre den.
\nStk. 3.
\nHar en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, kan Advokatnævnet betinget frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed.
\nBetinget frakendelse sker, på vilkår af at vedkommende i en prøvetid på op til 5 år regnet fra Advokatnævnets afgørelse ikke tilsidesætter de pligter, stillingen som advokat medfører, under sådanne omstændigheder, at vedkommende efter en samlet bedømmelse skal frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed.
\nForlanger advokaten i medfør af § 147 e afgørelsen indbragt for retten, og stadfæster retten afgørelsen om betinget frakendelse, regnes prøvetiden fra endelig dom.
\nVed den betingede frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden.
\nBegår advokaten i prøvetiden et nyt forhold, fastsætter Advokatnævnet en fælles frakendelse for dette forhold og det tidligere påkendte forhold.
\nStk. 4.
\nHar en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af de regler, som regulerer advokathvervet, kan Advokatnævnet betinget frakende vedkommende retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nBetinget frakendelse sker, på vilkår af at vedkommende i en prøvetid på op til 5 år regnet fra Advokatnævnets afgørelse ikke tilsidesætter de regler, som regulerer advokathvervet, under sådanne omstændigheder, at vedkommende efter en samlet bedømmelse skal frakendes retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nForlanger vedkommende i medfør af § 147 e afgørelsen indbragt for retten, og stadfæster retten afgørelsen om betinget frakendelse, regnes prøvetiden fra endelig dom.
\nVed den betingede frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden.
\nBegår den pågældende i prøvetiden et nyt forhold, fastsætter Advokatnævnet en fælles frakendelse for dette forhold og det tidligere påkendte forhold.
\nStk. 5.
\nAdvokatnævnet kan under nævnets behandling af en sag efter stk. 8 midlertidigt frakende en advokat retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis Advokatnævnet skønner, at der er en begrundet mistanke om, at betingelserne for frakendelse, jf. stk. 8, er opfyldt, og hvis der er overhængende fare for, at advokaten under sagens behandling groft eller oftere gentagent vil overtræde sine pligter som advokat.
\nAdvokatnævnets afgørelse om midlertidig frakendelse varer, indtil Advokatnævnets afgørelse i sagen efter stk. 8 er endelig, eller indtil retten har truffet afgørelse i medfør af § 147 e, stk. 3.
\nStk. 6.
\nAdvokatnævnet kan under nævnets behandling af en sag efter stk. 9 midlertidigt frakende en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab, hvis Advokatnævnet skønner, at der er en begrundet mistanke om, at betingelserne for frakendelse, jf. stk. 9, er opfyldt, og hvis der er overhængende fare for, at den pågældende under sagens behandling groft eller oftere gentagent vil overtræde de regler, som regulerer advokathvervet.
\nAdvokatnævnets afgørelse om midlertidig frakendelse varer, indtil Advokatnævnets afgørelse i sagen efter stk. 9 er endelig, eller indtil retten har truffet afgørelse i medfør af § 147 e, stk. 3.
\nStk. 7.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler om Advokatnævnets behandling af sager efter stk. 5 og 6.
\nJustitsministeren vil i den forbindelse kunne fravige forvaltningslovens § 8, stk. 1, og § 21, stk. 1, og det forvaltningsretlige officialprincip.
\nStk. 8.
\nHar en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed.
\nFrakendelsen kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre.
\nStk. 9.
\nHar en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af de regler, som regulerer advokaterhvervet, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil overholde disse regler, kan Advokatnævnet frakende vedkommende retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nFrakendelse kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre.
\nStk. 10.
\nNævnets afgørelser, der ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og fristen herfor.
\nStk. 11.
\nAdvokatnævnet sender meddelelse om en afgørelse til klageren, advokaten, fællesskabet af advokater, advokatselskabet, personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, Advokatrådet og Justitsministeriet.
\nNævnet kan offentliggøre afgørelsen. § 147 d.
\nAdvokatnævnets afgørelse efter § 147 c, stk. 1 og 2, kan indbringes for retten af advokaten, fællesskabet af advokater, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nRetten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
\nStk. 2.
\nIndbringelse skal ske inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
\nSagsanlæg har opsættende virkning for så vidt angår afgørelser, der er truffet i medfør af § 147 c, stk. 1.
\nStk. 3.
\nAfgørelsen indbringes ved, at advokaten, fællesskabet af advokater, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, anlægger sag mod Advokatnævnet i den borgerlige retsplejes former.
\nSagen anlægges ved den ret, i hvis kreds advokaten, fællesskabet af advokater eller advokatselskabet har kontor. § 147 e.
\nAdvokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan forlange en afgørelse efter § 147 c, stk. 3, 4, 8 eller 9, indbragt for retten.
\nRetten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
\nStk. 2.
\nAnmodning om sagsanlæg skal fremsættes over for justitsministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
\nJustitsministeren anlægger herefter sag i den borgerlige retsplejes former mod advokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nStk. 3.
\nRetten bestemmer på et forberedende retsmøde ved kendelse, om anmodning om sagsanlæg vedrørende en afgørelse truffet efter § 147 c, stk. 8 eller 9, har opsættende virkning.
\nRetten kan bestemme, om kære af kendelsen har opsættende virkning.
\nDet forberedende retsmøde afholdes inden 4 uger efter sagens anlæg.
\nRetten bestemmer ved dommen, hvis retten helt eller delvis stadfæster Advokatnævnets afgørelse, om anke har opsættende virkning. § 147 f.
\nAdvokatnævnet kan til enhver tid ophæve en frakendelse efter § 147 c, stk. 3, 4, 8 og 9.
\nStk. 2.
\nEr frakendelsen sket indtil videre, og afslår Advokatnævnet en ansøgning om ophævelse af frakendelsen, kan den pågældende forlange spørgsmålet indbragt for retten, såfremt der er forløbet 5 år efter frakendelsen.
\nSagen anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes former.
\nGodkender retten Advokatnævnets afgørelse, kan spørgsmålet først på ny indbringes for retten efter 2 års forløb. § 147 g.
\nAdvokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan forlange en afgørelse efter § 147 c, stk. 5 eller 6, indbragt for retten.
\nRetten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
\nStk. 2.
\nAnmodning om sagsanlæg skal fremsættes over for justitsministeren, inden 14 dage efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
\nJustitsministeren anlægger herefter uden ugrundet ophold sag i den borgerlige retsplejes former mod advokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab.
\nRetten træffer afgørelse inden for 4 uger efter sagens anlæg.
\nStk. 3.
\nAnmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, medmindre retten undtagelsesvis beslutter dette.
\nAnke har ikke opsættende virkning.
\nSager om valgbarhed § 147 h.
\nSager om en advokats valgbarhed til Advokatrådet og Advokatnævnet kan af Advokatrådet indbringes for Advokatnævnet.
\nStk. 2.
\nEr en advokat ved kendelse inden for de seneste 5 år blevet pålagt en bøde på over 20.000 kr., men under 60.000 kr., jf. § 147 c, stk. 1, kan Advokatnævnet fratage advokaten valgbarheden, hvis de udviste forhold i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet.
\nStk. 3.
\nFrakendelse af valgbarheden gælder for den aktuelle valgperiode for henholdsvis Advokatrådet og Advokatnævnet.
\nStk. 4.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere regler om Advokatnævnets behandling af sager om valgbarhed. § 147 i.
\nAdvokatnævnets afgørelse efter § 147 h, stk. 2, kan indbringes for retten af advokaten.
\nRetten kan stadfæste eller ophæve afgørelsen.
\nStk. 2.
\nIndbringelse skal ske, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
\nStk. 3.
\nAfgørelsen indbringes, ved at advokaten anlægger sag mod Advokatnævnet i den borgerlige retsplejes former.
\nSagen anlægges ved den ret, i hvis kreds advokaten har kontor.
\nStk. 4.
\nAnmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, medmindre retten undtagelsesvis beslutter dette.
\nAnke har ikke opsættende virkning.
\nAnden bog.
\nFælles bestemmelser for borgerlige sager og straffesager
\nAlmindelige bestemmelser om procesmåden
\nRetssager forhandles mundtlig.
\nSkrift anvendes kun i det omfang, i hvilket loven særlig bestemmer det.
\nStk. 2.
\nVed den mundtlige forhandling benyttes frit foredrag.
\nStk. 3.
\nNår oplæsning skal finde sted, bestemmer rettens formand, ved hvem den skal foregå, for så vidt andet ikke i loven er foreskrevet. § 148 a.
\nBorgerlige retssager, sager om forbud eller påbud i en borgerlig sag og sager om optagelse af bevis om borgerlige krav anlægges og behandles ved anvendelse af en digital sagsportal, som domstolene stiller til rådighed.
\nEnhver skriftlig meddelelse om sagen skal ske på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 3-7 og 12.
\nStk. 2.
\nEn digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for retten.
\nStk. 3.
\nSager i medfør af udlændingeloven anlægges og behandles ikke på domstolenes sagsportal.
\nBetalingspåkrav og indsigelser mod betalingspåkrav, jf. kapitel 44 a, indleveres ikke på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 10.
\nFremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, eller træffer fogedretten afgørelse om genoptagelse, jf. § 477 e, stk. 1 eller 5, og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3, overgår sagen til behandling på domstolenes sagsportal.
\nSager om ejendomsdom efter forudgående offentlig indkaldelse og sager om mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder behandles ikke på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 10.
\nStk. 4.
\nRetten kan beslutte at undtage en bruger fra at anvende domstolenes sagsportal, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende sagsportalen.
\nRetten kan endvidere beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes sagsportal, hvis brugeren anvender sagsportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger.
\nRetten beslutter samtidig, hvordan en sag skal anlægges og behandles, eller hvordan meddelelser eller dokumenter skal gives.
\nStk. 5.
\nRetten kan beslutte, at en sag ikke skal anlægges og behandles, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til retten ved anvendelse af domstolenes sagsportal, hvis navnlig hensynet til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det.
\nRetten beslutter samtidig, hvordan sagen skal anlægges og behandles, eller hvordan meddelelser eller dokumenter skal gives.
\nStk. 6.
\nVedkommende retspræsident kan i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes sagsportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, beslutte, at visse af eller alle rettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på sagsportalen.
\nRetspræsidenten beslutter samtidig, hvordan de omhandlede sager skal behandles.
\nStk. 7.
\nRetten kan ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, der gør, at en bruger ikke kan anvende sagsportalen, beslutte, hvordan en sag skal anlægges og behandles, eller hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til retten og sagens parter m.v.
\nStk. 8.
\nRettens beslutninger efter stk. 4, 1. pkt., kan ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse indbringes for højere ret.
\nProcesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller er af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret.
\nAnsøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at beslutningen i medfør af stk. 4, 1. pkt., er truffet.
\nStk. 9.
\nBeslutninger efter stk. 4, 2. og 3. pkt., og stk. 5-7 kan ikke indbringes for højere ret.
\nStk. 10.
\nJustitsministeren kan fastsætte regler om, at betalingspåkrav, jf. kapitel 44 a, anke og kære af afgørelser, som træffes af Tinglysningsretten og fogedretten, og kære af afgørelser, som træffes af skifteretten i andre sager end dem, der efter dødsboskiftelovens § 98, ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 4, og konkurslovens § 243 behandles efter den borgerlige retspleje, skal indleveres og behandles ved anvendelse af domstolenes sagsportal.
\nStk. 11.
\nDomstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes sagsportal.
\nStk. 12.
\nDomstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvordan en sag skal anlægges eller hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til retten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes sagsportal ikke kan anvendes. § 148 b.
\nDen, som er undtaget fra at anvende domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4, skal indlevere et processkrift til retten med de oplysninger, som vedkommende efter denne lov skal forsyne retten med.
\nBilag og øvrige dokumenter til brug for behandlingen af sagen skal den pågældende indlevere på papir eller på anden måde til retten.
\nRetten gør processkriftet, bilag og øvrige dokumenter tilgængelige på domstolenes sagsportal.
\nStk. 2.
\nRetten sender meddelelser fra retten og sagens øvrige dokumenter til den, som er undtaget fra at anvende domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4.
\nRetten kan pålægge en part at sende sine processkrifter, bilag og andre dokumenter til den, som er undtaget fra at anvende domstolenes sagsportal.
\nStk. 3.
\nRetten kan bestemme, at processkrifter skal forsynes med original underskrift, når den finder anledning hertil.
\nStk. 4.
\nFor borgerlige retssager, sager om forbud eller påbud i en borgerlig sag og sager om optagelse af bevis om borgerlige krav, der ikke behandles på domstolenes sagsportal, finder stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2 og 3 tilsvarende anvendelse.
\nStk. 5.
\nDomstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at processkrifter, jf. stk. 1, som indleveres af den, som er undtaget fra at anvende domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4, skal udarbejdes på en blanket.
\nDomstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om udformningen af blanketten. § 148 c.
\nKrav om skriftlighed i strafferetsplejen er ikke til hinder for anvendelse af digital kommunikation eller anvendelse af digitale dokumenter m.v. under retsmøder.
\nStk. 2.
\nRegler, der stiller krav om underskrift, er ikke til hinder for, at meddelelser sendes med digital post, hvis meddelelsen er forsynet med digital signatur.
\nStk. 3.
\nEn meddelelse, der sendes med digital kommunikation, anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for modtageren.
\nRetssproget er dansk.
\nForhandling med og afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en uddannet translatør el.lign.
\nDog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog.
\nTilkaldelse af tolk kan endvidere undlades i straffesager, der behandles efter § 831 eller kapitel 80, såfremt retten og sagens andre aktører har det fornødne kendskab til det fremmede sprog og det i øvrigt findes ubetænkeligt.
\nStk. 2.
\nDokumenter, der er affattede i fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse, der, når retten eller modparten forlanger det, skal bekræftes af en uddannet translatør el.lign.
\nOversættelse kan dog frafaldes, når begge parter er enige derom, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog.
\nStk. 3.
\nEn statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne i stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes eget sprog.
\nRetten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk, såfremt modparten forlanger det eller retten finder det nødvendigt.
\nPå begæring af en statsborger i et andet nordisk land skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten, oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.
\nStk. 4.
\nUdgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part, afholdes af statskassen.
\nDet samme gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3.
\nRetten kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler om sagsomkostninger.
\nStk. 5.
\nForhandling med og afhøring af døve og svært hørehæmmede skal så vidt muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk.
\nForhandling med og afhøring af øvrige hørehæmmede og døvblevne skal efter begæring fra vedkommende så vidt muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk.
\nFor så vidt angår stumme kan afhøring eller forhandling foregå ved skriftlige spørgsmål og svar eller efter begæring så vidt muligt ved hjælp af en tolk.
\nDen døve, hørehæmmede, døvblevne eller stumme har endvidere adgang til at lade sig bistå af en døvekonsulent, tunghørekonsulent eller lignende under retsmøder.
\nStk. 6.
\nTil at bistå som tolk eller tegnsprogkyndig må ingen tilkaldes, der ifølge §§ 60 og 61 ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.
\nI øvrigt bliver de om vidner gældende regler at anvende på de nævnte personer med de lempelser, der følger af forholdets natur, og for så vidt ikke andet særlig er foreskrevet.
\nStk. 7.
\nTolkning kan ske ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at tolken møder samme sted som parten, vidnet eller skønsmanden, og tolkning ved anvendelse af telekommunikation med billede findes forsvarlig.
\nNår der tolkes for en part, et vidne eller en skønsmand, der deltager ved anvendelse af telekommunikation, skal tolken så vidt muligt befinde sig samme sted som parten, vidnet eller skønsmanden.
\nNår der tolkes for en sigtet, der deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70 ved anvendelse af telekommunikation med billede efter § 748 b, stk. 1, bestemmer retten, hvor tolken skal befinde sig.
\nRettens formand leder forhandlingen.
\nHan bestemmer rækkefølgen af de enkelte dele af forhandlingen, for så vidt loven ikke indeholder forskrifter derom.
\nIngen må tage ordet uden ifølge hans tilladelse; han kan fratage den part ordet, som ikke vil rette sig efter hans ledelse.
\nHan drager omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til unytte trækker forhandlingen i langdrag, og slutter forhandlingens enkelte dele, når han anser det foreliggende emne for tilstrækkelig behandlet. § 150 a.
\nFinder en almindelig domstol, at et forhold, der er indbragt for Den Særlige Klageret, er af betydning for pådømmelsen af en for vedkommende domstol verserende sag, bliver denne sidste i det hele eller til dels at udsætte, indtil klagerettens afgørelse foreligger.
\nRettens formand våger over, at forhandlingen foregår med den tilbørlige orden og værdighed.
\nHan er berettiget til i dette øjemed at afbryde og tilrettevise parter, vidner eller andre, når de tillader sig upassende udtalelser eller utilbørlige personlige angreb.
\nVedbliver en part hermed trods tilrettevisning, kan ordet fratages ham.
\nPersoner, der ved støjende eller anden utilbørlig adfærd forstyrrer forhandlingerne eller tilsidesætter den agtelse, som skyldes retten, kan udvises af retssalen, jf. endvidere §§ 32, stk. 1, 3 og 4, og 32 a.
\nBliver i en borgerlig sag ordet frataget en part, eller bortfjernes han, kan forhandlingen fortsættes, hvis retten ikke finder en udsættelse nødvendig.
\nDet samme gælder, når ordet fratages den sigtede i en straffesag.
\nBortfjernes han, forholdes efter reglerne i §§ 748, stk. 6, og 857.
\nEr det den offentlige anklager eller sigtedes forsvarer, som bortfjernes, eller hvem ordet fratages, gås der frem, som om vedkommende var udeblevet.
\nStk. 2.
\nFor fornærmelser mod retten eller nogen af de i retten mødende, uorden, hvorved forhandlingerne forstyrres, samt ulydighed mod formandens befalinger kan rettens formand (derunder også skifte- og fogedret) lade vedkommende fjerne fra retslokalet.
\nStk. 3.
\nPolitiet er forpligtet til uvægerligt og øjeblikkeligt at yde retten bistand til udførelse af denne paragrafs forskrifter.
\nDe forretninger, som ifølge denne lov påhviler rettens formand, udføres, når retten beklædes af en enkeltdommer, af denne. § 152 a.
\nEn part kan forlange, at retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.
\nMeddelelser og forkyndelse af meddelelser
\nI borgerlige sager skal stævning og ankestævning forkyndes.
\nØvrige processuelle meddelelser, processkrifter og andre dokumenter skal gøres tilgængelige på domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 1, medmindre andet er bestemt ved lov, jf. dog stk. 2.
\nStk. 2.
\nFor parter omfattet af § 148 a, stk. 4, og i borgerlige retssager, sager om forbud eller påbud i en borgerlig sag og sager om optagelse af bevis om borgerlige krav, der ikke behandles på portalen, skal processuelle meddelelser forkyndes, medmindre andet er bestemt ved lov.
\nStk. 3.
\nI straffesager skal forkyndelse kun ske, når det er bestemt i denne lov.
\nMeddelelser fra retten gives på den måde, som rettens formand bestemmer, medmindre loven indeholder anden forskrift herom.
\nStk. 2.
\nRettens beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke genstand for kære. § 154 a.
\nAnvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis
\nStk. 2.
\nSamtykke kan gives for den enkelte sag eller generelt.
\nStk. 3.
\nMeddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.
\nStk. 2.
\nForkyndelse efter stk. 1, nr. 1-5, kan anvendes, når der skal ske forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer), jf. § 157 a.
\nVed brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten eller modtagelsesbeviset er underskrevet af den pågældende personligt.
\nForkyndelse anses for sket, den dag modtageren anfører at have modtaget meddelelsen.
\nEr ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets dato. § 156 a.
\nVed telefonforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis personen vedkender sig at være den person, der skal ske forkyndelse for, og personen må antages at have forstået telefonsamtalen.
\nForkyndelsen anses for sket, den dag meddelelsen telefonisk gives den pågældende. § 156 b.
\nVed digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den pågældende bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med anvendelse af digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen.
\nForkyndelsen anses for sket, den dag modtageren anfører at have modtaget meddelelsen.
\nEr ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end den registrerede modtagelsesdato for den digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet på tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den registrerede modtagelsesdag eller på poststemplets dato. § 156 c.
\nVed forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis der sker åbning eller anden behandling af meddelelsen, den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller et bilag eller en anden meddelelse, der er vedhæftet beskeden.
\nForkyndelse anses for sket, den dag meddelelsen, bilaget eller den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, åbnes eller på anden måde behandles.
\nForkyndelse for den pågældende personligt er dog gyldig, uanset hvor den sker.
\nStk. 2.
\nForkyndelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer under 18 år.
\nStk. 3.
\nVed postforkyndelse overgives forsendelsen og ved stævningsmandsforkyndelse en genpart af meddelelsen og eventuelle bilag til den, for hvem forkyndelsen sker.
\nSker forkyndelse ikke over for vedkommende personligt, anføres på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår og over for hvem forkyndelse er sket.
\nStk. 4.
\nNægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader den pågældende, efter at forkyndelse er sket, at overlevere, hvad den pågældende har modtaget ved forkyndelsen, til vedkommende, selv om dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller besvær, kan den pågældende ved kendelse tilpligtes at erstatte omkostninger, der er en følge af dennes nægtelse eller undladelse.
\nStk. 5.
\nVed forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, litra b, skal ledelsen eller personalet, der har modtaget en meddelelse, der skal forkyndes, returnere en frankeret svarkuvert, når meddelelsen er overbragt til den person, meddelelsen angår.
\nForkyndelsen anses for sket, den dag meddelelsen anføres at være overbragt. § 157 a.
\nBrevforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer) kan ske for et direktionsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en anden, som har ansvar for den juridiske persons anliggender, på den juridiske persons postadresse eller digitale adresse.
\nForkyndelse kan endvidere ske for den juridiske persons ansatte på den juridiske persons postadresse eller digitale adresse.
\nStk. 2.
\nFor postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer) gælder følgende regler:
\nForkyndelse kan endvidere ske på den pågældendes bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted, jf. dog nr. 4 og 5.
\nForkyndelse for den pågældende er dog gyldig, uanset hvor den sker.
\nHar den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, og kan forkyndelse ikke ske her i riget efter § 155, stk. 1, nr. 4 og 5, jf. § 157, eller § 155, stk. 1, nr. 4 og 5, jf. stk. 2, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.
\nStk. 2.
\nForkyndelse sker ved, at en bekendtgørelse indeholdende et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til retten, indrykkes i Statstidende.
\nI bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af hvilken grund denne forkyndelsesform anvendes.
\nStk. 3.
\nI de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde skal meddelelsen tillige tilsendes den pågældende med posten. § 159 a.
\nBestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager samt bestemmelserne i forkyndelsesforordningen gælder her i landet.
\nStk. 2.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af stk. 1.
\nStk. 3.
\nJustitsministeren kan bestemme, at ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til den i stk. 1 nævnte forordning gælder her i landet og kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse heraf.
\nI borgerlige sager og straffesager kan en part eller et vidne ved skriftlig fuldmagt på en særlig blanket udpege en myndig person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i §§ 155-157 a.
\nReglen i § 157, stk. 4, finder dog kun anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sig villig til at modtage forkyndelse.
\nStk. 2.
\nI borgerlige sager kan en part give afkald på at få underretning om processuelle meddelelser ved forkyndelse.
\nHar en part i en borgerlig sag antaget en advokat til at udføre sagen, kan forkyndelse vedrørende sagen ske for advokaten.
\nNår der i et retsmøde træffes beslutning om tidspunktet for et nyt møde eller for en retshandlings foretagelse, anses beslutningen for at være forkyndt for de personer, der er til stede i retsmødet.
\nStk. 2.
\nBeslutningen anses endvidere for at være forkyndt for personer, der har været lovligt tilsagt til mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget har forladt mødet, forinden beslutningen blev truffet.
\nRetten bør dog give de pågældende meddelelse om beslutningen, hvis denne må antages at være af særlig interesse for dem.
\nEn forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til vedkommendes kundskab.
\nStk. 2.
\nEr det dokument, der skal forkyndes, kommet vedkommende i hænde, anses forkyndelse for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med reglerne i §§ 155-157 a.
\nMedmindre andet er bestemt i den militære retsplejelov, sker forkyndelse for militærpersoner efter reglerne i dette kapitel.
\nForkyndelse for personer, der er indkvarteret på militært område, kan dog altid ske ved den pågældendes militære afdelings foranstaltning.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler om forkyndelse.
\nDomstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og befordringsgodtgørelse til stævningsmænd.
\nStk. 2.
\nI sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af statskassen.
\nI øvrigt betales vederlaget af den, der begærer forkyndelsen foretaget.
\nVidner
\nEnhver har med de i loven fastsatte undtagelser pligt til at afgive forklaring for retten som vidne.
\nStk. 2.
\nMedmindre retten undtagelsesvis tillader det, må et vidne ikke under forklaringen bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
\nTjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt.
\nFor medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.
\nStk. 2.
\nNægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen.
\nFinder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives.
\nDette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred.
\nMod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere, patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention, og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
\nStk. 2.
\nRetten kan pålægge læger, retsmæglere, patentrådgivere som nævnt i stk. 1 og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves.
\nSådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt.
\nDet samme gælder for, hvad en patentrådgiver som nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har været søgt.
\nStk. 3.
\nRetten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
\nStk. 4.
\nReglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.
\nEn parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne.
\nStk. 2.
\nPligt til at afgive forklaring foreligger ej heller, såfremt forklaringen antages at ville
\nStk. 3.
\nI de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.
\nStk. 4.
\nI de i stk. 2, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten endvidere pålægge vidnet at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.
\nRedaktører og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:
\nSker der offentliggørelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i det trykte skrift.
\nSker der offentliggørelse, gælder vidnefritagelsen, blot identiteten ikke fremgår af teksten.
\nStk. 2.
\nRedaktører og redaktionelle medarbejdere ved et radio- eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:
\nUdsendes oplysningen, værket m.v., er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i udsendelsen.
\nUdsendes en optagelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at de pågældende ikke er angivet ved navn, og at der er truffet rimelige forholdsregler for at skjule identiteten.
\nStk. 3.
\nVidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet.
\nStk. 4.
\nBestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.
\nStk. 5.
\nAngår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, kan retten dog pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.
\nStk. 6.
\nRetten kan ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c.
\nDette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning. § 172 a.
\nEn person, der er blevet videoafhørt efter § 745 e, stk. 1, nr. 1-4, eller § 183, stk. 3, har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.
\nStk. 2.
\nRetten kan helt undtagelsesvis pålægge en person, der er omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betydning for sagens afgørelse og det ikke er tilstrækkeligt, at personen genafhøres til video.
\nRetten vejleder, såfremt omstændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172 a.
\nStk. 2.
\nAfgives forklaring i de i §§ 169-172 a nævnte tilfælde, påser retten, at særligt hensyn tages til vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse.
\nRetten kan i dette øjemed bestemme, at dørene skal lukkes, medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen.
\nOvertrædelse af rettens forbud straffes med bøde.
\nVidneforklaring afgives for den ret, ved hvilken sagen behandles.
\nRetten kan dog beslutte, at vidneforklaring i stedet skal afgives for den byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt.
\nStk. 2.
\nRetten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt, herunder hvis særlige hensyn til vidnet taler derfor.
\nVidnet indkaldes til at møde et nærmere angivet sted, jf. § 192.
\nStk. 3.
\nRetten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation uden billede, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i retten eller ved anvendelse af telekommunikation med billede, og afgivelse af forklaring ved anvendelse af telekommunikation uden billede findes forsvarlig.
\nVidnet pålægges at være til rådighed for rettens etablering af telekommunikationen på en nærmere angiven måde.
\nReglerne i § 175 finder tilsvarende anvendelse.
\nIndkaldelse til at møde som vidne udstedes, hvor ikke andet er bestemt, af den ret, for hvilken vidneforklaringen skal afgives.
\nRettens indkaldelse af vidner i civile sager skal ske hurtigst muligt efter berammelsen af hovedforhandlingen, og parterne skal underrette deres egne vidner om tidspunktet for hovedforhandlingen, så snart den er berammet.
\nIndkaldelsen skal forkyndes for vidnet.
\nUdstedes indkaldelsen af retten, lader denne indkaldelsen forkynde på grundlag af de oplysninger, som vedkommende part har givet.
\nStk. 2.
\nIndkaldelsen skal indeholde:
\nStk. 3.
\nI borgerlige sager er varslet en uge.
\nI straffesager tilkommer der vidnet aftens varsel, hvortil lægges to døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over 30 km.
\nStk. 4.
\nRetten kan fastsætte andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks.
\nRetten kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar nærhed af mødestedet, straks at afgive vidneforklaring.
\nDet kan pålægges tilstedeværende vidner at møde til ny tid.
\nVidnet skal forblive på det sted, hvor retsmødet holdes, indtil mødet er sluttet, medmindre retten træffer anden bestemmelse.
\nUdebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare eller afføre sig en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, kan retten:
\nStk. 2.
\nAfgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, for hvilken vidnet er indkaldt til at møde.
\nAfgørelsen, der træffes ved kendelse, kan omgøres af retten.
\nKendelse, hvorved bøde eller erstatning er pålagt et fraværende vidne, skal forkyndes for den pågældende.
\nBegæring om omgørelse af en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, i hvilket vidnet møder, eller, hvis vidnet ikke senere møder, inden 14 dage efter, at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til hans kundskab.
\nStk. 3.
\nTager politiet i medfør af stk. 1, nr. 5, et vidne i forvaring, og kan fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring ikke ske inden 24 timer efter pågribelsen, giver politiet snarest muligt og senest inden samme frist retten meddelelse om, at vidnet er taget i forvaring.
\nStk. 4.
\nEn person i forvaring er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af forvaringens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i institutionen.
\nStk. 5.
\nEn person i forvaring kan modtage besøg, i det omfang opretholdelse af orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner tillader det.
\nDen ret, der træffer afgørelse om forvaring, kan af hensyn til forvaringens øjemed træffe afgørelse om, at den forvarede ikke kan modtage besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.
\nNægtes den forvarede besøg, skal den pågældende underrettes herom, medmindre retten af hensyn til sagens omstændigheder træffer anden bestemmelse.
\nStk. 6.
\nDen ret, der træffer afgørelse om forvaring, kan, når særlige omstændigheder taler derfor, bestemme, at kriminalforsorgsområdet med politiets samtykke kan give en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.
\nStk. 7.
\nEn person i forvaring har ret til at modtage og afsende breve.
\nDen ret, der træffer afgørelse om forvaringen, kan bestemme, at politiet eller retten skal gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen.
\nTræffes der beslutning om brevkontrol, skal politiet eller retten snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for formålet med forvaringen eller opretholdelsen af orden og sikkerhed i institutionen.
\nTilbageholdes et brev af politiet, skal spørgsmålet om tilbageholdelsens opretholdelse straks forelægges retten til afgørelse.
\nOpretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underrettes, medmindre retten af hensyn til forvaringens øjemed træffer anden bestemmelse.
\nStk. 8.
\nEn person i forvaring har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand.
\nJustitsministeren kan fastsætte regler om den forvaredes ret til at afsende lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.
\nStk. 9.
\nRetten kan af hensyn til forvaringens øjemed foretage andre begrænsninger i den forvaredes rettigheder.
\nStk. 10.
\nAfgørelser vedrørende forvarede personer, der er truffet af en myndighed inden for kriminalforsorgen, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 11, 2. pkt.
\nStk. 11.
\nJustitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af personer, der er taget i forvaring.
\nMinisteren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområderne vedrørende personer, der er taget i forvaring, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
\nMinisteren kan endvidere fastsætte regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.
\nEt vidne kan ikke undlade at møde for retten, fordi han mener sig berettiget til at nægte at afgive forklaring i sagen.
\nVidnet skal om fornødent opfriske sin viden om sagen, inden han møder i retten, f.eks. ved at efterse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved at bese genstande, hvortil han uden omkostning eller besvær har adgang.
\nEfterkommer vidnet ikke denne pligt, finder reglerne i § 178 tilsvarende anvendelse.
\nInden vidnet afhøres, forvisser retten sig om vidnets identitet, jf. dog § 856, stk. 5 og 6, og om, at intet er til hinder for vidneforklaringens afgivelse.
\nRetten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring.
\nHvert vidne afhøres for sig.
\nEt vidne må ikke påhøre forklaringer af andre vidner, skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af retten, jf. dog § 209 a, stk. 2.
\nVidnet afhøres først af den part, som har begæret ham ført.
\nModparten har derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorpå parten kan rette de spørgsmål til vidnet, som modafhøringen har givet anledning til.
\nRetten kan tillade fremsættelse af yderligere spørgsmål eller genoptagelse af afhøringen.
\nStk. 2.
\nRetten kan stille spørgsmål til vidnet.
\nRetten kan overtage afhøringen, såfremt parternes afhøring af vidnet sker på utilbørlig måde eller på en måde, som strider mod bestemmelsen i § 184, stk. 1, eller omstændighederne i øvrigt gør det påkrævet.
\nStk. 3.
\nRetten bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske.
\nI straffesager gælder dette endvidere for personer, der er blevet videoafhørt efter § 745 e, eller hvis retten bestemmer, at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne i § 745 e, stk. 1, skal ske som videoafhøring.
\nDen kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at yde bistand under afhøringen.
\nRetten kan tillægge den pågældende godtgørelse efter reglerne i § 188, stk. 1.
\nAfhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring.
\nStk. 2.
\nVidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng.
\nDet bør fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse.
\nStk. 3.
\nRetten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte medbragte notater eller andre hjælpemidler.
\nBevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.
\nSpørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt.
\nKun retten og parterne gøres bekendt med svaret.
\nStk. 2.
\nBestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 og kapitel 24 tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd.
\nEn sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen.
\nVidneforklaring under hovedforhandling i en borgerlig sag optegnes i retsbogen i det omfang, retten bestemmer.
\nRetten bør herved tage hensyn til ønsker fra parter eller vidner og til, om optegnelsen kan antages at få betydning under fornyet prøvelse af sagen.
\nStk. 2.
\nI øvrigt optegnes hovedindholdet af vidneforklaringen.
\nDe vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med vidnets egne ord.
\nHvis der sker billed- eller lydoptagelse af vidneforklaringen efter stk. 3, kan retten dog bestemme, at der ikke skal ske optegnelse i retsbogen.
\nStk. 3.
\nRetten kan bestemme, at der skal ske billed- eller lydoptagelse af en vidneforklaring.
\nAfgives vidneforklaringen ikke under hovedforhandlingen, skal optagelsen så vidt muligt ske som billedoptagelse.
\nStk. 4.
\nEn part har adgang til at gennemse billed- og lydoptagelser, som er foretaget i medfør af stk. 3, medmindre parten ikke havde adgang til at overvære vidneforklaringen.
\nGennemsyn kan ske hos retten eller hos partens advokat.
\nBilled- og lydoptagelser, som er foretaget i medfør af stk. 3, er i øvrigt ikke genstand for aktindsigt.
\nStk. 5.
\nMedmindre højere straf er forskyldt efter lovgivningen i øvrigt, straffes med bøde den, der uberettiget videregiver billed- eller lydoptagelser, som er foretaget i medfør af stk. 3.
\nStk. 6.
\nDen, der efter regler i denne lov har ret til aktindsigt i indførelser i retsbogen vedrørende en vidneforklaring, hvor der i medfør af stk. 3 er sket billed- eller lydoptagelse, kan mod betaling af udgifterne herved forlange, at der tilvejebringes en udskrift af vidneforklaringen.
\nUdskriften anses som et bilag til retsbogen.
\nDomstolsstyrelsen kan fastsætte regler om opgørelsen af udgifterne ved tilvejebringelsen af udskrifter.
\nTvistigheder under vidneførsel afgøres efter begæring ved kendelse.
\nDomstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner.
\nDen godtgørelse, et vidne har krav på, eller, hvis den ikke kan beregnes nøjagtigt, et passende forskud herpå skal tilbydes betalt samtidig med indkaldelsen.
\nStk. 2.
\nJustitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet.
\nSåfremt hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler derfor, kan retten eller politiet pålægge en person, der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til hans viden om sagen.
\nStk. 2.
\nPålægget bortfalder, når sagen er afsluttet.
\nPålægget kan forinden ophæves af retten eller politiet.
\nPolitiets nægtelse af at ophæve et pålæg skal efter begæring forelægges retten.
\nDen pågældende skal gøres bekendt med adgangen hertil.
\nStk. 3.
\nOvertrædelse af pålægget straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
\nReglerne i denne lov finder anvendelse på vidneafhøring efter begæring af udenlandske myndigheder.
\nEn anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde, herunder afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation, skal så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden.
\nStk. 2.
\nAfhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation uden billede kan kun foretages, hvis vidnet har meddelt samtykke til, at afhøringen foregår på denne måde. § 178 finder ikke anvendelse.
\nStk. 3.
\nVed afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation finder § 186 ikke anvendelse.
\nEn person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt i en straffesag her i landet eller til brug for en straffesag i udlandet.
\nDen pågældende skal under overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen.
\nStk. 2.
\nAfgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter anmodning fra politiet.
\nRetten påser, at den pågældende har meddelt samtykke til midlertidig overførsel som nævnt i stk. 1.
\nFor frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges.
\nRettens afgørelse træffes ved kendelse, der ikke kan kæres.
\nStk. 3.
\nDen pågældende må under opholdet her i landet ikke drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling begået før overførslen her til landet.
\nStk. 4.
\nUnder frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.
\nAnbringelse kan ske i arresthus, jf. § 770, stk. 2.
\nStk. 5.
\nJustitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.
\nReglerne i denne paragraf gælder for telekommunikation med billede.
\nStk. 2.
\nVidnet indkaldes til at møde for
\nStk. 3.
\nDomstolsstyrelsen kan bemyndige en offentlig myndighed til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager.
\nDer kan i bemyndigelsen fastsættes vilkår for gennemførelsen af telekommunikationen.
\nDomstolsstyrelsen kan tilbagekalde en bemyndigelse, hvis vilkårene overtrædes.
\nStk. 4.
\nDomstolsstyrelsen kan give en fysisk eller juridisk person autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager.
\nDer kan i autorisationen fastsættes vilkår for gennemførelsen af telekommunikationen.
\nDomstolsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, hvis vilkårene overtrædes.
\nStk. 5.
\nDomstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om meddelelse og tilbagekaldelse af bemyndigelser efter stk. 3 og autorisationer efter stk. 4 og om fastsættelse af vilkår samt regler om betaling for telekommunikation og om betaling af gebyr for behandling af ansøgninger om bemyndigelse efter stk. 3 eller autorisation efter stk. 4.
\nStk. 6.
\nRetten kan tillade, at et vidne, der befinder sig i udlandet, afgiver forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis forklaringen skønnes at kunne afgives under lige så betryggende former som en forklaring, der afgives efter reglerne i stk. 2.
\nStk. 7.
\nI borgerlige sager kan retten, hvis parterne er enige herom, tillade, at et vidne afgiver forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede på anden måde end angivet i stk. 2, når det skønnes forsvarligt.
\nPolitiet eller anklagemyndigheden underretter retten, hvis der er behov for særlig hensyntagen i forbindelse med et vidnes møde i en straffesag.
\nRetten bistår i fornødent omfang vidnet.
\nSyn og skøn
\nParter i en borgerlig sag kan over for retten fremsætte begæring om optagelse af syn og skøn.
\nEn kopi af begæringen sendes samtidig til modparten.
\nStk. 2.
\nAf begæringen skal fremgå oplysninger om genstanden for syn og skøn og formålet med forretningen.
\nBegæringen kan være vedlagt spørgsmålene til skønsmanden.
\nStk. 3.
\nRetten træffer på baggrund af begæringen og en eventuel udtalelse fra modparten afgørelse om foretagelse af syn og skøn.
\nNår retten har truffet afgørelse om foretagelse af syn og skøn i en borgerlig sag, skal den part, som har begæret syn og skøn, fremsende sine spørgsmål til skønsmanden til retten, hvis de ikke blev fremsendt sammen med begæringen om syn og skøn.
\nModparten skal herefter fremsende sine eventuelle spørgsmål til retten.
\nDer kan fremsendes supplerende spørgsmål, når den anden parts spørgsmål er modtaget.
\nRetten fastsætter en frist for parternes fremsendelse af spørgsmålene.
\nStk. 2.
\nRetten kan afvise spørgsmål, som ligger uden for skønsmandens faglige kompetence eller rettens afgørelse om foretagelse af syn og skøn, eller som skønnes at være uden betydning for sagen, jf. § 341.
\nRetten kan endvidere afvise spørgsmål, som på en utilbørlig måde forsøger at lede skønsmanden i en bestemt retning, eller som forudsætter, at skønsmanden tager stilling til spørgsmål, som det er op til retten at tage stilling til.
\nNår retten i en borgerlig sag har modtaget spørgsmålene fra parterne, tager retten skridt til at udpege en eller flere skønsmænd.
\nFinder retten det hensigtsmæssigt under hensyn til sagens og skønstemaets karakter, kan den udpege flere skønsmænd til at besvare samme spørgsmål.
\nStk. 2.
\nVil foretagelsen af syn og skøn medføre tilintetgørelse eller forandring af dets genstand, skal en del af genstanden så vidt muligt holdes uden for undersøgelsen.
\nHvis dette ikke er muligt, bør der udpeges mindst to skønsmænd.
\nStk. 3.
\nEnhver af parterne kan komme med forslag til skønsmænd til retten, men retten er ikke bundet heraf.
\nRetten skal inden udpegningen meddele parterne, hvilke personer der agtes udpeget, og give parterne adgang til at udtale sig om disse.
\nStk. 4.
\nIndsigelser, der ikke gøres gældende straks ved udpegningen, kan i borgerlige sager kun tages i betragtning, når parten oplyser, at parten uden egen skyld har været ude af stand til at fremsætte dem tidligere.
\nDen part, der vil fremsætte sådanne indsigelser, skal fremsætte sine indsigelser inden 1 uge efter udpegningen.
\nKun personer, der er uberygtede, kan udpeges til skønsmænd.
\nStk. 2.
\nPersoner, der ville være udelukkede fra at handle som dommere i sagen efter § 60, stk. 1, nr. 1 og 2, må ikke udpeges som skønsmænd, og de øvrige personer nævnt i § 60 må kun udpeges, når det ikke er muligt at finde andre lige så egnede skønsmænd.
\nRetten kan bestemme, at en person, der har pligt til at vidne, også har pligt til at lade sig udpege som skønsmand.
\nInden udpegningen i en borgerlig sag sendes begæringen om syn og skøn samt spørgsmålene til den skønsmand, som påtænkes udpeget.
\nSkønsmanden skal snarest meddele retten et overslag over de forventede omkostninger ved forretningens udførelse og ved skønsmandens møde i retten.
\nSkønsmanden anmodes samtidig om at meddele, hvornår skønserklæringen forventes at foreligge.
\nStk. 2.
\nParterne skal have lejlighed til at udtale sig om de indhentede overslag over vederlag og tidspunkt for skønserklæringen, inden retten udpeger skønsmanden.
\nStk. 3.
\nRetten kan afvise at udpege en skønsmand, som ikke kan svare inden rimelig tid.
\nSpørgsmålene sendes i en borgerlig sag til skønsmanden til besvarelse, og retten fastsætter i den forbindelse en frist for, hvornår skønserklæringen skal foreligge.
\nStk. 2.
\nHvis fristen ikke overholdes, kan retten tilbagekalde udpegningen af skønsmanden og udpege en ny skønsmand.
\nSkønsmanden giver i borgerlige sager parterne underretning om sted og tidspunkt for skønsforretningen.
\nStk. 2.
\nKlage over en skønsmands fremgangsmåde ved skønsforretningen fremsættes over for den ret, der har udpeget skønsmanden.
\nRetten kan pålægge skønsmanden at omgøre eller supplere forretningen.
\nSkønsmanden besvarer i en borgerlig sag spørgsmålene ved en skriftlig erklæring til retten.
\nEr erklæringen mangelfuld, kan retten pålægge skønsmanden at omgøre eller supplere den i en yderligere skriftlig erklæring.
\nStk. 2.
\nAfgives erklæring af to eller flere skønsmænd, skal hver enkelts mening fremgå af erklæringen, hvis der ikke er enighed, eller hvis skønsmændene repræsenterer forskellige fagområder.
\nStk. 3.
\nDomstolsstyrelsen fastsætter regler om, at der i forbindelse med syn og skøn skal anvendes særlige blanketter til spørgsmål og svar, og kan fastsætte regler om, at spørgsmål og svar skal fremsendes i et særligt format, herunder digitalt.
\nEfter erklæringens afgivelse kan parterne i en borgerlig sag efter rettens bestemmelse stille supplerende spørgsmål til skønsmanden.
\nStk. 2.
\nHvis en part ønsker at stille supplerende spørgsmål, skal disse fremsendes til retten og modparten inden en frist fastsat af retten.
\nRetten træffer herefter afgørelse om, hvorvidt de supplerende spørgsmål skal besvares skriftligt af skønsmanden ved en supplerende skønserklæring eller mundtligt af skønsmanden i et retsmøde, jf. § 206.
\nSkønsmænd kan i en borgerlig sag indkaldes til et retsmøde for at besvare spørgsmål i tilknytning til skønserklæringen.
\nStk. 2.
\nEr skønserklæringen afgivet af flere skønsmænd, som repræsenterer samme fagområde, møder som udgangspunkt en af skønsmændene i retten.
\nHvis der er meningsforskel, møder en skønsmand for hver af de meninger, hvori skønsmændene har delt sig.
\nSkønsmændene udpeger selv den eller dem, der skal give møde.
\nHvis erklæringen er afgivet af flere skønsmænd, som repræsenterer hver deres fagområde, møder som udgangspunkt en skønsmand for hvert fagområde.
\nStk. 3.
\nAfhøring af skønsmænd sker efter reglerne om afhøring af vidner.
\nSkønsmændene kan dog som udgangspunkt overhøre hinandens og andre vidners afhøring, og retten kan give skønsmændene lov til at rådføre sig med hinanden, inden de svarer.
\nReglerne om vidner anvendes på skønsmænd med de lempelser, der følger af forholdets natur, hvis ikke reglerne i dette kapitel er til hinder herfor.
\nRetten fastsætter i en borgerlig sag vederlaget til skønsmanden for forretningens udførelse og møde i retten samt godtgørelse for afholdte udlæg.
\nForinden afgørelsen indhentes parternes bemærkninger.
\nRetten træffer samtidig afgørelse om den foreløbige fordeling af vederlaget mellem parterne.
\nStk. 2.
\nVed fastsættelsen af vederlaget kan det indgå, om skønsmanden har overskredet den frist, som retten, jf. § 202, stk. 1, har fastsat for erklæringens afgivelse.
\nStk. 3.
\nDen part, som begærer syn og skøn, og partens rettergangsfuldmægtig hæfter for omkostningerne hertil.
\nModparten og dennes rettergangsfuldmægtig hæfter dog også for den del af omkostningerne, der kan henføres til besvarelsen af modpartens spørgsmål.
\nDen part, som har ønsket skønsmanden indkaldt til hovedforhandlingen, hæfter for omkostningerne hertil.
\nRetten kan bestemme, at parterne skal stille sikkerhed for omkostningerne ved syn og skøn.
\nAt syn og skøn har fundet sted, udelukker ikke fornyet syn og skøn over samme genstand ved de samme skønsmænd.
\nDet samme gælder fornyet syn og skøn ved andre skønsmænd, når retten finder det hensigtsmæssigt under hensyn til fremførte indsigelser og andre muligheder for at få skønstemaet yderligere belyst eller til sagens og skønstemaets karakter. § 209 a.
\nRetten kan i en borgerlig sag efter fælles anmodning fra sagens parter tillade, at parterne som supplement til eller i stedet for optagelse af syn og skøn fremlægger erklæringer, som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter.
\nRettens tilladelse omfatter også sagens behandling i ankeinstansen.
\nStk. 2.
\nVed afhøring af sagkyndige, der har afgivet de i stk. 1 nævnte erklæringer, kan de sagkyndige som udgangspunkt overvære afhøringen af hinanden og eventuelle skønsmænd, og retten kan give de sagkyndige lov til at rådføre sig med hinanden, inden de svarer.
\nStk. 3.
\nDomstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at erklæringer som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanketter, og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt format, herunder digitalt.
\nI straffesager kan retten efter begæring fra tiltalte eller anklagemyndigheden bestemme, at der skal foretages syn og skøn.
\nStk. 2. § 197, § 198, stk. 1-3, §§ 199-204, § 207, § 208, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, og § 209 finder med de ændringer, der følger af forholdets natur, anvendelse i straffesager.
\nStk. 3.
\nEfter skønserklæringens afgivelse kan tiltalte og anklagemyndigheden stille supplerende spørgsmål til skønsmanden inden en frist fastsat af retten.
\nStk. 4.
\nSkønsmanden kan indkaldes til hovedforhandlingen i straffesagen for at gennemgå skønserklæringen og besvare spørgsmål i tilknytning hertil. § 206, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
\nRettens rådslagninger og afgørelser
\nDomme, kendelser og andre beslutninger af en ret, der ikke beklædes af en enkelt dommer, og som ikke hører til de beslutninger, rettens formand kan træffe, vedtages ved afstemning efter forudgående rådslagning.
\nFor afstemningsordenen fastsætter retten selv de fornødne regler.
\nRetten kan bestemme sådanne forandringer i disse, som den til enhver tid måtte anse for hensigtsmæssige.
\nDog skal formanden altid stemme sidst og domsmænd altid først og således, at den yngre domsmand stemmer før den ældre.
\nFormanden forestår rådslagningen og afstemningen og samler stemmerne.
\nAfstemningen sker mundtlig; de afgivne stemmer indføres udtogsvis i en stemmegivningsbog.
\nEnhver har ret til at påse, at hans stemme gengives rigtigt.
\nI straffesager, der behandles ved byret under domsmænds medvirken, skal dommeren, når tiltalte mod hans stemme dømmes skyldig i et strafbart forhold, gøre bemærkning om afstemningen til retsbogen.
\nStk. 2.
\nRettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af tilhørere med undtagelse af protokolføreren, jf. endvidere § 7, stk. 4, 2. pkt., og § 12, stk. 7, 2. pkt. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade andre at være til stede.
\nStk. 3.
\nI en sags afgørelse kan ingen dommer, domsmand, nævning eller sagkyndig deltage, som ikke har overværet de mundtlige forhandlinger i deres helhed.
\nStk. 4.
\nHvis en dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag, i en domsmandssag ved landsret eller i en sag, der behandles efter § 12, stk. 8 eller 9, får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at hovedforhandlingen er begyndt, kan forhandlingen fortsætte, hvis dog højst 1 dommer og 1 nævning eller 1 domsmand mangler.
\nStk. 5.
\nHvis en dommer i en borgerlig sag, der behandles ved byretten eller Sø- og Handelsretten med 3 dommere, får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at hovedforhandlingen er begyndt, kan forhandlingen fortsætte, hvis dog højst 1 dommer mangler.