og i forbindelse hermed fastsætte nærmere regler om særlig godkendelse af sådanne myndigheder eller organisationer og i øvrigt fastsætte regler for myndighedens eller organisationens virksomhed i forbindelse med administrationen af opgaverne, jf. stk. 1 og 2.
\nStk. 4.
\nTransportministeren kan i forbindelse med fastsættelsen af nærmere regler om installatørers, værksteders og køretøjsfabrikanters adgang til at opnå autorisation til at installere, kontrollere og reparere takografen, der er omfattet af de forordninger eller direktiver, der er nævnt i stk. 1, eller af forskrifter, der er udstedt i medfør af stk. 1, fastsætte vilkår om, at installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten underkaster sig tilsyn af en godkendt myndighed, privat organisation el.lign., jf. stk. 3.
\nStk. 5.
\nTransportministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v., herunder materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med bestemmelser fastsat i det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions forordninger om køre- og hviletid inden for vejtransport og bestemmelser fastsat i medfør af stk. 1 og 2.
\nHindringer på vej Forurening af vej m.v.
\nDer må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen.
\nStk. 2.
\nSåfremt der fra køretøj tabes eller spildes noget på vej, der kan være til fare eller ulempe for færdslen, skal dette straks fjernes.
\nKan dette ikke ske, skal andre, indtil faren eller ulempen er fjernet, ved afmærkning eller på anden lignende måde gøres opmærksom på forholdet.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af beholdere og lignende genstande på vej.
\nTransportministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om afmærkning af vejmaterialer på vej.
\nStk. 4.
\nPolitiet kan forlange privat luftledning, der føres over vej, fjernet, såfremt den er til fare eller ulempe for færdslen.
\nDyr på vej
\nIngen må lade heste, kreaturer m.v. færdes på vej, uden at de er forsvarligt bevogtet.
\nDe må ikke tøjres således, at de kan nå ind på vejen.
\nSåfremt de ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved forsvarlig indhegning, jf. dog stk. 3-5.
\nStk. 2.
\nHunde må under færdsel på vej ikke føres i bånd fra motordrevet køretøj, hestekøretøj eller af ridende.
\nStk. 3.
\nKravet om indhegning efter stk. 1 gælder ikke for vejstrækninger i en naturnationalpark omfattet af en tilladelse efter lov om naturbeskyttelse og vejstrækninger i andre områder, hvis der ikke er adgang for kørsel med motordrevne køretøjer for andre end ejeren eller forpagteren, herunder kørsel, der foregår på ejerens eller forpagterens foranledning, og personer med gyldigt parkeringskort og institutionskort udstedt i medfør af bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap og institutionskort.
\nStk. 4.
\nFor vejstrækninger med adgang for kørsel med motordrevne køretøjer for andre personer end de i stk. 3 nævnte gælder kravet om indhegning efter stk. 1 endvidere ikke, hvis vejstrækningen ikke fungerer som en væsentlig færdselsåre.
\nStk. 5.
\nKravet om indhegning efter stk. 1 gælder ikke dyreparker omfattet af bekendtgørelse om zoologiske haver m.v.
\nStk. 6.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om tiltag til at sikre færdselssikkerheden i naturnationalparker og andre områder, hvor kravet til indhegning ikke gælder i medfør af stk. 3 og 4, herunder krav om trafiksikkerhedsrevision forud for meddelelse af tilladelse til etablering af en naturnationalpark efter lov om naturbeskyttelse og forud for udsættelse af dyr omfattet af stk. 1 i andre områder.
\nSærlige forhold for personer med handicap § 88 a.
\nJustitsministeren og transportministeren kan for at imødekomme særlige behov for personer med handicap dispensere fra reglerne i denne lovs kapitel 1-14, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
\nTransportministeren kan endvidere fastsætte regler, der helt eller delvist fritager personer med handicap for at efterkomme bestemmelser om parkering og standsning fastsat i medfør af § 92, stk. 1, nr. 1, og fritager visse personer med handicap for betaling for køreprøver i medfør af kapitel 17 a.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan henlægge administrationen af de efter stk. 1 fastsatte regler om fritagelse af visse personer med handicap for at efterkomme bestemmelser om parkering og standsning til en privat organisation og i forbindelse hermed fastsætte nærmere regler om klageadgang og betaling for organisationens udstedelse af tilladelser samt i øvrigt fastsætte regler for organisationens virksomhed i forbindelse med administrationen af opgaverne.
\nFærdselsregulering og afmærkning m.v.
\nFærdselsregulering
\nPolitiet kan regulere færdslen på steder, hvor det skønnes nødvendigt.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om andre personers adgang til at regulere færdslen.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om gebyr for udstedelse af legitimationskort til personer, der har gennemført uddannelse i at regulere færdsel i forbindelse med gennemførelse af særtransporter.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om tegngivning til regulering af færdslen.
\nVed vej- og broarbejde samt i tilfælde, hvor der pludseligt opstår skade på vej eller bro til fare for færdslen, kan den vejmyndighed eller den kommunale myndighed, som forestår arbejdet eller fører tilsyn med vejen, eller brobestyrelsen foretage den fornødne regulering af færdslen, herunder anvisning af omkørsel.
\nVed øvrige pludseligt opståede hændelser på motorveje og motortrafikveje, som er til fare for færdslen, kan vejmyndigheden eller vej- eller broejeren foretage den fornødne regulering af færdslen.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om regulering af færdslen efter stk. 1.
\nFærdselsindskrænkninger
\nVejmyndigheden for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning.
\nKommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser, jf. dog stk. 4.
\nDer kan bl.a. træffes bestemmelse om
\nStk. 2.
\nVejmyndigheden kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.
\nStk. 3.
\nNår særlig tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap.
\nStk. 4.
\nVejmyndigheden kan ikke forbyde færdselsarter, herunder etablere bilfrie zoner, på private fællesveje, medmindre der gives samtykke fra politiet og grundejerne. § 92 a.
\nPolitiet kan med samtykke fra vejmyndigheden, for så vidt angår offentlig vej, og fra vejmyndigheden, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, træffe bestemmelse om
\nStk. 2.
\nPolitiet træffer afgørelser efter § 42, stk. 4 og 5, og § 43 b, stk. 2, om lokale hastighedsbegrænsninger, for så vidt angår offentlig vej efter forhandling med vejmyndigheden, og, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, efter forhandling med vejmyndigheden.
\nStk. 3.
\nI forbindelse med trafiksaneringer og lokale handlingsplaner for trafikken i tættere bebygget område kan vejmyndigheden over for politiet tage initiativ til, at der træffes afgørelser efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2. § 92 b.
\nAfgørelser efter § 92 og § 92 a, stk. 1, som vedrører stationspladser eller adgangsveje til stationspladser og færgelejer, træffes efter forhandling med vedkommende jernbane- eller færgeselskab. § 92 c.
\nSåfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der nævnes i §§ 92 og 92 a, afgøres sagen af transportministeren, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
\nStk. 2.
\nAfgørelser i henhold til §§ 92 og 92 a kan påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.
\nKlagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende, eller hvor foranstaltningen er etableret.
\nTransportministerens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de i §§ 92 og 92 a nævnte beføjelser.
\nStk. 4.
\nForanstaltninger af den art, der nævnes i §§ 92 og 92 a, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet.
\nForanstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 1, som ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, og som regulerer parkering og standsning med påhængskøretøjer, køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg eller særligt indrettede køretøjer, eller som alene udvider det område, hvor der lovligt kan parkeres eller standses, kan i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.
\nLigeledes kan foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 3, som ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.
\nStk. 5.
\nTransportministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, offentliggør på internettet lokale bekendtgørelser udstedt med hjemmel i stk. 4, 2. eller 3. pkt. Sådanne bekendtgørelser skal desuden offentliggøres et centralt sted på vedkommende kommunes egen hjemmeside.
\nForsøgsordninger § 92 d.
\nTransportministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade vejmyndigheder at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens bestemmelser, herunder forsøg, der alene er begrundet i miljømæssige hensyn.
\nTransportministeren kan i forbindelse med sådanne forsøg fravige bestemmelserne i § 2, nr. 2, 7, 9 og 13-15, § 5, stk. 2, §§ 6, 10, 11 og 13.
\nMinisteren kan udstede forskrifter i forbindelse med en konkret tilladelse.
\nStk. 2.
\nAnmodning om tilladelse til forsøg indsendes af vejmyndigheden til Transportministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget.
\nStk. 3.
\nVejmyndigheden kan opkræve betaling for certifikater, parkeringstilladelser eller lignende, der udstedes i forbindelse med gennemførelse af forsøg som omhandlet i stk. 1. § 92 e.
\nTransportministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade vejmyndigheder at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med håndhævelse af bestemmelser om cykelparkering fastsat i medfør af § 92, stk. 1, nr. 1, og afmærket i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 95, hvorved vejmyndigheden kan flytte en ulovligt parkeret cykel til et nærmere angivet område i nærheden, hvortil der er almindelig adgang.
\nStk. 2.
\nFlytningen kan ske uden meddelelse til cyklens ejer eller bruger.
\nDet skal ved tydelig skiltning på stedet fremgå, at en ulovligt parkeret cykel vil kunne blive flyttet, og hvortil flytningen vil ske.
\nVed vejmyndighedens afgørelse om at flytte en ulovligt parkeret cykel i forbindelse med forsøg som omhandlet i stk. 1 finder forvaltningslovens § 19 ikke anvendelse.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan fastsætte vilkår for godkendelse af forsøgsordninger i medfør af stk. 1.
\nStk. 4.
\nAnmodning om tilladelse til forsøg indsendes af vejmyndigheden til Transportministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget.
\nForsøg med selvkørende motorkøretøjer § 92 f.
\nVed et selvkørende motorkøretøj forstås et EU-typegodkendt eller nationalt godkendt motorkøretøj, som er teknisk indrettet således, at det er i stand til at køre helt eller delvis uden en fører. § 92 g.
\nFøres et selvkørende motorkøretøj efter § 92 f, uden at en fysisk person har fuld kontrol over køretøjet på den måde, som er foreskrevet i denne lovs almindelige regler, kan køretøjet alene benyttes til almindelig færdsel på vej, der er omfattet af denne lovs anvendelsesområde, jf. § 1, hvis transportministeren har meddelt tilladelse til forsøg hermed i medfør af § 92 h.
\nStk. 2.
\nForsøg efter stk. 1 skal gennemføres i bestemte områder og kan afgrænses til bestemte tidspunkter.
\nForsøg skal altid gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
\nStk. 3.
\nForsøg efter stk. 1 forudsætter deltagelse af en fysisk person, som kan overtage føringen, når dette anvises af det selvkørende motorkøretøjs tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor.
\nDen fysiske person skal have erhvervet kørekort til den pågældende køretøjskategori og skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer i §§ 53 og 54.
\nStk. 4.
\nDen fysiske person efter stk. 3 kan enten deltage som fører eller operatør af det selvkørende motorkøretøj.
\nEn operatør betegner i den forbindelse en fysisk person, som deltager i forsøget, men som ikke er til stede i køretøjet under kørslen.
\nStk. 5.
\nTransportministeren fastsætter regler for forsøg med selvkørende motorkøretøjer.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler for de enkelte forsøg.
\nTransportministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. og 2. pkt. fravige bestemmelserne i kapitel 2, 4, 5, 9-11 og 13 a, jf. dog stk. 3.
\nStk. 6.
\nLov om trafikselskaber finder ikke anvendelse på forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. dog regler fastsat i medfør af stk. 7.
\nStk. 7.
\nTransportministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter stk. 5 fastsætte regler om, at lov om trafikselskaber finder anvendelse på forsøg med selvkørende motorkøretøjer, hvis det vurderes, at et forsøg har karakter af offentlig servicetrafik.
\nStk. 8.
\nTransportministeren skal i forbindelse med fastsættelse af regler om forsøg efter stk. 5 og efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssubjekt, for overtrædelse af denne lov.
\nTransportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.
\nStk. 9.
\nTransportministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter stk. 8 efter forhandling med justitsministeren bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
\nTilsvarende gælder en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selv om der inden for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til den juridiske person, eller den juridiske person som sådan. § 92 h.
\nTransportministeren meddeler efter høring af vejmyndigheden og politiet tilladelse til forsøg i henhold til regler fastsat i medfør af § 92 g, stk. 5.
\nTransportministeren fastlægger nærmere vilkår for de enkelte forsøg.
\nStk. 2.
\nAnsøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1 indsendes til transportministeren ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan til enhver tid tilbagekalde en tilladelse til forsøg meddelt efter stk. 1 med den virkning, at forsøget skal bringes til umiddelbart ophør.
\nStk. 4.
\nAnsøgning om tilladelse efter stk. 2 vedlægges en vurdering fra en godkendt assessor om konsekvenserne for færdselssikkerheden ved gennemførelse af forsøget.
\nStk. 5.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om godkendelse af assessorer, jf. stk. 4, herunder om assessorers uafhængighed og kompetence, og om tilsyn med godkendte assessorer.
\nTransportministeren kan endvidere fastsætte regler om tavshedspligt for assessorer, assessorers ansvarsforsikring og krav til assessorers underleverandører.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, som assessoren skal vurdere efter stk. 4.
\nEndvidere kan transportministeren fastsætte regler om, at en assessorvurdering helt eller delvis kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger om tilladelse til et nyt forsøg i et nyt område med samme type køretøj, ligesom transportministeren kan fastsætte regler om lempeligere vilkår for assessorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.
\nStk. 6.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til ansøgningen om tilladelse til forsøg, jf. stk. 2, herunder om, hvilken dokumentation der skal vedlægges ansøgningen. § 92 i.
\nUdgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres efter tilladelse meddelt i henhold til regler fastsat i medfør af § 92 g, stk. 5, jf. § 92 h, stk. 1, kan pålægges tilladelsesindehaveren.
\nTransportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. § 92 h, stk. 1. § 92 j.
\nTransportministeren fører tilsyn med forsøg med selvkørende motorkøretøjer, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 h, stk. 1.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1, uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form. § 92 k. (Ophævet) Forsøg med selvkørende enheder § 92 l.
\nVed en selvkørende enhed forstås et førerløst emissionsfrit køretøj, jf. dog § 92 m, stk. 6, der kører med lav hastighed på hjul, bælter el.lign., og som er teknisk indrettet således, at en fysisk person kan overtage kontrollen af køretøjet. § 92 m.
\nKørsel med en selvkørende enhed på denne lovs anvendelsesområde, jf. § 1, må alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil.
\nDer kan meddeles tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder efter en vurdering af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige forhold, herunder de tekniske og sikkerhedsmæssige egenskaber ved den enhed, der ønskes anvendt i forsøget eller testen, omfanget og karakteren af færdslen og fremkommeligheden på den strækning eller i det område, hvor forsøget eller testen ønskes gennemført, og eventuelt planlagt afmærkning, afspærring eller øvrige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med forsøget eller testen.
\nStk. 2.
\nTransportministeren meddeler tilladelse til forsøg med selvkørende enheder.
\nTransportministeren skal inden meddelelsen af en tilladelse påse, at vejmyndigheden er blevet hørt om det pågældende forsøg.
\nTransportministeren skal underrette politiet om meddelte tilladelser forud for forsøgets igangsættelse.
\nStk. 3.
\nDen kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø.
\nVejmyndigheden skal give transportministeren besked om udpegningen af en testzone og offentliggøre udpegningen.
\nStk. 4.
\nTransportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone.
\nTransportministeren skal underrette politiet om meddelte tilladelser forud for testens igangsættelse.
\nStk. 5.
\nTransportministeren kan ved meddelelse af tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder fastsætte vilkår om monitorering, varighed, opfølgning m.v.
\nStk. 6.
\nTransportministeren kan ved konkrete forsøg med selvkørende enheder dispensere fra kravet om, at enheden skal være emissionsfri, jf. § 92 l.
\nStk. 7.
\nTransportministeren kan til enhver tid tilbagekalde en tilladelse til forsøg eller test med den virkning, at forsøget eller testen umiddelbart skal bringes til ophør.
\nStk. 8.
\nTilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder kan meddeles erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter, foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, selskaber og institutioner og selvejende og private institutioner.
\nStk. 9.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om forsøg med og test af selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg eller test.
\nStk. 10.
\nTilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder forudsætter, at en fysisk person kan overtage kontrollen af enheden, når dette anvises af den selvkørende enheds tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor.
\nDen fysiske person skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i §§ 53 og 54.
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte, at § 55, stk. 1 og 2, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til den fysiske person.
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte, at § 77, stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til selvkørende enheder og den fysiske person.
\nStk. 11.
\nTransportministeren kan fastsætte regler vedrørende den fysiske person, der kan overtage kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser om alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v.
\nStk. 12.
\nTransportministeren kan ved fastsættelse af regler i medfør af stk. 9 og 11 fravige bestemmelserne i kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 10.
\nStk. 13.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om, at forsøg med eller test af selvkørende enheder med nærmere definerede egenskaber vedrørende f.eks. størrelse, hastighed og anvendelsesområde kan gennemføres uden en forudgående tilladelse. § 92 n.
\nTransportministeren fører tilsyn med forsøg med og test af selvkørende enheder, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2 eller 4.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form, der er nødvendige for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1. § 92 o.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder og for udførelse af tilsyn, jf. § 92 m, stk. 2 og 4, og § 92 n, stk. 1.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om, at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal afholde udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet ved behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg eller test, jf. § 92 m, stk. 2 og 4, og ved udførelse af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.
\nStk. 3.
\nUdgifter, der påføres det offentlige efter forsøg eller test, der gennemføres efter tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2 eller 4, kan pålægges tilladelsesindehaveren.
\nTransportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter. § 92 p.
\nVed fastsættelse af regler om forsøg eller test efter § 92 m, stk. 9, 11 og 12, fastsætter transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om straf, herunder regler om ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i medfør heraf.
\nTransportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17.
\nTidsbegrænset parkering
\nParkanten har pligt til at angive, hvornår parkeringen er begyndt, hvis parkering er tidsmæssigt begrænset.
\nStk. 2.
\nParkantens forpligtelse efter stk. 1 samt regler fastsat i medfør af stk. 3 gælder ikke, når vejmyndigheden stiller en teknisk løsning til rådighed, som automatisk registrerer parkeringens påbegyndelse.
\nStk. 3.
\nTransportministeren fastsætter regler om, hvordan parkanten kan angive tidspunktet for parkeringens begyndelse.
\nStk. 4.
\nTransportministeren godkender de tekniske løsninger, der er nævnt i stk. 2.
\nTransportministeren kan henlægge godkendelsen af tekniske løsninger til en anden offentlig myndighed eller en privat virksomhed.
\nStk. 5.
\nTransportministeren fastsætter regler for administrationen af opgaven, herunder regler om fastsættelse af gebyr, hvis administrationen henlægges til en privat virksomhed.
\nStk. 6.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen efter stk. 4, herunder om, at afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
\nTøbrudsrestriktioner
\nTransportministeren kan i tøbrudsperioder eller under lignende særlige forhold, hvor vejene skønnes særlig udsat for beskadigelser, midlertidigt forbyde færdsel med køretøjer, hvis faktiske totalvægt eller akseltryk overstiger en vis grænse, eller begrænse den tilladte kørehastighed for sådanne køretøjer.
\nAlmindelige bestemmelser om afmærkning
\nStk. 2.
\nFærdselsreglerne kan fraviges ved afmærkning efter stk. 1.
\nStk. 3.
\nTransportministeren fastsætter endvidere bestemmelser om anvendelsen af afmærkningen i stk. 1, herunder om indhentelse af samtykke fra politiet.
\nStk. 4.
\nTransportministeren kan bestemme, at tekniske regler og normer vedrørende afmærkning udarbejdes i forbindelse med de af transportministeren fastsatte vejregler.
\nAfmærkningen i § 95 tilvejebringes og bekostes for offentlige vejes vedkommende af vejmyndigheden, medmindre andet følger af vejlovgivningen.
\nStk. 2.
\nSåfremt der opstår uenighed mellem politiet og vejmyndigheden om afmærkningen, afgøres sagen af transportministeren.
\nAdgang til at anvende afmærkning på private fællesveje på landet og på private veje
\nAnvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95, på private fællesveje omfattet af § 4 i lov om private fællesveje og på private veje kræver politiets samtykke.
\nPolitiet kan, hvor det skønnes nødvendigt, forlange, at en sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vejejeren.
\nPolitiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning på disse veje, der ikke er i overensstemmelse med de bestemmelser, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.
\nStk. 2.
\nForanstaltninger til gennemførelse af et forbud mod visse arter af færdsel ved opsætning af bomme el.lign. må ikke etableres uden politiets forudgående stillingtagen til, om ansøgeren skal etablere afmærkning og belysning af foranstaltningerne med henblik på at afværge fare for færdslen på vejen og umiddelbart tilstødende veje.
\nPolitiet kan ligeledes træffe bestemmelse om foranstaltningernes nærmere udformning med henblik på at tilgodese hensynet til beredskabet.
\nAfmærkning af vejarbejder
\nNår der foretages vejarbejde, er den, som forestår arbejdet, ansvarlig for, at det til enhver tid er forsvarligt afmærket.
\nVildledende afmærkning m.v.
\nFærdselstavler, signalanlæg eller indretninger til regulering af eller til advarsel eller vejledning for færdslen må ikke anbringes ved offentlige veje uden for de tilfælde, der er angivet i denne lov eller de i medfør af denne fastsatte bestemmelser.
\nStk. 2.
\nSkilte, opslag, lysindretninger og lignende må ikke anbringes på eller i forbindelse med afmærkning efter § 95, stk. 1.
\nStk. 3.
\nGenstande af den i stk. 2 nævnte art, der kan ses fra vej, kan af politiet forlanges fjernet, hvis de har lighed med afmærkning efter § 95, stk. 1, eller de i øvrigt kan virke vildledende eller være til ulempe for færdslen.
\nStk. 4.
\nReflekterende materiale på privat område må ikke anbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen.
\nStk. 5.
\nAfgørelser efter stk. 3 kan påklages til transportministeren.
\nVejanlæg
\nAfgørelse om udførelse af vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser, træffes af vejmyndigheden med samtykke fra politiet.
\nStk. 2.
\nSåfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, afgøres sagen af transportministeren.
\nErstatning og forsikring Ansvarsgrundlaget m.v.
\nDen, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet.
\nStk. 2.
\nErstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden.
\nErstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
\nStk. 3.
\nErstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.
\nHvis et motordrevet køretøj volder skade på anden måde end nævnt i § 101, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for køretøjet, betale erstatning efter lovgivningens almindelige regler.
\nPersonskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i § 101, stk. 1 og 2.
\nStk. 2.
\nSker der tingsskade ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes.
\nErstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler den ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte, jf. dog stk. 3 om selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder.
\nStk. 2.
\nFøreren er erstatningsansvarlig efter lovgivningens almindelige regler.
\nStk. 3.
\nErstatningsansvaret efter §§ 101-103 for motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, og for selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1, påhviler tilladelsesindehaveren.
\nForsikringspligt
\nKrav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer, som på ulykkestidspunktet anvendes på en måde, der er i overensstemmelse med køretøjets funktion som transportmiddel, skal, uanset om skaden forvoldes inden for lovens anvendelsesområde som fastlagt i § 1, være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse (koncession) til at drive forsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 2.
\nEt udenlandsk forsikringsselskab, der har koncession i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv), og som i Danmark er anmeldt til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, kan ligeledes tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer i Danmark.
\nAlle forsikringsselskaber, der tegner ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer i Danmark, skal være medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).
\nBetingelser for betaling af løbende ydelser til DFIM fastsættes af transportministeren.
\nAlle forsikringsselskaber, der ønsker at tegne ansvarsforsikring for registreringspligtige motordrevne køretøjer i Danmark, skal herudover anmelde dette til Centralregisteret for Motorkøretøjer.
\nStk. 2.
\nStk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse, hvis det motordrevne køretøj udelukkende anvendes eller opbevares uden for lovens anvendelsesområde som fastlagt i § 1.
\nStk. 3.
\nForsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på indtil 50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.
\nStk. 4.
\nDe i stk. 3, nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
\nDe herefter fremkomne beløb anvendes uafrundet som grundlag for reguleringen af beløbene det følgende år.
\nDe årlige beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb.
\nTransportministeren kan med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2118 af 24. november 2021, foretage yderligere regulering af de i stk. 3, nævnte beløb.
\nTransportministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
\nStk. 5.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om, i hvilket omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.
\nFor motordrevne køretøjer, der skal registreres eller godkendes, påhviler forsikringspligten ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over køretøjet, jf. dog stk. 3 om selvkørende motorkøretøjer.
\nStk. 2.
\nFor andre motordrevne køretøjer påhviler forsikringspligten den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej, jf. dog stk. 3 om selvkørende enheder.
\nStk. 3.
\nFor selvkørende motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, og for selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1, påhviler forsikringspligten tilladelsesindehaveren.
\nStk. 4.
\nEjeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj, som skal registreres eller godkendes, kan pålægges et gebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt. For motordrevne køretøjer, der ikke skal registreres eller godkendes, kan gebyret pålægges den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej.
\nFor selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder, der er omfattet af stk. 3, kan gebyret pålægges tilladelsesindehaveren.
\nGebyret kan pålægges for hver påbegyndt dag, det motordrevne køretøj er uforsikret.
\nStk. 5.
\nGebyr efter stk. 4 pålægges af og skal indbetales til Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).
\nDet er en betingelse for pålæggelse af gebyr, at der til den, som gebyr kan pålægges, jf. stk. 4, forudgående er blevet fremsendt skriftlig meddelelse om, at gebyret kan pålægges, og om, at gebyret er tillagt udpantningsret, jf. § 107, stk. 3, 1. pkt. Meddelelsen skal fremsendes således, at den, som forsikringspligten påhviler, jf. stk. 4, har rimelig tid til at agere på baggrund af meddelelsen ved at opfylde forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1.pkt.
\nStk. 6.
\nDet er en betingelse for tegning af ansvarsforsikring for et motordrevet køretøj, at skyldige gebyrer, som forsikringstageren er pålagt i henhold til stk. 4, er betalt.
\nStk. 7.
\nTransportministeren fastsætter bestemmelser om gebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten, herunder bestemmelser om gebyrets størrelse og betaling, og om administration af ordningen og hermed forbunden pligtmæssig videregivelse af personoplysninger.
\nTransportministeren fastsætter bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers pligt til at deltage i en gensidig hæftelsesordning i tilfælde af, at et ansvarsforsikringsselskab ikke opfylder sine forfaldne erstatningsforpligtelser i henhold til de tegnede lovpligtige ansvarsforsikringer.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om forsikringsselskabers og garantifondens betaling til det i §§ 115 a og 115 b omhandlede erstatningsorgan og informationskontor samt om garantifondens betaling til erstatningsorganer i andre medlemsstater i Den Europæiske Union. § 115 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
\nStk. 3.
\nPræmier for forsikringen og gebyr i henhold til § 106, stk. 4, er tillagt udpantningsret.
\nEr forsikring tegnet for et større beløb end efter § 105, stk. 3, gælder denne regel hele præmien.
\nForsikringsselskabets hæftelse og regres
\nForsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter § 105, stk. 1.
\nStk. 2.
\nEn aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren om, at selskabet skal have regres mod den, der efter § 104 er ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den ansvarlige ved uagtsomhed, har kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed.
\nSelvforsikrede køretøjer
\nMotordrevne køretøjer, der tilhører staten eller en kommune, er undtaget fra forsikringspligt efter § 105.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan træffe tilsvarende bestemmelse med hensyn til motordrevne køretøjer, der tilhører fremmede stater eller internationale organisationer.
\nStk. 3.
\nEr et køretøj efter stk. 1 og 2 ikke forsikret, hæfter den danske stat eller den kommune, der ejer køretøjet, for erstatning i samme omfang som et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring efter § 105.
\nStk. 4.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af erstatning for skader, som forvoldes i udlandet af de køretøjer, der er nævnt i stk. 1 og 2.
\nSagernes behandling
\nAnlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige enhver, der er ansvarlig efter § 104, til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager.
\nTilsigelsen skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 2.
\nStk. 2.
\nEnhver, der tilsiges efter stk. 1, kan ved at fremsætte begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen.
\nIndtræder han ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for ham.
\nHvis der rejses tiltale for en skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette kapitel, skal der gives den eller de skadelidte lejlighed til at påstå erstatning.
\nHvis der ikke opnås forlig om erstatningen, skal erstatningspåstandene påkendes under sagen, selv om straf ikke pålægges tiltalte.
\nStk. 2.
\nI særlige tilfælde, hvor erstatningskravet angår materiel skade og er af indviklet beskaffenhed, kan retten dog, efter at forlig forgæves er prøvet, nægte kravets forfølgning under straffesagen.
\nPåkendelse af erstatningsspørgsmålet kan ske før eller efter afgørelsen af spørgsmålet om straf.
\nStk. 2.
\nDet forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring for det køretøj, som tiltalte benyttede, eller den, der efter § 109, stk. 3, hæfter for den skete skade, anses for erstatningsspørgsmålets vedkommende som part i sagen og skal tilsiges til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i straffesager.
\nStk. 3.
\nPåhviler der efter § 104 andre end tiltalte erstatningsansvar, skal tillige disse tilsiges til ethvert retsmøde med det i stk. 2 nævnte varsel.
\nBestemmelserne i § 110, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
\nStk. 4.
\nNår erstatningsspørgsmålet påkendes under sagen, kan retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 30 pålægge sagsomkostninger.
\nAnkes en straffesag, under hvilken erstatnings- spørgsmålet er blevet påkendt, anses enhver, der for erstatningsspørgsmålets vedkommende har været part i den indankede sag, tillige som part under anken, hvis erstatningsspørgsmålet tages under påkendelse.
\nStk. 2.
\nDen i retsplejelovens § 996 nævnte adgang til at anke i den borgerlige retsplejes former står åben for enhver, der, for så vidt angår erstatningsspørgsmålet, har været part i sagen.
\nStk. 3.
\nMed hensyn til anke betragtes en særskilt påkendelse af straffe- eller erstatningspåstanden som en selvstændig dom.
\nStk. 4.
\nRetsplejelovens § 995, stk. 4, finder ikke anvendelse i de sager, der er nævnt i § 111.
\nHvis spørgsmålet om straf for en skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette kapitel, er afgjort ved udenretligt bødeforelæg, skal politiet efter anmodning fra en skadelidt indbringe erstatningsspørgsmålet for den ret, for hvilken der ellers ville være blevet rejst tiltale.
\nErstatningsspørgsmålet behandles herefter, som om der var rejst tiltale i sagen. § 111, stk. 2, § 112, stk. 2-4, og § 113, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
\nPolitiet skal underrette de skadelidte om deres adgang til at forlange erstatningsspørgsmålet indbragt for retten.
\nErstatningsorgan m.v. § 115 a.
\nTransportministeren opretter eller anerkender et erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning for skader forvoldt af et motordrevet køretøj, hvis
\nStk. 2.
\nErstatningsorganet skal endvidere kunne udbetale erstatning for skader forvoldt af et motordrevet køretøj, der er forsikret i Danmark, hvis
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang ikkemedlemsstater i de i stk. 1, 2 og 4 samt § 115 b nævnte tilfælde sidestilles med stater, der er medlem af Den Europæiske Union.
\nStk. 4.
\nTransportministeren kan med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra erstatningsorganet og om erstatningsorganets virksomhed.
\nTransportministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav med henblik på at gennemføre de i 1. pkt. nævnte direktiver.
\nInformationskontor § 115 b.
\nTransportministeren opretter eller anerkender et informationskontor, der efter en skade forvoldt af et motordrevet køretøj bistår med at skaffe de grundlæggende oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af skadesager, hvis skadelidte er bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller hjemmehørende i Danmark eller skaden er sket i Danmark.
\nDette gælder dog kun, hvis
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed, herunder om, hvilke oplysninger der er omfattet af stk. 1, samt om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters pligt til at give oplysninger til det i stk. 1 nævnte informationskontor og til informationskontorer i andre medlemsstater i Den Europæiske Union.
\nAnsvar efter lov om fragtaftaler ved international vejtransport
\nReglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse på en fragtførers ansvar, hvis dette er omfattet af lov om fragtaftaler ved international vejtransport.
\nStraf, afgifter m.v.
\nStraf
\nStk. 2.
\nStraffen efter stk. 1, nr. 2 og 3, kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis
\nDen, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, til trods for at retten til at være eller blive fører af et sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde, jf. dog stk. 2.
\nStk. 2.
\nStraffen efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis føreren
\nBøder idømt efter § 117, stk. 1, udmåles under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet.
\nVed udmåling af bøder for spirituskørsel skal der endvidere tages hensyn til alkoholkoncentrationen i blodet eller i udåndingsluften under eller efter kørslen.
\nStk. 2.
\nBøder idømt efter § 117 a, stk. 1, udmåles under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet.
\nDet samme gælder bøder, der i medfør af straffelovens § 58 idømmes i forbindelse med betinget fængselsstraf fastsat efter § 117, stk. 2, eller § 117 a, stk. 2.
\nStk. 3.
\nBestemmelserne i stk. 1 og 2 kan fraviges, når særlige grunde taler derfor. § 117 c.
\nMed bøde straffes den, der
\nStk. 2.
\nStraffen efter stk. 1, nr. 2-4, kan stige til fængsel indtil 1 år, hvis føreren tidligere er dømt for forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-4. § 117 d.
\nOvertrædelse af § 9, stk. 2, nr. 1, straffes med fængsel indtil 1 år, under formildende omstændigheder dog med bøde.
\nStk. 2.
\nOvertrædelse af § 56, stk. 1, og § 62, stk. 1, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.
\nVed udmåling af bøde for overtrædelse af § 56, stk. 1, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
\nEr overtrædelsen af § 56, stk. 1, begået under kørsel med et køretøj omfattet af § 43, stk. 1 eller 2, udmåles en skærpet bøde.
\nStk. 2.
\nVed fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning skal der tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende hastighedsovertrædelse medfører.
\nVed hastighedsovertrædelser på motortrafikveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen og motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover udmåles en skærpet bøde.
\nDer udmåles ligeledes en skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med
\nStk. 3.
\nVed fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, jf. stk. 2, skal det tillige indgå som en skærpende omstændighed, hvis hastigheden har udgjort 140 km i timen eller derover.
\nStk. 4.
\nVed fastsættelse af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdsels- tavler eller anden afmærkning, jf. stk. 2, udmåles en særligt skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på andre veje end motortrafikveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen og motorveje, hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller derover.
\nStk. 5.
\nVed fastsættelse af bøder for overtrædelser af en hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, jf. stk. 2, skal det indgå som en særlig skærpende omstændighed, hvis hastighedsovertrædelsen er sket på et sted, hvor hastighedsgrænsen midlertidigt er fastsat i forbindelse med vejarbejde eller arbejde af tilsvarende karakter på eller ved vejen.
\nStk. 6.
\nVed fastsættelse af bøder for overtrædelser af § 67, stk. 2 og 4, skal det indgå som en særlig skærpende omstændighed, hvis der er foretaget ulovlige konstruktive ændringer af køretøjets motor eller forureningsbegrænsende udstyr, som har betydning for det motordrevne køretøjs udledning af luftforurenende stoffer.
\nStk. 7.
\nVed fastsættelse af bøder for overtrædelse af § 67, stk. 1-3, skal det for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, og for vogntog bestående af en lastbil eller en bus, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, og et registreringspligtigt påhængskøretøj indgå som en særligt skærpende omstændighed, hvis køretøjet eller vogntoget har alvorlige sikkerhedskritiske fejl og mangler.
\nStk. 8.
\nVed fastsættelse af bøder for overtrædelse af § 38, stk. 1, og § 67, stk. 2 og 4, skal det indgå som en særligt skærpende omstændighed, hvis et motordrevet køretøj betjenes således eller er i en sådan ulovlig stand, at det afgiver unødig støj.
\nStk. 9.
\nVed fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 46, stk. 2, 2. pkt., udmåles en skærpet bøde, hvis overtrædelsen er begået med køretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.
\nStk. 10.
\nKørsel uden ledsager i strid med § 56, stk. 3, 1. pkt., og overtrædelse af § 56, stk. 3, 4. pkt., straffes med bøde efter § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1.
\nStk. 11.
\nEn ledsagers overtrædelse af §§ 53 og 54, jf. § 56, stk. 3, 3. pkt., og overtrædelse af § 56, stk. 3, 2. pkt., straffes med bøde.
\nHvis føreren har kendskab til de forhold, der begrunder ledsagerens overtrædelse, jf. 1. pkt., eller ledsagerens overtrædelse af § 56, stk. 1, 2. pkt., straffes føreren med bøde efter § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1.
\nStk. 12.
\nStraf efter stk. 1 kan under de i § 126, stk. 1, nr. 4, nævnte omstændigheder stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
\nStk. 13.
\nFøreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis føreren
\nStk. 14.
\nOvertrædelse af de i § 121, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser og forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen.
\nStk. 15.
\nI forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
\nDer kan endvidere fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i de forordninger, der er nævnt i § 86 a, stk. 1, og for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er udstedt i medfør af § 86 a, stk. 1.
\nVed fastsættelsen af bøder for føreres og virksomheders overtrædelse af bestemmelserne om brugen af takografen, diagramark og takografkort, som er omfattet af 2. pkt., skal det indgå som en skærpende omstændighed, i hvilket omfang overtrædelsen er egnet til at forhindre effektiv kontrol med overholdelsen af bestemmelserne, som er omfattet af 2. pkt. Det skal endvidere indgå som en særligt skærpende omstændighed, om den effektive kontrol med overholdelsen af bestemmelserne, som er omfattet af 2. pkt., er søgt forhindret.
\nVed fastsættelse af bøder for føreres og virksomheders overtrædelse af bestemmelserne om afholdelse af det regulære ugentlige hvil omfattet af 2. pkt. skal det indgå som en særlig skærpende omstændighed, hvis hvilet tilbringes i køretøjet.
\nStk. 16.
\nFor overtrædelse af forskrifter udstedt i medfør af § 85, stk. 1, kan der pålægges ejeren eller brugeren af køre- tøjet bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom.
\nTilsvarende gælder for overtrædelse af bestemmelser i de forordninger, der er nævnt i § 86 a, stk. 1, og for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er udstedt i medfør af § 86 a, stk. 1.
\nFor bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.
\nStk. 17.
\nDer kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 118 a.
\nBøder for overtrædelse af denne lov og for overtrædelse af forskrifter, der udstedes i medfør af loven, udmåles til 1.000 kr. eller beløb derover, som er delelige med 500.
\nFor gående og førere af cykel, hestekøretøj eller hest udmåles bøder dog til 700 kr. eller derover og for personer med særligt lav indtægt til 500 kr. eller derover.
\nFor overtrædelse af §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning udmåles bøder til 1.200 kr. eller beløb derover, som er delelige med 600.
\nFor overtrædelser omfattet af 3. pkt. udmåles bøder for personer med særlig lav indtægt til 600 kr. eller beløb derover.
\nStk. 2.
\nHar nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.
\nHar nogen ved én eller flere handlinger overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love.
\nStk. 3.
\nHar nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører én af overtrædelserne idømmelse af frihedsstraf, mens en anden medfører idømmelse af bøde, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen.
\nDet samme gælder, såfremt nogen ved én eller flere handlinger har overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love og overtrædelsen af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf medfører bødestraf og overtrædelsen af den eller de andre love medfører frihedsstraf.
\nStk. 4.
\nBestemmelserne i stk. 2 og 3 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.
\nStk. 5.
\nBestemmelserne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse ved overtrædelse af bestemmelser i de forordninger, der er nævnt i § 86 a, stk. 1, og for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er udstedt i medfør af § 86 a, stk. 1.
\nBøderne for de i 1. pkt. nævnte overtrædelser udmåles til 500 kr. eller beløb derover, som er delelige med 500.
\nEn førers samlede bøde efter 1. og 2. pkt. i en kontrolperiode kan maksimalt udgøre 30.000 kr. I de tilfælde, hvor bødeloftet i 3. pkt. finder anvendelse for føreren, kan virksomhedens samlede bøde maksimalt udgøre 60.000 kr. pr. fører.
\nBødeloftet gælder dog ikke i de tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder.
\nStk. 6.
\nDe bøder, der er nævnt i stk. 5, halveres, når der er tale om bøder for overtrædelse af bestemmelser om afholdelse af pauser i køretiden i de forordninger, der er nævnt i § 86 a, stk. 1, og for overtrædelse af bestemmelser om afholdelse af pauser i køretiden i regler, der er udstedt i medfør af § 86 a, stk. 1.
\nDe bøder, der er nævnt i 1. pkt., kan nedsættes yderligere i de tilfælde, hvor der foreligger formildende omstændigheder.
\nStk. 7.
\nDe beløb, der er nævnt i stk. 5, 3. og 4. pkt., reguleres hvert femte år fra lovens ikrafttræden.
\nDet fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb.
\nTransportministeren bekendtgør eventuelle reguleringer hvert femte år. § 118 b.
\nHvor der ikke er fastsat særlige bestemmelser om forhøjet straf i gentagelsestilfælde, kan det ved straffens fastsættelse kun indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen, hvis det nye forhold er begået, inden 5 år, jf. dog stk. 2, efter at den tidligere afgørelse blev endelig.
\nStk. 2.
\nI sager om overtrædelse af forskrifter udstedt i medfør af § 85, stk. 1, er den i stk. 1 nævnte periode dog 2 år. § 118 c.
\nFor overtrædelser af §§ 42 og 43 eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning konstateret ved hastighedskontrol, hvor køretøjet ikke bringes til standsning (automatisk trafikkontrol), som ikke kan medføre frakendelse af førerretten eller kørselsforbud efter kapitel 18, og som ikke er omfattet af § 125, stk. 2, nr. 5, pålægges ejeren (brugeren) af køretøjet bødeansvar efter § 118, stk. 1-3, selv om den pågældende ikke var fører, og selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
\nStk. 2.
\nHar en anden end ejeren (brugeren) af køretøjet, inden for 30 dage fra at ejeren (brugeren) har modtaget et bødeforelæg vedrørende forseelsen, over for politiet erkendt at have ført køretøjet på gerningstidspunktet, pålægges ejeren (brugeren) ikke ansvar efter stk. 1.
\nStk. 3.
\nTrækkes erkendelsen efter stk. 2 tilbage, inden påtale er opgivet efter stk. 4, kan ejeren (brugeren) fortsat pålægges ansvar efter stk. 1.
\nStk. 4.
\nHvis der ikke inden for 3 måneder fra politiets modtagelse af en førers erkendelse efter stk. 2 er tilkendegivet andet over for ejeren (brugeren), er påtalen efter stk. 1 mod denne opgivet.
\nStk. 5.
\nEjeren (brugeren) af køretøjet pålægges ikke ansvar efter stk. 1, hvis en anden person ved brugstyveri, berigelseskriminalitet eller på tilsvarende vis uberettiget var i besiddelse af køretøjet på gerningstidspunktet.
\nStk. 6.
\nDer kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
\nDer kan uanset straffelovens § 26, stk. 2, pålægges enkeltmandsvirksomheder strafansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27 uanset virksomhedens størrelse og organisation.
\nStk. 7.
\nDer fastsættes ingen forvandlingsstraf for bødeansvaret efter stk. 1.
\nStk. 8.
\nStraffelovens § 50, stk. 3, finder ikke anvendelse for bøder pålagt efter stk. 1.
\nStk. 9.
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager omfattet af stk. 1, herunder om brug af digitale kommunikationsmidler.
\nSagernes behandling
\nSager om overtrædelse af denne lov og sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 76-78 og 80, medmindre sagen kan afgøres med vedtagelse efter § 119 a.
\nStk. 2.
\nDomsmænd medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,
\nStk. 3.
\nDomsmænd medvirker uanset reglerne i stk. 2 ikke i sager, der
\nStk. 4.
\nOffentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens §§ 731 og 732.
\nHvis sigtede fremsætter begæring herom, beskikkes i byretten tillige offentlig forsvarer
\nStk. 5.
\nSigtede skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
\nStk. 6.
\nI sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal retten efter begæring beskikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer.
\nForsvareren skal bistå ejeren i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende, og eventuelle erstatningskrav som følge af konfiskationen, jf. stk. 7.
\nKøretøjets ejer skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
\nStk. 7.
\nI sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kan køretøjets ejer påtale borgerlige krav efter reglerne i retsplejelovens kapitel 89.
\nRetsplejelovens § 991, stk. 4, finder dog kun anvendelse, hvis retten kan afgøre spørgsmålet om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, uden samtidig at tage erstatningskravet under pådømmelse. § 119 a.
\nHvis en sag efter § 125, stk. 1, nr. 3-7, § 125, stk. 2 eller 3, § 126, stk. 1, nr. 1-3, § 129, stk. 1, nr. 3-6, eller § 129, stk. 3, nr. 1, 2 eller 4, § 129 a, stk. 1, eller § 129 b, stk. 1, nr. 1, ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt sigtede erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager kørselsforbud, frakendelse af førerretten eller frakendelse af retten til at føre lille knallert i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum og en eventuel udskydelse af det tidspunkt, hvor den pågældende efter sin alder kan få udstedt kørekort.
\nStk. 2.
\nHvis en sag efter § 125, stk. 1, nr. 1, eller § 129, stk. 1, nr. 1, ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde og der skønnes at være et sikkert grundlag for betinget frakendelse af førerretten, kørselsforbud eller betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert, kan anklagemyndigheden anvende den i stk. 1 beskrevne procedure, når der er tale om
\nStk. 3.
\nMed hensyn til tilkendegivelser efter stk. 1 og 2 finder bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.
\nStk. 4.
\nSager omfattet af stk. 1, hvori der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til at betvivle tiltaltes skyld, afgøres, ved at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager kørselsforbud eller betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert i et nærmere angivet tidsrum og en eventuel udskydelse af det tidspunkt, hvor den pågældende efter sin alder kan få udstedt kørekort.
\nUnder samme betingelser kan sager om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 125, stk. 1, nr. 1, og § 129, stk. 1, nr. 1, afgøres, ved at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager kørselsforbud, betinget frakendelse af førerretten eller betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert i et nærmere angivet tidsrum.
\nStk. 5.
\nVedtagelser efter stk. 1, 2 og 4 har med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning samme virkning som en dom. § 119 b.
\nI forbindelse med tilkendegivelser efter § 119 a, stk. 1 og 2, skal politiet vejlede den sigtede om, at han, inden han tager stilling til spørgsmålet om vedtagelse, kan få bistand af en offentlig forsvarer, jf. § 733, stk. 1, i lov om rettens pleje.
\nJustitsministeren fastsætter efter forhandling med Advokatrådet takster for forsvareres vederlag i de pågældende sager.
\nTilbageholdelse og henstilling af køretøjer
\nEr såvel føreren som det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet tilbageholdes af politiet, indtil forskyldte bøder, standsnings- og parkeringsafgifter, sagsomkostninger, erstatningsbeløb eller præmier for lovpligtig ansvarsforsikring er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen.
\nEr beløbet ikke betalt inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i køretøjet.
\nStk. 2.
\nMed hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen efter stk. 1 finder retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende anvendelse.
\nTilbageholdelsen kan kun ske, for så vidt den findes påkrævet for at sikre betaling af de nævnte beløb.
\nVar føreren uberettiget i besiddelse af køretøjet, kan tilbageholdelse ikke ske.
\nStk. 3.
\nReglen i stk. 1 finder bortset fra forskyldte standsnings- og parkeringsafgifter ikke anvendelse med hensyn til førere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige. § 120 a.
\nPolitiet kan tilbageholde køretøjer i tilfælde af overtrædelse af
\nStk. 2.
\nMed hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen efter stk. 1 finder retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende anvendelse.
\nTilbageholdelse kan ske, indtil køretøjet eller forholdene i øvrigt er bragt i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte bestemmelser. § 120 b.
\nPolitiet kan pålægge føreren af et køretøj at henstille køretøjet på et sted anvist af politiet i tilfælde af overtrædelse af forskrifter om vejtransport af farligt gods udstedt i medfør af § 82, indtil transporten er bragt i overensstemmelse med reglerne. § 120 c.
\nSund & Bælt Holding A/S opkræver forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter på transportministerens område i tilfælde, hvor såvel skyldneren som andre, der måtte hæfte for kontrolafgiften, og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, er hjemmehørende i udlandet.
\nSund & Bælt Holding A/S kan med henblik herpå afvise at give motordrevne køretøjer, hvortil der er knyttet endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter, adgang til passage af faste forbindelser (broer og tunneller), der drives af Sund & Bælt Holding A/S.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om administration af opkrævningsordningen, herunder om oversendelse af sager til opkrævning, opkrævningsperiodens varighed og afregningsprocedurer.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren bestemme, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder for overtrædelse af regler på Transportministeriets område.
\nFastsættelse af regler efter stk. 2 om opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder sker efter forhandling med justitsministeren.
\nStk. 4.
\nRegler fastsat i medfør af stk. 3, 1. pkt., finder ikke anvendelse for skyldnere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige.
\nStk. 5.
\nTransportministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om, at stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter på andre ministerområder.
\nStandsnings- og parkeringsafgifter
\nStk. 2.
\nAfgørelse om pålæggelse af afgift kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og er ikke omfattet af forvaltningslovens § 19.
\nAfgiften tilfalder statskassen.
\nStk. 3.
\nAfgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren.
\nStk. 4.
\nAfgiften påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering.
\nBetales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
\nStk. 5.
\nAfgiften udgør 510 kr., jf. dog stk. 6.
\nAfgiften udgør dog 1.020 kr. ved
\nStk. 6.
\nAfgiften udgør 2.040 kr. for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.
\nUdstedes afgiften af Færdselsstyrelsen i medfør af regler fastsat efter § 122 a, stk. 2, udgør afgiften dog 1.020 kr., hvis afgiften betales inden for 5 dage fra udstedelsen, og 1.530 kr., hvis afgiften betales inden for 6 til 24 dage fra udstedelsen.
\nStk. 7.
\nDer kan for en overtrædelse omfattet af stk. 1 pålægges én afgift i døgnet, idet der dog tidligst kan pålægges en ny afgift, 24 timer efter at den forrige afgift er pålagt.
\nDer kan for samme overtrædelse højst pålægges tre afgifter.
\nParkeringskontrollører
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren bestemme, at det inden for bestemte områder overdrages særlige parkeringskontrollører, der ansættes under politiet, helt eller delvist at varetage kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1.
\nTransportministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om parkeringskontrollørernes virksomhed. § 122 a.
\nTransportministeren kan bestemme, at kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvist overlades til vejmyndigheden.
\nReglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7, finder tilsvarende anvendelse.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan for statslige veje bestemme, at kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvis overlades til Færdselsstyrelsen.
\nReglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7, finder tilsvarende anvendelse.
\nStk. 3.
\nVejmyndigheden kan efter aftale bemyndige en anden vejmyndighed til helt eller delvist at varetage den parkeringskontrol, som i medfør af stk. 1 overlades til vejmyndigheden.
\nStk. 4.
\nParkeringsafgift pålagt af en kommunal vejmyndighed i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 3 fordeles efter transportministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den kommunale vejmyndighed, på hvis område kontrollen udføres.
\nStk. 5.
\nTransportministeren fastsætter nærmere regler om parkeringskontrol.
\nModregning m.v. § 122 b.
\nUbetalt parkeringsafgift kan med tillæg af omkostninger modregnes i overskydende skat, i krav på tilbagebetaling af vægtafgift, jf. § 6, stk. 5, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., og i krav på tilbagebetaling af afgift af bilens brændstofforbrug, jf. § 4, stk. 5, i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler.
\nKontrolafgifter ved parkering på privat område § 122 c.
\nKontrolafgift ved parkering på offentligt tilgængeligt privat område kan, medmindre der gælder et generelt og tydeligt markeret forbud mod parkering på området, kun pålægges, hvis dette på stedet tydeligt er tilkendegivet.
\nStk. 2.
\nKontrolafgift ved parkering på offentligt tilgængeligt privat område kan kun pålægges, hvis den, der pålægger afgiften, er tilmeldt det klagenævn, der er oprettet i medfør af § 122 d, og hvis der tydeligt er vejledt om klageadgangen hertil, når afgiftspålæg gives.
\nStk. 3.
\nTransportministeren fastsætter regler om, hvordan tilkendegivelse efter stk. 1 skal gives.
\nTransportministeren fastsætter endvidere regler om, hvilke oplysninger den, der udsteder en kontrolafgift, skal give om grundlaget for afgiften. § 122 d.
\nTil behandling af klager over kontrolafgifter pålagt af private for overtrædelse af vilkårene for brug af offentligt tilgængelige private parkeringsområder opretter branchen på området et klagenævn.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om klagenævnets virke, herunder regler om tilsyn.
\nFjernelse og salg af køretøjer
\nPolitiet kan foranledige de nedenfor under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område:
\nStk. 2.
\nHvis et køretøj henstår på statsvej, herunder når køretøjet henstår akut trafikfarlig, kan også vejmyndigheden foranledige det fjernet.
\nTilsvarende kan A/S Storebælt og A/S Øresund som vejejere foranledige et køretøj fjernet, som henstår på et vejareal ejet af selskaberne.
\nReglerne i stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på fjernelser foranlediget af A/S Storebælt og A/S Øresund.
\nStk. 3.
\nDen kommunale vejmyndighed kan foranledige et køretøj fjernet, hvis køretøjet har fået pålagt tre parkeringsafgifter for samme overtrædelse, jf. § 122 a, stk. 1.
\nKøretøjet kan dog tidligst fjernes efter en forudgående høring på minimum 4 uger.
\nStk. 4.
\nKøretøjet bringes til den af politiet eller den statslige vejmyndighed anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads.
\nDe af politiet eller den statslige vejmyndighed afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren.
\nEr føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
\nStk. 5.
\nDet påhviler politiet eller den statslige vejmyndighed at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller den statslige vejmyndigheds anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares.
\nUnderretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 6.
\nKan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet eller den statslige vejmyndighed.
\nStk. 6.
\nPolitiet er efter udløbet af den i henhold til stk. 5 fastsatte frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning.
\nEt eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.
\nStk. 7.
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 5 nævnte meddelelse til ejeren, klageadgang, betaling for fjernelse og opbevaring af køretøjer og om salg af disse.
\nStk. 8.
\nDet påhviler den kommunale vejmyndighed at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet i medfør af stk. 3 og anbragt efter vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares.
\nUnderretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse af, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en frist på minimum 4 uger, vil blive bortsolgt.
\nKan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi vedkommende er ukendt, kan bortsalg ske, 14 dage efter at køretøjet er blevet fjernet af den kommunale vejmyndighed.
\nDen kommunale vejmyndighed er efter udløbet af de nævnte frister berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning.
\nEt eventuelt overskud tilfalder den kommunale vejmyndighed, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.
\nStk. 9.
\nEn afgørelse truffet af en kommunal vejmyndighed efter stk. 3, jf. stk. 8, kan påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.
\nStk. 10.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelsen af den i stk. 8 nævnte meddelelse til ejeren og betaling for opbevaring af køretøjer og salg af disse. § 123 a.
\nVejmyndigheden kan foranledige en cykel fjernet, hvis den henstår på det offentlige vejareal.
\nStk. 2.
\nCyklen må først fjernes efter en forudgående høring på minimum 4 uger.
\nHøringen skal foregå ved tydelig markering på cyklen.
\nStk. 3.
\nVejmyndigheden er berettiget til at sælge eller give cyklen bort.
\nEt eventuelt overskud tilfalder vejmyndigheden.
\nStk. 4.
\nVejmyndigheden skal, inden cyklen sælges eller gives bort, jf. stk. 3, have undersøgt, om cyklen er meldt stjålet.
\nStk. 5.
\nTransportministeren kan fastsætte nærmere regler om vejmyndighedernes fjernelse af cykler.
\nTransportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden at være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets varetægt, kan sælges i overensstemmelse med bestemmelserne i § 123, stk. 5 og 6.
\nBetalingsbestemmelser Køreprøver, kørekort m.v. § 124 a.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for afholdelse af køreprøve, herunder afholdelse af teoriprøve og praktisk prøve, kontrollerende køreprøve, kørelærerprøve, udeblivelse fra teoretisk eller praktisk køreprøve, og hvis en del af prøven ikke bestås.
\nStk. 2.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for udstedelse, ombytning og fornyelse af kørekort, herunder for udstedelse eller ombytning af kørekort i forbindelse med frakendelse eller generhvervelse af førerretten.
\nStk. 3.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for ombytning af kørekort med vilkår om alkolås til kørekort uden vilkår om alkolås.
\nStk. 4.
\nTransportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for udstedelse af takografkort. § 124 b.
\nI tillæg til betaling af gebyr for afholdelse af køreprøve fastsat i medfør af § 124 a, stk. 1, skal ansøger betale en afgift på 200 kr. § 124 c.
\nFor udstedelse af uddannelsesbevis til førere af køretøjer til vejtransport af farligt gods skal ansøger betale en afgift på 290 kr.
\nStk. 2.
\nDet i stk. 1 nævnte beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
\nDet herefter fremkomne beløb anvendes afrundet som grundlag for reguleringen af beløbet det følgende år.
\nDet årlige beløb afrundes til nærmeste med ti delelige kronebeløb.
\nTransportministeriet bekendtgør hvert år, hvilken regulering der skal finde sted. §§ 124 d-124 p. (Ophævet) Opkrævning m.v. af betaling § 124 q.
\nJustitsministeren og transportministeren kan fastsætte bestemmelser om betalinger efter denne lov.
\nFrakendelse af førerret m.v.
\nBetinget frakendelse af førerretten
\nFøreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, skal betinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis
\nStk. 2.
\nFøreren skal endvidere betinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af
\nStk. 3.
\nUnder samme betingelser som nævnt i stk. 2 skal føreren betinget frakendes retten til at føre motorkøretøj og stor knallert, hvis føreren har gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2 og forholdene er begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert.
\nStk. 4.
\nBetinget frakendelse af førerretten sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes.
\nVed betinget frakendelse af førerretten udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden.
\nStk. 5.
\nBegår den dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af førerretten, fastsætter retten en fælles frakendelse for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse.
\nStk. 6.
\nRetten til at føre motordrevet køretøj kan frakendes føreren af et letbanekøretøj efter stk. 1-5.
\nDet samme gælder, hvis letbanekøretøjet er ført under påvirkning af spiritus, bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i strid med jernbaneloven eller administrative forskrifter fastsat med hjemmel i jernbaneloven.
\nUbetinget frakendelse af førerretten
\nFøreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, skal ubetinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren
\nStk. 2.
\nUnder særligt formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.
\nStk. 3.
\nRetten til at føre motordrevet køretøj kan frakendes føreren af et letbanekøretøj efter stk. 1 og 2.
\nDet samme gælder, hvis letbanekøretøjet er ført under påvirkning af spiritus, bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i strid med jernbaneloven eller administrative forskrifter fastsat med hjemmel i jernbaneloven.
\nKørselsforbud
\nHvis en forseelse omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-6 eller 8, § 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, 2, 4, 5, 10 eller 11, bliver begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse.
\nVed et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre motorkøretøj og stor knallert, indtil særlig køreundervisning eller ANT-kursus, jf. § 60 c, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.
\nFrakendelsestiden
\nUbetinget frakendelse af førerretten sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år, jf. dog stk. 2 og 3.
\nStk. 2.
\nUbetinget frakendelse af førerretten som følge af spirituskørsel eller overtrædelse af § 54, stk. 1 eller 2, sker for et tidsrum af mindst 3 år, medmindre ubetinget frakendelse af førerretten sker i medfør af § 126, stk. 1, nr. 6, for forhold omfattet af § 125, stk. 2 eller 3.
\nUbetinget frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 1, nr. 10-13, sker ligeledes for et tidsrum af mindst 3 år.
\nStk. 3.
\nFørerretten kan frakendes for bestandigt, hvis føreren under kørslen har begået grove kørselsfejl, kørslen har resulteret i alvorlig personskade og der foreligger sådanne oplysninger om førerens tidligere færdselslovsovertrædelser, at en frakendelse af førerretten for bestandigt skønnes påkrævet af hensyn til færdselssikkerheden og retshåndhævelsen.
\nStk. 4.
\nEr føreren under 18 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 18 år, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 18 år.
\nEr føreren under 17 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden endvidere fra den dag, hvor føreren fylder 17 år, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 17 år.
\nFrakendelse af retten til at føre lille knallert m.v.
\nStk. 2.
\nBetinget frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke fører lille knallert under sådanne omstændigheder, at retten til at føre lille knallert skal frakendes.
\nVed betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden.
\nStk. 3.
\nFøreren af en lille knallert skal ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert for et tidsrum af mellem 2 og 10 år, hvis
\nStk. 4.
\nEr den fører, der ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert efter stk. 3, under 18 år på gerningstidspunktet, udskydes det tidspunkt, hvor den pågældende efter sin alder kan erhverve førerret, desuden i 6 måneder, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 18 år.
\nEr den fører, der ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert efter stk. 3, under 17 år på gerningstidspunktet, udskydes det tidspunkt, hvor den pågældende efter sin alder kan erhverve førerret, endvidere i 6 måneder, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 17 år.
\nHar føreren på afgørelsestidspunktet erhvervet førerret, frakendes førerretten ubetinget i 6 måneder.
\nBestemmelsen i § 60 a finder herved ikke anvendelse.
\nUnder særlige omstændigheder kan frakendelse af førerretten undlades.
\nStk. 5.
\nUnder særligt formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 3 ellers skulle ske ubetinget.
\nStk. 6.
\nBegår den fører, der er ubetinget frakendt retten til at føre lille knallert, i frakendelsestiden et nyt forhold, der er omfattet af stk. 1 eller stk. 3, nr. 1-4, kan der fastsættes en yderligere udskydelse eller frakendelse efter stk. 4.
\nDen samlede udskydelse eller frakendelse efter stk. 4 kan dog ikke overstige 2 år.
\nHar førerretten været frakendt i en sammenhængende periode på 1 år eller mere efter stk. 4, kan førerretten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt en kontrollerende køreprøve bestås.
\nTilsvarende gælder, hvis der ved ansøgning om generhvervelse af førerretten er forløbet mere end 1 år regnet fra begyndelsestidspunktet for frakendelsen.
\nBestemmelserne i § 60 a, stk. 8, 1. og 2. pkt., finder herved anvendelse.
\nFrakendelse af førerretten ved overtrædelser af regler om køre- og hviletid og største tilladte totalvægt § 129 a.
\nFøreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert skal betinget frakendes retten til at føre lille og stor lastbil med og uden stort påhængskøretøj (kategori C1, C1/E, C og C/E), lille og stor bus med og uden stort påhængskøretøj (kategori D1, D1/E, D og D/E) og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E), hvis
\nStk. 2.
\nUnder særligt formildende omstændigheder kan betinget frakendelse af førerretten efter stk. 1, nr. 2 og 3, undlades.
\nStk. 3. § 125, stk. 4 og 5, og § 133 finder tilsvarende anvendelse på forhold omfattet af stk. 1. § 129 b.
\nFøreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert skal ubetinget frakendes retten til at føre lille og stor lastbil med og uden stort påhængskøretøj (kategori C1, C1/E, C og C/E), lille og stor bus med og uden stort påhængskøretøj (kategori D1, D1/E, D og D/E) og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E), hvis føreren
\nStk. 2.
\nFrakendelse efter stk. 1, nr. 2, for flere forhold, der alene er omfattet af § 129 a, stk. 1, nr. 2, skal kun ske ubetinget, hvis forholdene er begået i en periode på mere end 1 uge.
\nStk. 3.
\nFrakendelse efter stk. 1, nr. 2, for flere forhold, der alene er omfattet af § 129 a, stk. 1, nr. 3, skal kun ske ubetinget, hvis der er tale om særlig grove tilfælde.
\nStk. 4.
\nUnder særligt formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.
\nI disse tilfælde finder § 125, stk. 4 og 5, og § 133 tilsvarende anvendelse.
\nStk. 5.
\nDen, hvis førerret til kategorierne omfattet af stk. 1 er frakendt eller midlertidigt eller endeligt inddraget, skal aflevere sit kørekort til politiet.
\nStk. 6. §§ 128, 130-132, 132 b og 133 finder tilsvarende anvendelse på forhold omfattet af stk. 1.
\nInddragelse af førerretten m.v. under sagen
\nSkønner politiet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten eller retten til at føre lille knallert foreligger, kan politiet midlertidigt inddrage førerretten eller retten til at føre lille knallert.
\nPolitiet skal i forbindelse hermed vejlede føreren om prøvelsesretten, jf. stk. 2.
\nTransportministeren fastsætter nærmere regler om politiets inddragelse af førerretten og retten til at føre lille knallert, herunder om foreløbig inddragelse af kørekort og knallertbevis mod udstedelse af midlertidigt kørekort.
\nStk. 2.
\nDen, hvis førerret eller ret til at føre lille knallert er midlertidigt inddraget, kan forlange inddragelsen prøvet af retten.
\nRetten træffer ved kendelse afgørelse om inddragelsen.
\nStk. 3.
\nDet tidsrum, hvori førerretten eller retten til at føre lille knallert har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.
\nVirkningen af anke m.v.
\nAnke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at førerretten eller retten til at føre lille knallert har været inddraget i medfør af § 130, har ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved kendelse.
\nDet samme gælder anke af en dom, hvorved en person over 17 år, der ikke har førerret, ubetinget er frakendt retten til at erhverve denne ret.
\nI andre tilfælde kan byretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende virkning.
\nStk. 2.
\nAfsiges der i en sag, hvori førerretten eller retten til at føre lille knallert er inddraget efter § 130, frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om frakendelse, eller sker frakendelsen betinget, skal kørekortet eller knallertbeviset udleveres, selv om dommen ankes.
\nGenerhvervelse af førerret m.v. inden frakendelsestidens udløb
\nEr retten til at føre motordrevet køretøj i henhold til denne eller nogen tidligere lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene.
\nIndbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år af frakendelsestiden.
\nRetten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger.
\nHar retten til at være fører tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan gengivelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvist, og indbringelsen kan tidligst finde sted, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.
\nStk. 2.
\nSåfremt der inden udløbet af frakendelsestiden er sket fornyet frakendelse af førerretten, regnes de i stk. 1 nævnte frister for indbringelse af spørgsmålet om generhvervelse for domstolene fra datoen for den seneste dom, hvorved førerretten er frakendt den pågældende. § 132 a.
\nEn person, der er frakendt førerretten ubetinget som følge af spirituskørsel, kan bortset fra tilfælde omfattet af § 60 a, stk. 3, generhverve førerretten, hvis vedkommende deltager i en alkolåsordning, der varer indtil frakendelsestidens udløb (alkolåsperioden), jf. dog stk. 3, og som led heri underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst 1 års varighed, hvis det ved en undersøgelse konstateres, at vedkommende har et behandlingskrævende alkoholmisbrug.
\nStk. 2.
\nGenerhvervelse af førerretten efter stk. 1 giver alene ret til at føre et eller flere køretøjer, hvori der er installeret en alkolås, og som er omfattet af alkolåsordningen.
\nStk. 3.
\nFøreren kan ikke generhverve førerretten efter stk. 1, hvis føreren ved kørslen har forårsaget personskade eller fremkaldt alvorlig fare herfor.
\nStk. 4. § 60 a, stk. 2 og stk. 8, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
\nI sager omfattet af stk. 1, hvor vedkommende ikke deltager i en alkolåsordning, finder § 60 a, stk. 8, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
\nDen praktiske prøve i forbindelse med den kontrollerende køreprøve, jf. § 60 a, stk. 2, kan tidligst aflægges 1 måned før alkolåsperiodens start, hvis alkolåsperiodens start efter ansøgerens valg påbegyndes senere end frakendelsestidens start.
\nStk. 5.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af alkolåsordningen, jf. stk. 1.
\nTransportministeren kan henlægge sine beføjelser efter 1. pkt. til anden statslig myndighed.
\nTransportministeren kan endvidere henlægge administrationen af de efter 1. og 2. pkt. fastsatte bestemmelser til anden offentlig myndighed eller privat virksomhed og i forbindelse hermed fastsætte regler for de pågældendes virksomhed i forbindelse med administrationen af ordningen.
\nTransportministeren kan i øvrigt fastsætte regler om godkendelse af private virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter 3. pkt.
\nStk. 6.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om, at private virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter stk. 5, kan foretage behandling af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder videregive sådanne oplysninger til en offentlig myndighed, hvis det må anses for nødvendigt af hensyn til at gennemføre alkolåsordningen, jf. stk. 1.
\nStk. 7.
\nHvis vedkommende overtræder de vilkår for alkolåsordningen, som fastsættes i medfør af stk. 5, kan førerretten inddrages med virkning for resten af alkolåsperioden.
\nSpørgsmålet om inddragelse af førerretten kan forlanges indbragt for domstolene efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.
\nStk. 8.
\nKørsel i alkolåsperioden inden frakendelsestidens udløb i et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og som ikke er omfattet af stk. 2, straffes efter § 117 a.
\nKørsel i alkolåsperioden efter frakendelsestidens udløb i et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og som ikke er omfattet af stk. 2, straffes efter § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1.
\nStk. 9.
\nHvis en person som nævnt i stk. 1 i frakendelsestiden gør sig skyldig i forhold, der ikke omfatter spirituskørsel, men som medfører ubetinget frakendelse af førerretten, finder stk. 1 ikke længere anvendelse.
\nStk. 10.
\nHvis en person efter at have generhvervet førerretten i medfør af stk. 1 frakendes førerretten ubetinget i alkolåsperioden for et forhold, der ikke omfatter spirituskørsel, kan førerretten tidligst generhverves efter alkolåsperiodens udløb.
\nStk. 11.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om inddragelse af førerretten i medfør af stk. 7.
\nStk. 12.
\nTransportministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for deltagelse i alkolåsordningen, jf. stk. 1. § 132 b.
\nSpørgsmålet om generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb kan ud over de i § 132 nævnte tilfælde indbringes for domstolene, hvis føreren var under 17 år på tidspunktet for frakendelsen og frakendelsestiden udløber, efter at føreren er fyldt 20 år.
\nIndbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når den pågældende er fyldt 20 år.
\nRetten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. § 132 c. (Ophævet) § 132 d.
\nByrettens afgørelser efter §§ 132 og 132 b kan ikke kæres.
\nProcesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.
\nRetsplejelovens § 968 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
\nErstatning for inddragelse eller frakendelse af førerret m.v.
\nReglerne i kapitel 93 a i lov om rettens pleje finder anvendelse på krav om erstatning for frakendelse eller inddragelse af førerretten eller retten til at føre lille knallert i anledning af strafforfølgning.
\nKonfiskation § 133 a.
\nVed grove overtrædelser af færdselsloven, eller hvor føreren flere gange har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven, kan der ske konfiskation af det ved overtrædelsen anvendte motordrevne køretøj, hvortil der kræves kørekort, hvis det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven.
\nUnder tilsvarende betingelser kan der ske konfiskation af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, der ejes af den person, der har foretaget overtrædelsen, selv om køretøjet ikke er anvendt ved overtrædelsen.
\nStk. 2.
\nKonfiskation skal ske, hvis ejeren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen på over 2,00 promille eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften under eller efter kørslen på over 1,00 mg pr. l luft eller i et forhold, der medfører ubetinget frakendelse af førerretten efter § 126, stk. 1, nr. 4, 10 eller 11.
\nI tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer og føreren har gjort sig skyldig i en eller flere af de i 1. pkt. nævnte overtrædelser, skal konfiskation ske, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.
\nStk. 3.
\nKonfiskation skal desuden ske, hvis
\nStk. 4.
\nKonfiskation skal endvidere ske, hvis
\nStk. 5.
\nKonfiskation skal også ske, hvis
\nStk. 6.
\nKonfiskation skal ligeledes ske, hvis
\nStk. 7.
\nKonfiskation af lille knallert skal ske, hvis ejeren af køretøjet har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen på over 2,00 promille eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften under eller efter kørslen på over 1,00 mg pr. l luft.
\nStk. 8.
\nKonfiskation af lille knallert skal desuden ske, hvis
\nStk. 9.
\nKonfiskation af lille knallert skal endvidere ske, hvis
\nStk. 10.
\nKonfiskation af lille knallert skal også ske, hvis
\nStk. 11.
\nKonfiskation af lille knallert skal ligeledes ske, hvis
\nStk. 12.
\nKonfiskation efter stk. 3-11 skal ske, selv om køretøjet ikke er anvendt ved den aktuelle overtrædelse.
\nStk. 13.
\nBestemmelserne i stk. 2-11 kan fraviges, når særlige grunde undtagelsesvist taler herfor.
\nStk. 14.
\nEn knallert, som er konstruktivt ændret med henblik på hastighedsforøgelse, eller som er i en sådan ulovlig stand, at den, for så vidt angår lille knallert, kan køre 43 km i timen eller derover og, for så vidt angår stor knallert, kan køre 64 km i timen eller derover, skal konfiskeres, hvis ejeren (brugeren) af knallerten en gang tidligere, inden for de seneste 3 år før det nye forhold er begået, har gjort sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af § 67, stk. 2.
\nKonfiskation kan dog undlades, hvis særlige grunde taler derfor.
\nStk. 15.
\nI øvrigt gælder straffelovens regler om konfiskation.
\nStraf m.v. ved ændret regulering § 133 b.
\nSpørgsmålet om straf og frakendelse af førerret, pålæggelse af kørselsforbud og frakendelse af retten til at føre lille knallert i anledning af hastighedsovertrædelser, jf. §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning afgøres efter de på gerningstidspunktet gældende regler.
\nHandlinger foretaget i udlandet
\nLovens bestemmelser om straf og frakendelse af førerretten finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.
\nStk. 2.
\nBestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der uden at overtræde nogen dansk forskrift, i Finland, Island, Norge eller Sverige handler i strid med de der gældende regler vedrørende:
\n2)