Obsah (4)

§ 17§ 1§ 6a§ 10

RETTEN I HERNING DOM afsagt den 23. oktober 2019 Sag BS-8531/2019-HER Midt- og Vestjyllands Politi (advokat Elisabeth Andersen-Møller) mod Sagsøgte (advokat Charlotte Skriver Pors) Denne afgørelse er

§ 17

berettiget til at gøre regres mod gerningsmanden for den ydelse, som forurettede i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse har fået udbetalt. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgørelse, hvorefter forurettede som følge af Sagsøgtes straffelovsovertræ-delse er berettiget til ydelser efter offererstatningsloven, jf. lovens §§ 1 og 6 a. Sagsøgte er derfor forpligtet til at betale det beløb, som politiet i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse har udbetalt til forurettede. Midt- og Vestjyllands Politi støtter rentekravet på, at afgørelsen fremlagt som bilag 5 indeholder rentepåkrav i henhold til rentelovens § 3, stk. 2. Ansvarsgrundlag, hændelsesforløb og solidarisk ansvar Ansvarsgrundlaget i sager om voldsoffererstatning følger direkte af

§ 1

, hvoraf det fremgår, at der ydes erstatning og godtgø-relse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven. Men selv hvis dette lovhjemlede ansvarsgrundlag ikke eksisterede, ville kravet til et ansvarsgrundlag alligevel altid være opfyldt i sager om straffelovsovertrædelser, hvor det ved en straffedom er fastslået, at den ansvarspådragende handling er begået forsætligt. Hændelsesforløbet og de bevismæssige forhold i straffedommen skal lægges uprøvet til grund i et efterfølgende civilretligt erstatningsopgør, jf. Østre Landsrets dom i FED 2004.1325Ø. Det er således det hændelsesforløb, som er beskrevet i straffedommen, som skal lægges til grund for vurderingen af erstatningsansvaret og regressa-gen. Det skal derfor i overensstemmelse med straffedommen (bilag 1) lægges til grund, at Sagsøgte tildelte forurettede et kraftigt skub mod brystet, hvilket medførte, at han væltede omkuld og slog nakken ned i flisebe-lægningen og herefter lå helt stille. Følgende kan i den forbindelse fremhæves fra rettens præmisser: ”Der foreligger sådanne oplysninger om karakteren af de to voldsudøvelser dels på baggrund af forklaringerne og dels på baggrund af en videoovervågning at retten finder det ubetænkelig at fastslå, at den af tiltalte udøvede vold har medført, at forurettede slog nakken ned i flisebelægningen og herefter lå helt stille. Den vold, der efterfølgende er udøvet mod hovedet, er af mindre væsentlig karakter.” 6 Der foreligger således utvivlsomt et ansvarsgrundlag. Sagsøgte har gjort gældende, at han ikke er solidarisk ansvarlig med skadevolder Person 3 for de alvorlige skader, som forurettede blev pådraget. Det gøres heroverfor gældende, at uanset hvordan årsagssammenhængen mellem Sagsøgtes handlinger og forurettedes skader vurde-res, skal der alene ud fra et synspunkt om solidarisk ansvar for Person 3's kausale handlinger statueres erstatningsansvar også for Sagsøgte, jf. blandt andet U 1979.927Ø, U 2017.2307V og U 2017.2781Ø. Det er et almindeligt princip i dansk erstatningsret, at hvis flere skadevoldere handler sammen eller ved tilfældigt samvirke til samme skade, hæfter de også solidarisk for den skete skade. Dette bliver tydeligt eksemplificeret ved U 1979.927Ø, hvor C blev solidarisk ansvarlig for den skade, som A og B havde udført på Person

1. A, og B blev dømt for at have sparket Person 1 flere gange i ansigtet, mens Person 1 lå ned således, at Person 1 mistede sit ene øje. C blev alene dømt for at have kastet en flaske, der ramte Person 1 i panden, men uden at denne handling bidrog til, at Person 1 mistede synet på det ene øje. På trods heraf var C solidarisk ansvarlig for skaden. Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at der ikke foreligger et overfald begået i forening, men to af hinanden uafhængige episoder, og at der således ikke er grundlag for solidarisk hæftelse. Det bestrides, at der er tale om to uafhængige episoder. Det er imidlertid ikke nødvendigt for at statuere solidarisk ansvar, at skadevolderne er dømt strafferetligt i forening, jf. U 2017.2307 V, hvor retten fandt to skadevoldere solidarisk ansvarlige for forurettedes gener som følge af et voldeligt overfald. De to skadevoldere havde begge deltaget i et voldeligt overfald, men de var ikke strafferetligt dømt i forening. Den ene skadevolder var hertil dømt i mindre omfang end den anden. I nærværende sag fremgår det modsætningsvis af straffedommen (bilag 1), at den af Sagsøgte begåede vold var den væsentligste, idet forurettede herved slog nakken ned i flisebelægningen og herefter lå helt stille. I øvrigt kan det forhold, at Sagsøgte kun har udøvet mindre omfangsrig vold mod den forurettede, ikke føre til, at Sagsøgte skal frifindes. Den indbyrdes fordeling af kravet mellem Sagsøgte 7 og eventuelle andre skadevoldere, er Midt- og Vestjyllands Politi uved-kommende. Årsagssammenhæng Midt- og Vestjyllands Politi gør gældende, at det er godtgjort, at der er årsagssammenhæng mellem Sagsøgtes forsætlige voldsudøvelse og de skader, forurettede herved blev påført. Det følger af retspraksis på området, at bevisbyrden for både årsagssammenhængen og tabets dokumentation er lempet, for så vidt angår skadegørende handlinger, der er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. bl.a. U 2002.1496H. Dette gælder særligt for sager om voldsofferregres, hvor de skadegørende handlinger pr. definition begås forsætligt. Herefter anses det for tilstrækkeligt til at statuere årsagsforbindelse, at det bedømmes som mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden den udøvede vold. Hertil skal det bemærkes, at det af forurettedes lægejournal fremlagt som bilag 10 fremgår af epikriser for
2. juli 2011 og
3. november 2011, at forurettede havde pådraget sig kraniefraktur i baghovedet, hvilket stemmer overens med, at Sagsøgte tildelte forurettede et skub, hvorved forurettede faldt bagover og slog baghovedet ned i flisebelægningen. I forbindelse med Erstatningsnævnets behandling af forurettedes erstatningssag anmodede nævnet om en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrel-sen (i dag Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) vedrørende forurettedes varige mén (bilag C) og erhvervsevnetab (bilag E). Arbejdsskadestyrelsen vurderede herefter ved udtalelse af
4. april 2014 forurettedes mén til 30 % (bilag H). Arbejdsskadestyrelsen vurderede ved udtalelse af
5. oktober 2015 forurettedes erhvervsevnetab til 75 % (bilag 2). Arbejdsskadestyrelsens udtalelser bygger på relevante sagsakter, herunder lægeligt materiale i form af journaler fra hospital og egen læge, neurologiske og neuropsykologiske speciallægeerklæringer, samt en psykologisk vurdering og under medvirken af Arbejdsskadestyrelsens interne neurokirurgiske, neuropsykologiske og psykiatriske lægekonsulent. Som det fremgår af udtalelserne, har Arbejdsskadestyrelsen forholdt sig til forurettedes forudbestående disposition for psykiatriske lidelser. Arbejdsskadestyrelsens har gennem behandlingen af et stort omfang af personskadesager en betydelig erfaring med vurdering af årsagssammenhæng og skønsmæssig fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetab. Det følger derfor 8 også af fast højesteretspraksis, at der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelser, jf. bl.a. U 1999.1565H og U 2005.3273H. Sagsøgte har ikke tilvejebragt et sådant grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens udtalelser. Det bestrides, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser eller det lægelige materiale skulle bygge på en forkert forudsætning. Hændelsen, som Sagsøgte er dømt for (bilag 1), er isoleret set tilstrækkelig til at medføre forurettedes gener og deraf følgende erhvervsevnetab. Arbejdsskadestyrelsen har derfor med rette vurderet forurettedes erhvervsevnetab til 75 %. Det fremgår af udtalelsen, at forurettede ikke havde erhvervsmæssige funktionsbegrænsninger forud for hændelsen den
6. juli
7. Erstatningsnævnets afgørelse (bilag 3) er truffet på baggrund af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse i sagen. Påregnelighed Sagsøgte har gjort gældende, at det var upåregneligt, at det skub, som han er dømt for, kunne medføre, at skadelidte faldt og derved blev påført et erhvervsevnetab. Midt- og Vestjyllands Politi gør heroverfor gældende, at det må have været påregneligt for Sagsøgte, at han ved at skubbe forurettede så hårdt, at han væltede omkuld, kunne påføre forurettede skader. Da der er tale om personskade, der er forvoldt forsætligt, gøres det gældende, at forurettedes skader ikke kan anses for upåregnelige følger af den udøvede vold. Det fremgår da også af praksis, at selv simpel vold kan medføre betydelig personskade, jf. herved eksempelvis U 2002.1496H, ligesom en eventuel særlig sårbarhed er uden betydning for adækvansbedømmelsen, jf. U 1996.1334 H og U 2012.276H. Kravet rettet mod anden skadevolder Sagsøgte har gjort gældende, at Midt- og Vestjyllands Politi skulle været afskåret fra at gøre regres, idet erstatningskravet alene har væ-ret rettet mod skadevolder Person
8. Årsagen til, at Midt- og Vestjyllands Politi ikke i forbindelse med tidligere afgørelser fra Erstatningsnævnet har rettet et regreskrav mod Sagsøgte, er, at politiet ikke var opmærksom på, at der var tale om to skadevoldere, idet sagen blev delt op i to sagskomplekser i forbindelse med be- 9 handlingen af straffesagen, og kun den ene blev rekvireret i forbindelse med behandlingen af den første regressag (bilag 9, s. 5). Det er i øvrigt uden betydning for Midt- og Vestjyllands regreskrav, at politiet ikke i forbindelse med tidligere afgørelser fra Erstatningsnævnet har rettet et regreskrav mod Sagsøgte, idet politiet ikke er forpligtet til at lægge den erstatningsretlige vurdering, som Erstatningsnævnet har foretaget, uprøvet til grund i en sag om regres. Politiet er derimod forpligtet til at foretage en individuel vurdering af dansk rets almindelige erstatningsbetingelser, jf.

§ 6a. Politiet er derfor ikke afskåret fra at rette sit krav mod Sagsøgte.

Forældelse og retsfortabende passivitet Sagsøgte har i det supplerende svarskrift gjort gældende, at Midt- og Vestjyllands Politi har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at fremsætte kravet over for Sagsøgte ved første udbetaling af erstat-ning til forurettede i marts 2012. Med henvisning til U 2015.944H gøres det gældende, at kravet ikke er forældet, ligesom det bestrides, at Midt- og Vestjyllands Politi skulle have ud-vist retsfortabende passivitet. Ved dommen blev det fastslået, at den 3-årige forældelsesfrist for et regreskrav efter

§ 17først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet har truffet afgørelse.

Højesteret anførte: ”Offererstatningsordningen indebærer, at staten bl.a. kan yde erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven, i det omfang visse nærmere angivne betingelser er opfyldt. Efter loven træffes afgørelsen om de pågældende krav mod staten af Erstatningsnævnet. Først når den skadelidte har ansøgt om erstatning fra staten, og Erstat-ningsnævnets afgørelse foreligger, har politiet grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt der i medfør af

§ 17skal gøres regreskrav gældende mod en ansvarlig skadevolder.

På denne baggrund finder Højesteret, at der foreligger særlige omstændigheder, således at den treårige forældelses-frist for regreskravet først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet har truffet afgørelse om det pågældende krav, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1” Det følger heraf, at, for så vidt angår forældelse, indtræder staten ikke i skadelidtes retsstilling. 10 I denne sag har Erstatningsnævnet truffet afgørelse den

1. oktober 2017 (bilag 3), og stævning blev udtaget den
2. februar 2019 og således inden udlø-bet af forældelsesfristen. Midt- og Vestjyllands Politis regreskrav er således ikke forældet. Erstatningsnævnet havde forinden truffet følgende afgørelser vedrørende henholdsvis svie- og smertegodtgørelse og godtgørelse for varigt mén, som dog ikke er genstand for prøvelse i denne sag: Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af
3. marts 2012 forurettede godtgørelse for 15 dages svie og smerte (bilag D, s. 2). Ved Erstatningsnævnets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderlige-re krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 1). Allerede af den grund kan politiet ikke have udvist retsfortabende passivitet ved ikke at fremsætte krav over for Sagsøgte ved første ud-betaling af erstatning til forurettede i marts
4. På daværende tidspunkt eksi-sterede regreskravet ikke. Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af
5. september 2012 forurettede godtgørelse for 14 dages svie og smerte (bilag D, s. 5). Ved Erstatningsnævnets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderligere krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 4). Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af
6. januar 2013 forurettede skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte (bilag D, s. 8). Ved Erstatningsnævnets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderligere krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 7). Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af
7. april 2014 forurettede godtgørelse for varigt mén (bilag D, s. 11). Ved Erstatningsnævnets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderligere krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 10). Erstatningsnævnet anmodede den
8. september 2014 Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) om en vurdering af forurettedes erhvervsevnetab som følge af overfaldet den
9. juli 2014 (bilag E). Den
10. oktober 2015 fremkom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med en udtalelse, hvor forurettedes erhvervsevnetab som følge af overfaldet blev vurderet til 75 % (bi-lag 2). Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af
11. oktober 2017 forurettede erstatning for tab af erhvervsevne i overensstemmelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse (bilag 3). Det er denne afgørelse, som 11 Midt- og Vestjyllands Politis regreskrav udspringer af, og som er genstand for rettens prøvelse. Det var således først den
12. oktober 2017, at Midt- og Vestjyllands Politi fik viden om, at forurettede havde et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, da forurettede ved Erstatningsnævnets tidligere afgørelser endnu ikke havde fremsat kravet. Den
13. november 2017 – under en måned efter Erstatningsnævnets afgørelse – fremsendte Midt- og Vestjyllands Politi partshøringsbrev til Sagsøgte, hvor han blev orienteret om, at politiet påtænkte at gøre re-gres mod ham for den udbetalte erhvervsevnetabserstatning (bilag 4). Midt- og Vestjyllands Politi traf efterfølgende afgørelse om regres den
14. december 2017 (bilag 6). Midt- og Vestjyllands Politi har således ikke blot forfulgt sit krav inden forældelsesfristens udløb, men også ganske få måneder efter, at politiet blev bekendt med kravet. Desuden kan Sagsøgtes manglende kendskab til mulige krav, før der blev udtaget stævning, ikke føre til frifindelse. Det følger af § 7 i bekendtgørelse nr. 824 af
15. juni 2013 om forretningsorden for Erstatningsnævnet, at skadevolderen efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb ikke anses som part i Erstatningsnævnets sag.

§ 10

Sagsøgte har gjort gældende, at forurettede ikke under straffesagen har taget forbehold for evt. mén og erhvervsevnetab, jf.

§ 10, stk.

1. Den
2. september 2011 fremsendte forurettedes bistandsadvokat en erstatningsopgørelse til Anklagemyndigheden, retten og Sagsøgte (bilag 15), hvor der blev taget forbehold for at rejse yderligere krav, herunder blev det i erstatningsopgørelsen bemærket, at forurettedes arbejdsevne skulle vurderes tre måneder efter skadens indtræden. Det fremgår i øvrigt af erstatningsopgørelsen (bilag 15), at der var tale om en foreløbig påstand om erstatning. Forurettede har således taget tilstrækkeligt forbehold under straffesagen. 12 Selv i det tilfælde, at der ikke var taget forbehold for yderligere krav, jf.

§ 10, stk.

1, ville Erstatningsnævnet i medfør af § 10, stk. 3, have mulighed for at give dispensation. Hvis retten lægger til grund, at der ikke under straffesagen er taget tilstrækkeligt forbehold for et krav om erhvervsevnetabserstatning, må det samti-dig lægges til grund, at Erstatningsnævnet har givet dispensation i medfør af

§ 10, stk.

3, da Erstatningsnævnet ex officio påser, at betingelserne for erstatning er opfyldte. Lempelse af erstatningsansvaret Endelig har Sagsøgte gjort gældende, at et evt. erstatningsansvar skal bortfalde eller lempes, idet det må virke urimelig tyngende, jf. erstatningsansvarslovens §

1. Det er Sagsøgte, der har bevisbyrden for, at der er grundlag for at nedsætte kravet, og Sagsøgte har ikke tilvejebragt et så-dant grundlag for en lempelse af erstatningsansvaret. Det skal i den forbindelse fremhæves, at der ved vurderingen efter § 24 skal lægges vægt på bl.a. ansvarets beskaffenhed, og at der sædvanligvis ikke sker lempelse, når det ansvarspådragende forhold er begået forsætligt, jf. bl.a. U 1995.443H, U 2002.1496H, FED 2004.767V, FED 2012.2Ø og U 2015.944H. Sagsøgtes strafbare handling er begået forsætligt, hvilket i det hele taler imod erstatningsansvarets lempelse. Det skal hertil bemærkes, at Sagsøgte i straffesagen er blevet dømt for vold i medfør af straffe-lovens §
2. Det afvises, at der skulle være misforhold mellem den skadegø-rende handling og skaden, og der er således derfor heller ikke anledning til at lempe Sagsøgtes erstatningsansvar. Det bestrides i øvrigt, at erstatningskravet vil være urimeligt tyngende for Sagsøgte, ligesom der ikke i øvrigt er fremkommet oplysnin-ger, der kan begrunde en lempelse efter reglen i erstatningsansvarslovens § 24, stk.
3. For en belysning af Sagsøgtes økonomiske situation er fremlagt årsopgørelser i form af R75- blanketter for indkomstårene 2015 – 2017 (bilag 14), hvoraf fremgår, at han havde en årlig A-indkomst på 516.211 kr. i 2015, 568.252 kr. i 2016 og 586.996 kr. i 2017, dvs. en månedlig indkomst på henholdsvis 43.018 kr., 47.354 kr., og 48.916 kr. Sagsøgtes økonomi og unge alder taler imod en lempelse af erstatningsansvaret. 13 Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er tilvejebragt et sikkert grundlag for en tilsidesættelse af Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse, ligesom der ikke er tilvejebragt et grundlag for en tilsidesættelse af Erstatningsnævnets eller Midt- og Vestjyllands Politis afgørelse. …” Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende: ”… På vegne sagsøgte gøres det gældende, at Erstatningsnævnets afgørelser ikke er bindende i forhold til sagsøgte jfr.

§ 17og bl.a.

U2006.356V og U2012.2170V, at der foreligger to og af hinanden uafhængige episoder, og således to forskellige mulige skadesmekanismer, at man skal forholde sig konkret til eventuelle følger for hver episode for sig, og man kan derfor ikke uden videre overføre en udtalelse om erhvervsevnetab om den ene episode til den anden. at der skal foreligge konkret årsagsammenhæng for eventuelle skader for hver enkelt episode, at det er Midt- og Vestjyllands Politi, der som kravstiller, har bevisbyrden for, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. at den foreliggende dom af 04.10.2011 ikke udgør et erstatningsretligt ansvarsgrundlag i denne konkrete sag, idet sagsøgte alene er dømt for at have tildelt skadelidte et skub, som ikke kunne påregnes at ville medføre dels at skadelidte faldt, dels at skadelidte derved ville blive påført et erhvervsevnetab, at karakteren af den efterfølgende vold, hvor skadelidte angiveligt er blevet sparket flere gange i hovedet da han lå på jorden, sammenholdt med de konstaterede skader med overvejende sandsynlighed har medført skadelidtes varige mén og erhvervsevnetab, at Midt- og Vestjyllands Politi således ikke har dokumenteret årsagssammenhæng mellem det af sagsøgte forvoldte skub og den skade, som skadelidte efterfølgende har pådraget sig, 14 at Midt- og Vestjyllands Politi heller ikke har løftet bevisbyrden for det fremsatte erstatningskrav størrelsesmæssigt, at det på baggrund af sagens kan lægges til grund, at den skade Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har forholdt sig til i forhold til årsagssammenhæng og omfang vedrørende mén og erhvervsevnetab er skaden efter overfal-det begået af Person 3, og ikke det forhold, som sagsøgte er dømt for, at sagsøgte bestrider at være ansvarlig for skadelidtes erhvervsevnetab, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse ikke kan lægges til grund som dokumentation for årsagssammenhæng for så vidt angår det for-hold, som sagsøgte er dømt for, idet Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings kom-petencer alene vedrører udmåling af varigt mén og erhvervsevnetab, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således ikke er rette instans at støtte sig til hvor der er tvist om årsagssammenhæng, at skulle Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse være anvendelig i forhold til min sagsøgte måtte det forudsætte, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde foretaget en særskilt vurdering af eventuelle helbredsmæssige og erhvervsmæssige følger for skadelidte grundet det forhold sagsøgte er dømt for. at en sådan særskilt vurdering foreligger ikke i dette tilfælde, hverken af udtalelsen af 19.03.2014 eller af udtalelsen af 12.10.

1. at det tværtimod fremgår det af begge udtalelser, at der er tale om ét overfald. at det på baggrund af det anførte kan lægges til grund, at Midt- og Vestjyllands Politi ikke har løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem det forhold, som sagsøgte er dømt for og de erhvervsmæssige gener, som skadelid-te angiveligt har pådraget sig, og som danner grundlag for det fremsatte regres-krav. at Erstatningsnævnets sagsbehandling og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurderinger dokumenterer, at den skade man har forholdt sig til, er den skade, som blev påført skadelidte af Person
2. at Erstatningsnævnets afgørelser skal ses i en sammenhæng, hvorefter Midt- og Vestjyllands Politi har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at fremsætte krav overfor sagsøgte ved første udbetaling af erstatning til skadelid-te i marts
3. 15 at der er gjort endeligt op med skadelidtes erstatningskrav overfor sagsøgte med sagsøgtes betaling af den idømte svie og smertegodtgørelse frem-sat under straffesagen, kr. 16.600, idet der ikke blev taget forbehold for yderli-gere erstatningskrav, at der på domstidspunktet den 04.10.2011 ikke blev taget forbehold for evt. mén og erhvervsevnetab eller i øvrigt henskydning heraf til civilt søgsmål, at skadelidte derved har afskåret staten fra regresmulighed jfr. FED 2003.2481/1 og princippet heri, at erstatningskravet i øvrigt også derefter alene er blevet rettet mod Person
4. at det kan lægges til grund, at der ikke foreligger et overfald begået i forening, idet der ikke mellem sagsøgte og Person 3 foreligger no-gen kontakt omkring hændelsen, at der ikke foreligger ét overfald begået af flere i forening, men to af hinanden uafhængige episoder, at der således ikke er grundlag for solidarisk hæftelse for erstatning som følge af personskade, at der – som allerede tidligere er gjort gældende – skal ske en særskilt vurdering af år-sagsforbindelse mellem overfald og skadefølger i begge episo-der, at det ikke er godtgjort, at det af sagsøgte forvoldte skub er årsag til skadelidtes erhvervsevnetab, at der ej heller foreligger påregnelighed, at det - sammenholdt med karakteren af den efterfølgende vold – ikke er godtgjort, at det er mere sandsynligt at skaden ikke ville være sket uden det af sagsøgte forvoldte skub, end at skaden ville være indtrådt også uden dette skub. Såfremt retten måtte finde sagsøgte erstatningspligtig gøres det gældende, at erstatningskravet skal bortfalde, subsidiært nedsættes betydeligt i medfør af Erstatningsansvarslovens § 24: 16 §
5. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelid-tes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt. at betingelserne herfor skønnes opfyldt i nærværende sag, herunder særligt at det er urimeligt tyngende for sagsøgte, at blive mødt med et krav af denne størrelsesorden 7 år efter hændelsen, at den vold som sagsøgte blev dømt for alene var et skub, at skadelidte har fået erstatning udbetalt, og således ikke har interesse i nærværende sags udfald. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen, og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter. Rettens begrundelse og resultat Ad forurettedes forbehold for erstatning under straffesagen: Det kan konstateres, at Erstatningsnævnet har taget stilling til krav på erstat-ning for erhvervsevnetab. Dette må enten skyldes, at der i forbindelse med straffesagen er taget et tilstrækkeligt forbehold herom, eller at Erstatningsnæv-net har besluttet, at kravet alligevel har kunnet behandles. Det er derfor uden betydning at fastslå, om forurettede tog et udtrykkeligt forbehold for erhverv-sevnetab i forbindelse med straffesagen mod sagsøgte. Ad passivitet: Sagsøgerens krav støttes på Erstatningsnævnets afgørelse af
6. oktober 2017, og allerede ved brev af
7. november 2017 gjorde sagsøgeren sagsøgte bekendt med regreskravet mod ham. Retten finder ikke, at sagsøgeren kunne have rejst dette krav mod sagsøgte, før efter Erstatningsnævnets afgørelse om erhvervsevnetab forelå, jf. herved Højesterets afgørelse refereret i U.2015.
8. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke har rejst regreskrav overfor sagsøgte med hensyn til fle-re andre erstatningsbeløb, der blev udbetalt forud for erhvervsevnetabserstat-ningen, hindrer ikke, at sagsøgeren kan rejse krav vedrørende erhvervsevnetabserstatningen, idet sagsøgeren ikke ses at have en forpligtigelse til, men alene en mulighed for at rejse krav mod en person mod hvem, der er et ansvarsgrund-lag. Sagsøgeren har derfor ikke udvist retsfortabende passivitet med hensyn til kravet. 17 Ad ansvarsgrundlaget: Ved afgørelsen af denne sag lægger retten det strafferetlige bevisresultat i dom af
9. oktober 2011 til grund, hvor sagsøgte er dømt for overtrædelse af straffe-lovens § 244 ved at have tildelt forurettede et kraftigt skub på brystet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i gågadens flisebelægning. Under disse omstændigheder måtte sagsøgte påregne, at forurettede kunne komme al-vorligt til skade. De skader, der efterfølgende blev konstateret, ses forenelige med den af sagsøgte udøvede vold. Uanset, at der ikke foreligger faste oplys-ninger om, at sagsøgte og Person 3 handlede i forening, at sagsøgte ikke straffe-retligt er dømt for at have handlet i forening med Person 3, og at det bestrides af sagsøgte, at han handlede i nogen form for forståelse med Person 3, har sagsøgtes voldsudøvelse medført, at forurettede lå forsvarsløs på flisebelægningen, da han ganske kort efter blev udsat for vold udøvet af Person
10. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger, der giver anledning til at betvivle, at sagsøgte er ansvarlig for de skader, der overgik forurettede, idet det, jf. flertalsudtalelse i Højesterets afgørelse refereret i U.2002.1496 må anses for tilstrækkeligt til at statuere årsagsforbindelse, at det bedømmes som mere sandsynligt, at skaderne ikke ville være indtrådt uden sagsøgtes vold, end at skader-ne ville være indtrådt også uden sagsøgtes vold, og sagsøgte blev da også fun-det erstatningsretligt ansvarlig i dommen af
11. oktober 2011 ved bedømmelsen af det erstatningskrav, der blev taget stilling til i dommen. Det bemærkes endvi-dere, at udtalelserne fra Arbejdsskadestyrelsen og Erstatningsnævnets afgørelse om erhvervsevnetab ses at have forholdt sig til de skader, forurettede blev på-ført den
12. juli 2011 om morgenen. Ad nedsættelse efter erstatningsansvarslovens § 24: Efter retspraksis anvendes erstatningsansvarlovens § 24 som udgangspunkt ik-ke, hvor erstatningskravet er opstået som følge af forsætlig voldsudøvelse. Hen-set til, at den af sagsøgte udøvede vold har været forholdsvis begrænset, selvom den har haft alvorlige følger, findes det ikke på forhånd at kunne udelukkes, at § 24, stk. 1, kan finde anvendelse. Ved afgørelsen af, om et erstatningskrav kan nedsættes eller bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt, tages bl.a. hensyn til skadens størrelse og ansvarets beskaffenhed. Sagsøgtes økonomiske forhold er ikke fuldt belyst under sagen. Det er af sagsøgte forklaret, at han bor i rækkehus med sin husstand, og indtægten for årene 2015 – 2017 er dokumenteret ved skatteoplysninger, ligesom der forelig-ger enkelte lønsedler fra 2019 og sagsøgtes forklaring i forhold til en lønned- 18 gang i
13. Uanset, at sagsøgtes indtægt fra
14. august 2019 har været mindre end tidligere, er der efter hans tidligere indtjening og hans forklaring om lønvil-kårene i hans nuværende stilling grund til at antage, at hans fremtidige indtægt bliver større end indtægten i de første tre måneder. Uanset at sagsøgtes økono-miske forhold kun delvist er belyst og hans unge alder, findes et krav på 3.008.432,11 kr. at måtte anses som urimeligt tyngende. Herefter findes erstat-ningskravet at kunne nedsættes til 1.000.000 kr., jf. 24, stk. 1,
15. led. Sagsøgerens påstand tages derfor delvist til følge med renter som nedenfor bestemt. Sagsomkostningerne, som sagsøgte efter sagens udfald skal betale, er efter sa-gens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 46.875 kr., som er inkl. moms, da Vestjyllands Politi ikke er momsregistreret, og til dækning af retsafgift 2.000 kr. Det bemærkes, at sagsforberedelsen ikke har væ-ret meget omfattende, og at hovedforhandlingen varede 3 timer 10 minutter. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte skal til Midt- og Vestjyllands Politi betale 1.000.000,00 kr. med procesrente fra den
16. januar
17. Sagsøgte skal til Midt- og Vestjyllands Politi betale sagsomkost-ninger med 48.875,00 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 23-10-2019 kl. 10:01 Modtagere: Advokat (H) Charlotte Skriver Pors, Sagsøger Midt- og Vestjyllands Politi, Advokat (L) Elisabeth Andersen-Møller, Sagsøgte