HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 3. april 2025 Sag BS-49851/2024-HJR (2. afdeling) Appellant (advokat Erik Høimark, beskikket) mod Appelindstævnte (Kommune) (advokat Jens Lund Mosbek) I tidligere in

§ 8, stk.

1, som passende kan fastsættes til 50.000 kr. Appelindstævnte (Kommune) har anført navnlig, at der ikke mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) har været etableret et ansættelsesforhold, der er omfattet af arbejdstidsloven. 12 I perioden

1. april 2016 til
2. juni 2017 ydede Appelindstævnte (Kommune) støtte til Sagens person efter servicelovens §
3. Støtten blev udmøntet i en aftale om beta-ling af honorar til Appellant for støtte til Sagens person i forbindelse med udadrettede aktiviteter i 30 timer pr. uge. Appellant var ikke un-derlagt kommunens tilsyn og instruktion, og han havde derfor ikke status som lønmodtager i et tjenesteforhold. Allerede af den grund er arbejdstidslovens bestemmelser ikke relevante. En bevilling efter servicelovens § 85 vil sædvanligvis blive udmøntet i socialpædagogisk støtte fra Appelindstævnte (Kommune)s fagligt uddannede medarbejdere. Det var kun på grund af sagens helt særlige omstændigheder og ud fra et ønske om at tage hensyn til familiens konkrete situation, at kommunen efter anmodning fra forældrene tillod, at støtten blev udmøntet i form af betaling af et honorar til Appellant. Med denne løsning medvirkede Appelindstævnte (Kommune) til at sikre, at Appellant, der var arbejdsløs, ikke skulle leve op til kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så han i stedet kunne yde støtte til sin søn under sønnens midlertidige ophold hos forældrene, der forventedes at være kortvarigt. Under alle omstændigheder har den aftalte arbejdstid for udførelse af den støtte til igangsættelse af udadrettede aktiviteter, som fremgår af § 85-bevillingen, kun udgjort 30 timer om ugen. Appelindstævnte (Kommune) har derfor ikke handlet i strid med 48-timers reglen i arbejdstidslovens §
4. Der er som følge heraf ikke grund-lag for at tilkende godtgørelse efter

§ 8, stk.

1. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Sagen angår, om Appelindstævnte (Kommune) skal betale Appellant en godtgørelse i medfør af § 8, stk. 1, i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (arbejdstidsloven) for brud på

§ 4om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer.

Appellant og Vidne 1's søn, Sagens person, der lider af atypisk autisme, havde siden 2013, hvor han fyldte 18 år, boet på et bosted, men han var ikke til-freds med bostedet, og Appelindstævnte (Kommune) begyndte i sommeren 2015 at søge efter et andet bosted. Efter en ferie hos sine forældre i marts 2016 ville Sagens person ikke tilbage til sit daværende bosted. Appellant og Vidne 1 var indstillet på, at han kunne blive boende hos dem, indtil der var fundet et nyt bosted, som de og Sagens person fandt acceptabelt. 13 Appellant var på dette tidspunkt ledig og skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Appellant og Vidne 1 spurgte Appelindstævnte (Kommune), om det var muligt, at kommunen kunne an-sætte Appellant, indtil der var fundet et nyt bosted, således at han ikke skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet, men kunne være sammen med sønnen. Appelindstævnte (Kommune) traf på den baggrund beslutning om, at der kunne ydes støtte til Sagens person i medfør af servicelovens § 85, med henblik på at han havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede aktiviteter. Kommunen og Appellant indgik den 21. april 2016 aftale om, at Appellant med virkning fra den 25. april 2016 skulle udføre § 85-støtte i hjemmet til Sagens person i 30 timer om ugen. Aftalen var oprindelig tidsbe-grænset indtil den 31. maj 2016, men blev siden forlænget og var gældende, ind-til den blev opsagt af Appelindstævnte (Kommune) med virkning pr. 30. juni 2017. Sagens person boede hos forældrene, indtil han flyttede til et nyt bosted den 31. maj 2017. Spørgsmålet er i første række, om aftalen mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) indebar, at han i perioden fra den 25. april 2016 til den 30. juni 2017 var omfattet af begrebet lønmodtager i arbejdstidslovens § 2, stk. 1. Hvis Appellant var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, er spørgsmålet, om han er berettiget til godtgørelse efter

§ 8, stk.

1, jf. §

1. Arbejdstidsloven Arbejdstidsloven gennemfører Rådets direktiv 2000/34/EF af
2. juni 2000 om ændring af Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (konsolideret ved direktiv 2003/88/EF af
3. november 2003).

§ 1bestemmer, at loven finder anvendelse på nærmere bestemte lønmodtagere.

Efter § 2, stk. 1, er en lønmodtager en person, der mod vederlag udfører arbejde i et tjenesteforhold. Ifølge

§ 4

må den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperi-ode beregnet over en periode på 4 måneder ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde.

§ 8, stk.

1, bestemmer, at en lønmodtager kan tilkendes en godtgørelse, hvis lønmodtagerens rettigheder i henhold til loven er krænket. Det følger af EU-Domstolens praksis, herunder Domstolens dom af

1. novem-ber 2018 i sag C-147/17 (Sindicatul Familia Constanţa), at direktivets arbejdstagerbegreb ikke kan fortolkes forskelligt i medlemsstaternes lovgivning, men må 14 tillægges en selvstændig betydning i EU-retten. Begrebet skal defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer ansættelsesforholdet med hensyn til de berørte personers rettigheder og pligter. Det væsentligste kende-tegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (præmis 41). Det følger heraf, at et ansættelsesforhold forudsætter et underordnelsesforhold mellem ar-bejdstageren og dennes arbejdsgiver. Et sådant underordnelsesforhold skal vur-deres i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (præmis 42). Domstolen fandt, at de i hovedsagen omhandlede plejeforældre skulle anses for at være arbejdstagere i arbejdstidsdirektivets forstand. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at plejeforældrene ikke alene skulle være godkendt, men også skulle indgå en ”særlig ansættelseskontrakt” , som kunne suspenderes eller opsiges i henhold til de nationale arbejdsretlige regler. Domstolen antog, at plejeforæl-drene ligeledes havde ret til social sikring samt en ret til videreuddannelse (præmis 43). Den omstændighed, at plejeforældres aktivitet i vidt omfang ligner det ansvar, som forældre har over for deres egne børn, medførte ikke, at pleje-forældrene ikke skulle anses for arbejdstagere (præmis 47). I dommen fastslog Domstolen i øvrigt, at plejeforældres aktivitet, der inden for rammerne af et ansættelsesforhold under en offentlig myndighed består i at modtage og integrere et barn i hjemmet og vedvarende sørge for dette barns harmoniske udvikling og opdragelse, ikke henhører under anvendelsesområdet for arbejdstidsdirektivet (præmis 88). Den konkrete sag Mens EU-Domstolens dom af
2. november 2018 i Sindicatul-sagen angik plejeforældres pasning mv. af andres børn døgnet rundt, angår aftalen mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) ydelse af støtte til Appellants eget barn i 30 timer om ugen. Efter aftalen skulle Appellant således som nævnt yde støtte til sin voksne søn, Sagens person, der skulle bo hjemme hos forældrene midlertidigt, indtil der var fundet et nyt bosted, som han og foræl-drene fandt acceptabelt. Støtten blev bevilget i henhold til servicelovens § 85, og det fremgår af kommunens mail af
3. april 2016, at kommunen normalt ikke ansætter pårørende, men var indstillet på at tilknytte Appellant som støtteperson. Ordningen in-debar, at Appellant, der var ledig, blev stillet økonomisk således, at han ikke behøvede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode, hvor han ydede støtte til sin søn. I bevillingen af
4. juni 2016 til Sagens person er det i overordnede vendinger beskrevet, hvad støtten på 30 timer om ugen skulle bestå i, nemlig ”at sikre, at 15 du har indhold i hverdagen og at du guides og støttes til at lave udadrettede aktiviteter” . I aftalen med Appellant er det angivet, at der er tale om støtte efter servicelovens § 85 i eget hjem i 30 timer om ugen til 200 kr. i timen, men det er ikke nærmere beskrevet, hvad støtten skulle indeholde. Det er heller ikke angivet, på hvilke tidspunkter på dagen støtten skulle ydes. Appellant kunne således selv tilrettelægge sin arbejdstid inden for rammen på 30 timer. Kommunen udarbejdede ikke handleplaner eller lignende for den støtte, som Appellant skulle yde sin søn, og Appellant var ikke forpligtet til at føre journal eller til at afrapportere over for kommunen. Kommunen stil-lede heller ikke konkrete krav om arbejdets udførelse og førte ikke tilsyn her-med. På den anførte baggrund finder Højesteret efter en samlet vurdering, at der ikke blev etableret et over- og underordnelsesforhold mellem kommunen og Appellant. Appellant kan derfor uanset den terminologi, der blev anvendt i aftalen med kommunen, ikke i den foreliggende atypiske situation anses for lønmodtager i kommunen i arbejdstidslovens forstand.

§ 4

om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer finder således ikke anvendelse på aftaleforholdet mellem kommunen og Appellant. Der fore-ligger derfor ikke et brud på arbejdstidsloven, og Appellant har således ikke krav på godtgørelse efter

§ 8, stk.

1. Det bemærkes i øvrigt, at Appellant efter aftalen med kommunen ikke var forpligtet til at arbejde i mere end 30 timer om ugen, og kommunen havde heller ikke pålagt ham at arbejde mere, men havde tværtimod afvist dette. Det kan derfor ikke anses for at være et led i aftalen med kommunen, at Appellant efter det oplyste udførte et langt mere omfattende pleje- og omsorgs-arbejde over for sønnen. Som følge heraf ville der ikke foreligge et brud på ar-bejdstidslovens § 4, selv hvis Appellant måtte anses for lønmodtager i kommunen. Appellants synspunkt om, at han reelt som led i et ansættelsesforhold til kommunen var bundet til at udføre pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen døgnet rundt uanset rammen på 30 timer, kan under alle omstændigheder ikke føre til, at han skal have medhold. I en sådan situation ville arbejdstidsdirekti-vet ikke finde anvendelse, jf. herved præmis 88 i EU-Domstolens ovennævnte dom i Sindicatul-sagen, og Højesteret finder, at arbejdstidsloven heller ikke ville finde anvendelse, da loven i denne henseende må forstås i overensstem-melse med direktivet. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. 16 THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 30.000 kr. til Appelindstævnte (Kommune). De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 03-04-2025 kl. 12:00 Modtagere: Appellant, Advokat (H) Jens Lund Mosbek, Appelindstævnte (Kommune), Socialforvaltningen, Myndighedsafdelingen , Advokat (H) Erik Høimark