Landsrettens dom i sag om godtgørelse for eventuel overskridelse af arbejdstid på hjemmearbejdsplads stadfæstes

Ikke brud på arbejdstidsloven Appellant havde ikke krav på godtgørelse for krænkelse af arbejdstidsloven Sag BS-49851/2024-HJR Dom afsagt den 3. april 2025 Appellant mod Appelindstævnte (Kommune) Sagen angik, om Appelindstævnte (Kommune) skulle betale en godtgørelse til Appellant i medfør af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (arbejdstidsloven). Appellant og Vidne 1's søn Sagens person, der led af atypisk autisme, havde siden 2013, hvor han fyldte 18 år, boet på et bosted, men han var ikke tilfreds med bostedet. Efter en ferie hos sine forældre i marts 2016 ville Sagens person ikke tilbage til bostedet. Appellant og Vidne 1 var indstillet på, at han kunne blive boende hos dem, indtil der var fundet et nyt bosted, som de og Sagens person fandt acceptabelt. Appellant var på dette tidspunkt ledig og skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Appellant og Vidne 1 spurgte Appelindstævnte (Kommune), om det var muligt, at kommunen kunne ansætte Appellant, indtil der var fundet et nyt bosted til sønnen, således at Appellant ikke skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet, men kunne være sammen med sønnen. Appelindstævnte (Kommune) traf på den baggrund beslutning om, at der kunne ydes støtte til Sagens person i medfør af serviceloven, med henblik på at han havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede aktiviteter. Kommunen og Appellant indgik i april 2016 aftale om, at Appellant skulle udføre støtte i hjemmet til Sagens person i 30 timer om ugen til 200 kr. i timen. Aftalen var gældende, indtil den blev opsagt af Appelindstævnte (Kommune) i sommeren 2017, efter at Sagens person var flyttet til et nyt bosted. Spørgsmålet var i første række, om aftalen mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) indebar, at han var omfattet af begrebet lønmodtager i arbejdstidsloven. Hvis Appellant var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, var spørgsmålet, om han var berettiget til godtgørelse for brud på lovens bestemmelse om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, idet Appellant gjorde gældende, at han reelt havde taget sig af sønnen døgnet rundt. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at der ikke blev etableret et over- og underordnelsesforhold mellem kommunen og Appellant. Han kunne derfor ikke i den foreliggende atypiske situation anses for lønmodtager i kommunen i arbejdstidslovens forstand. Da lovens regel om maksimal ugentlig arbejdstid som følge heraf ikke fandt anvendelse, havde Appellant ikke krav på godtgørelse. Højesteret bemærkede i øvrigt, at Appellant ikke var forpligtet til at arbejde i mere end 30 timer om ugen, og at det ikke var som led i aftalen med kommunen, at han efter det oplyste havde udført et langt mere omfattende pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen. Som følge heraf ville der ikke foreligge et brud på arbejdstidslovens § 4, selv hvis Appellant måtte anses for lønmodtager i kommunen. Højesteret udtalte endvidere at Appellants synspunkt om, at han reelt som led i et ansættelsesforhold til kommunen var bundet til at udføre pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen døgnet rundt, under alle omstændigheder ikke kunne føre til, at han skulle have medhold, da loven ikke ville finde anvendelse i en sådan situation. Landsretten var kommet til samme resultat.