10, har følgende ordlyd: ”Stk. 10. Et indrejseforbud, der er meddelt i medfør af stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, kan for kortes i forbindelse med en afgørelse efter §§ 50-50 b, hvis varigheden af det meddelte indrejseforbud, jf. stk. 4, indebærer, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”
1, er sålydende: ”§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse, herunder indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 10, indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring her-om kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsæt-tes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.” Bestemmelserne i
1, og § 32, stk. 10, fik deres nuværende affattelse ved lov nr. 919 af
kapitel 4. Er dette tilfældet, vurderes det konkret, om der er forhold, der taler imod udvisning. Denne vurdering tager udgangspunkt i
. Efter
1, skal der ved afgørelse om udvisning efter §§ 25 a-25 c tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende på grund af udlændingens konkrete forhold. - 3 - I bl.a. sager om udvisning ved dom på grund af kriminalitet efter
tager vurderingen udgangspunkt i
2. Efter
2, skal en udlænding altid udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b. Bestemmelsen i § 26 b indeholder en særlig regel, hvorefter udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kun kan ske i overensstem-melse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.
2, blev ved lov nr. 469 af
2, skal anvendes i overensstemmelse med de danske myndigheders pligt til i forbindelse med en afgørelse om udvisning at inddrage de hensyn, der følger af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Hvis en udvisning ved dom ikke er iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, jf.
1, 1. pkt. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måne-der før og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat, jf.
1, 2. pkt. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig, jf.
1, 3. pkt.
1, sikrer en udvist udlænding adgang til ved domstolene at få prøvet betydningen af ændringer i udlændingens forhold, der er indtrådt efter beslutningen om udvisning, og som – hvis de havde foreligget på tidspunktet for afgørelsen om udvisning – kunne have ført til et andet resultat. - 4 Det er en betingelse, at udvisningen ikke er iværksat, og at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens personlige forhold, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, spalte 2060. Ved afgørelse af, om en udlændings forhold kan anses for at være væsentligt ændret, skal der ligesom ved den oprindelige beslutning om udvisning foretages en vurdering af, om de i
opregnede hensyn findes at burde føre til en ophævelse af udvisningsafgørelsen, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, spalte 2060. Efter de gældende regler indebærer det, at vurderingen skal ske efter de i
1, opregnede hensyn, hvis udlændingen er udvist efter
Er udlændingen derimod udvist efter
-24, skal vurderingen foretages i medfør af
2, hvorefter udvisningen alene kan ophæves, hvis udvisningen med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale [forpligtelser], herunder EMRK artikel 8, jf. dog § 26 b. I denne vurdering kan udlændingens helbredsmæssige eller familiemæssige forhold bl.a. indgå, herunder om udlændingen har en ægtefælle/samlever, om udlændingen har (fået) børn m.v., og kan efter omstændighederne føre til ophævelse af en udvisning. Som eksempler fra retspraksis kan nævnes: U 2012.1776 H: En udlænding på tålt ophold, der var udvist og idømt 2 års fængsel, fik ophævet sin udvisning under henvisning til, at udlændingen under det tålte ophold hav-de fået et barn med sin tidligere ægtefælle, som han boede med i det omfang han kunne, og idet barnet havde været udsat for en alvorlig trafikulykke. U 2012.820 Ø: Omvendt kunne der ikke ske ophævelse af udvisningen for en udlæn-ding, der var udvist og idømt 8 års fængsel, selvom hans børn efterfølgende havde er-hvervet dansk statsborgerskab, og selvom udvisningen vanskeliggjorde familielivet. U 2016.1051 Ø: En udlænding fik ophævet sin udvisning, idet udlændingen efter udvisningsdommen var blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni. Landsretten lagde vægt på, at udlændingen havde et vedvarende behandlingsbehov, at han i øjeblikket var velbehandlet med depotmedicin, og at der var risiko for, at han kunne udvikle en psykotisk tilstand og blive til fare for sig selv eller andre, hvis behandlingen blev afbrudt. Er udvisningen sket efter
-24, ses domstolene – udover at inddrage de hensyn, der er opregnet i
1 – at lægge vægt på kriminalitetens grovhed, straffens længde, hvor lang tid der er forløbet siden afgørelsen om udvisning samt længden af det meddelte indrejseforbud, herunder om indrejseforbuddet ville være udløbet, hvis udlændingen var blevet udsendt efter at have afsonet sin frihedsstraf.” Af lovforslagets specielle bemærkninger til ændringerne af § 32, stk. 10, og § 50, stk. 1, fremgår bl.a. (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr. L 189, s. 51 ff.): ”Til nr. 10 - 5
regler om indrejseforbud regulerer blandt andet, hvilken varighed et indrejseforbud meddeles for, at der kan undlades at meddele et indrejseforbud, at et indrejseforbud kan ophæves, og at et indrejseforbud kan bortfalde. Det foreslås, at der i
10, indsættes en bestemmel-se, hvorefter varigheden af et indrejseforbud, der er meddelt i medfør af § 32, stk. 1, nr. 1 eller stk. 2, kan forkortes i forbindelse med en afgørelse efter §§ 50-50 b, hvis varig-heden af det meddelte indrejseforbud, jf. stk. 4, indebærer, at opretholdelse af udvisnin-gen, jf. §§ 50-50 b, med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forplig-telser. Baggrunden for forslaget er, at det efter ordlyden i
regler om indrejseforbud er usikkert, om varigheden af et allerede meddelt indrejseforbud kan forkortes i forbindelse med en efterfølgende prøvelse af udvisningen. Formålet med forslaget er derfor at sikre, at varigheden af et indrejseforbud kan forkortes i forbindelse med en domstolsprøvelse af spørgsmålet om udvisningens ophævelse. Forslaget indebærer således, at domstolene vil kunne forkorte varigheden af et indrejseforbud i forbindelse med en prøvelse efter
-50 b, hvis varighe-den af det allerede meddelte indrejseforbud betyder, at en opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der vil således være mulighed for at forkorte varigheden af et meddelt indrejseforbud ved en prøvelse efter
, som er en prøvelse af udvisningen, der kan finde sted forud for effektueringen af udvisningen. Der vil endvidere være mulighed for at forkorte varigheden af et meddelt indrejseforbud ved en prøvelse af udvisningen efter
a, som er en obligatorisk prøvelse i tilfælde, hvor udlæn-dingen er idømt en foranstaltningsdom. Der vil endelig være mulighed for at forkorte varigheden af et meddelt indrejseforbud ved en prøvelse af udvisningen efter udlændin-gelovens § 50 b, som er en obligatorisk prøvelse forbeholdt udlændinge omfattet af EU-reglerne. Som udgangspunkt vil varigheden af et meddelt indrejseforbud ikke skulle forkortes. Det er således alene i tilfælde, hvor varigheden af et meddelt indrejseforbud vil have selvstændig og afgørende betydning for, om en udvisning vil kunne opretholdes uden med sikkerhed at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Domstolene vil i forbindelse med en prøvelse efter
-50 b, af egen drift skulle påse, om et meddelt indrejseforbud har en varighed, der medfører, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationa-le forpligtelser, og om dette vil kunne imødekommes ved at forkorte varigheden af det meddelte indrejseforbud. … Til nr. 15 Det fremgår af
1, 1. pkt., at hvis en udvisning ikke er iværksat, jf. § 49, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. - 6 Det foreslås, at
1, 1. pkt., ændres således, at en udlænding også kan begære spørgsmålet om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 10, indbragt for retten. Baggrunden for forslaget skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i
10, hvor det foreslås at indføre en adgang til at forkorte varigheden af et meddelt indrejseforbud, hvis varigheden af det meddelte indrejseforbud er af afgørende betydning for, om en udvisning vil kunne opretholdes uden med sikkerhed at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Forslaget indebærer, at domstolene i forbindelse med en prøvelse efter udlændingelo-vens § 50, stk. 1, vil skulle tage stilling til, om varigheden af et meddelt indrejseforbud kan forkortes i de tilfælde, hvor en udvisning som udgangspunkt ikke kan opretholdes på grund af ændringer i udlændingens forhold. Forslaget indebærer således, at domsto-lene i forbindelse med prøvelsen vil kunne forkorte varigheden af det meddelte indrejse-forbud, jf. den foreslåede stk. 10 i
. Vil udvisningen kunne op-retholdes ved i stedet at forkorte varigheden af det indrejseforbud, som blev meddelt i forbindelse med den oprindelige udvisning, vil domstolene skulle forkorte indrejsefor-buddet og undlade at ophæve udvisningen.” Højesterets begrundelse og resultat Baggrund og problemstillinger Ved Københavns Byrets dom af
1, om at ophæve udvisningen eller forkorte indrejseforbud-dets varighed ikke taget til følge. Ved kendelse af 12. april 2024 blev byrettens kendelse stad-fæstet af landsretten. - 7 For Højesteret har Domfældte påstået, at landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling i landsretten. Domfældte har subsidiært nedlagt på-stand om ophævelse af udvisningen i de to domme, mere subsidiært at indrejseforbuddet i dommene forkortes. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Prøvelsen efter
1 En udlænding, der påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i dennes forhold, kan forlange, at spørgsmålet om udvisningens ophævelse, herunder indrejseforbuddets varighed, indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, jf.
1, 1. pkt. Bestemmelsen sikrer en udvist udlænding adgang til ved domstolene at få prøvet betydningen af ændringer i udlændingens forhold, som er indtrådt efter afgørelsen om udvisning, og som – hvis de havde foreligget på tidspunktet for afgørelsen om udvisning – kunne have ført til et andet resultat. Er udlændingen som i denne sag udvist efter
-24, skal vurderingen af spørgsmålet om udvisningens ophævelse ifølge forarbejderne foretages efter
2. Dette indebærer, at udvisningen alene skal ophæves, hvis opretholdelsen af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tilsvarende gælder vedrørende spørgsmålet om forkortelse af varigheden af et indrejseforbud, jf.
10. Hvis udlændingen har mindreårige børn, skal betydningen af ændringer vedrørende børnene inddrages i vurderingen (proportionalitetsafvejningen) i en sag efter
1, om ophævelse af udvisningen af moren eller faren eller forkortelse af varigheden af indrejseforbuddet. Hensynet til børnene skal derfor belyses. Den konkrete sag Domfældte har anført navnlig, at det udgør en alvorlig mangel ved sagens oplysning, at hendes datter ikke er blevet afhørt. Landsrettens kendelse skal derfor ophæves, og sagen skal hjemvises til fortsat behandling i landsretten. Der er i sagen foretaget afhøringer af en række personer, herunder Domfældtes datters plejemor, og disse personer har belyst betydningen af udvisningen og udsendelsen af Domfældte - 8 set ud fra hendes datters perspektiv. Der er endvidere tilvejebragt oplysninger fra navnlig de sociale myndigheder om bl.a. datterens helbredsmæssige forhold og relationen mellem Domfældte og datteren. Efter disse oplysninger må det ubestridt lægges til grund, at Domfældtes datter ønsker, at hendes mor skal forblive her i landet, og at ud-visningen af moren skal ophæves. I lyset heraf finder Højesteret, at Domfældtes datters forhold er tilstrækkeligt belyst. Der er derfor ikke behov for direkte at afhøre datteren til brug for spørgsmålet om udvis-ningens ophævelse eller forkortelse af indrejseforbuddets varighed. Danmarks internationale forpligtelser, herunder børnekonventionens artikel 12 om høring af børn, kan ikke føre til en anden vurdering. Højesteret tager herefter ikke påstanden om ophævelse og hjemvisning til følge. Med hensyn til spørgsmålet om ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddets varighed har Domfældte anført navnlig, at der foreligger væsentlige ændringer i hendes forhold, som indebærer, at udvisningen ikke længere kan opretholdes, eller at va-righeden af indrejseforbuddet i hvert fald skal forkortes. Hendes datter har fået konstateret alvorlige, varige psykiske lidelser, herunder tilknytningsforstyrrelse og ADHD. Datteren er derfor flyttet på institution for unge. Efter hendes udsendelse til Usbekistan i juli 2024 er hen-des datters trivsel og velbefindende blevet forværret, hvilket må tilskrives fraværet af hende som mor. Domfældte har i stort set hele datterens levetid ikke boet sammen med datteren. Hen-des kontakt med datteren før udsendelsen til Usbekistan i juli 2024 var endvidere meget be-grænset. Hun er ved landsrettens dom af
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.