Højesteret ændrede landsrettens afgørelse i sag om nedsættelse af landbrugsstøtte og hjemviste spørgsmål om bl.a. force majeure til Miljø- og Fødevare

Om kravene for at godkende et areal som miljøfokusområde efter EU-reglerne EU-reglerne måtte forstås på den måde, at udsåning af efterafgrøder ikke er tilstrækkeligt til, at et areal kan godkendes som miljøfokusområde Dom afsagt den 25. april 2025 Sag BS-28678/2023-HJR Appellant, tidligere Sagsøger mod Miljø- og Fødevareklagenævnet Landbrugsstyrelsen havde truffet afgørelse om, at efterafgrøderne på tre af Appellants, tidligere Sagsøger marker ikke opfyldte kravene til miljøfokusområder. Styrelsen begrundede dette med, at efterafgrøderne på to af markerne fremstod utilstrækkelige og ikke fremstod som en blanding af forskellige afgrøder, og at efterafgrøderne på en af markerne ikke var etableret. Som følge heraf blev Appellants, tidligere Sagsøger landbrugsstøtte under ordningen ”grøn støtte” nedsat, og han blev pålagt en administrativ sanktion i form af en yderligere nedsættelse af støttebeløbet. Styrelsen fandt, at der ikke forelå force majeure på grund af påberåbte forhold om snegleangreb og etableringsmetode, og at disse forhold ikke indebar, at Appellant, tidligere Sagsøger bevarede retten til landbrugsstøtte for de tre marker. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse. Sagen for Højesteret angik i første række, om klagenævnets afgørelse var ugyldig allerede som følge af, at EU-reglerne måtte forstås på den måde, at de alene indeholder et krav om, at efterafgrøder skal være udsået. Højesteret fandt, at EU-reglerne måtte forstås på den måde, at det er en betingelse for at godkende et areal som miljøfokusområde, at der er sket fremspiring og etablering af en blanding af efterafgrøder. Udsåning af efterafgrøder var således ikke tilstrækkeligt til, at et areal kunne godkendes som miljøfokusområde efter EU-reglerne. Højesteret fandt i øvrigt ikke grundlag for at fastslå, at klagenævnet ved afgørelsen havde anvendt kriterier, der ikke var i overensstemmelse med EUreglerne. Spørgsmålet var herefter, om nogle forhold, som Appellant, tidligere Sagsøger havde påberåbt sig om snegleangreb, etableringsmetode og nedbørsforholdene i sommeren 2017, udgjorde force majeure, og om Appellant, tidligere Sagsøger som følge heraf bevarede retten til landbrugsstøtte, og om de nævnte forhold kunne føre til, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke blev pålagt en administrativ sanktion. Højesteret fandt, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke havde godtgjort, at de påberåbte forhold vedrørende snegleangreb og etableringsmetode udgjorde force majeure. Højesteret fandt dog, at klagenævnet i sin afgørelse burde have taget stilling til, om nedbørsforholdene i sommeren 2017 udgjorde force majeure i forhold til spørgsmålet om miljøfokusområder, og om Appellant, tidligere Sagsøger som følge heraf bevarede retten til landbrugsstøtte for de tre marker. Højesteret hjemviste derfor dette spørgsmål til klagenævnet. Endvidere fandt Højesteret, at klagenævnet også burde have taget stilling til, om det, som Appellant, tidligere Sagsøger havde påberåbt sig om snegleangreb, etableringsmetode og usædvanlige nedbørsforhold, kunne føre til, at han ikke skulle pålægges en administrativ sanktion efter EUreglerne. Højesteret hjemviste herefter også dette spørgsmål til klagenævnet. Landsretten var nået til et andet resultat.