RETTEN I AARHUS DOM afsagt den 11. marts 2024 Sag BS-28794/2022-ARH HK Danmark som mandatar for Sagsøger (advokat Leif Hove-Donbæk v/Advokatfuldmægtig) mod Ankestyrelsen (selv v/ Chefkonsulent ) Denne

§ 40a, stk.

1, nr. 3, ikke er opfyldt. Det er en betingelse – og en forudsætning – for tilbagebetaling

§ 40a, stk.

1, nr. 3, at sagsøger uberettiget har modtaget erstatningen mod bedre vidende. I denne sag har sagsøger løbende og loyalt oplyst om ændringerne i sine erhvervsmæssige forhold 12 til arbejdsskademyndighederne. Sagsøger har således ikke modtaget erstatningen for tab af erhvervsevne mod bedre vidende, det vil sige i ond tro. Betingelsen efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, er dermed ikke opfyldt. Når sagsøger har oplyst loyalt om ændringerne i sine erhvervsmæssige forhold til arbejdsskademyndighederne, må han have en berettiget forventning om, at de hurtigt vil træffe en ny afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, såfremt de vurderer, at han ikke er berettiget hertil. Det har arbejdsskademyndighederne ikke gjort i denne sag. Sagsøger oplyste arbejdsskademyndighederne om ændringen i sine erhvervs-mæssige forhold første gang via speciallægeerklæringen af

1. juni 2019, som blev fulgt op af en meddelelse fra HK Danmark af
2. juni
3. Først
4. marts 2021 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om tilbagebetaling, som blev stadfæstet af sagsøgte
5. januar
6. I perioden fra sagsøger oplyste om den erhvervsmæssige ændring i juni 2019 og frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om tilbagebetaling af
7. marts 2021, som først blev stadfæstet
8. januar 2022, er det sagsøgtes påstand, at sagsøger burde have vidst, at han modtog for meget i erhvervsevnetabserstatning. Heri ligger, at sagsøger burde være i stand til at udregne, hvor meget han modtog i erstatning, som han ikke var berettiget til. Det er en yderst kompleks regneproces at ud-regne, hvor meget man er berettiget til i erstatning for tab af erhverv-sevne, hvorfor det ikke skal være op til skadelidte at beregne dette. I perioden fra
9. maj 2019 til september 2019 forsøgte sagsøger at arbejde fuld tid i hans arbejdsprøvning/praktik. Han var derfor ved at få afklaring på, hvor meget han var i stand til at arbejde, hvilket han også loyalt informerede arbejdsskademyndighederne om. Sagsøger arbej-dede således fuld tid fra
10. maj 2019 til september 2019, indtil han i sep-tember 2019 blev raskmeldt med en § 56-aftale. Sagsøger blev dog fuldtidssygemeldt igen fra
11. oktober
12. Der var således tale om en ganske kort periode, hvor sagsøger reelt arbejdede svarende til fuldtid. Det skal ikke komme sagsøger til skade, at arbejdsskademyndighederne ikke var hurtigere til at reagere på underretningen omkring ændringen i hans erhvervsmæssige situation, da det ikke kan være op til ham selv at være i stand til at vide, hvor meget erhvervsevnetabserstatning, der eventuelt skal tilbagebetales. I denne sag har vi at gøre med en skadelidt uden erstatningsretlige eller beregningsmæssige forudsætninger, hvilket Arbejdsmarkedets Erhvervssikring selv fremhæver i afgørelsen af
13. marts 2021 (bilag 15, side 6), hvoraf fremgår: ” Selvom du ikke har viden om beregningen af erstatningen for tab af erhverv-sevne (…)” (min understregning). Arbejdsmarkedets Erhvervssikring påpeger således selv, at sagsøger ikke har haft den fornødne viden til at beregne sin indtægtsnedgang. Sagsøger har modtaget erstatningen i god tro, forbrugt erstatningen til dækning af almindelige leveomkostninger og iagttaget sin underretningspligt

§ 42, stk.

1. Hertil kommer, 13 at sagsøger har henholdt sig til en upåklaget, lovlig og gyldig afgørelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af
2. marts
3. Sagsøger kunne derfor med rette gå ud fra, at den erstatning, han modtog, var korrekt. På baggrund af det i sagen fremførte, har sagsøger således godtgjort, at der er det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgø-relse af
4. januar
5. Ad subsidiær påstand Sagsøger gør gældende, at sagen skal hjemvises, idet arbejdsskademyndighederne har anvendt reglen i arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, forkert. Da dette er udtryk for forkert retsanvendelse, skal sa-gen hjemvises til fornyet behandling. Ad mere subsidiær påstand Sagsøger har i den mere subsidiære påstand gjort gældende, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger skal tilbagebetale erstatning for en periode efter Rettens skøn, dog kortere end perioden fra
6. maj 2019 til
7. marts
8. Det er sagsøgers opfattelse, at en skadelidt, uden juridisk forståelse, bliver pålagt en urimelig byrde ved at skulle tilbagebetale erstatning for tab af erhvervsevne. Sagsøger har forbrugt erstatningen til dækning af almindelige leveomkostninger, hvorfor der af indrettelseshensyn til sagsøger bør ske nedsættelse af tilbagebetalingssummen. Opsummering Retten skal i denne sag tage stilling til, om sagsøgte er berettiget til at fortolke arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, således, at den giver adgang til at kræve tilbagebetaling af ydelser i en sag, hvor der ikke er tvivl om, at sagsøger har oplyst loyalt om ændringerne i sine erhvervsmæssige forhold, henholdt sig til den trufne afgørelse og hvor der ikke er oplysninger om svig eller anden forsøg på unddragelse. I 2009 indsatte lovgiver bestemmelsen for tilbagebetaling i arbejdsskadesikringslovens § 40 a. Bestemmelsen var ment som en kodificering af et i forvejen snævert anvendelsesområde for ydelser, der går til den nødvendige livsførelse for værnede skaderamte og i 11 år blev bestemmelsen heller ikke anvendt til andet end for det meste at afvise tilbagebetaling. Uden hjemmel i hverken dom eller lov, ændrede Ankestyrelsen med principmeddelelse 13-20 denne retstilstand i maj
9. Principmeddelelsen medførte, at skadelidte skulle tage ansvar for at ”gå imod” en lovlig afgørelse og beregne, hvad en given ydelse før skat blev efter skattetræk og tilsidesætte det relevante beløb, for endeligt, hvis beregningen var korrekt at anmode om tilbagebetaling fra SKAT og derefter overføre det samlede beløb til forsikringsselskabet, under ansvar for rentebetaling. Det er sagsøgers opfattelse, at dette ikke er lovmedholdeligt. En myndighedsafgørelse fastsætter, hvad der er gældende ret for borgeren, og som borger skal man kunne støtte ret på denne afgørelse, indtil en ny afgørelse er truffet. 14 Myndighederne var ved bestemmelsens tilblivelse orienteret om, at det ville medføre problemer med uberettigede udbetalinger, men valgte at ignorere dette og således er den nugældende praksis, der er hjemlet i principmeddelelse 13-20, ikke lovmedholdelig og den påstævnte afgørelse er således ugyldig og skal tilsidesættes. Subsidiært bør sagen hjemvises og ny principmeddelelse træffes og mere subsidiært bør højst en del af perioden være tilbagebetalingsplig-tig. …” Ankestyrelsen har i sit påstandsdokument anført: ”… Anbringender Der henvises til det tidligere anførte og de i ovenfor indeholdte anbringer, herunder særligt, at Sagsøger modtog den uberettigede er-statning mod bedre vidende, og at Sagsøger som sagsøger under retssagen ikke har godtgjort fornødent sikkert grundlag for tilsidesæt-telse af Ankestyrelsens afgørelse. Blandt flere elementer kan fremhæves, at allerede karakteren af ændringen af den erhvervsmæssige situation (at Sagsøger overgik til at være fuldtidsansat) og ændringens effekt (opnåelse af samme eller hø-jere løn, sammenlignet med før arbejdsskaden) taler afgørende for, at Ankestyrelsens med rette har truffet afgørelse om tilbagebetaling. Ankestyrelsen har i afgørelsen af den administrative sag skullet godt-gøre grundlaget for, at Sagsøger modtog den uberettigede erstat-ning mod bedre vidende, men det er Sagsøger skal som sagsøger under retssagen godtgøre, at der er fornødent grundlag for at tilside-sætte Ankestyrelsens afgørelse. Stævningen indeholder ikke nye væsentlige oplysninger i forhold til grundlaget for Ankestyrelsens afgørelse. Stævningen kan derfor ikke i sig selv give grundlag for at rejse tvivl om rigtigheden af Ankestyrel-sens afgørelse. For så vidt angår den for sagen centrale vurdering af, om erstatning er modtaget mod bedre vidende, jf. arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, gøres det gældende, at Ankestyrelsens afgørelse med rette og på behørigt grundlag beror på en samlet konkret vurdering af, om Sagsøger har modtaget for høj erstatning for tab af erhvervsevne mod bedre vidende. Følgende elementer – ikke udtømmende – indgår generelt i vurderin-gen: • Om Sagsøger er vejledt om sin oplysningspligt • Om det tilstrækkeligt tydeligt fremgår af tidligere begrundelsen for afgørelsen, her Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse 15 af den
10. marts 2019 (bilag 2), på hvilket grundlag Sagsøger har ret til erstatning for tab er erhvervsevne, og hvornår en ændring i den erhvervsmæssige situation derfor kan have betyd-ning for retten til erstatning • Karakteren af ændring af bl.a. den erhvervsmæssige situation – fx overgår fra at være uden for arbejdsmarkedet til at komme i arbejde • Om Sagsøger har særlige forudsætning/begrænsninger i forhold til at indse, at der er tale om en for høj erstatning • Om størrelsen af den for høje erstatning og dermed ændringen; om differencen er så stor, at Sagsøger uden vanskelighe-der kunne indse eller burde have indset fejlen Der fremgår klart af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af
11. marts 2019 (bilag 2), hvad der er grundlag for at modtage erstatning med afsæt i erhvervsevnetab på 45 procent: Arbejde med skånehensyn 15- 20 timer om ugen/forventet årlig løn cirka 170.000 til 180.000 kroner. I den for tilbagebetaling relevante periode har Sagsøger arbejdet fuld tid (og/eller modtaget fuld løn under sygdom svarende hertil) og modtaget løn svarende til 365.773,36 kroner årligt. Det gøres gældende, at Sagsøger har eller burde have indset forandring i såvel grund-lag for løn samt indtægtsstigningen. Betragtninger om underretningspligt, jf. arbejdsskadesikringsloven § 42, er ikke i sig selv afgørende men indgår alene som en del af den sam-lede vurdering af, om en erstatning er modtaget mod bedre vidende. Det er således i
12. kommenterede udgave af Arbejdsskadesikringsloven, side 914, bl.a. anført, at ”Det, at den tilskadekomne har opfyldt sin oplysningspligt, er heller ikke i sig selv nok til at nægte tilbagebetaling” , jf. hertil principmeddelelse 13-20 og landsretsdom af
13. november
14. Det gøres gældende, at underretninger ikke fører til ændret resultat. Sagsøger er ikke tillagt særlige forudsætninger eller forventet at kunne foretage beregninger. Da sagen ikke er afgjort ud fra en betragt-ning om, at Sagsøger har særlige forudsætninger i forhold til sin forståelse af sagen, er der ikke givet anledning til yderligere herom. Det er af sagsøger anført, at det ikke skal komme sagsøger til skade, at arbejdsskademyndighederne ikke har været hurtigere til at træffe afgørelser. Det bemærke hertil og supplerende til at af sagsøger anførte og bestemmelsens tilblivelse/udvikling, at det af forarbejder til arbejdsskadesikringslovens § 40a, Beskæftigelsesministeriets høringsnotat af
15. november 2008 (bilag 1 til lovforslag nr. 88 samling 2008-09, svar fra Forsikring & Pension) fremgår, at lovgiver har været opmærksom på, at der i en sag som den foreliggende vil være en vis sagsbehandlingstid, når der på baggrund af ændringer i de underliggende erhvervsmæssige forhold skal tages stilling til, om en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne skal videreføres eller ændres. Afgørelsen kan med andre ord ikke træffes samtidig med, at ændringen i de underlig-gende forhold indtræder. 16 Det gøres gældende, at det tidsmæssige og forholdsvis normale forløb i denne sag ikke i sig selv afskærer tilbagebetalingskrav ud fra et indretningssynspunkt eller tilsvarende. Ad sagsøgers subsidiære påstand: Der er nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning under henvisning til en ikke nærmere uddybet betragt-ning om forkert retsanvendelse. Påstanden har ikke nogen selvstændig funktions sammenholdt med de øvrige påstande herunder henset til, at påstanden i sig selv ikke vil føre til en ændret behandling/afgørelse uden nærmere om ændret retsanvendelse. Påstanden er dermed ikke i sig selv egnet til at udgøre en domskonklusion. Det påstås heroverfor afvisning, subsidiær frifindelse. Der er derudover nedlagt en mere subsidiær påstand om, at højest en del af den i sagen omtalte periode for tilbagebetaling,
16. maj 2019 til
17. marts 2020, bør være tilbagebetalingspligtig. Der er ikke anført nær-mere anbringender til støtte for en delvis tilbagebetalingspligt, herun-der for en kortere periode. Der kan på det foreliggende grundlag henvi-ses til de i øvrigt anførte grunde til frifindelse anført ovenfor …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Der er enighed om, at Sagsøger uberettiget har modtaget erstatning for tab af erhvervsevne i perioden fra den
18. maj 2019 til den
19. marts
20. Der er endvidere enighed om, at Sagsøger har opfyldt sin oplysningspligt efter arbejdsskadesikringsloven. Ankestyrelsens afgørelse om tilbagebetaling er truffet

§ 40a, stk.

1, nr. 3, hvorefter der træffes afgørelse om tilbagebeta-ling, når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven. Det fremgår af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af

1. marts 2019, at Sagsøger på dette tidspunkt var i gang med virksomhedsrevalidering og modtog løn og supplerende sygedagpenge, og at man ikke vidste, hvordan hans erhvervsmæssige situation ville ende med at blive, hvorfor der er truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Det oplyses, at man vil starte behandlingen af spørgsmålet igen den
2. december
3. Af afgø-relsen fremgår, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal have oplysning, hvis der sker ændringer i Sagsøgers erhvervsmæssige situation, og som ek-sempel på en situation, der skal oplyses op, nævnes, at der sker væsentlige æn-dringer i ansættelsen, f.eks. at der arbejdes flere timer. Ifølge afgørelsen vurde-res det, at Sagsøger med de rette skånehensyn kan arbejde 15-20 timer om ugen, og at han kan tjene ca. 170.000-180.000 kr. 17 Den
4. november 2019 meddelte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring Sagsøger, at sagen vedrørende erhvervsevnetab blev taget op til revision for at træffe en ny afgørelse, og Sagsøger modtog på samme tidspunkt et spør-geskema til udfyldelse. Den
5. februar 2021 meddelte Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring, at afgørelsen nu forventedes senest juni 2021, da man var nødt til at indhente ekstra oplysninger om Sagsøgers sygemelding den
6. de-cember
7. Det er ubestridt, at Sagsøger den
8. maj 2019 begyndte at arbejde fuld tid hos sin tidligere arbejdsgiver Søstrene Grenes Import A/S, og at han i perioden fra den
9. maj 2019 til den
10. marts 2020 fik fuld løn herunder under sygdom med 365.773 kr. Under hensyn til begrundelsen og oplysningerne i afgørelsen af
11. marts 2019, finder retten, at Sagsøger henset til den væsentlige ændring både for så vidt angår antallet af arbejdstimer og størrelsen af lønindtægten, der steg med mere end 100%, burde have indset, at overgangen til arbejde på fuld tid og stig-ningen i lønnen som følge heraf i perioden
12. maj 2019 til
13. marts 2020 ville have betydning for hans ret til erstatning. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder retten derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse om, at det var mod bedre vidende, at Sagsøger modtog for me-get i erstatning i den anførte periode. Sagsbehandlingstiden hos Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan ikke føre til et andet resultat. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af Ankestyrelsens udgift til rettergangsfuldmægtig med 28.000 kr. Det er bl.a. indgået, at der er afsagt kendelse om spørgsmål vedrørende henvisning til landsretten og 3 dommer behandling. Beløbet er ikke tillagt moms, da retten lægger til grund, at Ankestyrelsens udgift til bistand fra egne ansatte ikke er momsbelagt. THI KENDES FOR RET: Ankestyrelsen frifindes. HK Danmark som mandatar for Sagsøger skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen med 28.000 kr. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 11-03-2024 kl. 12:00 Modtagere: Sagsøgte Ankestyrelsen, Advokat (L) Leif Hove-Donbæk, Mandatar HK Danmark, Sagsøger