← Danmark

ECLI:DK:OLR:2025:BS0000000539 Byrettens dom i BS-3222/2021-SHR stadfæstes, således at appellant 1 og 2's krav om godtgørelse efter vikarloven afvises.

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 24. april 2024 Sag BS-45303/2021 (22. afdeling) HK Danmark som mandatar for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS

§ 8, stk.

  1. Det er en konsekvens af dommen, at Adecco A/S ikke kan på-beråbe sig lovens § 3, stk. 5 til støtte for, at der ikke skal tilkendes en godtgørelse.” Dansk Erhverv Arbejdsgiver har heroverfor procederet i overensstemmelse med sit procesindlæg af
  2. marts 2024, hvoraf fremgør følgende: ”Indstævnte samt biintervenienterne DI og DA protesterer mod appellanternes nye påstande og tilhørende anbringender i appellanternes påstandsdokumenter af
  3. ds., som angivet nærmere nedenfor. Appellanterne har først i påstandsdokumenterne af
  4. ds. anført, at de i replikken nedlagte påstande 1a og 2a (åbenbart) angik godtgørelse efter vikarloven, hvilket på ingen måde var klart angivet i replikken, hvor det blot var anført i påstandene, at de angik ”godtgørelse” , hvilket indstævnte og biintervenienterne antog var en udskillelse af påstanden om godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse. Derudover havde appellanterne i replikkens side 4 en række betragt-ninger om C-311/21 (Timepartner), der på ingen måde klargjorde, at der var nedlagt en påstand om godtgørelse efter vikarloven, eller hvad appellanterne præcist gjorde gældende med det anførte. I øvrigt blev replikken kun afgivet i sag BS-45303/2021-OLR. 18 Da det ikke fremstod med den fornødne klarhed, hvorledes appellan-terne ville anvende Timepartner-dommen, fremsatte indstævnte en op-fordring (A) til appellanterne i samlet processkrift af
  5. oktober 2023 til at redegøre herfor. Med opfordringen gjorde indstævnte samtidig gældende, at sager, om hvorvidt betingelserne i

§ 3, stk.

5 er opfyldt, ikke kan behandles ved de civile domstole, jf.

§ 3, stk.

7, og arbejdsretslovens § 9, stk.

  1. Denne opfordring forblev ubesvaret, idet det fremgår af appellanternes meddelelse af
  2. december 2023, at appellanterne ikke ville indlevere yderligere processkrifter. På den baggrund har indstævnte været af den opfattelse, at appellanterne frafaldt at anvende Timepartner-dommen. Imidlertid kan indstævnte konstatere, at dette ikke er tilfældet, da der – udover hvad der var anført i replikken i sag BS-45303/2021-OLR – nu anføres klart i påstandsdokumentet i sag BS- 45303/2021-OLR, at der nedlægges påstand om en godtgørelse efter vikarloven som alternativ til en godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse. Alene godtgørel-se efter lov om tidsbegrænset ansættelse var en del af sagen i Sø- og Handelsretten. For så vidt angår sag BS-8528/2023-OLR angives det for første gang i påstandsdokumentet, der blot henviser til påstandsdokumentet i sag BS45303/2021-OLR, da der som sagt ikke er afgivet replik i denne sag. Indstævnte protesterer derfor mod, at appellanterne kan nedlægge påstandene om godtgørelse efter vikarloven og gøre ovennævnte anbringender gældende på dette tidspunkt lige inden hovedforhandlingen. Retsplejelovens § 383 Det fremgår af retsplejelovens § 383, stk. 1, at påstande og anbringen-der, der ikke har været gjort gældende i foregående instans mod mod-partens protest alene kan tages i betragtning med rettens tilladelse. Appellanterne anfører selv i påstandsdokumentet side 6 i sag BS45303/2021-OLR, at ”som nyt for landsretten gøres gældende …” . Det kan dermed ubestridt lægges til grund, at appellanterne fremsætter nye anbringender for landsretten. For så vidt angår sag BS-8528/2023-OLR i øvrigt først i påstandsdokumentet ved en henvisning til påstandsdokumentet i BS-45303/2021-OLR. Derfor gøres det gældende, at landsretten ikke bør tillade de nye påstande og anbringender fremsat, idet indstævnte protesterer herimod, og der ikke foreligger undskyldende omstændigheder for den sene fremsættelse, jf. retsplejelovens §
  3. Tværtimod undlod appellanterne som nævnt at besvare indstævntes opfordring i samlet processkrift af
  4. oktober 2023 og meddelte blot ved meddelelse af
  5. december 2023, at der ikke var behov for yderli-gere processkrifter. 19 Derudover vil tilladelse af den nævnte påstand og tilhørende anbrin-gender blot medføre, at på- standene efterfølgende må afvises af lands-retten, se nedenfor. Dette anføres også som argument for, at landsretten ikke bør tillade de nye påstande og anbringender. Arbejdsrettens kompetence Skulle landsretten mod forventning tillade de nye påstande og anbringender fremsat, påstår indstævnte afvisning af påstandene, og det gøres i den forbindelse gældende, at påstandene og anbringenderne alene kan prøves i Arbejdsretten, som er enekompetent. Det fremgår af vikar-lovens § 3, stk. 7, arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, jf. § 11 samt afgørel-se truffet af Højesteret, UfR 2020.845H, som vedhæftes denne protest. Højesteret anførte således følgende i ovennævnte afgørelse: ” Højesteret finder på denne baggrund, at

§ 3, stk.

7, og arbejds-retslovens § 9, stk. 1 , nr. 9, jf. § 11, må forstås således, at det hører under Arbejdsrettens enekompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt funktionærove-renskomsten lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer. Det følger endvidere af

§ 3, stk.

6, og arbejdsretslovens § 9, stk. 5, at Arbejds-retten kan tage stilling til overholdelse af ligebehandlingsprincippet i vikar-lovens § 3, stk. 1, hvis vikaren er medlem af en faglig organisation, og Arbejds-retten kan træffe afgørelse om efterbetaling og godtgørelse, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 12.” Det gøres på den baggrund gældende, at det henhører under Arbejdsrettens enekompetence at tage stilling til hvilken betydning Timepart-nerdommen kan have for nærværende sager, da appellanterne med Timepartner-dommen in mente gør gældende, at ligebehandlingsprincippet har været krænket, og at appellanterne som følge heraf har krav på kompensation for blandt andet manglende løn under sygdom. Sager om hvorvidt den konkrete overenskomst opfylder betingelserne i § 3, stk. 5, således at der kan ske fravigelse af ligebehandlingsprincippet i stk. 1, afgøres alene af Arbejdsretten, jf. § 3, stk.

  1. For så vidt angår spørgsmålet om godtgørelse efter vikarloven, gøres det også her gældende, at det henhører under Arbejdsrettens enekom-petence at tage stilling til dette. Appellanterne har gjort gældende, at retten til godtgørelse udspringer af en krænkelse af ligebehandlings-princippet. Men for overhovedet at kunne tage stilling til, hvorvidt der skal ske ligebehandling eller ej, er det nødvendigt først at tage stilling til om den konkrete overenskomst opfylder betingelserne i § 3, stk.
  2. Det-te henhører utvivlsomt under Arbejdsrettens kompetence. …” HK Danmark har bestridt at have nedlagt nye påstande under anken eller fremsat nye anbringender i påstandsdokumenterne og har under hovedforhandlingen procederet dette spørgsmål i overensstemmelse med sit skriftlige indlæg af
  3. marts 2024, hvoraf fremgår følgende: ”Adecco har gjort gældende, at indstævnte i påstandsdokumentet er kommet med nye påstande og nye anbringender. Det bestrides. 20 I replikken i sag 1 BS 45303-2021 fremgår …: Mere konkret gøres gældende, at såfremt landsretten når frem til, at vikardirektivet finder anvendelse, følger det af det citerede fra Timepartner dommen, at Adecco A/S konkret skal løfte beviset for, at Adecco A/S har kompenseret de 2 appellanter for manglende løn under sygdom, ved at tildele dem fordele, der konkret har kompenseret, at de 2 appellanter i modsætning til Siemens faste ansatte ikke har fået løn under sygdom, hvilket udgør forskelsbehandling. Det bestrides, at der kan peges på sådanne fordele. Af samme grund har appellanterne krav på betaling af løn under sygdom. Den manglende betaling af løn under sygdom udgør dermed en krænkelse af lovens § 3, stk. 1, og dermed bør appellanterne tilkendes en godtgørelse efter

§ 8, stk.

  1. Det er en konse-kvens af dommen, at Adecco A/S ikke kan påberåbe sig lovens § 3, stk. 5 til støtte for, at der ikke skal tilkendes en godtgørelse. Det skete samtidig med, at der blev nedlagt en specifik påstand om betaling af yderligere 25.000 kr. i godtgørelse, der vedrørte denne problemstilling. Hvordan det kan udlægges til, at der i påstandsdokumentet er nyt, for-står jeg ikke. Men endnu mere mystisk bliver det for appellanterne, da Adecco i Sam-let Processkrift … har anført følgende: Appellanten har i replikken af
  2. april 2023 gjort gældende, at der skal tilkendes en godtgørelse, da der ikke er sket betaling af løn under sygdom. Appellantens argumentation for, at der skal tilkendes en godtgørel-se, er imidlertid cirkulær, da

§ 3, stk.

1, som hjemler en evt. godtgørelse, ikke finder anvendelse, ”hvis vikarbureauet om-fattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark…” , jf. § 3, stk.

  1. På den baggrund finder § 3, stk. 1 ikke anvendelse med den konsekvens, at en evt. godtgørelse i disse sager savner hjem-mel, og derfor ikke kan tilkendes. Adecco har altså specifikt forholdt sig til anbringenderne, og skriver direkte, at ”Appellanten har … … gjort gældende” . Det er korrekt, at det samme anbringende ikke er anført i specifikke dokumenter som appellanterne har fremlagt i sag
  2. Appellanterne er gået ud fra, at anbringender i én sag var anbringender i begge sager, da sagerne blev sambehandlet. Det samme synes at have været Adeccos opfattelse, da Adecco har afgivet 2 processkrifter i begge sager …. I ingen af processkrifterne er der vedrørende de juridiske spørgsmål sondret mellem de 2 sager. 21 Tværtimod behandler Adecco replikken som afgivet i begge sager, jf. eksempelvis dette afsnit …: På baggrund af appellantens opfordringer i replikken, er det rele-vant nærmere at redegøre for vikarloven. Vikarloven indfører som udgangspunkt et ligebehandlingsprincip, der betyder, at brugervirksomhedens løn- og ansættelsesvilkår på en række områder skal følges af vikarbureauet over for vikaren. Der er tale om følgende områder: løn, arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage, jf.

§ 3, stk.

  1. Replikken behandles af Adecco som ens i begge sager. Da appellanterne meddelte, at der ikke var behov for yderligere skriftveksling, var det på baggrund af denne forståelse. Hvis appellanterne har overset et formelt krav, om at det nye anbrin-gende specifikt skulle have været anført i sag 2, gøres gældende, at landsretten trods modpartens protest skal tillade anbringendet frem-ført. Til støtte herfor gøres gældende, at Adecco fuldt ud har forholdt sig til anbringendet, at sagerne er juridisk identiske, og at appellanterne har haft en berettiget forventning om, at anbringendet var gjort gældende i begge sager. Blot for en ordens skyld bemærkes, at ingen af de synspunkter, som Adecco har anført i indlæg af
  2. marts 2024 til Østre Landsret, er nye for appellanterne. Det er ikke nyt, at Adecco mener landsretten skal afvise at tage stilling til problemstillingen fordi kompetencen er hos Arbejds-retten, og det er allerede fremme i replikken og i de 2 fælles processkrif-ter, som Adecco har afgivet. …” Landsrettens begrundelse og resultat Sagernes formalitet Afvisning af Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR påstande: Adecco A/S har påstået dele af Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021SHR, Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR påstande afvist, principalt med henvisning til retsplejelovens § 383, subsidiært med henvisning til

§ 3, stk.

7, om Arbejdsrettens enekompetence. Landsretten bemærker, at Adecco A/S ikke gør gældende, at Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS3222/2021-SHR og Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR betalingspå-stande i deres helhed skal afvises, men at påstandene skal afvises for så vidt de angår godtgørelse efter vikarloven. Adecco A/S har ikke kunnet redegøre nær-mere for, hvilke dele af betalingspåstandene, der konkret skal afvises. 22 Da Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR har gentaget deres betalingspåstande for landsretten, finder retspleje-lovens § 383 ikke anvendelse. Hovedspørgsmålet i sagerne er, om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS3222/2021-SHR, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR ”midlertidigt” udførte arbejdsopgaver hos brugervirksomhederne, jf.

§ 1, stk.

1, eller om de tidsbegrænsede udsendelser og forlængelser af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR til samme brugervirksomhed er udtryk for omgåelse af beskyttelsen af dem efter funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Afgørelsen heraf henhører ikke under Arbejdsrettens enekompeten-ce, og der er herefter ikke grundlag for at tage påstanden om afvisning til følge. Afvisning af Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR nye anbringende Adecco A/S har påstået Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR nye anbringende om godtgørelse efter

§ 8, stk.

3, afvist, principalt med henvisning til retsplejelovens § 383, subsidiært med henvisning til

§ 3, stk.

7, om Arbejdsrettens enekompetence. Anbringendet om godtgørelse efter vikarloven er i sag BS-45303/2021 fremsat under sagens forberedelse, mens anbringendet i sag BS-8528/2023 først formelt er fremsat i påstandsdokumentet. Anbringendet har sin baggrund i EU-Domstolens dom af

  1. december 2022 i sag C-311/21 (TimePartner), der er afsagt efter Sø- og Handelsrettens domme. Det må derfor anses for undskyldeligt, at anbringendet ikke tidligere er fremsat. Derudover finder landsretten, at Adecco A/S har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. Da sagerne i øvrigt sambehandles og vedrører sam-me problemstilling, og da spørgsmålet er behandlet generelt af Adecco A/S i et samlet processkrift for begge sager, tillader landsretten herefter anbringendet fremsat i begge sager, jf. § 383, stk. 1, jf. stk.
  2. Hvorvidt

§ 3, stk.

7, indebærer, at kravet om godtgørelse efter

§ 8, stk.

3, ikke kan tages under pådømmelse ved de almindelige domstole, behandles nedenfor. Sagernes realitet Hovedspørgsmålet i sagerne er som nævnt, om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR ”midlertidigt” udførte ar- bejdsopgaver hos brugervirksomhederne, jf.

§ 1, stk.

1, eller om de tidsbegrænsede udsendelser og forlængelser af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR til samme stilling hos samme 23 brugervirksomhed udgør misbrug og en omgåelse af beskyttelsen af dem efter funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Afgørelsen af dette spørgsmål, der bl.a. skal ske i lyset af direktiv nr. 2008/104/EF af

  1. november 2008 om vikararbejde (vikardirektivet) og EUDomstolens praksis, herunder dom af
  2. oktober 2020 i sag C-681/18 (KG), præmis 71, og dom af
  3. marts 2022 i sag C-232/20 (Daimler), præmis 62-63, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder om der er givet en objektiv forklaring på de successive udsendelser til samme brugervirksomhed. Landsretten finder, at det ikke i sig selv er i strid med

eller vikardirektivets regler om ”midlertidig” udsendelse successivt at udsende en vikar tidsbegrænset, hvad enten udsendelse sker til forskellige eller samme brugervirksomhed, jf. herved også

§ 3, stk.

  1. Arbejdets karakter er heller ikke afgørende, dvs. om udsendelsen sker til en stilling, der har midlertidig karakter, eller om vikaren udsendes med henblik på at besætte en fast stilling, som ikke varetages af en afløser, jf. EU-Domstolen i dom af
  2. marts 2022 i sag C232/20 (Daimler), præmis
  3. Sag BS-45303/2021 Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR blev udsendt til at udføre ar-bejde som itsupportere hos brugervirksomheden Siemens Wind Power A/S i en periode på 3 måneder med jobstart den
  4. september
  5. Udsendelsen af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR blev forlænget 7 gange og va-rede uden afbrydelser indtil den
  6. september
  7. Det fremgår af de fremlag-te jobbekræftelser, at den første forlængelse skete til Siemens Wind Power A/S, mens de resterende forlængelser skete til Siemens Gamesa Renewable Energy A/S, som var det fortsættende selskab efter fusionen mellem Siemens Wind Power A/S og det spanske selskab, Gamesa. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR har forklaret, at de indgik som en del af den almindelige drift og udførte samme opgaver som de fastan-satte. De havde begge en forventning om at kunne blive fastansat, hvilket de løbende drøftede med Siemens, men der var ansættelsesstop i Siemens, og Sie-mens havde en begrænsning på, hvor mange fastansatte der måtte være i de enkelte afdelinger, et såkaldt ”headcount” . Vidne 1 i BS-3222/2021-SHR har forklaret, at fusionen mellem Siemens Wind Power A/S og Gamesa blev offentliggjort i december 2016 og gennemført ved første kvartals udløb i
  8. Siemens havde oplyst, at virksomheden havde et midler-tidigt behov for vikaransatte i it-afdelingen, idet opgaverne på sigt skulle out-sources, men at processen blev forsinket. Der var på intet tidspunkt tvivl om, at it-afdelingen skulle lukke ned. Det var kun et spørgsmål om, hvornår det ville 24 ske. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR var ansat til at udføre al-mindelige driftsopgaver i it-supporten, og forlængelserne af deres vikariater skyldtes uvisheden om, hvornår outsourcingen skulle finde sted. Vidne 2 i BS-3222/2021-SHR har forklaret, at han i begyndelsen af april 2017 blev orienteret om fusionen, hvor det officielt blev meldt ud, at alle parterne havde underskre-vet, og at it-afdelingen i sommeren 2017 var orienteret om, at enten dele eller hele it-afdelingen skulle outsources. Siemens forventede, at outsourcingen var løst i 2018, men den blev hele tiden udskudt. Landsretten finder, at varigheden af Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS3222/2021-SHR og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR udsendelser til brugervirksomheden og antallet af forlængelser ikke i sig selv bringer de successive, tidsbegrænsede udsendelser uden for vikar-lovens anvendelsesområde, jf. § 1, stk.
  9. Efter bevisførelsen, herunder forkla-ringerne fra vidnerne Vidne 1 i BS-3222/2021-SHR og Vidne 2 i BS-3222/2021-SHR, finder landsret-ten endvidere, at der er givet en objektiv forklaring på Adecco A/S’ successive, tidsbegrænsede udsendelser af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR til brugervirksomheden. Det er herefter ikke godtgjort, at de successive tidsbegrænsede udsendelser af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR har karakter af omgåelse. Dertil kommer, at der for hverken Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS3222/2021-SHR eller Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR er påvist forhold, som kan have givet dem en berettiget forventning om at være overgået til fastansættelse på trods af, hvad der fremgik af jobbekræftel-serne. Det følger heraf, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR ”midlerti-digt” udførte arbejdsopgaver hos brugervirksomheden, og at vikarloven der-med finder anvendelse på deres udsendelser. De har herefter ikke krav på løn i opsigelsesperioden eller løn under sygdom efter funktionærlovens regler, lige-som de ikke har krav på godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse. Hvorvidt Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR har krav på godtgø-relse efter

§ 8, stk.

3, forudsætter en stillingtagen til, om betingel-serne i

§ 3, stk.

5, for at fravige ligebehandlingsprincippet i § 3, stk. 1, er opfyldt.

§ 3, stk.

5, bestemmer, at § 3, stk. 1-4, ikke finder anvendelse, ”hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, hvorved den generelle beskyttelse af vikarer respekteres ”. 25 Der må anses at være enighed mellem parterne om, at Adecco A/S har tiltrådt en overenskomst indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område. Højesteret har i dom af 17. december 2019, optrykt i U2020.845, fundet, at

§ 3, stk.

5, derudover indeholder en betingelse om den generelle beskyt-telse af vikarer, og parterne er ikke enige om, hvorvidt denne sidste betingelse er opfyldt. Som fastslået af Højesteret, følger det herefter af

§ 3, stk.

7, og arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, jf. § 11, at det hører under Arbejdsret-tens enekompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt funktionæroverenskom-sten lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer. På denne baggrund afvises Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR krav om godtgørelse efter vikarloven. I øvrigt tiltræder landsretten frifindelsen af Adecco A/S for de af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR ned-lagte påstande. Sag BS-8528/2023 Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR var i kraft af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt med Adecco A/S udsendt som ”Stilling” til brugervirksomheden The Boeing Company med virkning fra den

  1. december 2016 til og med den
  2. december
  3. Den tidsbegrænsede ansættelse blev forlænget 4 gange og va-rede uden afbrydelser indtil den
  4. juli
  5. Det fremgår af de fremlagte tillæg til ansættelseskontrakten, at den første forlængelse skete til The Boeing Compa-ny, mens de resterende forlængelser skete til Boeing Denmark ApS. Der er ikke oplyst nærmere om årsagen til ændringen i betegnelsen af brugervirksomhe-den. I de enkelte tillæg til ansættelseskontrakten var anført som begrundelse for kontraktforlængelserne, at medarbejderens kompetencer og ressourcer fortsat var efterspurgt. Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR har forklaret, at han blev kontaktet af Boeing i sensommeren 2016, der ikke kunne ansætte ham direkte, hvorefter han blev ansat gennem Adecco A/S. Han spurgte ikke, hvorfor han ikke kunne blive an-sat direkte, men at det er hans opfattelse, at Boeing sjældent ansætter nogen direkte. De to sidste, kortere forlængelser skyldtes, at Boeing ville lukke ned for deres aktiviteter i Danmark. Vidne 1 i BS-13671/2021-SHR har forklaret, at de to sidste forlængelser, som hun under-skrev, kom i stand på Boeings foranledning, og at hun ikke spurgte ind til, hvorfor virksomheden havde brug for Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR. Vidne 1 i BS-13671/2021-SHR har derudover forklaret, at Boeing – på baggrund af en henvendel-se fra Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR A-kasse efter ansættelsens ophør – har op-lyst, at virksomheden havde haft behov for fleksibilitet, fordi virksomhedens behov ændrede sig ret meget og ret hurtigt. 26 Landsretten finder, at varigheden af Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR udsendelse til brugervirksomheden og antallet af forlængelser ikke i sig selv bringer de successive, tidsbegrænsede udsendelser uden for

anvendelsesom-råde, jf. § 1, stk.

  1. Adecco A/S har gjort gældende, at udsendelsen og forlængelserne skete som følge af brugervirksomhedens forventede forestående nedlukning i Danmark. Denne forklaring ses imidlertid ikke understøttet af sagens skriftlige materiale, og baggrunden for Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR udsendelse og forlængelser er heller ikke søgt belyst gennem vidneforklaringer fra brugervirksomheden eller medarbejdere hos Adecco A/S, der forestod kontakten med brugervirksomhe-den i 2016, 2017 eller
  2. Som sagen er forelagt, finder landsretten, at der så-ledes ikke er givet nogen objektiv forklaring på, hvorfor brugervirksomheden ønskede Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021SHR udsendt i 2016 og forlænget i henholds-vis 2017 og 2018 som vikar, og sammenholdt med varigheden af Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR samlede udsendelse til brugervirksomheden, finder lands-retten det godtgjort, at udsendelsen og forlængelserne udgør misbrug og er en omgåelse af funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at brugervirksomheden lukkede sine aktiviteter i Danmark ned i 2020, eller at Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR har for-klaret, at de to sidste, kortere forlængelser skyldtes, at brugervirksomheden ville lukke ned, da der ikke er givet nogen objektiv forklaring på, hvorfor bru-gervirksomheden oprindeligt ønskede Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR udsendt i 2016 eller ønskede udsendelsen forlænget i 2017 og i
  3. På denne baggrund finder landsretten, at Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR ikke ”midlertidigt” udførte arbejdsopgaver hos brugervirksomheden, og at vikar-loven dermed ikke finder anvendelse på Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR udsen-delse. Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR har herefter krav på løn i opsigelsesperio-den og løn under sygdom efter funktionærlovens regler at regne fra udsendel-sen svarende til i alt 257.338,09 kr. Landsretten bemærker, at Adecco A/S ikke har indsigelser mod den beregningsmæssige opgørelse af kravet. Med samme begrundelse som ovenfor finder landsretten, at de tidsbegrænsede ansættelser af Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR er i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 1, og at Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR er berettiget til godtgø-relse efter lovens § 8, stk.
  4. Efter EU-Domstolens praksis skal godtgørelsen fastsættes således, at den ikke alene skal være forholdsmæssig, men tillige skal være tilstrækkelig effektiv og afskrækkende med henblik på at sikre, at reglerne har fuld gennemslagskraft. Godtgørelsen skal være effektiv og sikre beskyttelse af arbejdstageren, således 27 at misbrug sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af en tilsidesættelse elimineres, jf. herved bl.a. EU-Domstolens dom af
  5. september 2016 i de forene-de sager C-184/15 og C-197/15 (Florentina Martínez Andrés m.fl.), præmis 36-38 og præmis
  6. Landsretten finder efter en samlet vurdering, at den godtgørelse, som Adecco A/S som følge af overtrædelsen af lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 1, skal betale til Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR, bør fastsættes til 25.000 kr., jf. lovens § 8, stk.
  7. Herefter tager landsretten Appellant 3's, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR påstand til følge med 282.338,09 kr. Sagsomkostninger I sag BS-45303/2021 skal HK Danmark som mandatar for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS3222/2021-SHR i sagsomkostninger for landsretten inden 14 dage be-tale 30.000 kr. til Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatar for Flair Group A/S til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. I sag BS-8528/2023 skal Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatar for Flair Group A/S i sagsomkostninger for begge retter inden 14 dage betale i alt 92.380 kr. til HK Danmark som mandatar for Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS13671/2021-SHR. 80.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms og 12.380 kr. er til dækning af retsafgift. Ud over sagernes værdi og karakter er der ved fastsættelsen af beløbet til advo-kat taget hensyn til, at sagerne for landsretten har været sambehandlet og angå-et samme juridiske spørgsmål. Derudover har HK Danmark og Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatarer repræsenteret begge sagers parter. THI KENDES FOR RET: Sag BS-45303/2021 Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR krav om godtgørelse efter vikarloven afvises. Sø- og Handelsretten dom (sag BS-3222/2021) stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten skal HK Danmark som mandatar for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i BS-3222/2021-SHR og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i BS-3222/2021-SHR inden 14 dage betale 30.000 kr. til Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatar for Flair Group A/S. Beløbet forren-tes efter rentelovens § 8 a. 28 Sag BS-8528/2023 Sø- og Handelsretten dom (sag BS-13671/2021) ændres således, at Flair Group A/S inden 14 dage til Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR skal betale 282.338,09 kr. med procesrente af 3.234,90 kr. fra den
  8. februar 2018, af 1.676,85 kr. fra den
  9. juni 2019, af 5.030,56 kr. fra den
  10. september 2019, af 1.678,57 kr. fra den
  11. maj 2020, af 3.357,14 kr. fra den
  12. juli 2020 og af 267.360,07 kr. fra den
  13. september
  14. I sagsomkostninger for begge retter skal Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatar for Flair Group A/S inden 14 dage betale 92.380 kr. til HK Danmark som mandatar for Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 24-04-2024 kl. 10:00 Modtagere: Appellant 3, tidligere Sagsøger i BS-13671/2021-SHR, Biintervenient Dansk Arbejdsgiverforening, Biintervenient Fagbevægelsens Hovedorganisation, Biintervenient Dansk Industri, Indstævnte Adecco A/S

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.