lag for at fritage for pligten til at betale straffesagens omkostninger for byretten Ved Retten på Frederiksberg blev Tiltalte 1 og Tiltalte 2 frifundet

§ 246, jf.

§ 245, stk. 1, ved i perioden fra Dato 2020 til

1. oktober 2020 at have udsat deres døtre Forurettede 1 (sagens forhold 1) og Forurettede 2(sagens forhold 2) for vold af grov beskaffenhed, for så vidt angår Forurettede 1 med den følge, at hun afgik ved døden den
2. oktober
3. Byretten bestemte ved dommen, at statskassen skulle betale sagens omkostninger, som [for Forurettede 1] udgjorde salær og kørselsgodtgørelse til den beskikkede forsvarer, med i alt 190.309,76 kr. med tillæg af moms. Anklagemyndigheden ankede sagen til landsretten, dog således at der i forhold 1 for så vidt angik Tiltalte 1 alene skulle dømmes

§ 245, stk.

1, og at der i forhold 2 for så vidt angik begge de tiltalte alene skulle dømmes

§ 245, stk.

1. Landsretten fandt i begge forhold Tiltalte 1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, som passivt medvirkende til vold begået af Tiltalte 2 efter den
2. september
3. Tiltalte 1 blev idømt fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget, mens Tiltalte 2, som blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246 og § 245, stk. 1, blev idømt 6 års fængsel. Landsretten bestemte, at Tiltalte 1 – bortset fra et beløb på 8.670 kr. med tillæg af moms – skulle betale sagens omkostnin ger for byret og landsret, herunder det for byretten fastsatte salær til Tiltalte 1's beskikkede forsvarer. Spørgsmålet for Højesteret var, om det var med rette, at landsretten pålagde Tiltalte 1 at betale sagens omkostninger for byretten. Højesteret udtalte, at bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1,
4. pkt., sammenholdt med § 1008, stk. 3, må forstås sådan, at det i en situation som den foreliggende, hvor der er sket frifindelse i byretten, men domfældelse i landsretten, påhviler tiltalte at betale de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling i begge instanser. Omkostningsansvaret kan dog begrænses i medfør af § 1008, stk. 2 eller stk.
5. Højesteret fandt, at udgifterne til forsvarerbistand for Tiltalte 1 i byretten måtte antages at have været nødvendige og derfor som udgangspunkt kunne kræves erstattet af Tiltalte
6. Det kunne henset til omstændighederne i sagen ikke føre til en anden vurdering, at straffesagen havde været ført som en nævningesag. Højesteret fandt endvidere, at den omstændighed, at tiltalen mod Tiltalte 1 i landsretten blev begrænset til at angå overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ikke kunne føre til, at Tiltalte 1 i medfør af retsplejelovens § 1008, stk. 2, skulle fritages for pligten til at betale sagens omkostninger for byretten. Der blev herved lagt vægt på, at tiltalen mod Tiltalte 1 i byretten og landsretten angik samme faktiske begivenhedsforløb. Efter sagens karakter og omstændigheder fandt Højesteret ikke grundlag for at begrænse omkostningsansvaret i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk.
7. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens omkostningsafgørelse.