VESTRE LANDSRET DOM afsagt den 4. februar 2025 Sag BS-48765/2023-VLR (2. afdeling) Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke) mod Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (advokat Leo Jantzen og advokat Ka

§ 6

. Retsgrund-laget var – og er fortsat – med andre ord ikke en ”administrativ praksis” , hver-ken i form af en generelt formuleret praksis eller i form af konkrete afgørelser truffet af de lignende myndigheder og eventuelt tiltrådt af Landsskatteretten. I de to sager var det skattemæssige underskud ved driften af hver af de pågældende landbrugsejendomme opgjort for hver af de omhandlede ejendomme under ét og omfattede således ethvert samlet over- eller underskud ved de respektive aktiviteter på ejendommen. Det har dermed på intet tidspunkt været på tale at differentiere den skattemæssige behandling af givne aktiviteter i rela-tion til den skattemæssige behandling af over- eller underskud på ejendomme-ne. Endelig bestod driften på ejendommene af avl og opdræt af heste (stutteri-virksomhed) som én af flere aktiviteter. Denne praksis blev opretholdt ved dommene gengivet i U.1978.614H og U.1994.530H, der også vedrørte

§ 6, stk.

1, litra a. Også her blev de aktiviteter, der indgik i driften, bedømt under ét. Styresignalet i SKM2011.282.SKAT om skatte- og momsmæssig behandling af væddeløbsheste og stutterier føjede intet nyt til den retsstilling, der er fastslået ved Højesterets domme. Styresignalet indeholder ikke nogen form for indika-tioner på eller anden form for støtte for det synspunkt, som nu gøres gældende af Skatteministeriet om, at det alene er deltidslandbrug, stutterier og væddeløbsstalde (og ikke øvrige virksomhedsområder), der er omfattet af den særlige praksis i forhold til vurderingen af, hvornår virksomheden er erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Den retsstilling, der er fastlagt af Højesteret baseret på en

§ 6, stk.

1, litra a, kan i sagens natur ikke ændres ved udstedelsen af et ”styresignal” , men alene ved en ændring af den relevante lovgivning, hvilket ikke er sket. Skatteministeriet har under henvisning til styresignalet gjort gældende, at ligningspraksis for landbrugsejendomme er begrænset til at angå deltidslands-brug, væddeløbsstalde og stutterier, og at Virksomhed 2 ikke er omfattet af den særlige ligningspraksis for landbrugsejendomme, idet der udøves andre aktiviteter end stutteridrift, herunder udlejning af hestebokse, uddannelse og 7 undervisning af heste og ryttere mv. Denne fortolkning har ikke støtte i § 6, stk. 1, litra a, retspraksis fra Højesteret eller administrativ praksis. Det har på intet tidspunkt været angivet som forudsætning for eller i øvrigt været en del af denne praksis, at givne andre aktiviteter udfoldet på en landbrugsejendom end ”deltidslandbrug, væddeløbsstalde og stutterier” ville afskære ejeren af en landbrugsejendom fra at kræve sig lignet i overensstemmelse med denne retsstilling. Uanset om Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte virksomhed anses som et fuldtidslandbrug eller et deltidslandbrug, må virksomheden anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand. Det gælder uanset om den skatteretlige kvalifikation sker efter den særlige praksis for deltidslandbrug, eller den foretages efter den ifølge Skatteministeriet ”sædvanlige praksis for erhvervsmæssig virksomhed” . Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte opfylder samtlige de betingelser, som i domstolspraksis på baggrund af en

§ 4, jf.

§ 6, stk. 1, litra a og – af-ledt heraf – i administrativ praksis stilles for at anerkende driften af en land-brugsejendom som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte skal derfor indrømmes fradrag ved underskud af driften og har ret til at anvende virksomhedsskatteordningen. Landsrettens begrundelse og resultat Sagen angår, om Virksomhed 2 ved Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte i skattemæssig hen-seende kan anses som en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2013-2015, således at han er berettiget til at fradrage virksomhedens underskud i sin skattepligtige indkomst og at anvende virksomhedsordningen efter reglerne i virksomhedsskatteloven i disse indkomstår. Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Underskuddet fra Virksomhed 2 kan kun fradrages i Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte personlige indkomst, hvis ridecenteret er drevet erhvervsmæssigt, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr.

1. Dette er ligeledes en forudsætning for at anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk.
2. Af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed følger, at virksomheden dels må have et vist omfang (intensitet), dels må være etable-ret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet), jf. U.2013.2956H. I medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på 8 betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugs-faglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende an-ses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, jf. U.1994.530H. Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte virksomhed omfattede i indkomstårene 2013-2015 en række forskellige aktiviteter, herunder et stutteri, som efter praksis bedømmes efter de lempelige kriterier for landbrugsejendomme, men også for eksempel kursus-aktiviteter i udlandet, der ikke var direkte knyttet til selve ejendommen. Det må anses for at have været forretningsmæssigt begrundet, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte pr.
3. januar 2016 udskilte stutteri-delen af virksomheden til et særskilt selskab, Virksomhed ApS, for derved at begrænse den økonomiske risiko i form af muli-ge erstatningskrav, der var forbundet med salg af heste. Efter udskillelsen af stutteri-delen pr.
4. januar 2016 har Landsskatteretten ved en afgørelse af
5. oktober 2020 fundet, at den resterende del af virksomheden fremadrettet skal bedømmes efter de almindelige regler for erhvervsdrivende virksomheder. Landsskatteretten begrundede det med, at der har været et regnskabsmæssigt overskud i indkomstårene 2016-2018, der dog i 2016 skyldtes salget af hele besætningen af heste til anpartsselskabet. De efterfølgende år viser dog ifølge Landsskatteretten også en positiv tendens, hvor der gradvist realise-res større overskud, som kan rumme såvel driftsherreløn som forrentning. Med den nye driftsform vil virksomheden derfor ifølge Landsskatteretten blive ren-tabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rime-lig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. Landsskatteretten gav derfor Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte medhold i, at virksomhedens skattemæssige underskud i indkomstårene 2016-2017 kunne fratrækkes, og at virksomhedsordningen kunne anvendes, da virksomheden havde været drevet erhvervsmæssigt i disse indkomstår. Landsretten finder efter karakteren og omfanget af aktiviteterne, der har en naturlig og driftsmæssig sammenhæng, at de samlede hesterelaterede aktiviteter i Virksomhed 2 i indkomstårene 2013-2015 må anses som en del af driften af ridecenteret, der må betragtes som en samlet virksomhed. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte havde de fornødne faglige forudsætninger for på professionel måde at forestå driften af virksomheden, og det må lægges til grund, at han har villet drive den erhvervsmæssigt forsvarligt. Ejendommen omfatter blandt andet en ridehal på 1.494 kvadratmeter, store staldbygninger, en runddel med en skridtmaskine til heste og en dressurbane, og ejendommens karakter samt omfanget af aktivi-teterne taler for, at driften har været erhvervsmæssig. Den efterfølgende udvik-ling i virksomheden understøtter ligeledes, at driften var erhvervsmæssig. 9 Efter en samlet vurdering finder landsretten på denne baggrund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte også i indkomstårene 2013-2015 har drevet Virksomhed 2 erhvervsmæssigt. Det tiltrædes derfor, at han er berettiget til at fradrage driftsunderskud ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst samt at anvende virksomhedsskatteordningen i de omhandlede indkomstår. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom. Det indebærer også, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte ikke skal tilbagebetale de 60.000 kr., som Skatteministeriet har betalt til ham til opfyldelse af byrettens afgørelse om sagsomkostninger. Efter sagens udfald skal Skatteministeriet i sagsomkostninger for landsretten betale 40.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, der udgør dækning af udgifter til advokat-bistand ekskl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten skal Skatteministeriet inden 14 dage betale 40.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 04-02-2025 kl. 10:00 Modtagere: Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, Appellant Skatteministeriet Departementet, Advokat(L) (H) Karin Østergård Mathiasen, Advokat (H) Steffen Sværke