← Danmark

ECLI:DK:OLR:2025:BS0000001137 Dom

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 22. maj 2025 Sag BS-10279/2023-OLR (1. afdeling) Alm. Brand Forsikring A/S (advokat Niels Hjortnæs) mod Ankestyrelsen (advokat Inge Houe) Landsdommerne Annette Dam Ryt-Ha

§ 17a. Bl.a.

blev der i lovens § 1, nr. 6, foretaget følgende ændring af § 17: ”I § 17, stk. 1, indsættes efter

  1. pkt. som nye punktummer: »Tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen mellem tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden, jf. stk. 2, og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden, jf. stk.
  2. Tabet af erhvervsevne fastsæt-tes til 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 eller 100 pct.«” Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, lovforslag nr. L 23, side 70-71, fremgår følgende bl.a.: ”Til nr. 6 […] Det foreslås i andet nye punktum, at tabet af erhvervsevne fastsættes til: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 procent. Det foreslås således, at tabet vil skulle fastsættes med 10 procentpoints intervaller i stedet for 5 procentpoints intervaller. Forslaget vil således betyde, at der bliver større intervaller og dermed, at tabet ikke vil blive fastsat så nøjagtigt som i dag. […] Forslaget vil indebære, at det beregnede tab af erhvervsevne vil skulle afrundes til den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at afrundingen som i dag vil skulle ske efter almindelige afrundingsregler. 7 Tabet vil således for eksempel blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst 25 og under 35, det vil sige i niveauet 25-34 pct. Det forudsættes derfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i si-tuationer, hvor indtjeningsevnen efter arbejdsskaden og dermed erhvervsevnetabsprocenten vil blive fastsat skønsmæssigt, ikke behøver at foretage nærmere sagsbehandling om tabets nøjagtige størrelse. I sager, hvor der bliver tale om fradrag på grund af konkurrerende skadeårsag vil arbejdsskademyndighederne først skulle foretage fradraget og derefter afrunde tabet til nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis, hvor fradraget først forta-ges i erhvervsevnetabsprocenten efter afrundingen. Ændringen er be-grundet i hensynet til, at der kun sker én afrunding af erhvervsevne-tabsprocenten. Nærværende forslag til nye punktummer i § 17, stk. 1, sammenholdt med forslaget til § 17, stk. 2, vil indebære, at erstatningen for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som efter erstatningsansvarsloven. Fremover vil erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven således blive fastsat på baggrund af tabsprocenter med 10 procentpo-ints intervaller, og indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil blive fastsat direkte svarende til den omregulerede årsløn. Det præciseres i forslaget til § 29 i arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede erstatning for tab af erhvervsevne efter §

§ 17

a i arbejdsskadesikringsloven er erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 5-9 i erstatningsansvarsloven.” Af lovens § 9 og § 10, stk. 3, følger det, at § 1, nr. 6 træder i kraft den

  1. januar 2024, dog således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i sager om arbejdsulykker, der er indtrådt før den
  2. juli
  3. Om fastsættelsen af erstatningen efter bl.a. arbejdsskadesikringslovens §

§ 17a fremgår følgende af lovens § 12: ”§ 12.

Erstatning og godtgørelse efter §§ 15-18 fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatning og godtgørelse kan nedsættes eller ef-ter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige eller sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Stk.

  1. Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt men eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejen-de sandsynlighed taler herimod, eller andet er fastsat i denne lov.” Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 422 af
  2. juni 2003 om arbejdsskadesikring. Af forarbejderne til loven, jf. bemærkningerne til § 12 i lovforslag nr. 216 af
  3. april 2003, fremgår, at bestemmelsen afløser § 13 og § 26 i den tidligere gæl-dende arbejdsskadesikringslov. Anbringender Alm. Brand Forsikring A/S har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af
  4. marts 2025, hvoraf følgende anbringender fremgår: 8 ”Alm Brand Forsikring A/S gør til støtte for den nedlagte påstande gældende, at arbejdsskademyndighedernes praksis, hvorefter man ved opgørelse af erstatning for tab af erhvervsevne, når der foreligger andre årsager til det samlede erhvervsevnetab end arbejdsskaden, først fore-tager afrunding af det samlede erhvervsevnetab, før man foretager fra-draget for årsagskonkurrence og dernæst foretager endnu en afrunding efter fradraget, savner hjemmel i den dagældende arbejdsskadesik-ringslov. Det gøres endvidere gældende, at den anvendte praksis i den forelig-gende sag kommer frem til et resultat som er i modstrid med intentio-nen bag Arbejdsskadesikringslovens § 17a. Det gøres endelig gældende, at seneste lovændring bekræfter, at arbejdsskademyndighedernes praksis har været i strid med lovgivers intention, hvorfor det har været nødvendigt at præcisere dette. Arbejdsskademyndighedernes hjemmel til den anvendte praksis. Ankestyrelsen gør til støtte for den anvendte praksis gældende, at man som følge af Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 er forpligtet til først at fastsættes det samlede erhvervsevnetab uanset årsagen hertil og at afrunde det herved fremkomne tal til nærmeste med 5 delelig procent. Først herefter kan man foretage fradraget for de konkurrerende gener, og den herved fremkomne procentsats skal igen afrundes til nærmeste med 5 delelig procentsats. Herover for gør Alm Brand Forsikring følgende gældende:
  5. Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 er en videreførelse af tidlige-re loves § 13 og 1B, hvorfor forarbejderne vedrørende disse bestemmelser også har betydning for forståelsen af § 12, stk.
  7. Det fremgår af forarbejderne til tidligere loves § 13 og 1b, at bestemmelsen har til formål at indføre en formodning for, at senere tilkomne lidelser er en følge af en anerkendt arbejdsskade. Der fremgår intet i forarbejderne om, at der skulle gælde en formodning om, at det samlede erhvervsevnetab skyldes arbejdsskaden.
  8. Derimod fremgår det forarbejderne til nugældende § 12, stk. 1 i arbejdsskadesikringsloven, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede ved anerkendelsen af en arbejdsskade skal fremhæve de forbehold omkring årsagssammenhæng, som man vil tillægge betydning ved erstatningsudmålingen. Man skal således allerede ved anerkendelsen af en arbejdsskade vurdere, hvorvidt samtlige gener/funktionsbegrænsninger er en følge af arbejdsskaden, eller om der er tale om konkurrerende skadesårsager.
  9. Det fremgår endvidere af Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, at et påvist tab af erhvervsevne anses for at være en følge af arbejdsska-den, med mindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Dette skal sammenholdes med, at det fremgår af Arbejdsskadesikringslo-vens § 17a, stk. 1, at tabet af erhvervsevne for personer, der efter en ar- 9 bejdsskade er visiteret til fleksjob eller overgår til fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før skaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.
  10. Forskellen i indtjeningen før skaden og indtjeningen i fleksjobbet pr.
  11. august 2019 var 33,7 %, hvilket parterne er enige om. Derfor er erhvervsevnetabet 33,7 % og ikke 35 %.
  12. Reglen om, at tabet skal gradueres i spring på 5 %, jf. lovbemærkningerne herom, vedrører erstatningsopgørelsen/-udmålingen. Det er således først i forbindelse med, at arbejdsskademyndighederne skal udmåle erstatningen for tab af erhvervsevne, at man skal af-runde til nærmeste med 5 delelig procent.
  13. Det fremgår derimod ingen steder af lovforarbejderne, herunder forarbejderne til Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1 og 2 sammenholdt med § 17a, at der skal ske afrunding af den efter reglen i § 17a, stk. 1 beregnede indtægtsforskel tilnærmeste med 5 delelig procent før fradraget for årsagskonkurrence.
  14. I forhold til den konkrete sag, bemærkes endvidere, at det af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse den
  15. juni 2021, jf. bi-lag 2, fremgår, at man i forbindelse med begrundelsen for erhvervsevnetabet for perioden efter den
  16. august 2019 først redegør for de forskellige elementer, der har betydning for indtægtsnedgangen, herunder de konkurrerende gener fra højre skulder. Herefter opgør man det samlede tab af erhvervsevne beregnet på baggrund af indtægtsnedgangen. Man er altså fuldt ud bekendt med de konkurre-rende forhold i relation til erhvervsevnetabet, før man opgør det samlede erhvervsevnetab.
  17. Man må forstå Ankestyrelsens begrundelse for, at man skal foretage opgørelse og afrunding af det fulde tab af erhvervsevne før fradrag for årsagskonkurrence således, at man reelt set ”lukker øjnene” for årsagen til erhvervsevnetabet før man opgør det samlede erhvervsevnetab, og først ”gør sig bekendt hermed” efter man har opgjort det samlede erhvervsevnetab.
  18. Det er efter Alm Brand Forsikrings opfattelse en kunstfærdig fremstilling af, hvordan sagsbehandlingen reelt foregår og harmonerer hverken med det faktum, at årsagskonkurrencen er beskrevet før opgørelsen af det samlede erhvervsevnetab, jf. bilag 2, eller med bestemmelsen i Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1, hvorefter arbejdsskademyndighederne allerede ved anerkendelsen skal forhol-de sig til, om der er andre årsager, som kan have betydning for erstatningsudmålingen.
  19. Det bemærkes i øvrigt, at Ankestyrelsen, for så vidt angår opgørelse af erhvervsevnetabet efter den
  20. august 2019, i det hele henviser til begrundelsen i bilag 2, jf. bilag
  21. Den konkrete afgørelse er i strid med intentionen bag § 17a i Arbejdsskadesikringsloven 10
  22. Det fremgår af forarbejderne til §17a i Arbejdsskadesikringsloven, at den tilskadekomne ville blive kompenseret udover 100 %, hvis man ved opgørelse af erhvervsevnetabet ikke måtte medregne den del af indtjeningen i fleksjobbet, som hidrørte fra et kommunalt tilskud, hvilket var konsekvensen af Højesterets dom af
  23. december 2003 (U 2004.867 H). Bestemmelsen havde derfor som hovedformål at undgå kompensation udover 100 % af den tilskadekomne.
  24. I den foreliggende sag er der enighed mellem parterne om, at Person via sin ansættelse i fleksjob pr.
  25. august 2019 havde en forskel mellem indtægten uden skaden og den faktiske indtægt efter skaden på 33,7 %, opgjort efter § 17a, stk. 1-
  27. Der er også enighed mellem parterne om, at Person sær-ligt på grund af tilsvarende gener fra højre skulder som i den ar-bejdsskaderamte venstre skulder under alle omstændigheder ville have haft et erhvervsevnetab, der udgør ½ af det samlede erhvervs-evnetab.
  28. Det betyder med andre ord, at Persons erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden udgør ½ af 33,7 % svarende til 16,85 % opgjort efter §17a, stk. 1-
  30. Da den beregnede erhvervsevnetabsprocent ifølge lovbemærknin-ger skal gradueres i spring på 5 %, skal der ske afrunding til 15 %, som påstået af sagsøger.
  31. Person opnår derved en uafvendelig manglende dækning på 1,85 % i forhold til det faktiske tab.
  32. Imidlertid ville Person have opnået en ”overkompensati-on” på 3,15 % ved den af Ankestyrelsen anvendte praksis, hvilket ikke harmonere med begrundelsen for at indføre bestemmelsen i § 17a. Lovgivers intention
  33. Det fremgår af seneste ændring af Arbejdsskadesikringsloven, at man ophæver arbejdsskademyndighedernes praksis med at foretage afrunding af det beregnede erhvervsevnetab før fradrag for årsagskonkurrence, jf. L
  35. Det kan med andre ord konstateres, at lovgiver ikke har været enig i den anvendte praksis, som derfor bringes til ophør.
  36. Det kan imidlertid samtidig konstateres, at lovgiver ikke har fundet det relevant eller nødvendigt at foretage en egentlig lovændring eller præcisering af lovteksten, hvorfor arbejdsskademyndighedernes praksis efter lovgivers opfattelse ikke er baseret på en uklar formule-ring af loven. 11
  37. Det kan også konstateres, at præciseringen af, at den anvendte prak-sis om afrunding før fradrag for årsagskonkurrence ophører, ikke er medtaget under § 12, stk. 2 men under bemærkningerne til §
  38. Såfremt lovgiver var enig med Ankestyrelsen i, at afrundingen før fra-drag for årsagskonkurrence var hjemlet i Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, havde det været naturligt, om man havde ophævet prak-sis i forbindelse med bemærkningerne til Arbejdsskadesikringsloven §
  40. Det gøres derfor sammenfattende gældende, • at det er og formentlig altid har været lovgivers intention, at der kun skal ske afrunding én gang. • at lovgiver ikke er enig i, at der har være hjemmel til at foretage afrunding før fradrag for årsagskonkurrence i tidligere arbejdsskadesikringslove, fordi lovgiver ikke har fundet det nødvendigt at ophæve praksis ved at indføre en egentlig ændring af formuleringen af hverken Arbejdsskadesikringslo-vens § 12, stk. 2 eller § 17a. • at lovgiver heller ikke deler Ankestyrelsens opfattelse af, at hjemlen til at foretage afrunding før fradrag for årsagskonkurrence findes i Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, idet man i så fald enten ville have foretaget en præcisering af formuleringen af § 12, stk. 2 eller indsat bemærkningen om at ophæve praksis under bemærkningerne til Arbejdsskadesikringslovens §
  41. Derfor gøres det sammenfattende gældende, at Person alene er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne efter Arbejdsskade-sikringslovens § 17a på 15 %, idet der hverken er hjemmel til at foretage afrunding før fradrag for årsagskonkurrence, idet arbejdsskade-myndighedernes praksis har været i strid med lovgivers intention, og man ved den konkrete afgørelse kommer frem til et resultat, der strider mod formålet med indførelsen af Arbejdsskadesikringslovens §17a om at undgå overkompensation.” Ankestyrelsen har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af
  42. marts 2025, hvoraf følgende anbringender fremgår: "Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens praksis vedrø-rende afrunding. Der er derfor heller ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af
  43. juni 2022 (bilag 4), som er i overensstemmelse med denne praksis. Ved afgørelsen af
  44. juni 2022 (bilag 4) har Ankestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17 a korrekt vurderet, at Persons lønnedgang udgjorde 33,7 %. Da erhvervsevnetab imidlertid som anført efter dagældende lov fastsættes i spring af 5 %, blev lønnedgan- 12 gen afrundet til nærmeste 5 procentpoint, og det samlede tab fastsat til 35 %. Ankestyrelsen vurderede herefter, at der var grundlag for at fradrage i erhvervsevnetabet i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 12, stk.
  45. Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det alene var omkring halvdelen af det samlede tab af erhvervsevne, der kunne henføres til arbejdsskaden. Persons erhvervsevnetab som følge af ar-bejdsskaden blev herefter fastsat til 17,5 %, hvilket blev afrundet til 20 %. At det samlede tab skulle fastsættes inden et eventuelt fradrag har støt-te i ordlyden af § 12, stk. 1,
  46. pkt., der fastslår, at erstatningen kan ned-sættes eller bortfalde. Reglen indebærer indirekte, at myndighederne for det første må fastsætte erstatningen. Denne erstatning kunne ikke være fastsat til 33,7 %, men skulle afrundes til nærmeste procent dele-ligt med
  47. Reglen i § 12, stk. 2, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne anses for en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod, støtter tilsvarende, at det samlede erhvervsevnetab må fastsættes og skal kunne stå alene, hvilket forudsætter, at det samlede tab er fast-sat til en procent, der kan ydes erstatning for, dvs. en procentsats der er delelig med
  48. Der findes hverken i lovforarbejderne, retspraksis eller den juridiske litteratur i øvrigt holdepunkter for at antage, at afrundingen først skal foretages efter fradrag for konkurrerende årsager. Dette gælder uanset, om begge afrundinger måtte være opadgående, som i denne sag. Arbejdsskademyndighedernes praksis er beskrevet i lovforslag nr. 23 af
  49. oktober
  50. Med den senere lov nr. 1541 af
  51. december 2023 blev bl.a. § 17, stk. 1, ændret, således at erhvervsevnetab fastsættes til 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 90 og 100 %. I de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6, er anført følgende: ” […] I sager, hvor der bliver tale om fradrag på grund af konkurrerende skadeårsag vil arbejdsskademyndighederne først skulle foretage fradraget og derefter afrunde tabet til nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis, hvor fradraget først fortages i erhvervsevnetabs-procenten efter afrundingen. Ændringen er begrundet i hensynet til, at der kun sker én afrunding af erhvervsevnetabsprocenten.” Som det fremgår, er det kun praksis efter lov nr. 1541 af
  52. december 2023, som ændres, og ændringen har sammenhæng med de større spring i erhvervsevnetabsprocent og de dermed forholdsmæssigt større konsekvenser af afrunding. Om hidtidig praksis anfører Mikael Kielberg i
  53. udgave, 2021, s. 519, følgende: Arbejdsskadesikringsloven, ” I afgørelserne om erhvervsevnetab skal erstatningsniveauet fastlægges før, der foretages even- tuelle fradrag for forudbestående eller konkurrerende lidelser (se 13 kommentaren til punkt 2 og § 17). Dette er slået fast af domstolene, idet næsten alle domme indledes således: »Efter arbejds- skadesikringslovens § 12 skal NN’s gener – såvel y-gener som x-gener – anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod” . Det betyder også, at hvis et erhvervsevnetab bliver beregnet/vurderet til fx 22 procent, skal det afrundes til 20 procent, inden man foretager et eventuelt fradrag. Se dom fra Retten i Holbæk,
  54. marts 2020 (dommen blev anket til Østre Landsret, jf. dom af
  55. marts 2021 [sag BS- 12094/2020-OLR]. Landsretten tog ikke stilling til spørgsmålet om afrunding). Der var tale om en afgørelse efter § 17 a. Retten slog fast, at der før fradrag skal fastsættes en erhvervsevnetabs-procent, afrundet til et tal deleligt med 5.” (mine understregninger) Sagsøgeren har overordnet gjort gældende, ”at formålet med reglerne om erstatning for tab af erhvervsevne i arbejdsskadesikringslovens §

§ 17

a er i videst muligt omfang at kompensere den tilskadekomne for dennes faktiske indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden ”, og at dette skulle føre til, at Ankestyrelsens praksis om afrunding skal tilsidesættes. Hertil bemærker Ankestyrelsen, at uagtet erstatning for erhvervsevne-tab har til formål at kompensere for et indtægtstab, indeholder loven samt lovens forarbejder adskillige regler, som viser, at det ikke har væ-ret lovgivers hensigt i enhver henseende at komme så tæt på det faktisk lidte tab som muligt. Beregningsmetoden i arbejdsskadeforsikringslovens § 17 a, som denne sag omhandler, fraviger, at det er skadelidtes faktiske tab, der erstattes. Som anført af sagsøgeren fremgår det af de almindelige bemærkninger til lovændringen, at reglerne har til formål at kompensere den til-skadekomne for det varige indkomsttab, som skyldes arbejdsulykken. Det følger dog samtidig af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (afsnit 4.2), at bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 17 a vil medføre, at erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes på baggrund af forskel i lønindtægt, og ikke som tidligere på baggrund af en vurdering af, hvad den tilskadekomne ville kunne have tjent. I UfR 2022.541Ø stadfæstede landsretten således også, at beregningen af erhvervsevnetabet skulle ske efter beregningsmetoden i arbejdsskadesikringslovens § 17 a, uden hensyn til – som anført af forsikringsselska-bet – at der herved ikke blev inddraget det faktiske lidte tab, idet skade-lidte ikke havde udnyttet sin resterhvervsevne i det konkrete fleksjob, som indgik i beregningen. Også reglen i § 17, stk. 6 (nugældende § 17, stk. 8), hvorefter den løben-de ydelse ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør – ikke 100 % – men 83 % af skadelidtes årsløn, viser, at formålet med reglerne om ud-måling af erstatning ikke er at komme så tæt som muligt på det faktisk lidte tab. Tilsvarende er den årsløn, der kan indgå i beregningen mak-simeret, jf. arbejdsskadesikringslovens § 24, stk. 5 (nugældende § 24, stk. 10.) 14 Videre ydes der ikke erstatning for erhvervsevnetab på under 15 %, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, jf. U.2025.1185H. Endelig er praksis omkring fastsættelse i spring på 5 procentpoint, som refereret i de særlige bemærk- ninger til arbejdsforsikringslovens § 17 a (lovforslag nr. 73 af

  1. november 2005), en sådan fravigelse. … Såfremt retten finder, at der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrel-sens afgørelse, men på den anden side ikke mener, at der er grundlag for at give sagsøgeren fuldt ud medhold, kan retten hjemvise sagen.” Under hovedforhandlingen i landsretten har Ankestyrelsen oplyst, at den omtvistede praksis for afrunding er blevet fulgt af styrelsen i en længere årrække, og at der derfor potentielt kan være afgørelser op til 30 år tilbage i tid, som skal genoptages, såfremt styrelsens praksis underkendes. Landsrettens begrundelse og resultat Ved Ankestyrelsens afgørelse af
  2. juni 2022 blev Person tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne med 20 % for perioden fra
  3. august 2019 og frem. Afgørelsen blev truffet i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, og § 17 a (dagældende) samt §
  4. I afgørelsen er erhvervsevnetabsprocenten først i medfør af dagældende arbejdsskadesikringslovs § 17 a fastsat til 33,7 %, hvorefter der afrundes til 35 %, inden der i medfør af § 12 foretages fradrag med halvdelen og afrundes til 20 %. Tvisten i sagen angår alene, om Ankestyrelsen med rette har foretaget afrun-ding af erhvervsevnetabsprocenten, inden der blev foretaget fradrag efter arbejdsskadesikringslovens §
  5. Parterne er således enige om, at der skal foreta-ges afrunding af erhvervsevnetabsprocenten, efter der er sket fradrag. Det fremgår ikke af forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven forud for ændringen ved lov nr. 1541 af
  6. december 2023, hvordan afrunding skal ske i tilfælde, hvor et erhvervsevnetab skal fastsættes i et samspil mellem § 17 a og § 12, herunder om der skal ske afrunding af det i medfør af § 17 a fastsatte erhvervsevnetab, inden der foretages fradrag i medfør af §
  7. Det er ubestridt, at det er fast og langvarig praksis hos Ankestyrelsen, at der foretages afrunding af erhvervsevnetabsprocenten, inden der foretages fradrag efter arbejdsskadesikringslovens §
  8. Henset til ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1,
  9. pkt., § 17 a (dagældende) og § 12, sammenhængen mellem bestemmelserne samt deres forarbejder og formål finder landsretten, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af
  10. juni 2022, der er truffet i over- 15 ensstemmelse med fast administrativ praksis. Det forhold, at det i forarbejderne til lov nr. 1541 af
  11. december 2023 er forudsat, at Ankestyrelsens praksis fremover ændres, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten tager herefter Ankestyrelsens påstand om frifindelse til følge. Efter sagens udfald skal Alm. Brand Forsikring A/S i sagsomkostninger betale 50.000 kr. til Ankestyrelsen til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat ta-get hensyn til sagens omfang og karakter. THI KENDES FOR RET: Ankestyrelsen frifindes. I sagsomkostninger skal Alm. Brand Forsikring A/S inden 14 dage betale 50.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 22-05-2025 kl. 10:00 Modtagere: Sagsøgte Ankestyrelsen, Sagsøger Alm. Brand Forsikring A/S

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.