VESTRE LANDSRET DOM afsagt den 6. juni 2025 Sag BS-32306/2024-VLR (7. afdeling) Sagsøger (advokat Berit Møller Lenschow, beskikket) mod Forsvarsministeriet (advokat Mette Halmø Rasmussen) Landsdommern

§ 8, stk.

1. Af praksisændringen fremgik bl.a.: ”I situationer, hvor afgørelsen fra AES lyder på en midlertidig erhvervsevnetabserstatning, vil det typisk være uafklaret, om tjenestemandens erhvervsevnetab kun er midlertidigt, sådan at den pågældende kan genindtræde i et job på arbejdsmarkedet. Moderniseringsstyrelsen vil fremover først træffe afgørelse om tillæggelse af tilskadekomstpension, når der foreligger en endelig, ikkemidlertidig afgørelse fra AES om erhvervsevnetabserstatning. Tilskadekomstpensionen vil blive tillagt med virkning fra den første i måne-den efter, at der foreligger en afgørelse om endelig erhvervsevnetabserstatning. 3 Den ændrede praksis vil finde anvendelse i sager, hvor den midlertidi-ge afgørelse fra AES er dateret
2. januar 2018 eller senere.” Sagsøger blev den
3. maj 2019 ansat i et fleksjob og anmodede på den baggrund den
4. maj 2019 AES om at genoptage hans sag om tab af erhvervsev-ne. Med virkning fra den
5. september 2019 overgik Sagsøger til ledig-hedsydelse. Den
6. juni 2020 traf AES midlertidig afgørelse om Sagsøgers tab af erhvervsevne. Ved afgørelsen fastsatte AES erhvervsevnetabet til 55 procent i perioden fra den
7. maj 2019, hvor Sagsøger indgav anmodning om genop-tagelse, til den
8. august 2019, hvor Sagsøger ophørte i fleksjob, og til 65 procent fra den
9. september
10. Ved afgørelsen fastsatte AES en revisionsda-to til den
11. marts
12. I september 2020 offentliggjorde Medarbejder- og Kompetencestyrelsen en ny praksisændring vedrørende tjenestemandspensionslovens § 8, stk.
13. Af praksisændringen fremgik bl.a.: ”Det følger af arbejdsskadesikringsloven, at erhvervsevnetabserstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vil skulle dække lønmodtagerens indtægtstab, beregnet i relation til den pågældendes årsløn før skaden indtraf. Denne lovgivning gælder også for tjenestemænd. Bl.a. på denne baggrund indførte Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (dengang: Moderniseringsstyrelsen) i medfør af tjenestemandspensionslovens § 31, stk. 1, fra den
14. januar 2018 den praksis, at der fra denne dato først vil blive truffet afgørelse om tillæggelse af tilskadekomstpension, når der foreligger en endelig, ikke-midlertidig afgørelse fra AES om erhvervsevnetabserstatning. AES har i sine afgørelser om fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning i sager med midlertidig erstatning baseret sig på denne praksis og har fastsat erstatningen uden nedsættelse efter § 28 i arbejdsskadesikringsloven. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen træffer nu i medfør af tjenestemandspensionslovens § 31, stk. 1, beslutning om at ændre praksis omkring tilskadekomstpension med fremadrettet virkning som beskrevet nedenfor:
15. Fra og med den
16. januar 2021 vil Medarbejder- og Kompetencestyrelsens tilkendelse af tilskadekomstpension ske med virkning fra den første i måneden efter AES’ første afgørelse om erhvervsevnetabserstatning – uanset om afgørelsen er midlertidig eller endelig, såfremt betingelserne i tjenestemandspensionsloven i øvrigt er opfyldt. 4 …
17. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen vil af egen drift genoptage behandling af sager om svagelighedspensionerede tjenestemænd, der pr.
18. januar 2021 oppebærer midlertidig erhvervsevnetabser-statning fra AES. Hvis der vurderes at være årsagssammenhæng mellem den erstatningsbegrundende arbejdsskade og den sygdom, som har begrundet svagelighedspensionering fra tjenestemandsstil-lingen, kan der i sådanne genoptagne sager tillægges tilskade-komstpension med virkning fra den
19. januar 2021.” Den
20. april 2021 traf Forsvarsministeriets Personalestyrelse (i det følgende benævnt FPS) afgørelse om, at Sagsøger var berettiget til ydelser efter aktstykke 425 med virkning fra den
21. januar
22. Af afgørelsen fremgår bl.a., at det er en betingelse for at modtage ydelsen, at man har et erhvervsevnetab på minimum 15 procent, og at Sagsøger der-for er forpligtet til at orientere FPS, hvis AES senere nedsætter erhvervsevneta-bet til under 15 procent. Det fremgår om starttidspunktet for tilkendelse af aktstykke 425 ydelsen, at Sagsøger ved AES’ midlertidige afgørelse om erhvervsevnetab af
23. juni 2020 var omfattet af Helbredsnævnets praksis i perioden mellem den
24. januar 2018 og den
25. december 2020, hvorefter tilkendelse af ydelsen var betinget af, at AES havde truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Det fremgår endvi-dere, at Helbredsnævnet pr.
26. januar 2021 ændrede praksis, og at Sagsøger derfor har krav på aktstykke 425 ydelse fra denne dato. Sagsøger påklagede afgørelsen til Forsvarsministeriet, der ved afgørelse af
27. januar 2022 stadfæstede FPS’ afgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a.: ”Formålet med personellovens § 11 b er pensionsmæssigt at kunne sidestille overenskomstansat personel med personel, der kan modtage tilskadekomstpension efter tjenestemandspensionsloven. Som anført af FPS fremgår starttidspunktet for udbetaling af ydelser ef-ter ordningen ikke af § 11 b. Det har derfor været praksis, at FPS har fulgt MEDST’s praksis i tilsvarende sager, således at der i videst muligt omfang kan ske pensionsmæssig ligestilling af overenskomstansatte og tjenestemandsansatte, som netop er formålet med ydelsen. Som tidligere anført har MEDST fra
28. januar 2021 haft en praksis, hvorefter tjenestemænd kunne blive tildelt tilskadekomstpension, fra den første i måneden efter AES havde truffet afgørelse om erhvervsev-netab, herunder både midlertidigt og varigt. Som følge af praksisæn-dringen genoptog MEDST sager, hvor AES i perioden
29. januar 2018 til 5
30. december 2020 kun havde truffet midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab. For disse sager var det gældende, at tjenestemanden kunne blive tildelt tilskadekomstpension fra
31. januar
32. Det fremgår af sagen, at AES traf midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab den
33. juni
34. Den
35. april 2021 traf FPS efterfølgende afgørelse om Forsvarets supplerende pensionslignende ydelse, jf. aktstykke 425, hvorefter din klient har ret til ydelsen fra
36. januar
37. Det er på baggrund af ovenstående Forsvarsministeriets vurdering, at FPS har forvaltet i overensstemmelse med formålet bag personellovens § 11 b, idet deres afgørelse følger MEDST’s praksis på området.” Retsgrundlaget Lov om forsvarets personel (personelloven) Retten for overenskomstansatte til at modtage supplerende pensionslignende ydelse er reguleret i personellovens § 11 b, der indtil den
38. januar 2022 havde følgende ordlyd: ”§ 11 b. Forsvarsministeren fastsætter regler for udbetaling af en supplerende skattepligtig løbende ydelse i tilfælde, hvor personel, der ikke er omfattet af lov om tjenestemandspension eller lov om pensionering af civilt personel i forsvaret mv., omkommer eller påføres varigt mén under eller som følge af tjenesten under udsendelse til udlandet med henblik på deltagelse i de i § 11 a, stk. 1, nævnte opgaver. Det er en be-tingelse for udbetaling af ydelsen, at Arbejdsskadestyrelsen [nu AES] har anerkendt dødsfaldet eller tilskadekomsten som en arbejdsskade. Stk.
39. Ved dødsfald udbetales ydelsen til den efterladte ægtefælle og børn under 21 år. Ved varigt mén udbetales ydelsen til den skadelidte. Stk.
40. Udbetaling af ydelsen ved varigt mén forudsætter, at Arbejdsskadestyrelsen [AES] vurderer, at den pågældende har lidt et tab af erhvervsevnen på mindst 15 pct.” Ydelsen var oprindeligt hjemlet i aktstykke nr. 425 af
41. august 1996 om pensionsmæssig sikring af overenskomstansat personel med følgende tekstanmærkning: ”Forsvarsministeren bemyndiges til at udbetale en supplerende løben-de ydelse ved tab af forsøger samt ved varigt mén til overenskomstan-sat personel, der ikke er omfattet af tjenestemandspensionsloven …, og som under udsendelse til udlandet med henblik på deltagelse i konflikt- 6 forebyggende … og andre lignende opgaver omkommer eller påføres varigt mén under eller som følge af tjenesten. Udbetaling af den supplerende ydelse forudsætter Arbejdsskadestyrelsens anerkendelse af skaden som en arbejdsskade. De nærmere regler fastsættes af Forsvarsministeren.” Det er i aktstykket anført, at ydelsen har til formål at sikre det anførte personel en samlet løbende ydelse svarende til det, en tjenestemand, som alene får udbe-talt tjenestemandspension fra staten, i en tilsvarende situation og med tilsva-rende lønanciennitet ville have opnået. Det er endvidere forudsat, at den sup-plerende ydelse kommer til udbetaling på det tidspunkt, hvor en tjenestemand i samme situation ville være meddelt pensionsvilkårene. Ved lov nr. 127 af
42. februar 1998 blev tekstanmærkningen indarbejdet i personelloven som § 11 b. Af forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, lovforslag nr. L 101, s. 2163, 2166-67) fremgår bl.a. ”Almindelige bemærkninger … Indarbejdelse af tekstanmærkninger ... Finansudvalget tiltrådte ved aktstykke nr. 425 af
43. august 1996 en ordning om pensionsmæssig sikring af personel, der ikke er omfattet af lov om tjenestemandspension …, og som under udsendelse til udlandet med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende … og andre lignende opgaver påføres varigt men eller omkommer under eller som følge af tjenesten. … Det er i aktstykke nr. 425 og … forudsat, at ordningerne senere indarbejdes i lov om forsvarets personel. … Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser … Til nr. 8 § 11 b Bestemmelsen afløser tekstanmærkning nr. 73 til finanslovens § 12, Forsvarsministeriet, jf. aktstykke nr. 425 af
44. august
45. Bestemmelsen har til formål at sikre den overenskomstansatte en løbende ydelse sva- 7 rende til den, en tjenestemand i en tilsvarende situation ville få. Ordningen skal ikke i pensionsmæssig henseende stille overenskomstansat personel bedre end tjenestemandsansat personel. … Ad § 11 b, stk.
46. … Forsvarsministeren foreslås i overensstemmelse hermed bemyndiget til at fastsætte regler for beregning og udbetaling af ydelsen. … Udbetaling af ydelsen ophører på samme tidspunkt som ophør af udbetaling af tilskadekomstpension til en tjenestemand. … Ad § 11 b, stk.
47. Ifølge tjenestemandspensionslovens § 8, stk. 1, er en tjenestemand, som afskediges på grund af utjenstdygtighed, der er forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået tjenesteman-den en tilskadekomst, der begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, berettiget til den egenpension, som gælder for en pensionsalder på 37 år. Arbejdsskadestyrelsen vurderer erhvervsevnetabets omfang. Erhvervsevneta-bet skal være minimum 15%, før egenpensionen udbetales. En tilsvarende ordning foreslås for overenskomstansat personel. Udbetaling af en supplerende ydelse fra Forsvarsministeriet forudsætter således, at afskedigelse eller kontraktophævelse sker som følge af tilskadekomsten, og at Arbejdsskadestyrelsen vurderer, at den pågældende har et tab af erhvervsevnen på minimum 15%.” Ved lov nr. 1539 af
48. december 2018 blev personellovens § 11 b ændret, idet der blev tilføjet stk. 4 til bestemmelsen, hvorved ordningen blev udvidet til også at omfatte personel, som var kommet til skade før den
49. august
50. Forsvarsministeriet havde ikke forud for 2021 i medfør af personellovens § 11 b, stk. 1, eller aktstykke 425 fastsat nærmere regler om udbetaling af den supplerende pensionslignende ydelse. Ved lov nr. 2386 af
51. december 2021 ændredes personellovens § 11 b til den nugældende formulering. Det fremgår af forarbejderne (Folketingstidende 202122, tillæg A, lovforslag nr. L 33, s. 3-5), at ændringen bl.a. havde til formål at tilvejebringe en udtrykkelig hjemmel til at tilkende aktstykke 425 ydelse til overenskomstansatte, der selv har opsagt deres stilling. Herudover ophævede loven kravet om, at den pågældende skulle være påført et varigt mén, således at der i regler udstedt i medfør af loven i stedet skulle fastsættes krav om, at den pågældende er påført et erhvervsevnetab på mindst 15 procent. 8 Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 2518 af
52. december 2021 om udbetaling af supplerende ydelse for udsendt personel m.v. Tjenestemandspensionsloven I 1969, hvor tjenestemandspensionsloven blev vedtaget og trådte i kraft, havde lovens § 8, stk. 1, følgende ordlyd: ”Finder afsked sted på grund af utjenstdygtighed, som er forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået tjenestemanden en tilskadekomst, der begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, er han berettiget til den egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.” Af forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, lovforslag nr. L 168, sp. 4022-23) fremgår bl.a. ”Til § 8 Bestemmelsen angår de tilfælde, hvor afsked finder sted på grund af utjenstdygtighed, der skyldes følger af tilskadekomst under udførelse af tjenesten … … Ved udformningen af lovforslagets bestemmelser om tilskadekomstpension har man anset det for hensigtsmæssigt at knytte tilskadekomstbegrebet til ulykkesforsikringslovens fastlæggelse af, under hvil-ke forudsætninger der ydes erstatning som følge af arbejdsulykker. I overensstemmelse hermed gøres erhvervelse af tilskadekomstpension ifølge stk. 1 afhængig af, at den utjenstdygtighedstilstand, der danner baggrund for afskedigelse, er forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået tjenestemanden en tilskadekomst, som begrunder krav på erstatning efter reglerne i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde…” I 1998 havde bestemmelsen samme ordlyd, idet henvisningen til lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde dog var erstattet af en henvisning til lov om arbejdsskadeforsikring. Ved lov nr. 1551 af
53. december 2016 blev bestemmelsen ændret til den formulering, der var gældende i 2021, og som fortsat er gældende. Ændringen inde-bar, at ordningen efter § 8 blev udvidet til at omfatte tidligere udsendte solda-ter, som har fået anerkendt sent diagnosticeret PTSD efter veteranloven. Af lovforslaget (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr. L 32, s. 4 og s. 7) fremgår bl.a. Almindelige bemærkninger … 2.
54. Ret til tilskadekomstpension 9 … 2.3.
55. Finansministeriets overvejelser og den foreslåede ordning … Det foreslås i lovforslagets § 3, stk. 2, at tilskadekomstpension

§ 8, stk.

1, på grundlag af en tilkendt erhvervsevnetabserstatning tidligst vil kunne tilkendes fra det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anerkendt sygdommen som hørende under veteranloven. Det betyder, at forhenværende tjenestemænd, der tidligere har fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven på grund af sent diagnosticeret PTSD, men som på eller efter den 4. april 2014 får tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne efter veteranloven, kan tilkendes tilskadekomstpension

§ 8

, forudsat bestemmelsens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt, dog tidligst med virkning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anerkendelse af sygdommen efter veteranloven. … Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser … Til § 2 … Til nr.

1. … Med den foreslåede ændring af tjenestemandspensionslovens § 8, stk. 1, sikres det, at forhenværende tjenestemænd, der er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne efter veteranloven, kan tilkendes ret til tilskadekomstpension efter tjenestemandspensionsloven. Veteranloven, der trådte i kraft den
2. april 2014, gælder også for personer, der før lovens ikrafttræden har fået konstateret sent diagnostice-ret posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) foretager på eget initia-tiv en vurdering heraf og træffer afgørelse efter veteranloven i forhold til personer, der har modtaget afgørelse om, at de ikke er berettigede til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven på grund af manglende dokumentation for, at PTSD-sygdommen er opstået i tilknytning til tjenesten inden for de fastlagte tidsrammer. Det foreslås, at tilskadekomstpension

§ 8, stk.

1, – under de i bestemmelsen fastlagte betingelser – tid-ligst vil kunne tilkendes med virkning fra tidspunktet for Arbejdsmar-kedets Erhvervssikrings afgørelse om anerkendelse af, at sygdommen falder ind under veteranloven. Det betyder, at tjenestemænd, der tidli-gere har fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter lov om arbejdsskadesikring på grund af sent diagnosticeret PTSD, og som på eller efter den

1. april 2014 får tilkendt erstatning for tab af erhvervsev-ne efter veteranloven, kan tilkendes en tilskadekomstpension efter tjenestemandspensionsloven. … Til § 3 10 Det foreslås i stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 3, har virkning fra den
2. april 2014 for personer, der på eller efter denne dato af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fået anerkendt sent diagnostice-ret posttraumatiske belastningsreaktion som værende omfattet af lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion (veteranloven). Det indebærer, at en forhenværende tjenestemand kan tilkendes tilskadekomstpension med virkning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anerkendelse af sygdommen efter veteranloven. Når en forhenværende tjenestemand får tilkendt en erhvervsevnetabserstat-ning efter veteranloven, vil en eventuel tilskadekomstpension efter tjenestemandspensionsloven blive ydet med tilbagevirkende kraft fra den første kalenderdag i måneden efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring har truffet afgørelse om anerkendelse af sygdommen efter veteran-loven. Arbejdsskadesikringsloven I 1969 fremgik følgende af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde (lovbekendtgørelse nr. 259 af
3. august 1964) §§ 20 og 31: ”§
4. Ydelserne efter denne lov består, foruden i sygebehandling m. m. under visse forhold, i 1) dagpenge; 2) invaliditetserstatning; 3) erstatning til efterladte; 4) begravelseshjælp. ... §
5. Når der er forløbet 1 år efter ulykkestilfældet, skal direktoratet så vidt muligt træffe afgørelse af, om der tilkommer en tilskadekommen krav på invaliditetserstatning. Stk.
6. Når omstændighederne taler derfor, kan direktoratet dog udsæt-te afgørelsen, i intet tilfælde dog ud over 3 år efter ulykkestilfældets indtræden.” Reglerne blev med virkning fra den
7. januar 1993 overført til lov nr. 390 af
8. maj 1992 (arbejdsskadeforsikringsloven). I 1998 havde lovens § 31, stk. 4, følgende ordlyd: ”Stk.
9. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.” Af forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, lovforslag nr. L 237, sp. 4581) fremgår bl.a. ”Ved forslaget kodificeres Arbejdsskadestyrelsens praksis, der udspringer fra 1978-lovens ikrafttrædelse, og som efterfølgende har været 11 anvendt i stigende omfang. Der kan efter denne praksis træffes midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab, når der foreligger særlige omstændigheder. Dette er tilfældet, når skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v., på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade.” Reglerne blev med virkning fra den
10. januar 2004 overført til lov nr. 422 af
11. juni 2003 om arbejdsskadesikring (arbejdsskadesikringsloven). Lovens § 17, stk. 1 og 3 (nu stk. 5) fik i 2003 følgende ordlyd: ”Har arbejdsskaden nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct. … Stk.
12. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.” Af forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag nr. L 216, s. 6619) fremgår bl.a. ”Bestemmelsen afløser gældende lovs §
13. Gældende lovs § 31, stk. 4, om midlertidige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne er i justeret form indsat som nyt stk.
14. Herved samles bestemmelserne om erstatning for tab af erhvervsevne i samme paragraf. Den nye bestemmelse i stk. 3 er i forhold til gældende lovs § 31, stk. 4, justeret, idet Arbejdsskadestyrelsen kan træffe midlertidige skønsmæssige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne i de situationer, hvor den erhvervsmæssige situation ikke, er afklaret. Det er ikke længe-re en betingelse, at der foreligger særlige omstændigheder. Dette inde-bærer ikke en ændring i forhold til gældende praksis, men er alene en kodificering af gældende praksis. Det bemærkes, at det ved Højesterets dom af
15. januar 2002, gengivet i UfR 2002, side 730, er fastslået, at det er muligt at træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, selv om den tilskadekomne ikke har en varig nedsættelse af erhvervsevnen. Videre fremgår det af dommen (og af Højesterets dom af
16. oktober 2002, gengivet i UfR 2003, side 47), at tabet af erhvervsevne ved en midlertidig afgørelse skal fastsættes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet over, hvad det aktuelt er - altså uden hensyntagen til den tilskadekom-nes forventede erhvervsevne efter endt omskoling. … Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven er herefter begrebsmæssigt ikke det samme som midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven, hvor der forudsættes en varig nedsættelse af erhvervsevnen. 12 Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven kan herefter blandt andet tilkendes, når tilskadekomne for eksempel modtager sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge.” Om samspillet mellem erstatning og tjenestemandspension fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 28, stk. 1, at: ”Har tilskadekomne ret til pension efter lov om tjenestemandspension som følge af arbejdsskaden, nedsættes værdien af erstatningen for tab af erhvervsevne efter denne lov. Nedsættelsen udgør 2/3 af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til den optjente pensionsalder på tidspunktet for pensioneringen.” Ved lov nr. 1388 af
17. december 2005 indsattes følgende bestemmelse § 17 a i arbejdsskadesikringsloven: ”§ 17 a. Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet. Stk.
18. Indtjeningen før arbejdsskaden udgør det beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt. Stk.
19. Arbejdsskadestyrelsen træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse.” Anbringender Sagsøger har navnlig anført, at Forsvarsministeriets afgørelse af
20. janu-ar 2022 er forkert, da afgørelsen indeholder et forkert begyndelsestidspunkt for hans ret til ydelser efter aktstykke
21. Sagsøger har ret til ydelser fra virkningstidspunktet for AES’s første af-gørelse om erhvervsevnetab på 15 procent eller derover, dvs. fra den
22. maj 2019, eller senest fra datoen for afgørelsen, dvs. den
23. juni
24. Det bestrides, at begyndelsestidspunktet for ydelser efter aktstykke 425 og ydelser i henhold til personelloven er den
25. i måneden efter den måned, hvor AES har truffet afgørelse om erhvervsevnetab. Der er et sikkert grundlag for at tilsidesætte Forsvarsministeriets afgørelse, idet den praksis, som Forsvarsministeriet har anvendt før den
26. januar 2021 ved administrationen af retten til ydelser efter aktstykke 425, ikke har haft hjemmel, da det hverken af aktstykket eller personellovens § 11 b fremgår, at der er krav om, at der er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab ved AES. Den an-vendte praksis har således hverken støtte i lovteksten eller forarbejder, hvilket gælder både i forhold til ydelser

§ 8og akt-stykke 425 ydelser efter personellovens § 11 b.

Det er efter personellovens § 11 13 b, stk. 3, alene et krav for at opnå ret til ydelser efter ordningen, at AES har vurderet, at den pågældende tilskadekomne har lidt et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent, hvorimod der ikke stilles krav om, at det nedsatte erhvervsevnetab er varigt, og at dette er vurderet ved en endelig afgørelse. Forsvarsministeriet har derfor ikke haft hjemmel til at anvende en administrativ praksis, der stillede krav om endelig afgørelse fra AES. Det bestrides, at Forsvarsministeriet har haft hjemmel til at fastsætte skæringstidspunktet for Sagsøgers aktstykke 425 ydelser til tidspunktet for praksisændringen. Der har ikke i perioden været foretaget ændringer i tjenestemandspensionslovens § 8 eller personellovens § 11 b, som har medført et grundlag for en praksisændring. Hverken Forsvarsministeriets praksisændring eller bekendtgørelse nr. 2518 af

1. december 2021 reparerer på den ulovlige praksis i perioden mellem den
2. januar 2018 og den
3. januar
4. Bekendt-gørelsen, der har hjemmel i gældende lovgivning, bekræfter blot den praksis-ændring, der allerede var foretaget af Forsvarsministeriet med virkning fra den
5. januar
6. Henset til tidsperspektivet for bedømmelse af erhvervsevnetabet skal der i arbejdsskadesager ikke anvendes et afgørelsestidspunkt, men et virkningstidspunkt svarende til hvad der gælder for krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, jf. afgørelsen U 2010.451 H. Forsvarsministeriet burde derfor have tilkendt Sagsøger aktstykke 425 ydelser fra det tidspunkt, hvor hans erhvervsevnetab kunne vurderes til 15 pro-cent eller derover, dvs. fra den
7. maj
8. Subsidiært er han er berettiget til ydelser efter ordningen fra den
9. juni 2020, som er datoen for AES’s midlertidi-ge afgørelse om, at han var påført et erhvervsevnetab på 55 procent. Forsvarsministeriet har navnlig anført, at formålet med ordningen efter personellovens § 11 b er at sikre overenskomstansatte en løbende ydelse svarende til den, som en tjenestemand i en tilsvarende situation ville få. For så vidt angår kriterierne for tildeling af ydelsen henvises i lovens forarbejder direkte til tjenestemandspensionslovens § 8, herunder krav om, at AES skal have vurderet, at den pågældende har et erhvervsvenetab på minimum 15 procent. Det fremgår således klart af forarbejderne til bestemmelsen, at den har til formål at stille overenskomstansatte økonomisk som tjenestemandsansatte ville være blevet stillet i samme situation. Det indebærer bl.a., at den supplerende ydelse skal tilkendes på det tidspunkt, hvor en tjenestemand i samme situation ville være blevet tilkendt tilskadekomstpension

§ 8

. Forsvarsministeriet har således med rette vurderet, hvornår Sagsøger, såfremt han havde været tjenestemand, ville være blevet tilkendt tilskade-komstpension af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Det fremgår af Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis for tilkendelse af tilskadekomstpension

§ 8

, at personer, der har fået tilkendt en midlertidig erhvervsevnetabserstatning som følge af tilska- 14 dekomst i tjenesten før den

1. januar 2021 og på den baggrund ikke tidligere var blevet tilkendt tilskadekomstpension, skulle tilkendes tilskadekomstpension fra den
2. januar
3. Forsvarsministeriet har med rette administreret personellovens § 11 b i overensstemmelse med denne praksis. Dette understøttes af lovbemærkningerne til ændringen af personellovens § 11 b i 2021, hvoraf fremgår, at det fra ministeriets side blev vurderet, at der forud for udstedelsen af bekendtgørelsen af
4. december 2021 havde været tilstrækkelig hjemmel til at behandle sager om udbetaling af den supplerende ydelse efter personellovens § 11 b, så længe der var administreret efter bestemmelsens ordlyd og bemærk-ningerne i de to lovforslag fra henholdsvis 1998 og
5. Forsvarsministeriet har netop behandlet Sagsøgers sag i overensstemmelse hermed. Hvis For-svarsministeriet skulle have tilkendt Sagsøger ydelse efter personellovens § 11 b fra et tidligere tidspunkt, ville Forsvarsministeriet stille Sagsøger bedre, end en tjenestemandsansat ville være blevet stillet i en tilsvarende situa-tion. Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til personellovens § 11 b, at dette ikke har været formålet med bestemmelsen. Forsvarsministeriet har derfor ikke hjemmel til at forvalte ordningen i overensstemmelse med Sagsøgers på-stand. Forsvarsministeriet har vedrørende Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis før den
6. januar 2021 navnlig gjort gældende, at da tjenestemandspensionslovens § 8 i 1969 blev koblet op på ulykkesforsikringslovens ulykkesbe-greb, kunne der efter ulykkesforsikringsloven ikke træffes midlertidige afgørel-ser om erhvervsevnetabserstatning. Adgangen til at træffe midlertidige afgørel-ser blev først indføjet ved lov nr. 493 af
7. juni 1996, der fandt anvendelse på arbejdsskader indtrådt efter den
8. juli
9. Lovens § 31, stk. 4, gav alene mulighed for at træffe midlertidig afgørelse, når der forelå særlige omstændighe-der. Først ved lov nr. 422 af
10. juni 2023 om arbejdsskadesikring blev bestem-melsen om midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab indføjet i § 17, stk. 3, hvorefter det ikke længere var en betingelse, at der forelå særlige omstændig-heder. Det var dermed ikke i det oprindelige lovgrundlag vedrørende tjenestemandspensionslovens § 8 en forudsætning, at der kunne tilkendes livsvarig tilskadekomstpension på baggrund af en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabserstatning, hvor det ikke kan udelukkes, at skadelidte kan genvinde sin erhvervsevne. Lovgiver har heller ikke hverken i forbindelse med eller efter indførelsen af muligheden for midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabserstatning for-holdt sig til konsekvenserne for retsstillingen om livsvarige ydelser efter tjenestemandspensionsloven eller personelloven. Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis for livsvarige pensionsydelser, hvorefter der alene kunne tilken-des tilskadekomstpension på baggrund af endelige afgørelser om erhvervsev-netab fra AES, stred således ikke mod lovgrundlaget. Først ved udstedelsen af bekendtgørelse nr. 2518 af
11. december 2021 blev det for så vidt angår ydelser 15 efter personelloven fastslået, at en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabserstatning er tilstrækkelig. Bekendtgørelsen gælder ikke i denne sag. Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis før den
12. januar 2021 var desuden sagligt begrundet, idet en tilskadekomstpension er livsvarig og ikke kan inddrages uden for de tilfælde, hvor en tjenestemand

§ 9har pligt til at lade sig genansætte.

Tilskadekomstpensionen og supplerende pensionslignende ydelse kan dermed ikke efterfølgende tilbagekaldes, selvom den tilskadekomne efterfølgende formår at opnå en indtjening på arbejdsmarkedet på samme niveau som uden skaden. En midlertidigt nedsat erhvervsevne ville således kunne give ret til en livslang pension også i situatio-ner, hvor den fulde erhvervsevne ville blive genetableret. Forsvarsministeriet har subsidiært vedrørende tilkendelsestidspunktet navnlig gjort gældende, at Sagsøger tidligst har ret til ydelsen fra den

1. juli 2020, som er den
2. i måneden, efter afgørelsen om erhvervsevnetabserstatning blev truffet. Det fremgår således af den frem til den
3. januar 2022 gældende perso-nellovs § 11 b, stk. 3, at der for at være berettiget til ydelsen stilles krav om, at AES har vurderet, at den pågældende har et erhvervsevnetab på mindst 15 pro-cent. Dette havde AES ikke vurderet i Sagsøgers sag den
4. maj 2019, men derimod først den
5. juni 2020, hvorefter erstatningen først kan tilkendes fra den første i næstkommende måned. Dette er videreført i den nugældende be-kendtgørelse. Det fremgår af den gældende praksis fra Medarbejder- og Kom-petencestyrelsen, som er fulgt af Forsvarsministeriet, at tilkendelse af ydelsen sker med virkning fra den
6. i måneden efter AES’ første afgørelse om erhverv-sevnetabserstatning. Særligt vedrørende hjemvisningspåstanden har Forsvarsministeriet gjort gældende, at hvis tilkendelsestidspunktet ændres, så skal Forsvarsministeriets Personalestyrelse foretage en fornyet beregning af den løbende ydelse, som vil af-vige fra den ydelse, der er tilkendt i afgørelsen af
7. januar
8. Landsrettens begrundelse og resultat Parterne er enige om, at Sagsøger opfylder betingelserne for tilkendelse af Forsvarets supplerende pensionslignende ydelse (aktstykke 425) i henhold til personellovens § 11 b, idet han som følge af sin udsendelse til Irak i 2003-2004 er påført en erhvervssygdom i form af PTSD, som ville have forhindret ham i at opretholde sin ansættelse ved Forsvaret, hvis ikke ansættelsen var udløbet som følge af hans tidsbegrænsede ansættelse. Spørgsmålet i sagen er således alene, fra hvilket tidspunkt Sagsøger hav-de krav på ydelsen. Der er enighed mellem parterne om, at dette spørgsmål skal vurderes efter § 11 b i personelloven, som denne var udformet før den
9. januar
10. 16 Dommerne Lisbeth Kjærgaard og Hanne Aagaard udtaler: Efter den dagældende personellovs § 11 b, stk. 3, forudsætter udbetaling af ydelsen ved varigt mén, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at den pågældende har lidt et tab af erhvervsevnen på mindst 15 procent. Sagens tvistepunkt angår i første række, om Forsvarsministeriet har haft hjem-mel til at anvende en praksis, hvorefter der i perioden fra den
11. januar 2018 til den
12. december 2020 blev stillet krav om, at afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle være en endelig, ikke-midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab. Det fremgår hverken af ordlyden af personellovens § 11 b eller forarbejderne til bestemmelsen, herunder indholdet af aktstykke 425, om der med bestemmelsen sigtes til en midlertidig eller endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Af forarbejderne fremgår derimod, at ordningen efter personellovens § 11 b har til formål at sikre overenskomstansatte en løbende ydelse svarende til den, en tjeneste-mand i en tilsvarende situation ville få, og at ordningen i pensionsmæssig hen-seende ikke skal stille overenskomstansat personel bedre end tjenestemandsan-sat personel. Det følger heraf, at reglerne i personellovens § 11 b må fortolkes i overensstemmelse med den dagældende regel i tjenestemandspensionslovens § 8, stk. 1, om tilskadekomstpension. Forsvarsministeriet har i sin afgørelse af
13. januar 2022 henvist til, at det har været praksis, at Forsvarets Personalestyrelse har fulgt Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis i tilsvarende sager vedrørende tjenestemandsansatte, således at der i videst muligt omfang kan ske pensionsmæssig ligestilling af overenskomstansatte og tjenestemandsansatte i overensstemmelse med personellovens formål. Forsvarsministeriet har således i perioden fra den
14. januar 2018 til den
15. december 2020 fulgt en praksis svarende til den, som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anvendte i forhold til tjenestemandsansatte i den omhandlede periode, og Forsvarsministeriet har afgjort Sagsøgers sag i overensstemmelse hermed. På denne baggrund, og da Forsvarsministeriet efter vores opfattelse ikke har haft tilstrækkeligt klart grundlag for at anse den anvendte praksis for lovstridig, stemmer vi for at frifinde Forsvarsministeriet. Dommer Kristian Torp udtaler: Sagens hovedspørgsmål er, om den af Forsvarsministeriet anvendte praksis for tilkendelse af aktstykke 425 ydelse i perioden mellem den
16. januar 2018 og 17 den
17. december 2020 har haft hjemmel i den dagældende personellovs § 11 b, stk.
18. Bestemmelsen indrømmer ikke de administrerende myndigheder et administra-tivt skøn, og der er derfor tale om et spørgsmål om subsumption under en normerende retsregel. Som anført af flertallet, fremgik det ikke af den dagældende personellovs § 11 b, stk. 3, om det er en betingelse, at den af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring trufne afgørelse om tab af erhvervsevne er endelig, og Forsvarsministeriet hav-de ikke i medfør af § 11 b, stk. 1, fastsat nærmere regler om udbetaling af ydel-sen. Som ligeledes anført af flertallet, fremgår det af forarbejderne til personellovens § 11 b, at bestemmelsen havde til formål at sidestille overenskomstansatte, der kommer til skade under udsendelse, med tjenestemandsansatte i samme situa-tion, og reglerne i personellovens § 11 b må derfor fortolkes i overensstemmelse med den dagældende regel i tjenestemandspensionslovens §
19. Der er imidlertid hverken efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne grundlag for at fastslå, at personellovens § 11 b i alle tilfælde skal administreres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende praksis efter tjenestemandspensionsloven. Jeg lægger herved vægt på, at administrationen af personelloven henhører un-der Forsvarsministeriet, mens tjenestemandspensionsloven henhører under Finansministeriet, og at der både i aktstykke 425 og i personelloven var fastsat hjemmel til, at Forsvarsministeriet kunne fastsætte nærmere regler. Det er derfor ikke afgørende, om Forsvarsministeriet har haft et klart grundlag for at anse Medarbejder- og Kompetencestyrelsens tilkendelsespraksis efter tjenestemandspensionsloven for lovstridig, idet det i stedet må afgøres ved en selvstændig fortolkning af personellovens § 11 b, om Forsvarets Personalestyrelses tilkendelsespraksis i perioden fra den
20. januar 2018 til den
21. december 2020 var lovlig. Både i 1996 og i 1998 var det

§ 8, stk.

1, en betingelse for tilkendelse af tilskadekomstpension, at der var overgået den pågældende tjenestemand en tilskadekomst, der begrundede krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Bestemmelsen er oprindeligt affattet ved lov nr. 292 af

1. juni 1969 om tjenestemandspension, hvorefter tilskadekomstpension var betinget af, at der var overgået den pågældende en tilskadekomst, der begrundede krav på erstatning 18 i henhold til den dagældende ulykkesforsikringslov. Ved lov nr. 263 af
2. maj 1986 blev bestemmelsen ændret, så den henviste til krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Det fremgår af forarbejderne hertil, at der alene var tale om en redaktionel ændring. Henvisningen i tjenestemandspensionslovens § 8 til ulykkesforsikringsloven er i forslaget til tjenestemandspensionsloven begrundet med, at det blev anset for hensigtsmæssigt at knytte tilskadekomstbegrebet til ulykkesforsikringslovens fastlæggelse af, under hvilke forudsætninger der ydes erstatning som følge af arbejdsulykker. Både i 1996 og i 1998 var der i arbejdsskadeforsikringsloven hjemmel til, at Arbejdsskadestyrelsen kunne træffe midlertidig afgørelse, når der forelå særlige omstændigheder, jf. dagældende arbejdsskadeforsikringslovens § 31, stk.
3. Bestemmelsen kodificerede den praksis, der havde udviklet sig efter 1978-loven. Reglerne om midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab er siden ændret med vedtagelsen af den nugældende arbejdsskadesikringslov i 2004, der ophævede kravet om særlige omstændigheder, og ved lov nr. 1338 af
4. december 2005, der indsatte § 17 a om beregningen af tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade visiteres til fleksjob. Ændringen i forbindelse med vedta-gelsen af arbejdsskadesikringsloven kodificerede den praksis, der forinden havde udviklet sig i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 31, stk.
5. Det fremgår i dag af arbejdsskadesikringslovens § 11, at ydelserne efter loven bl.a. er erstatning for erhvervsevnetab, jf. § 17 og § 17 a, der begge står under overskriften ”Erstatning for tab af erhvervsevne” . Bestemmelsen i § 17 indeholder både regler om endelige og midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab, jf. stk. 1 og stk.
6. På denne baggrund, og under hensyn til, at sammenkoblingen mellem tjenestemandspensionsloven og arbejdsskadesystemet oprindeligt var begrundet i et ønske om at anvende ulykkesforsikringslovens tilskadekomstbegreb som betingelse for tilkendelse af tilskadekomstpension – og altså ikke et ønske om at kob-le tilskadekomstpensionsydelsen sammen med bestemte ydelser efter ulykkesforsikringsloven – er den naturlig sproglige forståelse af både tjenestemandspensionslovens § 8 og personellovens § 11 b, at tilkendelse af de respektive ydelser kan ske, når der er truffet afgørelse om erhvervsevnetab, uanset om denne er midlertidig eller endelig. Jeg lægger til grund, at fortolkningen af både tjenestemandspensionslovens § 8 og personellovens § 11 b indtil den
7. januar 2018 var i overensstemmelse hermed, og at tilkendelse af tilskadekomstpension henholdsvis aktstykke 425 19 ydelse således kunne ske på baggrund af en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab. Som det fremgår ovenfor, er reglerne i arbejdsskadesikringsloven i denne peri-ode ændret flere gange, hvorved anvendelsesområdet for midlertidige afgørel-ser om erhvervsevnetab er blevet udvidet, uden at lovgiver har fundet anled-ning til at ændre tjenestemandspensionsloven eller personelloven eller på an-den måde korrigere den dagældende fortolkning. Med virkning fra den
8. januar 2018 ændrede Forsvarets Personalestyrelse den hidtidige tilkendelsespraksis, således at tilkendelse af aktstykke 425 ydelser fremover var betinget af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Med virkning fra den
9. januar 2021 ændrede Forsvarets Personalestyrelse på ny praksis, således at tilkendelse af aktstykke 425 igen alene er betinget af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om erhvervsevnetab, uanset om denne er midlertidig eller varig. Det er ikke oplyst, at Forsvarets Personalestyrelse offentliggjorde hverken den i 2018 eller i 2021 ændrede praksis. Der er ikke i perioden mellem de to praksisændringer sket ændringer i det ret-lige grundlag for tilkendelse af aktstykke 425 ydelser, og de skete praksisæn-dringer må derfor anses for udslag af en ændret fortolkning af loven. Henset til, at Forsvarets Personalestyrelse i dag følger den samme tilkendelsespraksis, som blev fulgt indtil den
10. januar 2018, lægger jeg til grund, at Forsvarets Personalestyrelse ikke har anset denne for lovstridig eller urigtig. Jeg finder under disse omstændigheder ikke, at Forsvarsministeriet har haft hjemmel til at ændre den fortolkning, som ministeriet indtil 2018 havde lagt til grund, og som ministeriet siden januar 2021 igen har lagt til grund, til skade for Sagsøger. Forsvarsministeriet burde derfor have truffet afgørelse om at tilkende Sagsøger Forsvarets supplerende pensionslignende ydelse med virkning fra den første i måneden efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af
11. juni 2020, dvs. fra den
12. juli
13. Da tilkendelse af ydelsen fra denne dato forudsætter en fornyet beregning, stemmer jeg for at hjemvise sagen i overensstemmelse med Forsvarsministeriets subsidiære påstand. Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvorefter Forsvarsministeriet frifindes. 20 Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger betale 35.000 kr. til Forsvarsministeriet til udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens om-fang og forløb. THI KENDES FOR RET: Forsvarsministeriet frifindes. I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 35.000 kr. til Forsvarsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 06-06-2025 kl. 10:01 Modtagere: Sagsøgte Forsvarsministeriet, Departementet, Advokat (L) Berit Møller Lenschow, Advokat (L) Mette Halmø Rasmussen, Sagsøger