Højesteret ændrede landsrettens kendelse om varetægtsfængsling efter dom for overtrædelse af straffelovens § 238, stk. 1, således at tiltalte skal løs

Ikke grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen Der var ikke særligt bestyrket mistanke om drab efter straffelovens §

1. Sag 30/2025 Kendelse afsagt den
2. juni 2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Tiltalte blev anholdt i december 2024 og sigtet for drab efter straffelovens § 237, subsidiært § 238, stk. 1, ved at have dræbt sit nyfødte barn. I grundlovsforhøret erkendte hun drab under formildende omstændigheder efter straffelovens § 238, stk.
3. Byretten fandt, at der var begrundet mistanke om, at hun var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 238, stk. 1, og hun blev varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.
4. Ved et retsmøde den
5. januar 2025 anmodede anklagemyndigheden om fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, subsidiært § 762, stk. 2, nr. 1, idet der efter anklagemyndighedens opfattelse var en særligt bestyrket mistanke om drab efter straffelovens §
6. Byretten fandt, at der ikke var grundlag for fortsat varetægtsfængsling, og løslod Tiltalte. Landsretten ændrede byrettens afgørelse ved kendelse af
7. januar 2025 og bestemte, at Tiltalte skulle varetægtsfængsles i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr.
8. Landsretten fandt, at der var særligt bestyrket mistanke om, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens §
9. Højesteret fastslog, at der henset til Tiltaltes egen forklaring, mentalerklæringen vedrørende Tiltalte samt de afgivne vidneforklaringer alene var en særligt bestyrket mistanke om, at Tiltalte har overtrådt straffelovens § 238, stk.
10. Herefter forelå der ikke en særligt bestyrket mistanke om drab efter straffelovens §
11. Da straffelovens § 238, stk. 1, har en strafferamme på 4 års fængsel, var der ikke grundlag for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, idet bestemmelsen indeholder et krav om, at lovovertrædelsen skal kunne straffes med fængsel i 6 år eller derover. Højesteret stadfæstede derfor byrettens kendelse og løslod Tiltalte. Landsretten var kommet til et andet resultat.