Obsah (4)

§ 769§ 762§ 765§ 221

UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 14. juli 2025 Sag 14/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Mikkel Holm Nielsen, beskikket) I tidl

§ 769, stk.

4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, er derfor opfyldt. Herefter, og da fortsat varetægtsfængsling i 4 uger ikke er i strid med de proportionalitetshensyn, som er nævnt i lovens § 762, stk. 3, bestemmes: Tiltalte skal være varetægtsfængslet under anken, med frist til den

1. november
2. ” Varetægtsfængslingen blev efterfølgende forlænget den
3. november 2024 med yderligere 4 uger. For landsretten har Tiltalte om sine personlige forhold bl.a. for-klaret, at da han blev anholdt, var han i et forløb i psykiatrien i By 3 F-ACT-team. Forløbet angik en Diagnose 2 og følgerne af et overfald. Han har endvidere forklaret bl.a.: ”Han oplever fængslingen, hvorunder han lider under den manglende behandling og og-så forfølges af andre fanger og personale, som tortur. Han har store hukommelsespro-blemer, og de bliver værre. Hans øvrige PTSD-følger og Diagnose 2 forværres og-så. Hans kolesteroltal er blevet forværret under varetægtsfængslingen. Hans oplevelse i byretten var, at han var på 30% af sine kognitive evner, da sagen blev hovedforhandlet. Han havde været varetægtsfængslet i 13 måneder, da hovedforhandlingen blev indledt og i 17 måneder, da den sluttede. Varetægtsfængslingen er som tortur, og han kunne ik-ke forsvare sig under tortur. Hvis han løslades, vil han kunne genoptage behandlingen i F-ACTteamet. Det har han fået skriftligt bekræftet fra psykiatrien i By 3, som han har været tilknyttet. Han er villig til at underkaste sig enhver form for alternativ til varetægtsfængsling, hvis de t kan betyde, at han bliver løsladt.” Landsretten har berammet hovedforhandlingen i ankesagen til
4. november –
5. december
6. Landsretten har i forbindelse med kæremålet oplyst, at det ikke er muligt at beramme sagen tidligere. Ved kendelse af
7. november 2024 traf landsretten afgørelse om, at Tiltalte skulle løslades fra varetægtsfængsling. Af kendelsen fremgår bl.a.: ”Af de grunde, som landsretten har anført i kendelse af
8. oktober 2024, findes betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af

§ 769, stk.

4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, at være opfyldt. Hvis tiltalte varetægtsfængsles indtil dom, vil tiltalte blive frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder. At varetægtsfængslingen, som sker under mere belastende forhold end afso-ning i almindeligt fængsel – herunder under forhold som efter det oplyste om tiltaltes - 4 personlige forhold er særligt belastende for ham – vil få en sådan udstrækning, beror i al væsentlighed på domstolenes lange sagsbehandlingstider. Under disse omstændigheder finder landsretten, at fortsat frihedsberøvelse vil være i strid med

§ 762, stk.

3. Varetægtsfængslingens øjemed kan imidlertid i nogen grad opnås ved mindre indgri-bende foranstaltninger som nævnt i

§ 765, stk.

2, jf. stk. 1, og tiltalte har samtykket heri. Der træffes derfor, og da hensyn som nævnt i

§ 762, stk.

3, ikke kan anses for at være til hinder herfor, bestemmelse som nedenfor bestemt om sådanne foranstaltninger, jf.

§ 769, stk.

4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 765, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1. bestemmes: Tiltalte skal løslades fra varetægtsfængsling. Tiltalte skal, indtil der er afsagt dom i sagen, undlade gennem internettet at kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham, og undlade erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.” Anbringender Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Tiltalte er idømt fængsel i 5 år for en lang række forhold af personfarlig kriminalitet. Såvel kravet om en sær-ligt bestyrket mistanke som strafferammekravet i

§ 762, stk.

2, nr. 1, er der-med opfyldt. Hensynet til retshåndhævelsen kræver ligeledes, at Tiltalte vare-tægtsfængsles, jf.

§ 762, stk.

2, nr. 1. Såvel grovheden af den begåede krimi-nalitet, herunder længden af gerningsperioden, karakteren af de seksuelle overgreb og antallet af forurettede, som længden af straffen ligger inden for kerneområdet for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen. Det er uden betydning, at Tiltalte i en periode har været på fri fod. Fængslingsgrundlaget, som er hensynet til retshåndhævelsen, svækkes ikke efter nogen tid i lige så høj grad som ved kollusionsarrest. Der er et betydeligt hensyn at tage til de foru-rettede i sagen. Efter den begåede kriminalitets karakter og alvor er fortsat fængsling indtil dom i ankesagen heller ikke i strid med

§ 762, stk.

1. - 5 Efter retspraksis i lignende sager begrunder hensynet til retshåndhævelsen, at der kan ske varetægtsfængsling, så længe fængslingen ikke vil overstige den forventede straf under hensyntagen til mulighederne for prøveløsladelse til normal tid. En fældende dom i byretten giver et endnu stærkere grundlag for varetægtsfængsling, jf. Højesterets kendelse i UfR 2025.955 H. Ved en straf på fængsel i 5 år er prøveløsladelse normalt mulig efter 3 år og 4 måneder. Ved en uafbrudt fængsling indtil forventet dom i landsretten ville Tiltalte sammenlagt have været varetægtsfængslet i under 2 år og 8 måneder. Som følge af landsrettens afgørelse vil perioden blive endnu kortere. Fortsat varetægtsfængsling vil ikke være i strid med EMRK artikel 5, stk. 1, jf. artikel 6, stk.
2. Det er ikke tilstrækkeligt godtgjort, at tiltaltes personlige forhold gør ophold i arresten så særligt belastende for ham, at han ikke skal være varetægtsfængslet. Tiltalte var varetægtsfængslet i mere end 1 1/2 år frem til den indkærede kendelse. Landsrettens begrundelse herom bygger på Tiltaltes egen forkla-ring, som ikke er underbygget af den seneste retspsykiatriske erklæring af
3. april
4. Her beskrives Tiltalte bl.a. som hverken ængstelig, tvangspræget, depressiv eller manisk, men med en svært forstyrret personlighedsstruktur af narcissistisk type og med en mangeårig misbrugsproblematik. Landsrettens bestemmelse om surrogat er i strid med

§ 765, stk.

3, hvorefter retten ved en bestemmelse om surrogat i en sag, der angår grov personfarlig kriminalitet, skal bestemme, at den sigtede ikke må opholde sig i eget hjem. Efter forarbejderne til bestemmelsen er det utvivlsomt, at den foreliggende sag angår grov personfarlig kriminalitet i bestemmelsens forstand. Bestemmelsen er efter forarbejderne undtagelsesfri og navnlig indført med baggrund i retshåndhævelseshensyn, herunder hensynet til, at de forurettede ikke skal risikere at blive konfronteret med deres formodede gerningsmand, inden sagen er afgjort. De strafbare forhold i denne sag må desuden antages at være begået i, fra eller i nærheden af hjemmet. Landsretten har således tilladt - 6 Tiltalte at komme tilbage til det sted, hvor han har skabt fundamentet for de seksuelle over-greb og forsøg herpå. Landsrettens bestemmelse om surrogat giver heller ikke mulighed for at føre effektiv kontrol med, om Tiltalte overholder de fastsatte bestemmelser. Tiltalte har anført navnlig, at landsretten med rette løslod ham med den anførte begrundelse og de anførte foranstaltninger. Varetægtsfængsling frem til dom vil være i strid med proportionalitetsgrundsætningen. Ved fængsling frem til dom skulle han have været varetægtsfængslet i 2 år og 8 måneder, hvilket med inddragelse af reglerne om prøveløsladelse ville svare til at afsone en fængselsdom på 4 år. Dette ville i sig selv være uproportionalt i forhold til sagens karakter. Han har nægtet sig skyldig i de væsentligste tiltalepunkter, og der er i sagen også andre for-hold, som kan føre til en formildelse i forhold til byrettens dom. Desuden angår de alvorligste tiltalepunkter kun forsøgshandlinger. Der skal ved proportionalitetsvurderingen tages hensyn til de særlige negative psykiske konsekvenser, som varetægtsfængslingen har haft. Betingelserne for at anvende andre foranstaltninger efter

§ 765er opfyldt.

Han har ikke modsat sig nogen foranstaltninger, og han har heller ikke modsat sig, at politiet fører kontrol med hans overholdelse af vilkårene. I den tid, som er gået efter løsladelsen, har der ikke været problemer, og den forløbne tid taler også imod, at hensynet til retshåndhævelsen på nuværende tidspunkt kan begrunde varetægtsfængsling. Hvis Højesteret finder, at de af landsretten fastsatte foranstaltninger er utilstrækkelige eller ulovlige, bør Højesteret fastsatte de foranstaltninger, som Højesteret finder tilstrækkelige. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling - 7 Ved Retten i Lyngbys dom af

1. september 2024 er Tiltalte fun-det skyldig i bl.a. seksuelle krænkelser eller forsøg herpå begået mod flere mindreårige piger, og han er idømt fængsel i 5 år. Blandt forholdene er flere voldtægtsforsøg og andre forsøg på samleje samt flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, vidnetrusler og forsøg herpå samt ulovlig tvang. Tiltalte havde forud for byrettens dom været frihedsberøvet fra den
2. april 2023, og byretten bestemte ved domsafsigelsen, at han af hensyn til retshåndhæ-velsen skulle forblive fængslet under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse af straffen kan iværksættes, jf.

§ 769, stk.

1, jf. § 762, stk. 2, nr.

1. Byrettens dom er anket til landsretten af både Tiltalte og ankla-gemyndigheden, og frihedsberøvelsen er efterfølgende blevet forlænget af landsretten. Landsretten berammede den
2. oktober 2024 sagen til hovedforhandling over ti retsdage i perioden fra den
3. november 2025 til den
4. december
5. Ved kendelse af
6. november 2024 traf landsretten afgørelse om, at Tiltalte skulle løslades, idet landsretten fandt, at fortsat varetægtsfængsling ville være i strid med

§ 762, stk.

1. Landsretten bestemte med henvisning til rets-plejelovens § 765, stk. 2, jf. stk. 1, at han, indtil der er afsagt dom i sagen, skal undlade gen-nem internettet at kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham, og undlade erhvervsmæs-sigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Kæresagen angår, om Tiltalte skal være varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen, og om varetægtsfængslingens øjemed, selv om betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling måtte være til stede, kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger. Varetægtsfængsling Tiltalte er ved den indankede dom idømt 5 års fængsel for bl.a. flere voldtægtsforsøg begået mod mindreårige piger. Efter den fældende dom i byretten er der et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen indtil dom i anke-sagen, jf. herved Højesterets kendelse af
2. december 2024 (UfR 2025.955). Efter oplysnin- - 8 gerne om de strafbare forholds grovhed, herunder kriminalitetens art, finder Højesteret på denne baggrund, at hensynet til retshåndhævelsen kræver, at Tiltalte ikke er på fri fod. Landsretten har berammet ankesagen til perioden
3. november –
4. december
5. Som anført af landsretten ville Tiltalte være frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder ved uafbrudt varetægtsfængsling indtil dom i ankesagen. Tiltalte har for landsretten forklaret om sine personlige forhold. Hans forklaring om den belastning, som fortsat varetægtsfængsling vil udgøre, er ikke under-støttet af lægelige eller andre oplysninger i sagen. Højesteret finder på den anførte baggrund, at varetægtsfængsling indtil dom på det foreliggende grundlag ikke er i strid med de proportionalitetshensyn, som fremgår af

§ 762, stk.

1. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Tiltalte efter den påkærede kendelse har været på fri fod siden den
2. november
3. Betingelserne for varetægtsfængsling er således opfyldt. Foranstaltninger efter

§ 765

Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten bestemmelse her-om i medfør af

§ 765, hvis den sigtede samtykker heri.

Det følger af

§ 765, stk.

3, at hvis sagen angår grov personfarlig kriminalitet, skal retten bestemme, at sigtede ikke må opholde sig i eget hjem. Efter oplysningerne om kriminalitetens art finder Højesteret, at varetægtsfængslingens øjemed ikke kan opnås ved de mindre indgribende foranstaltninger, som landsretten har fastsat, heller ikke selv om det i medfør af § 765, stk. 3, bestemmes, at Tiltalte ikke må opholde sig i eget hjem. På det foreliggende grundlag finder Højesteret ikke grundlag for at træffe bestemmelse om andre foranstaltninger i medfør af

§ 765

. - 9 - Konklusion Tiltalte skal varetægtsfængsles, indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen, jf.

§ 769, stk.

4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1. Thi bestemmes: Tiltalte skal varetægtsfængsles, indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret. *) Berigtiget i medfør af

§ 221, stk.

1, således at ” S-27982-24 ”udgår og erstattes med ”S-2792-24 ”. Højesteret, den 15. juli 2025 Lars Hjortnæs