Højesteret ændrer landsrettens kendelse, således at tiltalte skal varetægtsfængsles, indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen om tiltale for seks

Varetægtsfængsling var ikke uproportional og skulle ikke ske i surrogat Kendelse afsagt den

1. juli 2025 Sag 14/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte En mand dømt for grov personfarlig kriminalitet skulle varetægtsfængsles– formålet hermed kunne ikke opnås ved mindre indgribende foranstaltninger Tiltalte var af byretten idømt fængsel i 5 år for bl.a. seksuelle krænkelser begået mod flere mindreårige piger, herunder flere voldtægtsforsøg. Sagen blev anket til landsretten af både Tiltalte og anklagemyndigheden, og spørgsmålet for Højesteret var, om Tiltalte skulle være varetægtsfængslet frem til dom. Tiltalte blev varetægtsfængslet i april
2. I november 2024 løslod landsretten Tiltalte og bestemte, at Tiltalte - indtil der er afsagt dom i sagen – skal undlade gennem internettet at kontakte børn under 19 år, der ikke kender ham, og undlade erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Højesteret udtalte, at der efter domfældelse i byretten foreligger et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, og at dette hensyn på det foreliggende grundlag i lyset af oplysningerne om de strafbare forholds grovhed, herunder kriminalitetens art, kræver, at Tiltalte ikke er på fri fod. Tiltalte ville ved uafbrudt fængsling indtil dom i ankesagen, der var berammet til november-december 2025, have været frihedsberøvet i ca. 2 år og 8 måneder. Højesteret fandt, at Tiltaltes forklaring om den belastning, som fortsat varetægtsfængsling ville udgøre, ikke var understøttet af lægelige eller andre oplysninger i sagen. Højesteret udtalte herefter, at varetægtsfængsling indtil dom på det foreliggende grundlag ikke ville være uproportionalt. Det forhold, at Tiltalte havde været på fri fod siden landsrettens kendelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Højesteret fandt, at varetægtsfængslingens øjemed efter oplysningerne om kriminalitetens art ikke kunne opnås ved de mindre indgribende foranstaltninger, som landsretten havde fastsat– heller ikke selv om det i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 3, blev bestemt, at Tiltalte ikke må opholde sig i eget hjem. På det foreliggende grundlag fandt Højesteret ikke grundlag for at træffe bestemmelse om andre foranstaltninger i medfør af retsplejelovens §
3. Højesteret bestemte derfor, at Tiltalte skulle varetægtsfængsles, indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen.