ECLI:DK:KBH:2022:BS0000000964 Sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises

Københavns Byret Udskrift af dombogen DOM Afsagt den

1. februar 2017 i sag nr. BS 13A-6478/2016: Klage fra Klager Adresse 1 København K over administrativt bestemt frihedsberøvelse Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag, der er anlagt den
2. oktober 2016, vedrører domstolsprøvelse i henhold til retsplejelovens kapitel 43 a af en frihedsberøvelse, som sagsøger anser sig for udsat for den
3. april
4. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises, fordi 6 månedersfristen i retsplejelovens § 469, stk. 4, ikke er overholdt, er udskilt til særskilt afgørelse. Klager har nedlagt påstand om, at sagen fremmes til realitetsbehandling. Københavns Politi har nedlagt påstand om afvisning. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. Oplysningerne i sagen Ved brev af
5. oktober 2016 til Københavns Politi anmodede advokat Amalie Starck som advokat for om indbringelKlager se af en administrativ frihedsberøvelse, som skulle være foretaget af Københavns Politi den
6. april 2016 i området ved Marmorkirken (Frederiks Kirke). Forklaringer Der er afgivet forklaring af Klager . har forklaret, at han deltog i en moddemonstration den
7. april 2016 i City, hvor der blev afholdt en demonstration af Pegida. Demonstrationen startede ved Mindeankeret i Nyhavn. Folk gik herfra ad Bredgade og Borgergade. Moddemonstration var anmeldt. Han havde hørt om moddemonstrationen på cafeen i Folket Hus. Han havde delt løbeKlager STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 2/23 sedler ud ved Mindeankeret. Det var hensigten, at deltagerne i moddemostrationen skulle går efter Pegidademonstrationen og dele løbesedler ud. Pludselig var han kommet til Marmorkirken. Han opgav lidt og ville tilbage til sin cykel, som holdt i Nyhavn, og derfra ville han hjem. Han havde en dialog med en betjent på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade ved parasollen, som man kan se på den foreviste video. Han fik at vide, at han skulle rykke ned mod Marmorkirken. Han sagde, at han var på vej hjem, men fik besked på at gå mod Marmorkirken. Han kunne se, at der var metrobyggeri. Han henvendte sig til en betjent, som sagde, at de kunne gå den anden vej rundt om Marmorkirken. Det var anden gang, han talte med en betjent. Da betjenten sagde, at de skulle gå bagom kirken, vidste han ikke, om det kunne lade sig gøre. Han var i tvivl og gik hen for at checke. Han konstaterede, at man ikke kunne komme rundt om kirken. Han gik tilbage til betjenten og sagde, at de ikke kunne komme ud. Han talte med 2 betjente. Han henvendte sig relativt hurtigt til betjentene og sagde, at de ikke kunne komme rundt om kirken. Der gik 1 til 1½ time fra, at det blev konstateret, at de ikke kunne komme rundt, til at de blev lukket ud. Der var mange almindelige mennesker til stede ved Marmorkirken, herunder turister. Hovedparten af de tilstedeværende ved Marmorkirken var turister, som ikke talte dansk. Der var 5-6 stykker til stede, som havde deltaget i moddemonstrationen, herunder P1 . På et tidspunkt fik han lov at gå. Politiet lavede en sluse og gelejdede folk ud en bestemt vej. Han gik herefter mod Nyhavn for at få fat i sin cykel. Han blev efterfølgende kontaktet af P1 , som sagde, at han og nogle andre ville klage, og P1 spurgte, om han ville være med til at klage. P1 er en af dem, som tidligere har rejst en sag. Han mener, at han blev kontaktet af P1 i slutningen af sommeren eller i efteråret
8. Der var gået nogle måneder efter begivenhederne. Det var en dag, han var i Folkets Hus. Han kan ikke huske, hvor lang tid der gik, fra at P1 kontaktede ham, og til at han henvendte sig til advokat. Der gik måske en uge. Han oplevede den
9. april 2016 som en dårlig dag, men på tidspunktet for begivenhederne mente han ikke, at det kunne nytte noget at klage over det politiet gjorde. Parternes synspunkter har i processkrift af
10. december 2016 anført følgende til støtte for, at sagen skal fremmes: Klager "Det gøres gældende, at overskridelsen af klagefristen i retsplejelovens § 469, stk. 4, udelukkende beror på Københavns Politis manglende klagevejledning. Af forvaltningslovens 26 fremgår, at afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom. At der skal meddeles klagevejledning følger også af den generelle vejledningspligt i forvaltningslovens 7 samt princippet om god forvaltningsskik. STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Person 1 (P1) Side 3/23 Det følger endvidere af Københavns Politiets egen praksis, at der ved tilbageholdelser efter politiloven i alle tilfælde skal gives klagevejledning i forbindelse med indgrebet. Politiets praksis på området fremgår af Justitsministeriets besvarelse af
11. juli 2010 til Folketingets Retsudvalgs vedrørende spørgsmål nr.
12. Besvarelsen omhandler, hvorvidt forvaltningslovens bestemmelser finder anvendelse i forhold til frihedsberøvelser, der foretages med hjemmel i politiloven. Det bemærkes, at svaret herpå ikke er ganske klart, men i forhold til netop klagevejledningen forholder det sig anderledes. I forbindelse med justitsministeriets besvarelse af spørgsmålet indhentede man en udtalelse fra Rigspolitiet, jf. besvarelsens punkt 3, side 10 ff. Her oplyste Rigspolitiet at man den
13. december 2009 havde udsendt en rundskrivelse til landets politikredse, og følgende fremgår om denne, jf. side 12,
14. afsnit: "I rundskrivelsen anmodede Rigspolitiet i øvrigt politikredsene om at drage omsorg for, at der altid sker orientering af personer, der frihedsberøves administrativt efter politiloven, om adgangen til at indbringe spørgsmålet om frihedsberøvelsen for domstolene, jf. retsplejelovens kapitel 43 a." Således er landets politikredse af Rigspolitiet blevet instrueret i, at der altid skal ske klagevejledning om muligheden for domstolsprøvelse i forbindelse med frihedsberøvelser der foretages efter politiloven. Efterfølgende gennemgås de regler, som politiets beslutninger om frihedsberøvelse efter politiloven er underlagt, uanset om beslutningen anses som omfattet af forvaltningsloven, jf. besvarelsens punkt 5, side 16 ff. Det fremgår heraf, at politiet i alle tilfælde skal overholde god forvaltningsskik og agere inden for de rammer, der kan udledes af almindelige forvaltningsretlige principper. Efter en gennemgang af klagemulighederne — både de administrative dispositions- og adfærdsklager, samt muligheden for domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a — fremgår følgende på side 17,
15. sidste afsnit: "Det bemærkes [ ...], at Københavns Politi over for Justitsministeriet har oplyst, at der ved tilbageholdelser efter politiloven udleveres en vejledning, der beskriver bl.a. muligheden for at klage over politiets dispositioner og adfærd, samt muligheden for domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed. " Justitsministeriet er således af den opfattelse, at der i praksis gives klagevejledning i forbindelse med frihedsberøvelser efter politiloven. STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 4/23 Dette er ikke sket i nærværende sag. Retsfølgerne af manglende klagevejledning Klagevejledningens formål er at sikre, at den der er klageberettiget ikke lider retsstab. I nærværende situation er formålet at sikre, at den frihedsberøvede også i praksis meddeles muligheden for domstolsprøvelse, som grundlovens 71, stk. 6, fastsætter. Efter praksis er konsekvensen af manglende klagevejledning, at fristen suspenderes, således at klager stilles som var der givet korrekt klagevejledning. Der henvises i denne forbindelse til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret — retssikkerhed, proces, sagsbehandling,
16. udgave 2014, side 518-519 og Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret — sagsbehandling,
17. udgave 2014, side 372, samt U2004.2893H. I forhold til hvorvidt klagefristen i retsplejelovens § 469, stk. 4 må anses for absolut, skal det bemærkes, at enhver lovfæstet frist i udgangspunktet må anses for absolut, med mindre andet er bestemt, som det er tilfældet i § 469, stk. 2,
18. punktum. At en frist i udgangspunktet må anses for absolut, er derfor ikke en hindring for, at fristen suspenderes i det tilfælde, hvor den klageberettigede ikke er orienteret om klagemuligheden, jf. den føromtalte praksis. Der henvises i øvrigt til en lignende sag fra København Byret (BS nr. 4B2773 — 2786/2014, 2787 - 2799/2014, 1601 - 1605/2014, 5982 - 5985/2015 og 6094 - 6095/2014), hvor netop spørgsmålet om Københavns Politis manglende klagevejledning medførte suspension af klagefristen i retsplejelovens § 469, stk.
19. Ved rettens kendelse af
20. oktober 2015 blev det besluttet, at sagerne skulle realitetsbehandles. ... Konsekvensen af Københavns Politis manglende klagevejledning af bør derfor være, at fristen for domstolsindbringelse susKlager penderes, således af denne løber fra klager har modtaget korrekt klagevejledning, subsidiært fra klager fik kendskab til muligheden for domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed. Københavns Politis manglende klagevejledning bør således ikke lægges klagerne til last." Københavns Politi har i til støtte for afvisningspåstanden i processkrift af
21. november 2016 anført følgende: "Sagen påstås afvist under henvisning til fristoverskridelsen, jf. herved § 469, stk.
22. Begæringen om prøvelse af lovligheden af den frihedsberøvelse, som sagsøgeren mener sig udsat for den
23. april 2016, er således først fremsat ved e-mail af
24. oktober 2016 og modtaget hos Københavns Politi den
25. oktober 2016, hvilket er mere end 6 måneder efter den dato, hvor friSTD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 5/23 hedsberøvelsen skulle være sket og ophørt. Sagsøger findes på denne baggrund ikke at have krav på indbringelse efter de lempeligere processuelle regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Da anvendelsen af reglerne bl.a. har betydning for pålæggelse af sagsomkostninger ser Københavns Politi sig derfor nødsaget til at fastholde påstanden om afvisning af den senest indkomne begæring, uanset om retten i øvrigt måtte finde, at de tidligere fremkomne begæringer vedrørende samme episoder skal realitetsbehandles og ikke afvises som påstået. Særligt i relation til sagsøgers anbringende om, at indbringelsesfristen må anses for suspenderet henset il, at han ikke modtog klagevejledning vedrørende indgrebet, gøres det gældende, at der ikke var pligt til at give klagevejledning i anledning af det skete indgreb. En manglende klagevejledning kan således ikke få indflydelse på indbringelsesfristen. Det gøres i den forbindelse gældende, at de operative indgreb, som politiet kan foretage med hjemmel i politilovens § 5, uanset om det er et påbud, en personvisitation eller en frihedsberøvelse, ikke er at betragte som afgørelser i forvaltningslovens forstand, hvorfor de mere formelle regler om høring af borgeren før indgrebet, oplysning til denne om om begrundelsen for indgrebet samt underretning om klageadgang, ikke er gældende. Der henvises henvises i den forbindelse til det i litteraturen anførte, jf. herved Politiret,
26. udgave, side 228 øverst, samt Politiloven med Kommentarer,
27. udgave, side
28. Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed. Retsgrundlaget Af de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 469, stk. 4, Folketingstidende tillæg A 1953-54, spalte 1516, fremgår blandt andet: "... Da det må skønnes rimeligt, at adgangen til at begære sag rejst efter dette kapitel kun står åben en kortere tid efter frihedberøvelsens ophør, foreslås det, at begæring om sagens indbringelse for retten skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør, dog at justitsministeren i indtil 6 måneder undtagelsesvis kan tillade afvigelse fra fristen, når der foreligger en særlig grund dertil. Overskrides disse frister, er den pågældende henvist til sagsanlæg efter de almindelige regler om borgerlige sager. ..." Justitsministeriet besvarede den
29. juli 2010 spørgsmål nr. 295 (Alm.del), som Folketingets Retsudvalg havde stillet til justitsministeren den
30. december
31. Heraf fremgår: STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 6/23 "... Spørgsmål nr. 295 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del): ”Ministeren bedes redegøre for, om ministeren er enig i, at forvaltningsloven er gældende for politiets virksomhed, når det drejer sig om indgreb overfor personer, hvor dette ikke er et led i strafferetsplejen?” Svar: 1.
32. Justitsministeriet har – bl.a. i lyset af de samtidigt stillede spørgsmål nr. 296 og 297 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del) – forestået det foreliggende spørgsmål således, at der sigtes til, om forvaltningslovens regler finder anvendelse i forhold til de administrative frihedsberøvelser, som politiet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn kan foretage i medfør af politilovens §§ 5, 8 og
33. Det følger af politilovens § 5, stk. 3, at politiet med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed kan frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren, når mindre indgribende midler – f.eks. påbud, legemsbesigtigelse og fratagelse af genstande – ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren. Efter politilovens § 8, stk. 4, kan politiet frihedsberøve forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Også i dette tilfælde skal frihedsberøvelsen ske med henblik på at afværge fare for de nævnte beskyttelsesinteresser, ligesom det er en betingelse, at mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren. Politiet kan efter politilovens § 9, stk. 3, med henblik på at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren. Det følger af de nævnte bestemmelser, at frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og så vidt muligt ikke må udstrækkes ud over 6 timer, når frihedsberøvelsen er foretaget efter lovens § 5, stk. 3, eller ud over 12 timer, når den er foretaget efter lovens § 8, stk. 4, og § 9, stk.
34. Af forarbejderne til de nævnte bestemmelser i politilovens §§ 5, 8 og 9, følger, at frihedsberøvelse alene kan ske med henblik på at ”afværge fare” for de i bestemmelserne nævnte politiretlige beskyttelsesinteresser (orden, fred eller sikkerhed), jf. navnlig Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
35. Endvidere er det i forarbejderne anført, at indgreb efter politiloven forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 7/23 – og i de tilfælde, der er omfattet af § 8 betydelig forstyrrelse – af de pågældende beskyttelsesinteresser. Det fremgår i øvrigt, at det vil afhænge af en konkret vurdering af situationen, om der foreligger den til et indgreb (f.eks. frihedsberøvelse) fornødne fare, og det er i den forbindelse ikke en betingelse, at der er realiseret en krænkelse af den offentlige orden mv., men der skal være en vis sandsynlighed for, at det vil ske, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5917, og side
36. Herudover følger det af forarbejderne til bestemmelserne i §§ 5, 8 og 9, at politiet i forbindelse med en frihedsberøvelse skal iagttage bl.a. det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Dette indebærer, at frihedsberøvelse alene kan ske, hvis mindre indgribende midler ikke er eller skønnes at være tilstrækkelige til at afværge den konkrete fare, og at frihedsberøvelsen ikke må være ude af proportioner med den fare, som frihedsberøvelsen skal afværge, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
37. Endelig er det anført i forarbejderne, at det forhold, at en frihedsberøvelse skal være så kortvarig som muligt, indebærer, at den frihedsberøvede person skal løslades, når de omstændigheder, der gav anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede, dvs. at behovet for en (fortsat) frihedsberøvelse dermed som udgangspunkt vil ophøre samtidig med, at den konkrete fare er afværget. I den forbindelse skal formålet med frihedsberøvelsen tillægges betydning. Er formålet med indgrebet at bringe en person ud af en faresituation, vil der normalt ikke være grundlag for at indbringe den pågældende til en politistation. Omvendt kan der eventuelt ske indbringelse af en person, der gentagne gange forsøger at forcere afspærringen til et farligt område eller lignende, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5886, side 5919 og side
38. Om den nærmere karakter af de frihedsberøvelser, der kan tænkes foretaget efter politiloven, er det i forarbejderne anført, at frihedsberøvelse kan dække over en lang række af indgreb lige fra meget kortvarige frihedsberøvelser på stedet til indbringelse på en politistation og anbringelse i venterum. Frihedsberøvelse kan således ifølge forarbejderne dække over situationer, som den frihedsberøvede vel knap nok selv vil opfatte som en frihedsberøvelse, f.eks. hvis politiet af hensyn til en persons sikkerhed kortvarigt tilbageholder denne for at holde ham væk fra et farligt sted, f.eks. i forbindelse med tumulter under afholdelse af sportsarrangementer, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
39. Som nævnt ovenfor må frihedsberøvelse efter politiloven alene ske med henblik på at ”afværge fare” for de i bestemmelserne nævnte politiretlige beskyttelsesinteresser (orden, fred eller sikkerhed), og frihedsberøvelse kan derfor ikke foretages med henblik på strafforfølgning. I den forbindelse er der anført følgende i forarbejderne, jf. Folketingstidende 200304, tillæg A, side 5918: STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 8/23 ”Hvis et forhold må antages at ville medføre strafferetlig forfølgning mod den, der udsættes for indgrebet, skal politiet som udgangspunkt gå frem efter retsplejelovens regler. I den konkrete situation, hvor der er behov for en øjeblikkelig indskriden på grund af en konkret og nærliggende fare for sikkerheden eller den offentlige orden, vil politiet imidlertid ikke være forpligtet til forinden nærmere at vurdere, om hjemmelsgrundlaget for et indgreb formelt vil være retsplejelovens regler eller bestemmelser i denne lov. Der vil derfor kunne forekomme situationer, hvor f.eks. en frihedsberøvelse umiddelbart iværksættes uden for strafferetsplejen, men senere overgår til at være en anholdelse efter retsplejelovens regler, fordi der skønnes at være grundlag for strafforfølgning.” 1.
40. Politiet var også før politilovens vedtagelse tillagt opgaver med hensyn til beskyttelsen af tungtvejende og samfundsmæssige grundlæggende interesser, herunder beskyttelsen af den offentlige fred og orden samt enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, beskyttelsen af forsamlinger ”under åben himmel” og beskyttelse mod opløb, der indebærer fare for forstyrrelse heraf. Der kan herved henvises til de dagældende bestemmelser i retsplejelovens § 108, § 12 i politiloven fra 1863 og § 10 i politiloven fra
41. Den nævnte bestemmelse i retsplejelovens § 108 (politiets generalfuldmagt) havde følgende ordlyd: ”§
42. Politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne. Stk.
43. Med justitsministerens samtykke kan der pålægges politiet andre opgaver.” I forhold til bestemmelsen i retsplejelovens § 108 kan der peges på, at det fremgår af forarbejderne til politiloven, at det før denne lovs vedtagelse var almindeligt antaget, at politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 kunne foretage en række indgreb over for borgerne – herunder frihedsberøvelse – med henblik på at opretholde sikkerhed, fred og orden, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5882 og
44. Om de nævnte beføjelser for politiet til at foretage indgreb, som i dag er reguleret i politiloven, skal det bemærkes, at de vedrører en forvaltningsmæssig virksomhed, som er knyttet til et område, hvor der træffes en række beslutninger i forhold til borgerne, som ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand, men derimod er et led i faktisk forvaltningsvirksomhed. Som eksempler herpå kan nævnes, at politiet dirigerer trafikken uden om et i øvrigt offentligt tilgængeligt sted, hvor der er sket et færdselsuheld, og såleSTD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 9/23 des begrænser trafikanternes bevægelsesfrihed, at politiet bringer en bil til standsning, fordi det vurderes, at der fra bilen eller personerne i den udgår en konkret eller overhængende fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller for enkeltpersoners eller det offentliges sikkerhed, eller at politiet afspærrer området omkring en boligblok, evakuerer bygninger og forhindrer beboere i at bevæge sig ind i deres bolig på grund af en overhængende fare for den offentlige orden mv. som følge af f.eks. en bombetrussel eller en mistanke om gasudslip. 2.
45. Som det fremgår af pkt. 1.1, har Justitsministeriet forestået det foreliggende spørgsmål således, at der sigtes til, om forvaltningslovens regler finder anvendelse i forhold til de administrative frihedsberøvelser, som politiet kan foretage i medfør af politilovens §§ 5, 8 og
46. Det følger i den forbindelse af forvaltningslovens § 2, stk. 1, at loven som udgangspunkt kun gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Bestemmelserne i lovens kapitel 2 om inhabilitet gælder dog også for behandlingen af sager om indgåelse af kontraktsforhold eller lignende privatretlige dispositioner, jf. lovens § 2, stk.
47. Bestemmelserne i lovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v. gælder endvidere for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning, jf. lovens § 2, stk.
48. Det følger af det anførte, at forvaltningslovens regler om partsbeføjelser – herunder bl.a. retten til partsrepræsentation, partshøring m.v. – alene gælder i afgørelsessager. Om den nærmere forståelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb bemærkes følgende: 2.
49. Spørgsmålet om den nærmere forståelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb er behandlet i forarbejderne til forvaltningsloven, hvor der herom bl.a. er anført følgende, jf. Folketingstidende1985-86, tillæg A, spalte 115 f.: ”Som fremhævet af offentlighedsudvalget i betænkningen side 338 betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision] må forslaget om at udvide offentlighedsprincippet til at omfatte al forvaltningsvirksomhed ses på baggrund af, at de reale hensyn, der ligger bag gennemførelsen af offentlighed i forvaltningen, efter udvalgets opfattelse principielt taler med samme styrke for at lade reglerne herom gælde såvel i afgørelsessager som i andre slags sager, jfr. herved også betænkningen side
50. Noget tilsvarende gælder ikke generelt i forhold til de almindelige regler for forvaltningens sagsbehandling, der er optaget i det foreliggende forslag til forvaltningslov. Regler om forudgående partshøring i lovforslagets kapitel 5 lader sig således ikke med mening udstrække til at STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D10 Side 10/23 skulle finde anvendelse på alle former for forvaltningens virksomhed, og det samme gælder i hvert fald i det væsentlige for reglerne om begrundelse af forvaltningsafgørelser i lovforslagets kapitel 6, jfr. således også begrundelsesudvalgets betænkning side 40f. [betænkning nr. 657/1972 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.]. Det anførte er baggrunden for, at lovforslagets § 2 indeholder en snævrere afgrænsning af anvendelsesområdet for forvaltningslovens regler end den, der er foreslået i offentlighedsloven. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder hovedreglen om, at forvaltningsloven kun gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Med udtrykket »truffet afgørelse« sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Uden for lovens anvendelsesområde falder således navnlig den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, så som patient- og anden klientbehandling, undervisning og rådgivning. Denne virksomhed tager netop ikke sigte på at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede enkeltpersoner. […] Det centrale anvendelsesområde for forvaltningsloven er herefter den administrative sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af konkrete forvaltningsakter.” Som det fremgår, sigtes der med udtrykket ”truffet afgørelse” i § 2, stk. 1, til udfærdigelse af retsakter (konkrete forvaltningsakter), dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det er den administrative sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af disse forvaltningsakter, der er lovens centrale anvendelsesområde. 2.
51. Det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb er også behandlet i den forvaltningsretlige litteratur. Hos Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret,
52. udgave