ECLI:DK:OLR:2022:BS0000000967 Byrettens afgørelse om sagsomkostninger ændres, således at Part A inden 14 dage skal betale statskassen 32.630 kr. i sag

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________ Den

1. juni 2017 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 42, København. Som dommere fungerede landsdommerne Tine Vuust, Henrik Bitsch og Peter Hammershaimb (kst.), førstnævnte som rettens formand. Der foretoges
2. afd. kære nr. B-1025-17: Part A (advokat Morten Hansen-Nord) mod Part 1 (advokat Claus Emil Engel Johansen) Ingen var mødt eller indkaldt. Der fremlagdes kæreskrift af
3. maj 2017, hvorved Part A har afgørelse truffet af Retten i Helsingør, boligretten, den
4. april 2017 (BS 3D-563/2016) om sagsomkostninger. Endvidere fremlagdes dommerens fremsendelsesbrev af
5. maj 2017 og udskrift af dombogen indeholdende den kærede afgørelse. Endelig fremlagdes e-mail af
6. maj 2017 fra advokat Claus Emil Engel Johansen. -2- Dommeren har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. De modtagne bilag var til stede. har nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne fastsættes til et Part A væsentligt mindre beløb efter Østre Landsrets afgørelse. Han har til støtte herfor navnlig anført, at i sager om tilsidesættelse af tidsbegrænsningen i et lejemål er udgangspunktet, at sagsgenstanden svarer til et års leje. Herudover har boligretten lagt vægt på, at hovedforhandlingen, der var berammet til den
7. november 2016, blev aflyst om morgenen på grund af advokat Morten Hansen-Nords sygdom. Havde hovedforhandlingen været aflyst på grund af eksempelvis dommerens sygdom, ville det ikke have medført en forhøjelse af sagsomkostningerne, og der er derfor heller ikke grundlag for at forhøje de sagsomkostninger, som Part A skal betale til statskassen. Endelig var hovedforhand- lingen berammet til 5 timer og 45 minutter, men selve hovedforhandlingen varede alene 3 timer. Advokat Claus Emil Engel Johansen har oplyst, at de 40.000 kr. med tillæg af moms, som han blev tillagt i salær, omtrent stemmer med det timeforbrug, som han har noteret på sagen eksklusive kørsel. Oplysninger i sagen Under byretssagen nedlagde Part 1 påstand om, at anerkende, at lejekontrakten vedrørende lejemålet beliggende skulle fortsætte tidsubegrænset. Part 1 grundet i Part A at Part 1 Part 1 skulle Adresse 1 i Hornbæk påstod frifindelse og nedlagde Part A herudover selvstændig påstand om, at Part A skulle fraflytte lejemålet. gjorde gældende bl.a., at tidsbegrænsningen ikke var tilstrækkeligt bePart A's forhold, og at tidsbegrænsningen derfor ikke var gyldig. gjorde heroverfor gældende, at tidsbegrænsningen var gyldig, og derfor havde pligt til at fraflytte lejemålet. Ved byrettens dom blev tidsbegrænsningen af lejemålet tilsidesat, og medhold i, at lejemålet skulle fortsætte tidsubegrænset. Part A Part 1 fik blev pålagt at betale sagsomkostninger med i alt 61.820 kr. ud fra en sagsgenstand, som blev beregnet som 5 gange den årlige leje på 96.000 kr., eller i alt 480.000 kr. -3- Retsgrundlaget Retsafgiftsloven blev indført ved lov nr. 206 af
8. maj
9. Den dagældende ordlyd af § 2 var: ”Sagens værdi beregnes efter reglerne i retsplejelovens §§ 226-
10. For sager i henhold til lejelovens §§ 15 og 63 fastsættes sagens værdi dog til ét års leje. For sager i henhold til § 9 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene fastsættes sagens værdi som forskellen mellem på den ene side den af udlejeren påståede årlige leje og på den anden side den af huslejenævnets flertal ansatte årlige leje. Stk.
11. Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand. Stk.
12. Det påhviler vedkommende part så nøjagtigt som muligt at opgive sagens værdi.” Af de specielle bemærkninger til det bagvedliggende lovforslag (FT 1968-69, Tillæg A, sp. 379), der byggede på udvalgsbetænkning 377/1964, fremgår blandt andet: ”Til §
13. Bestemmelsen svarer til retsafgiftslovens § 6, stk.
14. Udvalgets udkast havde ingen særlige bestemmelser om boligsager, men det er fundet rimeligt at værdien for visse boligsager fastsættes til et års leje.” Bestemmelsen blev ophævet ved lov nr. 197 af
15. maj 1980, og i stedet indsattes følgende bestemmelse: ”Sagens værdi beregnes efter reglerne i retsplejelovens §§ 228 og 229, jfr. dog stk.
16. Stk.
17. Værdien af sager i henhold til lejeloven beregnes, når sagen omfattes af
18. pkt. i retsplejelovens § 228, stk. 2, ved at multiplicere den årlige ydelse, påstanden angår, med
19. Omfattes sagen af
20. pkt. i den nævnte lovbestemmelse, kan værdien ikke overstige ydelserne pr. år, multipliceret med
21. For sager i henhold til lejelovens §§ 87 og 93 fastsættes sagens værdi dog til ét års leje.” Af de specielle bemærkninger til det bagvedliggende lovforslag (FT 1979-80,
22. samling, Tillæg A, sp. 4154) fremgår bl.a.: -4”Ændringen af retsplejeloven går blandt andet ud på en ændret beregning af sagens værdi, når påstanden angår en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange. Det var her tidligere den almindelige regel, der blandt andet fandt anvendelse i lejesager, at sagens værdi bestemtes til det 5-dobbelte af ét års beløb. Dette er nu ændret til, at værdien beregnes ved at multiplicere ydelserne pr. år med
23. Værdien af sager i henhold til den hidtidige lejelovs §§ 15 og 63 (opsigelse og ophævelse af lejemål) fastsættes efter den gældende retsafgiftslov til ét års leje. … I sager, der ikke er afgiftsfri i henhold til disse bestemmelser og ikke drejer sig om opsigelse eller ophævelse af lejemål, vil ændringen i den hidtidige retsplejelovs § 227 betyde en fordobling af sagens værdi ved beregningen af retsafgiften. Boligministeriet har henstillet til ministeriet for skatter og afgifter, at retsafgiften for disse sager ikke forhøjes, men at værdien forsat beregnes ved at multiplicere med 5, blandt andet fordi lejeniveauet er steget væsentligt siden
24. … De i øvrigt foreslåede ændringer i paragraffen er redaktionelle.” Ved lov nr. 1436 af
25. december 2004 blev bestemmelsen ophævet og erstattet af § 3, stk. 3, der modsvarede den hidtidige § 2, stk. 2, idet det samtidigt blev præciseret, at den særlige regel om opgørelse af sagens værdi i lejesager både fandt anvendelse i boliglejemål og erhvervslejemål. Af gældende formulering af retsafgiftslovens § 3 fremgår bl.a.: ”Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. … Stk.
26. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. dog stk.
27. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen skal betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 10, jf. dog stk.
28. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for det sidste år inden sagens anlæg til grund for beregningen Stk.
29. Værdien af sager i henhold til lejelovgivningen beregnes, når sagen omfattes af stk. 2,
30. pkt., ved at gange den årlige ydelse, påstanden angår, med
31. Omfattes sagen af stk. 2,
32. pkt., kan værdien ikke overstige ydelserne pr. år -5- ganget med
33. For sager om opsigelse eller ophævelse af lejemål fastsættes sagens værdi dog til 1 års leje.” Bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 1550 af
34. december 2010 om ændring af lov om retsafgifter. Af de almindelige bemærkninger til forslaget til ændringsloven fremgår bl.a.: ”3.
35. Lovforslagets udformning 3.2.
36. Som anført ovenfor i pkt. 3.1.1 er de særlige regler om opgørelse af sagens værdi i lejesager oprindelig indført på et tidspunkt, hvor der kun fandtes én lejelov. Selv om retsafgiftslovens regler herom ikke blev ændret i forbindelse med indførelsen af almenlejeloven eller erhvervslejeloven, kan det ikke antages at have været tilsigtet, at de særlige regler om opgørelse af sagens værdi i lejesager ikke længere skulle anvendes i sager om de lejemål, som hidtil havde været omfattet af lejeloven, men som nu blev omfattet af almenlejeloven eller erhvervslejeloven. Ved en senere lovændring, der trådte i kraft den
37. januar 2005, blev retsafgiftsloven som nævnt ovenfor i pkt. 3.1.1 da også ændret, således at der blev medtaget en udtrykkelig henvisning til erhvervslejeloven i de særlige regler om opgørelsen af sagens værdi i lejesager. 3.2.
38. På denne baggrund foreslås det tilsvarende at medtage sager i henhold til almenlejeloven i retsafgiftslovens § 3, stk. 3, om opgørelse af sagens værdi i lejesager. Hermed sikres, at sagens værdi opgøres på samme måde i forbindelse med beregningen af retsafgift, uanset om det lejemål, sagen angår, er omfattet af lejeloven, almenlejeloven eller erhvervslejeloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.” Af de specielle bemærkninger til samme lovforslag fremgår endvidere.: ”Til nr. 1 og 2 (§ 3, stk. 3) Det foreslås at ændre retsafgiftslovens § 3, stk. 3, således at henvisningen til lejeloven og erhvervslejeloven ændres til en henvisning til lejelovgivningen, og således at henvisningen til lejelovens §§ 87 og 93 eller erhvervslejelovens §§ 65 og 71 ændres til en henvisning til sager om opsigelse eller ophævelse af lejemål. Hermed sikres, at der gælder samme regler om opgørelse af sagens værdi i lejesager, uanset hvilken lejelov (lov om leje, lov om leje af almene boliger eller lov om leje af erhvervslokaler mv.) lejemålet er omfattet af.” -6- Efter votering afsagdes kendelse: Efter retsplejelovens § 332 skal den tabende part i en sag, hvor der er meddelt fri proces, betale sagsomkostninger til statskassen, der fastsættes som om, der ikke var givet fri proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle være betalt. Spørgsmålet er herefter hvilken værdi, denne sag har. For sager omfattet af lejelovgivningen må det efter ordlyden af bestemmelsen i retsafgiftslovens § 3, stk. 3, antages, at udgangspunktet er, at værdien fastsættes efter § 3, stk. 2,
39. og
40. pkt., til den årlige ydelse ganget med
41. Bestemmelsens
42. pkt. om opsigelse og ophævelse fremstår efter ordlyden som en undtagelse til dette udgangspunkt. Efter forarbejderne, herunder navnlig bemærkningerne i lovforslaget til den oprindelige formulering af retsafgiftsloven som affattet i ved lov nr. 206 af
43. maj 1969, var det hensigten med denne bestemmelse ud fra en rimelighedsbetragtning at reducere retsafgiften i sager om opsigelse og ophævelse af lejemål. Efter indholdet af de nedlagte påstande angår sagen i realiteten spørgsmålet om Part 1's pligt til at fraflytte lejemålet. Landsretten finder efter ordlyden af retsafgiftslovens 3, stk. 3, og de rimelighedshensyn der førte til bestemmelsens
44. punktum, at sagen skal sidestilles med en sag om opsigelse efter lejelovgivningen. Der er herved tillige lagt vægt på, at lejelovens bestemmelser om tidsbestemte lejemål fremgår af lovens kapitel XIII, der har overskriften ”Opsigelse”, og at der må stilles krav om sikker lovhjemmel for opkrævning af afgifter. Sagens værdi kan derfor passende fastsættes til et års leje, der udgør 96.000 kr. -7- Sagsomkostningerne fastsættes på denne baggrund og efter sagens omfang og forløb til 32.620 kr., der dækker skønsmæssige retsafgifter med 2.620 kr. og 30.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inklusive moms. Thi bestemmes: Byrettens afgørelse om sagsomkostninger ændres, således at inden Part A 14 dage skal betale statskassen 32.620 kr. i sagsomkostninger for byretten. Statskassen skal i kæremålsomkostninger betale 2.000 kr. til Kæreafgiften tilbagebetales. Retten hævet. Part A .