ECLI:DK:FRB:2022:BS0000000971 HistoriskDokument

Retten på Frederiksberg Udskrift af dombogen DOM Afsagt den

1. marts 2017 i sag nr. BS 99-1254/2015: Klage fra Klager (K) Adresse 1 2500 Valby over administrativt bestemt frihedsberøvelse Sagens baggrund Sagen vedrører den indledende del af en indlæggelse af på Psykiatrisk Center Hvidovre den
2. maj
3. K Det Psykiatriske Klagenævn afsagde den
4. maj 2015 afgørelse med følgende konklusion: "[...] Patientklagenævnet finder, at indlæggelsen af dig den
5. maj 2012 på Psykistisk Center Hvisovre skete frivilligt og med dit samtykke, og at der således ikke var tale om en tvangsindlæggelse. [...]" klagede over afgørelsen, der blev indbragt for retten ved fremsendelsesskrivelse af
6. juli 2015 fra Statsforvaltningen med bilag. K Klager har nedlagt påstand om, at indlæggelsen den
7. maj 2012 på Psykiatrisk Center Hvidovre er sket under tvang og således ikke kan anses for at være sket frivilligt. Region Hovedstadens Psykiatri har nedlagt påstand om, at Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af
8. juni 2015 stadfæstes. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling. Sagens oplysninger Der har under sagen været dokumenteret fra de lægelige oplysninger i sagen samt andet journalmateriale og underretninger mv., herunder indlæggelsesnotat af
9. maj 2012, underretning af
10. maj 2012 fra socialrådgiver og socialpædagog , kontinuation nr. 1-15, Vidne 1 Person 1 (P1) underretning af
11. maj 2012 fra Vidne 2 (V2) og meldeblanket af
12. maj 2012 fra Københavns Politi. STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 2/11 Forklaringer har forklaret bl.a., at han sagtens kan huske episoden den
13. maj
14. Han stod op om morgenen sammen med en kammerat, der havde sovet hos ham. De talte om, at han havde det svært på grund af en forældremyndighedssag, der kørte mellem klageren og hans eks. Derudover kørte klageren en sag mod politiet, fordi de havde lavet en ulovlig ransagning halvanden måned tidligere på grund af en anmeldelse fra hans eks, om at han havde en skarpladt pistol. Det var hårdt med de falske beskyldninger, og midt i stridighederne var deres fælles datter, P2 , startet i skole i By 1 . Klageren ringede derfor til Jobcentret omkring kl. 9 eller 10 om formiddagen, hvor han talte med Person 3 om, at han gerne ville have bevilliget en psykolog. De talte om, at han var frustreret over, at hans datter var flyttet så langt væk, og at hun gik i skole så langt væk. Den lægekonsulent, der henvises til i bilag 5, mail af
15. maj 2015 fra Person 3 , har han aldrig mødt. Person 3 prøvede at overtale klageren til ikke at hente sin datter, men det var ikke det, det handlede om. K Kl. 16 samme dag satte han sin kammerat af, og kl. 17 hentede han sin datter i By 1 . De var hjemme ca. kl.
16. Herefter tog de hen til en naturlegeplads, der lå ved Børnenes Byggemarked. Bagefter fik de noget mad, og så var de hjemme igen ca. kl.
17. Politiet havde konfigureret et kunstigt fiktivt indbrud i ejendommen på den anden side af vejen, od de var derfor til stede uden for ejendommen, hvor klageren bor. En politimand kom hen til klageren og hans datter og sagde: "hej, vil din datter se, hvordan en politibil ser ud?". Klageren svarede : "nej, det vil hun da ikke". Politimanden blev ved med at tale til klageren, selvom han sagde pænt til politimanden, at han ikke ville tale med ham. Det er et belastet område. Der er en indvandrerbande med perkere med rygmærker. Klageren havde ikke lyst til at stå på gaden med sin datter længere og sagde derfor pænt farvel til politimanden. Samtidig kom der en mandskabsvogn forbi, og det løb ud med betjente fra vognen. De styrtede hen i mod klageren, der gik til side, fordi han troede, at de ville forbi. I stedet tog politimændene fat i klagerens arme og holdt ham fast. Han var pacificeret, men det gjorde ikke ondt, og de gav hurtigt slip igen. Der var ca. 3-4 politimænd på hver side af klageren. Måske 8-10 i alt. Datteren, der var løbet over på den anden side af vejen, blev løftet op og båret væk af nogle politifolk. Klageren sagde: "hvad fanden laver I?", og der blev svaret: "har du det dårligt?". Klageren spurgte hvad fanden de mente, og politifolkene sagde, at kommunen havde sagt, at han havde det dårligt. Politifolkene lavede en tunnel, og så løb datteren hen til klageren. Politifolkene sagde, at der var en læge, der lige ville tale med ham, og så kunne de gå op og sove bagefter. De foreslog, at klageren kunne tale med lægen i bilen, mens datteren sad og ventede i politibilen. Klageren sagde, at det syntes han, var en dårlig ide, men politifolkene syntes, at det var bedst, hvis han talte alene med psykiateren, da de måske skulle tale om voksenting. Politiet STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Person 2 (P2) Side 3/11 sagde, at de kunne komme op og sove bagefter, så klageren forklarede datteren, at hun lige kunne sidde i bilen med den kvindelige politibetjent et øjeblik. Imens gik lægen bare rundt og talte i mobiltelefon. Klageren talte kort med to socilarådgivere omkring, det der var sket den seneste tid. Overlægen gik og talte i telefon imens. efter fem minutter stoppede klageren hende og spurgte hende, om hun skulle tale med ham, eller om hun skulle gå og tale i telefon. Lægen svarede: "det behøver jeg ikke, jeg har vurderet, at du skal med". Lægen råbte herefter til politiet: "få patienten ført væk!". Socilarådgiverne udbrød begge: "nej, hvor forfærdeligt". Klageren ville sige farvel til sin datter, men lægen protesterede og råbte: "det er over min beføjelse, jeg tillader det ikke. Få patienten ført væk!". Lægen blev ved med at råbe "få patienten ført væk!". Klageren bad indsatsleden om lov til at komme hen og sige farvel til datteren. Indsatslederen gik herefter med klageren hen til bilen, hvor datteren sad. Datteren røg ud af bilen og over i armene på klageren. Klageren fik beroliget hende og sagde, at at han blev nødt til at køre med politiet. Han sagde, at han snart var hjemme igen, og at de dagen efter ville tage på Middelalderfortet. Klageren sagde til datteren, at hun blev nødt til at tage hjem til sin mor. Først ville hun ikke, men så gik hun med til det. Herefter så han ikke sin datter i 2½ måned. En af de andre betjente sagde til klageren, at han skulle sætte sig ind i bilen, og herefter blev han kørt til Psykiatrisk Center, Hvidovre. Klageren talte slet ikke med overlægen. Klageren har aldrig truet med at skyde nogen, og han har aldrig haft en pistol. Når det står i kontinuationen, må det være noget, der er taget fra politiets oplysninger. Det er en misforståelse. Klageren blev ikke på noget tidspunkt orienteret om forskellen mellem en tvangsmæssig og en frivillig indlæggelse. Han fik ingen vejledning overhovedet. Det var en klar ordre om, at han skulle tage med. Det var en beslutning, overlægen havde taget. Politiet blev også uvenner derude. Klageren bad efterfølgende om aktindsigt hos politiet, men fik at vide, at der ikke var lavet journal, men kun en meldeblanket. Det er ikke rigtigt, at det var frivilligt. Hvem afgør det? På anstalten talte klageren med i en halv til en hel time. De Vidne 3 talte om en cykel, og de talte om klagerens frustrationer. Klageren blev fuldstændig misfortolket. Klageren havde gennem længere tid klaget over sin overbo på grund af larm. Det viste sig senere, at overboen havde udsat sit spædbarn for vold. Barnet er blevet handicappet på grund af volden. Faren er blevet fængslet i 6-7 år. Barnet havde fået metalskinner på benene. Det larmede derfor, når barnet kravlede rundt oppe i lejligheden. Det larmede også, når overboen slæbte rullestolen op og ned af trappen kl. 8 om morgen og igen kl. 15 om eftermiddagen. Klageren klagede over larmen og over, at overboen med vilje chikanerede klageren med støj. Efter at klageren havde talt med i ca. en time, og han havde Vidne 3 sagt til hende, at han ikke ville have medicin, sagde hun: "hov, jeg vil gerne lige sige, at patienten skal injiceres, fordi jeg vurderer, at personens liv er i STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 4/11 fare, når politiet er gået". Klageren tog fat i en anden og sagde til personen, at var vanvittig. sagde herefter til klageren, Vidne 3 Vidne 3 at han skulle ned på den lukkede, og at enten gik han med frivilligt, eller også bliver det med hjælp fra de her to betjente. Klageren sagde: "hvad mener du? Slap af!", og lægen gentog det, hun lige havde sagt. Klageren sagde så: "tag det roligt, så går jeg da med". Klageren gemte sin mobiltelefon i underbukserne. Men han blev kropsvisiteret af en mandlig læge, der sagde, at han skulle lægge sig ned på sengen. Det ville klageren ikke, fordi han var bange for, at han skulle injiceres. Klageren spurgte lægen, hvorfor han skulle lægge sig ned, og lægen svarede, at han skulle have undersøgt blodtryk og hjerte. Klageren skubbede herefter sengen over i hjørnet, lagde sig på den og lod dem lave undersøgelsen. Efter 2-3 timer havde klageren en samtale med en sygeplejerske. Det var kl. 3 om natten. Sygeplejersken sagde, at ifølge papirerne, så var han der frivilligt. Klageren svarede: "hvad siger du? Det er jeg da ikke!". Sygeplejersken sagde, at hun godt kunne se, at den var helt gal, og hun tilkaldte derfor reservelægen, der kom og udfyldte nogle papirer og gik igen. Sygeplejersken sagde til klageren, at den eneste måde, han kunne komme ud igen, var ved at få sovet godt, så han var frisk og veludhvilet. Klageren svarede, at det var helt udelukket, og at han aldrig kom til at sove her. Han forlangte at få lov til at tale med en advokat og at blive stillet for en dommer inden for 24 timer. Herefter fik klageren to indsovningspiller, og så sov han til kl. 6, hvor han vågnede og bad om lov til at tale med en, så han kunne komme ud. Kl. 9 kom en af klagerens kammerater. Kammeraten overhørte en samtale, som klageren havde med overlægen Person 4 . Overlægen sagde, at klageren kunne få lov til at komme ud, hvis han indlagde sig frivilligt og overholdt aftale med dem. Klageren skulle sove på afdelingen, og så kunne han gå ud i tre timer, og herefter skulle han komme tilbage igen. Hvis ikke han gjorde det, ville han ryge tilbage på den lukkede. Om eftermiddagen kørte kammeraten klageren hjem, og klageren fik en is og et bad. Da klageren var tilbage på afdelingen igen, talte han med Person 5 fra lykkepiller.dk og en, der hedder P6 , fra et netværk, som hjælper folk, der er kommet i klemme. Samme aften, ca. kl. 23, kom der seks personer ind på stuen, og samme nat lå klageren og forsøgte at falde i søvn, da der kom en ind og åbnede og lukkede døren. Klageren røg ud på gangen, hvor han talte med en sygeplejerske. Klageren fortalte havd der var sket. Der var også en person, der lå på samme stue som klageren, der snorkede helt vildt, så klageren ikke kunne sove. Klageren sagde til sygeplejersken, at han gik hjem og sov, og at han ville komme tilbage igen næste dag kl.
18. Sygeplejersken sagde: "Uh nej, så skal jeg lige have fat på en læge". Klageren svarede: "Nej, du skal ej. Nu går jeg!", og så løb klageren sin vej. Klageren tog op til en kammerat kl. 3 om natten og vækkede hele familien. Klageren sov hos kammeraten og tog så tilbage til afdelingen kl. 9 næste dag, da han var rædselsslagen for at blive indlagt. STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Person 6 Side 5/11 Det var ikke frivilligt. På afdelingen syntes de, at det var flot, at han kom tilbage. Så skulle han stå og kaste med en bold sammen med nogle af de andre i lang tid. Indlæggelsen ophørte torsdag eller fredag. Indtil da forsøgte de at overtale ham til at tage forskellige psykofarmaka, men klageren nægtede at tage piller. Når klageren gik hjem kl. 15 om eftermiddagen, fik han et par pølsemandsposer med medicin i med hjem. Han læste på bivirkningerne og så bl.a., at man ikke må starte op på antipsykotisk medicin uden overvågning. Klageren tog det ikke, og til sidst havde han 12-15 poser liggende. Klageren har ikke før eller siden været psykotisk. Han var det heller ikke dengang, og er det ikke nu. En af dagene ville de se klagerens lejlighed for at se, om han havde været psykotisk. Det syntes klageren var en god idé. De skulle køre ud til lejligheden i afdelingens bus, hvor der også sad en anden patient. Klageren havde tilbudt, at de bare kunne tage hans bil, men det var for farligt, sagde personalet. Det endte med, at de opgav at køre ud i lejligheden, da personalet sagde, at sikkerheden ikke var i orden. Aftalen blev derfor, at de kørte hjem til afdelingen og spiste frokost. Klageren fik at vide, at han havde truet personalet med, at han havde taget en mobiltelefon. Det virkede som om, at personalet var tidligere patienter og vanvittige mennesker. Speciallæge i psykiatri har forklaret bl.a., at hun fik en opVidne 3 ringning fra døgnvagten i København, der fortalte, at de havde fået en henvendelse fra datterens kommune, og at klageren ville kaste syre i hovedet på . Vidnet får oplysninger om, at klageren var kendt med Person 6 en dyssocial personlighedsstruktur og måske også misbrug af cannabis og kokain. Der var oplysninger om tidligere psykotiske episoder i forbindelse med misbrug. På grund af truslerne om at kaste syre, ringede vidnet til politiet og aftalte, at de skulle være backup. Vidnet aftalte at mødes på klagerens adresse med politiet og sagsbehandlerne. Vidnet havde ikke noget at gøre med, hvor meget politi, der kom derud. Politiet valgte at møde op med flere betjente på grund af den information, de havde. Klageren skulle have givet udtryk for noget meget aggressivt, ligesom han skulle besidde et skydevåben. Vidnet så ikke klageren ankomme til matriklen. Vidnet husker, at hun tog kontakt til politi og sagsbehandlere for at tale om, hvordan de skulle gribe situationen an. Hun husker ikke, hvad de sagde til hinanden. Efterfølgende havde vidnet en lang snak med klageren, hvor klageren bekræftede, at han havde sagt det med at kaste syre. Klageren var meget vred på nogle naboer, der chikanerede ham og på sin ekskone. Klageren var i en meget affektspændt og affektvred tilstand. Klageren havde sagt, at han ville kaste syre i hovedet på sin nabo. Vidnet vurderede derfor, at han var i en meget svær affekttilstand. Vidnet talte i rigtig lang tid med klageren derude. Hun hørte klageren sige til sin datter, at politiet ville skyde hende og ham. Klageren talte også med sagsbehandlerne fra familieafsnittet, mens vidnet talte i mobiltelefon, fordi hun havde vagttelefonen. STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 6/11 Klageren talte meget, og efter vidnet havde talt med klageren i lang tid, nåede han frem til, at han ville følge frivilligt med. Vidnet kan ikke huske, hvordan de nåede frem til det, eller hvordan klageren fik forklaret forskellen på en frivillig og en tvangsmæssig indlæggelse. Hun husker ikke detaljer om, hvilken information, han fik. Klageren nævnte, at han havde brug for hjælp, og at politiet forfulgte ham, og at han blev chikaneret af støj og lugtgener fra naboerne, og at han led af søvnbesvær. Vidnet kan ikke huske, hvordan klageren blev transporteret til afdelingen. Vidnet vurderede ikke, at klageren var i en tilstand, hvor vidnet kunne køre alene med ham. Hun husker ikke, om klageren fik lov til at sige farvel til sin datter. Vidnet husker, at en af sagsbehandlerne var meget optaget af, om det virkelig var nødvendigt at indlægge ham. Vidnet sagde, at det var hendes vurdering, at det var nødvendigt at indlægge ham. Hun kan se af udrykningsnotatet, at sagsbehandleren var uenig. Vidnet talte i meget lang tid med klageren, og de blev enige om, at han skulle tage med. I og med, at det er mindste middel, vil man altid forsøge frivillig indlæggelse. Vidnet husker ikke, om klageren fik at vide, hvad der ville ske, hvis han ikke tog med frivilligt. Hun husker ikke, om hun var med til den samtale, som den modtagende læge havde med klageren. Det der står i kontinuationen på side 2 er oplysninger fra vidnet til den modtagende læge. Vidnet har ikke sagt, at klageren skulle medicineres. Vidnet foretager alene en præhospital vurdering, og hun blander sig aldrig nogensinde i medicineringen. Vidnet fik ikke et skriftligt samtykke fra klageren, da det jo ikke var hende, der indlagde ham. Vidnet husker ikke at have udtalt ordrer til politiet. Vidnet formår at overtale patienten til at tage med, men hun har ingen indlæggende funktion. Hun husker ikke, hvordan hun overtalte klageren. Men der var mange belastende faktorer, som hun kom i dialog med klageren om. Klageren virkede i den forbindelse meget affektspændt. Vidnet husker ikke, hvornår hun slap klageren. Vidnet gav afkald på vidnegodtgørelse. Familierådgiver i Hillerød Kommune har forklaret bl.a., at hun V2 blev kontaktet af Københavns Kommunes døgnvagt, der havde fået en orientering fra Jobcentret, der var bekymret for klageren, som havde sin datter på samvær. Døgnvagten ville gerne have vidnet med, fordi datteren havde bopæl i Hillerød. Vidnet var der derfor udelukkende på grund af datteren, P2 . Vidnet kørte derfor ud til adressen, hvor der var vældig mange mennesker. Der var en del politifolk, og vidnet spurgte, havd der skete. Situationen var anderledes, end hun havde regnet med, da hun troede, at hun og døgnvagten skulle ud og tale med klageren og P2 for at se, hvordan de havde det. Politiet sagde, at de var blevet kontaktet af en psykiater. Vidnet talte med døgnvagten om, hvad deres respektive opgaver var, så de ikke blandede sig i hinandens opgaver. De aftalte, at vidnets opgave var at STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 7/11 tage sig af P2 . Vidnet fik besked om, at psykiateren gerne ville have klageren indlagt. Hun husker ikke, om det var før eller efter, at klageren ankom. Da klageren kom, aftalte vidnet med ham, at hun tog P2 med ind i politibilen. Vidnet forklarede klageren, at det var en god idé, hvis hun tog P2 med ind i bilen. Hun lovede ham, at hun ikke kørte med P2 , da han var bange for, at hun ville stikke af med P2 . Vidnet sad bagi bilen med P2 og læste en bog. hun koncentrerede sig om at skærme P2 . Lisa virkede lidt forvirret. Det var vidnet, der tog P2 i hånden og gik. Der var betjente, der talte med P2 , men vidnet mindes ikke, at de tog fat i hende. Det viste politiet jo godt, var vidnets opgave. Klageren fik lov til at sige farvel til P2 , efter at døgnvagten havde insisteret på, at de skulle have lov til at sige ordentligt farvel til hinanden. Politiet hjalp med at få dette gennemført. Det var den stedlige psykiater, der sagde, at klageren ikke måtte sige farvel til P2 . P2 sad enten på klagerens arm eller på vidnets, mens klageren sagde: "Bare tag det roligt skat". Klageren forklarede P2 , at P2 bare skulle tage med, og at far havde det godt, og at det var ok. Der var fin kontakt mellem dem. P2 blev bagefter transporteret i en mandskabsvogn til døgnvagten. Det syntes P2 var rigtig spændende. Oplysningerne i vidnets underretning om, at klageren indimellem er psykotisk, er oplysninger vidnet har fået telefonisk fra Person 3 . Person 3's mail er lavet efter, at vidnet har lavet sin underretning og efter hele episoden. Vidnets underretning er lavet i samarbejde med døgnvagten. De talte sammen bagefter episoden for at passe på hinande, da det havde været en usædvanlig episode. Vidnet kan ikke vurdere, om det var en overreaktion. Vidnet blev overrasket over scenariet. Det var ikke det, hun havde regnet med at komme ud til. Klageren ytrede i hvert fald, at han ikke havde lyst til at gå med, men han gik med til sidst. vidnet tror ikke, at hun efterfølgende har sagt til klageren, at hun ikke opfattede indlæggelsen som frivillig. Der er en anden sagsbehandler på sagen, og vidnet var kun med på den enekelte episode. Vidnet kan ikke huske, om hun har talt med klageren for et år siden. Medarbejder ved Københavns Døgnvagt, , har forklaret Vidne 1 bl.a., at hun overordnet godt kan huske, hvad der skete den
19. maj
20. Vidnet kan huske, at hun lavede en rapport bagefter, fremlagt som bilag
21. Den har hun læst igennem. Vidnet havde rådighedsvagt i døgnvagten. Det betyder, at hun ved tilkald skal være i døgnvangten indenfor en halv time. Vidnet har været ansat som socialrådgiver i Socialforvaltningen på Amager Borgercenter, Afdelingen for Børn og Unge gennem ti år. Hun er stadig ansat samme sted. Den
22. maj 2012 modtog hun et opkald om, at hun skulle indfinde sig på døgnvagten. Hun ankom og fik besked om, hvad det handlede om. Hun skulle derefter ud til den konkrete sag. Der var også en fra Hillerød Kommune, der var kaldt ud. Det var V2 fra Hillerød. Den korte briefing gik på, at de havde modtaget underretning fra voksenenheden om, at der var en lægekonsulent, der vurderede K's psykiske tilstand. Døgnvagten var STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 8/11 vidende om, at K havde samvær med sin datter den pågældende dag. Det var derfor vidnet kom ind i billedet. Når der er unge under 18 år, skal de ud og vurdere, om barnet er i fare. Det var vidnets kollega P1 , som havde haft kontakt med en, der havde orienteret om situationen. Hun ved ikke, om det var moren til P2 , P1 havde talt med, men Hillerød Komunne havde i hvert fald talt med moren til P2 , der havde bekræftet, at der var samvær. Vidnet tog en bil ud til adressen, hvor hun skulle mødes med V2 fra Hillerød. De havde også tilkaldt psykiatrisk udrykningsteam. Vidnet kendte ikke nogen fra teamet. De havde aftalt at mødes ude på adresen. Vidnet ankom i en taxa. Hun mener, at V2 allerede var der. Politiet var der allerede. Det er selvfølgelig mange gange normalt, at politiet er til stede, men hun vil også sige, at der var rimelig meget politi og mange blå blink. Normalt er der kun to betjente, så hun syntes, at der var ret mange den dag. Hun vil formode, at der var ca. 7 politibetjente. Det var en fyldt hollændervogn. Da vidnet var ankommet, stod de og ventede på, at alle var ankommet. De stod og talte sammen, inden de gik hen og ringede på K's dørtelefon. Psykiaterens opgave var at ringe på, mens vidnets opgave var at vurdere, om P2 var i fare. Politiet var lidt rundt omkring. Vidnet talte ikke med politiet. Vidnet talte heller ikke særlig meget med psykiateren - det var bare sådan kort, at nu går vi hen og ringer på. Der var ikke nogen hjemme, da de ringede på. Så stod de og talte lidt. K kom herefter gående på¨gaden sammen med sin datter. Vidnet og V2 gik K i møde, mens politiet kom efter og omringede dem. Vidnet og V2 ville egentlig gerne have været oppe i lejligheden og tale med K . De foreslog også, at de gik op i lejligheden for at tale, men det sagde psykiateren og politiet, at de ikke skulle. K var meget stille og rolig, og vidnet syntes, at de talte godt sammen. Hun vurderede ikke lige der, at han var til fare for nogen. Han kom gående stille og roligt med P2 . Det blev sådan lidt underligt, at de skulle stå der på gaden og tale med K . Men de blev jo også nødt til at høre på psykiateren og politiet, fordi vidnet og V2 havde jo ikke nogen forhistorie på K . Der var jo noget med et våben, og det var vidnets opfattelse, at psykiatrisk team havde en forhistorie på K . Det er rigtigt forstået, at politiet omringede vidnet og V2 , mens de stod med K og P2 . Det var vidnet og V2 , der først tog kontakt til K . Det var meget voldsomt med alle de politifolk, psykiateren, vidnet og V2 . Efter et stykke tid blev P2 ført over i poltibilen. Der sad P2 sammen med V2 . Det var for at skærme P2 og fordi, at hverken vidnet eller V2 , havde en bil, at de sad i poltibilen. Vidnet husker P2 som meget rolig. Vidnet blev stående, og så tog psykiateren over. Vidnet kan ærlig talt ikke huske, hvad der blev talt om. Vidnet stod også selv og talte med K , fordi K begyndte at fortælle om sin situation, og om at han havde det svært og gerne ville have hjælp. Efter ca. 10 min bad psykiateren om noget alenetid med K , så hun lige kunne få talt med ham, så hun kunne foretage sin vurdering. K havde tårer i øjnene og var meget berørt af situationen. Men han var hverken arrig eller hidsig. Vidnets umiddelbare indtryk var, at det var en sårbar mand, der stod der og gerne ville have hjælp til sin situation. Men hun kan ikke vurdeSTD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 9/11 re hans psykiske situation, da det jo ikke er hendes opgave. Men umiddelbart fremstod han som en person, der bad om hjælp til sin situation. Vidnet mener, at de stod ved psykiaterens bil, men hun er ikke sikker. Vidnet hørte ikke samtalen mellem K og psykiateren, men hun kan huske, at psykiateren sagde, at hun havde taget "den vurdering" og så satte hun sig ind i sin bil. Vidnet satte sig ind til hende for at høre psykiaterens vurdering. Psykiaterem sagde, at hun vurderede, at K skulle indlægges med det samme. Vidnet sagde, at normalt får man lige lov til at sige farvel. Psykiateren sagde, at han skulle afsted med det samme. Vidnet sagde, at P2 skulle have lov til at sige farvel på en ordentlig måde og gik derfor hen til P2 og V2 . Vidnet fik fremskyndet - og det var politiet med på - at P2 kom ud og fik sagt farvel på en ordentlig måde. Vidnet kunne godt mærke, at psykiateren tænkte, at han bare skulle afsted NU. Omvendt tænkte vidnet, at det var vigtigt for P2 at få lov til at sige farvel. K fik sagt farvel og på en rigtig god måde fortalt P2 , at han blev nødt til at køre afsted. Normalt ville man have pakket en lille taske med tøj oppe i lejligheden til P2 , men i og med, at K skulle afsted NU, så blev det sådan. gav P2 et knus og kram og var meget kærlig og fik på en god måde sagt, at nu skal du hjem til mor osv. Det var flot, at han formåede at gøre det i situationen. Politiet var med på, at det ikke bare skulle være gennem en bilrude. I og med at han skulle afsted med det samme, og fordi P2 sad i en bil, ville det jo blive gennem en bilrude. Psykiateren sad ovre i sin bil, så hun kom ikke over. Politiet var helt med på, at P2 selvfølgelig skulle have lov til at sige farvel til sin far. Der var ingen diskussion internt mellem politifolkene. Det virkede sådan meget roligt. Vidnet spurgte til begrundelsen for, hvorfor K skulle indlægges, fordi det var vigtigt, både når hun skulle hjem og skrive rapport, men også over for P2 , hvis hun havde nogle spørgsmål. Psykiateren sagde, at K skulle videre til udredning inde på hospitalet. Vidnet fik ikke mere ud af hende der, og det måtte hun ligesom forholde sig til. De havde fra døgnvagten en situation, som de kunne gå ind og påvirke, og det gjorde de. Det var meget hurtigt, at P2 fik lov til at sige farvel til K . Der var vist ikke nogen, der afbrød det, men det gik jo hurtigt. Vidnet, V2 og P2 kørte med i den store blå politivogn ind til døgnvagten. Vidnet kan jo ikke vurdere, om det var en frivillig indlæggelse, men det tror hun ikke, fordi K var jo uforstående over for situationen og havde også tårer i øjnene. Vidnet tror ikke, at K havde et valg. Det havde nok været sådan, at hvis K ikke var taget med, var han blevet indlagt med tvang. K Det er ikke normalt, at man møder op så talrigt fra politiets side. Vidnet er selvfølgelig ofte mødt op til udrykning. Men fordi der var så meget politi, og fordi det foregik på gaden med et lille barn, har det fået vidnet til at huske episoden. Vidnet husker ikke, at der blev råbt på nogen måde fra psykiateren, eller at STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 10/11 det fra politiets side var voldsomt. Det var voldsomt, at politiet omringede dem, men det var også det. Vidnet kan huske, at hun og V2 sagde, at de havde vurderet, at det var vigtigt, at P2 fik lov til at sige farvel uden for bilen. Vidnet kan ikke huske, om bilruden først blev rullet ned. Hun mener helt 100 %, at P2 kom ud af bilen, fordi der blev givet knus og kram. Vidnet husker ikke, at psykiateren havde nogen holdning til det. Psykiateren sad i sin bil imens. Den holdt nok 10-20 meter væk. Vidnet husker ikke ikke detaljer længere. Speciallæge i almen medicin har forklaret bl.a., at han Vidne 4 dengang var på psykiatrisk afdeling som en del af uddannelsen til at blive speciallæge. Han har læst journalen fra den
23. maj 2012, og han kan ikke huske andet end det, der står der. Indlæggelsesnotatet, bilag 3, blev skrevet umiddelbart i forbindelse med indlæggelsen. Oplysninger på side 1 nederst til side 2 øverst under "Aktuelt" er oplysninger, vidnet har fra patienten selv. Som vidnet husker det, kommer oplysningen om, at patienten vil skyde politiet, fra patienten selv. Der var også en sygeplejerske til stede ved indlæggelsessamtalen. Politiet var der et eller andet sted, fordi patienten kom med udrykningstjenesten. Der var ikke andre læger til stede ved samtalen. Der var en læge tilknyttet udrykningstjenesten. Vidnet mener, at han havde en samtale med lægen. Han mener, at det var en kvinde. Han mener, at han lige fik en kort orientering om situationen. Vidnet mener, at oplysningen om pistolen kommer fra patienten selv, men han kan ikke afvise, at den kommer andetsteds fra, men vidnet ville i så fald have foreholdt atienten denne oplysning. Samtalen med patienten tog omkring en time, måske mere. Det ringer ikke nogen klokke hos vidnet, at patienten skulle undergives noget behandling i forbindelse med indlæggelsen. Vidnet vurderede, at patienten var psykotisk, fordi der var nogle af de ting, der kendetegner en psykose, til stede hos patienten. Bl.a. havde patienten formelle tankeforstyrrelser, var stærkt agiteret og havde et højt beredskab. Når der står om patientens "degressioner" betyder det, at han taler om andre emner, end det, der ellers tales om. "Perseverationer" betyder, at patienten bliver meget i samme emne og har svært ved at komme tilbage på sporet igen. Vidnet har ikke tilbageholdt patienten. Vidnet kan ikke huske, at han senere tvangstilbageholdt patienten. Vidnet ved ikke, om han har sagt til patienten, at det blev en tvangsindlæggelse, hvis ikke patienten gjorde det frivilligt. Men det var en situation, hvor en tvangsindlæggelse var meget tæt på. Vidnet ved ikke, om patienten er blevet klagevejledt, men det bliver gjort rutinemæssigt ved tvangsindlæggelser. Vidnet ved ikke, hvad der var af brochurer på Psykiatrisk Center Hvidovre dengang, men patienter, der er blevet tvangsindlagt, er blevet informeret om klagemuligheder. Det er rigtigt, at vidnet har talt med læge t Vidne 3 , men han erindrer ikke, at hun var til stede i samme lokale. Han erindrer det som en telefonsamtale, han havde med hende. Vidnet husker ikke, at skulle have sagt, at patienten skulle medicineVidne 3 res, hvortil patienten skulle have sagt "hun er jo vanvittig!". STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73 Side 11/11 Rettens begrundelse og afgørelse Efter sagens oplysninger, herunder de afgivne forklaringer, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at den
24. maj 2012 unK der det indledende forløb, hvor han sammen med sin datter uden for sin bopæl blev mødt af talstærkt politi, sagsbehandlere fra kommunen samt en læge fra udrykningstjenesten på dette tidspunkt havde anledning til at føle sig underlagt et vist pres. Retten kan dog samtidig lægge til grund, dels på baggrund af sagens lægelige oplysninger, herunder den fremlagte kontinuation og forklaringen afgivet af den indlæggende læge, , at Vidne 4 under den samtale, der fandt sted på Psykiatrisk Center K Hvidovre forinden indlæggelsen, var klar over, at der var grundlag for en tvangsindlæggelse, og at herefter valgte at lade sig friK villigt indlægge. Retten finder herefter ikke, uanset at den indledende situation har kunnet opfattes som udtryk for et vist pres, at der har været tale om, at er blevet tvunget til en indlæggelse. K Af de anførte grunde finder retten, at indlæggelsen af K den
25. maj 2012 er sket frivilligt og med samtykke, og K's at der derfor ikke var tale om en tvangsindlæggelse. Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af
26. juni 2016 stadfæstes derfor. Thi kendes for ret: Det Psykiatriske Patienklagenævns afgørelse af
27. juni 2016 stadfæstes, således at indlæggelsen af den
28. maj 2012 er sket frivilK ligt og med samtykke, og at der derfor ikke var tale om K's en tvangsindlæggelse. Dommer STD074201-S01-ST14-K190-T3-L03-M14-\D73