støtte for Albertslund Kommune: KL (advokat Søren Skjerbek) og sag BS-33471/2022-OLR Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Sagsøger 2 (advokat Jonas Blegvad Jensen, prøve) mod Albertslund Kommune (advokat Søren Skjerbek) Biintervenient
støtte for Albertslund Kommune: KL 2 (advokat Søren Skjerbek) Landsdommerne Kim Holst, Mikael Sjöberg og Tina Susanne Nielsen (kst.) har deltaget i sagernes afgørelse. Sagerne er anlagt ved Retten i Glostrup den 22. marts 2022. Ved kendelse af 7. september 2022 er sagerne henvist
behandling ved landsretten efter retspleje-lovens § 226, stk.
alle personer uanset køn under deres praktik på Skole 1. Påstande BS-33470/2022-OLR Sagsøger 1, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Albertslund Kom-mune, skal betale 25.000 kr. med
læg af procesrente fra den
læg af procesrente fra den
et velkomstmøde på Skole 1 den
møde på skolen. Af mødeindkaldelsen fremgår: ”Hej Sagsøger 2 og Sagsøger 1 I indkaldes
møde på skolen onsdag den 6/3-19 kl. 10.45. Årsagen
mødet er, at I
velkomstmødet d. 11/2 ikke gav hånd
en mandlig kollega. På dette møde vil vi sammen have en drøftelse omkring dette.
stede ved møde vil være skolens leder Vidne 3 og undertegnede. Venlig hilsen Vidne 1” . På mødet deltog Sagsøger 1, skoleleder Vidne 3 og praktikkoordinator Vidne
møde vedrørende deres prak-tikaftale på Skole
den ene praktiklærer, da denne er en mandlig lærer. Det er oplyst ved indkaldelsen hvad samtalen drejer sig om. I Albertslund Kommune arbejder vi med Genoprettede praksis, for at belyse alle vinkler af en oplevet konflikt, og skabe fælles forståelse samt genoprette relationen. Metoden blev benyttet ved mødet, ved at under-tegnede inden mødet havde haft en samtale med den mandlige praktik-lærer for at være forberedt på hvorledes relationen kunne genoprettes. Sagsøger 1 blev orienteret om, at den mandlige kollega følte det ubehage-ligt af blive afvist ved velkomstmødet. Ved spørgsmålet om, hvad der var sket
velkomstmødet, beskrev Sagsøger 1, at De ikke havde givet hånd
den mandlige kollega. At de ikke rører ved fremmede af det modsatte køn af religiøse årsager. Sagsøger 1 har ikke i sine vikarjobs eller medhjælperstillinger oplevet dette som et problem før. Hun kan derfor ikke se, hvorfor dette skulle blive en problematik i denne praktik. Ud fra dette svar orienteres Sagsøger 1 om, at vi som folkeskole har en forventning
, at man kan
sidesætte egne overbevisninger som pro-fessionel lærer. 4 Derudover orienteres hun om hvorledes Skole 1's værdi om fæl-lesskab og Albertslund kommunes værdier om et nysgerrigt liv og et fællesliv fordrer at man som lærer kan undervise og agere neutralt ind i en professionel kontekst. Sagsøger 1 blev spurgt om der kunne findes en måde hvormed, at hun som studerende og Skole 1 som praktiksted kunne samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1. Det var der ikke. Derfor ser vi os desværre nødsaget
at stoppe praktikken fra dags da-to. Da det kun var Sagsøger 1 der deltog ved mødet, skal Sagsøger 2 give skriftlig
kendegivelse om, hvorvidt hun ønsker at fortsætte praktik-ken, ud fra de opstillede konditioner. // Vidne 3 Skoleleder, Skole 1” Ved mail af 7. marts 2019 sendte Vidne 1 mødereferatet
Sagsøger 1 og Sagsøger
stede ved mødet, har Sagsøger 2 ikke haft mulighed for at
kendegive om hun ønsker at fortsætte praktikken eller ej. Der vil selvfølgelig være mulighed for det-te. Der skal rettet skriftlig henvendelse hvis der ønskes praktikken skal fortsætte. MVH Vidne 1” Af mail af samme dag fra Sagsøger 2
Vidne 1 fremgår: ”Hej Vidne 1 Jeg ønsker ikke at fortsætte praktikken på Skole
Ligebehand-lingsnævnet over at have været udsat for indirekte forskelsbehandling af Al-bertslund Kommune. 5 Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse i begge sager den 15. december 2021. Afgørelserne er i det væsentlige identiske. Af afgørelsen
Sagsøger 1 fremgår: ” Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede kommune handlede i strid med forskelsbehandlingslo-ven i forbindelse med klagers praktikforløb på en folkeskole i kommu-nen. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse
klager på 25.000 kr. med procesrente fra den
lid
hinandens gode hensigter. • ... der er et
lidsfuldt samarbejde mellem alle skolens parter. • ... vi samarbejder om de pædagogiske mål (nationale, kommu-nale og lokale). • ... vi værdsætter en kritisk og konstruktiv dialog om skolens ud-vikling og fælles værdier og normer. • ... vi er forpligtede på hinandens succes … På [skolen] forventer vi, at den studerende: • har gjort sig tanker om lærerprofessionen • kender kompetencemål for det konkrete praktikniveau • har overvejet hvilke ønsker og udfordringer, der skal indfries i praktikperioden • forholder sig interesseret, spørgende og undrende
det pæda-gogiske arbejde • overholder aftaler og regler om syge- og raskmelding 6 • overholder tavshedspligten Det er din opgave som praktikant, at: … • at deltage skolens hverdag ved fx møder (fx team- og afsnits-møder), skole/hjem-samarbejde (fx forældremøder og samtaler),
synsopgaver i pauser, at praktisere konflikthåndtering og -løs-ning, anvende dine IT kompetencer og evt. deltage i skolens lek-tiecafe-
bud, der er en integreret del af skolens hverdag” Den 11. februar 2019 blev der afholdt velkomstmøde på skolen, hvor klager sammen med flere andre praktikanter blev orienteret om prak-tikforløbet på skolen. På mødet blev klager præsenteret for både en mandlig og en kvindelig praktikvejleder. Klager ønskede ikke at give hånd
den mandlige praktikvejleder og forklarede, at hun af religiøse årsager ikke ønsker at give hånd
personer af det modsatte køn. Kla-ger hilste i stedet på den mandlige praktikvejleder ved at placere sin højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet. Den 4. marts 2019 blev klager indkaldt
møde på skolen. Af mødeindkaldelsen fremgår: … På mødet deltog klager, praktikkoordinatoren og skolelederen. Af refe-rat af mødet den
svarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kri-terium eller en praksis, der
syneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmin-dre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne
at opfylde det er hen-sigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændig-heder, som giver anledning
at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgø-relse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke
følge. Om forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde Forskelsbehandlingsloven forpligter enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed med blandt andet erhvervsmæssig videreud-dannelse, og enhver, der anviser beskæftigelse. Forskelsbehandlingsloven implementerer Rådets direktiv 2000/78 (beskæftigelsesdirektivet) og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) og b), at direktivet finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår blandt andet vilkå-rene for adgang
lønnet beskæftigelse og adgang
alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring. Det er en forudsætning for at bestå uddannelsen som lærer, at den stu-derende under uddannelsesforløbet gennemfører tre praktikmoduler. Nævnet vurderer, at en lærerstuderendes praktikmoduler har direkte betydning for den pågældende lærerstuderendes muligheder for at 8 gennemføre uddannelsen og derved opnå adgang
lønnet beskæfti-gelse. Nævnet finder herefter, at klager, der som led i sin uddannelse
lærer var praktikant på skolen i den indklagede kommune, er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Om religion som beskyttelseskriterium Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro for-udsætter, at der efter en konkret vurdering er en
strækkelig nær og direkte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro. Der henvises herved
præmis 82 i den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15. januar 2013 i Eweida-sagen (sag nr. 48420/10 m.fl.). Nævnet skal derfor indledningsvist tage stilling
, om der er en
-strækkelig nær og direkte sammenhæng mellem klagers praksis og hendes muslimske tro. Klager har oplyst, at hun på grund af sin religiøse overbevisning ikke må have fysisk kontakt med personer af det modsatte køn, som hun ik-ke har et nært familiært forhold
. Nævnet vurderer, at der er en sådan nær sammenhæng mellem klagers religiøse overbevisning og hendes
svarende afvisning af at give hånd
personer af det modsatte køn, at forholdet er beskyttet af forskelsbe-handlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Beskyttelsen gælder uanset, at der er tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et mindretal inden for islam. Om indirekte forskelsbehandling Som følge af at klager afviste at give hånd
den mandlige praktikvej-leder ved velkomstmødet den 11. februar 2019, blev hun indkaldt
et møde på skolen den
grund, at indklagede stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at klager ville
sidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd
alle personer uanset deres køn. Da klager afviste dette, ophørte praktikforløbet med øjeblikkelig virkning. Nævnet vurderer, at indklagedes krav om, at medarbejdere skal give hånd
alle personer uanset deres køn, er et
syneladende neutralt krav, der vil stille personer med klagers religiøse overbevisning ringere end andre. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning
at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af reli-gion eller tro. 9 Det påhviler herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet vurderer, at indklagedes krav om, at medarbejdere skal give hånd
alle personer uanset deres køn, er objektivt begrundet i det legi-time formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet vurderer videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere giver hånd
alle uanset deres køn. Nævnet vurderer imidlertid, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for klager for at opnå formålet om at sikre ligebehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har redegjort for, hvorfor formålet om at sikre ligebehandling ikke kunne opnås på anden vis, eksempelvis ved at klager hilste på alle personer på samme måde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klager efter det oplyste gerne ville have fysisk kontakt med eleverne på skolen, idet de er yngre end hende, og at hendes praksis med at hilse på mænd og kvinder på sam-me måde dermed alene ville være relevant i kontakten med forældre og kollegaer. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager
kendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fast-sættes
25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske om-stændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædel-se. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr.
klager med procesrente fra den
Ligebehandlingsnævnet oplyste advokat Sø-ren Skjerbek på vegne af Albertslund Kommune, at kommunen ikke var enig i nævnets afgørelser og derfor ikke ville efterleve dem. Ved mail af 24. januar 2022
Ligebehandlingsnævnet anmodede Lærerstude-rendes Landskreds på vegne af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 om, at sagerne blev indbragt for domstolene. Ligebehandlingsnævnet indbragte herefter sagerne for domstolene som manda-tar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i medfør af § 12, stk. 2, i lov om Ligebehand-lingsnævnet. Sagsøger 2 gennemførte læreruddannelsen den
bage
arbejdet efter barslen, da hun hjemmepasser sine børn. Hun er ortodoks muslim. Hun er opvokset i en muslimsk familie, hvor islam dog ikke fyldte så meget. Som 18-årig fandt hun sin egen vej. Hun tog tørklæde på og begyndte at fordybe sig i religionen. Hun praktiserer sin tro ved at bede fem gange om dagen, og hun faster under Ramadanen. Hun opdrager sine børn muslimsk. I islam er der en tydelig grænse mellem mænd og kvinder. Grænsen går ved fysisk berøring. Hun har intet imod mænd, og hun kan være sammen med mænd, men man kan ikke røre ved hinanden. Det gælder ikke, hvis man er i familie med hinanden, herunder hvis der er tale om søskende, onkler, bedste-forældre og ens ægtefælle. Det gælder kun i forhold
voksne mænd. Man er voksen, når man er over 18 år. Der er derfor ingen udfordringer i forhold
berøring af folkeskoleelever. Grænsen for, hvornår man er voksen, følger ikke direkte af koranen, men af udtalelser fra profeten og åbenbaringer. Hun kan godt sidde ved siden af fremmede mænd f.eks. i toget. 11 Når hun hilser, plejer hun at sige ”hej” og smile, hvorefter hun sætter hånden på hjertet, mens hun bukker hovedet. Hun vil gerne give kvinder hånden. Hvis hun skal hilse på både en mand og en kvinde, er hun på baggrund af denne sag begyndt at hilse på dem på samme måde, så der ikke er nogen, der bliver stødt. Hun mener ikke, at det har betydning for arbejdet som lærer, at hun ikke giver hånd
mænd. Det handler om, hvorvidt hun kan gennemføre undervisningen, være fagligt stærk og samarbejde med sine kollegaer. I undervisningen behand-ler hun piger og drenge ens. Efter gymnasiet og i begyndelsen af lærerstudiet arbejdede hun i tre år som pædagogmedhjælper i en integreret institution i Københavns Kommune. Efter-følgende var hun lærervikar på Skole 4 i Albertslund Kommune og senere på friskolen Skole 5 i Københavns Kommune. Hun gennemførte sin første praktik på Skole 2 i Københavns Kommune. På intet tidspunkt var det et problem, at hun ikke gav hånd
mænd. Den
mødet. Inden mødet gik i gang, hil-ste hun på praktikkoordinatoren Vidne 1 og de øvrige lærere. De var alle sammen kvinder. Vidne 2 kom ca. fem minutter for sent
mødet. Han gik hen
dem for at give hånd. Hun og Sagsøger 2 hilste ved at holde hånden på hjertet og nikke. Hun følte ikke, at der var nogen, der bed mærke i, at de ikke gav hånd
Vidne
ham. Vidne 2 var meget venlig over for dem. De hviskede ikke sammen under mødet, og slet ikke på arabisk, idet Sagsøger 2 ikke taler arabi-sk. Hun blev meget overrasket, da hun modtog mødeindkaldelsen
mødet den
hendes overbevisning, og at mødet skulle handle om, at de ikke havde villet give hånd
Vidne
mødet, men Sagsøger 2 blev forhindret. Udover hende selv deltog Vidne 1 og Vidne 3. Det var Vidne 3, der førte ordet. I starten gik mødet fint. Hun prøvede at forkla-re, hvorfor hun ikke giver hånd
mænd. Der blev konstant sagt noget om, ”at de skulle samarbejde i forhold
Albertslund Kommunes værdier” . Hun blev 12 ved med at svare, at de kunne samarbejde på alle måder, men at grænsen går ved fysisk berøring af mænd. De ville gerne bevare praktikpladsen. Det er ikke korrekt som anført i skolens referat, at hun blev spurgt om, hvorvidt der kunne findes en måde, hvorpå hun og skolen kunne samarbejde ud fra skolens og kommunens værdier. Hun havde ikke regnet med, at de blev smidt ud af sko-len. Hun var nødt
at understrege, at det ikke handlede om samarbejde, men om fysisk berøring. Hun spurgte ikke Vidne 3, om hun var racist. Hun sag-de, at hun ikke kunne gå på kompromis med sin religion i forhold
fysik berø-ring. Hun fortalte, at det ikke ville være et problem i forhold
eleverne, uanset om de gik i
ikke at give hånd
mænd. Efter mødet mødte hun Sagsøger 2 uden for skolen. Hun fortalte Sagsøger 2, at de ikke kunne være på skolen, hvis de ikke ville give hånd. De kontaktede deres undervisningsinstitution, som hjalp dem med at finde en ny praktikskole. Det blev Skole 3 i København. De var ærlige over for Skole 3 og fortalte dem om forløbet med Skole 1, og at de af religiøse årsa-ger ikke ville give hånd
voksne mænd. Det blev taget godt imod og accepte-ret. De gennemførte begge praktikken uden problemer. Hun har efterfølgende uden problemer gennemført det tredje og sidste praktikforløb på Skole 6 i Ishøj Kommune. Det er korrekt, at hun efter modtagelsen af mødereferatet ikke kom med be-mærkninger
referatet. Det er også korrekt, at Vidne 3 på mødet nævnte, at Vidne 2 havde følt sig afvist som følge af, at hun ikke tog hans hånd. Hun er meget uenig i, at hun – som anført i skolens mødereferat – skulle være blevet spurgt om, hvorvidt der kunne findes en måde for dem at samarbejde på ud fra skolens og kommunens værdier. Det eneste, der blev sagt var, at ”hvis du ikke kan give hånd, så kan du ikke være her” . Det er ikke rigtigt, at hun ikke vil give hånd
drenge i 12-13 års-alderen. Man er voksen, når man er 18 år. Det har kun betydning i forhold
, at hun ikke vil give hånd
elevers fædre og mandlige kollegaer. Hun har tænkt over, at hun fremover kan sende en besked
alle forældre, hvor hun vil forklare baggrun-den for, at hun ikke giver hånd. Hun kan i dag godt forstå, at det kan opfattes negativt. Det er derfor vigtigt, at det bliver formuleret på en god måde. Hun vil fremover hilse ens på begge køn. Hvis der bliver stillet spørgsmål
hendes hilsemåde, vil hun sige, at det er af religiøse årsager. 13 Sagsøger 2 har forklaret, at hun blev færdiguddannet som lærer i 2021. Hun er praktiserende muslim. Hun beder, faster og læser de religiøse skrifter. Hun er opvokset i en muslimsk familie, men de var dog ikke meget praktiserende. Da hun blev 15 år, begyndte hun at praktisere islam. Hun valgte at tage tørklæde på, da hun var 15-16 år. Hun giver grundet sin religiøse overbevisning ikke hånd
fremmede voksne personer af det modsatte køn. Det handler ikke kun om at give hånd. Det gælder al fysisk kontakt. Man er voksen, når man er 18 år. Det gælder derfor ikke børn og unge i folkeskolen. Det gælder heller ikke voks-ne mænd i hendes familie. Der er andre undtagelser, f.eks. vil hun hjælpe, hvis en mand faldt om på gaden. Hun hilser på andre måder, herunder med øjen-kontakt, smil, nik og en hånd på hjertet. Før corona gav hun hånd
kvinder, men det har ændret sig. Hun giver nu som udgangspunkt ikke hånd. Hun rejser sig ikke og går, hvis der kommer en fremmed mand og sætter sig ved siden af hende f.eks. i bussen eller toget. Det har ikke betydning i forhold
arbejdet som skolelærer, om man giver hånd. En person, der giver hånd
alle, kan være den værste kollega. Hun har været i andre situationer, hvor hun ikke gav hånd
en mand. Ingen har virket
at tage sig af det. Hendes tidligere praktik på Skole 2 var gået godt, og det havde ikke været et problem, at hun ikke gav hånd. Hun fulgtes med Sagsøger 1
velkomstmødet den
velkomstmødet, og Vidne 1 deltog også. Hun kan ikke huske, hvordan hun og Sagsøger 1 hilste på Vidne 1; de hilste ikke på de andre praktikanter. Vidne 2 kom lidt senere
mødet. Han kom hen
dem og rakte hånden frem for at hilse på dem. Hverken hun eller Sagsøger 1 tog hans hånd. De holdt i stedet hånden på brystet/hjertet. Det var ikke hendes opfattelse, at Vidne 2 blev fornærmet over det; han trak blot hån-den
sig, og han satte sig ved siden af dem. Senere talte de med Vidne
mødet, men hun kom
at tage bussen et stop for langt. Hun sendte en besked
Sagsøger 1 om, at hun var forsinket. Da 14 hun var tæt på skolen, skrev Sagsøger 1, at de ikke kunne vente længere. Efter mødet mødte hun Sagsøger 1, som fortalte hende, hvad der var sket på mødet, herunder at de ikke kunne være på skolen, hvis de ikke ville give hånd. Hun var chokeret. Dagen efter modtog hun mødereferatet. Hun skrev en mail
sko-len om, at hun ikke ønskede at fortsætte. Hun ville ikke gå på kompromis med sin religion ved at give hånd
mænd. Skolen forsøgte ikke at indgå i dialog med hende, og hun tog heller ikke fat i skolen. Hun følte sagen var afsluttet, da hun ikke ville give hånd. Hun var meget chokeret. Hun har været i mange situ-ationer, hvor hun ikke gav hånd
en mand, uden at det udgjorde et problem, f.eks.
en eksamen, hvor hun ikke gav hånd
censor. Hun har efterfølgende været i praktik på flere skoler – på Skole 3 sammen med Sagsøger 1, hvor de fortalte om forløbet på Skole 1, på Skole 7 på Nørrebro og efter endt uddannelse på Skole 8 i Vallensbæk – hvor det heller ikke var et problem. Det eneste sted, hvor det var et problem, var på Skole 1. På Skole 7 havde hun to mandlige praktiklærere, som hun ikke gav hånd
, og det var der ikke problemer med. Hun har ikke deltaget i skolehjem-samtaler, da man ikke deltager heri som praktikant. De blev indkaldt
mødet den 6. marts 2019, fordi de ikke ville give hånd. Uan-set at det ikke fremgik direkte af mødereferatet, var håndtrykket en del af sko-lens værdier. Hun tog ikke selv fat i skolen efter mødet, og skolen rakte ikke ud
hende. Hun følte, at sagen var afsluttet. Hun kan godt give hånd
kvinder, men ikke
mænd over 18 år. Man er voksen, når man er 18 år. Hun kan godt se, om en person er 15, 16, 17 eller 18 år. Det er vigtigt, at man som lærer har en god relation med forældrene. Det er ikke håndtrykket, der definerer ens kompe-tencer. Det er uden betydning for samarbejdet, om man giver hånden eller hil-ser på anden god måde. Hun har ikke oplevet, at det har påvirket den efterføl-gende kontakt. Hun vil fremover nok på forhånd forklare forældre, at hun af religiøse årsager ikke giver hånd. Hvis en mor gav hende hånden, ville hun give hånd. Hvis en far gav hende hånden, ville hun hilse på en anden måde. Vidne 2 har forklaret, at han er lærer på Skole 1 i Albertslund Kommune. Han har været ansat siden august 2013, hvor han blev færdigud-dannet som lærer. Han har haft flere lærerpraktikanter i sine klasser. Han hav-de også forud for 2019 haft lærerpraktikanter i sine klasse. Praktikantens rolle i klassen kommer an på, hvor langt praktikanten er på sin uddannelse. I starten af uddannelsen skal praktikanten mest observere, hvorimod praktikanten i slutningen af uddannelsen skal kunne stå for undervisningen. Som han husker det, var Sagsøger 1 og Sagsøger 2 relativt langt i deres uddannelse. Han fortæller altid praktikanterne, at de skal observere den første uges tid for derefter at ”fade ind” i klassen og stille og roligt overtage undervisningen. Han kan godt huske velkomstmødet den 11. februar 2019. Han kom som den sidste
mødet. Alle de andre sad allerede ned. Han ville hilse på Sagsøger 1 og 15 Sagsøger 2. Han gik hen
dem og rakte først hånden ud
den ene. Hun tog ikke hans hånd. Hun lagde hånden på sit hjerte og hilste. Han rakte derefter hånden
den anden, som gjorde det samme. Kort tid derefter gik mødet i gang. Han tænkte ikke så meget over episoden under mødet, men han blev for-bavset. Det var først efter mødet, at han tænkte nærmere over det. Efter det ind-ledende oplæg skulle han tale med Sagsøger 1 og Sagsøger 2. De satte sig begge så langt fra ham, som de kunne. Han fortalte om sine forventninger
dem og om klassen, og han spurgte dem, hvad deres planer for danskundervisningen var. Praktikanterne plejer at være med
undervisningen mindst 5 timer om ugen; han kan ikke huske, om de havde aftalt, at de også skulle varetage andre fag end dansk. Han ville af respekt for dem ikke på mødet spørge dem om, hvorfor de ikke ville give hånd. Samtalen forløb helt naturligt. Det var specielt den ene af de to, han snakkede med, da den anden var mere
bageholdende, måske var hun genert. Efter mødet blev han ”fanget i” en bekymring om, at han ikke var tryg ved, at hans 7. klasse skulle blive udsat for nogle værdier, som var modsat dem, som han arbejdede med. Han havde haft den pågældende klasse i mere end to år. Han besluttede sig på grund af denne bekymring for at spørge Vidne 1, om hun kunne finde en anden klasse
praktikanterne. Han var også bekymret for, om Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville have kontakt
drengene i klassen og ikke ville give hånd
fædre
eleverne. Det handlede således ikke om, at de ikke havde villet give ham personligt hånden. Han har selv en muslimsk baggrund og er desuden kristendomslærer. Han ved, at det er kønsmod-ne drenge, man ikke må røre. Han tænkte på de forskellige scenarier, hvor det kunne blive et problem. Det kunne være et
fælde, hvor en dreng kom
ska-de, eller hvor der var et behov for at lægge en omsorgsfuld hånd på skulderen af en dreng. Han ville ikke kunne forklare eleverne eller deres forældre, hvorfor de havde praktikanter i klassen med et sådant livssyn. Han vidste ikke på forhånd, hvad Vidne 1 tænkte om situationen. Hun virkede lettet, da han fortalte, at han ikke kunne tage imod de to prakti-kanter. Han kunne se på Vidne 1, at hun også havde lagt mærke
, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke havde givet ham hånden. Efter at han havde talt med Vidne 1, tog hun og Vidne 3 over. Man kan konkret aftale, at praktikanter er med
forældremøder. Vidne 1 har forklaret, at hun fra 2002
2022 var lærer på Skole
velkomstmødet, fik
knyttet en praktiklærer og en klasse mv. Derudover skulle hun bl.a. sørge for, at der blev afholdt et vel-komstmøde. Mødet den 11. februar 2019 var et normalt velkomstmøde. Hun kan ikke huske, om der blev givet hånd, da deltagerne ankom. I mødet deltog Sagsøger 1 og Sagsøger 2 og deres praktiklærer Vidne 2 samt en anden gruppe praktikanter og deres praktiklærer. Der deltog endvidere en tredje gruppe praktikanter, hvis praktiklærer imidlertid ikke havde mulighed for at deltage. De hilste på hinan-den, og mødedeltagerne blev præsenteret. Vidne 2 ankom dog først 5-10 minutter efter, at mødet var begyndt, idet han skulle færdiggøre noget under-visning. Hun sagde
ham, at han lige kunne hilse på sine studerende. Han gik hen mod Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Han rakte hånden ud
en af pigerne, som lagde hånden på hjertet. Han stod og flagrede lidt med hånden. Han rakte så hånden ud mod den anden, som også lagde hånden på hjertet. Efter at hun havde givet nogle forskellige informationer
praktikanterne, skulle de tale med deres respektive praktikvejledere. Efter mødet tænkte hun over episoden, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd
Vidne 2. Hun har aldrig oplevet sådan noget før. Hun kunne ikke lade som om, at det ikke var sket. Hun syntes, at hun var nødt
at reagere på det. Hun henvendte sig
kommunens skoleforvaltning for at høre, hvad kommunens holdning og værdier var i forhold hertil. Efter et par dage kom hun
at tale med Vidne 2 på lærerværelset. Vidne 2 fortalte, at han ikke syntes, at det havde været rart. Hun blev lettet over, at det ikke kun var hende, der havde syntes, at det var specielt. De talte om de udfordringer, det kunne give, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd, herunder at halvdelen af forældregruppen er mænd. Vidne 2 fortalte hen-de, at han vidste, at det allerede er, når drengene er kønsmodne, at muslimske kvinder ikke må røre dem, og at dette kunne give. Hun henvendte sig
Sagsøger 1 og Sagsøger 2's uddannelsessted, der rådede dem
at indkalde Sagsøger 1 og Sagsøger 2
et møde, som skulle omhandle dels skolens oplevelse af episoden fra velkomstmødet, dels at det ikke stemte overens med Albertslunds Kommunes værdier omkring mangfoldighed og li-geværd, og dels de problematikker, det kunne give anledning
, hvis man ikke ville give hånd
mandlige kolleger, fædre
elever og mandlige elever. Hun orienterede Vidne 3 om episoden og uddannelsesinstitutionens forslag, som de valgte at følge. 17 Det var hende, der sendte mødeindkaldelsen af
at gå i gang med mødet, da de havde en bagkant. Det var Vidne 3, der stod for mødet. Vidne 3 startede med at forklare, hvorfor skolen havde indkaldt
mødet. Vidne 3 spurgte Sagsøger 1 om baggrunden for, at de ikke ville give hånd. Vidne 3 fortalte om skolens be-kymringer i den anledning. Sagsøger 1 kunne ikke se, at det skulle give proble-mer og sagde, at det havde hun ikke oplevet i sine tidligere ansættelser som vistnok vuggestuevikar og lærervikar på en anden skole i Albertslund Kom-mune. Vidne 3 forklarede, at det vil være en anden situation, hun kommer
at stå i, og et andet ansvar hun vil få, som færdiguddannet lærer. I starten var der en god dialog, men det ændrede sig hurtigt
, at Sagsøger 1 ikke var lydhør over for skolens bekymringer. Sagsøger 1 blev ved med at sige, at hun ikke tidli-gere havde oplevet, at det var et problem, og at hun ikke kunne forstå, at det skulle være et problem som lærer. Stemningen blev mere og mere presset, og der var ingen tegn på lydhørhed eller forståelse fra Sagsøger 1's side. Vidne 3 var stille og rolig hele vejen gennem mødet, og hun prøvede flere gange at for-klare kommunens udgangspunkt og værdisæt. Hun prøvede med forskellige indgangsvinkler at forklare i hvilke situationer, det kunne give problemer, her-under i samarbejdet med forældre og elever. Sagsøger 1 gentog blot den tidligere argumentation, og Sagsøger 1's tone blev hårdere og hårdere. Sagsøger 1 havde ingen erkendelse eller forståelse for udfordringerne. Som hun så det, havde Sagsøger 1 ikke et ønske om at opnå en form for enighed. Hun og formentlig og-så Vidne 3 kom
en erkendelse af, at de ikke kunne opnå enighed. Vidne 3 sagde, at de gerne ville
byde Sagsøger 1 og Sagsøger 2 en praktikplads ud fra den forudsætning, at det foregik på baggrund af Albertslunds Kommu-nes værdisæt. Det ønskede Sagsøger 1 ikke. Hun mener helt bestemt, at Vidne 3 under mødet talte om, at det ville give problemer, hvis Sagsøger 1 ikke kunne røre ved de mandlige elever i udskolin-gen. Hun husker ikke de præcise ord, men Vidne 3 sagde, at det ville være problematisk, hvis nogle af de store drenge kom op at slås eller kom
skade. Det, der er anført i mødereferatet om, at Sagsøger 1 blev spurgt, om der kunne findes en måde, hvorpå hun og skolen kunne samarbejde ud fra skolens og kommunens værdier, er retvisende. Det var hende, der havde lavet udkastet
referat, og Vidne 3 gennemlæste det efterfølgende. Dagen efter sendte hun referatet
praktikanterne. Det var kun Sagsøger 1, der på det tidspunkt havde sagt, at hun ikke ønskede praktikken. De ville gerne give Sagsøger 2
buddet. Sagsøger 2 sendte samme dag en mail, hvor hun oplyste, at hun ikke ønskede 18 at gennemføre praktikken. . Hun hørte herefter ikke yderligere fra hverken Sagsøger 1 eller Sagsøger 2. Hun har aldrig oplevet noget
svarende. I et
fælde, hvor man har afskåret halvdelen af elevernes forældre, så har man ikke et ligeværdigt samarbejde med dem. Man skal, efter hendes opfattelse, kunne give hånd
mandlige forældre. De overvejede ikke at indkalde Sagsøger 2
et møde, da der ikke var mere at tale om. Vidne 3 har – via videoforbindelse (Teams) fra udlandet, jf. retsplejelovens § 174, stk. 2, jf. § 192, stk. 7 – forklaret, at hun ikke længere er ansat i Albert-slund Kommune. Hun var skoleleder på Skole 1 i perioden fra august 2016
august 2020. Hun blev uddannet skolelærer i 1999 og har efterfølgende taget flere uddannelser, bl.a. i offentlig ledelse og ”Genoprettende praksis” . Hun er vant
at håndtere lærerpraktikanter. Hun hørte først om Sagsøger 1 og Sagsøger 2, da Vidne 1 og Vidne 2 kom ind på hendes kontor og fortalte om en episode, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd
Vidne 2. Vidne 2 var rystet og bekymret for sine elever. Hun ringede først
Sagsøger 1's og Sagsøger 2's ud-dannelsesinstitution for at høre, om de havde haft lignende oplevelser. Efter råd fra uddannelsesinstitutionen indkaldte hun de to praktikanter
et møde. Udover hende selv og Vidne 1 var det kun Sagsøger 1, der deltog i mø-det, da Sagsøger 2 havde nogle trafikale udfordringer. Hun startede med at byde Sagsøger 1 velkommen. Hun rakte hånden ud for at hilse, men Sagsøger 1 afstod fra at give hende hånden. Under mødet anvendte hun ”Genoprettende praksis” . Hun spurgte Sagsøger 1, hvordan hun havde oplevet velkomstmødet, og hvad der skete. Sagsøger 1 svarede: ”Er du racist?” . Hun prøvede en anden indgangsvinkel ved at spørge hende om, hvorfor hun ville være lærer, og hvor-for hun ville i praktik på Skole 1. Hun forsøgte at komme i dialog med hende. Der var dog ikke muligt. Herefter spurgte hun Sagsøger 1
forskellige situationer, hvor det kunne blive et problem, herunder hvordan hun vil løse en konflikt, og hvordan hun vil trøste et barn, der er ked af det. Sagsøger 1 svarede dertil, at hun ikke rører ved drengebørn, der er gået i puberteten. Det lykkedes hende ikke at komme i dialog med Sagsøger 1. Hun kan ikke huske, om de talte om forældresamarbejdet. Sagsøger 1 var meget vred og spurgte mange gange, om hun var racist, og om hun var enig med Politiker. Sagsøger 1 sad nær-mest og slog i bordet, når hun stillede hende spørgsmål helt stille og roligt. Sagsøger 1 kunne ikke forstå det. Hun sagde
Sagsøger 1, at når man er skolelærer i den danske folkeskole, så må man tænke, tro og mene lige det, man vil, men det 19 skal man parkere ved lågen
skolen. Når man underviser, skal man være neutral og rumme alle børn. Sagsøger 1 svarede, at hun ikke vil være sammen med det modsatte køn af religiøse årsager. Vidne 1 tog noter under mødet, men det var hende, der skrev mødereferatet. Hun skrev referatet umid-delbart efter mødet. Det er korrekt, at hun på mødet spurgte Sagsøger 1, om det var rigtigt, at hun ikke ville give hånd
Vidne 2. I relation
det, der er anført i mødereferatet om, at Sagsøger 1 blev spurgt, hvorvidt der kunne findes en måde, hvorpå hun og skolen kunne samarbejde ud fra skolens og kommunens værdier, har vidnet forklaret, at det, der menes hermed, er, at hun havde oplyst Sagsøger 1 om værdierne i formålsparagraffen
folkeskoleloven og om Albertslund Kommunes værdier om frihed og ligeværd; Albertslund Kommune er en ”farverig” kommune. Hun spurgte Sagsøger 1 mange gange, om hun kunne efterleve kommunens værdier. Sagsøger 1 svarede som nævnt blot: ”Er du racist” . Derefter rundede hun mødet af og sagde, at hun havde svært ved at se, at Sagsøger 1 kunne være i praktik i 7. klasse på skolen, men at hun gerne ville kontakte uddannelsesstedet for at se, om der kunne fin-des en anden løsning, men det ønskede Sagsøger 1 ikke. Efterfølgende kontaktede hun dog alligevel uddannelsesinstitutionen for at in-formere dem om, at hun ikke kunne have Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i praktik på skolen. Hun undrede sig over, at de var nået
4. semester på uddannelsen; man kan f.eks. ikke have, at en SOSU-assistent eller en sygeplejerske – som bli-ver uddannet det samme sted – ikke vil røre ved nogen af det modsatte køn. Hun sendte referatet
både Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Hun skulle have et svar fra Sagsøger 2 på, om hun ønskede at gennemføre praktikken, herunder om hun ville efterleve værdierne og retningslinjerne for kommunen. Sagsøger 2 ønskede ikke at gennemføre praktikken hos dem. Forespurgt om det er korrekt, at hun under mødet sagde
Sagsøger 1, at det ikke handlede om religion, tro og racisme, men om kommunens værdier, har vidnet forklaret, at hun ikke tror, at det var den ordrette formulering. Skolens holdning
religionsfriheden er, at det står i folkeskolelovens formålsparagraf, at man skal parkere religionen uden for skolen. Hun møder lærere med mange forskellige etniciteter. Det handlede ikke kun om at give hånd, men om generelt at efterleve kommu-nens værdier om frihed og ligeværd. Det er korrekt, at baggrunden for at ind-kalde
mødet var, at de afviste at give hånd
Vidne
svarende situation. Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der
syneladende er neutral, vil stille per-soner af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne
at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. dog § 2 a. … § 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansø-gere
ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, for-fremmelse eller med hensyn
løn- og arbejdsvilkår. … § 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang
erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Stk. 2. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder
lige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der anviser beskæftigelse. … § 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan
kendes en godtgørelse. … § 7 a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-4, påviser fakti-ske omstændigheder, som giver anledning
at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.” Forskelsbehandlingsloven blev indført ved lov nr. 459 af
blandt andet at omfatte forskelsbehandling på grund af ”religion og tro” , lige-som § 1, stk. 2 og 3, er indsat efterfølgende, jf. nedenfor. Af de almindelige bemærkninger
det
grundliggende lovforslag (lovforslag nr. L 181 af 17. januar 1996) fremgår blandt andet (jf. Folketingstidende 1995-96,
læg A, sp. 3541): ”Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, reli-gion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse står højt på dagsordenen i alle civiliserede lande. Og-så i Danmark er bekæmpelse af spirende tendenser
forskelsbehand-ling på grund af f.eks. race og etnisk oprindelse højt prioriteret. I den forbindelse må det give anledning
særlig bekymring, at indvandrere og flygtninge har en markant højere ledighed end danskere, og at de er ledige i længere tid. Forslaget fremsættes
lige i erkendelse af, at Danmark ikke i
strækkelig grad lever op
de internationale forplig-telser, som Danmark har påtaget sig ved at ratificere ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn
beskæftigelse og erhverv og FN’s konvention om racediskrimination. De nævnte konventioner er optrykt som bilag l og 2. Ved ratifikationen af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn
beskæftigelse og erhverv har Danmark forpligtet sig
at udforme og følge en politik, der tager sigte på at fremme ligestilling i henseende
muligheder og ligebehandling for så vidt angår beskæfti-gelse og erhverv i det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område. Danmark har endvidere forpligtet sig
at gennemføre lovgivning, der skønnes egnet
at sikre en effektiv gennemførelse af en sådan politik.” Af de specielle bemærkninger
lovforslaget fremgår blandt andet (jf. Folketingstidende 1995-96,
læg A, sp. 3542-3543): ”
stk. 1 Bestemmelsen afgrænser lovens anvendelsesområde og definerer be-grebet forskelsbehandling, som det skal forstås i denne lov. Begrebet forskelsbehandling er foretrukket i denne lov fremfor diskri-mination, fordi det er et kendt begreb fra ligestillingslovene. Begrebet skal derfor i denne lov fortolkes, ligesom det er blevet fortolket i lige-stillingslovene. Loven indeholder forbud mod både direkte og indirekte forskelsbe-handling. Forbudet mod indirekte forskelsbehandling er foreslået med-taget for at forhindre, at der opstilles formelt set neutrale kriterier, der imidlertid fører
forskelsbehandling af f.eks. en bestemt etnisk grup-pe. Et
svarende forbud findes i ILO-konvention nr. i 11 om forskels- 22 behandling med hensyn
beskæftigelse og erhverv og i lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Direkte forskelsbehandling foreligger f.eks. i de
fælde, hvor arbejds-giveren undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne med den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemte ra-ce, politisk anskuelse m.v. Indirekte forskelsbehandling foreligger, når en formelt set neutral be-stemmelse eller betingelse i praksis får en uforholdsmæssig stor virk-ning for f.eks. visse etniske grupper, medmindre dette er objektivt be-grundet i hensyn
arbejdets udførelse. Et eksempel på et sådant for-melt set neutralt krav, der vil få uforholdsmæssig stor virkning for udenlandske lønmodtagere i forhold
danske lønmodtagere, er sprogkrav. Det vil således være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav
sprogkundskaber el-ler andre kvalifikationer, eksempelvis afviser en udenlandsk ansøger
et rengøringsjob med den begrundelse, at den pågældende taler med accent. Det er klart, at det i visse situationer er nødvendigt, at den på-gældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk, f.eks. hvis det drejer sig om personer, der har ansvar for den danske befolknings sprogforståelse og -udvikling. Udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin begrundelse i de for en bestemt erhvervsudøvelse krævede kva-lifikationer anses ikke som forskelsbehandling efter denne lov. Sådanne høje krav må dog kun stilles, hvis det er en nødvendig forudsætning for at kunne udføre et givent arbejde på
fredsstillende måde. Det vil ligeledes være indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver stiller krav
påklædning, fremtoning m.v., som kun rammer visse grupper. Det vil fortsat være
ladt at kræve, at de ansatte bærer uni-form eller en bestemt beklædning, hvis dette er en del af virksomhe-dens præsentation udadtil, og hvis det er et konsekvent krav, der stilles
alle ansatte i samme stillinger. SAS og DSB er eksempler på virksomheder, der stiller krav om, at de ansatte bærer uniform, og sådanne virksomheder vil lovligt kunne afvi-se en ansøger, der nægter at bære virksomhedens uniform, uanset be-grundelsen derfor. Andre eksempler er forretninger, der kræver at de ansatte skal bære forretningens tøj og franchisevirksomheder, hvor det er en del af deres præsentation udadtil, at de ansatte er klædt på en be-stemt måde. Det vil derimod stride mod loven, hvis en virksomhed udarbejder et reglement, som alene forbyder de ansatte at bære tørklæde eller turban, men som i øvrigt stiller de ansatte frit med hensyn
beklædning. Et sådant reglement vil udelukke enkelte grupper og dermed være udtryk for indirekte diskrimination. …
23
stk. 1 § 2, stk. 1, er lovens hovedbestemmelse. Bestemmelsen svarer
bestemmelserne i §§ 2 og 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen er efter sit indhold bred, idet den omfatter alle arbejds-vilkår, både dem der er fastlagt ved aftale, og dem arbejdsgiveren ensi-digt har fastlagt. Det er uden betydning for vurderingen af, om der finder forskelsbe-handling sted, om dette sker i henhold
generelle regler, eller om ar-bejdsgiveren træffer konkrete afgørelser ud fra de i § 1 nævnte kriterier. …” Af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn
beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet) fremgår blandt andet: ”Artikel 1 Formål Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princip-pet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ram-me for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn
beskæftigel-se og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Artikel 2 Begrebet forskelsbehandling I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må ud-sættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde. 2. I henhold
stk. 1 a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en an-den i en
svarende situation bliver, er blevet eller ville blive be-handlet b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en
syneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som
-hører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold
andre perso-ner, medmindre i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne
at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller 24 …” Ved lov nr. 253 af 7. april 2004 om ændring af lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som implementerede blandt andet dele af beskæftigelsesdirektivet, blev ”eller tro” indsat efter ”religion” i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 1, og nugældende § 1, stk. 2 og 3, blev
lige indsat. Af de specielle bemærkninger
det
grundliggende lovforslag (lovforslag nr. L 40 af 22. oktober 2003) fremgår blandt andet (jf. Folketingstidende 2003-04,
læg A, sp. 1216-1218): ”
…
nr. 2 [Indsættelsen af ”eller tro” i § 1, stk. 1] Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 1, at forskelsbehandling på grund af tro er forbudt. Loven forbyder allerede i dag forskelsbe-handling på grund af religion. Dette kriterium er også omfattet af direk-tivet. Kriteriet ”tro” må på den baggrund antages at dække et bredere område end religion, og må antages at skulle sikre mod forskelsbehand-ling på grund af en nærmere defineret overbevisning, som noget mere og andet end beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af beken-delse
en bestemt (anerkendt) religion. Som følge heraf indsættes tro som nyt diskriminationskriterium i loven. …
nr. 3 [Indsættelsen af § 1, stk. 2 og 3] …
stk. 3 Det forslås i stk. 3, at der indsættes en definition af indirekte forskelsbehandling. Ændringen er nødvendig for at sikre en korrekt opfyldelse af direktiverne. Definitionen svarer indholdsmæssigt
definitionen i direktivernes artikel 2, stk. 2, litra b). Den i direktiverne indeholdte de-finition er bl.a. udledt af EF-domstolens dom i O’Flynn-sagen (sag C-237/94 O’Flynn mod Chief Adjudication Officer, Saml. 19961-2617). Domstolen antog i sagen, der vedrørte arbejdskraftens frie bevægelig-hed og forordning 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor fællesskabet (EFT 1968 11, s. 467), og det heri fastsatte princip om ligebehandling, at hvis en national retsforskrift ef-ter selve sin karakter er egnet
i højere grad at berøre vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere, anses dette for at medføre indirekte forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet, medmindre retsforskriften er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold
det
-stræbte formål. I Danmark har forståelsen af begrebet indirekte forskel-sbehandling været i overensstemmelse hermed. Der
sigtes med lovændringen en lovfæstelse af denne forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i lovgivningen, som krævet i EU-retten. 25 Det følger af denne forståelse, at opstilles der kriterier fx som betingelse for ansættelse, skal kriteriet forfølge et lovligt formål, være nødvendigt for at opnå målet og være proportionalt i forhold
opnåelse af formå-let. Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer ikke et direkte forbud mod anvendelsen af en
syneladende neutral bestemmelse m.v., der stiller personer af fx en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge ulovlig indirekte for-skelsbehandling, såfremt den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne
at op-fylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurde-ring). Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold
målet. Et formelt set neutralt krav kan være fx sprogkrav, der særligt berører lønmodtagere, der ikke har dansk som modersmål sammenlignet med danske lønmodtagere. Der kan her være tale om ulovlig indirekte for-skelsbehandling, hvis en arbejdsgiverstiller uforholdsmæssigt høje krav
sproglige eller andre kvalifikationer. Det beror på en konkret vurde-ring, hvornår og i hvilke situationer det fx er rimeligt at stille krav, om at den pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk.” Lov om folkeskolen (folkeskoleloven) indeholder blandt andet følgende be-stemmelser (jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024 med senere æn-dringer): ”Kapitel 1. Folkeskolens formål § 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kund-skaber og færdigheder, der: forbereder dem
videre uddannelse og giver dem lyst
at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager
deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får
lid
egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne
deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder blandt andet føl-gende bestemmelser: ”Artikel 9 Ret
at tænke frit og
samvittigheds- og religionsfrihed 26 Stk. 1. Enhver har ret
at tænke frit og
samvittigheds- og religions-frihed; denne ret omfatter frihed
at skifte religion eller tro samt fri-hed
enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. Stk. 2. Frihed
at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underka-stes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødven-dige i et demokratisk samfund af hensyn
den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. … Artikel 14 Forbud mod diskriminering Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, po-litisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse,
hørs-forhold
et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.” Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder indeholder blandt andet følgende bestemmelser: ”Artikel 10 Ret
at tænke frit og
samvittigheds- og religionsfrihed 1. Enhver har ret
at tænke frit og
samvittigheds- og religionsfri-hed. Denne ret omfatter frihed
at skifte religion eller tro samt frihed
enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. … Artikel 21 Ikke-forskelsbehandling 1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske el-ler andre anskuelser,
hørsforhold
et nationalt mindretal, formue-forhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. 2. Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af natio-nalitet forbudt. Artikel 22 27 Kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldig-hed. Artikel 23 Ligestilling mellem mænd og kvinder Der skal sikres ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn. …” Anbringender Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har i det fælles påstandsdokument for begge sager gjort følgende anbringender gælden-de (henvisninger
ekstrakten og materialesamlingerne er udeladt): ”
støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at
sidesætte Ligebehandlingsnævnets vurde-ring af, at Skole 1's handlinger i forbindelse med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's praktikforløb på skolen var i strid med forskelsbehand-lingsloven, hvorfor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især har krav på en godtgørelse fastsat
25.000 kr. med
læg af procesrente fra den 20. september 2019,
betaling sker. I den forbindelse gøres det gældende, at sagerne er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, hvilket vil blive uddybet under afsnit 2.1. Dernæst gøres det gældende, at Sagsøger 1's og Sagsøger 2's afvisning af at give hånd
personer af det modsatte køn er omfattet af religionsbe-grebet, som er beskyttet under forskelsbehandlingsloven, og at det der-for er forskelsbehandlingslovens § 7 a om delt bevisbyrde, der finder anvendelse i sagerne. Dette er uddybet under afsnit 2.2 nedenfor. Herefter gøres det gældende, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning
at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af religion, hvilket vil blive uddybet under afsnit 2.3 nedenfor. I fortsættelse heraf gøres det gældende, at Albertslund Kommune ikke har løftet bevisbyrden for, at der ikke er sket overtrædelse af forskels-behandlingsloven i forbindelse med kommunens øjeblikkelige afbry-delse af Sagsøger 1's og Sagsøger 2's praktikforløb ved Skole 1. Dette er uddybet nedenfor under afsnit 2.4. Endelig gøres det gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især skal
kendes en godtgørelse på 25.000 kr., som skal forrentes fra den
erhvervsvejledning, erhvervsud-dannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Det frem-går af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2, at forbuddet også gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der angiver beskæftigelse. Idet det må lægges
grund, at det er en nødvendig forudsætning for at bestå uddannelsen som lærer, at den studerende under uddannelsesfor-løbet gennemfører praktikmoduler, har disse praktikmoduler direkte betydning for den pågældende lærerstuderendes muligheder for at gennemføre uddannelsen og derved opnå adgang
lønnet beskæfti-gelse. Det gøres på den baggrund gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2, der som led i deres uddannelse
lærere var praktikanter på Skole 1, er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. 2.2 Religion som beskyttelseskriterium Forskelsbehandlingsloven indeholder en beskyttelse mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, jf. forskels-behandlingslovens § 1, stk. 1. Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro for-udsætter, at der efter en konkretvurdering er en
strækkelig nær og di-rekte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro. Det gøres i den forbindelse gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2, der er kvindelige muslimer, på grund af deres religiøse overbevisning ikke ønsker at give hånd
voksne personer af det modsatte køn, som de ik-ke har et nært familiært forhold
. Det er således en så nær sammen-hæng mellem Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning og de-res
svarende afvisning af at give hånd
personer af det modsatte køn, at forholdet er beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Det gøres i den forbindelse gældende, at beskyttelsen gælder, uanset at der er tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et min-dretal inden for islam. Endvidere gøres det gældende, at håndtrykskravet ikke kan betragtes som et indgreb af ” meget lav intensitet” , hvilket Albertslund Kommune ellers gør gældende i svarskrifterne (…). Det kan meget vel være, at et håndtrykskrav ikke er byrdefuldt for en person, der ikke deler samme religiøse overbevisning som Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Det ændrer imid-lertid ikke på, at det ville være i direkte strid med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning. Faktisk viser et sådant udsagn fra Al-bertslund Kommunes side netop, hvorfor det er vigtigt at understrege, 29 at religion er beskyttet på præcis samme måde som de øvrige beskyttelseskriterier i forskelsbehandlingsloven.
svarende gælder i øvrigt for den omstændighed, at Albertslund Kommune i svarskrifterne (…) anfø-rer, at Vidne 3 forklarede, at ” mødet ikke handlede om religion, tro eller racisme, men derimod om Albertslund Kommunes værdier. Vidne 3 nævn-te i den forbindelse ikke ordet håndtryk, men talte alene om evnen
at parkere egne overbevisninger derhjemme og ”møde børnene lige.” Ytringen, om at ” parkere sine egne overbevisninger derhjemme, ” er unuanceret og tager ikke behørigt hensyn
beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion. Herefter gøres det gældende, at det er reglen om delt bevisbyrde i forskelsbehandlingslovens § 7 a, som finder anvendelse i sagen, hvilket be-tyder, at det i første omgang er Sagsøger 1 og Sagsøger 2, som skal påvi-se faktiske omstændigheder, der giver anledning
at formode, at der er sket forskelsbehandling, hvorefter bevisbyrden vender, og det da påhviler Albertslund Kommune at bevise, at ligebehandlingsprincippet i forskelsbehandlingsloven ikke er blevet krænket. 2.2 Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har påvist faktiske omstændigheder Som følge af at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 afviste at give hånd
en mandlig praktikvejleder ved et velkomstmøde, blev de begge indkaldt
et møde på Skole 1 den
grund, at Skole 1 stillede som krav, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle ” samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” , hvorefter det ifølge Albert-slund Kommune var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 måtte
sidesætte deres religiøse overbevis-ning og give hånd
enhver uanset køn. Da Sagsøger 1 afviste dette, valgte Albertslund Kommune at afbryde praktikforløbet med øjeblikke-lig virkning. Albertslund Kommune drog med andre ord på baggrund af mødet den 6. marts 2019 en særdeles hurtig konklusion om Sagsøger 1's og Sagsøger 2's manglende evne
/ønske om at indgå i arbejdet på Skole
alle personer uanset deres køn, er et
syneladende neut-ralt krav, stiller det personer med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning ringere end andre. 30 Selv hvis det anerkendes, at Albertslund Kommune angiveligt ”alene” har stillet krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 på samme måde som de øvrige medarbejdere ” kunne interagere med såvel drengene som pigerne i klasserne, deres fædre og mødre, samt mandlige og kvindelige kolleger” ud fra ” værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” , medfører det ik-ke, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning
at formode, at der er sket forskelsbehandling. Det må derimod fast-holdes, at efterlevelse af disse ”værdier” primært – hvis ikke udeluk-kende – efter Albertslund Kommunes opfattelse indebar et håndtryks-krav, idet det forekommer særdeles uklart, hvad der menes med, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 afviste ” at efterleve selve kommunens værdi-grundlag” . Sagen er lige netop den, at det håndtrykskrav, som Albertslund Kom-mune angiveligt finder nødvendigt for, at medarbejdere kan efterleve kommunens værdigrundlag, stiller personer af en bestemt religiøs overbevisning ringere end andre personer, som ikke har den samme re-ligiøse overbevisning. Hertil gøres det gældende, at Albertslund Kommune har været fuldt ud bevidst om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønskede at give hånd
fremmede voksne personer af det modsatte køn på baggrund af deres religiøse overbevisning. At Albertslund Kommune i svarskrifterne an-fører, at ” håndfladen i almindelighed ikke kan betragtes som en særlig intim del på kroppen” ud fra et sekulariseret vestligt verdenssyn, ændrer natur-ligvis ikke på, at ”håndfladen” og det at være i fysisk kontakt med fremmede voksne personer af det modsatte køn ikke er foreneligt med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning. Det er således åben-lyst, at der er tale om indirekte forskelsbehandling. På baggrund heraf og med henvisning
at afbrydelsen af praktikfor-løbet reelt var direkte begrundet i, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd
alle personer uanset køn, gøres det gældende, at der her-ved er påvist sådanne faktiske omstændigheder, at der efter forskelsbe-handlingslovens § 7 a er anledning
at formode, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er blevet forskelsbehandlet på grund af deres religion. At dette var begrundelsen, fremgår direkte af mødeindkaldelsens varslede mø-detema for mødet den 6. marts 2019, og er desuden også det underlig-gende tema, som er gengivet i referatet fra mødet. Efter forskelsbehandlingslovens § 7 a påhviler det på den baggrund herefter Albertslund Kommune at bevise, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion. 2.4 Albertslund Kommune har ikke løftet sin bevisbyrde Det gøres gældende, at Albertslund Kommune hverken har løftet eller kan løfte bevisbyrden for, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke er blevet ud-sat for forskelsbehandling på grund af religion. Det er ubestridt, at Albertslund Kommunes krav, om at medarbejdere skal give hånd
alle personer uanset køn, var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. 31 Det er endvidere ubestridt, at det
lige var hensigtsmæssigt at stille et sådant krav. Det gøres imidlertid gældende, at Albertslund Kommune ikke har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde kra-vet over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for at opnå formålet om at sikre ligebehandling af kønnene. Spørgsmålet er herefter alene, om kravet fra Albertslund Kommune, om at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle give hånd
alle personer uanset køn, var nødvendigt for at opfylde det forfulgte formål om at sikre lige-behandling af kønnene. Det gøres i den forbindelse gældende, at det ved vurderingen af nødvendigheden af et krav har betydning, om kravet kan anses for at være strengt nødvendigt med henblik på at opnå det forfulgte formål, jf. præmis 42 i EU-Domstolens dom. Det bemærkes hertil, at kravet om streng nødvendighed ikke er afvist af Højesteret i U.2022.4461H. I forlængelse heraf gøres det endvidere gældende, at det ved vurderin-gen af nødvendigheden af et krav, som umiddelbart udgør indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, må indgå, om det havde været muligt for Albertslund Kommune at anvende et mindre indgribende middel (proportionalitetsafvejning) under hensyntagen
de begrænsninger, som Albertslund Kommune er underlagt, og uden at denne skal påtage sig en merudgift, jf. præmis 43 i EU-Domstolens dom af 14. marts 2017 i sag C- 157/15 (Achbita-sagen). Det gøres herefter gældende, at Albertslund Kommune ikke har rede-gjort for, hvorfor formålet om at sikre ligebehandling af kønnene ikke kunne opnås på anden vis, eksempelvis ved at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hilste på alle personer på samme måde ved at placere højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet. En sådan fremgangsmåde ville være fuldt ud
strækkelig
at imødekomme Albertslund Kommunes ønske om professionalisme og neutralitet i de få
fælde, hvor en voksen per-son uanset køn skulle ønske at hilse på enten Sagsøger 1 eller Sagsøger 2. Det skal i den sammenhæng understreges, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke havde forbehold i forhold
fysisk kontakt med elever af det mod-satte køn på skolen, når det var nødvendigt i forhold
arbejdet, idet eleverne på en folkeskole i alle
fælde ikke ville være voksne personer, som Sagsøger 1 og Sagsøger 2 selv definerede dette, samt at deres prak-sis med at hilse på mænd og kvinder på samme måde derfor alene ville være relevant i kontakten med forældre og kolleger. Hvorfor Albert-slund Kommune på den baggrund var bekymret for, hvordan de to praktikanter ” ville indgå i undervisningen, navnlig i forhold
elever” fore-kommer ubegrundet og må stå for kommunens egen regning. Herud-over har Albertslund Kommune ikke forsøgt at indgå i dialog om en mulig løsning, men har alene fastholdt et unødvendigt krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle være villige
at give hånd
alle uanset køn. 32 Desuden gøres det gældende, at der ikke gælder et generelt krav om re-ligiøs neutralitet i den danske folkeskole, idet et hovedformål med fol-keskolen netop er, at den skal afspejle samfundets generelle diversitet og blandt ansatte og elever kunne rumme personer fra alle dele af det danske samfund, herunder også religiøse mindretal. Dette er da også afspejlet i Albertslund Kommunes ønske om at være ” et grønt, børnevenligt, kulturelt, oplyst og kompetent velfærdssamfund, hvor der er plads
alle” . Det er i den forbindelse ikke hverken godtgjort eller
strækkeligt, at sagsøgte ” havde forsøgt med dialog uden held” , da dialogen ikke på nogen måde vedrørte håndtrykskravets nødvendighed, men derimod var cen-treret omkring, hvorvidt Sagsøger 1 og Sagsøger 2 kunne fralægge sig deres religiøse overbevisninger på en måde, hvorpå de kunne imøde-komme håndtrykskravet. Det er netop en sådan fremgangsmåde, der er i strid med nødvendighedskravet i forskelsbehandlingsloven. At det ik-ke er nødvendigt at stille et håndtrykskrav, er da også tydeligt ud fra den omstændighed, at hverken Sagsøger 1 eller Sagsøger 2 i forbindelse med deres øvrige praktikforløb andre steder oplevede, at det var et problem, at de ikke ønskede at give hånd
voksne personer af det modsatte køn. I samme forbindelse må det særligt i forhold
Sagsøger 2 indskær-pes, at det er Albertslund Kommunes ansvar, at Sagsøger 2 blev ind-draget på en måde, hvorpå kommunen havde et reelt grundlag for at vurdere, hvorledes Sagsøger 2's religiøse overbevisning var
hinder for gennemførelse af praktikforløbet på Skole 1, da Sagsøger 2 ikke engang deltog i mødet med kommunen, og kommunen ikke efter-følgende forsøgte at indlede dialog med Sagsøger 2. Det forhold, at Sagsøger 2 på baggrund af Sagsøger 1's forklaring om mødet ikke øn-skede at fortsætte i praktikken, var begrundet i, at hun grundet sin reli-giøse overbevisning ikke så sig i stand
at efterleve det håndtryks-krav, som Skole 1 på mødet havde opstillet. Det er i dette lys, at korrespondancen [mails af 7. marts 2019] skal ses. Afslutningsvist gøres det gældende, at Sagsøger 1's og Sagsøger 2's måde at hilse på voksne personer af det modsatte køn ikke har været et pro-blem i forbindelse med de øvrige praktikforløb, som de har gennemført på folkeskoler i andre kommuner i hovedstadsområdet. Dette viser, at Skole 1's holdning på dette område ikke er i overensstemmelse med øvrige folkeskolers holdning og praksis i forhold
religiøse min-dretals ønsker og behov. Det bestrides således, at det på nogen måde skulle være uforeneligt med at være lærerstuderende – eller lærer – i den danske folkeskole, at en lærer af religiøse årsager ikke ønsker at gi-ve hånd
personer af det modsatte køn. På den baggrund gøres det sammenfattende gældende, at Albertslund Kommune ikke har løftet bevisbyrden for, at det var strengt nødvendigt – eller nødvendigt for den sags skyld – at kræve, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 gav hånd
alle uanset køn, for at opnå formålet med ligebe-handling af kønnene. 2.5 Godtgørelse og procesrenter 33 Det gøres gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især har krav på en godtgørelse, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grundlag for at
sidesætte den af Ligebehandlingsnævnet fastsatte godtgørelser på 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsernes størrelse lagt vægt på sagernes faktiske omstændig-heder, herunder karakteren og alvoren af de skete overtrædelser. Det gøres endvidere gældende, at godtgørelserne skal forrentes fra 20. september 2019, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 fremsatte påstand om betaling af godtgørelse.” Albertslund Kommune har i sit fælles påstandsdokument for begge sager gjort følgende anbringender gældende (henvisninger
ekstrakten og materialesam-lingerne er udeladt): ” 3.1 Sagsøgerne har ikke påvist faktiske omstændigheder 3.1.1
støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det princi palt gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke er blevet udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro i strid med forskelsbehandlingsloven. 3.1.2 Det er op
at sagsøgerne at påvise faktiske omstændigheder, der giver grundlag for at formode, at de har været udsat for en retsstridig forskelsbehandling. Det forhold, at Ligebehand-lingsnævnet har afsagt en kendelse, der er indbragt for retten, ændrer ikke ved sagsøgernes bevisbyrde – som i denne sag ikke er løftet. 3.1.3 Om de faktuelle forhold gøres det gældende, at Albertslund Kommune ud fra de samlede oplysninger, der fremkom – her-under under det afklarende dialogmøde den
, at man kan
sidesætte egne overbevisninger som professionel lærer. Derudover orienteres hun om hvorledes Skole 1's værdi om fællesskab og Albertslund kommunes værdier om et nysgerrigt liv og et fællesliv fordrer at man som lærer kan undervise og agere neutralt ind i en professionel kontekst. Sagsøger 1 blev spurgt om der kunne findes en måde hvormed, at hun som studerende og Skole 1 som praktiksted kunne samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1. Det var der ikke. Derfor ser vi os desværre nødsaget
at stoppe praktikken fra dags dato. 34 Da det kun var Sagsøger 1 der deltog ved mødet, skal Sagsøger 2 give skriftlig
kendegivelse om, hvorvidt hun ønsker at fortsætte praktikken, ud fra de opstillede konditioner.” (egen understregning) Det var altså hele skolens og kommunens værdigrundlag, som Sagsøger 1 afviste under samtalen, uden at Sagsøger 1 på nogen måde ønskede at indgå i dialog herom. Efterfølgende oplyste Sagsøger 2 ved e-mail af 7. marts 2019 – der også var inviteret
dialogmødet, men ikke kom
det, at hun ”ønsker ikke at fortsætte praktikken på Skole 1.” Dette blev ikke begrundet nærmere i mailen, og Sagsøger 2 af-viste dermed også dialog med Skole 1 herom. 3.1.4 Det gøres derfor gældende, at det er Sagsøger 1 og Sagsøger 2 selv, der har besluttet, at de ikke ønskede at fortsætte praktikfor-løbet på Skole 1 ud fra Skole 1's og Albertslund Kommunes værdier om ligebehandling, neutralitet og professio-nalisme – herunder er de ikke kommet med input
, hvordan man kunne fortsætte praktikforløbet ud fra værdierne i kommu-nen på skolen – og det vel at mærke værdier, som er i fuld tråd med de demokratiske værdier om bl.a. dannelse og lighed, som folkeskolen som bærende samfundsinstitution, hviler på. 3.1.5 Det gøres hertil gældende, at Albertslund Kommune alene som led i ledelsesretten og/eller muligheden for at fastsætte alminde-lige ordensregler uformelt eller formelt kunne og har stillet sag-lige og lovlige krav
Sagsøger 1's og Sagsøger 2's adfærd under praktikopholdet i forhold eleverne, deres forældre og de øvrige medarbejdere på skolen. Albertslund Kommune har således alene stillet krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 mødte elever, forældre og medarbejderne lige og ikke – ud fra deres private religiøse holdninger – havde og ak-tivt udviste en forskellig
gang
dem alene på baggrund af de pågældendes køn. Sagsøgerne forventedes således at agere professionelt, neutralt og i overensstemmelse med folkeskolens formål, jf. folkeskole-lovens § 1, stk. 3, hvorefter skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. For sagsøgerne indebar det navnlig, at de ikke måtte udøve forskelsbehandling på baggrund af køn i deres arbejde, og at de i øvrigt som lærerpraktikanter skulle være medvirkende
at fremme kønslighed – hvilket var og er et sagligt og nødvendigt krav at stille navnlig
undervise-re på en af landets folkeskoler. Dette indebar at give hånd
per-soner af alle køn, men var på ingen måde begrænset hertil. I den forbindelse har Albertslund Kommune ikke bare været be-rettiget, men også forpligtet efter ligebehandlingsloven og folke-skoleloven
at sikre, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke udsatte 35 skolens elever, elevernes forældre og skolens medarbejdere for forskelsbehandling på baggrund af deres køn. 3.1.6 Der kan i den forbindelse henvises
lovforslag nr. 17 af 5. oktober 2005 om ændring af ligebehandlingsloven, hvoraf det frem-går under de specielle bemærkninger
4, at: Forslaget
ny § 1 a fastsætter en handlepligt for offentlige ” myndigheder
aktivt at tage hensyn
målsætningen om lige-stilling mellem mænd og kvinder ved udformning og gennemfø-relsen af love og administrative bestemmelser, politikker og aktivi-teter på de områder, denne lov omhandler. Med bestemmelsen lov-fæstes princippet om mainstreaming på arbejdsmarkedsområdet. Mainstreamingsstrategien betyder, at kønsperspektivet skal indarbejdes i al planlægning og forvaltning, dvs. i både personalepolitikken og i arbejdet med myndighedsområdet. Alle offentlige myndigheder får hermed en lovfæstet handlepligt
på ligebehandlingslovens område at arbejde for at fremme ligestilling både i forhold
borgerne og i forhold
myndighedens forvaltningsområde og personale. Ansvaret for at fremme ligestilling skal være placeret hos de enkelte myndigheder.” (egen understregning) 3.1.7 Der kan derudover henvises
de specielle bemærkninger
lovforslagets § 1, nr. 3, hvoraf det fremgår, at såvel den
sigtede chikane (dvs. den chikane, som finder sted med det formål at krænke en persons værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme chikane, som ikke har
formål at krænke en persons værdighed, men imidlertid har denne virkning) er om-fattet af forbuddet mod chikane. Ligebehandlingsnævnet har da også selv i sin afgørelse nr. 10274 af 22. januar 2014, defineret det, at man ikke vil give hånd
per-soner af et bestemt køn, som kønsbaseret chikane. Sagen vedrør-te en klage fra en elev over, at en censor
en HF-eksamen med-delte, at han af religiøse grunde ikke ville give hånd
kvinder, men i stedet ville hilse på eleverne ved at se dem i øjnene, nikke og føre sin hånd op
hjertet – altså netop et alternativt hilseri-tual. Det fremgår af sagsfremstillingen, at det var aftalt mellem skolen og censor, at han hverken gav hånd
drenge eller piger, og om selve eksamensforløbet fremgår følgende: ” Under hele eksamensforløbet fulgte ledelsen både lærerens og elevernes oplevelse af selve eksamen tæt, og
bagemeldingerne var entydige. Der var ikke noget at udsætte på den pågældende censors bedømmelse, attitude eller fremtoning. Han blev flere gange omtalt som "rar". Skolen har efterfølgende ikke modtaget klager fra eleverne over eksamensafviklingen.” Alligevel konkluderede Ligebehandlingsnævnet, at: 36 “Det fremgår af den besked, eleverne modtog forud for deres mundtlige eksamen, at censor ikke ønskede at give hånd
kvinder. Beskeden blev videreformidlet af læreren
eleverne på censors anmodning. Ligebehandlingsnævnet finder, at indholdet af beskeden er omfattet af ligebehandlingslovens regler om chikane. Klager får derfor medhold i klagen.” I den sag anså Ligebehandlingsnævnet således det manglende håndtryk som kønsdiskriminerende chikane af den kvindelige elev, der blev
kendt en godtgørelse på 2.500 kr. Dette uanset, at der ikke i øvrigt var noget at udsætte på censors væremåde un-der eksamen og uanset, at censor efter det oplyste helt undlod at give hånd
såvel drenge som piger. Der er med andre ord ube-stridt tale om en situation, hvor det, ikke at ville give hånd, ikke var en
sigtet chikane, men alene en utilsigtet chikane, og det var ulovligt. Ligebehandlingsnævnets kendelse synes i den forbindelse i åbenbar modstrid med Ligebehandlingsnævnets standpunkter i nærværende sag, og det er da også påfaldende, at Ligebehand-lingsnævnet på intet tidspunkt under skriftvekslingen har villet forholde sig
sin egen tidligere praksis. 3.1.8 At de af Albertslund Kommune stillede krav
sagsøgerne hverken udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling, under-støttes derudover af EU-domstolen dom i de forenede sager C-804/18 og C341/19, der begge handler om private arbejdsgiveres forbud mod religiøs beklædning, herunder muslimsk hoved-tørklæde. Det fremgår således af dommens præmis 52-53, at: ” Hvad nærmere bestemt angår spørgsmålet, om en privat virk somheds interne regel om forbud mod at bære nogen form for synlige symboler på politiske, ideologiske eller religiøse overbevisninger på arbejdspladsen udgør en direkte forskelsbehandling på grund af religion eller tro som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78, har Domstolen allerede udtalt, at en sådan regel ikke udgør en sådan forskelsbehandling, eftersom den uden forskel omhandler enhver
kendegivelse af sådanne overbevis-ninger og behandler alle arbejdstagerne i virksomheden på samme måde, idet disse generelt og udifferentieret pålægges bl.a. at bære neutral beklædning i modsætning
sådanne symboler (dom af 14.3.2017, G4S Secure Solutions, C-157/15, EU:C:2017:203, præmis 30 og 32). Eftersom alle personer nemlig kan have enten en religion eller en tro, indfører en sådan regel således ikke – for så vidt som den anvendes generelt og udifferentieret – en ulige behandling på grund af et kriterium, der er uadskilleligt forbundet med religion eller tro (jf. analogt for så vidt angår forskelsbehandling på grund af handicap dom af 26.1.2021, Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład 37 Opieki Zdrowotnej w Krakowie, C-16/19, EU:C:2021:64, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokaten har anført i punkt 54 i forslaget
afgørelse, kan der ikke rejses tvivl om denne konstatering ved betragtninger om, at visse arbejdstagere følger religiøse krav, der pålægger dem at bære en bestemt beklædning. Selv om anvendelsen af en intern regel som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 52, ganske vist er af en art, der kan foranledige en særlig gene for sådanne arbejdstagere, har denne omstændighed ingen betydning for den konstatering, der blev foretaget i den nævnte præmis, hvorefter denne regel, der gennemfører arbejdstagerens politik, hvor der lægges vægt på politisk, ideologisk og religiøs neutralitet, principielt ikke indfører en ulige behandling mellem arbejdstagere, der er støttet på et kriterium, som er uadskilleligt forbundet med religion eller tro som omhandlet i artikel 1 i direktiv 2000/78.” (egen understregning) Det havde således ingen betydning for arbejdsgiverens neutrale beklædningspolitik, at den var
særlig gene for kvinder, der bar muslimske hovedtørklæder, fordi neutralitetspolitikken principielt ikke indførte en ulige behandling mellem arbejdstage-re, idet alle arbejdstagere principielt kan have en religion eller tro.
svarende er det Albertslund Kommunes synspunkt, at et krav om at ansatte på Skole 1 skal efterleve skolens – og Al-bertslund Kommunes – værdigrundlag, herunder i forhold
neutralitet, professionalisme og ligebehandling uanset køn prin-cipielt ikke indfører en ulige behandling mellem arbejdstagere, uanset at det er
særlig gene for arbejdstagere, der har køns-diskriminatoriske religiøse synspunkter. 3.1.9 Albertslund Kommune gør på den baggrund gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning
at formode, at de er blevet forskelsbehandlet på grund af religion. Der kan
støtte herfor henvises
i svarskrif-tets punkt 5.2 refererede afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet Allerede af den årsag skal der ske frifindelse. 3.2 Kravene
sagsøgerne var saglige, hensigtsmæssige og nødvendige Subsidiært gøres det – udover ovenstående – i forhold
spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling gældende, at Albertslund Kommune som led i udøvelsen af ledelsesretten og/eller muligheden for at fastsætte almindelige ordensregler uformelt eller formelt alene har stillet saglige, proportionale og neutrale krav
sagsøgernes samarbejde og interageren med eleverne, elevernes forældre og de øvrige medarbejdere på sko-len under deres planlagte praktikophold. Disse krav var og er 38 objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne
at opfylde dem er hensigtsmæssige og nødvendige, hvorfor der ikke er tale om ulovlig indirekte diskrimination, jf. forskelsbehandlingslo-vens § 1, stk. 3. Det er ubestridt, at Albertslund Kommunes krav
Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene, og at det var hensigtsmæssigt at stille et sådant krav. Parterne er således alene uenige om kra-vets nødvendighed. 3.2.1 Ad anbringendet om, at kravet skal være ”strengt” nødvendigt 3.2.1.1 Ligebehandlingsnævnet har som mandatar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 som et nyt anbringende i stævningen for byretten gjort gældende, at det følger af C-157/15 (Achbita-dommen), at det ved vurderingen af nødvendigheden af et krav har betydning, om kravet ikke blot kan anses for nødvendigt, men om det kan anses for at være strengt nødvendigt med henblik på at opnå det forfulgte formål. 3.2.1.2 Det skal hertil for det første bemærkes, at dette ikke var gjort gældende af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for Ligebehandlingsnæv-net, og at Ligebehandlingsnævnet i sin afgørelse
svarende ale-ne har vurderet, om kravet var ”nødvendigt” . Stævningen går dermed på dette punkt videre end Ligebehandlingsnævnets af-gørelse – og der er tale om et principielt og vidtgående stand-punkt, der ikke har støtte i den klare ordlyd af loven, forarbej-derne eller direktivet – og i forhold
sidstnævnte uanset sprog-version. Med andre ord er situationen, at Ligebehandlingsnæv-net under sagen gør et principielt – og reelt retspolitisk – stand-punkt gældende om, at der skal indfortolkes en skærpet prøvel-sesstandard, som ikke følger af lovens ordlyd, og som ikke har været genstand for prøvelsen ved selvsamme ligebehandlingsnævn. 3.2.1.3 Det skal dernæst bemærkes, at kravet om streng nødvendighed netop blev afvist af Højesteret i U.2022.4461H. I sagen afviste landsretten, at Ligebehandlingsnævnet kunne stil-le krav om streng nødvendighed med følgende begrundelse: ” Spørgsmålet er herefter, om kravet om A’s fremmøde var nødvendigt. Der er efter ordlyden af beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, og forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, samt efter forarbejderne
denne bestemmelse ikke grundlag for at fastslå, at kravet
lige skulle være strengt nødvendigt. Formuleringen i præmis 42 og 43 i sag C-157/15 (Achbita-sagen), jf. EUDomstolens dom af
beskæftigelse og erhverv) og EUDomstolens praksis. Det beror derfor som også angivet i lovforar bejderne på en konkret proportionalitetsvurdering, om nødvendighedskravet er opfyldt, jf. Folketingstidende 2003-04,
læg A, lovforslag nr. L 40, s. 1216-1218. Som anført af landsretten må det lægges
grund, at åbent husarrangementet var vigtigt for markedsføringen af B Gymnasium over for muligt kommende elever og deres forældre. Tidspunktet for arrangementet var som forklaret af rektor C fastlagt
den pågældende lørdag under hensyn
andre uddannelsesinstitutioners arrangementer og
målgruppens mulighed for at komme
arrangementet. Det var ledelsens vurdering, at A, som var gymnasiets eneste idrætsfaglærer på daværende tidspunkt, skulle præsentere og undervise i idrætsfaget ved åbent hus-arrangementet. Efter at han havde oplyst, at han ikke ville møde, overvejede ledelsen, om det ville være muligt at finde en anden medarbejder
opgaven. Bl.a. blev det overvejet at lade uddannelsesleder D varetage opgaven, men han havde andre opgaver ved arrangementet og var ikke uddannet idrætsfaglærer. Ledelsen besluttede herefter at antage to eksterne idrætsfaglærere
at præsentere og undervise i idrætsfaget ved arrangementet. På den baggrund
træder Højesteret, at det er godtgjort, at pålægget om, at A skulle møde på arbejde i tre timer ved åbent husarrangementet lørdag den 18. november 2017, var nødvendigt i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3’s forstand. Han havde derfor pligt
at møde på arbejde den pågældende lørdag, og Højesteret finder efter det anførte, at det heller ikke er i strid med § 1, stk. 3, at han blev opsagt fra sin stilling som følge af, at han udeblev fra åbent husarrangementet. Højesteret stadfæster herefter dommen.” (egen understregning) Hertil skal Albertslund Kommune alene bemærke, at hvis Hø-jesteret havde ment, at der var tale om et krav om ”streng nød-vendighed” , fremfor et krav om ”nødvendighed” , sådan som 40 gjort gældende af Kammeradvokaten og Ligebehandlingsnævnet under sagen, så havde Højesteret selvsagt benyttet terminologien i dommen. 3.2.1.4 For så vidt angår dette påståede – men af Højesteret afviste – krav om ”streng” nødvendighed bemærkes i øvrigt, at sagsøger-ne ikke nærmere har uddybet, hvad der ligger i det, og hvordan der adskiller sig fra det almindelige krav om nødvendighed. Som også nævnt i svarskriftet
siger de domme, sagsøgerne har hen-vist
, netop ikke umiddelbart nogen nyskabelse i praksis, idet dommene på materien tværtimod er fint i tråd med den praksis, hvor det almindelige nødvendighedskrav er anvendt, eksempel-vis U.2005.1265 H (Føtexsagen)– alt i overensstemmelse med den klare og enkle ordlyd af loven og forarbejderne og direkti-vet. 3.2.1.5 Dertil kommer i øvrigt, at det eksplicit fremgår af EU-domstolens dom i Achbitadommens – som Ligebehandlingsnævnet el-lers støtter sig
– præmis 27, at retten
religionsfrihed i EU-retten har samme omfang som artikel 9 i EMRK. Efter denne be-stemmelse stilles der alene krav om nødvendighed. På
svarende vis kan der således ikke stilles krav om streng nødvendighed i nærværende sag. 3.2.1.6 Endelig kan det anføres, at Achbita-sagen handlede om brugen af et tørklæde – altså retten
at vælge egen påklædning – på en privat arbejdsplads, der ønskede at fremstå neutral, og at den vurdering, EUDomstolen reelt set stillede krav om, var: ” om det, under hensyntagen
de begrænsninger, som virksomheden er underlagt, og uden at denne skal påtage sig en merudgift, havde været muligt for G4S stillet over for en sådan afvis-ning at
byde den pågældende en stilling uden visuel kontakt
disse kunder i stedet for at afskedige hende.” 3.2.1.7 Det ville således under de angivne betingelser være lovligt for arbejdsgivere at forbyde medarbejdere at bære tørklæde for at undgå, at kunderne så det religiøse symbol – også selvom det at bære et tørklæde ikke indebærer en aktiv diskrimination af virk-somhedens kunder på samme måde som fx et krav fra medar-bejderen om alene at ville give kunder af det ene køn hånden. Et krav om, at arbejdsgivere skal vurdere, om omplacering er mulig under hensyntagen
det meget vide begreb ”virksomhedens begrænsninger” og uden meromkostninger for virksomheden,
siger ikke en streng nødvendighedsvurdering. Det
siger der-imod alene en forpligtelse
at overveje, om det uden væsentlig ulempe for virksomheden ville være muligt at omplacere medar-bejderen fremfor at skride direkte
afskedigelse. Da det i sagens natur ikke havde været muligt at omplacere Sagsøger 1 og Sagsøger 2
praktikstillinger uden borgerkontakt, støtter dommen ikke Ligebehandlingsnævnets standpunkter – tværtimod støtter dommen, at nødvendighedskriteriet ikke kan udstrækkes
at 41 indebære, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i deres møde med forældre og kollegaer som led i deres arbejde har ret
at afvise at give mænd hånden. 3.2.1.8 Det gøres på den baggrund gældende, at der alene kan stilles krav om nødvendighed – og ikke om streng nødvendighed. Det gøres samtidig gældende, at det var nødvendigt – og for den sags skyld også strengt nødvendigt – at stille og fastholde kravet om efterlevelse af Albertslund Kommunes og Skole 1's værdier om neutralitet, ligebehandling og professionalisme over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2, hvilket vil blive uddybet i det føl-gende. At der alene gælder et krav om ”nødvendig” og ikke ”strengt nødvendigt” følger også direkte af ordlyden af forskels-behandlingslovens § 1, stk. 3, og beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b. Ligebehandlingsnævnets og sagsøgernes standpunkt i den hen-seende er reelt ikke udtryk for andet og mere end et (rets)politisk de lege ferenda standpunkt. Et standpunkt som i øvrigt er i di-rekte modstrid med, hvad et bredt flertal i Folketinget har givet udtryk for i forbindelse med denne sag, hvilket understøtter, at der heller ikke ud fra en aktivistisk formålsfortolkning er noget grundlag for dette retspolitiske standpunkt. 3.2.2 Ad kravets generelle nødvendighed 3.2.2.1 Ved en vurdering af kravets generelle nødvendighed skal der foretages en vurdering af på den ene side sagsøgernes religionsfri-hed og på den anden side Albertslund Kommunes interesse i, at deres medarbejdere agerer professionelt og neutralt, herunder ikke udsætter borgere for forskelsbehandling på baggrund af køn. Det skal i den forbindelse i øvrigt fremhæves, at det krav, der blev stillet
Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var, om de kunne ” samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1 ”. Deres afvisning heraf var således ikke alene en afvisning af håndtrykket, men for så vidt en afvisning af at efterleve selve kommunens værdigrundlag – altså selve rammen omkring an-sættelsesforholdet. Det må i den forbindelse helt generelt anses for nødvendigt for arbejdsgivere at kræve, at deres ansatte efter-lever virksomhedens værdier under arbejdets udførelse, og af-visningens karakter understøtter dermed blot, at nødvendig-hedsbetingelsen er opfyldt. 3.2.2.2 Specifikt i forhold
spørgsmålet om håndtryk kan det fremhæves, at det fremgår af forarbejderne
den i svarskriftets punkt 4.1 beskrevne lov nr. 1735 af 27. december 2018, at et krav om håndtryk er et krav af ringe intensitet, fordi et håndtryk indebæ-rer en meget begrænset berøring af håndflade mod håndflade, og fordi håndfladen i almindelighed ikke kan betragtes som en sær-lig intim del på kroppen. 42 Udlændinge- og Integrationsministeriet fandt det i den forbin-delse alene nødvendigt at vurdere håndtrykskravet i grundlovs-ceremoniernes forenelighed med diskriminationsforbuddet i for-hold
borgerne, ikke i forhold
de berørte borgmestre, uanset at de – i de kommuner, der ikke har rådmænd – to gange om året i kraft af deres stilling er personligt forpligtede
at skulle give hånd
alle kommunens ansøgere om dansk indfødsret. Dette uanset borgmestrenes religiøse overbevisning og politiske an-skuelse, og uanset at der er tale om folkevalgte politikere, hvis frihedsrettigheder der generelt er snævrere rammer for at begrænse. 3.2.2.3 Så meget desto mere har Albertslunds Kommune generelt været berettiget
at kræve, at medarbejderne efterlever kommunens værdigrundlag, herunder agerer neutralt i en professionel kon-tekst, navnlig hvor der er tale om myndighedsudøvelse over for elever, som har undervisningspligt i henhold
reglerne i grund-loven og folkeskoleloven. I dette
fælde må der utvivlsomt kunne stilles krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 møder såvel elever, som forældre og kollegaer lige uanset køn, herunder ved at give hånd, når omstændighederne
siger det, så ingen af dis-se grupper oplever at blive behandlet forskelligt på baggrund af deres køn. Dette understreges generelt af deres rolle som em-bedsmænd, men særligt af deres rolle som embedsmænd i folke-skolen – herunder i forhold
elever og forældre. 3.2.2.4 Der kan i den forbindelse henvises
de i svarskriftets punkt 5.4 refererede domme og afgørelser i Dahlab mod Schweiz, Kurtul-mus mod Tyrkiet og Eweida m.fl. mod Storbritannien, der viser, at der generelt er vide rammer for at begrænse offentligt ansattes religionsfrihed, når de agerer som myndighedspersoner, og i særdeleshed når der er tale om lærere. I Dahlab mod Schweiz accepterede EMD således, at det var nødvendigt at forbyde en læ-rer at gå med tørklæde, fordi det i sig selv kunne påvirke elever-nes forhold
lighed mellem kønnene. Klagen blev derfor også afvist som åbenbart grundløs (manifestly ill-founded). 3.2.2.5 I den forbindelse skal det understreges, at det er en aktiv handling om at forskelsbehandle elever, forældre (og sagsøgernes kol-legaer) i form af nægtelse af fysisk kontakt ved bl.a. håndtryk, hvilket
siger, at der må være en mindst lige så vid adgang for arbejdsgivere
at stille krav herom, som der er efter retspraksis om brug af tørklæde under arbejdets udførelse. 3.2.2.6 Det bemærkes i den forbindelse, at der er enighed om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønsker at give hånd
voksne mænd internt som eksternt, det vil konkret sige kollegaer såvel som for-ældre
børn, hvorfor dette kan lægges
grund. Albertslund Kommune fastholder samtidig, at Sagsøger 1 på mødet den 6. marts 2019 gav udtryk for, at hun heller ikke ville røre ved køns-modne drengebørn. 3.2.3 Ad nødvendigheden af at fastholde kravet over for sagsøgerne 43 3.2.3.1 Ligebehandlingsnævnet har gjort gældende, at det ikke var nødvendigt at fastholde kravet over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2, fordi Albertslund Kommune kunne have forsøgt at indgå i dia-log med sagsøgerne om et andet hilseritual, der kunne anvendes over for alle køn. 3.2.3.2 Det skal hertil for det første anføres, at Albertslund Kommune indkaldte Sagsøger 1 og Sagsøger 2
et møde specifikt med det formål at afdække, om de ønskede at samarbejde ud fra værdier-ne fra Albertslund Kommune og Skole 1. De værdier handlede ikke om håndtryk, men generelt om ligeværd, ligebe-handling, neutralitet og professionalisme. Og det var disse helt overordnede værdier, som sagsøgerne ikke ønskede at gå i dia-log om. Efter Albertslund Kommunes opfattelse er det allerede ud fra parternes enighed om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønskede at give hånd
voksne mænd, berettiget, at Albertslund Kom-mune har gjort det klart, at sagsøgerne, når de var i praktik, måt-te
sidesætte deres egne religiøse holdninger og agere neutralt i en professionel sammenhæng. Albertslund Kommune fastholder i den forbindelse, at sagsøgerne udtrykkeligt fik muligheden for at fortsætte deres praktikophold, såfremt de var indstillet på, at ” samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” . Hertil meddelte begge sagsøgere, at de ikke ønskede at fortsætte praktikken. At praktikforløbet stoppede, beroede derfor på sagsøgernes aktive valg i situationen. For så vidt angår beskrivelsen af forløbet af mødet den 6. marts 2019 – herunder de synspunkter Sagsøger 1 gav udtryk for – hen-viser Albertslund Kommune
det under punkt 3.3.5 anførte i svarskriftet. Albertslund Kommune kan i den forbindelse på in-gen måde genkende, at Sagsøger 1 skulle have været imødekom-mende eller løsningsorienteret på mødet, tværtimod var det – uanset at samtalen skete under anvendelse af principperne om genoprettende praksis – ikke muligt at komme i dialog med Sagsøger 1 på mødet. Således forsøgte skoleleder Vidne 3 på mødet at forklare Sagsøger 1, at det ikke handlede om hendes ret
at udøve en reli-gion, eller hvordan hun gik klædt, men at når hun var i praktik som lærer, var det nødvendigt, at hun agerede ud fra Albert-slund Kommunes værdier, herunder mødte elever, forældre og kollegaer lige uanset den pågældendes køn. Dette var Sagsøger 1 ikke interesseret i at indgå i en dialog omkring. Som beskrevet i svarskriftet punkt 3.3.5, blev udfaldet på mødet, at Sagsøger 1 adspurgt, om der var en måde, samarbejdet om praktikopholdet kunne fortsætte ud fra værdierne i Albertslund Kommune og Skole 1, afviste dette. 44
svarende afviste Sagsøger 2 samme dag at fortsætte praktik-ken, idet hun anførte, at hun ”ønsker ikke at fortsætte praktikken på Skole 1 ”. Det bestrides på den baggrund, at Albertslund Kommune kunne have anvendt et mindre indgribende middel, da kommunen alle-rede havde forsøgt sig med dialog uden held. 3.2.4 Derudover følger det af Eweida m.fl. mod Storbritannien (sagsnr. 48420/10, 59842/10, 51671/10 og 36516/10, at der ikke gælder en forpligtelse for arbejdsgivere
at
passe arbejdet
ansattes diskriminerende religiøse holdninger. Sagen vedrørte bl.a. en offentligt ansat (Ms Ladele – den tredje klager i sagen), der blev afskediget, fordi hun nægtede at med-virke
indgåelse og registrering af registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle på grund af hendes religiøse overbevis-ning. Retten
at indgå registrerede partnerskaber blev først ind-ført 2 år inde i hendes ansættelse, hvorfor det ikke havde indgået i hendes forudsætninger for at søge stillingen, og det var i vidt omfang muligt at bytte rundt på opgaver, så hun alene varetog registrering af fødsler, dødsfald og ægteskaber (mellem mand og kvinde). Dette forbød ansættelsesmyndigheden imidlertid, fordi hendes afslag på at varetage opgaven var begrundet i diskrimi-natoriske synspunkter, og fordi hendes homoseksuelle kollegaer havde følt sig krænket over det. EMD nåede frem
, at afskedigelsen havde været berettiget og lagde i den forbindelse vægt på, at formålet med den offentlige myndigheds krav om, at den ansatte også skulle medvirke ved indgåelse og registrering af homoseksuelle ægteskaber var be-grundet i andres rettigheder, der ligeledes var beskyttet af EM-RK, jf. særlig præmis 105
106. Sagen illustrerer, at der ikke gælder en forpligtelse for arbejdsgi-vere
at
passe arbejdet for at respektere ansattes diskrimine-rende religiøse holdninger, selv når dette kan lade sig gøre, uden at de borgere, der diskrimineres, opdager det, og at der ved af-vejningen mellem beskyttede diskriminationsgrunde overlades ansættelsesmyndigheden en stor skønsmargin. I sagen kunne det netop godt lade sig gøre for ansættelsesmyn-digheden at sørge for, at Ms Ladele ikke varetog opgaven med indgåelse og registrering af registrerede partnerskaber og i stedet fokuserede på andre arbejdsopgaver. I sagen var borgerne sam-tidig ikke klar over, at de blev diskrimineret. Alligevel nægtede ansættelsesmyndigheden at
passe arbejdsopgaverne, fordi Ms Ladeles ønske bundede i diskriminerende religiøse synspunkter, hvilket hendes kollegaer fandt krænkende. Uanset at man kunne have fundet en anden løsning, fandt EMD ikke, at der var sket en krænkelse af diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14, sammenholdt med artikel 9. 45 Af samme grund – og så meget desto mere – bestrides det der for, at Albertslund Kommune var retligt forpligtet
at foreslå (eller acceptere), at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 anvendte et andet hilseritual over for alle, fordi bevæggrunden for dette hilseritual ville være deres diskriminerende religiøse synspunkter. Et alternativt hilseritual, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for at ”skjule” deres ønske om diskrimination af mænd ville få et andet hilseritual over for såvel mænd som kvinder, ville reelt ikke være og fremstå som andet end et skalkeskjul for ønsket om køns-diskrimination, hvilket illustrerer, at kravet om at leve op
Al-bertslund Kommunes værdier og at give håndtryk var nødven-digt. Det bemærkes i øvrigt, at EU-Domstolen eksplicit henviste
Eweida m.fl. mod Storbritannien i Achbita-dommens præmis 39, og at Achbitadommen derfor utvivlsomt skal fortolkes i lyset af denne. 3.2.5 Samtidig kan det anføres, at en løsning, hvor Sagsøger 2 og Sagsøger 1 undlod fysisk kontakt i det hele taget, ville nødvendiggøre en italesættelse over for elever, forældre og kollegaer af, hvorfor sagsøgerne – som embedsmænd og lærere i folkeskolen – ikke ønskede en sådan kontakt, herunder i hilsesituationen. Her ville det over for samtlige involverede stadig fremstå tydeligt, at mo-tivet for en sådan løsning også var et skalkeskjul begrundet i et kønsdiskriminerende synspunkt, der ikke respekterer kommu-nens grundlæggende værdier og generelle grundlæggende vær-dier i Danmark, herunder ikke respekterer pligten
at møde borgerne lige. En sådan italesættelse ville således i sig selv være egnet
at skade elevernes forhold
ligestilling mellem kønne-ne, idet der
støtte herfor kan henvises
Dahlab mod Schweiz. 3.2.6 Endelig skal det fremhæves, at det følger af storkammerdommen S.A.S. mod Frankrig (sagsnr. 43835/11), at begrænsninger i religionsfriheden skønnes nødvendige for at sikre interaktionen mellem forskellige individer ud fra det såkaldte princip om ”li-ving together” eller ”vivre ensemble” . Dommen vedrører en borgers klage over det franske
dæk-ningsforbud. EMD fremhævede i sin gennemgang af EMD’s tid-ligere praksis på området, at der er væsentligt snævrere adgang
at begrænse borgeres religionsfrihed end offentligt ansattes, hvorfor praksis vedrørende offentligt ansatte – og i særdeleshed lærere – ikke kunne anvendes på private, jf. dommens præmis 135. EMD fandt alligevel, at det generelle forbud mod at
dæk-ke sit ansigt levede op
nødvendighedskriteriet, idet EMD an-førte følgende i præmis 153: ” Furthermore, admittedly, as the applicant pointed out, by prohibiting everyone from wearing clothing designed to conceal the face in public places, the respondent State has to a certain extent 46 restricted the reach of pluralism, since the ban prevents certain women from expressing their personality and their beliefs by wearing the full-face veil in public. However, for their part, the Government indicated that it was a question of responding to a practice that the State deemed incompatible, in French society, with the ground rules of social communication and more broadly the requirements of “living together” . From that perspective, the respondent State is seeking to protect a principle of interaction between individuals, which in its view is essential for the expression not only of pluralism, but also of tolerance and broadmindedness without which there is no democratic society (see paragraph 128 above). It can thus be said that the question whether or not it should be permitted to wear the full-face veil in public places constitutes a choice of society.” (egen understregning) Håndtrykket er – som det også fremgår af forarbejderne
lov nr. 1735 af 27. december 2018 om ændring af lov om dansk ind-fødsret og lov om danskuddannelse
voksne udlændinge m.fl– en helt grundlæggende dansk kulturnorm. Det er derfor Albertslund Kommunes opfattelse, at det på den baggrund og også ud fra det såkaldte ”vivre ensemble” -princip var berettiget at fastholde kravet om håndtryk over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 med henblik på at fremme og lette den sociale in-teraktion og sameksistens på Skole 1 og sikre, at man som lærer/embedsmænd og dermed det offentlige møder såvel borgere som kollegaer med
lid og respekt – hvilket særligt gør sig gældende i en funktion som lærere i folkeskolen. Det er således ikke ønskværdigt, hverken for sammenhængskraf-ten eller for ligestillingen, at der etableres en praksis for, at men-nesker ikke må røre ved hinanden – særligt hvor det er udtryk for underliggende kønsdiskriminerende religiøse synspunkter. 3.2.7 Albertslund Kommune gør på den baggrund gældende, at det var nødvendigt – og for den sags skyld også strengt nødvendigt – at fastholde kravet over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2. 3.3 Opsummerende gøres det således principalt gældende, at Albertslund Kommune har stillet krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 samarbejdede ud fra værdierne i Albertslund Kommune og Skole 1, hvilket indebar, at de opførte sig professionelt og neutralt i deres praktikforløb, herunder ikke udsatte skolens elever, elevernes forældre og skolens medarbejdere for forskelsbehandling på baggrund af deres køn, at dette er et sagligt og lovligt krav at stille, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønskede at gå i dialog om el-ler efterleve dette krav, hvorfor de selv valgte at afslutte 47 deres praktikforløb, og at Ligebehandlingsnævnets stand-punkter – herunder standpunkter om mulige løsninger og-så af den årsag må afvises, og at 3.4 Sagsøger 1 og Sagsøger 2 derfor ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning
at formode, at de er blevet forskelsbehandlet på grund af religion. Subsidiært gøres det i forhold
en eventuel indirekte forskels behandling på baggrund af religion gældende, at det er ubestridt, at kravet om, at samarbejdet skulle ske ud fra værdierne i Albertslund Kommune og Skole 1 om professionalisme, neutralitet og ligebehandling, var be-grundet i et legitimt formål og hensigtsmæssigt, at der ikke efter forskelsbehandlingsloven eller beskæftigelsesdirektivet kan stilles krav om streng nødvendighed, at det var nødvendigt – og for den sags skyld også strengt nødvendigt – at stille og fastholde kravet over for sagsøger-ne, idet det i nødvendighedsvurderingen skal indgå, at der er tale om et indgreb af meget lav intensitet, at det følger af retspraksis, at der generelt er vide ram-mer for at begrænse offentligt ansattes religionsfrihed, når de agerer som myndighedspersoner, og i særde-leshed når der er tale om lærere, at Albertslund Kommune forsøgte at gå i dialog med Sagsøger 1 og Sagsøger 2 om at samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1, at sagsøgerne hverken var interesserede i at indgå i en dialog herom eller at samarbejde ud fra disse værdier, hvorfor sagsøgerne selv valgte at afslutte deres prak-tik, at en løsning som den af Ligebehandlingsnævnet fore-slåede, hvor Sagsøger 2 og Sagsøger 1 undlod fysisk kontakt i det hele taget, ville nødvendiggøre en itale-sættelse af, hvorfor de ikke ønskede en sådan kontakt, hvilket i sig selv ville være egnet
at skade elevernes forhold
ligestilling mellem kønnene, at det desuden følger af retspraksis, at der ikke gælder en
pasningsforpligtelse for arbejdsgivere i forhold
ansattes diskriminerende religiøse holdninger, og at det også på baggrund af vivre ensemble-princippet var berettiget at fastholde kravet om håndtryk over for 48 Sagsøger 1 og Sagsøger 2 med henblik på at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens på Skole 1 og sikre, at man som lærer møder såvel borgere som kollegaer med
lid og respekt.” Biintervenienten, KL, der er indtrådt i sagerne
støtte for Albertslund Kom-mune, har
sluttet sig det i kommunens påstandsdokument anførte. Landsrettens begrundelse og resultat To voterende – Mikael Sjöberg og Tina Susanne Nielsen – udtaler: Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er begge kvindelige ortodokse muslimer. De blev beg-ge i begyndelsen af 2019, som led i deres læreruddannelse,
budt en praktik-plads på Skole 1 i Albertslund Kommune. I forbindelse med et vel-komstmøde på skolen den 11. februar 2019 afslog de begge at give hånd
en mandlig praktiklærer med den begrundelse, at det strider mod deres religiøse overbevisning at give hånd
voksne personer af det modsatte køn, som de ikke har en familiemæssig relation
. Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringerne fra vidnerne Vidne 3, Vidne 1 og Vidne 2 lægger vi
grund, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2
kendegav over for skolen, at de allerede fra det tidspunkt, hvor drenge bliver kønsmodne, ikke vil røre dem grundet deres religiøse overbevisning. Efter bevisførelsen lægger vi endvidere
grund, at Albertslund Kommune krævede, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for at fortsætte praktikforløbet skulle
si-desætte deres religiøse overbevisninger og efterleve kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og professionalisme, herunder et krav om, at de gav hånd
alle personer uanset deres køn, hvis situationen krævede det. Da Sagsøger 1 under mødet og Sagsøger 2 dagen efter på mail afviste dette, ophørte prak-tikforløbet med øjeblikkelig virkning. Spørgsmålet er, om det er indirekte forskelsbehandling i strid med lov om for-bud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingslo-ven), at skoleledelsen stillede krav om ligebehandling, neutralitet og professio-nalisme, herunder stillede krav om, at de gav hånd
alle personer
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.