← Danmark

ECLI:DK:KBH:2025:BS0000001339 Sagen om, hvorvidt betingelserne for anvendelse af den lempeligere beskatning efter kildeskattelovens § 48 E-F var opfyl

KØBENHAVNS DOM BYRET afsagt den 4. juli 2025 Sag BS-23039/2022-KBH Sagsøger 1 (advokat Ulrik Krogh Holst) mod Skatteministeriet (advokat Anne Bräuner Vestergren) og Sag BS-23045/2022-KBH Sagsøger 2 (a

§§ 48E· F.

Skattestyrelsen har afvist vores kundes ansøgning om beskatning efter

§§ 48E· F, da Skattestyrelsen mener, at minimumslønkravet ikke er opfyldt.

5 Skattestyrelsen har ved vurderingen af hvorvidt minimumslønkravet er opfyldt ude-holdt en del af lønnen samt arbejdsgivers tilskud til husleje i beregningen med føl-gende begrundelse:

  2. En del af lønnen udbetales ikke af dansk arbejdsgiver/ Alstom Transport Dan-mark A/S, men af et fransk koncernforbundet selskab. Ifølge ansættelseskontrakten betaler den danske arbejdsgiver et kontant huslejetilskud op til et maksimum af 26.000 kr. for en umøbleret bolig. Hvis disse løndele ikke var blevet holdt ude af beregningen, ville vores kunde opfylde minimumslønkravet og dermed være berettiget til beskatning efter

§§ 48E-F.

Det er vores opfattelse, at disse løndele ikke skal holdes ude ved beregningen af minimumslønkravet, idet vores kunde ifølge sin ansættelseskontrakt med den danske arbejdsgiver er berettiget til disse som aflønning for arbejde udført i Danmark, og fak-tisk har fået dem udbetalt, herunder huslejetilskud med det maksimale beløb, jf. den danske arbejdsgivers indberetning til Skattestyrelsen. (…) Ad. punkt 1 - del af løn udbetales af fransk selskab Faktum er, at vores kunde arbejder 100% for Alstom Transport Danmark A/S, der er omfattet af jf. SEL § 1. Der udføres ikke arbejde for det franske koncernforbundne selskab og lønnen udbetales for arbejde udført for den danske arbejdsgiver. Omkostningen for den del af lønnen, der bliver udbetalt af det franske selskab, bliver viderefaktureret fra det franske selskab til Alstom Transport Danmark A/S, således at den danske arbejdsgiver bærer omkostningerne 100%. I henhold til SKM2019.525.LSR, jf. ovenfor, er dette tilstrækkeligt til at løn udbetalt i Frankrig skal medtages i vurde-ringen af om minimumslønkravet er opfyldt. Det er i kildeskatteloven anført, at ansættelsesforholdet skal være hos en arbejdsgiver omfattet af

§ 1eller § 2, stk.

1, nr. 4 jf.

§ 48E, stk.

1. Af ovenstående hjemmel er der intet krav om, at lønnen udbetales af det danske sel-skab, men alene at der er en dansk arbejdsgiver. Derudover fremgår det af den juridi-ske vejledning at den danske arbejdsgiver skal have pligt til at indberette og inde-holde skat. Begge disse betingelser er opfyldt. Vores kunde har alene en dansk ar-bejdsgiver og den danske arbejdsgiver har som følge af sine arbejdsgiverforpligtelser i Danmark indberettet løn udbetalt i Frankrig på vegne af Alstom Transport Danmark A/S. Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens afvisning af, at den del af lønnen som udbe-tales af det franske selskab, ikke skal indgå i vurderingen af om vores kunde opfylder minimumslønkravet. Bruttoindkomst for løn udbetalt i Frankrig udgør 31.478 kr. pr. måned, svarende 50.702 EUR pr. år. Ad. punkt 2 - kontant huslejetilskud Skattestyrelsen har afvist at medregne det kontante huslejetilskud vores kunde har modtaget fra sin danske arbejdsgiver, idet vores kunde ifølge sin ansættelseskontrakt er berettiget til et beløb "op til 26.000 kr.", hvilket vil sige at det ikke direkte fremgår hvilket konkret beløb vores kunde vil modtage. Det er vores opfattelse, at det faktiske beløb på brutto 38.713,52 kr. skal medtages, med følgende begrundelse: det følger af ansættelseskontrakten med den danske arbejdsgiver, at vores kunde er berettiget til et beløb til dækning af husleje 6 - - den danske arbejdsgiver har bekræftet i form af tillæg til IMA-kontrakten, at vo-res kunde er berettiget til det maksimale beløb for en umøbleret bolig fra ansæt-telsens begyndelse vores kunde har faktisk modtaget maksimum beløbet for en umøbleret bolig fra ansættelsens begyndelse det konkrete beløb på brutto 38.713,52 kr. (netto 26.000 kr.) fra den danske arbejdsgi-ver til vores kunde fremgår af indberetning til Skattestyrelsen fra ansættelsens begyn-delse. Det skal ligeledes bemærkes, at det ifølge intern praksis i det danske selskab er deres politik at de ansatte er berettiget til de beløb, der er oplyst i kontrakten. Det kontante huslejetilskud er udbetalt uanset at den faktiske leje er mindre end i det i kontrakten berettiget beløb jf. den vedlagte lejekontrakt. Med henvisning til SKM 2017.736.LSR og SKM 2016.73.LSR anmoder vi om, at SANST ser på de faktiske omstændigheder når det ikke fremgår direkte i kontrakten. Af de konkrete omstændigheder fremgår det, at vores kunde ifølge sin international mobility kontrakt er berettiget til et tilskud, og at vores kunde faktisk har modtaget det maksimale huslejetilskud. Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens ansættelse til 0 kr. og beder SANST vurdere forholdet ud fra sagens faktiske omstændigheder. Konklusion Det er vores primære påstand, at Sagsøger 1 på tidspunktet for indtræden af dansk skattepligt har lønindkomst fra dansk arbejdsgiver, som opfylder minimumslønkravet. Det er vores opfattelse, at der foreligger klar dokumentation på, at Sagsøger 1 alene har en dansk arbejdsgiver, at Sagsøger 1 ifølge sine kontrakter er berettiget til en lønindkomst, som opfylder minimumslønkravet samt at de konkrete omstændigheder viser at Sagsøger 1 faktisk har fået lønindkomst fra begyndelsen af ansættelsen, der opfylder minimumslønkra-vet og dermed er berettiget til beskatning efter forskerskatteordningen, jf.

§§ 48E-F.

Løn som skal indgå i vurderingen af minimumslønkravet kan opgøres således; - Løn udbetalt fra Alstom Transport Danmark A/S: 439.392 kr. (netto)= 652.246 kr. (brutto) Løn udbetalt fra Alstom Frankrig: 34.052 EUR (netto) = 50.702,80 EUR (brutto) Huslejetilskud fra Alstom Transport Danmark A/S: 312 .000 kr. (netto)= 464.562 kr. (brutto) Ovenstående giver samlet 1.496.545 kr. bruttoløn, hvilket opfylder betingelserne for beskatning, jf.

§§ 48E-F.

Vi henstiller til, at der foretages en konkret vurdering af alle de faktiske forhold, der efter vores opfattelse klart dokumenterer, at Sagsøger 1 opfylder betingelserne. Vi henviser i den forbindelse til behandlingen af lignende sager tidligere afgjort af LSR, som nævnt ovenfor.” Skattestyrelsens høringssvar Skattestyrelsen har indstillet, at afgørelsen fastholdes og har anført: ”Indledningsvist skal det bemærkes, at uenigheden i denne sag er, hvorvidt kravet om en garanteret minimumsløn er opfyldt, jf.

§48E, stk.

3, nr.

  1. Herudover er der en vis usikkerhed om klager stadig har en aktiv ansættelse i den udenlandske virksomhed (se herom afsnit om social sikring). 7 Sagsbehandling af anmodning om registrering på forskerskatteordningen Skattestyrelsen tilstræber en kort sagsbehandlingstid, hvilket vil betyde, at der for nogle ansøgere muligvis ikke foreligger indberetninger til e-indkomst endnu, men at der blot foreligger en ansættelseskontrakt der kan tages stilling til. Dvs. ved nye anmodninger bør der kun lægges vægt på den indsendte ansættelses-kontrakt og de faktiske forhold på tidspunktet for ansættelsen og ikke på de faktiske forhold, der er tilgængelig flere måneder efter ansættelsen. Hvis der også skal lægges vægt på forhold der ligger efter ansættelsestidspunktet vil det betyde, at sagsbehandlingen skal ske efter årsskiftet i hver enkelt sag, for at kunne vurdere om kravet om den gennemsnitlige månedsløn pr. indkomstår er overholdt. Ydermere skal der så ske sagsbehandling for hvert indkomstår, når minimumslønnen ikke er garanteret i ansættelseskontrakten. Det betyder for denne sag, at der skal lægges vægt på den indsendte ansættelseskon-trakt og om denne opfylder kravene om minimumslønnen. (…) Faktiske forhold Som omtalt ovenfor bør der kun lægges vægt på den fremsendte ansættelseskontrakt og ikke lønindberetningerne, da disse kan justeres efter ansættelsen og det gør sagsbehandlingen umuligt, hvis ikke den fremsendte ansættelseskontrakt skal kunne lægges til grund og der skal tages stilling til fremtidige lønindberetninger. SKM2019.525LSR vil blive kommenteret nedenfor under afsnittet Retspraksis. Det fremgår ikke af den fremlagte ansættelseskontrakt, at der sker viderefakturering fra den udenlandske virksomhed til den danske. Lønnen fremgår af kontraktens pkt. 5.1 ”From the 1st of August 2018 the annual net salary paid by Alstrom Transport Danmark A/S will be DKK 439.392, and the annual net salary paid by the Home unit will be EUR 34.052, which will be paid out on behalf of Alstrom Transport Danmark A/S. The salary will be paid monthly in arrears and will be available on the last business day of the month.” Dvs. at den danske arbejdsgiver kun garanterer en løn på DKK 439.392 pr. år. Den udenlandske virksomhed garanterer et årligt beløb på EUR 34.052, men det fremgår ikke af kontrakten, at det er den danske virksomhed, der hæfter for udbetalingen af lønnen eller den viderefaktureres, men blot at udbetalingen sker igennem den danske virksomhed. Ved almindelig domspraksis ville klageren dermed ved en dansk domstol kun have krav på at modtage et årligt beløb på DKK 439.392 fra den danske virksomhed. Den danske virksomhed vil med kontraktens ordlyd ikke blive pålagt også at betale den del, som den udenlandske virksom- hed hæfter for. Dvs. den danske virksomhed hæfter efter kontrakten kun for DKK 439.
  2. Løntillægget vedr. husleje fremgår ikke af den danske ansættelseskontrakt, men af International Mobility Agreement pkt.
  3. Der fremgår kun et ”op til” beløb, hvorfor det ikke er et fast og garanteret beløb. 8 Dette beløb kan således ikke medregnes i opgørelsen af minimumskravet, da ansættelseskontrakten og alle lønkomponenter, der skal danne grundlag for beregningen af minimumskravet skal være på plads inden ansættelsens start. Se herom SKM2016.73LSR, SKM2017.736LSR samt 2018.649ØLR. I klagen er der henvist til, at der skal tages hensyn til de ”faktiske omstændigheder” og dermed menes indberetningerne fra eIndkomst. Det bemærkes, som ovenfor nævnt, at dette er uhensigtsmæssigt i sagsbehandlingen – ikke kun i denne sag, men generelt. Det følger af praksis og forarbejderne som ovenfor anført, at det skal kunne læses ud af ansættelseskontrakten og evt. andre kontrakter indgået inden ansættelsens start, hvad der er aftalt mellem parterne og herunder især hvilke lønkomponenter er garan-teret fra den danske arbejdsgiver. Social sikring Der fremgår følgende af kontraktens pkt. 6.1 ”The Home unit will maintain the Employee in their social security, pension, health insurance, collective agreement and unemployment scheme. The employee is enrolled in the International Medical Plan currently CIGNA.” Endvidere fremgår det af International Mobility Agreement pkt. 6 ”You will be covered under the following schemes: You will be maintained in the Home social security, pension and unemployment scheme You will be enrolled in the International Medical Plan: currently CIGNA (CFE Group) You will be covered by the Emergency Health & Safety Assistance: International SOS Contributions to these voluntary plans will be paid entirely by the Company, based on your Home Unit Gross Reference Base Salary and Short Term Incentive.” Dvs. der er formodning for, at den udenlandske virksomhed betaler en del af lønnen for at denne kan danne grundlag for indbetaling til den sociale sikring i hjemlandet. Klager anses derfor for at have bibeholdt den sociale sikring i hjemlandet. Som det fremgår af Forordning 883/2004 Art. 12, stk. 1 samt praktisk vejledning om social sikring udarbejdet af den europæiske kommission i 2013 kan man kun opret-holde sin sociale sikring i hjemlandet i en periode på højst 24 måneder, hvis man ud-fører arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i udlandet. Idet det fremgår af kontrakten, at den sociale sikring i hjemlandet er bibeholdt er der formodning for, at der udføres arbejde for den udenlandske arbejdsgiver i Danmark, hvorfor ansættelsen må være aktiv i hjemlandet. Der henvises i øvrigt til SKM2018.649ØLR, hvor der i præmisserne lægges stor vægt på den sociale sikring af medarbejderen. Dette forhold understøtter argumentationen om, at den danske virksomhed kun er forpligtet til at betale deres andel iht. kontrakten og at det dermed kun er den del, der kan medregnes ved opgørelsen af minimumskravet. 9 Hvis der af kontrakten fremgik viderefakturering til den danske virksomhed på grundlag at arbejde udelukkende er udført for den danske arbejdsgiver, så var opret-holdelsen af den sociale sikring i hjemlandet ikke muligt, idet ansættelsen i hjemlan-det (jf. ovenfor) skal være aktiv. Der er på intet tidspunkt i sagsbehandlingen fremlagt dokumentation for at der er af-talt viderefakturering mellem virksomhederne. Det forhold, at en kontrakt bliver formuleret således at undgå at miste den sociale sik-ring i hjemlandet kan ikke føre til et andet resultat ved bedømmelsen af, om lønkom-ponenter er garanteret fra den danske arbejdsgiver. Retspraksis I klagen er der nævnt følgende afgørelser fra Landsskatteretten: SKM2017.736LSR, SKM2016.73LSR samt SKM2019.525LSR, som bliver kommenteret herunder: Ad SKM2017.736LSR Denne sag vedr. en konkret vurdering ud fra sagens oplysninger ved påbegyndelsen af ansættelsen ift. om der er dansk ansættelse. Dvs. sagen drejer sig ikke om hvorvidt et lønkrav er opfyldt iht. det der står i en ansættelseskontrakt, men blot hvorvidt en medarbejder skal betragtes for at have dokumenteret en dansk ansættelse. De faktiske forhold i denne sag kan derfor ikke sidestilles med de faktiske forhold som klager vil gøre gældende i denne konkrete sag. Ad SKM2016.73LSR Denne sag vedrører ligeledes det faktum om det er dokumenteret, at der er en dansk ansættelse. Vurderingen af, om der er dansk ansættelse er ikke den samme vurdering som om vederlagskravet er opfyldt. Lønkomponenterne skal tydeligt fremgå af ansættelseskontrakten ved ansættelsens påbegyndelse og skal være et garanteret beløb for at det kan medregnes. Det er uhensigtsmæssigt at lønkomponenter fra en udenlandsk arbejdsgiver skal medregnes på trods af, at den danske virksomhed ikke hæfter for denne og på trods af, at der er formodning for at den udenlandske ansættelse er aktiv for den sociale sikring. Ligeledes er det uhensigtsmæssigt, at lønkomponenter ”op til” skal medregnes, idet disse beløb ikke er garanteret og dermed kan justeres i løbet af ansættelsen. Bonus, der ikke er garanteret i kontrakten kan ifølge retspraksis og forarbejder heller ikke med-regnes i vederlagskravet, idet beløbet ikke er kendt og kan være forskellig fra år til år – ligesom dette løntillæg om betalt husleje. Ad SKM2019.525LSR Denne sag vedr. blandt andet opfyldelsen af vederlagskravet iht. kontrakten, hvor der også udbetales en del af lønnen af den danske virksomhed og en del af den udenland-ske virksomhed. Forskellen er dog, at sagen vedrører en forlængelse af en medarbejder, der allerede var registreret på forskerskatteordningen. 10 Kontrakten i denne sag var uændret, hvorfor sagen er afgjort på klagerens forventning om registrering på ordningen. Herudover er det ved sager om forlængelse således, at der ved ansøgningen foreligger tidligere data og lønindberetninger. Ved en ny ansættelse og dermed en ny anmod-ning kan der kun lægges ansættelseskontrakten til grund. Da klageren i denne sag ved en fejl blev registreret på ordningen har klageren haft en forventning om at kunne blive registreret på uændrede vilkår, hvorfor det er opfattel-sen, at sagen er afgjort på forventningsprincippet. Det er derfor opfattelsen, at denne sag ikke kan sammenlignes med denne konkrete sag, da denne konkrete sag vedrører en ny ansættelse. Der er i klagen på side 3 fremført, at ”Vi konkluderer ud fra de nedenstående afgørel-ser, at når den fornødne skriftlige klarhed ikke har tilvejebragt et så sikkert grundlag at forholdet kunne anses for sandsynliggjort, kan de faktisk omstændigheder indgå i en vurdering af, hvorvidt betingelser for beskatning efter forskerskatteordningen er opfyldt.” Det bemærkes som det første, at sagerne som omtalt vedrører selve den danske ansæt-telse og som det andet, at der i denne konkrete sag netop er tilvejebragt et sikkert grundlag. Ansættelseskontrakt og International Mobility Agreement er fremlagt i sa-gen, hvoraf lønkomponenterne og hæftelsen fremgår. Der er derfor ikke tvivl om, at den danske arbejdsgiver i denne konkrete sag udeluk-kende hæfter for betaling af sin andel af lønnen og dermed også kun garanterer den del af lønnen. Konklusion Som det fremgår af ovenstående har sagen været fuldt oplyst med ansættelseskon-trakt og International Mobility Agreement. Der er ikke fremlagt dokumentation om viderefakturering, heller ikke efter klageren har modtaget forslag til afgørelse. Der har derfor ikke været tvivl om ansættelsens sammensætning, idet denne tydeligt fremgår af ansættelseskontrakten. Vederlaget er efter kontrakten delt op i en del, som den danske virksomhed garante-rer og hæfter for og en del som den udenlandske virksomhed garanterer og hæfter for. Efter

§ 48E, stk.

1 sammenholdt med

§48E, stk.

3, nr. 3 skal der være en dansk ansættelse og den danske virksomhed skal garantere lønnen, som skal opfylde minimumskravet. Den danske virksomhed hæfter i denne konkrete sag kun for en løn på DKK 439.392 samt fri telefon som tilsammen ikke opfylder vederlagskravet i

§48E, stk.

3, nr. 3.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar Af klagerens repræsentants bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar fremgår: ”Løndele fra udenlandsk koncernforbundet selskab I Skattestyrelsens udtalelse stilles der spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er Alstom Transport Danmark A/S, der afholder hele Sagsøger 1's løn, eller om der er tale om, at vores kunde bevarer sin ansættelse i den udenlandske virksomhed. Vi skal informere Skatteankestyrelsen om, at der er tale om en reel lokal ansættelse i det danske selskab, hvor Sagsøger 1 udfører 100% arbejde for det danske selskab. Hele lønnen afholdes i sidste ende af det danske selskab, og alle løndele indberettes til eIndkomst af det danske selskab, og der indeholdes skat af det danske selskab for 100% af lønnen. Det er derfor 11 vores opfattelse, at alle løndele er en del af aflønningen for det arbejde, der udføres i Danmark, og dermed skal indgå i vurdering af, om minimumslønkravet er opfyldt. Dette uanset hvilket koncerninternt selskab der har stået for udbetalingen. Vi henviser til de faktiske forhold, da det fremgår af disse, at alle lønelementer er indberettet til Skattestyrelsen af det danske selskab. Idet Sagsøger 1 faktuelt er berettiget til 144.215 kr. per måned i 2018 og 132.343 kr. per måned i 2019 i gennemsnit, opfylder Sagsøger 1 betingelserne for beskatning, jf.

§§ 48E-F.

Udbetaling af en del af lønnen i udlandet skyldes alene, at der er tale om koncernforbundne selskaber, som har gjort det muligt, og det har alene været aftalt af praktiske årsager af hensyn til Sagsøger 1's personlige forhold og ikke som anført af Skattestyrelsen for arbejde udført for det udenlandske selskab. Hele lønnen er medtaget til dansk beskatning for arbejde udført i Danmark for det danske selskab. I denne konkrete sag er der tale om lokal dansk ansættelse, og der skal alene udføres arbejde 100% for det danske selskab. Vi stiller os derfor uforstående over for Skattestyrelsens indikation af, at udbetaling af løndele fra et koncerninternt selskab skulle tilsidesætte det danske ansættelsesforhold. Der er ingen grund til at betvivle, at hele lønnen i sidste ende afholdes af det danske selskab. Beløbet på EUR 34.052, der af praktiske årsager udbetales fra hjemlandet, er ”paid out on behalf of Alstom Transport Danmark A/S” , hvilket fremgår af kontrak-tens § 5, stk.

  1. Dette beløb skal derfor medregnes ved opgørelsen af, om mini-mumslønkravet er opfyldt. Social sikring I Skattestyrelsens udtalelse sætter Skattestyrelsen yderligere spørgsmålstegn ved Sagsøger 1's udstationering til Alstom Transport Danmark A/S, da Skattestyrelsen skriver: ’’at den sociale sikring i hjemlandet er bibeholdt er der formodning for, at der udføres arbejde for den udenlandske arbejdsgiver i Danmark, hvorfor ansættelse må være aktiv i hjemlandet.’’ Vi skal gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at vores kunde er udstationeret til Alstom Transport Danmark A/S i en forventet periode af 36 måneder, hvorfor vores kunde kan forblive social sikret i sit hjemland i henhold til Forordningen 883/2004 art. 12, stk.
  2. Vi henviser til Sagsøger 1's international mobility agreement, sektion
  3. Da vores kunde kan forblive social sikret i sit hjemland af 24 måneders varighed med forlæn-gelse af 12 måneder jf. Forordningen 883/2004, så længe det forventede ophold ikke forventes of overstige tre år. Vi skal derudover gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at Sagsøger 1 godt kan være om-fattet af sit hjemlands sociale sikring i op til 3 år, hvilket ikke er til hinder for brug af

§ 48E-F.

Vi henviser til EU forordningen nr. 883/2004 artikel 12, pkt.

  1. ’’…er fortsat omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder…..’’, hvor vi skal gøre Skattean-kestyrelsen opmærksom på, at der i Sagsøger 1's kontrakt, §1,
  2. sektion, står følgende: ’’The forecasted duration of your assignment is for 36 months, starting on August 1st, 2018…..’’. Det fremgår af den juridiske vejledning, pkt. 6.1.4 at: ’’Ansættelsesvilkårene kan være fastsat enten i en lokalkontrakt direkte med en dansk arbejdsgiver eller i en udstationeringskontrakt med en udenlandsk virksomhed om arbejde for en dansk enhed i koncernen.’’, hvorfor det, at Sagsøger 1 er omfattet af sit hjemlands sociale sikring, ikke skal have nogen betydning for, om Sagsøger 1 kan være om- fattet af

§ 48E-F.

Housing allowance 12 Derudover mener vi, at der er tale om ændret administrativ praksis fra Skattestyrel-sens side, da der tidligere er godkendt kontrakter med enslydende ordlyd med garan-terede løndele anført med ”op til” . Det er fortsat vores opfattelse, at når en løn del er garanteret ”op til” , skal det faktiske beløb medregnes ved opgørelsen af, om mini-mumskravet er opfyldt. Skattestyrelsen har som led i deres ændrede administrative praksis ændret blanketten for ansøgningen for beskatning efter

§ 48E-F fra 1.

januar

  1. På blanketten står der direkte nu at løndele ”op til” ikke tæller med længere. Det er dog ikke på anden vis offentliggjort varsel om den ændrede administrative praksis. Minimumslønnen Den løn, der er anført i den danske ansættelseskontrakt, omfatter såvel et nettoløb på DKK 439.392 samt et nettobeløb på EUR 34.
  2. Selv med en lavt sat valutakurs på 1 EUR = 7,45 svarer det til en samlet nettoløn på DKK 639.
  3. Efter opgrosning med dansk 27% skat samt AM-bidrag svarer det til en bruttoløn på DK 1.066.276 – eller DKK 88.856 pr. måned. Lønnen opfylder således allerede af den årsag minimumskriteriet for, at Sagsøger 1 kan være omfattet af

48E-F – uden at der ta-ges højde for boligtillægget. Retspraksis I SKM.2017.746.LSR bliver LSR enige med Skattestyrelsen i, at der som udgangspunkt skal foreligge en ansættelseskontrakt fra ansættelsens start fra en dansk arbejdsgiver, hvoraf den aftalte løn fremgår. Vi henviser herved til vores kundes danske kontrakt 5.1, hvoraf den løn, som Alstom Transport Danmark A/S udbetaler til Sagsøger 1, og som Alstom Transport Danmark A/S er forpligtet til at udbetale til Sagsøger

  1. I SKM2019.525LSR fremgår det ingen steder af afgørelsen, at afgørelsen er afgjort på forventningsprincippet. Derimod bekræfter LSR, at klager var i et dansk ansættelsesforhold, hvor 100% af lønnen bliver indberettet og afholdt af det danske selskab, selvom en del af lønnen blev udbetalt fra klagers udenlandske arbejdsgiver, da den udenlandske arbejdsgiver viderefakturerer lønudbetalingen fra det italienske selskab til den danske arbejdsgiver, hvilket også er tilfældet i denne sag.” Supplerende udtalelse fra Skattestyrelsen Skattestyrelsen har den
  2. april 2020 fremsendt supplerende udtalelse, hvoraf fremgår: ”Vi har for nyligt modtaget to nye afgørelser fra LSR, som er relevante i de nedenstå-ende sager. Det er samme arbejdsgiver og kontrakter det drejer sig om, hvorfor rådgi-veren nok vil henvise til de nye afgørelser. Vi mener, at de er forkerte og derfor vil jeg gerne have lov til at kommentere dem. Sagerne læner sig op ad afgørelsen SKM2019.525LSR, som jeg har kommenteret i mine udtalelser og hvor det stadig er opfattelsen, at denne sag er afgjort på forventnings-princippet og ikke de øvrige omstændigheder i sagen. De nye sager har sagsnummer (…) og handler om de samme problemstillinger som sagerne nævnt nedenfor. I disse sager skriver LSR i dennes præmisser, at det er en ”betingelse for anvendelse af forskerskatteordningen, at vederlagskravet er opfyldt i henhold til ansættelseskon-trakten ved ansættelsesforholdets påbegyndelse.” Herudover henviser LSR i præmis-serne til, at ”lønudbetalingen fra (den udenlandske virksomhed) skal indgå i opgørel-sen af vederlagskravet, såfremt der er sket viderefakturering.” I hele sagsforløbene har klageren ikke anført eller dokumenteret, at der er sket videre-fakturering af beløbene. Endvidere stadfæster LSR i alle sager om forskerskatteord-ningen, at vederlagskravet skal være opfyldt iht. ansættelseskontrakten inden ansæt- 13 telsens påbegyndelse. Derfor må viderefakturering fremgå direkte af ansættelseskontrakten eller alternativt blive fremlagt en aftale mellem virksomhederne, der er ind-gået før ansættelsens start. Ydermere synes det at social sikringsreglerne skal omgås, således at klagerne stadig kan være omfattet af social sikring i hjemlandet. Især mhp. den sociale sikring, så er der også argumenter for, at der er tale om arbejds-udleje i kontrakterne, idet klagerne kan anses for fortsat at være i ansættelsesforhold i den udenlandske virksomhed. Og arbejdsudleje kan ikke omfattes under forskerskat-teordningen. Det er derfor fortsat vores opfattelse, at beløbet af den udenlandske virksomhed ikke kan medregnes. Herudover fremhæver LSR i sine præmisser, at de beløb, som i ansættelseskontrakten er kendetegnet som ”op til” - beløb (dvs. ikke garanterede beløb) skal medregnes med de faktiske omkostninger. Dette synes at være i modstrid med præmissen om, at vederlagskravet er opfyldt i henhold til ansættelseskontrakten ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, idet vi i ansættelseskontrakten kun kan gå ud fra de garanterede beløb – ligesom med bonusordninger. Ift. dækning af husleje er der først udarbejdet et tillæg til kontrakten efter ansættelsens start – dvs. beløbet har ikke været aftalt og garanteret før påbegyndelse af ansættelsen. Der vil således være en periode i starten af ansættel-sen, hvor medarbejderen ikke af arbejdsgiver er sikret et højt nok vederlag. Dette synes at gå imod præmissen om, at vederlaget skal være aftalt inden første ar-bejdsdag. Vi mener derfor ikke, at det af tillægget aftalte beløb kan tælles med i opgø-relsen. Herudover henviser jeg til naturligvis til mine udtalelser, og herunder især iht. kontraktens udformning, der danner grundlaget for sagsbehandlingen samt afsnit om so-cial sikring.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse Repræsentanten har den
  3. januar 2021 sendt en supplerende udtalelse, hvoraf fremgår: ”Dokumentation for faktisk betalt husleje Vi henleder venligst Skatteankestyrelsen til vores bemærkninger af
  4. april 2020, side 2, overskrift ”Minimumslønnen” , hvor vi anfører, at minimumslønnen er opfyldt alene på baggrund af Sagsøger 1 løn udbetalt i DKK og EUR. Vi kan bekræfte, at der sker en opgrossning af Alstom Transport Danmark A/S’s andel af lejeudgiften. Denne betaling fremgår IMA aftalen. Sagsøger 1 bliver herefter trukket for den fulde lejeudgift inkl. vand, varme etc. i sin nettoløn. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at lønkravet er opfyldt allerede uden der tages hensyn til dette beløb. Har Skatteankestyrelsen i denne forbindelse brug for yderligere dokumentation, står vi til rådighed. Bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse Udover ovenstående to punkter, kommer Skattestyrelsen i deres supplerende udta-lelse ind på følgende punkter; social sikringsregler, arbejdsudleje, ”op til” beløb og dækning af husleje. For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at vi ikke er enige og vi henviser venligst til vores bemærkninger af
  5. april 2020 og klage af
  6. november
  7. Til det sidste punkt om dækning af husleje anfører Skattestyrelsen: ”Ift. dækning af husleje er der først udarbejdet et tillæg til kontrakten efter ansættelses start …” . Vi kan bekræfte, at der ikke er udarbejdet et tillæg til kontrakten og kun de to kon-trakter, ”International Mobility Agreement” og ”Employment Contract” , der henvises til i vores klage af
  8. november 2019 er indgået.” 14 Klagerens repræsentants bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling Repræsentanten har den
  9. september 2021 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”Vederlagskrav Viderefakturering Skatteankestyrelsen mener ikke, at den fremsendte dokumentation for viderefakture-ring er tilstrækkelig. Det fremgår hverken af kildeskatteloven, forarbejderne til loven eller af Landsskatterettens tidligere afgørelser formkrav til dokumentationen af viderefakturering, blot at det faktuelt er sket. Sagsøger 1 arbejdsgiver har tilvejebragt kopi af faktura samt skriftligt bekræftet, hvordan fakturaen er specificeret. Disse informationer er delt med Skatteankestyrelsen. Det er derfor vores opfattelse, at ikke nok med at der faktuelt er sket viderefakture-ring, så er dokumentation herfor også tilvejebragt for Skatteankestyrelsen. Vi henviser desuden til vores tidligere kommentarer. Arbejdsgiver er ved at kontakte sine franske kollegaer for yderligere dokumentation. Modtager vi dette, vil vi dele yderligere dokumentation med Skatteankestyrelsen. Huslejetilskud Skatteankestyrelsen noterer desuden, at der ikke er fremsendt dokumentation for, hvilket beløb Sagsøger 1 har fået udbetalt i huslejetilskud. Det er fortsat vores opfattelse, at det faktiske beløb på brutto 38.713 kr. skal medtages. Vi henviser til tidligere begrun-delser, men vil i denne forbindelse fremhæve, at det konkrete beløb på brutto 38.713 kr. (netto 26.000 kr.) fra den danske arbejdsgiver til vores kunde fremgår af indberet-ning til Skattestyrelsen fra ansættelsens begyndelse. Vi gør venligst opmærksom på, at i denne sag er huslejetilskuddet ikke afgørende for, at vederlagskravet er opfyldt, hvorfor denne drøftelse i denne konkrete sag har en mere hypotetisk/teoretisk karakter. Social sikring / dansk ansættelse Skatteankestyrelsen mener, at Sagsøger 1 ikke har en dansk ansættelse, da han forbliver på fransk social sikring. Som tidligere nævnt, gør vi opmærksom på, at vores kunde er udstationeret til Alstom Transport Danmark A/S i en forventet periode af 36 måneder, hvorfor vores kunde kan forblive social sikret i sit hjemland i henhold til Forordnin-gen 883/2004 art. 12, stk.
  10. At være omfattet af sit hjemlands sociale sikring i 24 måneder med 12 måneders forlængelse er ikke til hinder for brug af

§§ 48

E-F – der kan ikke sættes lighedstegn mellem udenlandsk social sikring og ingen dansk ansættelse. Af juridiske vejledning, pkt. 6.1.4 fremgår følgende: ’’Ansættelsesvilkårene kan være fastsat enten i en lokalkontrakt direkte med en dansk arbejdsgiver eller i en udstationeringskontrakt med en udenlandsk virksomhed om arbejde for en dansk enhed i koncernen.’’ Skatteankestyrelsens konklusion om, at der ikke kan foreligge en dansk ansættelse på baggrund af, at Sagsøger 1 er omfattet fransk social sikring virker ikke i overensstemmelse 15 med loven. Det er således positivt nævnt i

§ 48F, stk.

3 at obligatoriske udenland-ske sociale bidrag ikke skal med- regnes i grundlaget for indeholdelse af skat efter

§ 48F, stk.

1. Denne bestemmelse (i

§ 48F, stk.

3) giver ikke nogen mening, hvis det ikke er muligt at være omfattet af forskerordningen samtidig med at man er omfattet af udenlandsk social sikring. Det fremgår endvidere af juridisk vejledning, pkt. 6.2.2 at: ”Dokumenterede udgifter til obligatoriske udenlandske sociale bidrag, som er omfattet af LL § 8 M, stk. 2-3, fratrækkes inden beregning af A-skat af den indkomst, der beskattes under forskerskatteordningen, hvis medarbejderen - er fuldt skattepligtig til Danmark og - ikke er hjemmehørende i en fremmed stat, Grønland eller Færøerne efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst og er omfattet af - social sikringslovgivning i udlandet i medfør af EU's forordninger om social sik-ring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlem-mer, der flytter indenfor EU eller - social sikringslovgivning i udlandet i medfør af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt.” Udenlandsk social sikring kan således ikke begrunde, at der ikke foreligger en dansk ansættelse og dermed en afvisning af beskatning efter

§§ 48E-F.

Retspraksis Som Skattestyrelsen tidligere har henvist til, vil vi til sidst også henvise til følgende 3 afgørelser fra Landsskatteretten: - SKM2019.525.LSR - Afgørelse fra Landsskatteretten af

  1. april 2020 (sagsnr. 18-0006222) - Afgørelse fra Landsskatteretten af
  2. april 2020 (sagsnr. 18-0006221) SKM2019.525.LSR var en sag om forlængelse af beskatning under

§§ 48E-F, hvor de to næste var oprindelige ansøgninger.

Alle tre afgørelser har dog det til fælles med denne, at der er tale om samme arbejdsgi-ver og enslydende kontrakter. Det medfører, at der i alle tre afgørelser er tale om en dansk arbejdsgiver, hvor lønkravet er opfyldt – ligesom det er vores opfattelse også er tale om i denne sag.” I udtalelse af

  1. september 2021 har Skattestyrelsen supplerende anført: ”Skattestyrelsens begrundelse/vurdering Skattestyrelsen har givet afslag på en anmodning om beskatning efter kildeskatte-lovens §§48 E-F, da klager ikke opfylder vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr.
  2. Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Ansættelsesforholdet Det fremgår af International Mobillity Agreement (IMA), at klager fortsat vil være an-sat af det franske selskab, ”but will be assigned to work for” det danske selskab. 16 Det fremgår ikke, at ansættelsesforholdet med det franske selskab anses for hvilende, eller at klageren anses for at være på orlov under opholdet i Danmark. Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at det ikke ud fra IMA eller den danske ansættelseskontrakt er muligt at udlede om det danske selskab har beføjelse til at afslutte udstationeringen. Endvidere fremgår det, at klager under opholdet i Danmark vil forblive omfattet af de franske sociale sikringsordninger. Det fremgår af Forordning 883/2004 Art. 12, stk. 1 samt praktisk vejledning om social sikring udarbejdet af den europæiske kommission i 2013, at en person kun kan opret-holde sin sociale sikring i hjemlandet i en periode på højst 24 måneder, hvis denne ud-fører arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i udlandet. Da det af kontrakten fremgår, at den sociale sikring i hjemlandet er bibeholdt, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der udføres arbejde for den udenlandske arbejdsgiver i Danmark, hvorfor ansættelsen må være aktiv i hjemlandet. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har godtgjort, at han var i et ansættelsesforhold med det danske selskab og han kan derfor ikke beskattes efter de dagældende regler i kildeskattelovens §§ 48 E og F. Vederlagskravet Derudover er det en betingelse for anvendelsen af kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, at vederlaget i penge i henhold til ansættelseskontrakten som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på mindst 59.500 kr. (2010-niveau) om måne-den, hvilket reguleres efter personskattelovens § 20, hvortil kommer bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 4, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 3, nr.
  3. Det aktuelle grundbeløb i 2018 var 65.100 kr. pr. måned. Ifølge ansættelseskontrakten er det danske selskab forpligtet til at udbetale en årlig nettoløn på 439.392 kr., svarende til en årlig bruttoløn på 654.247 kr., hvilket udgør en gennemsnitlig månedlig bruttoløn på 54.521 kr. Desuden fremgår det, at klager vil få udbetalt en årlig nettoløn på 34.052 euro fra det franske selskab, svarende til en årlig bruttoløn på 654.247 kr. Det er en forudsætning for at vederlagskravet er opfyldt, at det kun er den løn, som den danske arbejdsgiver i henhold til kontrakten forpligter sig til at udbetale til ar-bejdstageren, der medtages ved opgørelsen af minimumslønkravet. Det fremgår af SKM2019.525.LSR, at Landsskatteretten har accepteret, at en lønudbetaling fra en udenlandsk, koncernforbunden virksomhed kan indgå i opgørelsen af vederlagskravet, hvis udbetalingen er viderefaktureret til det danske selskab. Derved vil klagerens fulde lønindtægt i realiteten være båret af den danske arbejdsgiver. Skattestyrelsen finder ikke, at klagers fulde lønindtægt bæres af den danske arbejdsgi-ver, da de af repræsentanten fremlagte fakturaer ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for, at der er sket en viderefakturering fra det franske selskab til det dan-ske selskab, dette med henvisning til fakturaerne ikke er specificerede og i øvrigt afvi-ger væsentligt fra det beløb, som ifølge ansættelseskontrakten skulle udredes af det franske selskab. Klager opfylder derfor heller ikke vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3 og kan derfor ikke beskattes efter kildeskattelovens § §48 E-F.” Landsskatterettens afgørelse 17 Personer, som bliver skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med påbegyndelse af et ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver, som er omfattet af kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4, selskabslovens § 1, § 2, litra a, eller § 3, fondsbeskatningslovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, kan vælge at blive beskattet af vederlag i penge, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, efter § 48 F, jf. den dagældende kildeskattelovs § 48 E, stk.
  4. Bestemmelsen er ændret med virkning fra den
  5. januar 2019, jf. lov nr. 1432 af
  6. december 2018 (Afbureaukratisering af forskerskatteordningen). Af IMA fremgår, at klageren fortsat vil være ansat af det franske selskab, ”but will be assigned to work for” det danske selskab. Desuden fremgår, at ”The company” kan afslutte udstationeringen før tid i overensstemmelse med reglerne i ”Long Mission Policy” . Af den danske ansættelseskontrakt fremgår, at betingelserne for afslutning af ansættelsen skal være i overensstemmelse med funktionærloven og IMA. Retten bemærker, at en sædvanlig og væsentlig arbejdsgiverbeføjelse er muligheden for at afslutte ansættelsesforholdet. Retten lægger til grund, at det danske selskab i medfør af IMA har ret til at afslutte udstationeringen. Det fremgår imidlertid, at dette ikke vil have betydning for klagerens ansæt-telse i det franske selskab. Retten finder derfor, at ansættelsesforholdet med det franske selskab ikke kan anses for hvilende under klagerens ophold i Danmark. Det fremgår desuden, at klageren under opholdet i Danmark forbliver omfattet af de franske sociale sikringsordninger. Hertil bemærker retten, at det af EU-forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger (Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 2004-04-29, 883/2004) artikel 12, pkt. 1, fremgår, at en person, der har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for en arbejdsgiver, som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat, og som af denne arbejdsgiver udsendes i en anden medlemsstat for dér at udføre et arbejde for hans reg-ning, fortsat er omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at va-righeden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder, og at den pågældende ikke udsendes for at afløse en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet. Under disse omstændigheder finder retten det ikke afgørende, at IMA er underskrevet af det danske selskab, eller at instruktionsbeføjelsen er tillagt det danske selskab. Samlet set finder retten det herefter ikke godtgjort, at klageren var i et reelt ansættelsesforhold med det danske selskab. Klageren kan derfor ikke beskattes efter de dagældende regler i kildeskattelovens §§ 48 E og F. Retten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. …” Af afgørelse fra Landsskatteretten af
  7. marts 2022 vedrørende Sagsøger 2 fremgår: ”… Skattestyrelsen har ikke imødekommet anmodning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Møde mv. Klagerens repræsentant har udtalt sig over for Landsskatteretten på et retsmøde. Faktiske oplysninger 18 Klageren er fra Tyskland og ansat i det tyske selskab Alstom Transport Deutschland GmbH (herefter det tyske selskab). Klageren er for en toårig periode udstationeret til det danske selskab Alstom Transport Danmark A/S (herefter det danske selskab) med start den
  8. juli
  9. I forbindelse med udstationeringen til Danmark har klageren den
  10. juni 2018 indgået en kontrakt (International Mobility Agreement, herefter IMA) med det tyske og det danske selskab samt koncernens ”International Mobility and Tax Director” . Yderligere har klage-ren den
  11. juli 2018 indgået en kontrakt (ansættelseskontrakt) med det danske selskab. Ansættelseskontrakten er et tillæg til IMA. Af IMA fremgår: “You will continue to be employed by Alstom Transport Deutschland GmbH (the "Home Unit"), in Salzgitter, Germany in accordance with current terms and condi-tions, as amended by the terms of this agreement. but will be assigned to work for Al-stom Transport Dammark (the "Host Unit"), in Copenhagen, Denmark. (…) The company reserves the right to terminate this assignment prior to the end of this period according to the rules of the Lang Mission Policy. This would have no impact on your Home Unit employment agreement.” Af ansættelseskontrakten fremgår, at klageren vil være ansat af det danske selskab, og at dette selskab ligeledes har instruktionsbeføjelsen. Desuden fremgår, at betingelserne for afslutning af ansættelsen skal være i overensstemmelse med funktionærloven og IMA. Det fremgår af IMA, at tysk ansættelsesret vil være gældende, i det omfang dette ikke er i strid med ”laws of public interest in the Host country” . Af IMA fremgår, at under udstationeringen bliver klagerens løn udbetalt af det tyske og det danske selskab med henholdsvis 41.092 euro og 248.802 kr. Af ansættelseskontrakten fremgår bl.a.: “From the 1st of July 2018 the annual net salary paid by Alstom Transport Danmark A/S will be DKK 248,802 DKK, and the annual net salary paid by the Home unit will be EUR 41,092, which will be paid out on behalf of Alstom Transport Danmark A/S. The salary will be paid monthly in arrears and will be available on the last business day of the month.” Af IMA og ansættelseskontrakten fremgår, at klageren fortsat vil være dækket af social sikring, pension og arbejdsløshedsstøtte i Tyskland. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke imødekommet anmodning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F. Som begrundelse er anført: ”(…) Det vil sige, at vederlagskravet opfyldes ved de lønkomponenter, der fremgår som garanteret af den danske virksomhed i ansættelseskontrakten. Lønudgiften til medarbejderen skal bæres af den danske arbejdsgiver, som løbende har pligt til at afregne danske skatter i henhold til kildeskattelovens §
  12. 19 Se reglerne herom i den juridiske vejledning C.F.6.1.4 samt SKM2009.310SR, der vedrører det forhold, at den danske arbejdsgiver skal være den formelle arbejdsgiver. Ved beregningen af, om du opfylder vederlagskravet kan vi derfor kun medregne de lønkomponenter, der er garanteret i ansættelseskontrakten og som den danske arbejdsgiver er forpligtet til at betale og hæfter for. Det fremgår af din kontrakt, at en del af din løn betales af den danske virksomhed og resten af den tyske virksomhed. Det fremgår endvidere, at lønnen udbetales igennem den danske virksomhed. Det forhold, at lønnen udbetales af den danske virksomhed er ikke tilstrækkeligt ift. opfyldelsen af vederlagskravet, idet det stadig er den tyske virksomhed, der reelt hæfter for lønnen. Følgende lønkomponenter danner således grundlag for beregningen: Netto løn fra den danske arbejdsgiver Det fremgår af ansættelseskontrakten, at du modtager en netto årsløn på DKK 248.
  13. Hvis vi i beregningen bruger skattesatsen for forskerskatteordningen, så udgør belø-bet brutto DKK 370.462, som kan medregnes i opfyldelsen af vederlagskravet. Den gennemsnitlige brutto månedsløn udgør herefter DKK 30.871,
  14. Husleje Det fremgår af Expat contract, at du højst modtager DKK 23.500 for en umøbleret 3værelses lejlighed og højst DKK 25.000 for en møbleret 3-værelses lejlighed. Endvidere fremgår det, at hvis den reelle husleje er mindre en det maksimale beløb, så betales kun den reelle husleje. Beløbet fremgår derfor ikke som et garanteret mindstebeløb i kontrakten, hvorfor dette beløb ikke kan medregnes i opfyldelsen af vederlagskravet. Fri telefon Det fremgår af ansættelseskontrakten, at du modtager fri telefon, hvorfor standardsat-sen på DKK 233,33 kan medregnes i opfyldelsen af vederlagskravet. Som det fremgår af ovenstående beregner vi din gennemsnitlige garanterede må-nedsløn fra din danske arbejdsgiver således: Løn DKK Fri telefon I alt DKK 30.871,83 DKK 233,33 31.105,16 Du opfylder derfor ikke vederlagskravet i kildeskattelovens § 48E, stk. 3, nr.
  15. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Idet du ikke opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 48E, stk. 3, nr. 3 kan du ikke blive beskattet under forskerskatteordningen.” Klagerens opfattelse Der er nedlagt påstand om, at anmodning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F skal imødekommes. Til støtte for påstanden er anført: ”Vi skal hermed på vegne af vores kunde, Sagsøger 2, klage over Skat-testyrelsens afgørelse vedrørende ansøgning om beskatning efter

§§ 48E-F.

20 Skattestyrelsen har afvist vores kundes ansøgning om beskatning efter

§§ 48E-F, da Skattestyrelsen mener, at minimumslønkravet ikke er opfyldt.

Skattestyrelsen har ved vurderingen af hvorvidt minimumslønkravet er opfyldt ude-holdt en del af lønnen samt arbejdsgivers tilskud til husleje i beregningen med føl-gende begrundelse:

  2. En del af lønnen udbetales ikke af dansk arbejdsgiver/ Alstom Transport Dan-mark A/S, men af et tysk koncernforbundet selskab. Ifølge ansættelseskontrakten betaler den danske arbejdsgiver et kontant huslejetilskud op til et maksimum af 23.500 kr. for en umøbleret bolig. Hvis disse løndele ikke var blevet holdt ude af beregningen, ville vores kunde opfylde minimumslønkravet og dermed være berettiget til beskatning efter

§§ 48E-F.

Det er vores opfattelse, at disse løndele ikke skal holdes ude ved beregningen af minimumslønkravet, idet vores kunde ifølge sin ansættelseskontrakt med den danske arbejdsgiver er berettiget til disse som aflønning for arbejde udført i Danmark, og fak-tisk har fået dem udbetalt, herunder huslejetilskud med det maksimale beløb, jf. den danske arbejdsgivers indberetning til Skattestyrelsen. (…) Ad. punkt 1 - del af løn udbetales af tysk selskab Faktum er, at vores kunde arbejder 100% for Alstom Transport Danmark A/S, der er omfattet af jf. SEL § 1. Der udføres ikke arbejde for det tyske koncernforbundne sel-skab og lønnen udbetales for arbejde udført for den danske arbejdsgiver. Omkostningen for den del af lønnen, der bliver udbetalt af det tyske selskab, bliver viderefaktureret fra det tyske selskab til Alstom Transport Danmark A/S, således at den danske arbejdsgiver bærer omkostningerne 100%. I henhold til SKM2019.525.LSR, jf. ovenfor, er dette tilstrækkeligt til at løn udbetalt i Tyskland skal medtages i vurderin-gen af om minimumslønkravet er opfyldt. Det er i kildeskatteloven anført, at ansættelsesforholdet skal være hos en arbejdsgiver omfattet af

§ 1eller§ 2, stk.

1, nr. 4 jf.

§ 48E, stk.

1. Af ovenstående hjemmel er der intet krav om, at lønnen udbetales af det danske sel-skab, men alene at der er en dansk arbejdsgiver. Derudover fremgår det af den juridi-ske vejledning at den danske arbejdsgiver skal have pligt til at indberette og inde-holde skat. Begge disse betingelser er opfyldt. Vores kunde har alene en dansk ar-bejdsgiver og den danske arbejdsgiver har som følge af sine arbejdsgiver-forpligtelser i Danmark indberettet løn udbetalt i Tyskland på vegne af Alstom Transport Dan-mark A/S. Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens afvisning af, at den del af lønnen som udbe-tales af det tyske selskab, ikke skal indgå i vurderingen af om vores kunde opfylder minimumslønkravet. Bruttoindkomst for løn udbetalt i Tyskland udgør 37.985,83 kr. pr. måned, svarende 61,185,23 EUR pr. år. Ad. punkt 2 - kontant huslejetilskud Skattestyrelsen har afvist at medregne det kontante huslejetilskud vores kunde har modtaget fra sin danske arbejdsgiver, idet vores kunde ifølge sin ansættelseskontrakt er berettiget til et beløb "op til 23.500 kr.", hvilket vil sige at det ikke direkte fremgår hvilket konkret beløb vores kunde vil modtage. Det er vores opfattelse, at det faktiske beløb på brutto 34.991 kr. skal medtages, med følgende begrundelse: 21 - - det følger af ansættelseskontrakten med den danske arbejdsgiver, at vores kunde er berettiget til et beløb til dækning af husleje den danske arbejdsgiver har bekræftet i form af tillæg til IMA-kontrakten, at vo-res kunde er berettiget til det maksimale beløb for en umøbleret bolig fra ansæt-telsens begyndelse vores kunde har faktisk modtaget maksimum beløbet for en umøbleret bolig fra ansættelsens begyndelse det konkrete beløb på brutto 34.991 kr. (netto 23.500 kr.) fra den danske arbejdsgiver til vores kunde fremgår af indberetning til Skattestyrelsen fra ansættelsens begyndelse. Det skal ligeledes bemærkes, at det ifølge intern praksis i det danske selskab er deres politik at de ansatte er berettiget til de beløb, der er oplyst i kontrakten. Det kontante huslejetilskud er udbetalt uanset at den faktiske leje er mindre end i det i kontrakten berettiget beløb jf. den vedlagte lejekontrakt. Med henvisning til SKM 2017.736.LSR og SKM2016.73.LSR anmoder vi om, at SANST ser på de faktiske omstændigheder når det ikke fremgår direkte i kontrakten. Af de konkrete omstændigheder fremgår det, at vores kunde ifølge sin international mobility kontrakt er berettiget til et tilskud, og at vores kunde faktisk har modtaget det maksimale huslejetilskud. Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens ansættelse til 0 kr. og beder SANST vurdere forholdet ud fra sagens faktiske omstændigheder. Konklusion Det er vores primære påstand, at Sagsøger 2 på tidspunktet for indtræden af dansk skattepligt har lønindkomst fra dansk arbejdsgiver, som opfylder minimumslønkravet. Det er vores opfattelse, at der foreligger klar dokumentation på, at Sagsøger 2 alene har en dansk arbejdsgiver, at Sagsøger 2 ifølge sine kontrakter er berettiget til en lønindkomst, som opfylder minimumslønkravet samt at de konkrete omstændigheder viser at Sagsøger 2 fak-tisk har fået lønindkomst fra begyndelsen af ansættelsen, der opfylder minimumslønkravet og dermed er berettiget til beskatning efter forskerskatteordningen, jf.

§§ 48EF.

Løn som skal indgå i vurderingen af minimumslønkravet kan opgøres således;

  3. Løn udbetalt fra Alstom Transport Danmark A/S: 248 .802 kr. (netto)= 370.461 kr. (brutto) Løn udbetalt fra Alstom Tyskland: 41.092 EUR (netto)= 61.185,23 EUR (brutto) Huslejetilskud fra Alstom Transport Danmark A/S: 282.000 kr. (netto)= 419.893 kr. (brutto) Ovenstående giver samlet 1.246.184 kr. bruttoløn, hvilket opfylder betingelserne for beskatning, jf.

§§ 48E-F.

Vi henstiller til, at der foretages en konkret vurdering af alle de faktiske forhold, der efter vores opfattelse klart dokumenterer, at Sagsøger 2 opfylder betingelserne. Vi henviser i den forbindelse til behandlingen af lignende sager tidligere afgjort af LSR, som nævnt ovenfor.” Skattestyrelsens høringssvar Skattestyrelsen har indstillet, at afgørelsen fastholdes og har anført: ”Indledningsvist skal det bemærkes, at uenigheden i denne sag er, hvorvidt kravet om en garanteret minimumsløn er opfyldt, jf.

§48E, stk.

3, nr.

  1. 22 Herudover er der en vis usikkerhed om klager stadig har en aktiv ansættelse i den udenlandske virksomhed (se herom afsnit om social sikring). Sagsbehandling af anmodning om registrering på forskerskatteordningen Skattestyrelsen tilstræber en kort sagsbehandlingstid, hvilket vil betyde, at der for nogle ansøgere muligvis ikke foreligger indberetninger til e-indkomst endnu, men at der blot foreligger en ansættelseskontrakt der kan tages stilling til. Dvs. ved nye anmodninger bør der kun lægges vægt på den indsendte ansættelses-kontrakt og de faktiske forhold på tidspunktet for ansættelsen og ikke på de faktiske forhold, der er tilgængelig flere måneder efter ansættelsen. Hvis der også skal lægges vægt på forhold der ligger efter ansættelsestidspunktet vil det betyde, at sagsbehandlingen skal ske efter årsskiftet i hver enkelt sag, for at kunne vurdere om kravet om den gennemsnitlige månedsløn pr. indkomstår er overholdt. Ydermere skal der så ske sagsbehandling for hvert indkomstår, når minimumslønnen ikke er garanteret i ansættelseskontrakten. Det betyder for denne sag, at der skal lægges vægt på den indsendte ansættelseskon-trakt og om denne opfylder kravene om minimumslønnen. (…) Faktiske forhold Som omtalt ovenfor bør der kun lægges vægt på den fremsendte ansættelseskontrakt og ikke lønindberetningerne, da disse kan justeres efter ansættelsen og det gør sagsbehandlingen umuligt, hvis ikke den fremsendte ansættelseskontrakt skal kunne lægges til grund og der skal tages stilling til fremtidige lønindberetninger. SKM2019.525LSR vil blive kommenteret nedenfor under afsnittet Retspraksis. Det fremgår ikke af den fremlagte ansættelseskontrakt, at der sker viderefakturering fra den udenlandske virksomhed til den danske. Lønnen fremgår af kontraktens pkt. 5.1 ”From the 1st of July 2018 the annual net salary paid by Alstrom Transport Danmark A/S will be DKK 248.802, and the annual net salary paid by the Home unit will be EUR 41.092, which will be paid out on behalf of Alstrom Transport Danmark A/S. The salary will be paid monthly in arrears and will be available on the last business day of the month.” Dvs. at den danske arbejdsgiver kun garanterer en løn på DKK 248.802 pr. år. Den udenlandske virksomhed garanterer et årligt beløb på EUR 41.092, men det fremgår ikke af kontrakten, at det er den danske virksomhed, der hæfter for udbetalingen af lønnen eller den viderefaktureres, men blot at udbetalingen sker igennem den danske virksomhed. Ved almindelig domspraksis ville klageren dermed ved en dansk domstol kun have krav på at modtage et årligt beløb på DKK 248.802 fra den danske virksomhed. Den danske virksomhed vil med kontraktens ordlyd ikke blive pålagt også at betale den del, som den udenlandske virksom- hed hæfter for. Dvs. den danske virksomhed hæfter efter kontrakten kun for DKK 248.
  2. Løntillægget vedr. husleje fremgår ikke af den danske ansættelseskontrakt, men af International Mobility Agreement pkt.
  3. 23 Der fremgår kun et ”op til” beløb, hvorfor det ikke er et fast og garanteret beløb. Dette beløb kan således ikke medregnes i opgørelsen af minimumskravet, da ansættelseskontrakten og alle lønkomponenter, der skal danne grundlag for beregningen af minimumskravet skal være på plads inden ansættelsens start. Se herom SKM2016.73LSR, SKM2017.736LSR samt 2018.649ØLR. I klagen er der henvist til, at der skal tages hensyn til de ”faktiske omstændigheder” og dermed menes indberetningerne fra eIndkomst. Det bemærkes, som ovenfor nævnt, at dette er uhensigtsmæssigt i sagsbehandlingen – ikke kun i denne sag, men generelt. Det følger af praksis og forarbejderne som ovenfor anført, at det skal kunne læses ud af ansættelseskontrakten og evt. andre kontrakter indgået inden ansættelsens start, hvad der er aftalt mellem parterne og herunder især hvilke lønkomponenter er garan-teret fra den danske arbejdsgiver. Social sikring Der fremgår følgende af kontraktens pkt. 6.1 ”The Home unit will maintain the Employee in their social security, pension, health insurance, collective agreement and unemployment scheme. The employee is enrolled in the International Medical Plan currently CIGNA. Private insurance - corrected” Endvidere fremgår det af International Mobility Agreement pkt. 6 ”You will be covered under the following schemes: - You will be maintained in the Home social security, pension and unemployment scheme You will be enrolled in the International Medical Plan: currently CIGNA (CFE Group) You will be covered by the Emergency Health & Safety Assistance: International SOS Contributions to these voluntary plans will be paid entirely by the Company, based on your Home Unit Gross Reference Base Salary and Short Term Incentive.” Dvs. der er formodning for, at den udenlandske virksomhed betaler en del af lønnen for at denne kan danne grundlag for indbetaling til den sociale sikring i hjemlandet. Klager anses derfor for at have bibeholdt den sociale sikring i hjemlandet. Som det fremgår af Forordning 883/2004 Art. 12, stk. 1 samt praktisk vejledning om social sikring udarbejdet af den europæiske kommission i 2013 kan man kun opret-holde sin sociale sikring i hjemlandet i en periode på højst 24 måneder, hvis man ud-fører arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i udlandet. Idet det fremgår af kontrakten, at den sociale sikring i hjemlandet er bibeholdt er der formodning for, at der udføres arbejde for den udenlandske arbejdsgiver i Danmark, hvorfor ansættelsen må være aktiv i hjemlandet. Der henvises i øvrigt til SKM2018.649ØLR, hvor der i præmisserne lægges stor vægt på den sociale sikring af medarbejderen. 24 Dette forhold understøtter argumentationen om, at den danske virksomhed kun er forpligtet til at betale deres andel iht. kontrakten og at det dermed kun er den del, der kan medregnes ved opgørelsen af minimumskravet. Hvis der af kontrakten fremgik viderefakturering til den danske virksomhed på grundlag at arbejde udelukkende er udført for den danske arbejdsgiver, så var opret-holdelsen af den sociale sikring i hjemlandet ikke muligt, idet ansættelsen i hjemlan-det (jf. ovenfor) skal være aktiv. Der er på intet tidspunkt i sagsbehandlingen fremlagt dokumentation for at der er af-talt viderefakturering mellem virksomhederne. Det forhold, at en kontrakt bliver formuleret således at undgå at miste den sociale sik-ring i hjemlandet kan ikke føre til et andet resultat ved bedømmelsen af, om lønkom-ponenter er garanteret fra den danske arbejdsgiver. Retspraksis I klagen er der nævnt følgende afgørelser fra Landsskatteretten: SKM2017.736LSR, SKM2016.73LSR samt SKM2019.525LSR, som bliver kommenteret herunder: Ad SKM2017.736LSR Denne sag vedr. en konkret vurdering ud fra sagens oplysninger ved påbegyndelsen af ansættelsen ift. om der er dansk ansættelse. Dvs. sagen drejer sig ikke om hvorvidt et lønkrav er opfyldt iht. det der står i en ansættelseskontrakt, men blot hvorvidt en medarbejder skal betragtes for at have dokumenteret en dansk ansættelse. De faktiske forhold i denne sag kan derfor ikke sidestilles med de faktiske forhold som klager vil gøre gældende i denne konkrete sag. Ad SKM2016.73LSR Denne sag vedrører ligeledes det faktum om det er dokumenteret, at der er en dansk ansættelse. Vurderingen af, om der er dansk ansættelse er ikke den samme vurdering som om vederlagskravet er opfyldt. Lønkomponenterne skal tydeligt fremgå af ansættelseskontrakten ved ansættelsens påbegyndelse og skal være et garanteret beløb for at det kan medregnes. Det er uhensigtsmæssigt at lønkomponenter fra en udenlandsk arbejdsgiver skal medregnes på trods af, at den danske virksomhed ikke hæfter for denne og på trods af, at der er formodning for at den udenlandske ansættelse er aktiv for den sociale sikring. Ligeledes er det uhensigtsmæssigt, at lønkomponenter ”op til” skal medregnes, idet disse beløb ikke er garanteret og dermed kan justeres i løbet af ansættelsen. Bonus, der ikke er garanteret i kontrakten kan ifølge retspraksis og forarbejder heller ikke med-regnes i vederlagskravet, idet beløbet ikke er kendt og kan være forskellig fra år til år – ligesom dette løntillæg om betalt husleje. Ad SKM2019.525LSR Denne sag vedr. blandt andet opfyldelsen af vederlagskravet iht. kontrakten, hvor der også udbetales en del af lønnen af den danske virksomhed og en del af den udenland-ske virksomhed. 25 Forskellen er dog, at sagen vedrører en forlængelse af en medarbejder, der allerede var registreret på forskerskatteordningen. Kontrakten i denne sag var uændret, hvorfor sagen er afgjort på klagerens forventning om registrering på ordningen. Herudover er det ved sager om forlængelse således, at der ved ansøgningen foreligger tidligere data og lønindberetninger. Ved en ny ansættelse og dermed en ny anmod-ning kan der kun lægges ansættelseskontrakten til grund. Da klageren i denne sag ved en fejl blev registreret på ordningen har klageren haft en forventning om at kunne blive registreret på uændrede vilkår, hvorfor det er opfattel-sen, at sagen er afgjort på forventningsprincippet. Det er derfor opfattelsen, at denne sag ikke kan sammenlignes med denne konkrete sag, da denne konkrete sag vedrører en ny ansættelse. Der er i klagen på side 3 fremført, at ”Vi konkluderer ud fra de nedenstående afgørel-ser, at når den fornødne skriftlige klarhed ikke har tilvejebragt et så sikkert grundlag at forholdet kunne anses for sandsynliggjort, kan de faktisk omstændigheder indgå i en vurdering af, hvorvidt betingelser for beskatning efter forskerskatteordningen er opfyldt.” Det bemærkes som det første, at sagerne som omtalt vedrører selve den danske ansæt-telse og som det andet, at der i denne konkrete sag netop er tilvejebragt et sikkert grundlag. Ansættelseskontrakt og International Mobility Agreement er fremlagt i sa-gen, hvoraf lønkomponenterne og hæftelsen fremgår. Der er derfor ikke tvivl om, at den danske arbejdsgiver i denne konkrete sag udeluk-kende hæfter for betaling af sin andel af lønnen og dermed også kun garanterer den del af lønnen. Konklusion Som det fremgår af ovenstående har sagen været fuldt oplyst med ansættelseskon-trakt og International Mobility Agreement. Der er ikke fremlagt dokumentation om viderefakturering, heller ikke efter klageren har modtaget forslag til afgørelse. Der har derfor ikke været tvivl om ansættelsens sammensætning, idet denne tydeligt fremgår af ansættelseskontrakten. Vederlaget er efter kontrakten delt op i en del, som den danske virksomhed garante-rer og hæfter for og en del som den udenlandske virksomhed garanterer og hæfter for. Efter

§ 48E, stk.

1 sammenholdt med

§48E, stk.

3, nr. 3 skal der være en dansk ansættelse og den danske virksomhed skal garantere lønnen, som skal opfylde minimumskravet. Den danske virksomhed hæfter i denne konkrete sag kun for en løn på DKK 248.802 samt fri telefon som tilsammen ikke opfylder vederlagskravet i

§48E, stk.

3, nr. 3.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar Af klagerens repræsentants bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar fremgår: ”Løndele fra udenlandsk koncernforbundet selskab I Skattestyrelsens udtalelse stilles der spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er Alstom Transport Danmark A/S, der afholder hele Sagsøger 2's løn, eller om der er tale om, at vores 26 kunde bevarer sin ansættelse i den udenlandske virksomhed. Vi skal informere Skatteankestyrelsen om, at der er tale om en reel lokal ansættelse i det danske selskab, hvor Sagsøger 2 udfører 100 % arbejde for det danske selskab, og at alle løndele indberettes, og der indeholdes skat af det danske selskab for 100 % af lønnen. Det er derfor vores opfattelse, at alle løndele er en del af aflønningen for det arbejde, der udføres i Dan-mark, og dermed skal indgå i vurdering af minimumslønnen. Dette uanset hvilket koncerninternt selskab der har stået for udbetalingen. Vi henviser til de faktiske for-hold, da det fremgår af disse, at alle lønelementer er indberettet til Skattestyrelsen af det danske selskab. Idet Sagsøger 2 faktuelt er berettiget til 109.316 kr. per måned i 2018 og 98.155 kr. per måned i 2019 i gennemsnit, opfylder Sagsøger 2 betingelserne for beskatning, jf.

§§ 48E-F.

Udbetaling af en del af lønnen i udlandet skyldes alene, at der er tale om koncernforbundne selskaber, som har gjort det muligt, og det har alene været aftalt af praktiske årsager af hensyn til Sagsøger 2's personlige forhold og ikke som anført af Skattestyrelsen for arbejde udført for det udenlandske selskab. Hele lønnen er medtaget til dansk beskatning for arbejde udført i Danmark for det danske selskab. I denne konkrete sag er der tale om lokal dansk ansættelse, og der skal alene udføres arbejde 100% for det danske selskab. Vi stiller os derfor uforstående over for Skattestyrelsens indikation af, at udbetaling af løndele fra et koncerninternt selskab skulle tilsidesætte det danske ansæt-telsesforhold. Der er ingen grund til at betvivle, at hele lønnen i sidste ende afholdes af det danske selskab. Beløbet på EUR 41.092, der af praktiske årsager udbetales fra hjemlandet, er ”paid out on behalf of Alstom Transport Danmark A/ S” , hvilket fremgår af kontrak-tens § 5, stk.

  1. Dette beløb skal derfor medregnes ved opgørelsen af, om mini-mumslønkravet er opfyldt. Social sikring I Skattestyrelsens udtalelse sætter Skattestyrelsen yderligere spørgsmålstegn ved Sagsøger 2's udstationering til Alstom Transport Danmark A/S, da Skattestyrelsen skriver: ’’at den sociale sikring i hjemlandet er bibeholdt er der formodning for, at der udføres arbejde for den udenlandske arbejdsgiver i Danmark, hvorfor ansættelse må være ak-tiv i hjemlandet.’’ Vi skal gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at vores kunde er udstationeret til Alstom Transport Danmark A/S i en forventet periode af 24 måneder, hvorfor vores kunde kan forblive social sikret i sit hjemland i henhold til Forordningen 883/2004 art. 12, stk.
  2. Vi henviser til Sagsøger 2's international mobility agreement, sektion
  3. Vi skal derudover gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at Sagsøger 2 godt kan være omfattet af sit hjemlands sociale sikring i 2 år, hvilket ikke er til hinder for brug af

§ 48E-F.

Vi henviser til EU forordningen nr. 883/2004 artikel 12, pkt.

  1. ’’…er fortsat omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder…..’’, hvor vi skal gøre Skattean-kestyrelsen opmærksom på, at der i Sagsøger 2's kontrakt, §1,
  2. sektion, står følgende: ’’The forecasted duration of your assignment is for 24 months, starting on July 1st, 2018 …..’’. Det fremgår af den juridiske vejledning, pkt. 6.1.4 at: ’’Ansættelsesvilkårene kan være fastsat enten i en lokalkontrakt direkte med en dansk arbejdsgiver eller i en udstationeringskontrakt med en udenlandsk virksomhed om arbejde for en dansk enhed i koncernen.’’, hvorfor det, at Sagsøger 2 er omfattet af sit hjemlands sociale sikring, ikke skal have nogen betydning for, om Sagsøger 2 kan være omfattet af

§ 48E-F.

Minimumslønnen 27 Den løn, der er anført i den danske ansættelseskontrakt, omfatter såvel et nettoløb på DKK 248.805 samt et nettobeløb på EUR 41.

  1. Selv med en lavt sat valutakurs på 1 EUR = 7,45 svarer det t il en samlet nettoløn på DKK 554.
  2. Efter opgrosning med dansk 27% skat samt AM-bidrag svarer det til en bruttoløn på DKK 826.296 – eller DKK 68 .858 pr. måned. Lønnen opfylder således allerede af den årsag minimumskriteriet for, at Sagsøger 2 kan være omfattet af

48 E-F – uden at der tages højde for boligtillægget. Derudover mener vi, at der er tale om ændret administrativ praksis fra Skattestyrel-sens side, da der tidligere er godkendt kontrakter med enslydende ordlyd med garan-terede løndele anført med ”op til” . Det er fortsat vores opfattelse, at når en løn del er garanteret ”op til” , skal det faktiske beløb medregnes ved opgørelsen af, om mini-mumskravet er opfyldt. Skattestyrelsen har som led i deres ændrede administrative praksis ændret blanketten for ansøgningen for beskatning efter

§ 48E-F fra 1.

januar

  1. På blanketten står der direkte nu at løndele ”op til” ikke tæller med længere. Det er dog ikke på anden vis offentliggjort varsel om den ændrede administrative praksis. Retspraksis I SKM.2017.746.LSR bliver LSR enige med Skattestyrelsen i, at der som udgangspunkt skal foreligge en ansættelseskontrakt fra ansættelsens start fra en dansk arbejdsgiver, hvoraf den aftalte løn fremgår. Vi henviser herved til vores kundes danske kontrakt 5.1, hvoraf den løn, som Alstom Transport Danmark A/S udbetaler t il Sagsøger 2, og som Alstom Transport Danmark A/S er forpligtet til at udbetale til Sagsøger
  2. I SKM2019 .525LSR fremgår det ingen steder af afgørelsen, at afgørelsen er afgjort på forventningsprincippet. Derimod bekræfter LSR, at klager var i et dansk ansættelsesforhold, hvor 100% af lønnen bliver indberettet og afholdt af det danske selskab, selvom en del af lønnen blev udbe- talt fra klagers udenlandske arbejdsgiver, da den udenlandske arbejdsgiver viderefakturerer lønudbetalingen fra det italienske selskab til den danske arbejdsgiver, hvilket også er tilfældet i denne sag.” Supplerende udtalelse fra Skattestyrelsen Skattestyrelsen har den
  3. april 2020 fremsendt supplerende udtalelse, hvoraf fremgår: ”Vi har for nyligt modtaget to nye afgørelser fra LSR, som er relevante i de nedenstå-ende sager. Det er samme arbejdsgiver og kontrakter det drejer sig om, hvorfor rådgi-veren nok vil henvise til de nye afgørelser. Vi mener, at de er forkerte og derfor vil jeg gerne have lov til at kommentere dem. Sagerne læner sig op ad afgørelsen SKM2019.525LSR, som jeg har kommenteret i mine udtalelser og hvor det stadig er opfattelsen, at denne sag er afgjort på forventnings-princippet og ikke de øvrige omstændigheder i sagen. De nye sager har sagsnummer (…) og handler om de samme problemstillinger som sagerne nævnt nedenfor. I disse sager skriver LSR i dennes præmisser, at det er en ”betingelse for anvendelse af forskerskatteordningen, at vederlagskravet er opfyldt i henhold til ansættelseskon-trakten ved ansættelsesforholdets påbegyndelse.” Herudover henviser LSR i præmis-serne til, at ”lønudbetalingen fra (den udenlandske virksomhed) skal indgå i opgørel-sen af vederlagskravet, såfremt der er sket viderefakturering.” I hele sagsforløbene har klageren ikke anført eller dokumenteret, at der er sket videre-fakturering af beløbene. Endvidere stadfæster LSR i alle sager om forskerskatteord-ningen, at vederlagskravet skal være opfyldt iht. ansættelseskontrakten inden ansæt- 28 telsens påbegyndelse. Derfor må viderefakturering fremgå direkte af ansættelseskontrakten eller alternativt blive fremlagt en aftale mellem virksomhederne, der er ind-gået før ansættelsens start. Ydermere synes det at social sikrings reglerne skal omgås, således at klagerne stadig kan være omfattet af social sikring i hjemlandet. Især mhp. den sociale sikring, så er der også argumenter for, at der er tale om arbejds-udleje i kontrakterne, idet klagerne kan anses for fortsat at være i ansættelsesforhold i den udenlandske virksomhed. Og arbejdsudleje kan ikke omfattes under forskerskat-teordningen. Det er derfor fortsat vores opfattelse, at beløbet af den udenlandske virksomhed ikke kan medregnes. Herudover fremhæver LSR i sine præmisser, at de beløb, som i ansættelseskontrakten er kendetegnet som ”op til” -beløb (dvs. ikke garanterede beløb) skal medregnes med de faktiske omkostninger. Dette synes at være i modstrid med præmissen om, at vederlagskravet er opfyldt i henhold til ansættelseskontrakten ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, idet vi i ansættelseskontrakten kun kan gå ud fra de garanterede beløb – ligesom med bonusordninger. Ift. dækning af husleje er der først udarbejdet et tillæg til kontrakten efter ansættelsens start – dvs. beløbet har ikke været aftalt og garanteret før påbegyndelse af ansættelsen. Der vil således være en periode i starten af ansættel-sen, hvor medarbejderen ikke af arbejdsgiver er sikret et højt nok vederlag. Dette synes at gå imod præmissen om, at vederlaget skal være aftalt inden første ar-bejdsdag. Vi mener derfor ikke, at det af tillægget aftalte beløb kan tælles med i opgø-relsen. Herudover henviser jeg til naturligvis til mine udtalelser, og herunder især iht. kontraktens udformning, der danner grundlaget for sagsbehandlingen samt afsnit om so-cial sikring.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse Repræsentanten har den
  4. januar 2021 sendt en supplerende udtalelse, hvoraf fremgår: ”Dokumentation for faktisk betalt husleje Vi henleder venligst Skatteankestyrelsen til vores bemærkninger af
  5. marts 2020, side 2, overskrift ”Minimumslønnen” , hvor vi anfører, at minimumslønnen er opfyldt alene på baggrund af Sagsøger 2's løn udbetalt i DKK og EUR. Vi kan bekræfte, at der sker en opgrossning af Alstom Transport Danmark A/S’s andel af lejeudgiften. Denne betaling fremgår IMA aftalen. Sagsøger 2 bliver herefter trukket for den fulde lejeudgift inkl. vand, varme etc. i sin nettoløn. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at lønkravet er opfyldt allerede uden der tages hensyn til dette beløb. Har Skatteankestyrelsen i denne forbindelse brug for yderligere dokumentation, står vi til rådighed. Bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse Udover ovenstående to punkter, kommer Skattestyrelsen i deres supplerende udta-lelse ind på følgende punkter; social sikringsregler, arbejdsudleje, ”op til” beløb og dækning af husleje. For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at vi ikke er enige og vi henviser venligst til vores bemærkninger af
  6. marts 2020 og klage af
  7. november
  8. Til det sidste punkt om dækning af husleje anfører Skattestyrelsen: ”Ift. dækning af husleje er der først udarbejdet et tillæg til kontrakten efter ansættelses start …” . Vi kan bekræfte, at der ikke er udarbejdet et tillæg til kontrakten og kun de to kon-trakter, ”International Mobility Agreement” og ”Employment Contract” , der henvises til i vores klage af
  9. november 2019 er indgået.” 29 Klagerens repræsentants bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og sagsfremstilling Repræsentanten har den
  10. september 2021 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”Vederlagskrav Skatteankestyrelsen noterer, at der ikke er fremsendt dokumentation for, hvilket beløb Sagsøger 2 har fået udbetalt i huslejetilskud. Det er fortsat vores opfattelse, at det faktiske beløb på brutto 34.991 kr. skal medtages. Vi henviser til tidligere begrundelser, men vil i denne forbindelse fremhæve, at det konkrete beløb på brutto 34.991 kr. (netto 23.500 kr.) fra den danske arbejdsgiver til vores kunde fremgår af indberetning til Skattestyrelsen fra ansættelsens begyndelse. Vi bemærker, at vi er enige i Skatteankestyrelsens vurdering af, at vederlagskravet i øvrigt er opfyldt og har ikke yderligere kommentarer til denne del. Social sikring / dansk ansættelse Vi bemærker venligst, at Sagsøger 2 er fra Tyskland og der er altså på ingen måde kan være tale om fransk social sikring. Skatteankestyrelsen mener, at Sagsøger 2 ikke har en dansk ansættelse, da han forbliver på tysk social sikring. Som tidligere nævnt, gør vi opmærksom på, at vores kunde er udstationeret til Alstom Transport Danmark A/S i en forventet periode af 24 måneder, hvorfor vores kunde kan forblive social sikret i sit hjemland i henhold til Forordnin-gen 883/2004 art. 12, stk.
  11. At være omfattet af sit hjemlands sociale sikring i 2 år er ikke til hinder for brug af

§§ 48

E-F – der kan ikke sættes lighedstegn mellem udenlandsk social sikring og ingen dansk ansættelse. Af juridiske vejledning, pkt. 6.1.4 fremgår følgende: ’’Ansættelsesvilkårene kan være fastsat enten i en lokalkontrakt direkte med en dansk arbejdsgiver eller i en udstationeringskontrakt med en udenlandsk virksomhed om arbejde for en dansk enhed i koncernen.’’ Skatteankestyrelsens konklusion om, at der ikke kan foreligge en dansk ansættelse på baggrund af, at Sagsøger 2 er omfattet tysk social sikring virker ikke i overensstemmelse med loven. Det er således positivt nævnt i

§ 48F, stk.

3 at obligatoriske udenland-ske sociale bidrag ikke skal med- regnes i grundlaget for indeholdelse af skat efter

§ 48F, stk.

1. Denne bestemmelse (i

§ 48F, stk.

3) giver ikke nogen mening, hvis det ikke er muligt at være omfattet af forskerordningen samtidig med at man er omfattet af udenlandsk social sikring. Det fremgår endvidere af juridisk vejledning, pkt. 6.2.2 at: ”Dokumenterede udgifter til obligatoriske udenlandske sociale bidrag, som er omfattet af LL § 8 M, stk. 2-3, fratrækkes inden beregning af A-skat af den indkomst, der beskattes under forskerskatteordningen, hvis medarbejderen - er fuldt skattepligtig til Danmark og - ikke er hjemmehørende i en fremmed stat, Grønland eller Færøerne efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst og er omfattet af - social sikringslovgivning i udlandet i medfør af EU's forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor EU eller 30 - social sikringslovgivning i udlandet i medfør af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt.” Udenlandsk social sikring kan således ikke begrunde, at der ikke foreligger en dansk ansættelse og dermed en afvisning af beskatning efter

§§ 48E-F.

Retspraksis Som Skattestyrelsen tidligere har henvist til, vil vi til sidst også henvise til følgende 3 afgørelser fra Landsskatteretten: - SKM2019.525.LSR - Afgørelse fra Landsskatteretten af

  1. april 2020 (sagsnr. 18-0006222) - Afgørelse fra Landsskatteretten af
  2. april 2020 (sagsnr. 18-0006221) SKM2019.525.LSR var en sag om forlængelse af beskatning under

§§ 48E-F, hvor de to næste var oprindelige ansøgninger.

Alle tre afgørelser har dog det til fælles med denne, at der er tale om samme arbejdsgi-ver og enslydende kontrakter. Det medfører, at der i alle tre afgørelser er tale om en dansk arbejdsgiver, hvor lønkravet er opfyldt – ligesom det er vores opfattelse, at der også er en dansk arbejdsgiver (og lønkravet er opfyldt) i denne sag.” I udtalelse af

  1. september 2021 har Skattestyrelsen supplerende anført: ”Skattestyrelsens begrundelse/vurdering Skattestyrelsen har givet afslag på en anmodning om beskatning efter kildeskatte-lovens §§ 48 E-F, da klager ikke opfylder vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr.
  2. Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Ansættelsesforholdet Det fremgår af International Mobillity Agreement (IMA), at klager fortsat vil være an-sat af det franske selskab, ”but will be assigned to work for” det danske selskab. Det fremgår ikke, at ansættelsesforholdet med det franske selskab anses for hvilende, eller at klageren anses for at være på orlov under opholdet i Danmark. Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at det ikke ud fra IMA eller den danske ansættelseskontrakt er muligt at udlede om det danske selskab har beføjelse til at afslutte udstationeringen. Endvidere fremgår det, at klager under opholdet i Danmark vil forblive omfattet af de franske sociale sikringsordninger. Det fremgår af Forordning 883/2004 Art. 12, stk. 1 samt praktisk vejledning om social sikring udarbejdet af den europæiske kommission i 2013, at en person kun kan opret-holde sin sociale sikring i hjemlandet i en periode på højst 24 måneder, hvis denne ud-fører arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i udlandet. Da det af kontrakten fremgår, at den sociale sikring i hjemlandet er bibeholdt, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der udføres arbejde for den udenlandske arbejdsgiver i Danmark, hvorfor ansættelsen må være aktiv i hjemlandet. 31 Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har godtgjort, at han var i et ansættelsesforhold med det danske selskab og han kan derfor ikke beskattes efter de dagældende regler i kildeskattelovens §§ 48 E og F. Vederlagskravet Derudover er det en betingelse for anvendelsen af kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, at vederlaget i penge i henhold til ansættelseskontrakten som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på mindst 59.500 kr. (2010-niveau) om måne-den, hvilket reguleres efter personskattelovens § 20, hvortil kommer bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 4, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 3, nr.
  3. Det aktuelle grundbeløb i 2018 var 65.100 kr. pr. måned. Ifølge ansættelseskontrakten er det danske selskab forpligtet til at udbetale en årlig nettoløn på 248.802 kr., svarende til en årlig bruttoløn på 370.462 kr. Desuden fremgår det, at klager vil få udbetalt en årlig nettoløn på 41.092 euro fra det tyske selskab, sva-rende til en årlig bruttoløn på 456.024 kr. Det er en forudsætning for at vederlagskravet er opfyldt, at det er kun den løn, som den danske arbejdsgiver i henhold til kontrakten forpligter sig til at udbetale til ar-bejdstageren, der medtages ved opgørelsen af minimumslønkravet. Det fremgår af SKM2019.525.LSR, at Landsskatteretten har accepteret, at en lønudbetaling fra en udenlandsk, koncernforbunden virksomhed kan indgå i opgørelsen af vederlagskravet, hvis udbetalingen er viderefaktureret til det danske selskab. Derved vil klagerens fulde lønindtægt i realiteten være båret af den danske arbejdsgiver. Da der er fremsendt fakturaer, der viser, at der er viderefaktureret løn fra det tyske selskab til det danske selskab, er Skattestyrelsen enig med Skatteankestyrelsen i, at klagers fulde lønindtægt bæres af den danske arbejdsgiver. Hvis klager var i et ansæt-telsesforhold med det danske selskab, ville det derfor være den samlede løn i henhold til ansættelseskontrakten, der skulle medregnes ved opgørelsen af vederlagskravet, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3 og klager opfylder derfor isoleret set vederlagskravet. Da klager imidlertid jf. ovenfor, ikke kan anses for at være i et ansættelsesforhold med det danske selskab, har det imidlertid ikke betydning, at vederlagskravet er opfyldt. Klager opfylder derfor ikke betingelserne for en beskatning efter kildeskattelovens § §48 E-F.” Landsskatterettens afgørelse Personer, som bliver skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med påbegyndelse af et ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver, som er omfattet af kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4, selskabslovens § 1, § 2, litra a, eller § 3, fondsbeskatningslovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, kan vælge at blive beskattet af vederlag i penge, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, efter § 48 F, jf. den dagældende kildeskattelovs § 48 E, stk.
  4. Bestemmelsen er ændret med virkning fra den
  5. januar 2019, jf. lov nr. 1432 af
  6. december 2018 (Afbureaukratisering af forskerskatteordningen). Af IMA fremgår, at klageren fortsat vil være ansat af det tyske selskab, ”but will be assig-ned to work for” det danske selskab. Desuden fremgår, at ”The company” kan afslutte udstationeringen før tid i overensstemmelse med reglerne i ”Long Mission Policy” . Af den danske ansættelseskontrakt fremgår, at betingelserne for afslutning af ansættelsen skal være i overensstemmelse med funktionærloven og IMA. 32 Retten bemærker, at en sædvanlig og væsentlig arbejdsgiverbeføjelse er muligheden for at afslutte ansættelsesforholdet. Retten lægger til grund, at det danske selskab i medfør af IMA har ret til at afslutte udstationeringen. Det fremgår imidlertid, at dette ikke vil have betydning for klagerens ansæt-telse i det tyske selskab. Retten finder derfor, at ansættelsesforholdet med det tyske sel-skab ikke kan anses for hvilende under klagerens ophold i Danmark. Det fremgår desuden, at klageren under opholdet i Danmark forbliver omfattet af de ty-ske sociale sikringsordninger. Hertil bemærker retten, at det af EU-forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger (Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 2004-04-29, 883/2004) artikel 12, pkt. 1, fremgår, at en person, der har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for en arbejdsgiver, som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat, og som af denne arbejdsgiver udsendes i en anden medlemsstat for dér at udføre et arbejde for hans reg-ning, fortsat er omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at va-righeden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder, og at den pågældende ikke udsendes for at afløse en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet. Under disse omstændigheder finder retten det ikke afgørende, at IMA er underskrevet af det danske selskab, eller at instruktionsbeføjelsen er tillagt det danske selskab. Samlet set finder retten det herefter ikke godtgjort, at klageren var i et reelt ansættelsesforhold med det danske selskab. Klageren kan derfor ikke beskattes efter de dagældende regler i kildeskatte- lovens §§ 48 E og F. Retten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. …” Forklaringer Der er afgivet forklaringer af Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Vidne. Sagsøger 1 har forklaret blandt andet, at han fik ingeniøruddan-nelsen på én af Frankrigs bedste skoler, hvorefter han i 1998 startede med at ar-bejde. Han specialiserede sig i projektledelse og har nu i 27 år arbejdet i hen-holdsvis energisektoren og jernbanesektoren. I 24 år har han primært arbejdet med jernbaner, heraf 20 år som projektleder. Før han blev ansat i Alstom, arbej-dede han for virksomheder, som blev opkøbt af Alstom. På hans lønseddel står, at han har arbejdet i 25 år for Alstom. Udstationeringen til Danmark fra den
  7. august 2018 –
  8. juli 2021 kom i stand, fordi han af personlige grunde ønskede at få erfaring i udlandet. Derfor henvendte han sig til HR-afdelingen i Frankrig om sit ønske om udstationering i Europa og især i de nordiske lande. Der var muligheder i Oslo og i København på jernbanernes ERTMS-projekt, som han arbejdede med. Han søgte og fik stillingen i København. Han underskrev International Mobility Agreement (IMA). Dateringen den
  9. maj 2018 er korrekt. 33 Han underskrev Employment Contract med Alstom Transport Danmark A/S. Dateringen den
  10. juli 2018 er korrekt. Mens han var i Danmark, arbejdede han udelukkende for Alstom Transport Danmark A/S som projektleder på Banedanmarks projekt med udrulning af ERTMS. Han arbejdede på danske projekter, for danske kunder og med danske operatører. Mens han arbejdede i Danmark, havde han ingen kontakt med Al-stom i Frankrig, og han arbejdede ikke for det franske selskab. I Frankrig havde han arbejdet med ATP (Automatic Train Protection), som udvikledes fra Aix en Provence. Han overleverede sine opgaver til to kolleger med henholdsvis tekniske og kommercielle kompetencer, sådan at opgaverne blev delt mellem de to. Jobbet i Frankrig blev således varetaget af andre, efter at han blev udstationeret. Da kontrakten udløb efter 3 år, ville familien og han gerne tilbage til Frankrig. Hans hustru havde bevaret sit job i Frankrig. De havde udlejet deres bolig i Frankrig. Professionelt var der sket store fremskridt med projektet. Da han vendte tilbage til Frankrig, kom han ikke tilbage til den samme stilling, men fik en god stilling. I 2019 fik Alstom tildelt en stor kontrakt med et projekt til me-troen i Marseille. Han blev projektleder på det projekt. Han bor igen samme sted som før mellem Marseille og Aix en Provence. Alstom Transport Danmark A/S’ adresse på Amerika Plads, som er nævnt i den lokale ansættelseskontrakt, var hans arbejdssted, mens han var i Danmark. 90 pct. af arbejdstiden i Danmark var han på kontoradressen. Ellers var han andre steder i Danmark, f.eks. i Langå for DSB og i Varde for Arriva. Han var også i Roskilde. To dage hver
  11. måned var han i Belgien, fordi ERTMS-teknologien er udviklet i Belgien, og projektet i Danmark blev udviklet med et konsortium i Belgien. Bortset fra dagene i Belgien var han i Danmark og holdt kun jul i Frankrig. Som beskrevet i IMA, var hans titel Project Manager, og han refererede til Managing Director Person 1, der er franskmand og vist nok ingeniør, og som kom til Danmark i begyndelsen af
  12. Han var til jobsamtale hos Person 1, som han ikke kendte på forhånd. Person 1 var hans leder, og Person 1 var der stadig, da han selv rejste. De holdt møder hver uge, hvor de udviklede strategier mv. Person 1 satte performancemål for ham, evaluerede ham og havde instruktionsbeføjelse over ham, men han havde selv erfaring og instruerede andre medarbejdere. Når der skulle træffes beslutninger, diskuterede de det – også med andre ingeniører. Han deltog på lige fod med alle andre ansatte i Danmark og organiserede også selv f.eks. teambuilding-aktiviteter. 34 Som beskrevet i den lokale ansættelseskontrakt pkt. 5.1, var lønnen opdelt i betaling af 34.052 euro årligt fra det franske selskab og 439.392 kr. fra det danske selskab. Han er ikke helt sikker på, hvorfor lønnen var opdelt sådan, men i Alstom var det sådan, at man under udstationering i et andet land fik en del af lønnen udbetalt fra værtslandet. Han havde købt hus i Frankrig og skulle betale lån på huset. Lønnen blev opdelt efter en beregning med Mercers leveomkostningsindeks. Det var nemmere at få en del af lønnen i euro, sådan at han ikke skulle veksle fra danske kroner til euro for at betale lånet i huset i Frankrig. Det var ikke så vigtigt for ham, at han ifølge den lokale ansættelseskontrakt pkt. 6 stadig var socialt sikret i Frankrig, fordi den sociale sikring i Danmark er god. Det drejede sig mere om pensionen, da det ville påvirke hans pension negativt, hvis han ikke fortsat fik indbetalt til pension. Dette var en betingelse for ham for at lade sig udstationere. Den første vinter i Danmark var hård for hans hustru, men hun fandt et arbejde og ville gerne blive i Danmark. Hvis han skulle have afsluttet udstationeringen før tid, ville han have informeret Person 1 og HR-afdelingen både i Danmark og Frankrig om det. Han ville forvente at kunne vende tilbage til ar-bejdet i Frankrig, hvis han var ophørt, før kontrakten i Danmark udløb. Sagsøger 2 har forklaret blandt andet, at han er uddannet elektrotek-nikingeniør, og at han har været ansat i Alstom siden 2008, hvor han har arbej-det med teknologi til tog og baner. I Salzgitter producerer Alstom tog til blandt andet Danmark. Fra den
  13. juli 2018 –
  14. juni 2020 var han udstationeret til Al-stoms danske selskab. I forbindelse med arbejdet havde han mødt sin forgæn-ger i den danske stilling blandt andet i forbindelse med, at Alstom i Salzgitter havde leveret tog med ERTMS-teknologi til Nordjyske Jernbaner. Den danske kollega spurgte, om han kunne være interesseret i jobbet. Han underskrev International Mobility Agreement (IMA). Dateringen den
  15. juni 2018 er korrekt. Han underskrev Employment Contract med Alstom Transport Danmark A/S. Dateringen den
  16. juli 2018 er korrekt. Han underskrev kontrakten kort efter, at han var kommet til København. Mens han var i Danmark, måtte han udelukkende arbejde for det danske sel-skab, og det gjorde han 100 pct. af tiden på opgaver, der vedrørte Alstom Trans-port Danmark A/S, navnlig det store ERTMS-projekt for Banedanmark. Alt hans arbejde blev udført i Danmark. Han havde kontakt med det tyske selskab undervejs for at få teknisk support, f.eks. i forbindelse med et tog, hvor kunden mente, at lamperne ikke hang stabilt. Han kontaktede eksperter i Salzgitter, 35 som kunne regne på det. Der var et samarbejde med kolleger i Salzgitter, men han arbejdede ikke selv for det tyske selskab. Da han tog afsted, overtog andre hans arbejde i Salzgitter. Inden han tog til Danmark, førte han sin efterfølger ind i jobbet. Efter udstationeringen fik han en ny stilling. Fire måneder før den danske kontrakt udløb, tog han kontakt til Tyskland for at høre, hvilke opgaver der var. Mens han var i Danmark, var hans primære arbejdssted på kontoret på Ame-rika Plads. Hans titel var On-Board Engineering Manager. Hverdagen gik med ingeniørarbejde, konstruktion og opbygning til projektet. Han skulle instruere teamet og havde teknisk kommunikation med kunden. Dette var de primære opgaver. Person 2 var hans primære leder og chef for hans område, som var konstruk-tion. Desuden varetog Person 2 blandt andet sikkerheden på byggepladser. Person 2 var lederen, der instruerede ham. Under udstationeringen indgik han på lige fod med de andre ansatte i det danske selskab. Han mærkede ingen forskel. Som beskrevet i den lokale ansættelseskontrakt pkt. 5.1, var lønnen opdelt i betaling af 41.092 euro årligt fra det tyske selskab og 248.802 kr. fra det danske selskab. Baggrunden for opdelingen var, at han det første år var alene i Danmark, mens hans kone og to børn blev i Tyskland. Lønnen blev derfor delt forholdsmæssigt efter antallet af husstandsmedlemmer, der henholdsvis flyttede med og blev i Tyskland. Det var nemmere at få en del af lønnen i euro, da man ellers skulle overføre danske kr. til Tyskland. Det var vigtigt for ham, at han fortsat var socialt sikret i Tyskland som beskre-vet i kontraktens pkt. 6, fordi planen var at være i Danmark i to år og derefter fortsætte arbejdet i Tyskland. Hvis han ikke havde den ordning, ville han få lidt mindre i pension, og måske havde det også betydning for børnenes sygesikring. Hvis han havde ønsket at afslutte udstationeringen før kontraktens udløb, ville han have henvendt sig til Person 2 og forklaret ham situationen. Derefter ville han være taget til Tyskland og have meldt sin tilbagekomst. Der er altid jobs til gode medarbejdere. På spørgsmål om, hvorfor han først underskrev den lokale ansættelseskontrakt den
  17. juli 2018, har han forklaret, at han flyttede til Danmark den
  18. juli
  19. Inden da havde han underskrevet aftalen, IMA. Han var sikker på, at han havde et job, og at han ville få løn. Han var ikke usikker på vilkårene. 36 Vidne har forklaret blandt andet, at hun fra den
  20. april 2025 har været Alstoms HR-direktør for nordeuropæiske lande. Før da havde hun fra 2022 lan-demandat inden for HR i Danmark. Hun kom fra Bombardier, hvor hun havde været ansat siden
  21. Bombardier blev opkøbt af Alstom i
  22. Udstationeringer i perioden fra 2018 – 2020/2021 kom i stand, når en medarbejder blev kaldt ud på en opgave. Medarbejderen har et hjemland og et vært-sland, som i dette tilfælde var Danmark. Medarbejderne kommer fra hjemlan-det til værtslandet i en defineret periode. Værtslandet udløser anmodningen, fordi der er et behov for ekspertisen, som man ikke har kunnet dække i vært-slandet. Når dette behov er identificeret, samarbejder man med Alstoms udsta-tioneringsenhed, ALEC Centre, og der underskrives kontrakter for den rele-vante periode. Hun er ikke ekspert i udstationeringer, men en IMA benyttes med det formål at fastlægge vilkår og betingelser for missionen. Efter hendes viden bliver kontrakten fra hjemlandet ”suspenderet” , og IMA regulerer stillingens indhold, løn osv. Så vidt hun ved, har ALEC Centre udarbejdet en IMA i alle udstationeringstilfælde. Hun kan ikke svare på, om det var sædvanligt, at der bliver lavet en ansættelseskontrakt med virksomheden i værtslandet, da hun ikke var ansat i Alstom, da kontrakterne med Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev indgået. Men man bruger ikke længere den slags kontrakter i forbindelse med udstationerin-ger. Hun ved ikke, hvorfor eller hvornår man stoppede med at bruge dem, men ALEC Centre har oplyst hende om, at praksis var sådan dengang på grund af de juridiske krav i Danmark. Hun kan bekræfte, at man generelt under udstationeringer kun må arbejde for værtslandet, som det også fremgår af pkt. 4.
  23. i Sagsøger 1's ansættelses-kontrakt. Der kan helt undtagelsesvis være tilfælde, hvor medarbejdere under udstationeringen understøtter centrale enheder eller enheder, der dækker flere lande eller flere regioner. Under udstationeringen har det danske selskab som værtsenheden instruktionsbeføjelsen. Det er værtsenheden, der har haft et be-hov, og som har anmodet om ressourcer til at afhjælpe dette behov, og opga-verne vil generelt angå lokale projekter. Det fremgår af kontrakten, at det danske selskab kunne afslutte udstationerin-gen og opsige kontrakten med tre måneders varsel. Den virksomhed i værtslan-det, der har anmodet om udstationering, finansierer det og må også være den, der træffer beslutningen. Teoretisk er der en beføjelse i hjemlandet til at afslutte udstationeringen, fordi der stadig er en kontrakt med virksomheden i hjemlan-det, men dette har hun aldrig oplevet ske i praksis. Hun har ikke kendskab til opsigelser i Danmark før en kontrakts udløb. Hun har heller aldrig hørt om op- 37 sigelser fra hjemlandet, mens man var udstationeret. Hun har spurgt ALEC Centre om dette, men man har ikke haft sådanne tilfælde. Hun har ikke kend-skab til tilfælde, hvor ”Host Unit” har afsluttet udstationeringen før tid. Hun har ikke været ude for, at ”Home Unit” har opsagt hovedkontrakten, mens medarbejderen var udstationeret. Udgiften er hos virksomheden i værtslandet, der også har ledelsesbeføjelserne. Derfor er der ingen grund til, at hjemlandet skulle gennemtvinge en opsigelse. Hvis man havde en fyringsrunde i hjemlan-det, ville det ikke give mening at træffe beslutning om at afslutte ansættelses-forholdet for en udstationeret medarbejder. Hjemlandet kan teoretisk træffe be-slutninger om deres ansatte, men en fyringsrunde i hjemlandet vil være økono-misk begrundet, og værtslandet har udgiften ved at have medarbejderen. Når Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ifølge Alstoms politik for internatio-nal mobilitet forblev socialt sikrede i hjemlandet, mens de var udstationerede, var grunden, at udstationeringen var for en midlertidig periode. Man oprethol-der udgiften og sikringen af medarbejderen af kontinuitetshensyn. Så vidt hun ved, gør man det altid sådan. Så vidt hun ved, er det normalt, at lønnen deles op, sådan at medarbejderen un-der udstationeringen får en del af lønnen i den lokale valuta og en del i euro, fordi medarbejderen kan have udgifter i hjemlandet f.eks. til huslån eller andre lån, som de kan servicere. Som hun forstår det, sker det af praktiske årsager. Når det fremgår af den lokale ansættelseskontrakt, at løndelen i euro udbetales af det franske selskab på vegne det danske selskab, er årsagen, at det danske selskab skal afholde udgiften. I alle udstationeringstilfælde vil den fulde udgift blive faktureret til virksomheden i værtslandet. Sådan er det efter hendes viden og efter hendes samtaler med ALEC Centre. Både lønnen og sociale bidrag skal afholdes af det danske selskab. Når noget af lønnen udbetales af det franske sel-skab, sender det franske selskab en faktura til det danske selskab. Fakturaen af
  24. marts 2019 fra det franske til det danske selskab vedrørende ”Expatriation Social Cost Sagsøger 1, Social cost from August to March 19” på 102.710 euro er udstedt af en af hendes kollegaer i Frankrig. Hun kan ikke sige, hvad fakturaen dækkede, herunder hvad ”Net á payer” , ”Cot. Sal.” og ”Cot. Empl.” anført i det franske selskabs bogføringsmateriale angår. Hun har talt med medarbejdere i økonomiafdelingen, hvor man har oplyst, at økonomiafde-lingen i hjemlandet sender fakturaer til virksomheden i værtslandet. Når hun har forklaret, at kontrakten med hjemlandet var ”suspenderet” , er hun ikke sikker på, at ”suspenderet” er den rette term, men under udstationeringen justeres vilkår og betingelser for den oprindelige kontrakt. Man indarbejder i tillægget til kontrakten f.eks. den lokale arbejdstid, sådan at detaljerne regule- 38 res. Kontrakten med hjemlandet eksisterer selvfølgelig stadig, fordi kontrakten tillader medarbejderen at vende tilbage til hjemlandet. Det er svært at sige, hvor medarbejderen er ansat under udstationeringen, fordi det handler om vinklen, som man ser det fra. Udstationering udløses af værtslandet, og hjemlandet ud-sender medarbejderen. Værtslandet overtager ledelsen af medarbejderen i den periode. ”Home Unit” varetager ikke økonomien under udstationeringen, men viderefakturerer udgiften til værtslandet, fordi nogle udgifter stadig er hos hjemlan-det, og man anmoder værtslandet om at dække udgifterne. Opdelingen, sådan at ”Home Unit” udbetaler en del af lønnen i euro, kan efter hendes formodning være sket, fordi man ønsker en ensartet proces, så man gør det ens i alle lande. Det er ikke alle lande, der kan udbetale i euro. Hjemlandet udbetaler den del af lønnen, der bliver i hjemlandet, mens værtslandet udbetaler den del, der er i den lokale valuta. ALEC Centre har oplyst hende om, at formålet med opdelin-gen er at varetage medarbejderens velfærd, fordi det er nemmere for medarbej-deren. For selskabet ville det være nemmere at lade værtslandet udbetale det hele. Parternes synspunkter Sagsøger 1 har i sit påstandsdokument anført: ”… 4 SAGSØGERS ANBRINGENDER Sagsøgeren gør overordnet gældende, at sagsøgeren opfyldte samtlige betingelser for beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F i perioden
  25. august 2018 til den
  26. juli 2021, herunder navnlig

(1)at der mellem sagsøgeren og det Danske Selskab bestod et ansættelsesforhold, og
(2)at sagsøgeren i henhold til kontraktgrundlaget var garan-teret et vederlag, der oversteg det i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, fastsatte mindste-vederlag, og at det Danske Selskab i økonomisk henseende bar dette vederlag. 4.1 Der bestod et ansættelsesforhold med Alstom Denmark A/S Det følger af den dagældende kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, at det var en betingelse for anvendelsen af bruttoskatteordningen, at der i forbindelse med skattepligtens ind-trædelse var indgået et ansættelsesforhold med en dansk arbejdsgiver. Sagsøgeren gør i denne forbindelse gældende, at der både var indgået et formelt og reelt ansættelsesforhold mellem sagsøgeren og det Danske Selskab. For det første er det sagsøgerens opfattelse, at der rettidigt var indgået en formel ansættelseskontrakt med det Danske Selskab, idet sagsøgeren navnlig havde indgået to afta-ler, der knyttede sagsøgeren direkte til det Danske Selskab forud for udstationerin-gens påbegyndelse den
  1. august 2018, nemlig dels IMA'en indgået mellem sagsøge-ren, det Danske Selskab og det Franske Selskab den
  2. maj 2018 og dels den lokale ansættelseskontrakt indgået mellem sagsøgeren og det Danske Selskab den
  3. juli 2018 […]. Der var således ikke kun indgået én men derimod to kontrakter, der opfyldte det for-melle krav om indgåelse af en ansættelseskontrakt, jf. SKM2009.310.SR, hvori Skatte-rådet bekræftede, at indgåelsen af en udstationeringskontrakt underskrevet af både 39 sagsøgeren, selskabet i hjemlandet og selskabet i værtslandet var tilstrækkeligt til at etablere et dansk ansættelsesforhold, forudsat de sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser tilkom den danske arbejdsgiver […]. Begge kontrakter trådte i kraft den
  4. august 2018 og dermed samtidig med skatteplig-tens indtræden, idet sagsøgeren ikke flyttede til Danmark tidligere end én måned før kontrakternes start, hvorved der var tidsmæssigt sammenfald mellem skattepligtens indtræden og ansættelsesforholdets begyndelse, jf. Den juridiske vejledning 2025-1, af-snit C.F.6.1.2 […]. Det forhold, at begge kontrakter var indgået som bilag til sagsøgerens ansættelseskon-trakt med det Franske Selskab, betyder ikke, at disse kontrakter ikke opfyldte det formelle krav om indgåelse af en ansættelseskontrakt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 1's forstand, da dette i givet fald ville have udelukket udstationeringer fra bruttoordnin-gens anvendelsesområde før 2018, hvilket der hverken er støtte for skulle være tilfæl-det i forarbejder eller praksis, jf. afsnit 3.
  5. Derimod er indgåelsen af en ansættelses-kontrakt mellem medarbejderen og selskabet i værtslandet som tillæg til medarbejde-rens ansættelseskontrakt i hjemlandet en sædvanlig fremgangsmåde for at opfylde det formelle ansættelseskrav i kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, jf. SKM2016.73.SR, hvor Skattestyrelsen i sin egen afgørelse klart tilkendegav, at et tillæg til en ansættelseskon-trakt i hjemlandet havde opfyldt det formelle ansættelseskrav i kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, hvis dette tillæg havde været indgået rettidigt […]. At det i sagsperioden blev accepteret, at der blev foretaget de nødvendige kontraktu-elle "work-arounds" for at opfylde det formelle ansættelseskrav i kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, skyldes, at ansættelseskravet udtrykkeligt ikke havde til formål at ude-lukke koncerninterne udstationeringer, men derimod tjente som et værn mod mis-brug, herunder navnlig at sikre, at den pågældende medarbejder reelt var rekrutteret i udlandet, jf. afsnit 3.2 ovenfor. Det er imidlertid ubestridt, at sagsøgeren i nærværende sag reelt var rekrutteret fra udlandet, idet sagsøgeren forud for udstationeringens påbegyndelse aldrig havde væ-ret skattepligtig til Danmark, ligesom udstationeringen kom i stand ved at sagsøgeren søgte den ledige stilling via MyGalaxy, der er Alstom-koncernens interne jobbank for ledige stillinger internt i koncernen. For det andet fremgår det klart af de konkrete omstændigheder, at det Danske Selskab udover at være sagsøgerens formelle arbejdsgiver også var sagsøgerens reelle arbejdsgiver i udstationeringsperioden, idet det Danske Selskab i udstationeringsperioden havde alle væsentlige arbejdsgiverbeføjelser. Det Danske Selskab havde navnlig den fulde instruktions- og ledelsesret over sagsø-geren i hele udstationeringsperioden, herunder retten til at beslutte hvilke opgaver sagsøgeren skulle løse, hvordan opgaverne skulle løses, og hvornår sagsøgeren skulle løse opgaverne. Dette understøttes navnlig af følgende faktum: - - Sagsøgerens arbejdssted var fastsat til det Danske Selskabs adresse i København […]. Sagsøgerens arbejdstid var fastsat til en almindelig dansk arbejdsuge på 37 timer med mulighed for pålæggelse af overarbejde […]. Sagsøgerens KPI'er blev fastsat i samarbejde med det Danske Selskab […]. Sagsøgeren rapporterede til det Danske Selskabs "Managing Director", Person 1 […]. Sagsøgeren måtte udelukkende arbejde for det Danske Selskab i udstationeringsperioden, medmindre der i hvert konkrete tilfælde forelå en forudgående skrift-lig godkendelse fra det Danske Selskab […]. Sagsøgeren fik stillet arbejdsredskaber til rådighed af det Danske Selskab, så som mobiltelefon og bærbar computer […]. 40 - Sagsøgeren var underlagt det Danske Selskabs interne retningslinjer og politik-ker, så som fraværspolitik, fortrolighedsforpligtelser samt politik for brug af e-mail og internet over for sagsøgeren […]. Videre var sagsøgerens vederlag beregnet som en fast månedsløn, der var båret udelukkende af det Danske Selskab, der også indeholdt A-skat og AM-bidrag af vederla-get. Der henvises til afsnit 4.2 nedenfor. Endelig tilkom retten til at afslutte udstatione-ringen før tid alene det Danske Selskab, hvorved det Danske Selskab også havde afskedigelseskompetencen […]. Sammenfattende er det således sagsøgerens opfattelse, at der både bestod et formelt og reelt ansættelsesforhold med det Danske Selskab, og at ansættelseskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, var opfyldt. 4.2 Vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, var opfyldt 4.2.1 Det Danske Selskab har direkte og gennem viderefakturering båret hele lønnen Udover at der skulle bestå et ansættelsesforhold mellem sagsøgeren og det Danske Selskab, følger det af den i sagsperioden gældende kildeskattelovs § 48 E, stk. 3, nr. 3, at der i ansættelseskontrakten skulle være garanteret et vist minimumsvederlag, der i sagsperioden var fastsat til henholdsvis 65.100 kr. i 2018, 66.600 kr. i 2019, 68.100 kr. i 2020 og 69.600 kr. i 2021 […]. Det gøres principalt gældende, at vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, var opfyldt, idet hele sagsøgerens nettoløn kunne indgå i beregningen af minimumsvederlaget (efter omregning til bruttoløn), da det Danske selskab via viderefakturering fra det Franske Selskab bar både den del af nettolønnen på DKK 439.392, som det Danske Selskab udbetalte direkte til sagsøgeren, og den del af nettolønnen på EUR 34.052, som det Franske Selskab udbetalte til sagsøgeren på vegne af det Danske Sel-skab. Det er efter praksis ikke afgørende, om lønnen teknisk udbetales direkte af den dan-ske arbejdsgiver, så længe den danske arbejdsgiver bærer lønomkostningen og har indgået en ansættelseskontrakt, der garanterer det påkrævede bruttolønsniveau, jf. navnlig SKM2019.525.LSR […]. Det er ubestridt, at den samlede nettoløn i DKK og EUR, der var garanteret i både IMA'en og den lokale ansættelseskontrakt, var tilstrækkelig til at opfylde minimums-vederlaget i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr.
  6. Spørgsmålet er herefter alene, om det Danske Selskab i økonomisk henseende også bar den del af nettolønnen, som det Franske Selskab udbetalte til sagsøgeren på vegne af det Danske Selskab. Det er i den forbindelse sagsøgerens opfattelse, at sagsøgeren ved at have fremlagt fakturaer for viderefakturering af lønnen fra det Franske Selskab til det Danske Sel-skab i hele udstationeringsperioden samt det bagvedliggende bogføringsmateriale for det Franske Selskab, der ligger til grund for denne viderefakturering, har løftet bevis-byrden for, at det Danske Selskab har båret alle omkostningerne relateret til sagsøge-ren i udstationeringsperioden, herunder selvsagt også hele nettolønnen. Der henvises til afsnit 2.
  7. Det forhold, at Alstom-koncernen i den interne afregning mellem det Franske Selskab og det Danske Selskab ikke periode-for-periode har afregnet det eksakte beløb fra bogføringen, er uden betydning, idet det er dokumenteret, at alle væsentlige omkost-ninger afholdt af det Franske Selskab på vegne af det Danske Selskab i hele udstationeringsperioden er viderefaktureret til det Danske Selskab og dermed endeligt afholdt af det Danske Selskab. Der henvises til afsnit 2.
  8. 41 Det må under alle omstændigheder have formodningen imod sig, at de pågældende fakturaer, der vedrører viderefakturering af bl.a. "social cost" for en "Sagsøger 1", skulle angå andet end en viderefakturering af det Franske Selskabs omkostninger rela-teret til sagsøgeren i udstationeringsperioden, herunder særligt henset til, at det ville være åbenbart i strid med armslængdeprincippet, hvis det Franske Selskab havde af-holdt omkostninger for det Danske Selskab uden afregning […]. 4.2.2 Det Danske Selskab har båret nettolønnen i EUR ved tilskud og korresponde-rende fradrag Såfremt Københavns Byret måtte finde, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at der er sket viderefakturering af hele eller en del af lønnen, som det Franske Selskab udbe-talte til sagsøgeren, gøres det subsidiært gældende, at det Danske Selskab som følge af ordlyden af den lokale ansættelsesaftale indgået mellem sagsøgeren og det Danske Selskab under alle omstændigheder var rette omkostningsbærer af hele lønomkostnin-gen, og at de EUR 34.052, som det Franske Selskab betalte til sagsøgeren på vegne af det Danske Selskab, i mangel af (fyldestgørende dokumenteret) viderefakturering af hele beløbet eller en del heraf skulle anses for et tilskud til det Danske Selskab, som dog forventeligt ville være skattefrit som følge af reglerne om skattefrie tilskud i sel-skabsskattelovens § 31 D. Det fremgår nemlig af den lokale ansættelseskontrakt, at beløbet på EUR 34.052 "will be paid out on behalf of Alstom Transport Danmark A/S", hvorved der i henhold til den almindelige civilret opstod en forpligtelse for det Danske Selskab til at betale det om-talte beløb til det Franske Selskab. Konsekvensen af manglende betaling heraf er, at det Danske Selskab skulle anses for at have modtaget dette beløb fra det Franske Sel-skab i form af et tilskud og ville samtidig være blevet indrømmet et korresponderende lønfradrag herfor, jf. f.eks. Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.A.5.17.4.2, angå-ende koncernintern afregning af aktieløn, der refererer til principperne i statsskatte-loven og princippet om rette omkostningsbærer, der dermed også gælder for andre typer omkostninger, som et koncernselskab afholder på vegne af et andet koncernsel-skab […]. At det Danske Selskab ved manglende koncernintern afregning indrømmes

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.