ECLI:DK:OLR:2025:BS0000000818 Landsretten hjemviser sagen til fornyet behandling, idet Erstatningsnævnet skal anerkende, at appelindstævnte er beretti

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den

1. februar 2025 Sag BS-19903/2023-OLR (
2. afdeling) Erstatningsnævnet (advokat Sanne H. Christensen) mod Dansk Jernbanesamfund som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger (advokat Christian Riewe) Retten i Helsingør har den
3. marts 2023 afsagt dom i
4. instans (sag BS5246/2022-HEL). Landsdommerne Anne Birgitte Fisker, Michael Schaumburg-Müller og Kaare Linde (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse. Påstande Appellanten, Erstatningsnævnet, har nedlagt påstand om hjemvisning af Erstatningsnævnets afgørelse af
5. november 2019, idet Erstatningsnævnet anerkender, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra den
6. marts 2014 til den
7. november 2018, dog således at erstat-ningen nedsættes med 2/3, subsidiært med 1/2, mere subsidiært med 1/3 eller mest subsidiært uden nedsættelse. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Erstatningsnævnet skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for tabt arbejds-fortjeneste i perioden fra den
8. marts 2014 til
9. november 2018, subsidiært så- 2 ledes at erstatningen nedsættes med 1/3, og mere subsidiært således at erstatningen nedsættes med 1/
10. Forklaringer Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har forklaret, at han var glad for sit arbejde hos DSB, men at overfaldet ødelagde hans karriere. Han havde det svært i tiden efter overfaldet, kræftforløbet og skilsmissen, navnlig var det svært, at han blev ramt på øko-nomien og samtidig skulle forsørge sine to drenge. Det hele ramlede for ham. Anbringender Erstatningsnævnet har i sit påstandsdokument for landsretten anført bl.a.: ”Der er enighed mellem parterne om, at den erstatningsopgørelse, som er lagt til grund af byretten, ikke kan lægges til grund, og at sagen der-for hjemvises til Erstatningsnævnet, der skal tage stilling til størrelsen af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav på tabt arbejdsfortjeneste for perioden
11. marts 2014 til
12. november
13. Tvisten for landsretten angår herefter alene om Appelindstævntes, tidligere Sagsøger erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden skal nedsættes med enten 2/3, ½ eller slet ikke. … Det følger af offererstatningslovens § 6 a, at erstatning i voldsoffersager fastsættes efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Spørgsmålet om fradrag for konkurrerende skadesårsager skal dermed bedømmes efter den almindelige, danske erstatningsret. Offererstatningsloven hjemler alene adgang til at yde erstatning for den personskade, som kan henføres til straffelovsovertrædelsen. Følger, der skyldes andre forhold – forudbestående eller efterfølgende, kan således ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven. Til støtte herfor henvises bl.a. til U.2021.1644V, hvor landsretten ligeledes foretog et skønsmæssigt fradrag på 50 % i den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet landsretten vurderede, at de i den sag konkurrerende lidelser, som var opstået efter den erstatningsudløsende begivenhed, under alle omstændigheder ville have været stærkt arbejdshindrende for den skadelidte. Tilsvarende gør sig gældende i den foreliggende sag. Det gøres gældende, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger erstatning for tabt arbejds-fortjeneste for perioden
14. marts 2014 til
15. november 2018 skal nedsæt-tes med skønsmæssigt 2/3, subsidiært med 1/2 eller mest subsidiært med 1/3, idet det må antages, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger på grund af de kon-kurrerende forhold i en ikke ubetydelig grad ville have været hindret i at opnå samme indtjening som før overfaldet, selv om han ikke havde 3 været udsat for overfaldet, og at denne del af hans tab dermed ikke berettiger ham til erstatning efter offererstatningsloven. Overfaldet gav anledning til lænderygsmerter og moderat nedsat bevægelighed hos Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Det fremgår af psykiatrisk speciallæ-geerklæring af
16. februar 2017, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger efter en rygopera-tion den
17. juni 2012 alene oplevede beskedne smerter fra lænden (…), og ifølge hans egen læges notater af
18. marts 2016 (…) lærte han at leve med sin skrøbelige ryg, som han sjældent klagede over. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger raskmeldte sig da også den
19. november 2013, dog med skånehensyn i forhold til rygbelastende opgaver, og den fornyede sy-gemelding den
20. november 2013 skete i forlængelse af, at han den
21. november 2013 blev diagnosticeret med kræft. Der er ikke dokumenta-tion for, at den fornyede sygemelding var en følge af følgerne efter overfaldet. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger gennemgik i 2014 et operativt indgreb. Herefter fulgte et længere forløb med strålebehandling, som gav anledning til rygsmer-ter (…) og urologiske helbredsproblematikker (…). Under kræftbehand-lingsforløbet blev Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skilt (…) og udviklede en langvarig og svært invaliderende depression (…). Ifølge den psykiatriske special-lægeerklæring af
22. februar 2017 (…) påvirkede Appelindstævntes, tidligere Sagsøger psykiske helbred hans funktionsniveau og afskar jobcentret fra at iværk-sætte jobafklarende tiltag. Der henvises til speciallægens konklusioner i erklæringen af
23. februar 2017 (…), hvor det anføres: ” Det forekommer lidet sandsynligt at yderligere psykiatrisk eller anden behandling afgørende vil kunne bedre hans psykiske tilstand og dermed hans funktionsevne, som skønnes at være helt utilstrækkelig til at han vil kunne fungere på arbejdsmarkedet, selv med udtalte skånehensyn. Yderli-gere afklaring, herunder ressourceforløb, vil ikke give nogen mening og vil med al sandsynlig blot forværre tilstanden yderligere. Det må anbefales at støttebehov i hjemmet overvejes. Hvad angår en evt. sammenhæng mellem hans somatiske og psykiske tilstand er han bekymret for, at kræften skal vende tilbage. Han synes ikke i særlig høj grad at været psykisk påvirket af sin Diagnose 1 eller Diagnose
24. Han er ikke i synderlig grad generet af rygsmerter efter rygoperationen. Der er ikke fundet tegn på PTSD som følge af overfaldet i 2012.” (mine fremhævninger) Speciallægens konklusioner understøttes tillige af det forudgående forløb, herunder af det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som anført raskmeldte sig den
25. november 2013 med rygbelastende skånehensyn og først den
26. november 2013 måtte sygemelde sig på ny, efter at han den
27. november 2013 blev diagnosticeret med kræft. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede i afgørelse af
28. decem-ber 2017 (…), at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke ville kunne vende tilbage til sit arbejde som togfører i samme omfang som før skaden på grund af hans samlede gener og angav, at årsagen var, at jobbet indebar mange funk-tioner, der ville være belastende for hans lænderyg, men især også som 4 følge af hans psykiske gener. Herudover vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring følgende: Vi vurderer dog, at du alene med arbejdsskadens følger burde kunne arbej-de svarende til fuld tid indenfor det bredere arbejdsmarked og med hensyn for lænderyggen. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev den
29. marts 2018 bevilliget førtidspension med henvisning til hans psykiske helbred, som gennem længere tid havde udelukket arbejdsprøvning (…). I afgørelsen af
30. marts 2018 fra job-centret er Appelindstævntes, tidligere Sagsøger lændegener ikke nævnt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf endelig afgørelse den
31. november 2018 (…), hvorved det blev vurderet, at 3/4 af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger er-hvervsevnetab på 90 % var en følge af andre forhold end overfaldet. Det fremgår herunder af afgørelsen (…), at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde vægt på, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger – udover følgerne efter overfaldet – havde tilbagevendende depression og oplevede at være trist, træt og initiativløs, ligesom han tidligere var opereret for prostata-kræft og karpaltunnelsyndrom. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lag-de herudover vægt på, at især hans psykiske gener hindrede ham i at varetage et arbejde, da hans funktionsevne som følge af hans samlede gener var væsentlig nedsat. På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger lændesmerter efter overfaldet den
32. januar 2012 har haft en så be-grænset indvirkning på hans sygeforløb, at der er grundlag for at fravi-ge udgangspunktet om, at der ikke normalvis foretages fradrag i erstat-ningen for tabt arbejdsfortjeneste, hvis den ansvarsbærende begivenhed har udløst sygeforløbet og været medvirkende årsag til sygeforløbet. Eftersom Appelindstævntes, tidligere Sagsøger sygeforløb i overvejende grad er en følge af kræftsygdommen og hans psykiske helbredsproblematikker, som ikke er udløst af overfaldet den
33. januar 2012, bør der gøres et fradrag i Appelindstævntes, tidligere Sagsøger erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden
34. marts 2014 til
35. november 2018, som under hensyn til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger beskedne lændesmerter efter operationen i 2012 passende kan fastsæt-tes til 2/3 af erstatningsbeløbet. Dansk Jernbaneforbund har gjort gældende, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag for konkurrerende skadesårsager i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Dansk Jernbaneforbund har til støtte herfor bl.a. henvist til de to ledende højesteretsdomme på området, U.2012.1838H og U.2013.508H. I U.2012.1838H var situationen den, at skadelidte to år før den erstatningsudløsende begivenhed havde pådraget sig en arbejdsskade, der gav anledning til to ugers sygemelding, hvorefter skadelidte genoptog arbejdet på fuldtid frem til den erstatningsudløsende begivenhed, hvor skadelidte ifm. manøvrering af en tung jernbjælke fik et ryk i nakken. Skadelidte var derefter sygemeldt i en måned, hvorefter han genoptog arbejdet. Kort tid efter blev skadelidte afskediget og fik et nervesam- 5 menbrud og udtalte depressive symptomer. Symptomerne gik i sig selv, men efterlod skadelidte psykisk skrøbelig. Skadelidte udviklede under sygeperioden et højt alkoholforbrug. Højesteret vurderede, at skadelidtes sygeforløb var udløst af den erstatningsudløsende begiven-hed, som også var medvirkende årsag til hele sygeforløbet. Højesterets vurdering skal ses i lyset af, at skadelidtes konkurrerende gener opstod før den erstatningsudløsende begivenhed og ikke afholdt skadelidte fra at genoptage arbejdet på fuldtid før den erstatningsudløsende begiven-hed. Det samme var tilfældet i U.2013.508H, hvor skadelidte pådrog sig en patientskade under en galdestensoperation. Året forinden var skadelid-te udsat for en arbejdsulykke, der medførte en måneds sygemelding, hvorefter skadelidte genoptog arbejdet på fuldtid indtil operationen. Ef-ter patientskaden blev skadelidte sygemeldt og vendte aldrig tilbage til arbejdet. Højesteret vurderede, at skadelidtes sygeforløb var udløst af patientskaden, som også var medvirkende årsag til hele sygeforløbet, hvilket igen skal ses i lyset af, at skadelidte uanset de konkurrerende gener var i stand til at genoptage arbejdet efter arbejdsskaden og arbej-de fuld tid i et år inden den erstatningsudløsende begivenhed. Omstændighederne i Højesterets afgørelser adskiller sig således fra nærværende sag, hvor Appelindstævntes, tidligere Sagsøger konkurrerende gener opstod efter overfaldet den
36. januar 2012 og havde en betydelig indvirkning på hans sygeforløb. Sammenfattende gøres det således gældende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger alene er berettiget til delvis erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet følgerne efter overfaldet alene i meget begrænset omfang har medvirket til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger uarbejdsdygtighed i perioden fra den
37. marts 2014 til
38. november 2018, hvilket i særlig grad understøttes af kommunens til-kendelse af førtidspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vur-deringer og afgørelser i sagen.” Dansk Jernbanesamfund har som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i sit påstandsdokument for landsretten anført bl.a.: ”Efter praksis foretages der som udgangspunkt ikke fradrag i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, hvis den ansvarsbærende begivenhed har udløst sygeforløbet og har været medvirkende årsag til sygeforlø-bet, jf. bl.a. U.2012.1838H og U.2013.508H. I U.2012.1838H udgjorde det samlede erhvervsevnetab 75 %, men alene 25 % (1/3) heraf kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed. Der blev ikke foretaget reduktion i kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forud for arbejdsskaden havde skadelidte lettere hovedpinetendens og intermitterende brug af hovedpinetabletter. Ved arbejdsskaden pådrog skadelidte sig smerter og ømhed i nakke- /skulderågets muskulatur med udstråling til hovedet samt smerter i nakke-/rygsøjle med bevægeindskrænkning. Efter arbejdsskaden tilkom der gener i form af psykiske og adfærdsmæssige problemer, herunder et uhen-sigtsmæssigt alkoholoverforbrug. 6 I U.2013.508H var skadelidte blevet førtidspensioneret, men erhvervsevnetabet der kunne henføres til patientskaden blev alene vurderet til 25 %. Der blev ikke foretaget reduktion i kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forud for patientskaden havde skadelidte skuldersmerter og smerter fra højre fod. Ved patientskaden fik skadelidte gener i form af kvalme og madlede samt smerter under højre ribbenskant. Derudover havde skadelidte migræneanfald 2-3 gange om måneden. I U.2021.1644V blev det lagt til grund, at alene 15 % ud af et erhvervsevnetab på 65 % (mindre end 1/4) kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed, og der blev foretaget en reduktion på 50 % i kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afgørelsen synes svært forene-lig med de to domme fra Højesteret. Landsretterne har i bl.a. FED.2013.28V, FED2014.13Ø, FED2016.44V, U.2018.2383V, FED2020.79V, U.2022.1042V og U.2024.2782V også afvist at foretage nedsættelse af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste som følge af konkurrerende skader. Det fremhæves, at der gælder et almindeligt erstatningsretligt princip om, at en skadevolder (her Erstatningsnævnet) må tage skadelidte som skadelidte er. Det fremhæves også, at der ikke er grundlag for en antagelse om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ville være blevet uarbejdsdygtig i en længere periode som følge af psykiske forhold, også uden det langstrakte sygdomsforløb der blev udløst af overfaldet den
39. januar 2012.” Landsrettens begrundelse og resultat Parterne er for landsretten enige om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste fra den
40. marts 2014 til den
41. november 2018, og at Erstatningsnævnets afgørelse af
42. november 2019 skal hjemvises til forny-et behandling med henblik på udmåling af erstatningen. Spørgsmålet for landsretten er herefter alene, om der i den forbindelse er grundlag for at nedsætte erstatningen som følge af konkurrerende lidelser. På grundlag af navnlig lægeerklæring af
43. august 2013 lægges det til grund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som følge af overfaldet den
44. januar 2012 fik varige følger i form af smerter i lænderyggen, stivhed og indskrænket bevægelighed, således at han havde en vedvarende skrøbelighed i forhold til rygbelastende aktivitet. Det lægges endvidere til grund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger den
45. oktober 2013 rask-meldte sig med forbehold for rygbelastende arbejde med virkning fra den
46. november 2013, som han fragik den
47. oktober 2013, men fastholdt den
48. november
49. Han sygemeldte sig på ny den
50. november
51. Af Dansk Jernbaneforbunds brev af
52. marts 2014 fremgår, at sygemeldingen skyldtes, at han den
53. november 2013 havde fået konstateret kræft. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har i 7 byretssagen om tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den
54. november 2013 til den
55. februar 2014 forklaret bl.a., at han på tidspunktet for sygemeldingen den
56. november 2013 havde fået sin kræftdiagnose, og at hans kone uden var-sel havde forladt ham, hvilket var dråben, der fik bægeret til at flyde over, samt at han fortsat havde smerter i ryggen. Om sygeforløbet i øvrigt fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, herunder notater af
57. maj 2015 og
58. marts 2016, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger efter kræftforløbet og skilsmissen fik en langvarig og svært invaliderende depression og blev fulgt i distriktspsykiatrien. Ifølge en psykiatrisk speciallægeerklæring af
59. februar 2017 havde han kun beskedne lændesmerter efter sin rygoperation i 2012, og der var ikke tegn på PTSD som følge af overfaldet. Det blev vurderet lidet sand-synligt, at yderligere psykiatrisk behandling eller anden behandling afgørende ville kunne bedre hans psykiske tilstand og dermed hans funktionsevne, som skønnedes helt utilstrækkelig til, at han ville kunne fungere på arbejdsmarke-det, selv med udtalte skånehensyn. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede på baggrund af de foreliggende oplysninger i den midlertidige afgørelse af
60. december 2017, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke ville kunne vende tilbage til arbejdet som togfører i samme omfang som før skaden og tilskrev dette især de psykiske gener. Ved den endelige afgø-relse af
61. november 2018 blev det vurderet, at det samlede tab af erhvervsevne udgjorde 90 procent, og at ca. ¾ af tabet af erhvervsevne med overvejende sandsynlighed skyldtes de konkurrerende gener. Landsretten lægger herefter til grund, at der efter overfaldet opstod yderligere lidelser, som ikke kan henføres til overfaldet, og at disse lidelser, der i væsentlig grad var med til at udløse sygeforløbet fra den
62. november 2013, er af en så-dan karakter, at disse i sig selv må anses for at have været stærkt arbejdshin-drende. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger finder landsretten, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den
63. marts 2014 til den
64. november 2018 skønsmæssigt skal nedsæt-tes med ½. Efter sagens værdi, forløb og udfald finder landsretten, at det beløb, som Erstatningsnævnet skal betale i sagsomkostninger til Dansk Jernbanesamfund som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for sagens behandling i byretten, skal nedsættes til 126.375 kr. 121.875 kr. er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 4.500 kr. er til dækning af retsafgift. Sagens omkostninger for landsretten ophæves, således at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part. 8 THI KENDES FOR RET: Erstatningsnævnets afgørelse af
65. november 2019 hjemvises til fornyet behandling, idet Erstatningsnævnet skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den
66. marts 2014 til
67. november 2018, dog således at erstatningen nedsættes med 1/
68. Det beløb, som Erstatningsnævnet skal betale i sagsomkostninger til Dansk Jernbanesamfund som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for sagens behandling i byretten, nedsættes til 126.375 kr. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part. Publiceret til portalen d. 17-02-2025 kl. 10:00 Modtagere: Appellant Erstatningsnævnet, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger