← Danmark

Sagen angår, om Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, medfører, at den tiltalte ikke kan straffes for at være indrejst i strid med det indrejsef

Straffesag om ulovlig indrejse hjemvist og udsat på afgørelse om asyl Sag 13/2025 Dom afsagt den 10. september 2025 Rigsadvokaten mod Tiltalte En straffesag om ulovlig indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud blev hjemvist og udsat, indtil der var truffet endelige afgørelse om asyl Tiltalte blev i 2023 idømt 4 måneders fængsel for vold og vidnetrusler og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Da han blev prøveløsladt, udrejste han af Danmark. Nogle måneder senere rejste han igen til Danmark og ansøgte om asyl. I den aktuelle sag var Tiltalte tiltalt for at overtræde udlændingeloven ved at indrejse i Danmark i strid med indrejseforbuddet. Ifølge Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, kan en konventionsflygtning ikke straffes for ulovligt at indrejse i Danmark, hvis en række betingelser er opfyldt, herunder at flygtningen har haft rimelig grund til at indrejse ulovligt. Højesteret udtalte, at artikel 31, stk. 1, også omfatter indrejse i strid med indrejseforbud. Den omstændighed, at Tiltalte var indrejst i strid med et indrejseforbud og muligvis kunne være rejst til et andet land end Danmark og have søgt asyl der, kunne ikke føre til, at han ikke havde haft rimelig grund til at indrejse i Danmark, hvis han opfyldt de øvrige betingelser i artikel 31, stk. 1, herunder at han var konventionsflygtning. Om Tiltalte var konventionsflygtning, skulle afgøres af udlændingemyndighederne. Da de ikke havde truffet endelig afgørelse herom, hjemviste Højesteret sagen til fornyet behandling ved byretten, således at straffesagen skulle afvente udlændingemyndighedernes endelige afgørelse. Landsretten var nået til et andet resultat.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.