Højesteret stadfæster landsrettens dom i forældreansvarssag om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Om forældremyndighed, bopæl og samvær til en forældremyndighedsindehaver Efter en samlet vurdering var det bedst for Barn, at Mor (biologisk mor) blev tillagt forældremyndigheden, og at der ikke blev fastsat samvær med Far (ikke biologisk far) Sag BS-2041/2025-HJR Dom afsagt den

1. september 2025 Far mod Mor I februar 2019 rejste Mor sammen med Barn fra Land 1 til Danmark, hvor de flyttede ind hos Far, som Mor var blevet gift med. Barn var på det tidspunkt 3 år. Far var hverken retlig eller biologisk far til Barn. I juni 2021 godkendte Familieretshuset en aftale mellem Mor og Far om, at de skulle have fælles forældremyndighed over Barn. Barn boede sammen med Mor og Far indtil august 2022, hvor ægtefællerne gik fra hinanden. Der opstod herefter konflikt om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende Barn. Det seneste samvær mellem Far og Barn fandt sted i juni 2023, og i maj 2024 flyttede Mor og Barn (retur) til Land
2. Sagen angik bl.a. spørgsmålet om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende Barn. Forældremyndighed Højesteret tiltrådte, at spørgsmålet om forældremyndighed over Barn skulle afgøres efter forældreansvarslovens § 14, stk. 2, jf. § 11, der fandt analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor Far ikke var Barns retlige forælder, men havde fået del i forældremyndigheden over Barn ved en aftale godkendt af Familieretshuset. Højesteret tiltrådte endvidere, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11,
3. pkt., og at både Mor og Far måtte anses for egnede til at varetage omsorgen for Barn. Efter sagens oplysninger lagde Højesteret til grund, at Mor uden påviselig grund i en længere periode havde forhindret Fars kontakt med Barn, at Barn også havde været udsat for forældrefremmedgørelse i forhold til Far, og at Far ville være den af parterne, der havde bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre Barns kontakt til den anden part. Heroverfor lagde Højesteret vægt på, at Far først blev en del af Barns liv, da hun i februar 2019, hvor hun var 3 år, flyttede fra Land 1 til Danmark sammen med Mor, at Barn også derfor havde den stærkeste tilknytning til Mor, at Mor efter en samlet betragtning måtte anses for at have været Barn gennemgående, primære omsorgsperson, og at Barn nu boede sammen med Mor i Land 1, hvor hun gik i skole. Hertil kom, at det i lyset af den foreliggende sags omstændigheder måtte tillægges betydning, at Far hverken var retlig eller biologisk far til Barn, og at han først fik del i forældremyndigheden i 2021, da Barn var 5 år. Efter en samlet vurdering af Barns forhold og tilknytning til henholdsvis sin mor og Far tiltrådte Højesteret, at det under de foreliggende omstændigheder var bedst for Barn, at Mor blev tillagt forældremyndigheden over hende. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bopæl. Samvær Med hensyn til spørgsmålet om Barns ret til samvær med Far fandt Højesteret, at dette skulle afgøres efter forældreansvarslovens § 19, jf. § 21, der fandt analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor Far som nævnt havde fået del i forældremyndigheden ved aftale. Højesteret tiltrådte efter en samlet vurdering af Barns forhold og tilknytning til henholdsvis sin mor og Far, at det på nuværende tidspunkt ikke ville være til Barns bedste, at der blev fastsat samvær med Far.