HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 3. september 2025 Sag BS-29672/2024-HJR (1. afdeling) Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, be

§ 1, stk.

4, sammenholdt med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f. Ifølge

§ 1, stk.

1, erhverver et barn dansk indfødsret ved fødslen, hvis f.eks. faderen er dansk. Af stk. 4, der gennemfører statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, fremgår, at et barn skal anses for ikke på no-get tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret, hvis det konstateres, at et for-hold, som lå til grund for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1, ikke længere foreligger, medmindre konstateringen sker, efter at vedkom-mende er fyldt 18 år. 3 Konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og

§ 1, stk.

4, finder ikke kun anvendelse, hvor der sker en ændring af civilstatus. Bestemmelserne medfører, at han, der var i god tro om, at han havde erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, skal anerkendes som dansk statsborger fra sin fødsel, idet Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at hans far efter ministeriets opfattelse ikke var og aldrig havde været dansk statsborger, blev meddelt, efter at han var fyldt 18 år. Udlændinge- og Integrationsministeriet har supplerende anført navnlig, at det som følge af delegationsforbuddet i grundlovens § 44, stk. 1, er udelukket, at en udlænding i medfør af et forvaltningsretligt forventningsprincip kan opnå dansk statsborgerskab. Hvis Højesteret måtte finde, at et forvaltningsretligt forventningsprincip kan finde anvendelse på dette område, må det i hvert fald være et krav, at udlæn-dingen har været i god tro. Det må derudover være en forudsætning, at der i forhold til den pågældende udlænding er tvingende grunde til, at statens inte-resse i håndhævelse af betingelserne for indfødsret undtagelsesvis må vige for hensynet til udlændingens interesse i at blive anset for dansk statsborger, selv om den pågældende ikke har opfyldt betingelserne herfor. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har ikke været i god tro. Der foreligger heller ikke tungtvejende grunde til, at statens interesse i håndhæ-velse af betingelserne for indfødsret undtagelsesvis skal vige for deres interesse i at være danske statsborgere.

§ 1, stk.

4, og statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, må forstås således, at reglerne kun omfatter situationer, hvor det er en ændring af den pågældendes civilstatus, som medfører, at et forhold, som lå til grund for den pågældendes danske statsborgerskab, ikke længere foreligger.

§ 1, stk.

4, fører således ikke til, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 skal anses for at have erhvervet dansk indfødsret ved fødslen. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstillinger Sagen drejer sig om, hvorvidt det er med rette, at Udlændinge- og Integrationsministeriet har meddelt Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og hans søn Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, at de ikke er og aldrig har været danske statsborgere. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 blev i 1979 meddelt dansk indfødsret ved lov på den betingelse, at han over for Indenrigsministeriet inden den

1. april 1981 godtgjorde, at han var løst fra sit egyptiske statsborgerskab. 4 Indenrigsministeriet udstedte den
2. juni 1980 et dansk indfødsretsbevis til Appellant 1, tidligere Sagsøger
3. I indfødsretsbeviset er det anført, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har godtgjort at være løst fra sit statsborgerlige forhold til Egyp-ten og i henhold til lov af
4. juni 1979 har erhvervet dansk indfødsret (statsbor-gerret) med virkning fra den
5. april
6. Samme år eller året efter flyttede han til Egypten. I 1985 indgik han ægteskab med en egyptisk kvinde, og i vielsesattesten, som han underskrev, er han anført som egyptisk statsborger. I 1989 fik ægteparret sønnen Appellant 2, tidligere Sagsøger
7. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 er i sønnens fødselsattest anført som egyptisk statsborger. I 2010 fik Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 udstedt et egyptisk pas. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 blev registreret i det danske CPR-register som dansk statsborger på grundlag af registreringen af, at hans far havde dansk indfødsret. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 fik udstedt dansk pas i 1999 og 2009, og han ansøgte i 2011 om at bevare dansk indfødsret. I den forbindelse blev de danske myndig-heder opmærksom på, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 var anført som egyptisk statsborger i Appellant 2s, tidligere Sagsøger 2 fødselsattest. Det egyptiske udenrigsministerium oplyste i 2016 over for de danske myndigheder, at der ikke forelå oplysninger om, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 havde fra-sagt sig sit egyptiske statsborgerskab, men alene oplysning om, at han havde fået tilladelse til også at erhverve dansk indfødsret. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 er fortsat bosat i Egypten. Han har været i Danmark på ferie og i forbindelse med sit arbejde, senest i
8. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 er opvokset i Egypten og har siden 2019 været ansat i Arbejdsplads i Cairo. Han arbejder bl.a. fra sin bopæl i Irland, hvor han har opholdstilladelse i kraft af sin franske ægtefælle. Udlændinge- og Integrationsministeriet meddelte den
9. maj 2017 Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, at de ikke er og aldrig har været danske statsborgere. For så vidt angår Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 anførte ministeriet, at han ikke har erhvervet dansk statsborgerskab ved naturalisation, idet han ikke er blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab inden den
10. april
11. For så vidt angår Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 anførte ministeriet, at han ikke har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, idet hans far, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, ikke var dansk statsborger på tidspunktet for Appellant 2s, tidligere Sagsøger 2 fødsel og ikke efterfølgende har erhvervet dansk statsborgerskab. 5 Sagen angår prøvelse af disse afgørelser. Forvaltningsretlige grundsætninger Dansk indfødsret kan efter indfødsretsloven erhverves automatisk (f.eks. ved fødslen), ved afgivelse af en erklæring eller direkte ved lov (naturalisation). Der er fast og langvarig praksis for, at personer ved lov kan meddeles indfødsret på betingelser, og at det overlades til forvaltningen at tage stilling til, om betingelserne i loven er opfyldt. Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om ugyldighed, at en afgørelse om indfødsret som udgangspunkt skal omgøres (annulleres), hvis lovens betingelser for at erhverve dansk indfødsret viser sig ikke at være op-fyldt. Det gælder tilsvarende f.eks., hvis en person – uden at der er truffet en af-gørelse om indfødsret – er blevet registreret som dansk statsborger eller har fået udstedt dansk pas uden at opfylde lovens betingelser for at have dansk ind-fødsret. Det følger også af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at udgangspunktet om omgørelse (annullation) efter omstændighederne skal fraviges i særlige tilfælde som følge af forventnings- og indrettelseshensyn. Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at grundlovens § 44, stk. 1, hvorefter ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov, indebærer, at disse alminde-lige retsgrundsætninger ikke finder anvendelse på indfødsretsområdet. Om udgangspunktet om omgørelse skal fraviges, beror på dette område på en konkret afvejning af hensynet til håndhævelse af indfødsretslovgivningen på den ene side og hensynet til den berørte borger på den anden side. Fravigelse kan navnlig komme på tale, hvor borgeren gennem lang tid i god tro har indret-tet sig i berettiget tillid til at have erhvervet dansk indfødsret, og hvor omgø-relse vil være uforholdsmæssigt indgribende. EU-rettens regler om unionsborgerskab Efter EU-retten er det de enkelte medlemsstater, som fastsætter betingelserne for at erhverve og fortabe indfødsret. De nationale regler herom skal imidlertid overholde EU-retten, herunder artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Uni-ons Funktionsmåde, hvorefter enhver person, der er statsborger i en medlems-stat, har status som unionsborger. Personer, som ikke er statsborgere i en med-lemsstat, er ikke omfattet af EU-rettens regler om unionsborgerskab. Hvis myndighederne har anset en person for at have dansk indfødsret, f.eks. ved udstedelse af et indfødsretsbevis eller dansk pas eller ved registrering i CPRregisteret, uden at betingelserne for at opnå dansk indfødsret er opfyldt, opstår der som nævnt spørgsmål om, hvorvidt myndighederne efter forvalt- 6 ningsretlige grundsætninger kan meddele, at den pågældende aldrig gyldigt har erhvervet dansk indfødsret. Højesteret finder, at myndighederne i alminde-lighed tillige skal iagttage EU-retten, når de overvejer dette. Det skyldes, at meddelelsen også har betydning for, om den pågældende fremover vil blive an-set for unionsborger, da unionsborgerskabet som nævnt beror på, at den pågæl-dende er statsborger i en medlemsstat. At meddele, at den pågældende aldrig gyldigt har erhvervet dansk indfødsret, forudsætter efter EU-retten, at myndig-hederne overholder proportionalitetsprincippet med hensyn til de virkninger, en sådan meddelelse vil have for den berørte person og eventuelle familiemed-lemmer. Afgørelsen vedrørende Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 Seks dommere – Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup – udtaler: Det er for Højesteret ubestridt, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 ikke blev løst fra sit egyptiske statsborgerforhold. Vi finder, at han derfor ikke har opfyldt betingel-serne i § 2 i lov nr. 3 af
12. juni 1979 for at få dansk indfødsret. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har som nævnt siden 1980 eller 1981 boet i Egypten. Vi lægger til grund, at han i hvert fald i forbindelse med indgåelsen af ægteskab i 1985 må have indset, at han ikke var blevet løst fra sit egyptiske statsborger-skab og derfor ikke opfyldte denne betingelse for at opnå dansk indfødsret. Vi lægger endvidere til grund, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgø-relse af
13. maj 2017 kun har haft begrænsede konsekvenser, og finder, at afgø-relsen ikke kan anses for at være uforholdsmæssigt indgribende. På den anførte baggrund finder vi, at der hverken som følge af forventnings- og indrettelseshensyn eller efter EU-retten er grundlag for at tilsidesætte Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 ikke er og aldrig har været dansk statsborger. Med hensyn til det, som mindretallet har anført om

§ 8

A, bemærker vi følgende: § 8 A fastsætter, at indfødsret opnået ved svigagtigt forhold skal frakendes af domstolene, og sagen skal efter ministeriets anmodning indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. § 8 D. Mindretallet har anført, at ministeriets afgørelse af

1. maj 2017 må forstås sådan, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 efter mi-nisteriets opfattelse udviste svigagtigt forhold i 1980, da han blev meddelt ind-fødsret. Uanset om ministeriets afgørelse skal forstås på denne måde, finder vi, at § 8 A ikke er til hinder for som sket i den foreliggende sag, at myndighederne i henhold til almindelige forvaltningsretlige grundsætninger annullerer en afgø- 7 relse om indfødsret, hvis lovens betingelser ikke har været opfyldt, sådan at den pågældende anses for aldrig at have opnået dansk indfødsret. Vi finder herefter ikke grundlag for at pålægge Udlændinge- og Integrationsministeriet at anerkende, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har dansk indfødsret, eller for at ophæve ministeriets afgørelse af
2. maj 2017 og hjemvise sagen. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen for så vidt angår Appellant 1, tidligere Sagsøger
3. Dommer Jørgen Steen Sørensen udtaler: Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets anbringender for Højesteret må ministeriets afgørelse af
4. maj 2017 forstås således, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 efter ministeriets opfattelse udviste svigagtigt forhold, da han i 1980 blev meddelt indfødsret. Jeg finder på den baggrund, at Udlændinge- og Integrationsministeriet burde have anset den foreliggende sag for omfattet af

§ 8

A. Jeg fin-der i den forbindelse, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i bestemmelsens forstand erhvervede indfødsret ved, at Indenrigsministeriet på daværende tidspunkt fandt det godtgjort, at han var løst fra sit egyptiske statsborgerskab, og på den bag-grund udstedte indfødsretsbevis til ham. Jeg finder endvidere, at bestemmelsen i § 8 A må forstås således, at den gør op med tilfælde som det foreliggende, og at Udlændinge- og Integrationsministe-riet ikke i stedet kunne vælge på ulovbestemt grundlag at meddele Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, at han ikke er og aldrig har været dansk statsborger. Ministeriet burde have anmodet anklagemyndigheden om efter § 8 D, stk. 1, at indbringe sagen for retten med henblik på frakendelse af indfødsret. Med denne begrundelse stemmer jeg for at tage Appellant 1s, tidligere Sagsøger 1 sub-sidiære påstand til følge, således at Udlændinge- og Integrationsministeriets af-gørelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. Afgørelsen vedrørende Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 Seks dommere – Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup – udtaler:

§ 1, stk.

1, bestemmer, at et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis f.eks. faderen er dansk, jf. dog stk. 2 og

1. Af stk. 4 fremgår, at et barn skal anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indføds-ret, hvis det konstateres, at et forhold, som lå til grund for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1, ikke længere foreligger, medmindre barnet der- 8 ved bliver statsløst, eller konstateringen sker, efter at vedkommende er fyldt 18 år. Som en konsekvens af, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 ikke havde dansk indføds-ret, da Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 blev født, opfyldte Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ikke betingelserne for ved fødslen at erhverve dansk indfødsret i medfør af ind-fødsretslovens § 1, stk.
2. Da Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 aldrig har været dansk statsborger, finder § 1, stk. 4, ikke anvendelse. Der er således ikke tale om, at et forhold, der ville indebære, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 erhvervede dansk ind-fødsret, ikke længere foreligger, men om at forholdet aldrig har foreligget. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 er født i Egypten i 1989 og er opvokset der. Det frem-går af hans fødselsattest, at begge hans forældre er egyptiske statsborgere. Han har været registreret som dansk statsborger, som følge af at hans far var registreret som dansk statsborger, og han har fået udstedt dansk pas i 1999 og
3. Han var 19 år, da han første gang var i Danmark, og har opholdt sig i Danmark i ca. 3 måneder i forbindelse med, at han i 2011 ansøgte om at bevare dansk indfødsret. Vi lægger til grund, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgø-relse af
4. maj 2017 kun har haft begrænsede konsekvenser, og finder, at afgø-relsen ikke kan anses for at være uforholdsmæssigt indgribende. På den anførte baggrund finder vi, at der hverken som følge af forventnings- og indrettelseshensyn eller efter EU-retten er grundlag for at tilsidesætte Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ikke er og aldrig har været dansk statsborger. Vi finder herefter ikke grundlag for at pålægge Udlændinge- og Integrationsministeriet at anerkende, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har dansk indfødsret, eller for at ophæve ministeriets afgørelse af
5. maj 2017 og hjemvise sagen. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen for så vidt angår Appellant 2, tidligere Sagsøger
6. Dommer Jørgen Steen Sørensen udtaler: Som anført ovenfor finder jeg, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af
7. maj 2017 vedrørende Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 bør ophæves, og sa-gen hjemvises til fornyet behandling. Da ministeriets afgørelse vedrørende Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 er truffet i kon-sekvens af denne afgørelse, stemmer jeg for at tage Appellant 2s, tidligere Sagsøger 2 subsidiære påstand til følge, således at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse vedrørende ham ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. 9 Konklusion og sagsomkostninger Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at dommen stadfæstes. Under hensyn til sagens principielle karakter og videregående betydning finder Højesteret, at ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller statskassen. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller statskassen. Publiceret til portalen d. 03-09-2025 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (H) Eddie Omar Rosenberg Khawaja, Indstævnte Udlændingeog Integrationsministeriet, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Advokat (H) Søren Horsbøl Jensen