RETTEN I GLOSTRUP DOM afsagt den 2. januar 2023 Sag BS-5742/2022-GLO Mandatar Fagligt Fælles Forbund for Sagsøger (advokat Mads Krøger Pramming) mod Ankestyrelsen Denne afgørelse er truffet af Dommer

§ 27, stk.

1, nr. 4 eller § 27, stk. 1, nr. 7 på baggrund af en ansøgning om seniorførtidspension eller seniorpension. Det fremgår af pensionsloven, at personer med langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet fra 5 år før folkepensionsalderen kan søge om seniorførtidspension. I disse tilfælde iværksættes ikke beskæftigelses-rettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen. Sagerne skal behandles i rehabiliteringsteamet, men dette sker automatisk uden rehabiliteringsplan og dokumentation for, at de beskæftigelsesrettede indsatser er udtømte, og ikke på grundlag af en kommunal vurdering. En sygemeldt, der søger om seniorførtidspension, er derfor ikke omfattet af denne bestemmelse. Det samme gælder en sygemeldt, der søger om seniorpension. De øvrige forlængelsesbestemmelser Du kunne ikke få forlænget udbetalingen af sygedagpenge efter de øvrige forlængelsesbestemmelser: Din uafklarede helbredsmæssige tilstand indebærer, at det ikke var muligt at vurdere, om du ville have behov for revalidering, eller om din sag skulle behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på vurdering af be-rettigelse til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Der var ikke tale om en livstruende og alvorlig sygdom. Der var ikke en verserende arbejdsskadesag, og der var ikke modtaget ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag eller påbegyndt en sag om førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet. Oplysningerne Oplysningerne, vi særligt lægger vægt på, fremgår af lægeattest til Rehabiliteringsteamet fra den

1. marts 2020, notater fra opfølgningssamtaler af den
2. februar 2020 og den
3. januar
4. Bemærkninger til klagen Vi bemærker, at vi har inddraget din partsrepræsentants bemærkninger vedrørende kommunens vurdering af forlængelsesbestemmelserne i vurderingen af vores afgørelse. Vi har ikke yderligere bemærkninger og henviser til begrundelsen for afgørelsen. 10 Bemærkninger til kommunen Mangelfuld begrundelse Efter reglerne skal en afgørelse, der ikke giver fuldt medhold, indeholde en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde en forklaring på, hvorfor afgørelsen har det pågældende indhold. Der skal være henvist til de gæl-dende retsregler og til hvilke forhold, der er blevet tillagt betydning ved afgørelsen, herunder angive de hovedhensyn, der ligger til grund for et eventuelt skøn. Vi kritiserer, at kommunens afgørelse af den
5. marts 2020 ikke fuldt ud opfylder kravene i forvaltningsloven, idet den ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse. Kommunen har under flere forlængelsesbestemmelser ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor du ikke kunne forlæn-ges efter den pågældende bestemmelse. Kommunen har blot anført, at forlængelses efter den pågældende bestemmelse ikke var relevant, idet du havde ansøgt om seniorpension og derfor ikke kunne få forlænget sygedagpengeudbetalingen. I den forbindelse bemærker vi, at en ansøgning om seniorpension i sig selv ikke er en hindring for, at der kan ske forlængelse af sygedagpengene. Det betyder, at der stadig skal tages stilling til, om en af de syv forlængelsesmuligheder er opfyldt. Det betyder også, at der ikke kan træffes en afgørelse om ophør af sygedagpenge udelukkende på baggrund af, at den sygemeldte ansøger om seniorpension. Vi vurderer dog ud fra en konkret vurdering, at ovennævnte sagsbehandlingsfejl ikke har haft betydning for sagens endelige resultat, idet vi stadfæster sagens resultat, men ændrer begrundelsen herfor. Desuden henviser vi til vores begrundelse for afgørelsen i det ovenstå-ende. …” Forklaringer Sagsøger har afgivet forklaring. Sagsøger har forklaret, at hans arbejdsliv startede sideløbende med hans skoleforløb. Han var bydreng og bar mange tunge ting i dårlige løftesituationer. Han gik i murerlære, men ville gerne prøve noget andet efter lidt tid på grund af dårlig ryg. Han måtte ikke stoppe og arbejdede to år som udlært. Han var i en grafikervirksomhed og var også sælger – han deltog også i det praktiske og belastede ryggen. Han var sælger og arbejdsmand, og så blev 11 han handicapchauffør. Han har altid arbejdet fuld tid. I november 2018 skiftede han job, og kom til en anden bustype, og derfra gik det hurtigt med, at han fik ondt i hofterne. Han gik ofte til lægen fra november 2018 til september 2019 og fik mere og mere smertestillende. Han blev sygemeldt i august 2019 – efter at han havde arbejdet med store smerter igennem lang tid. Han blev fyret samme dag, som han sygemeldte sig. Da han sygemeldte sig, havde han talt med med sin hustru om at søge seniorpension, men han tænkte, at han gerne ville arbejde igen efter den første operation – den var for spinalstenose. 3-4 uger efter første operation fik han meget ondt igen. De scannede ham og opdagede en diskosproplaps - han blev opereret for den
6. december 2019 – han fik at vide, at det var en unormal operation for diskosprolaps. Han fik efter den
7. december 2019 igen ondt efter 3-4 uger – han blev MR-scannet og røngten, og fik at vide, at han skulle endnu en operation for sin diskosproplaps – det var en stivgørende operation. Den stivgørende operation blev foretaget den
8. februar
9. Den
10. marts 2020 gik han og ventede på genoptræning – han afventede ikke en yderligere operation. Han havde det egentlig ok. Det er ikke rigtigt, at han afventede en stivgørende operation, som det fremgår af LÆ 265 af
11. marts
12. Han påtalte over for sin egen læge, at der var nævnt en
13. operation, og at det ikke var rigtigt. Han fik at vide, at det ikke betød noget. Han har ikke gennemgået en
14. operation. På daværende tidspunkt, hvor LÆ 125 blev udfærdiget, var han enig i, at han ville kunne vende tilbage til ikke rygbelastende arbejde. Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført: ”Det gøres overordnet gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse af
15. marts 2020 er ugyldig, at Ankestyrelsens afgørelse af
16. september 2020 er ugyldig, samt at er ikke blev truffet en gyldig afgørelse om sygedagpengeophør, og at Sagsøger således har ret til sygedagpenge frem til han overgik til seniorpension den
17. juli
18. Hvidovre Kommunes afgørelse om ophør af sygedagpenge Det gøres gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse af
19. marts 2020 er ugyldig, idet afgørelsen var baseret på en fejlagtig retsanvendelse og led af væsentlige retlige mangler. Af Hvidovre Kommunes afgørelse af
20. marts 2020 fremgår bl.a.: 12 ”Du har desuden søgt seniorpension, hvorfor sagen ikke kan forlænges, men du vil overgå til et jobafklaringsforløb.” Af Hvidovre Kommunes genvurdering af
21. april 2020 fremgår bl.a.: ”Du overgik ved revurdering til jobafklaringsforløb, da vi vurderer, at sa-gen ikke kan forlænges, når du har søgt seniorpension.” Det gøres gældende, at en ansøgning om seniorpension ikke har betyd-ning for modtagelsen af ydelser, og således ikke er en hindring for, at der kan ske forlængelse af sygedagpengene efter

§ 27, stk.

1, nr.

1. Ankestyrelsen fandt således også i sin afgørelse af
2. september 2020, at Hvidovre Kommune fejlagtigt havde begrundet deres afgørelse med, at en ansøgning om seniorpension er en hindring for, at der kan ske forlængelse af sygedagpengeperioden, jf. bilag
3. Ankestyrelsen anførte i den forbin-delse, at ”… der ikke kan træffes en afgørelse om ophør af sygedagpenge udelukkende på baggrund af, at den sygemeldte ansøger om seniorpension.” Ankestyrelsen fandt på den baggrund, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet kommunen ved flere forlængelsesbestemmelser efter

§ 27, stk.

1, nr. 1-7, ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for, at Sagsøgers sygedagpengeudbetaling ikke kunne for-længes efter den pågældende bestemmelse, men at kommunen blot an-førte, at forlængelse efter den pågældende bestemmelse ikke var relevant, idet han havde ansøgt om seniorpension og derfor ikke kunne få forlæn-get sygedagpengene. Det gøres gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse ikke alene led af en begrundelsesmangel, men af en egentlig hjemmelsmangel. Det gøres således gældende, at Hvidovre Kommune befandt sig i den retsvildfarelse, at Sagsøger var afskåret fra sygedagpengeforlæn-gelse som følge af sin ansøgning om seniorpension. Det fremgår således klart af både kommunens afgørelse (bilag 6) og genvurdering (bilag 8), at kommunen befandt sig i den retsvildfarelse, at forudsætningen i seniorpensionsreglerne om, at arbejdsevnen alene skal vurderes i forhold til seneste job, samt særligt, at det ikke skal vurderes om arbejdsevnen kan udvikles i forhold til det øvrige arbejdsmarked og at der derfor ikke skal iværksættes afklarende foranstaltninger heraf i forbin- 13 delse med behandlingen af en seniorpensionssag, medførte, at Sagsøger ikke kunne få forlænget sygedagpengene, når han havde ansøgt om seniorpension. Af forarbejderne til seniorpensionsordningen (lovforslag nr. L 67 fremsat den

1. november 2019, Folketinget 2019-20) fremgår bl.a. af de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1 om betingelserne for tilkendelse af seniorpension: ”Arbejdsevnen skal vurderes i forhold til seneste job uanset branche. Der skal alene foretages en vurdering af borgerens nuværende arbejdsevne. Det betyder, at der ikke skal iværksættes beskæftigelsesrettede indsatser. En person, der er nedslidt som murer, kan dermed ikke henvises til i ste-det at arbejde fx i butik. … Vurderingen af arbejdsevnen skal foretages med udgangspunkt i perso-nens nuværende arbejdsevne, hvilket betyder, at der ikke skal iværksættes indsatser, der har til formål at udvikle arbejdsevnen.” Det er disse regler om betingelserne for tilkendelse af seniorpension, der medførte, at Hvidovre Kommune befandt sig i den retsvildfarelse, at der ikke kunne ske sygedagpengeforlængelse allerede fordi Sagsøger havde ansøgt om seniorpension. Det fremgår således af kommunens genvurdering af
2. april 2020 (bilag 8): ” Du overgik ved revurdering til jobafklaringsforløb, da vi vurderer, at sagen ikke kan forlænges, når du har søgt seniorpension. … Du har i din klage anført følgende: Du mener, at din sag skulle forlænges med henblik på afklaring af din arbejdsevne, men vi vurderer, at der ikke skal finde afklaring sted, da der ikke skal ske udvikling af din arbejdsevne.” På grund af hjemmelsmanglen og den retsvildfarelse som Hvidovre Kommune befandt sig i, har Hvidovre Kommune ikke foretaget den lovpligtige vurdering af, om Sagsøgers sygedagpenge kunne forlænges efter reglerne i

§ 27, stk.

1, idet man alene har henholdt sig 14 til, at sygedagpengene ikke kunne forlænges, da der var søgt seniorpen-sion. Det gøres således gældende, at Hvidovre Kommunens afgørelse af 5. marts 2020 led af en hjemmelsmangel, idet kommunen havde fejlfortolket og derved tilsidesat

§ 27, stk.

1. Når en myndighed tilsidesætter regler om skønsudøvelse eller fejlfortolker retsregler, foreligger der en hjemmelsmangel. Det gøres gældende, at afgørelser der lider af en hjemmelsmangel altid er ugyldige. Hjemmelsmangler er med andre ord altid væsentlige retlige mangler i ugyldighedslærens forstand, jf. bl.a. Jon Andersen, Socialforvaltningsret,
2. udgave 2022, s. 529-
3. Sagsoplysning Det gøres endvidere gældende, at Hvidovre Kommunes retsvildfarelse var af afgørende betydning for Hvidovre Kommunes oplysning af sagen. Det følger af almindelige forvaltningsretlige officialprincip, at myndigheden har ansvaret for at oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Officialprincippet er på det socialretlige område lovfæstet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §
4. På tidspunktet for Hvidovre Kommunes afgørelse den
5. marts 2020, havde kommunen alene indhentet en lægeattest fra Capio, der angav, at Sagsøger burde kunne varetage ikke rygbelastende arbejde inden for en periode på 6 måneder, jf. bilag
6. Samme dag som Hvidovre Kommune fremsendte partshøringsskrivelse, havde Sagsøger oplyst, at han forventede at skulle gennem endnu en operation med et længerevarende genoptræningsforløb. Hvidovre Kommune har imidlertid ikke indhentet lægelige oplysninger om de muligt ændrede helbredsforhold på tidspunktet for hverken parts-høringen eller afgørelsen. Hvidovre Kommune har dermed heller ikke afklaret om, eller i hvilket omfang, Sagsøgers helbredstilstand var afklaret, og om der var behov for en afklaring af hans arbejdsevne. Det bemærkes i den forbin-delse, at det ikke er en hindring for sygedagpengeforlængelse med hen-blik på en afklaring af arbejdsevnen, jf.

§ 27, stk.

1, nr. 2, at helbredstilstanden er afklaret, jf. bl.a. FED2016.24V. 15 Hertil kommer, at Sagsøger rent faktisk fik seniorførtidspension relativt kort tid efter afgørelsen, hvilket alt andet lige skaber en formod-ning for, at det havde været relevant at afklare ham i forhold til almindelig førtidspension (og forlænge sygedagpengene som følge heraf). På grund af hjemmelsmanglen og den retsvildfarelse som Hvidovre Kommune befandt sig i, fandt Hvidovre Kommune det ikke relevant at oplyse sagen yderligere, idet kommunen allerede på baggrund af det faktum, at Sagsøger havde søgt om seniorpension, gav afslag på forlængelse af sygedagpengene. Det gøres på den baggrund gældende, at Hvidovre Kommune ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt til, at der kunne træffes afgørelse i sagen. Partshøring Det gøres endvidere gældende, at Hvidovre Kommunes retsvildfarelse var af afgørende betydning for, hvilke dele af sagens faktisk grundlag, som man partshørte Sagsøger over. På det sociale område består en udvidet forpligtelse til at foretage høring og inddragelse af borgeren i sagen. Kommunen er således både omfattet af den generelle partshøringsforpligtelse i forvaltningslovens § 19, samt den mere konkrete forpligtelse til partshøring i retssikkerhedslovens § 4 om partens medvirken i sociale sager. Denne udvidede inddragelses- og høringsforpligtelse på det sociale om-råde indebærer, at kommunen skal høre parten om både sagens faktiske og retlige aspekter, jf. Jon Andersen, Socialforvaltningsret,

1. udgave 2022, s.
2. Hvidovre Kommune partshørte Sagsøger den
3. februar 2020 i form af en såkaldt agterskrivelse, jf. bilag
4. Der blev ikke fremsendt yder-ligere dokumenter eller oplysninger i forbindelse med partshøringen. Agterskrivelsen indeholdt ganske få faktiske oplysninger om Sagsøgers forhold, og det fremgår da også tydeligt af agterskrivelsen, at det relevante og væsentlige faktiske grundlag for sagens afgørelse – efter Hvi-dovre Kommunes opfattelse – var begrænset til, at Sagsøger havde modtaget sygedagpenge i mere end 22 uger inden for de seneste 9 måneder, og at han havde søgt om seniorpension. Det fremgår således af partshøringsskrivelsen: ”Du har desuden søgt seniorpension, hvorfor sagen ikke kan forlænges, men du vil overgå til jobafklaringsforløb.” (bilag 4) 16 Det faktiske grundlag som Hvidovre Kommune har partshørt Sagsøger om, begrænser sig til ovenstående, samt at han har gennemgået en rygoperation den
5. februar 2020 og skulle gennem en lang genoptræ-ning. Da det af kommunen udvalgte relevante retsfaktum, som man partshørte Sagsøger om, var baseret på en retsvildfarelse gøres det gæl-dende, at der ikke er foretaget partshøring i overensstemmelse med reg-lerne i forvaltningslovens § 19 og retssikkerhedslovens §
6. Ugyldighed Det gøres gældende, at de nævnte mangler ved Hvidovre Kommunes afgørelse (hjemmelsmanglen, sagsoplysningsmanglen og partshøringsmanglen) er væsentlige retlige mangler ved afgørelsen og medfører at afgørelsen er ugyldig. En hjemmelsmangel i form af en myndigheds vildfarelse om retsreglerne og den deraf følgende undladelse af at foretage en lovpligtige vurdering af forlængelsesmulighederne, kan aldrig være en uvæsentlig mangel ved en afgørelse. En hjemmelsmangel som følge af myndighedens retsvildfarelse påvirker nemlig hele afgørelsesgrundlaget, herunder hvilke faktiske oplysninger, der indhentes og lægges vægt på, hvilke oplysninger, der partshøres over, samt partens mulighed for at benytte sig af sine partsbeføjelser, (hvilket netop er grundlaget for, at en hjemmelsmangel altid må anses for væsent-lig og medfører ugyldighed). Hele kommunens sagsbehandling, herunder vejledning af borgeren, er baseret på retsvildfarelsen, og borgeren har ingen mulighed for at kunne vurdere, hvilke oplysninger, det kunne være relevant for borgeren selv at meddele kommunen eller inddrage i sagen, eller hvilke oplysninger, der er væsentlige for sagens afgørelse og hvilke oplysninger, det kunne være relevant at korrigere. Det gør sig også gældende i denne sag, hvor Hvidovre Kommunes retsvildfarelse netop medførte, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at Sagsøger ikke blev partshørt om det faktiske grundlag, som havde væsentlig betydning for sagens afgørelse. Det er fast antaget i den forvaltningsretlige teori og praksis, at en afgørelse som udgangspunkt er ugyldig, hvis den er behæftet med væsentlige ret-lige mangler. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige 17 grundsætninger indebærer dette, at afgørelsen ikke får retsvirkninger efter sit indhold, jf. blandt andet U.2016.140H. Ugyldigheden får derfor virkning ex tunc, således at den bebyrdende afgørelse annulleres og retsvirkningen fjernes. Ugyldighedsvirkningen er som det absolutte udgangspunkt annullation, således at retsvirkningerne ophæves og indholdet af den ugyldige afgørelse først på ny kan få retsvirkning, hvis der træffes en ny lovlig afgørelse. Det gøres således gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse af
7. marts 2020 er ugyldig, og at afgørelsen må anses for annulleret og retsvirkningerne ophævet. Ankestyrelsens afgørelse Tilbagevirkende kraft Det følger af Højesterets dom af
8. september 2015 (U.2016.140H), at sygedagpenge er en løbende ydelse, som ikke ophører automatisk, og at sygedagpengeophør forudsætter en gyldig afgørelse herom. Det følger endvidere af Højesterets dom, at der ikke i sygedagpengeloven eller efter de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan træffes afgørelse om sygedagpengeophør med tilbagevirkende kraft. Da Hvidovre Kommunes afgørelse af
9. marts 2020 var ugyldig, jf. oven-for, og da Ankestyrelsen i sin afgørelse af
10. september 2020 traf afgørelse om sygedagpengeophør fra
11. marts 2020, var der tale om en afgørelse med tilbagevirkende kraft, jf. U.2016.140H, U.2018.2849Ø og U.2021.1588V modsætningsvis. Da det gøres gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse var ugyldig, annulleret og retsvirkningerne af afgørelsen ophævet, gøres gældende, at Ankestyrelsen i denne sag, traf afgørelse med tilbagevirkende kraft. Det gøres gældende, at der ikke i sygedagpengeloven er hjemmel til at træffe afgørelse med tilbagevirkende kraft, og at Ankestyrelsens afgørelse af
12. september 2020 dermed er i strid med de almindelige forvaltningsret-lige principper om adgangen til at træffe afgørelser med tilbagevirkende kraft. Det gøres således gældende, at Ankestyrelsens afgørelse af
13. september 2020 er ugyldig, idet der er tale om en afgørelse med tilbagevirkende kraft uden hjemmel i sygedagpengeloven. 18 Øvrige mangler ved Ankestyrelsens afgørelse Sagsoplysning Selv hvis det lægges til grund, at Ankestyrelsens afgørelse af
14. september 2020 ikke var en afgørelse med tilbagevirkende kraft uden hjemmel i sygedagpengeloven, gøres det gældende, at Ankestyrelsens afgørelse er ugyl-dig, fordi den skulle have været truffet på baggrund af de faktiske oplys-ninger, der forelå på standsningstidspunktet den
15. marts
16. Det gøres som ovenfor anført gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse af
17. marts 2020 var ugyldig, bl.a. som følge af mangelfuld sagsoplysning og tilsidesættelse af officialprincippet. Dette gør sig også gældende for Ankestyrelsens afgørelse, der lider af samme væsentlige retlige mangel, idet sagen heller ikke her blev oplyst tilstrækkeligt. På standsningstidspunktet forelå nemlig alene en lægeattest, hvoraf frem-gik, at Sagsøger burde kunne påtage sig ikke rygbelastende ar-bejde inden for en periode på 6 måneder efter operationen den
18. februar 2020, og at Sagsøger den
19. februar 2020 havde oplyst, at han for-ventede, at skulle igennem en ny operation, hvor ryggen skulle stivgøres, og at der forventes 6-12 måneders genoptræning. Oplysningerne fra Sagsøger er ikke uddybet, da disse ikke oplys-ninger ikke havde betydning for Hvidovre Kommunes afgørelse, og der blev ikke indhentet yderligere oplysninger om, hvorvidt den lægelige vur-dering af, at Sagsøger kunne påtage sig ikke skulderbelastende ar-bejde inden for en periode på 6 måneder efter operationen
20. februar 2020 var ændret eller om hans helbredsforhold på standsningstidspunktet i øv-rigt. Det gøres på den baggrund gældende, at Sagsøgers sag ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om hans helbredstilstand på afgørelsestidspunktet, om hvorvidt der var behov for en afkla-ring af hans arbejdsevne, om der var lægeligt grundlag for at han kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om hans sag skulle forelægges for kommunens rehabiliteringsteam, jf.

§ 27, stk.

1, nr. 2, 3 og

1. Manglende partshøring Det gøres endvidere gældende, at Ankestyrelsens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel i form af manglende partshøring, og også på den baggrund er ugyldig. 19 Det følger af Østre Landsrets dom af
2. maj 2018 (U.2018.2849Ø), at en afgørelse om sygedagpengeophør tidligst kan træffes, når den sygemeldte har haft lejlighed til at udtale sig om de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der efter myndighedernes opfattelse må føre til, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt. Da Ankestyrelsen den
3. september 2020 traf afgørelse om, at Sagsøger ikke på standsningstidspunktet opfyldte betingelserne for at få for-længet udbetalingen af sygedagpenge, blev der ikke foretaget partshøring over de oplysninger, som efter Ankestyrelsens opfattelse førte til, at betin-gelserne for sygedagpengeforlængelse ikke var til stede. Det gøres gældende, at der i forhold til Hvidovre Kommunes afgørelse var tale om et væsentligt ændret grundlag, som Ankestyrelsen traf afgørelse på baggrund af, idet Hvidovre Kommunes afgørelse var truffet på bag-grund af en retsvildfarelse. Hvidovre Kommunes partshøring vedrørte ikke de relevante faktiske oplysninger af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt Sagsøger op-fyldte forlængelsesmulighederne i

§ 27, stk.

1, jf. ovenfor. Det er således ikke korrekt, når Ankestyrelsen anfører, at Hvidovre Kommune ved partshøringen af

1. februar 2020 havde forelagt Sagsøger de relevante og væsentlige faktiske oplysninger, der lå til grund for Ankestyrelsens afgørelse af
2. september
3. Tværtimod havde Hvidovre Kommune ikke foretaget partshøring i for-hold til de faktiske oplysninger, der kunne begrunde en afgørelse om af-slag på forlængelse af sygedagpenge efter

§ 27, stk.

1, ligesom Ankestyrelsen heller ikke foretog partshøring herom, og dermed heller ikke fået ”repareret” den retlige mangel. Sagsøger er såle-des aldrig blevet partshørt om det relevante faktiske grundlag, der var af væsentlig betydning for vurderingen af, om han opfyldte betingelserne for sygedagpengeforlængelse. Det fremgår af Ankestyrelsens afgørelse, at man har lagt vægt på lægeat-test af

1. marts 2020 (bilag 1). Denne attest er imidlertid udfærdiget efter kommunens afgørelse i sygedagpengesagen, og er i øvrigt et dokument, som ikke er udarbejdet til brug for sygedagepengesagen, men derimod indhentet til brug for behandlingen af en helt anden sag, nemlig sagen om Sagsøgers ansøgning om seniorpension. 20 Da disse faktiske oplysninger ikke indgik i sygedagpengesagen (men var indhentet til brug for behandlingen af ansøgningen om seniorpension), var Ankestyrelsen selvfølgelig forpligtet til at partshøre over disse nye faktiske oplysninger, og så meget desto mere, når man tillagde dem afgø-rende betydning i afgørelsen. De faktiske oplysninger, som Sagsøger med Hvidovre Kommunes partshøring af
2. februar 2020 blev forelagt og hørt om, begrænsede sig til 1) at Sagsøger havde modtaget sygedagpenge i mere end 22 uger inden for de seneste 9 måneder, 2) at han havde søgt om seniorpension, og 3) at han havde gennemgået en rygoperation den
3. februar 2020 og skulle genoptrænes. Der blev således ikke partshørt vedrørende faktiske forhold af betydning for vurderingen af, i hvilket omfang helbredstilstanden var afklaret og om der var behov for en afklaring af arbejdsevnen, jf.

§ 27, stk.

1, nr. 2. Der blev heller ikke partshørt i forhold til, om der var et sikkert lægeligt grundlag for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, jf.

§ 27, stk.

1, nr. 3. Og der blev heller ikke partshørt om, hvorvidt sagen burde forelægges kommunens rehabiliteringsteam med henblik på at træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, jf.

§ 27, stk.

1, nr.

1. Der kan i den forbindelse henvises til Vestre Landsrets dom i U.2006.2912V, hvor både byret og landsret – med henvisning til bl.a. rets-sikkerhedslovens § 4 – fandt, at en sygedagpengemodtager havde haft en sådan interesse i at se hele beslutningsgrundlaget og have haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, at der burde være foretaget parts-høring. Der kan endvidere henvises til U.2021.1588V, hvor landsretten ligeledes fandt, at sagsøgeren, da Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse om sygedagpengestop og på baggrund af en helhedsvurdering af borgerens situation, vurderede forlængelsesmulighederne, havde haft en sådan interesse i at se beslutningsgrundlaget og have lejlighed til at komme med sine bemærkninger, at der burde have været gennemført en parthøring, før Ankestyrelsen traf afgørelse. Både sagsoplysningsforpligtelsen og partshøringsforpligtelsen er forvaltningsretlige garantiforskrifter. De er en garanti for afgørelsens rigtighed, 21 og det påhviler derfor Ankestyrelsen at godtgøre, at den manglende sagsoplysning og partshøring ikke konkret har været væsentlig for afgørelsens udfald, jf. ligeledes U.2021.1588V. Det gøres gældende, at Ankestyrelsens bevisbyrde herfor er streng, samt at Ankestyrelsen ikke har løftet denne bevisbyrde. Det gøres således gældende, at Ankestyrelsens afgørelse af
2. september 2020 – udover at være en afgørelse med tilbagevirkende kraft uden hjem-mel i sygedagpengeloven – også led af væsentlige retlige mangler i form af mangelfuld sagsoplysning og manglende partshøring, og at Ankestyrel-sens afgørelse af
3. september 2020 også af den grund er ugyldig. Det gøres derfor samlet gældende, at der ikke blev truffet en gyldig afgørelse om ophør af sygedagpengeretten af hverken Hvidovre Kommune el-ler Ankestyrelsen, og at Sagsøger derfor havde ret til sygedag-penge frem til han overgik til seniorpension den
4. juli
5. Prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse Ankestyrelsen gør gældende, at det følger af fast retspraksis, at sagsøgeren skal godtgøre, at der foreligger et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse i sagen og henviser i den forbindelse til bl.a. U.2000.645H, U.2001.768H og U.2007.358H. Ankestyrelsen anfører, at det af U.2000.645H fremgår, at det ved prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse skal tages i betragtning, at de administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en særlig erfaring i at foretage de pågældende bevisvurderinger, hvorved der må fore-ligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administra-tiv afgørelse om førtidspension og om sygedagpengeforlængelse (U.2007.358H). Det bemærkes, at Højesteret i dommen U.2000.645H først og fremmest fastslog, at domstolenes prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser om tilkendelse af førtidspension tillige omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om betingelserne herfor er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Højeste-ret tilsidesatte derved Ankestyrelsens anbringende om, at skønnet over, om betingelserne for førtidspension var opfyldt, i sidste ende skulle udø-ves af Ankestyrelsen, og at skønnet alene kunne tilsidesættes af retten, så-fremt det var godtgjort, at Ankestyrelsens afgørelse var åbenbart urimelig, ulovmedholdig eller beroede på et urigtig faktisk grundlag. 22 I dommen fandt Højesteret endvidere – på baggrund de lægelige akter og det i øvrigt foreliggende i sagen – at der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse om afslag på førtidspension. Tilsvarende tilsidesatte Højesteret i dommen U.2001.768H Ankestyrelsens afgørelse om tilkendelse af almindelig førtidspension, idet Højesteret fandt, at sagsøger havde ret til mellemste førtidspension. Retspraksis viser således også, at domstolene rent faktisk foretager en prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser, herunder af Ankestyrelsens bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Ikke desto mindre er der enighed om, at det følger af retspraksis, at det ved prøvelsen af Ankestyrelsens skønsmæssige bevisvurderinger må tages i betragtning, at de administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en særlig erfaring i at foretage de pågældende bevisvurderinger, og at der derfor må foreligge et sikkert grundlag for at domstolene tilsidesætter en administrativ afgørelse om førtidspension eller sygedagpengeforlængelse baseret på sådanne skønsmæssige bevisvurderin-ger. Det bemærkes dog, at praksis vedrørende en tilbageholdende prøvelse af Ankestyrelsens bevisvurderinger af skønsmæssig karakter, ikke vedrører domstolenes prøvelse af faktiske og retlige spørgsmål. Det følger således af fast praksis, at domstolene også i førtidspensions og sygedagpengeforlængelsessager i fuldt omfang prøver retlige spørgsmål. Det siger imidlertid sig selv, at administrative myndigheder er ikke er mere erfarne i (eller bedre stillet til), at vurdere retlige spørgsmål end domstolene. Dette kan ligeledes udledes af eksempelvis U.2016.140H, U.2018.2849Ø og U.2021.1588V, der netop handlede om retlige spørgsmål, hvor der blev foretaget en fuld prøvelse heraf, og som derfor heller ikke indeholder formuleringer om, hvorvidt sagsøgeren har godtgjort et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse i sagerne. Prøvelsen af retlige spørgsmål omfatter tillige spørgsmålet om retlige mangler. Domstolene prøver således fuldt ud, om myndighedernes afgørelser lider af retlige mangler, herunder om disse er væsentlige og medfø-rer ugyldighed, jf. ligeledes U.2021.1588V. Det omfatter i denne sag blandt andet spørgsmålet om betydningen af Hvidovre Kommunes retsvildfa-relse, og om, hvorvidt sagen var tilstrækkelig oplyst til, at der kunne træf-fes en afgørelse om, hvorvidt Sagsøger opfyldte en eller flere af 23 forlængelsesmulighederne i sygedagpengeloven. Det vedrører endvidere spørgsmålet om, hvorvidt der er sket partshøring i overensstemmelse med kravene i forvaltningslovens § 19 og retssikkerhedslovens §
6. Prøvelsen af de retlige spørgsmål i sagen vedrører endvidere spørgsmålet om, hvorvidt Ankestyrelsen kan opretholde retsvirkningen af en ugyldig afgørelse fra underinstansen eller om Ankestyrelsen herved træffer en afgørelse med tilbagevirkende kraft. Hertil kommer, at hvis det lægges til grund, at den afgørelse (der er til prøvelse i retten) lider af retlige mangler, så må prøvelsen af myndighedernes eventuelle bevisvurderinger af mere skønsmæssig karakter, være både fuldstændig og intensiv, da retlige mangler skaber en formodning for, at afgørelsen er forkert. Det bemærkes i den forbindelse, at det påhviler Ankestyrelsen at godt-gøre, at tilsidesættelsen af forvaltningsretlige garantiforskrifter ikke kon-kret har været væsentlige for afgørelsens udfald, og at det – såfremt retten måtte finde, at afgørelsen lider af retlige mangler – ikke er sagsøgeren der skal godtgøre, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, men at det er Ankestyrelsen der skal godtgøre, at de retlige mangler var konkret uvæsentlige, jf. bl.a. U.2021.1588V. Som anført gøres det gældende, at Ankestyrelsens bevisbyrde herfor er streng, samt at Ankestyrelsen ikke har løftet denne bevisbyrde.” Ankestyrelsen har i sit påstandsdokument anført: ”Ankestyrelsen gør gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af
7. september 2020 (bilag 11), hvor Ankestyrelsen stadfæstede Hvidovre Kommunes afgørelse af
8. marts 2020 (bilag 6) om, at Sagsøger ikke opfyldte betingelserne i sygedagpenge-lovens § 27, om forlængelse af udbetaling af sygedagpenge. Ankestyrelsen gør gældende, at Ankestyrelsen ved afgørelsen af
9. september 2020 foretog en korrekt vurdering af, at Hvidovre Kommunes afgørelse af
10. marts 2020 ikke var ugyldig, og at Sagsøgers ret til sygedagpenge ikke kunne forlænges efter den
11. marts
12. Ankestyrelsen har ved prøvelsen af Hvidovre Kommunes afgørelse af
13. marts 2020 lagt vægt på, at Hvidovre Kommune har inddraget de rele-vante faktiske oplysninger om, at Sagsøger var blevet rygopereret den
14. februar 2020, og at Sagsøger skulle gennem en lang 24 genoptræning. Sagsøger havde i forbindelse med opfølgnings-samtalen med Hvidovre Kommune den
15. februar 2020 netop oplyst Hvi-dovre Kommune om, at der efter operationen var forventet genoptræning i 6-12 måneder. Det gøres derfor gældende, at Sagsøger, hvem bevisbyrden påhvi-ler, ikke har godtgjort et grundlag, endsige fornødent sikkert grundlag, for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af
16. september
17. Sagsøger har ikke godtgjort, at Ankestyrelsens afgørelse af
18. september 2020 er behæftet med mangler. Ankestyrelsen fandt ved afgørelsen af
19. september 2020, at Hvidovre Kommunes afgørelse af
20. marts 2020 ikke indeholdt en tilstrækkelig præcis begrundelse, idet Hvidovre Kommune ikke havde givet en tilstrække-lig begrundelse under flere af forlængelsesbestemmelserne for, hvorfor Sagsøger ikke kunne få forlænget udbetalingen af sygedagpenge. Hvidovre Kommune havde begrundet afgørelsen i det indledende afsnit om begrundelse med, at Sagsøger var helbredsmæssigt uafklaret, og der var lagt vægt på, at Sagsøger var blevet rygopereret og skulle gennem en lang genoptræning. Retten til udbetaling af sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge for mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, kaldet revurderingstidspunktet. Forinden skal kommunen have foretaget en revurdering af sygedagpengemodtage-rens situation. Det fremgår direkte af

§ 27. Hvidovre Kommune har den 5.

marts 2020 truffet en gyldig afgørelse om Sagsøgers ret til forlængelse af udbetaling af sygedagpenge. Revurderingstidspunktet i Sagsøgers sygedagpengesag var den

1. februar
2. Hvidovre Kommune har ved afgørelsen af
3. marts 2020 inddraget oplysningerne om at Sagsøger havde gennemgået en stivgørende rygoperation den
4. februar 2020 og oplysningerne om, at Sagsøger skulle genoptræne i 6-12 måneder. Det bestrides, at af-gørelsen led af en hjemmelsmangel. Hvidovre Kommune har truffet en af-gørelse med hjemmel i

§ 24og § 27.

Hvidovre Kommune henviser i afgørelsen af 5. marts 2020 netop under lovgrundlag til

§ 24og § 27.

Det er derfor ikke korrekt, når Sagsøger anfører, at Hvidovre Kommune alene har lagt vægt på, at Sagsøger havde søgt om seniorpension. … 25 Ankestyrelsen bestrider derfor, at sagen ikke var tilstrækkelig oplyst på afgørelsestidspunktet. Hvidovre Kommunes afgørelse led ikke af væsent-lige retlige mangler. Hvidovre Kommune har ved afgørelsen af 5. marts 2020 lagt vægt på, at Sagsøger var helbredsmæssigt uafklaret. Vurderingen er helt i overensstemmelse med de faktiske forhold i sagen, og helt i overensstemmelse med praksis på området for vurdering af forlængelsesbetingelserne i

§ 27

. Som det fremgår af vejledning om sygedagpengeperioden og forlængelse, så vil oplysnin-gerne om, at den sygemeldtes helbredstilstand er uafklaret på revurderingstidspunktet netop være en del af oplysningsgrundlaget på revurderingstidspunkt. Hvidovre Kommunes partshøring Det fremgår direkte af Hvidovre Kommunes partshøring af

1. februar 2020, at Hvidovre Kommune har inddraget oplysningerne om, at Sagsøger var helbredsmæssigt uafklaret, at Sagsøger var blevet rygopereret den
2. februar 2020 og skulle gennem en lang genoptræning. Det er således ikke korrekt, når sagsøger henviser til, at det relevante og væsentlige faktiske grundlag for sagens afgørelse var begrænset til, at Sagsøger havde modtaget sygedagpenge i mere end 22 uger in-den for de seneste 9 måneder og havde søgt om seniorpension. Det må derfor bero på en vildfarelse fra sagsøgers side, når sagsøger gør gæl-dende, at der ikke er foretaget partshøring i overensstemmelse med reg-lerne i forvaltningslovens § 19 og retssikkerhedslovens §
3. Ankestyrelsen henviser til bilag 4: Brev af
4. februar 2020 fra Hvidovre Kommune med titlen: Ophør af sygedagpenge – Tilkendelse af jobafklaringsforløb – en partshøring. … Ankestyrelsen bestrider på den baggrund, at Hvidovre Kommunes afgø-relse af
5. marts 2020 led af væsentlige mangler, der medførte ugyldighed. Ankestyrelsens afgørelse – tilbagevirkende kraft Ankestyrelsen gør gældende, at der ikke med Ankestyrelsens afgørelse af
6. september 2020 var tale om en afgørelse med tilbagevirkende kraft. Ankestyrelsen henviser til U.2021.1588V. Som sagsøger selv skriver i stævningen skal Ankestyrelsen som rekursmyndighed foretage vurderingen af forlængelsesbestemmelserne på standsningstidspunktet (tidspunktet for 26 kommunens afgørelse), hvorfor Vestre Landsret netop fandt, at Ankestyrelsens afgørelse ikke var truffet med tilbagevirkende kraft. Hvidovre Kommune havde den
7. marts 2020 truffet en gyldig afgørelse om Sagsøgers ret til forlængelse af sygedagpengeudbetalingen. Ankestyrelsen bestrider, at U.2021.1588V kan anvendes modsætningsvis til at fastslå, at Ankestyrelsen har truffet en afgørelse med tilbagevirkende kraft. Ankestyrelsens afgørelse - sagsoplysning Ankestyrelsen gør gældende, at Ankestyrelsens afgørelse af
8. september 2020 er gyldig og truffet på et fuldt oplyst grundlag. Det fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, at Sagsøger den
9. februar 2020 var opereret med en stivgørende operation i lænderyg-gen. Sagsøger havde den
10. februar 2020 oplyst til Hvidovre Kommune, at han skulle gennem en ny rygoperation, og der var forventet genoptræning i op til 12 måneder (bilag D). Disse faktiske oplysninger om, at Sagsøgers helbredstilstand var uafklaret, og at han skulle gen-nem en lang genoptræning var netop afgørende for, at Sagsøger ikke opfyldte forlængelsesbestemmelserne i

§ 27

. Disse oplysninger, om rygoperation og lang genoptræning lægger Hvid-ovre Kommune vægt på ved partshøringen den

1. februar 2020 (bilag 4) og ved Hvidovre Kommunes afgørelse af
2. marts 2020 (bilag 6). Ankestyrelsen har også lagt særlig vægt på oplysningerne om, at Sagsøgers helbredstilstand var uafklaret og inddraget Sagsøgers oplysninger fra opfølgningssamtalen den
3. februar
4. Det fremgår af Beskæftigelsesministeriets vejledning om sygedagpengeperioden og forlængelse, at en sag kan være tilstrækkeligt oplyst, uden at borgerens helbredstilstand er afklaret. Det forhold at Sagsøgers helbredstilstand var uafklaret på revurderingstidspunktet var netop afgørende for, at Sagsøger ikke opfyldte en eller flere af forlængelsesbestemmelserne i

§ 27, men i stedet havde ret til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Ankestyrelsens afgørelse af

1. september 2020 er således truffet på et fuldt oplyst grundlag. Ankestyrelsens afgørelse - partshøring 27 Det bestrides, at Ankestyrelsens afgørelse af
2. marts 2020 lider af en retlig mangel. Ankestyrelsen har ved afgørelsen af
3. marts 2020 lagt vægt på de samme oplysninger som Hvidovre Kommune, om at Sagsøgers helbredsti stand var uafklaret på standsningstidspunktet den
4. marts
5. Der var ikke tale om et ændret retligt grundlag, eller et væsentligt ændret oplysningsgrundlag. Sagsøger var ved Hvidovre Kommunes partshøring af den
6. fe-bruar 2020 netop partshørt om, at Sagsøger var helbredsmæssigt uafklaret og skulle gennem en lang genoptræning. Sagsøger var partshørt om beslutningsgrundlaget for vurdering af forlængelsesbestem-melserne i

§ 27. Sagsøgers sag er derfor ikke sammenlignelig med U.2006.2912V.

Sagsøgers sag er heller ikke sammenlignelig med U.2021.1588V, da Ankestyrelsen i Sagsøgers sag har truffet afgørelse efter samme retlige grundlag som Hvidovre Kommune, nemlig sygedagpenge-lovens § 24, og §

1. I forhold til sagsøgers anbringende om, at Ankestyrelsen har inddraget oplysningerne fra lægeattest af
2. marts 2020, gøres det gældende, at oplysningerne i denne lægeattest netop beskriver, at Sagsøgers helbredstilstand var uafklaret på standsningstidspunktet den
3. marts 2020, og det var netop de samme oplysninger om rygoperation og langvarig genoptræning, som Sagsøger havde oplyst om i forbindelse med opfølgningssamtalen den
4. februar 2020 (bilag D). Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysnin-ger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Ankestyrelsen har ikke tilsidesat sin oplysningspligt. Sagsøger var klar over, at oplysningerne om den helbredsmæssige uafklarede til-stand på grund af den forventede lange genoptræning indgik i vurde-ringsgrundlaget for, om Sagsøger opfyldte en eller flere af forlæn-gelsesbestemmelserne i

§ 27

. Oplysningerne om operation og forventet genoptræning havde Sagsøger selv oplyst til Hvidovre Kommune, og oplysningerne om operation og lang genoptræning fremgår af Hvidovre Kommunes partshøring af

1. februar 2020 (bilag 4) og Hvidovre Kommunes afgørelse af
2. marts 2020 28 (bilag 6). Sagsøger var således blevet partshørt om det relevante faktiske grundlag, der var af væsentlig betydning for, om Sagsøger opfyldte forlængelsesbestemmelsen i

§ 27. Såfremt retten måtte finde, at Ankestyrelsens afgørelse af 5.

marts 2020 lider af en retlig mangel, gør Ankestyrelsen gældende, at manglen ikke kan føre til, at Ankestyrelsens afgørelse er ugyldig. For at en mangel kan medføre ugyldighed, skal manglen konkret have været væsentlig for afgørel-sen. Det følger af højesteretspraksis, at der ved vurderingen af væsentlig-heden af en retlig mangel blandt andet lægges vægt på, hvorvidt manglen vurderes at have haft en betydning for den endelige afgørelse, jf. blandt andet U.2005.2489H og U.2011.2343H, hvorefter en retlig mangel alene vurderes at være væsentlig, hvis den konkret har medført, at afgørelsen har fået et andet indhold end tilsigtet. Det følger af § 68, og § 69, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), at Ankestyrelsen som rekursinstans kan efterprøve retlige spørgsmål, og at Ankestyrelsen uafhængigt af parternes påstande kan træffe afgørelse om afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af underinstansens afgørelse. Bestemmelserne tilsigter efter forarbejderne at give Ankestyrelsen mulighed for at træffe den afgørelse, som Ankestyrelsen finder materielt rigtig, jf. herved Højesterets dom af

1. juni 2015, trykt i U.2015.3233H. Sagsøgers helbredstilstand var uafklaret på standsningstidspunk-tet den
2. marts
3. På baggrund af oplysningerne om, at Sagsøger havde været igennem en rygoperation den
4. februar 2020 og skulle igennem et længevarende genoptræningsforløb af op til 12 måne-ders varighed, var Sagsøgers helbredstilstand på standsningstids-punktet ikke tilstrækkelig afklaret til, at det var muligt at vurdere, om der ville være behov for at afklare arbejdsevnen. Sagsøger havde her-udover den
5. februar 2020 oplyst til Hvidovre Kommune, at han skulle gennem en ny stivgørende rygoperation, og der blev forventet 6-12 måne-ders genoptræning. Ud fra en konkret og individuel vurdering af Sagsøgers samlede helbredsmæssige tilstand havde Ankestyrelsen vurderet, at der ikke forelå en sikker lægelig vurdering af, at Sagsøger ville vende tilbage til arbejdsmarkedet i hidtidigt omfang inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet. Sagsøger havde selv oplyst til Hvidovre Kommune, at han skulle gennem et længere genoptræningsforløb. En partshøring fra Ankestyrelsen til Sagsøger om, at Sagsøger var helbreds-mæssigt uafklaret, og at disse oplysninger var blevet gentaget i LÆ 265, Lægeattest til Rehabiliteringsteam (bilag 1) må vurderes konkret at være 29 uvæsentlig for den materielt korrekte afgørelse om, at Sagsøgers helbredstilstand var så uafklaret på revurderingstidspunktet, og Sagsøger ikke opfyldte forlængelsesbestemmelsen i sygedagpenge-lovens § 27, den
6. marts
7. Over for sagsøgers subsidiære påstand gør Ankestyrelsen gældende, at Ankestyrelsen har truffet en gyldig og korrekt afgørelse. Der er ikke grundlag for hjemvisning til fornyet behandling, jf. i det hele gennemgangen ovenfor.” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Der er mellem parterne enighed om, at såfremt Hvidovre Kommunes afgørelse er ugyldig, vil det også føre til, at Ankestyrelsens afgørelse er ugyldig, idet Ankestyrelsen i givet fald vil have truffet afgørelse med tilbagevirkende kraft. Sagsøger har gjort gældende, at Hvidovre Kommunes afgørelse er ugyldig på grund af hjemmelsmangler, manglende sagsoplysning og/eller manglende parthøring. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger manglende sagsoplysning og/eller partshøring fra Hvidovre Kommune Det følger af

§ 24, at kommunen på revurderingstidspunk-tet skal træffe afgørelse.

Retten finder, at det følger heraf, at afgørelsen alt andet lige må træffes på baggrund af de oplysninger, som rimeligvis foreligger på pågældende tidspunkt. Der kan således ikke antages at foreligge en pligt for kommunen til at udsætte afgørelsen på afklaring, som ikke ville kunne konstateres på revurderingstidspunktet. Lægeerklæringen LÆ 125 indeholder faktiske oplysninger, der tyder på, at Sagsøger inden for 6 måneder ville kunne arbejde i ikke rygbelastende arbejde. Oplysningerne må sammenholdes med Sagsøgers oplysning om, at han forventede 6-12 måneders genoptræning. For så vidt angår vurderingen af, om disse oplysning gav grundlag for yderligere sagsoplysning, førend der kunne træffes afgørelse efter sygedagpengeloven lægger retten vægt på, at der var tale om en nyligt overstået operation, og at Sagsøgers oplysning om, at han forventede 6-12 måneders genoptræning har været forelagt ham til partshøring. Retten finder herefter, at Sagsøger ikke har godtgjort, at Hvidovre Kommune burde have indhentet yderligere oplysninger, før de traf afgørelse 30 om ophør af sygedagpenge. Retten finder således, at der ikke er grundlag for at antage, at der på revurderingstidspunktet var oplysninger af relevans i forhold til vurderingen af, om betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden, herunder navnlig i forhold til bestemmelsen om afklaring af arbejdsevnen, var opfyldt, som ikke indgik i kommunens afgørelsesgrundlag. Retten finder endvidere ikke grundlag for at antage at der er ved afgørelsen, er indgået oplysninger til ugunst for Sagsøger, som han ikke var bekendt med indgik i afgørelsesgrundlaget. Retten bemærker i den forbindelse, at Sagsøger er blevet partshørt af Hvidovre Kommune i forhold til grundlaget for afgørelsen herunder det retsgrundlag, som kommunen senere traf afgørelse på baggrund af. Hvidovre Kommunes henvisning til, at Sagsøger havde søgt seniorpension Retten lægger efter indholdet af Hvidovre Kommunes afgørelse til grund, at kommunen var af den opfattelse, at det forhold, at Sagsøger havde søgt seniorpension var så væsentlig for kommunes afgørelse, at sagens øvrige oplysninger ikke indgik med særlig vægt i vurderingen efter sygedagpenge-lovens § 27, stk. 1, nr. 1-4 og 7, og indebar, at han ikke var berettiget til forlængelse af sygedagpengeperioden. Retten finder endvidere, at dette ikke kan antages at være en korrekt retsopfattelse, men at der derimod i forhold til de nævnte bestemmelser og deres betingelser skulle foretages en vurdering med inddragelse af andre oplysninger end ansøgningen om seniorpension. Der findes herefter at være tale om en hjemmelsmangel, idet Hvidovre Kommune har truffet afgørelse uden at inddrage relevante oplysninger i deres vurdering. Retten bemærker, at der ikke findes, at være tale om en begrundelsesmangel. Retten har herved lagt vægt på, at det må antages, at begrundelsen er et korrekt udtryk for den vurdering, som Hvidovre Kommune har foretaget. Det er grundlæggende betingelser for ugyldighed af en forvaltningsakt, at den lider af en retlig mangel, og at manglen er væsentlig. Vedrørende væsentlighedsbetingelsen er det antaget, at det indgår som et væsentlig moment, om afgørelsen ville have fået et andet resultat, såfremt den retlige mangel ikke havde været til stede. Retten finder på denne baggrund, at Hvidovre Kommunes afgørelse ikke er ugyldig – uanset hvordan oplysningen om ansøgt seniorpension urigtigt er indgået i kommunens vurdering af, om betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden efter § 27, stk. 1, nr. 1-4 og 7 – såfremt det kan lægges til grund, at afgørelsens resultat er rigtigt. Bevisbyrden for at dette er tilfældet, påhviler Ankestyrelsen. 31 Dette spørgsmål behandles nedenfor i forlængelse af spørgsmålene om Ankestyrelsens afgørelse i øvrigt lider af retlige mangler og i givet fald betydningen heraf. Ankestyrelsens afgørelse Sagsøger har gjort gældende, at Ankestyrelsens afgørelse er ugyldig på grund af manglende sagsoplysning og/eller manglende parthøring. Manglende sagsoplysning De sagsoplysningsmangler, som er gjort gældende af Sagsøger i forhold til Ankestyrelsens afgørelse svarer til de oplysninger, som det er Sagsøgers opfattelse, at også Hvidovre Kommune manglede førend de kunne træffe afgørelse. Som anført ovenfor finder retten, at der ikke er tale om manglende sagsoplysning. Manglende partshøring Nogle af de oplysninger, som Ankestyrelsen har lagt vægt på fremgår af LÆ 265, som er dateret den 13. marts 2020. Det må endvidere lægges til grund, at Sagsøger ikke er blevet partshørt over oplysningerne i lægeattesten el-ler var bekendt med, at de indgik i Ankestyrelsens afgørelsesgrundlag. Der fremgår således af Ankestyrelsens afgørelse, at der navnlig ved vurderin-gen efter

§ 24, stk.

1, nr. 2 og nr. 3, er refereret til oplysnin-gerne, og retten finder herefter, at der er tale om oplysninger, som Sagsøger skulle være partshørt over, inden Ankestyrelsen traf afgørelse. Retten finder, at den manglende partshøring fører til ugyldighed af Ankestyrelsens afgørelse, medmindre Ankestyrelsen kan godtgøre, at manglen har været konkret uvæsentlig. Medfører de konstaterede mangler ugyldighed? Retten har ved vurderingen af, om Ankestyrelsen har godtgjort, at manglerne er konkret uvæsentlige lagt vægt på navnlig, at oplysningerne om fire operationer – som rettelig var tre operationer - inden for et halvt år, samt oplysningerne om, at Sagsøger afventede en stivgørende lændeoperation for at afhjælpe smerter og give dig en bedre gangfunktion, som rettelig var, at Sagsøger havde gennemført en stivgørende lændeoperation og afventede genop-træning, ikke ændrer ved, at Sagsøger helbredsmæssige tilstand var uafklaret på standsningstidspunktet, og at der ikke var konstateret et behov for at afklare arbejdsevnen. Det fremstår endvidere utvivlsomt, at der på stands-ningstidspunktet ikke kunne foretages en sikker lægelig vurdering af, at 32 Sagsøger inden for 134 uger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet i hidti-digt omfang. Der er endvidere lagt vægt på, at Ankestyrelsen i afgørelsen har foretaget en fuldstændig vurdering af, om betingelserne i

§ 27var opfyldt med inddragelse af relevante oplysninger.

Det bemærkes, at der i den forbindelse udover spørgsmålet om tilbagevirkende kraft ikke gjort gældende, at Ankestyrelsens afgørelse skulle være uhjemlet eller på anden måde lide af hjemmelsmangler. Retten bemærker i den forbindelse, at afgørelser efter

forlængelsesbestemmelser beror på en delvis skønsmæssig vurdering herunder i forhold til bevisvurderingen. Det er fast antaget, at en myndighed som Ankestyrelsen i kraft af behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring med de pågældende bevisvurderinger, og at tilsidesættelse af Ankestyrelsens vurdering herom kræver et sikkert grundlag. Retten finder på denne baggrund, at Ankestyrelsen har godtgjort, at såvel Hvidovre Kommunes som Ankestyrelsens egen afgørelse - uanset de anførte mangler - er rigtig. Retten finder således, at manglerne har været konkret uvæsentlige. Retten har herved også lagt vægt på, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter det det samme retsgrundlag som Hvidovre Kommune. Da der således ikke foreligger retlige mangler ved Hvidovre Kommunes afgørelse, som kan føre til ugyldighed, er der heller ikke grundlag for at antage, at Ankestyrelsens afgørelse er tillagt tilbagevirkende kraft. Sammenfattende finder retten herefter ikke grundlag for at give Sagsøger medhold i de nedlagte påstande, hvorfor Ankestyrelsen frifindes. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 16.000 kr. Ankestyrelsen er ikke momsregistreret, men repræsenteret ved ansat rettergangsgangsfuldmægtig, hvorfor sagsomkostningerne ikke er tillagt moms. THI KENDES FOR RET: Ankestyrelsen frifindes. Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Sagsøger skal til Ankestyrel-sen betale sagsomkostninger med 16.000 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. 33 2 Publiceret til portalen d. 02-01-2023 kl. 13:05 Modtagere: Mandatar Fagligt Fælles Forbund, Sagsøger, Advokat (H) Mads Krøger Pramming, Sagsøgte Ankestyrelsen