RETTEN I HORSENS DOM afsagt den 29. september 2025 Sag BS-56753/2023-HRS Sagsøger (advokat Lars Langhoff) mod Planklagenævnet (advokat Britta Moll Bown) Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer

§ 11, stk.

4, nr. 3, ikke var overholdt. Den

1. maj 2023 afviste Planklagenævnet at genoptage sagen. Af Planklagenævnets afgørelse fremgår bl.a.: ”… 2.2 Generelt om genoptagelse Planklagenævnet har pligt til at vurdere, om en sag skal genoptages, hvis en part beder om det. Planklagenævnet har desuden pligt til at genoptage sagen og vurdere den på ny, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: 1) Hvis der er nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, 22 at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et an-det resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved nævnets tidligere stillingtagen til sagen. 2) Hvis nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl. 3) Hvis der er væsentlige nye retlige forhold, f.eks. hvis domsto- lene i en tilsvarende sag har underkendt nævnets fortolkning el-ler praksis. Planklagenævnet har derimod ikke pligt til at genoptage sagen alene af den grund, at en part, en førsteinstans eller andre er uenige i nævnets fortolkning eller praksis. Planklagenævnet har ikke pligt til at genoptage sagen alene af den grund, at en part kommer med nye klagepunkter, som ikke har været fremført under den oprindelige klagesag. Efter Planklagenævnets opfat-telse vil det føre til omgåelse af de lovbestemte klage- og søgsmålsfri-ster, hvis det i almindelighed var muligt at få genoptaget en klagesag med henvisning til klagepunkter, som ikke har været gjort gældende i klagesagen, eller som nævnet ikke af egen drift har pligt til at påse. 2.
2. Manglende stillingtagen til støj i anlægsfasen 2.3.
3. Genoptagelsesanmodningen. Klageren anfører, at Planklagenævnet alene har taget stilling til støj i driftsfasen og ikke i anlægsfasen. Dette udgør ifølge klageren en retlig mangel eller sagsbehandlingsfejl. Der er ifølge klageren ikke tale om et nyt klagepunkt, idet det fremgår af klagen, at etablering af spunspæle, der skal bankes ned med maskine, vil påvirke bilag IV-arter i ådalen, herunder flagermus, i anlægsfasen med støj og forstyrrelser. Klageren anfører endvidere, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgø-relsen vedrørende § 25-tilladelsen, har taget stilling til spørgsmålet og har ophævet og hjemvist afgørelsen på det grundlag. 2.3.
4. Planklagenævnets afgørelse Det fremgår af Planklagenævnets afgørelse side 21, at 2.4.
5. Klagen […] Det anføres desuden, at støjgener fra grundvandssænkningen vil kunne påvirke bilag IV-arter og naturtyper, og at etablering af spunspæle vil på-virke bilag IV-arter, herunder flagermus, i anlægsfasen med støj og for-styrrelser. Det fremgår endvidere af side 36 i afgørelsen, at Støj i anlægsfasen 23 Planklagenævnet finder, at det i forbindelse med den overordnede planlæg-ning ikke kan kræves, at der fastsættes konkrete bestemmelser om afværge-foranstaltninger i kommuneplantillægget i forbindelse med en eventuel støjpåvirkning af bilag IV-arter i anlægsfasen. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at de nærmere omstændigheder for anlægsarbejde, herunder tidspunktet for påbegyndelsen af arbejdet med nedramning, ikke i planlægningsstadiet kan forventes kendt. 2.3.
6. Planklagenævnets vurdering Planklagenævnet afslår at genoptage klagesagen som følge af, det af klageren anførte om, at Planklagenævnet alene har taget stilling til støj i driftsfasen. Nævnet lægger herved vægt på, at Planklagenævnet, jf. af-snit 2.3.2., har behandlet klagepunktet om støj i anlægsfasen. Der er så-ledes ikke tale om en sagsbehandlingsfejl, hvorfor der ikke er grundlag for at genoptage sagen. Planklagenævnet har som nævnt i afsnit 2.
7. ikke pligt til at genoptage sagen alene af den grund, at en part, en førsteinstans eller andre er ue-nige i nævnets fortolkning eller praksis. 2.
8. Uoverensstemmelse med

§ 11, stk.

4, nr. 3 2.4.1. Genoptagelsesanmodning Klageren anfører, at

§ 11, stk.

4, nr. 3, ikke er overholdt på baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse og hjemvisning af § 25-tilladelsen til projektet. 2.4.2. Planklagenævnets vurdering Det fremgår af

§ 11, stk.

4, nr. 3, at kommuneplanen ikke må stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Planklagenævnet finder, at der er tale om et nyt klagepunkt i forhold til de oprindelige klager, hvilket ikke kan begrunde genoptagelse af afgø-relsen, jf. afsnit 2.

1. Planklagenævnet finder endvidere, at nævnet ikke ud fra sagens oplys-ninger i kommuneplantillægget og den tilhørende miljørapport, havde anledning eller pligt til at tage spørgsmålet op ad egen drift. Der er såle-des heller ikke tale om en sagsbehandlingsfejl, der kan begrunde gen-optagelse. 2.
2. Samlet vurdering og afgørelse Planklagenævnet afviser at genoptage Planklagenævnets afgørelse af
3. december 2022, idet betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt. …” Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført: 24 ”…
4. Overordnede anbringender Planklagenævnet er forpligtet til at genoptage behandlingen af klagen over Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport, sagsnr. 22/02446, 22/02414 og 22/
5. Planklagenævnet har pligt til at vurdere, om en sag skal genoptages, hvis en part beder om det. Planklagenævnet har desuden pligt til at genoptage en sag og vurdere den på ny, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
6. Hvis nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.
7. Hvis der er væsentlige nye retlige forhold, f.eks. hvis domstolene i en tilsvarende sag har underkendt nævnets fortolkning eller praksis. 1.
8. Planklagenævnet har kompetence og forpligtelse Planklagenævnet skal tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelser efter planloven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i planloven. Retlige spørgsmål omfatter alle spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning eller forståelse af lovbestemmelser m.v. Der kan ikke efter

§ 11, stk.

4, nr. 3, ske vedtagelse af en kommune-plan (eller tillæg), som strider mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Det følger blandt andet af Indsatsbekendtgørelsens § 8, at Horsens Kommune er forpligtet til at sikre, at kommuneplanstillægget ikke muliggør dispositio-ner, der kan forhindre opfyldelsen af de krav og mål, der følger af indsatspro-grammet. Det følger blandt andet af Indsatsbekendtgørelsens § 8, at myndigheden kun kan træffe afgørelse, der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvis afgørelsen 1) ikke vil kunne medføre en forringelse af overfladevandområdets eller grundvandsforekomstens tilstand. 25 2) ikke vil kunne hindre opfyldelse af det fastlagte miljømål, herunder gennem de i indsatsprogrammet fastlagte foranstaltninger. Kommuneplanstillægget må således ikke muliggør aktiviteter, der kan for-ringe eller forhindre tilstanden af grundvand eller overfladevand i strid med de miljømål, der er fastsat i indsatsprogrammet. Det følger af praksis, herunder Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023, at enhver stigning i koncentrationen af et forurenende stof udgør en forringelse, når kvalitetskravet allerede er overskredet. En retlig vurdering af, om en kommuneplan (eller tillæg) strider mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, er un-derlagt Planklagenævnets kompetence, ligesom Sagsøger mener, at Planklage-nævnet var forpligtet til at påse dette af egen drift. 1.3 Planklagenævnet har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl. Det kan lægges til grund, at Planklagenævnet ikke har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt kommuneplantillægget har overholdt reglerne i EU´s Vandram-medirektiv, og dermed undladt at inddrage relevante og væsentlige forhold i sin sagsbehandling, som havde afgørende betydning for, om kommuneplantil-lægget gyldigt kunne vedtages. Planklagenævnet har således begået væsentlig sagsbehandlingsfejl ved sin behandling af sagen. Hertil kommer, at Horsens Kommune på baggrund af de miljøundersøgelser for det konkrete vejprojekt i planarbejdet konkluderede, at det ville være mu-ligt at etablere et vejprojekt indenfor planforslagets arealudpegning, som ikke vil stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vand-planlægning jf.

§11, stk.

4, nr.

1. Denne konklusion bygger på miljøundersøgelser, som viser, at en ny forbin-delsesvej fra VEGA til E45 Horsens C vil tilføre en merudledning af kobber til et målsat overfladevandområde i en ikke god tilstand. Horsens Kommune vurderede dog, at merudledningen var af så begrænset mængde, at dette ville være uvæsentligt, og derfor hverken direkte eller indirekte påvirke overflade-vandet. Det kan lægges til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet med afgørelsen af
2. februar 2023 har tilsidesat ovenstående vurderinger, som værende i strid med EUdomstolens praksis, da enhver udledning, der medfører en målbar stigning i koncentrationen af et MFS i et samlet målsat overfladevandområde i ikke god tilstand, anses for at være betydelig, og dermed en forringelse der ikke kan tillades. 26 Det er således Sagsøgers opfattelse, at Miljø- og Fødevareklagenævnet på bag-grund af samme klagegrundlag og præcis samme faktiske forhold har fundet anledning til først at behandle spørgsmålet, om Indsatsbekendelsens regler var overholdt, og herefter konkluderede, at det konkrete vejprojekt, som kom-muneplanstillægget omfatter, vil medføre en forringelse af Bygholm Å’s øko-logiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet for miljøfarlige forurenende stoffer, og dermed er ugyldigt, som stridende mod vandramme-direktivet artikel 4, som implementeret i Indsatsbekendtgørelsens § 8, stk.
3. Med andre ord blev Horsens Kommunes vurdering i overensstemmelse med EUpraksis tilsidesat, da Miljø- og Fødevareklagenævnet ved sin afgørelse af
4. februar 2023 fandt, at enhver forringelse var i strid med indsatsbekendtgø-relsens §8, stk. 3, jf. EU Domstols praksis i sagerne C471/13 (Weser), C535/18 (Land NordrheinWestfalen) og C525/20 (Association France N.E.). Horsens Kommune har således på et ikke korrekt grundlag foretaget en vur-dering af, om planvedtagelsen kunne være i strid med regler om et indsats-program udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, jf.

§11, stk.

4, nr.

1. Der er således en væsentlig retlig mangel ved plangrundlaget, som Planklage-nævnet skulle have forholdt sig til i forbindelse med klagen og igen i forbin-delse med anmodningen om genoptagelse. Planklagenævnet har således be-gået væsentlig sagsbehandlingsfejl ved at undlade dette, selv efter at være ble-vet gjort direkte opmærksom på problemstillingen. Ovennævnte er helt i overensstemmelse med MAD2023.
2. Her var der tale om en afgørelse fra november 2023, hvor Planklagenævnet ophævede en lo-kalplan med henvisning til, at der ikke var foretaget en korrekt vurdering af, om planvedtagelsen kunne være i strid med reglerne om et indsatsprogram, jf.

§ 13, stk.1.

nr. 5. Planklagenævnet udtalte i forbindelse med afgørelse: - at der efter

§ 13, stk.

1, nr. 5, ikke kan ske vedtagelse af en lokalplan, som strider mod reglerne om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Ifølge indsatsprogrambekendtgø-relsens § 8, stk. 1, skal kommunen forebygge forringelse af tilstanden for overfladevandområder og sikre, at opfyldelsen af miljømål ikke for-hindres. - at med henvisning til Weser-dommen, er der en lav tærskel for, hvor-når en myndighed har tilsidesat sine forpligtelser til at forebygge for- 27 ringelse. Det gælder særligt for vandforekomster, der er i laveste tilstandsklasse, hvor enhver yderligere påvirkning er uforenelig med vandrammedirektivet. - at kommunen fejlagtigt havde lagt til grund i miljøscreeningen og lokalplanen, at Nebel Bæk/Grøft var i en god økologisk tilstand. Ifølge vandområdeplan 2021-27 havde vandløbet imidlertid en dårlig økolo-gisk tilstand. Nævnet fandt således ikke, at kommunen på et korrekt grundlag havde vur-deret, om planvedtagelsen kunne være i strid med reglerne om indsatspro-gram, jf.

13, stk. 1, nr.

1. Nævnet fandt, at dette under de konkrete omstændigheder udgjorde en væsentlig retlig mangel, uanset, at der i almin-delighed ikke skal tages stilling til de nærmere vilkår for fremtidige udlednin-ger i forbindelse med vedtagelsen af en lokalplan. Planklagenævnet ophæ-vede herefter lokalplan nr. 13-
2. Afgørelsen understøtter således, at der er tale om en væsentlig sagsbehand-lingsfejl fra Planklagenævntes side. Sagsbehandlingen, og dermed gyldighe-den af kommuneplantillægget, er således forbundet med væsentlige sagsbe-handlingsfejl. Hertil kommer, at

§11, stk.

4, nr. 3, er en forbudsbestemmelse, og det gøres derfor gældende, at kommuneplantillæg 2017-34 og den meddelte landzonetilladelse, jf.

§35, stk.

1, på baggrund heraf er ugyldige, uanset om punktet er anført særskilt i klagen eller ej. Det bestrides, at der un-der alle omstændigheder er tale om et nyt klagepunkt, idet der udtrykkeligt i klagen er anført negativ påvirkning af vandmiljøet, herunder med forekom-ster fra regnvandsbassinerne, der udledes i Bygholm Å, jf. det i stævningen anførte. Der er efter Sagsøgers opfattelse tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, at Planklagenævnet hverken i forbindelse med den oprindelige afgørelse samt den efterfølgende afvisning af genoptagelse af afgørelsen har forholdt sig til spørgsmålet om Indsatsbekendtgørelsen §

1. Dette understøttes af, at der sideløbende har været indleveret stort set ensly-dende klager til henholdsvis Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklage-nævnet vedrørende samme faktiske forhold, den samme miljøvurdering, det samme vejprojekt m.v., men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt det væsentligt, som led i deres sagsbehandling, at behandle spørgsmålet om blandt andet Indsatsbekendelsens regler var overholdt, og derfor med det konkrete vejprojekt under kommuneplanen ville medføre en forringelse af Bygholm Å’s økologiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet 28 for miljøfarlige forurenende stoffer, og dermed gjorde Kommuneplantillæg 2017-34 ugyldigt, som stridende mod ufravigelig EU-lovgivning. Som anført i stævningen følger det af Karnovs note 27 til Lov om Planklage-nævnet § 4a, at Planklagenævnet har pligt til at inddrage spørgsmål om over-holdelse af gældende EU-ret, uanset om dette anses, som en del af klagen, el-ler det vil kræve, at Planklagenævnet inddrager dette af egen drift. Desuden er det anført i svarskriftet på side 5, nederst: ” Hjemlen i § 4 a i lov om Planklagenævnet til at begrænse prøvelsen til de forhold, der er klaget over, er en kodifikation af den praksis, som Planklagenævnet har haft, siden nævnet påbegyndte sin virksomhed den
2. februar 2017 og afløste det tidligere Natur- og Miljøklagenævnet. Der henvises i forarbejderne til lov nr. 417 af
3. april 2023, jf. lovforslag nr. L36 af
4. februar 2023, afsnit 2.5.1-2., til § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, og det anføres, at det er en forglem-melse, at reglen om prøvelsesbegrænsning ikke blev medtaget i lov om Planklage-nævnet. Det fremgår, at bestemmelsen betyder, at nævnet efter omstændighederne har pligt til at inddrage andre forhold, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret, jf. tilsvarende bemærkningerne til § 2, nr. 3.” Planklagenævnet har således en grundlæggende forpligtelse til at sikre, at der ikke træffes afgørelser eller godkendelser i strid med gældende EU-ret. I nærværende sag er der netop tale om et EU retligt forbud mod at forringe vandområderne, og derfor har Planklagenævnet begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at behandle dette punkt i sagen. Rent bortset fra, at Sagsøger ikke kan tiltræde præmissen om, at modstriden med vandrammereglerne ikke var tilstrækkelig tydelig, da Planklagenævnet behandlede klagen i første omgang, er denne præmis jo i øvrigt ikke længere til stede, alt den stund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet nu har afklaret dette spørgsmål. Der er tale om helt klare lovregler, der skal overholdes, og rækkefølgebestem-melsen i dansk ret er naturligvis, at EU-direktiverne skal overholdes og imple-menteres i dansk ret, og planer og afgørelser, der er truffet i strid hermed, er ugyldige. Det forekommer således forkert og modstridende med dette, at Planklagenæv-net først afviser, at skulle have behandlet spørgsmålet om overholdelse af Indsatsbekendelsens regler med den begrundelse, at det ikke var tydeliggjort nok i klagen. Dernæst afviser Planklagenævnet at behandle anmodningen om genoptagelse begrundet med henvisningen til, at der er tale om et nyt anbrin- 29 gende – velvidende, at Planklagenævnet herved blåstempler et kommune-plantillæg, som er stridende mod gældende EU-ret, og dermed i realiteten er ugyldig. Yderligere fremgår det af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af
5. fe-bruar 2023 (bilag 3) på side 5 angående vandområdeplanerne: ” 2.2.2 Vandområdeplanerne Det fremgår af MiljøGIS for vandområdeplanerne 2015-2021, at både Bygholm Å og Hatting Bæk er målsat til god økologisk og kemisk tilstand. Af MiljøGIS om høring af vandområdeplanerne 2021-2027 fremgår det, at den samlede økologiske tilstand for Hatting Bæk er ringe, idet tilstanden for smådyr er moderat, tilstan-den for vandplanter og miljøfarlige forurenende stoffer er ukendt og tilstanden for fisk er ringe. Den kemiske tilstand er ukendt. Videre fremgår det, at den samlede økologiske tilstand i Bygholm Å nedstrøms udløbet fra Hatting Bæk er høj, idet tilstanden for smådyr er høj. De andre økolo-giske kvalitetselementer er ukendte, hvilket den kemiske tilstand også er. Opstrøms udløbet fra Hatting Bæk er den samlede økologiske tilstand i Bygholm Å ringe, idet tilstanden for vandplanter og fisk er ringe, tilstanden for smådyr er høj og tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer er ikke-god. Den kemiske til-stand er ikke-god, hvilket ifølge Vandplandata skyldes en overskridelse af mil-jøkvalitetskravet for kviksølv i biota-fisk, antracen i sediment og nonylphenoler i vand. I forhold til vurderingen af tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer, som ikke-god, fremgår det endvidere af Vandplandata, at dette blandt andet skyl-des en overskridelse af indholdet af kobber i vandet, idet der er målt et niveau af kobber på 1,717 μg/l, og at det generelle miljøkvalitetskrav er 1,48 μg/l. Miljøkva-litetskravet for maksimumskoncentrationen på 2,48 μg/l er også overtrådt, idet den højst målte koncentration er 2,8 μg/l. Det fremgår af Miljøstyrelsens FAQ om spørgsmål og svar om udledning af visse forurenende stoffer til vandmiljøet fra den
6. december 2021, at baggrundsværdien for kobber i vandløb er 0,48 μg/l. Tidligere var baggrundværdien for kobber i vandløb opgjort til 0,66 μg/l.” I nærværende sag har vi således to klagenævn, der behandler samme sag. Planklagenævnet undlader at forholde sig til vandrammedirektivet og plan-lovens forbudsbestemmelser herom, selvom der er klaget over både miljøvur-deringen og plangrundlaget og betalt 3 x klagegebyr. Det bestrides derfor, at Planklagenævnet alene skal sagsbehandle på overordnet niveau. Der henvises til afgørelsen fra Planklagenævnet den
7. november 2023 i Silkeborg, hvor Planklagenævnet netop tog stilling til overholdelse af indsatsprogrammerne i forhold til vandrammedirektivet, hvor det i den pågældende sag var plan- 30 grundlaget, der var påklaget. Planklagenævnet ophævede planen, og hjemvi-ste sagen til fornyet behandling i Silkeborg Kommune (MAD2023.352). Miljø- og Fødevareklagenævnet har i deres afgørelse i nærværende sag også inddraget vandområdeplanerne. Det burde Planklagenævnet også have ind-draget, henset til, at der med henvisning til Weserdommen er en lav tærskel for, hvornår en myndighed har tilsidesat sin forpligtigelse til at forebygge for-ringelse af et vandområde. Det gælder særligt for vandforekomster, der er i la-veste tilstandsklasse, hvor enhver yderligere påvirkning er uforenelig med vandrammedirektivet, jf. EUDomstolens dom af
8. juli 2015 i sag C-461/13 (Weser-dommen). Afslutningsvist, så må man som borger have en berettiget forventning om, at hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver miljøvurderingen, som mangel-fuld, så må det have den konsekvens, at andre afgørelser, som er baseret på selvsamme miljøvurdering, tilsvarende erklæres ugyldige eller som minimum den konsekvens, at Planklagenævnet genoptager sagen, med henblik på en vurdering af om man ved godkendelse af Kommuneplanen har lagt en fejlag-tig oplysning til grund, at kommuneplanen ikke var stridende mod reglerne om indsatsprogrammer, jf.

§ 11, stk.

4, nr.

1. 1.
2. Bemærkninger til Kommuneplanstillæggets karakter Under sagens behandling har Planklagenævnet i svarskriftet efterfølgende an-ført nedenstående, som en begrundelse for, at Planklagenævnet ikke skal gen-optage sagen: ”Klagers synspunkt må ses i sammenhæng med, at det af kommuneplantillæggets redegørelse alene fremgår, at forringelse af tilstanden af alle overfladevandområ-der skal forebygges, og kommunen vurderede, at udledning af regnvand ikke vil være til hinder for målopfyldelse i recipienterne. Der var alene tale om den over-ordnede planlægning, der muliggjorde vejprojektet, og klagers synspunkt gav ikke anledning til at prøve spørgsmålet, om et konkret projekt ville medføre en forrin-gelse af den økologiske tilstand af vandløbene i området.” Planklagenævnet gør således under sagen gældende, at kommuneplanstillæg-get alene er den overordnede planlægning, der muliggør et vejprojektet, og at Sagsøgers klage derfor ikke gav anledning til at prøve spørgsmålet, om et konkret projekt ville medføre en forringelse af den økologiske tilstand af vandløbene i området. For det første skal det understreges, at anmodningen om genoptagelse blev nægtet med henvisning til, at der er tale om et nyt klagepunkt, jf. nærmere ne-denfor, som Planklagenævnet ikke af egen drift skulle have taget op til be- 31 handling. På intet tidspunkt har Planklagenævnet afvist genoptagelsen med henvisning til, at kommuneplanstillægget i den konkrete sag var af overord-net karakter, uden sammenhæng med det konkrete vejprojekt. Man kan såle-des ikke på bagkant komme med en ny begrundelse. For det andet så bestrides synspunktet. Som det fremgår af MAD2023.352, så følger det af Planklagenævnets egen praksis, at hvis der er foretaget en forkert vurdering af, om planvedtagelsen kunne være i strid med reglerne om ind-satsprogram, jf.

13, stk. 1, nr. 5, så ophæves plangrundlaget. Planklagenævnet udtalte specifikt i den sammenhæng, at dette gør sig gæl-dende uanset, at der i almindelighed ikke skal tages stilling til de nærmere vil-kår for fremtidige udledninger i forbindelse med vedtagelsen af en lokalplan. Herudover ses plangrundlaget i nærværende sag at være direkte sammen-hængende med det konkrete vejprojekt, som beskrevet ovenfor under de ind-ledende bemærkninger. Der er reelt tale om et projektkommuneplan specifikt udarbejdet til det konkrete vejprojekt. Behandlingen af kommuneplantillæg-get er sket sideløbende og tæt sammen med udarbejdelse af VVM-redegørel-sen m.v. for det konkrete vejprojekt. Dels er det således Sagsøgers opfattelse, at kommuneplanstillægget ikke har en sådan overordnet karakter, at Planklagenævnet ikke skal tage stilling til konsekvenserne af merudledningen fra det konkrete vejprojekt. Dette støttes endvidere af, at Horsens Kommune i forbindelse med planarbej-det i høj grad har anvendt det konkrete projekt og miljøvurderingen, som grundlag for at konkludere, at det er muligt at etablere en forbindelsesvej, hvor f.eks. udledning af regnvand ikke er til hinder for målopfyldelse i recipi-enterne. Behandlingen af kommuneplanstillægget er sket sideløbende og tæt sammen med udarbejdelse af VVM-redegørelsen m.v. for det konkrete vejprojekt, og det anføres f.eks. direkte i kommuneplanstillægget (bilag A) på side 7 under punktet Vandplaner: ” Det er Horsens Kommunes vurdering, at udledning af regnvand ikke er til hinder for målopfyldelse i recipienterne, hvis kommunens rensnings- og forsinkelses-krav overholdes” . Horsens Kommune har således i kommuneplanslægget konkret vurderet på et konkret projekt og lagt til grund, at udledning af regnvand ikke er til hinder for målopfyldelse i recipienterne, hvis kommunens rensnings- og forsinkelses-krav overholdes. 32 Der er således i forbindelse med kommuneplantillægget sket en direkte vur-dering af det konkrete vejprojekt, herunder om de i miljøundersøgelserne an-førte recipienter i form af ”Bygholm Å eller slutrecipienterne Bygholm Sø og Hor-sens Fjord ”, jf. (bilag 9-bilag 12) forringes yderligere. Planklagenævnet har da generelt også i sin afgørelse forholdt sig til det kon-krete projekt, og lægger forholdene for det konkrete vejprojekt til grund for sine øvrige vurderinger. F.eks. har Planklagenævnet lagt vægt på, at krydsningen af Bygholm Ådal og Bygholm Å anlægges, som en landskabsbro af typen A1L, samt den specifikke indretning af broen, jf. Sagsøgtes afgørelse (bilag 2) side

1. Planklagenævnet lægger ligeledes vægt på, at der etableres et paddehegn langs begge sider af vejen på nordsiden af Bygholm Å, og at det med denne afværgeforanstaltning ikke vil forringe den økologiske funktionalitet for yngle- og rasteområder for stor vandsalamander. Der findes en masse andre eksempler på, at Planklage-nævnet har lagt specifik vægt på det konkrete vejprojekt i sin afgørelse. Planklagenævnet har således allerede på mange områder forholdt sig til og lagt forhold ved det konkrete vejprojekt til grund for sin afvisning af klagen over kommuneplanstillægget. Meget belejligt er dette dog gjort med undta-gelse af, om Indsatsbekendelsens regler var overholdt, og derfor med det kon-krete vejprojekt i kommuneplanstilægget ville medføre en forringelse af Byg-holm Å’s økologiske tilstand i form af en forringelse af kvalitetselementet for miljøfarlige forurenende stoffer. Havde Planklagenævnet gjort dette, så havde man konstateret, at miljøundersøgelserne viste en forbindelsesvej der ville forringe overfladevandet, og der-med at kommuneplanstillæg 2017-34 er stridende mod ufravigelig EU-lovgiv-ning. Når Miljø- og Fødevarenævnet med afgørelsen af
2. februar 2023 har tilside-sat Horsens Kommunes vurderinger vedrørende vandplanerne, som stridende mod EUdomstolens praksis, så er Planklagenævnet i alle tilfælde også nødsa-get til at påse, om grundlaget for kommuneplantillægget stadig er lovligt. Det fastholdes således, at kommuneplanens karakter ikke medfører, at Planklagenævnet ikke skal påse om de konkrete miljøvurderingerne medførte, om kommuneplanstillægget var i direkte strid med EU-retten. Yderligere kan her suppleres med, at der både er klaget over planvedtagelsen og miljøvurderingen samt landzonetilladelse i henhold til

§ 35, stk.

1, og betalt 3 x gebyr, hvorfor Planklagenævnet ikke kan nægte at genoptage 33 sagen vedrørende vurdering af overholdelse af vandrammedirektivet og indsatsprogrammerne i henhold til

forbudsbestemmelser. Hertil kommer, at i byrådsmødereferat af 27. december 2021 er det konkrete vejprojekt også vedlagt, som en del af det samlede beslutningsgrundlag for byrådet. Der forelå på beslutningstidspunktet således en detaljeret beskrivelse af det konkrete vejprojekt med angivelse af, hvorledes det skulle forholdes med udledning af overfladevand og permanent vejvand til Bygholm Å, som er i ringe økologisk tilstand. Målsætning for Bygholm Å er god økologisk til-stand. Det har således været åbenbart i det til kommeplantillægget tilhørende materi-ale, i form af miljørapport, habitatkonsekvensvurdering og miljøkonsekvens-rapport, at reglerne i henhold til vandrammedirektivet og indsatsprogram-merne ikke har været overholdt i den konkrete sag. Horsens Kommunes forudsætninger og skøn er således forkerte i den kon-krete sag, da kommuneplantillægget ikke kan realiseres med det konkrete projekt i henhold til overholdelse af bestemmelserne i vandrammedirektivet og i henhold til gældende EU-domstolspraksis på området. Det bestrides, at Planklagenævnets afgørelse om ikke at give medhold i klagerne over vedtagelsen af kommuneplantillægget er truffet under den forud sætning, at planen kan realiseres, uden at dette er i strid med forpligtelsen til at forebygge forringelsen af tilstanden af overfladevandområder, jf. § 8, stk. 1, - i indsatsprogram, idet det hverken fremgår af afgørelsen at den er truffet un-der disse forudsætninger, ligesom en sådan forudsætning – på baggrund af de faktiske forhold, i alle tilfælde ville være ukorrekt og i strid med det faktuelle grundlag afgørelsen er truffet på. Der bør under alle omstændigheder ske en grundig vurdering af landzonetil-ladelsen, jf.

§35, stk.

1, og ikke blot på et overordnet planniveau. Klage over landzonetilladelsen har opsættende virkning, hvorfor det jo netop skal sikre en korrekt behandling af sagen, idet en udnyttelse af tilladelsen før klagen er færdigbehandlet, kan have en ikke uvæsentlig risiko for at vanske-liggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse. Der er således enten tale om væsentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold, som Planklagenævnet skal forholde sige til, med den konsekvens, at Planklagenævnet er forpligtet til at genoptage sagen til fornyet behandling. 1.5. Ikke et nyt klagepunkt 34 Planklagenævnet anfører i afvisning af genoptagelsen af den 16. maj 2023, at forholdet omkring

§11, stk.

4, nr. 3, er et nyt klagepunkt, som Planklagenævnet ikke er forpligtet til at behandle, da det ikke har fremgået af den oprindelige klage. Dette bestrides. For det første gøres det gældende, at denne argumentation er faktuelt forkert. Det fremgår af klagen (bilag 1), nederst på side 40 og fortsættelse på side 41 øverst, følgende: ” I den forbindelse giver det ikke mening at tillade negativ påvirkning af ådalen og vandmiljøet, når der sker påvirkning med kvælstofpåvirkning fra vejen og udled-ning af forekomster fra regnvandsbassinerne, herunder risiko for salt påvirkning i vinterperioder.” Det har således utvivlsomt været en del af klagen, at der vil ske en ikke accep-tabel forringelse af overfladevandområdets eller grundvandsforekomstens til-stand. Der kan ikke stilles store formalistiske krav til en borgers klage vedrørende kompliceret EU-ret. Det må være tilstrækkeligt at anføre det forhold, som bor-geren mener, der påvirkes negativt, uden at borgeren skal kunne finde den nøjagtige lovbestemmelse, som myndigheden overtræder. EU´s Vandrammedirektiv har vist sig at være et juridisk kompliceret område, hvilket med al tydelighed fremgår, når Miljøstyrelsens vejledning suspenderes af Miljøministeren, og erstattes af en strengere vejledning, for at overholde EU retten og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 i nær-værende sagskompleks. Det fastholdes således, at spørgsmålet om overholdes af Vandrammedirekti-vet var en del af den oprindelige klage, som Planklagenævnet skulle have ta-get stilling til. For det andet gøres det gældende, at Planklagenævnet under alle omstændig-heder af egen drift i forbindelse med klagen var forpligtet til at sikre, at kommuneplantillægget overholdt Vandrammedirektivet, da det er en gyldighedsbetingelse efter

§ 11, stk.

4, nr. 3.

§11, stk.

4, nr. 3, er en forbudsbestemmelse, og det gøres derfor gældende, at kommuneplantillæg 2017-34 og den meddelte landzonetilla-delse, jf.

§35, stk.

1, på baggrund heraf er ugyldige. Dette gør sig gældende, uanset om forholdet var en udtrykkelig del af den oprindelige klage eller ej. 35 Planklagenævnet har nægtet at være forpligtet til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt kommuneplanstillægget var stridende mod

§ 11, stk.

4, nr. 3, med henvisning til Lov om Planklagenævnet §4a. Heraf følger: Stk.

1. Nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er kla-get over. Stk. 2.Hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet begrænse sin prø-velse til de væsentlige forhold Det er tale om en bestemmelse, som først er trådt i kraft den
2. juli 2023, og dermed først efter klagens behandling. På tidspunktet for klagens behandling var der således ikke hjemmel til at undlade at inddrage klagepunkter i klage-behandlingen. Planklagenævnet skulle således havde behandlet denne del af klage og, jf. officialprincippet, også af egen drift have sikret, at reglerne i Van-drammedirektivet samt

§ 11

var overholdt – særligt under de på-gældende omstændigheder, hvor problemstillingen var adresseret i klagen. Det gøres desuden gældende, at Planklagenævnet også efter ikrafttrædelsen af Lov om Planklagenævnet § 4a, var forpligtet til at behandle spørgsmålet om, om kommuneplanstillægget var i strid med EU-ret. Til støtte herfor følger det blandt andet i Karnovs note 27 til bestemmelsen: ” Indsat med L 2023 417, hvorved der indsættes en udtrykkelig bestemmelse, hvor det fastsættes, at nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over, og at nævnet kan begrænse sin prøvelse til de væsentlige for-hold, hvis en klage indeholder flere klagepunkter. Der gælder en tilsvarende be-stemmelse for MFKN, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det betyder, at PKN nu kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Bestemmelsen indebærer, at nævnet i almindelighed skal tage stilling til de forhold, der er klaget over. Nævnet vil dog fortsat have mulighed for, og efter omstændighederne pligt, til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret eller tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger om f.eks. habilitet. Nævnet kan således prøve andre dele af afgørelsen end de påklagede, ligesom nævnet kan oplyse sagen yderligere både i forhold til klagetemaet og til belysning af de elementer i afgørelsen, som nævnet ønsker at inddrage i klagesagsbehandlingen. Nævnet skal som udgangspunkt tage 36 stilling til alle påstande og relevante anbringender, som klager gør gældende. Dette udgangspunkt er modificeret i ny § 4 a, stk. 2” (min fremhævning). Det gøres således gældende, at Planklagenævnet i alle tilfælde var forpligtet til at inddrage spørgsmålet om, hvorvidt væsentlig og gældende EU-ret i relation til Vandrammedirektivet var overholdt, uanset om dette var en udtrykkelig del af klagen eller ej. Det er en væsentlig fejl ved sagsbehandlingen, at Planklagenævnet har nægtet at inddrage disse forhold under sin behandling af den oprindelige klage og særligt i forbindelse med Planklagenævnets efterfølgende afvisning af genop-tagelsen. Dette uagtet, at Planklagenævnet på dette tidspunkt de facto var be-kendt med, at miljøundersøgelser, som lå til grund for kommuneplantillæg-get, var stridende mod Vandrammedirektivet, jf. EU-Domstolens og Miljø – og Fødevarenævnets afgørelse. Planklagenævnet er således forpligtet til at genbehandle klagen og undersøge, om Miljø – og Fødevarenævnets afgørelse giver anledning til at ændre afgørel-sen i overensstemmelse med gældende praksis. Det er ligeledes Sagsøgers op-fattelse, at Planklagenævnet burde have gjort dette af egen drift og inddraget de væsentlige oplysninger i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis m.v. og have bragt sin afgørelse i overensstemmelse hermed, fremfor blindt at fastholde en forkert afgørelse stridende mod EU-Domstolens praksis med den begrundelse, at dette forhold ikke fremgik af klagen. Der henvises til Planklagenævnets afgørelse nr. 21/09524 af 25. august 2023 (bilag 13), hvor Planklagenævnet af egen drift besluttede at genoptage sagen, da afgørelsen led af en retlig mangel, og at nævnet havde begået en sagsbe-handlingsfejl vedr. et byggeri i Aabenraa Kommune. 1.6 Sammenfattende vedrørende sagsbehandlingsfejl vedrørende vandplaner Det er et faktum, at miljømålet for Bygholm Å er en god økologisk og kemisk tilstand. Gennem sine miljøundersøgelser i det forberedende planarbejde konstaterede Horsens Kommune, at der var en overskridelse af det fastsatte miljøkvalitetskrav for kobber i Bygholm Å, som dermed har en dårlig økologisk og kemisk tilstand. Horsens Kommune konstaterede, at det konkrete vejanlæg inkl. rensebassiner vil medføre en koncentrationsforøgelse af kobber i Bygholm Å. Horsens Kom-mune vurderede, at denne koncentrationsforøgelse af kobber udledt fra vejan-lægget, muliggjort med kommuneplantillægget, ikke vil være af en størrelses- 37 orden, der vil medføre en forringelse i vandløbets økologiske tilstand eller ri-siko for fald i nogen kvalitetselementer. Denne fortolkning af vandrammedirektivet blev tilsidesat med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2023 (bilag 3). Her blev det fast-slået, at begrebet forringelse af tilstanden af et overfladevandområde skal fortol-kes således, at hvis det pågældende kvalitetselement allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver forringelse af dette element imidlertid en for-ringelse af tilstanden for et overfladevandområde. Det grundlag, hvorpå Horsens Kommune har vurderet, at der vil kunne etab-leres en forbindelsesvej, som muliggjort med kommuneplanstillægget, er såle-des stridende mod indsatsprogrammer udstedt med hjemmel i lov om vand-planlægning. Planklagenævnet skal tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelser efter planloven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i planloven. I henhold til

§ 11, stk.

4, nr. 3, må en kommuneplan ikke stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlæg-ning. Den retlige vurdering, som Horsens Kommune foretog for at sikre, at det vejanlæg der muliggøres med kommuneplantillægget, ikke er i strid med ind-satsprogrammer udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, er med Miljø og Fødevarenævnets afgørelse af

1. februar 2023 kendt ugyldigt. Planklagenævnet var således dels forpligtet til at påse dette i forbindelse med klage og dels forpligtet til at genoptage sin behandling af klagen, både som følge af sagsøgers anmodning og af egen drift, da det blev kendt, at de kon-krete vurderinger foretaget i forhold til vandplanerne foretaget til brug for vedtagelse af Kommuneplanstillægget var i direkte strid med EU-retten, og dermed ugyldige. Dette kan ubestridt lægges til grund, ikke er sket. Der er således tale om væ-sentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold, som Planklagenævnet skal forholde sig til, med den konsekvens, at Sagsøgte er forpligtet til at gen-optage sagen til fornyet behandling. 1.7 Sagsbehandlingsfejl vedrørende flagermus I klagen af
2. februar 2022 (bilag 1) blev der herudover klaget over, at vejpro-jektets påvirkning af bl.a. yngle- og rasteområde for flagermus ikke var behø-rigt afklaret. Planklagenævnet vurderede, at der var et tilstrækkeligt grundlag 38 for at vurdere, at planerne ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet af yngleog rasteområder for de ni registrerede flagermusarter i området. Dette er direkte modstridende med Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i sin afgørelse fastslår, at Horsens Kommune har ikke haft et tilstrækkeligt grund-lag for at vurdere, at projektet ikke vil påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for de ni registrerede flagermusarter i området. Miljø- og Fødevareklagenævnet lægger blandt andet vægt på, at der ikke er foretaget en vurdering af, om støjen i anlægsfasen fra nedramning af spuns vil kunne påvirke yngle- og rasteområder for flagermus. Planklagenævnet har ikke forholdt sig til, hvorvidt der var foretaget en vurde-ring af, om støjen i anlægsfasen fra nedramning af spuns vil kunne påvirke yngle- og rasteområder for flagermus. Planklagenævnet har alene på afgørel-sens side 36 forholdt sig til, om der kunne kræves afværgeforanstaltninger i anlægsfasen, hvilket er noget helt andet. Den omstændighed, at Planklagenævnet ikke har påset, om der var foretaget en vurdering af, om støjen i anlægsfasen af den forbindelsesvej, som muliggø-res ved kommuneplanstillægget fra nedramning af spuns, vil kunne påvirke yngle- og rasteområder for flagermus, er således ligeledes en sagsbehand-lingsfejl, som burde have medført en genoptagelse af klagen. Det bemærkes desuden, at Planklagenævnet omvendt har behandlet påvirk-ningen af det konkrete vejprojekt i anlægsfasen, for så vidt angår odder, hvil-ket blot bekræfter, at tilsvarende vurdering burde være foretaget i forhold til flagermus. Der henvises til Planklagenævnets afgørelse side 20 (bilag 2). 1.8 Der foreligger væsentlige nye retlige forhold. Der foreligger med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af
3. februar 2023 en ny retstilstand, der har så væsentlig betydning for sagen, at der er en stor sandsynlighed for, at Planklagenævnets behandling af sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget, da Planklagenævnet tog stilling til sagen. Siden Planklagenævnets afgørelse den
4. december 2022 har Miljøministeriet og Miljøstyrelsen primo marts 2023, på baggrund af Miljø- og Fødevareklage-nævntes afgørelse af
5. februar 2023 i samme sagskompleks, suspenderet vej-ledning til 9053 af
6. december 2021 ”Spørgsmål og svar om udledning af visse forurenende stoffer” . I afgørelsen tilsidesatte nævnet afsnit 8.3.2 i Mil-jøstyrelsens vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer

§ 11, stk.

4, nr. 3 og plan-lovens § 13, stk. 1, nr. 5, hvorefter henholdsvis kommuneplanlægningen og lo-kalplanlægningen ikke må stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning. Et af disse regelsæt er netop indsatsbe-kendtgørelsen. Planklagenævnet var således bekendt med, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet en afgørelse i februar 2023, som reelt gjorde kommuneplanen ugyl-dig, jf.

§ 11, stk.

4, nr. 3, og blev specifik anmodet om at genoptage sagen med henblik på at inddrage dette i afgørelsen. Alt dette skete længe inden fristen for indbringelse af Planklagenævnets afgø-relse for domstolene udløb den

1. juni
2. Den
3. maj 2023 afviste Planklagenævnet at genoptage klagerne, uagtet den omstændighed, at det nu var fastslået, at plangrundlaget var stridende mod ufravigelig EU-ret. Det forekommer derfor grundlæggende stridende mod borgernes rettigheder, at Planklagenævnet afviste genoptagelsen med den be-grundelse, at der var tale om et nyt klagepunkt, når det har den direkte konse-kvens, at Planklagenævnet herved opretholder en materiel forkert afgørelse og et kommuneplanstillæg, som hviler på et ugyldigt grundlag. Beskyttelseshensynet er her ikke, om en lovbestemt søgsmålsfrist i § 3, stk. 4, i loven om Planklagenævnet omgås, men derimod borgernes retssikkerhed for, at der ikke opretholdes ugyldige afgørelser, samt ikke mindst den danske stats overholdelse af vandrammedirektivet. 3 En nægtelse af anmodningen om genoptagelse vil medføre en praksis til skade for borgernes retsbeskyttelse 41 En privat borger må med rette kunne forvente, at Planklagenævnets afgørelser ikke er i strid med gældende EU-Domstols praksis til skade for borgerne. Dan-mark er forpligtet til at implementere EU´s direktiver og efterleve princip-perne i EUDomstolens praksis. I nærværende sag er gældende EU-ret klar, hvilket også Miljøog Fødevareklagenævnets seneste praksis og myndighe-dernes tilrettede vejledninger bekræfter. Det er Planklagenævnets ansvar at sikre, at der ikke vedtages kommuneplanstillæg i strid med gældende EU-Domstols praksis, som tilfældet er i denne sag. Planklagenævnets afgørelse er truffet af en stedfortrædende formand, hvori-mod Miljø- og Fødevareklagenævntes afgørelse er truffet af selve nævnet, hvilket må veje tungere i bedømmelse af sagen. Hvis genoptagelse nægtes, så har det den konsekvens, at der opretholdes et kommuneplantillæg på en privat borgers ejendom, der strider mod dels Plan-lovens §11, stk. 4, nr. 3, og Vandrammedirektivet, jf. EU-Domstolens praksis. Dette er ikke acceptabelt. …” Planklagenævnet har i sit påstandsdokument anført: ”… 3.1 Overordnede anbringender Til støtte for Planklagenævnets påstand om frifindelse gøres det gældende, at Planklagenævnet ikke er forpligtet til at genoptage nævnets afgørelse af
4. de-cember 2022 (bilag 2), hvor nævnet ikke gav medhold i klagerne over vedta-gelsen af kommuneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport. Planklagenævnet har med rette i afgørelsen af
5. maj 2023 (bilag 4) afslået anmodningen om genoptagelse. Som anført i afgørelsens afsnit 2.2 har Planklagenævnet pligt til at genoptage,
6. hvis der er nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning,
7. hvis nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller
8. hvis der er tale om væsentlige nye retlige forhold. Planklagenævnet har ikke pligt til at genoptage med henblik på behandling af nye klagepunkter. Det vil føre til omgåelse af den lovbestemte søgsmålsfrist i § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet. Sagsøger har ikke indbragt Planklage-nævnets afgørelse af
9. december 2022 for domstolene. 3.2 Planklagenævnet har ikke begået væsentlige sagsbehandlingsfejl 42 3.2.1 Prøvelsesgrundlag i afgørelsen af
10. december 2022 Det bestrides, at Planklagenævnets afgørelse af
11. december 2022 (bilag 2) var forbundet med væsentlige sagsbehandlingsfejl. Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af
12. december 2022 retlige spørgsmål i forbindelse med Horsens Kommunes vedtagelse af kommuneplantillægget, jf.

§ 58, stk.

1, nr. 3 (bilag 2, afsnit 2.1, side 7). Det omfatter spørgsmål om lovligheden og gyldigheden af planvedtagelsen, herunder fortolkning el-ler forståelse af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltnings-retlige grundsætninger. Det omfatter derimod ikke spørgsmål om hensigts-mæssighed. Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af

1. december 2022 også overholdelse af planhabitatbekendtgørelsen for så vidt angår beskyttelsen af bilag IV-arter, herunder flagermus og stor vandsalamander (bilag 2, afsnit 2.4, side 21-36). Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af
2. december 2022 også, hvorvidt kra-vene til en miljøvurdering efter reglerne i miljøvurderingslovens § 12 om den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet af planens gennemførelse var opfyldt i relation til en række nærmere angivne forhold (bilag 2, afsnit 2.5 og 2.6, side 37-47). Planklagenævnet begrænsede i overensstemmelse med fast praksis prøvelsen til de forhold, som klagerne gav anledning til at prøve. Som det fremgår af af-gørelsen af
3. december 2022, var der tale om en lang række klagepunkter. 3.2.2 Bilag IV-arter og miljøvurdering Planklagenævnet vurderede i forbindelse med klagen over manglende beskri-velse af påtænkte afværgeforanstaltninger og overvågning, at miljøvurderin-gen indeholdt en tilstrækkelig vurdering af de væsentlige indvirkninger på miljøet og overvågning, jf. miljøvurderingslovens § 12, stk. 4, og bilag 4 (bilag 2, afsnit 2.6.2 - 2.6.3, side 3738). Sagsøger henviser i replikken til, at Planklagenævnet i afgørelsen af
4. decem-ber 2022, afsnit 2.4.7, side 34-35, vurderede, at der var et tilstrækkeligt grund-lag for at vurdere, at kommuneplantillægget ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for ni registrerede flagermusarter. Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om beskyttelse af flagermusarter, da det var et klagepunkt, at der ikke var undersøgt tilstrækkeligt i forhold til flagermus i anlægsfasen (bilag 2, afsnit 2.4.1, og bilag 1, side 31-34). Nævnet 43 fandt, at det ikke i alle tilfælde kan kræves, at der er fastsat konkrete bestem-melser om afværgeforanstaltninger i kommuneplantillægget (bilag 2, afsnit 2.4.7, side 36). Sagsøger henviste i sin begæring om genoptagelse (bilag B), ligesom i replik-ken, til Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering (bilag 3, afsnit 3.2.6, side 66) af, at kommunen ikke havde haft et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere støjen i anlægsfasen i forhold til den økologiske funktionalitet for flagermusar-terne i området. Planklagenævnet fandt med rette i afgørelsen af
5. maj 2023, afsnit 2.3.3, side 4, at spørgsmålet om støj i anlægsfasen var behandlet i afgørelsen af
6. decem-ber 2022, og der var ikke tale om nogen sagsbehandlingsfejl. Sagsøger henviser i replikken til, at Planklagenævnet i afgørelsen vurderede etablering af et paddehegn langs begge sider af vejen på nordsiden af Byg-holm Å til gavn for stor vandsalamander (bilag 2, afsnit 2.4.7, side 35). Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om beskyttelse af stor vandsala-mander (bilag 2, afsnit 2.4, side 21 ff.), da det var et klagepunkt, at der ikke var undersøgt tilstrækkeligt i forhold til denne bilag IV-art (bilag 1, side 25-27). Planklagenævnets prøvelse var med rette fokuseret på klagepunkterne, som i denne sag var talrige. 3.2.3 Overfladevandområder og miljøvurdering Planklagenævnet bestrider, at det er en sagsbehandlingsfejl i afgørelsen af
7. december 2022, at nævnet ikke prøvede kommuneplantillæggets forhold til regler i indsatsprogrambekendtgørelsen udstedt i medfør af vandplanlæg-ningsloven, jf.

§ 11, stk.

4, nr.

1. Sagsøgers synspunkt om, at der ikke burde tillades kvælstofpåvirkning fra vejen mv., blev fremsat i klagens afsnit 10 om vådområdedeklarationen ting-lyst på klagers ejendom (bilag 1, side 40). Hovedsynspunktet var, at der med offentligt tilskud i henhold til naturbeskyttelsesloven er etableret et vådom-råde, som er sikret ved tinglyst deklaration, og at der ikke bør etableres en vej, som skal løbe gennem vådområdet. Der blev gjort en række synspunkter gæl-dende, herunder negativ påvirkning af vandmiljøet. Klagepunktet måtte ses i sammenhæng med, at det af kommuneplantillæggets redegørelse alene fremgår, at forringelse af tilstanden af alle overfladevand-områder skal forebygges, og kommunen vurderede, at udledning af regnvand ikke vil være til hinder for målopfyldelse i recipienterne (bilag A, side 6-7). Der var alene tale om den overordnede planlægning, der muliggjorde vejpro-jektet, og klagepunktet gav ikke anledning til at prøve spørgsmålet, om et 44 konkret projekt ville medføre en forringelse af den økologiske tilstand af vandløbene i området. Som anført i afgørelsen af
2. december 2022 (bilag 2, side 37-38) skal en miljørapport indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges med hensyn til aktuel viden og gængse vurderingsmetoder samt til, hvor detaljeret planen er, hvad den indeholder, på hvilket trin i et beslutningsforløb planen befinder sig, og hvorvidt bestemte forhold vurderes bedst på et andet trin i det pågældende forløb, jf. lovens § 12, stk.
3. Det betyder, at der kan være forhold, som ikke skal belyses i en miljørapport, som danner grundlag for en planved-tagelse, og som samtidig skal belyses i en miljøkonsekvensrapport, som ligger til grund for en tilladelse til det konkrete projekt med hjemmel i miljøvurde-ringslovens §
4. Det bestrides, at det ud fra sagsøgers klage og sagsakterne var åbenbart, at reglerne i indsatsprogrambekendtgørelsen ikke var overholdt. Det fremgår af kommuneplantillægget, at kommunen var opmærksom på reglerne, og kom-munen vurderede, at planen ikke var til hinder for, at reglerne kunne iagtta-ges. Det må ud fra en vurdering af planen kunne antages, at et vejprojekt kan gennemføres under iagttagelse af reglerne. Sagsøger citerer i processkrift 1, side 4, fra miljørapportens oplysning om, at detaljeringsgraden følger kommuneplanens overordnede niveau, men der trækkes på viden om det ikke-godkendte forslag til et vejprojekt (bilag 9, af-snit 2.1, side 8, og afsnit 4.3.1, side 17). Men sagsøger udelader den sidste sæt-ning i afsnittet, hvor det fremgår, at der ikke inddrages ” vurderinger, der går på det specifikke vejprojekt, idet dette ikke reguleres af planforslaget, og idet det ikke er sikkert, at det foreliggende udkast til et vejprojekt godkendes i sin nuværende form.” Sagsøger citerer i processkrift 1, side 4, fra miljørapportens afsnit om Afvær-gende foranstaltninger (bilag 9, afsnit 8.3, side 33), hvor det fremgår, at der henvises til miljøkonsekvensrapporten, hvor det er vurderet, at det er muligt at projektere en vej uden væsentlig påvirkning af habitatområdet og bilag IV-arternes økologiske funktionalitet. Men det udelades, at det af afsnit 8.3 også fremgår, at planforslagets ” forventede påvirkning af øvrige naturforhold afhænger i høj grad af det konkrete vejprojekt som er under udvikling, og som vil være omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering med mulighed for at sikre afværgende foranstalt-ninger i en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25.” Det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (bilag 3, afsnit 2.3.5, side 25), at der i miljøkonsekvensrapporten udarbejdet til brug for § 25-tilla-delsen indgik oplysninger om udledning af kobber fra regnvandsbassinerne, og nævnet vurderede på grundlag af disse oplysninger (bilag 3, afsnit 3.2.6, side 56), at § 25-tilladelsen var i strid med kravene i indsatsprogrambekendt- 45 gørelsen. Planklagenævnet havde ikke på grundlag af oplysningerne i kommuneplantillægget og de mere overordnede oplysninger i miljørapporten an-ledning til at prøve, om planen måtte stride mod indsatsprogrambekendtgø-relsen. Det gør efter Planklagenævnets opfattelse ikke en væsentlig forskel, at kom-munen var bekendt med vejprojektet, da kommuneplantillægget blev vedta-get, da projektet efterfølgende skulle vurderes i forbindelse med kommunens tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven. Det fremgår af miljørapporten (bi-lag 9, side 12), at der skulle udarbejdes en selvstændig miljøkonsekvensrap-port til opfyldelse af VVM-reglerne. Det fastholdes som anført i afgørelsen af
5. maj 2023 (bilag 4, afsnit 2.4), at sagsøgers bemærkning den
6. maj 2023 (bilag D) om, at

§ 11, stk.

4, nr. 3, ikke ses at være overholdt, er et nyt klagepunkt i forhold til de oprinde-lige klager. Planklagenævnet havde ikke på baggrund af hverken klagepunk-terne eller sagens øvrige oplysninger anledning til at prøve spørgsmålet, om kommuneplantillægget måtte være i strid med reglerne om indsatsprogram-mer i medfør af vandplanlægningsloven. Det var et klagepunkt, som nævnet ikke havde pligt til at tage op af egen drift. Sagsøger henviser i replikken til, at der i Natura 2000-konsekvensvurderingen (bilag 10, side 23) findes oplysninger om udledning af miljøfremmede stoffer som bl.a. kobber fra anlæggets regnvandsbassiner. Planklagenævnet prøvede i afgørelsen af 5. december 2022 (bilag 2, afsnit 2.3, side 9 ff., jf. afsnit 2.3.4) kla-gepunkterne vedrørende påvirkning af Natura 2000-område, N236 Bygholm Ådal, herunder påvirkning af naturtyper og arter på udpegningsgrundlaget. Nævnet havde ikke i den forbindelse anledning til at påse overholdelse af

§ 11, stk.

4, nr. 3. Sagsøger henviser yderligere i processkrift 1, side 5, til, at der i Natura 2000konsekvensvurderingen (bilag 10, side 57) findes oplysninger om udledning af kobber, som kan have betydning for bæklampret. Det ændrer ikke på, at Planklagenævnet ikke i behandlingen af klagerne havde anledning til at påse overholdelse af

§ 11, stk.

4, nr.

1. Det bemærkes, at sagsøgers bilag 14 ikke er indgået i sagsakterne i Planklagenævnets sag. Det bestrides, at det har betydning for spørgsmålet om Planklagenævnets pligt til genoptagelse, at miljøkonsekvensrapporten og Natura 2000-konse-kvensvurderingen indgik i klagesagen om prøvelsen af kommuneplantillæg-get og miljørapporten. Planklagenævnet havde alene kompetence til at prøve, om der skulle gives medhold i klagen over vedtagelsen af kommuneplantil-lægget og miljørapporten, mens Miljøog Fødevareklagenævnet skulle prøve, 46 om det konkrete projekt var i strid med bl.a. reglerne i indsatsprogrambekendtgørelsen. Planklagenævnets prøvelse – begrænset til klagepunkterne – er i overensstem-melse med retspraksis. Der kan henvises til U2008.2793H, hvor Højesteret tilt-rådte, at der ikke kan ske prøvelse af anbringende om manglende partshøring, som ikke havde været gjort gældende for Naturklagenævnet. Der kan også henvises til MAD2022.304Ø, hvor Østre Landsret tiltrådte byrettens vurdering af, at rettens prøvelse ikke omfattede kompetencenormer, som ikke havde væ-ret påklaget til Planklagenævnet. Det er fast praksis, at en begæring om genoptagelse ikke suspenderer søgsmålsfristen, og at der i sager om genoptagelsesafgørelser alene kan ske prø-velse af genoptagelsesafgørelsen og ikke af den afgørelse, som var begæret genoptaget. Der henvises til Helle Tegner Anker, Planloven med kommenta-rer, 2013, side
2. Sagen adskiller sig fra Planklagenævnets afgørelse af
3. august 2023 (bilag 13), hvor nævnet af egen drift genoptog sin afgørelse om, at et byggeri var i overensstemmelse med en lokalplan. Det fremgår, at nævnet fandt, at afgørel-sen led af en retlig mangel i form af en forkert henvisning til det bygningsreg-lement, som gjaldt for sagen, og at nævnet ikke var opmærksom på, at der var klaget over, at bygningens tagudformning var i strid med lokalplanen. Planklagenævnet havde ikke pligt til at prøve spørgsmålet om overholdelse af vandplanlægningsloven og indsatsbekendtgørelsen af egen drift. Dette må gælde, uanset § 4 a i lov om Planklagenævnet, jf. lov nr. 417 af
4. april 2023, ikke var trådt i kraft på tidspunktet for afgørelsen af
5. maj 2023, men først trådte i kraft den
6. juli
7. Hjemlen i § 4 a i lov om Planklagenævnet til at begrænse prøvelsen til de for-hold, der er klaget over, er en kodifikation af den praksis, som Planklagenæv-net har haft, siden nævnet påbegyndte sin virksomhed den
8. februar 2017 og afløste det tidligere Natur- og Miljøklagenævnet. Der henvises i forarbejderne til lov nr. 417 af
9. april 2023, jf. lovforslag nr. L36 af
10. februar 2023, afsnit 2.5.1-2., til § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, og det anføres, at det er en forglemmelse, at reglen om prøvelsesbegrænsning ikke blev medtaget i lov om Planklagenævnet. Det fremgår, at bestemmelsen betyder, at nævnet ef-ter omstændighederne har pligt til at inddrage andre forhold, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret, jf. tilsvarende bemærkningerne til § 2, nr.
11. Der henvises tillige til forarbejderne til § 12 a i lov om Natur- og Miljøklage-nævnet, jf. lovforslag nr. L147 af
12. marts 2023, afsnit 2.3, hvor det er anført, 47 at nævnet efter omstændighederne har pligt til at inddrage overholdelse af EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, og at det kan være relevant, hvor dele af førsteinstansens afgørelse, der ikke er påklaget, åbenbart lider af en EU-retlig mangel. Tilsvarende fremgår af bemærkningerne til § 1, nr.
13. Reglen om prøvelsesbegrænsning i § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenæv-net blev tiltrådt i U2021.3664H, hvor Højesteret fandt, at nævnet med rette ikke havde taget stilling til forhold, som ikke var påklaget til nævnet. Det bestrides, at Planklagenævnet i alle tilfælde var forpligtet til at inddrage spørgsmålet, om vandrammedirektivet var overholdt, uanset dette ikke var en udtrykkelig del af klagen. Det var ikke i forbindelse med prøvelsen af kommuneplantillægget åbenbart, at et vejprojekt, der udmøntede kommuneplan-tillægget, ville være i strid med vandrammedirektivet. Det bestrides, at det kan lægges til grund, at et konkret projekt, der udmønter kommuneplantil-lægget, nødvendigvis vil være i strid med vandrammedirektivet. Det forhold, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i sin prøvelse af § 25-tilladel-sen til projektet inddrog oplysninger om den økologiske tilstand i Bygholm Å (bilag 3, side 50 ff.), er ikke ensbetydende med, at Planklagenævnet i sin prø-velse af kommuneplantillægget af egen drift burde have foretaget en prøvelse af spørgsmålet om forringelse af den økologiske tilstand. 3.3 Der foreligger ikke væsentlige nye retlige forhold Det bestrides, at der foreligger nye retlige forhold, som bevirker, at Planklagenævnet har pligt til at genoptage afgørelsen om ikke at give medhold i kla-gerne over kommuneplantillægget. Det forhold, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har fundet, at § 25-tilladelsen til det konkrete projekt ikke er i overensstemmelse med indsatsprogrambe-kendtgørelsens § 8, stk. 3, da det konkrete projekt vil medføre en forringelse af Bygholm Å’s økologiske tilstand, er ikke et nyt retligt forhold, som forpligter Planklagenævnet til at genoptage afgørelsen om kommuneplantillægget. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse angår som anført en afgørelse om tilladelse til et konkret projekt, mens Planklagenævnet har taget stilling til kommuneplantillægget, som muliggør en vejforbindelse. Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering efter VVM-reglerne af det kon-krete projekt fastlægger praksis i forhold til indsatsprogrambekendtgørelsen for sådanne afgørelser, men afgørelsen har ikke den virkning i forhold til Planklagenævnets praksis om strategisk miljøvurdering af kommuneplaner, at nævnet skal genoptage sin afgørelse i nærværende sag – eller i andre sager. 48 Planklagenævnets afgørelse om ikke at give medhold i klagerne over vedta-gelsen af kommuneplantillægget er truffet under den forudsætning, at planen kan realiseres, uden at dette er i strid med forpligtelsen til at forebygge forrin-gelsen af tilstanden af overfladevandområder, jf. § 8, stk. 1, i indsatsprogram-bekendtgørelsen. Afgørelsen af
14. november 2023 fra Planklagenævnet (bilag 7), som er påberåbt af sagsøger, angår en sag, hvor det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at vedtagelsen af lokalplanen var i strid med indsatsprogrambekendtgørelsen. Det bestrides, at hensynet til sagsøgers retsbeskyttelse er tilsidesat med Planklagenævnets afgørelse af
15. maj
16. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Sagen angår en prøvelse af Planklagenævnets afgørelse af
17. maj 2023 om af-slag på en anmodning fra Sagsøger om at genoptage nævnets behandling af en klage over Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kom-muneplantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport. Prøvelsen omfatter spørgsmålene om, hvorvidt nævnet ved den tidligere behandling af sagen har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og hvorvidt der foreligger væsentlige nye retlige forhold, som kan føre til, at nævnet havde pligt til at genoptage be-handlingen af klagesagen. Til spørgsmålet, om der er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl: Vedrørende støjpåvirkning af flagermus Til spørgsmålet, om Planklagenævnet har begået væsentlige sagsbehandlings-fejl, har Sagsøger gjort gældende, at nævnet i sin afgørelse af
18. december 2022 ikke har behandlet spørgsmålet om støjpåvirkning af flagermus i anlægsfa-sen. Retten bemærker hertil, at det fremgår af afgørelsen, at nævnet har behand-let og forholdt sig til spørgsmålet om støjpåvirkning af flagermus såvel i an-lægsfasen som i driftsfasen. På denne baggrund finder retten, at nævnet på dette punkt ikke har begået sagsbehandlingsfejl. Vedrørende overholdelse af

§ 11, stk.

4, nr. 3 Sagsøg