ECLI:DK:OLR:2022:SS0000000591 Byrettens dom blev stadfæstet

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM Afsagt den

1. oktober 2019 af Østre Landsrets
2. afdeling (landsdommerne Kåre Mønsted, Gunst Andersen og Niels Fenger med domsmænd).
3. afd. nr. S-2972-18: Anklagemyndigheden mod Tiltalte ( ) CPR nr. 1 (advokat David Neutzsky-Wulff, besk.) Glostrup Rets dom af
4. oktober 2018 (15-3660/2018) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet, dog således at der i forhold 1 nedlægges påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 144 i forhold til modtagelse af en Ipad mini 64 gb til en værdi af 3.999 kr. med en egenbetaling af 0 kr., og at konfiskationspåstanden i overensstemmelse hermed nedsættes med 3.999 kr. til 57.102 kr. har påstået stadfæstelse. Tiltalte Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af tiltalte og vidnerne Vidne 4 . Der er endvidere afgivet vidneforklaring af Vidne 6 . Vidne 3 og -2- De i byretten af vidnerne Vidne 1 , Vidne 2 og Vidne 5 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens §
5. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at Post Danmark A/S indhentede tilbud i forbindelse med større indkøb. Også ikke-offentlige organer kan anvende SKI-rammeaftalerne, og Post Danmark A/S købte bl.a. ind via disse aftaler. Det var normalt, at leverandørerne kom med forslag til det udstyr, som det kunne være relevant at indkøbe, og det var derfor en fordel at have en god relation til leverandørerne. Drøftelsen med leverandørerne tog typisk udgangspunkt i et oplæg fra teknisk afdeling, men det var typisk indkøbsafdelingen og juristerne, der stod for indkøbene. Han ser ikke sig selv som beslutningstager i forhold til indkøb, idet der var to led over ham, der skulle godkende et indkøb. Virksomhed 1 A/S (1 A/S) Han har ikke forsøgt at hjælpe 1 A/S i forbindelse med en prækvalifikation. Hans mail af
6. november 2011 til Person 1 med bemærkninger om, at han ”savner et par linjer omkring jeres succes”, er ikke udtryk for, at han søgte at forberede den pågældende tilbudsgivers chancer for at vinde udbuddet. Han ville blot sikre sig, at Post Danmark fik de bedst mulige tilbud, og der var lignende beskeder til andre leverandører. Papiret med oversigten over ”Sales Qualifications” har ingen betydning; det dækker blot over, at hans teknikere og han selv havde møder med leverandører for at sikre, at der ikke kom et udbud på forældet teknik. Mailen af
7. november 2011 er udtryk for en liste over de problemstillinger, som Post Danmark A/S skulle have løst. Mailen af
8. november 2011 indeholdt ikke noget fortroligt, og han kan derfor ikke svare på, hvor for der skrives, at man ikke kan tåle, at ”mailen florerer i huset”. Hans mail
9. september 2011 vedrørende moms hang sammen med, at de fik ordre om, at alle indkøb skulle ske via Sverige og faktureres til det svenske selskab. Ingen nævnte under hans ansættelse, at han var underlagt regler om gavemodtagelse for offentlige virksomheder; tværtimod fik han tilkendegivelser svarende til det, han hørt i andre private virksomheder. Han har desuden hverken hørt om eller set Personalestyrelsens vejledning om gavemodtagelse for offentligt ansatte. Om man skulle tage imod en gave måtte derfor bero på sund fornuft og afhænge af situationen. Når han var i tvivl, forelagde han det for sin ledelse. Var et udbud i gang, var de i hans afdeling tilbageholdende med at kommunikere direkte med tilbudsgiver. Der var andre, som kom på leverandørfinansierede rejser. Allerede efter at han havde været i Post Danmark i en uge, spurgte hans chef Vidne 1 ham om, hvorvidt han ville med på en tur til Afrika. Person 3 var fi- -3- nansdirektør og den person, som tiltalte den til
10. november 2009 sendte en mail til i forbindelse med et privat indkøb. Tiltalte fik ingen reaktion på sin mail og gik på den baggrund ud fra, at der ikke var problemer. I Post Danmark lå en række pjecer fra Samsung med personaletilbud frit fremme. Det havde blandt andet den øverste HR-ansvarlige for IT, skab til. Det samme gjaldt for Vidne 1 Person 9 , utvivlsomt også kend- , der ligeledes benyttede sig af nogle af tilbud- dene og søgte tiltaltes tekniske rådgivning vedrørende valg af produkter. Det fjernsyn, der er omfattet af tiltalen i forhold 1, var ikke til ham selv. Han betalte desuden ikke selv for tv’et, men formidlede blot kontakten, herunder prisen, til sin hustrus veninde. Den omhandlede iPhone 4 var som forklaret i byretten en arbejdstelefon. Han var som tekniker forsøgsperson for nye telefoner. Selve indkøbet skete gennem ITs egen indkøbsafdeling. Hans mail ”er der noget om Phone” var en rykker. Han kan ikke forholde sig til, hvorfor han står angivet som ejer af telefonen. Han havde ikke et arbejdsrelateret Apple ID, og det var derfor, at han anvendte sin egen mail. Han har formidlet køb af flere MacBook Air til sine venner, hvilket ikke er omfattet af tiltalen. Den af forhold 1 omfattede MacBook Air var nok også til en af hans venner, men købet blev ikke til noget, da han annullerede ordren. Han husker ikke hvorfor, og han kender ikke de personer, der står angivet som brugere. Person 7 (P7) Hans svenske kollega P7 og han havde hørt om arrangementet Porsche Sport Driving School. Det var måske gennem hans medlemskab i Porsche-klubben, men det kan også have været fra Person 1 . Der var Person 1 der bookede turen til Østrig. Det var en slags team building-tur mellem P7 og ham, og den del havde Person 1intet at gøre med. Han ved ikke, hvorfor Person 1 skrev, at han ønskede at holde turen fortrolig. Han talte ikke specielt højt om turen, men kollegaerne i både P7's team og hans eget team kendte til den. Prisen for arrangementet svarede til prisen for et almindeligt kursus. Han formodede, at omkostningerne blev viderefaktureret til Post Sverige, og han antog dengang, at Post Sverige ville betale for turen, idet de dog selv skulle afholde evt. selvrisiko. Ledelsen havde forinden godkendt, at de tog afsted. Det var op til P7 at godkende fakturaen. Virksomhed 2 A/S (2 A/S) For så vidt angår forhold 3 har tiltalte supplerende forklaret, at dette ikke var et Porsche arrangement. 2 A/S var leverandør til Post Danmark. Han er ikke bekendt med, hvilke -4Virksomhed 3 A/S (3 A/S) produkter 3 A/S tilbyder, og han er heller ikke bekendt med, om 1 A/S havde påtænkt at anvende 2 A/S som underleverandør til et på daværende tidspunkt verserende udbud. Det var hold. Vidne 5 Vidne 3 fra 2 A/S , der foreslog turen, og han kendte denne fra et leverandørforfra 3 A/S havde han ikke et forretningsforhold til. Han ser det ikke så- ledes, at han blev inviteret med på turen, men det er rigtigt, at han ikke selv har betalt for turen, og han ved ikke, hvem der betalte. I modsætning til Porsche-arrangementet i Østrig var der intet fagligt element i Englandsturen. Det var en privat tur, som ikke havde noget at gøre med det udbud, der kørte på det tidspunkt. Havde han været vidende om dette udbud, ville han have spurgt sin chef om lov til at deltage i turen. Vidne 3 har supplerende forklaret blandt andet, at han fik en mail fra sin chef, hvori han blev spurgt, om han havde lyst til at køre i racerbil og møde som repræsentant for 3 A/S . Der var intet forretningsindhold i turen, der alene bestod i bilkørsel og spisning. Mailen af
11. februar 2012 fra Vidne 2 – som han blev kopieret ind på – forstår han således, at ”kunden” refererer til Post Danmark A/S. Han husker dokumentet ”Budget for eventtur”, og omkostningsfordelingen heri er nok korrekt. Hotelregningen og flybilletten er formentlig betalt med et 3 A/S -kreditkort. Vidne 4 har supplerende forklaret blandt andet, at han på baggrund af de forespørgsler, han har lavet i anledning af sagen, har forstået, at det var IT-afdelingens indkøbsafdeling, der i 2010-11 stod for indkøb af arbejdstelefoner. Der var en del testtelefoner. Han tør ikke sige præcist, hvordan indkøbene af disse telefoner foregik. Arbejdstelefonerne måtte bruges i privat øjemed. Ophørte en medarbejder med sin ansættelse, skulle vedkommende tilbagelevere sin arbejdstelefon, men kunne efter omstændighederne købe den. Han ved ikke, om en medarbejder lovligt kunne medtage en telefon i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen fra Post Danmark. Deltagelse i arrangementer og rejser forudsatte et fagligt indhold. Han er ikke bekendt med, at nogen ansatte deltog i betalte ture uden fagligt indhold. Såvel Post Danmark A/S som det svenske selskab har undersøgt, om der skulle være betalt for turen til Østrig, og man fandt ud, at der hverken er blevet betalt i Danmark eller i Sverige. Normalt ville en medarbejder før et større arrangement skulle indhente sin chefs forudgående tilladelse. Også efterfølgende skulle en faktura for udgifterne godkendes, og godkendelsen omfattede da både bogholderi og vedkommendes chef. Ledelsens information i 2010 om gavemodtagelse havde fokus på de skattemæssige aspekter. De retningslinjer for gavemodtagelse, der -5- blev nedskrevet i 2015, svarede grundlæggende til den praksis, der allerede gjaldt, før Post Danmark blev etableret som et aktieselskab. Retningslinjerne skelner ikke mellem gaver til danskansatte og ansatte i f.eks. Sverige. De har til sigte at forebygge lovbrud og sikre en god praksis i virksomheden. Hans råd har altid været, at man ikke bør modtage noget som helst fra en leverandør. Det gik dog an med en æske chokolade eller en enkelt flaske vin, og det var efter hans opfattelse dagældende praksis, f.eks. i relation til julehøjtider. Når der refereres til dette niveau i informationsbrevet af 2010, var det en vejledning i de skatteretlige regler. Men det fulgte også af papiret, at man som ansat i Post Danmark A/S havde indberetningspligt, hvis gavemomentet var større. Ansættelsesforhold i Post Danmark A/S er rent privatretligt. Person 9 var en af 20 decentrale HR-chefer. Hun refererede ikke til ham, og hun tog ham ikke med på råd i sin daglige ledelse. Han havde aldrig hørt om, at private leverandører tilbød de ansatte billig elektronik. Der er ikke i overensstemmelse med firmaets retningslinjer, hvis en chef i it-afdelingen købte private varer billigt fra en leverandør. Moderniseringsstyrelsens retningslinjer gælder ikke for Post Danmark. Vidne 6 har forklaret blandt andet, at han fortsat er ansat i 1 A/S og i 2010-12 arbejdede som salgsmedarbejder (customer care). Modtog 1 A/S en bestilling på en vare, var det hans opgave at få skaffet varen, men ikke at håndtere fakturaer. Han havde kundeansvar for blandt andet Post Danmark A/S, og han husker det således, at han sad i en afdeling rettet mod det offentlige. Han har mødt tiltalte en gang på 1 A/S' adresse. Det var vistnok i forbindelse med reparation af en telefon. Hans mail af
12. december 2011 om at ”trylle med” iPhones husker han ikke, men der har nok været tale om, at Person 1 havde bedt ham om at kontakte mobilteamet. Ordene ”VIP” indikerer, at der var tale om en vigtig kunde, og RMA betyder returaftale. Fakturaen af
13. december 2011 vedrørende 2 telefoner har han ikke tidligere set. Han kan ikke svare på, hvorfor man lavede én faktura til to forskellige personer. Når der ikke er angivet en pris (nulfaktura), kan det være fordi, kunden skulle teste telefonen. I givet fald skulle kunden tilbagelevere telefonen efter afsluttet test. Fakturaen ligner ikke en faktura til en medarbejder i Post Danmark. Mailen af
14. maj 2012 fra vidnet til tiltalte kan forstås således, at varen var fejlbehæftet, men han husker det ikke. Hans umiddelbare forståelse af mailen passer imidlertid godt med hans hukommelse om, at han mødte tiltalte i forbindelse med en telefon, der ikke virkede. Går et elektronikprodukt, som 1 A/S har solgt til ansatte i andre virk- -6- somheder, i stykker, skal produktet afleveres til 1 A/S med henblik på reparation. Han husker ikke at have brugt en ”nulfaktura”, når en kunde tilbageleverede et mangelfuldt produkt. Når 1 A/S skriver ”halv pris”, er det halv pris af kostprisen. Man opretter først en faktura, når salgstilbuddet blevet accepteret af køber. Han kender ikke den Person 10 , der angiveligt skulle have taget Macbooken i brug. Retsgrundlaget Straffelovens § 144 I betænkningen afgivet af Kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning fra 1912 havde udvalget (s. 61f) foreslået, at straffelovens regler om passiv bestikkelse blev affattet på følgende måde: ”17de Kapitel. Forbrydelser i særlige offentlige Pligtforhold. § 165 Straffebestemmelserne i dette Kapitel finde, for saa vidt andet ikke er særlig bestemt, Anvendelse paa enhver, hvem det paahviler at varetage offentlig Tjeneste eller Hverv, samt paa den, der i en privat Virksomhed i Medfør af Paalæg ved Lov eller af offentlig Myndighed har særlige Pligter mod det offentlige at iagttage.” Af betænkningens forklarende bemærkninger s. 177 ff fremgår endvidere blandt andet følgende: ”§ 165 angiver hvilke særlige offentlige Pligtforhold, Kapitlet har for Øje. … Angaaende Kapitlets Omraade skal nærmere bemærkes, at det i første Række er anvendeligt paa enhver, hvem det paahviler at varetage ”offentlig" Tjeneste eller Hverv. … Dernæst gøres Kapitlets Bestemmelser anvendelige paa den, der i en privat ikke-offentlig Virksomhed i Medfør af Paalæg ved Lov eller af offentlig Myndighed har visse særlige Pligter mod det offentlige at varetage, selvfølgelig kun naar han forser sig mod disse særlige Pligter. Det ses ikke rettere, end at ogsaa de sidstnævnte Personer bør hjemfalde til Straf efter de i dette Kapitel hjemlede Regler, naar de f. Eks. ved Modtagelse af Stikpenge, Falsk, Brud paa Hemmeligholdelses eller Misbrug til egen Fordel forse sig mod de dem paahvilende særlige offentlige Pligter, for saa vidt ikke noget modsat er bestemt, hvorom Forbehold er taget.” -7- I den efterfølgende 1917-betækning (Udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver) anføres s. 139 bl.a. følgende om det personelle anvendelsesområde for de kommende regler om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv: ”Ligesom K. U.
15. Kap. Inddrager ogsaa dette Kapitel under sit Omraade Krænkelse af særlige offentligretlige Pligter i et væsentligt videre Omfang end Strfl. Kap.
16. Medens dette kun omfatter Krænkelse af Pligter, der i Stillings Medfør paahviler Embeds- og Bestillingsmænd, og saaledes navnlig ikke anses anvendeligt paa tilsvarende Retskrænkelser begaaede af andre Organer for Statsfunktioner o.l., f. Eks. af Medlemmer af politiske, kommunale eller kirkelige Repræsentationer og Raad, er det her foreslaaet at medtage ogsaa Krænkelser af de derved begrundede Pligtforhold, idet Kapitlet overhovedet omfatter Pligtbrud af enhver, der virker i offentlig Tjeneste eller Hverv. Baade ønskeligheden af, at disse offentlige Organers Renhed og Uangribelighed herigennem sikres, og Hensynet til at sikre Borgerne mod Misbrug af disse Myndigheder tillagte Beføjelser gør denne Udvidelse naturlig. Derimod er det fundet betænkeligt, saaledes som K. U. i
17. Kap. Gør, jfr. §§ 165-177, i al Almindelighed under denne Kreds af særlige Straffebestemmelser at inddrage Krænkelser af særlige Pligter mod det offentlige, som nogen ”i privat Virksomhed har at iagttage i Medfør af Paalæg ved Lov eller af Offentlig Myndighed”. Saa vidt gaar ingen andre Love eller Udkast; og det synes under Hensyn til disse Pligtforholds meget forskelligartede og tildels ganske særlige Karakter … naturligst, at Afgørelsen af, om Reglerne i Kap. 13 helt eller delvist skal finde Anvendelse på Krænkelser af disse Pligter, afgøres af den særlige Lovgivning om disse Forhold, særskilt for hvert enkelt Tilfælde.” I overensstemmelse med den i 1917-betænkningen foreslåede afgrænsning anføres i 1923kommissionsbetænkningen (Betænkning afgiven af Straffelovskommissionen, sp. 248 f) blandt andet følgende: ”K. U. 1912 udvider endvidere Kapitlets Omraade til ogsaa at finde Anvendelse paa den, der i en privat Virksomhed i Medfør af Paalæg ved Lov eller af offentlig Myndighed har visse særlige Pligter mod det offentlige at varetage, forsaavidt han forseer sig mod disse særlige Pligter, jfr. herom nærmere K. U. 1912 Mot. S. 177—
18. Kommissionen er imidlertid med T. U. Mot. s. 139 enig i, at det under Hensyn til disse Pligtforholds meget forskelligartede og tildels ganske særlige Karakter — i hvilken Henseende henvises til den i K. U. 1912 Mot. S. 178 givne Opregning — maa anses naturligst, at Afgørelsen af, om Reglerne i Kapitel 16 helt eller delvist skal finde Anvendelse paa Krænkelser af disse Pligter, afgøres af den Lovgivning om disse Forhold særskilt for hvert enkelt Tilfælde.” I lovbemærkningerne til straffelovens kapitel 16 (Forslag til Almindelig borgerlig straffelov, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3345f) anføres blandt andet følgende: -8”I Modsætning til Straffelovens Kapitel 13, der har til Overskrift »Om Forbrydelser i Embedsforhold« og saaledes kun omfatter Krænkelse af Pligter, der i Stillings Medfør påhviler Embeds- og Bestillingsmænd, finder Reglerne i nærværende Kapitel, forsaavidt ingen Begrænsning er fastsat i de enkelte Tilfælde, Anvendelse paa Pligtbrud, begaaede af enhver, der virker i offentlig Tjeneste eller Hverv. Bestemmelserne kommer derfor til Anvendelse ikke blot paa Statens Tjenestemænd, men ogsaa paa. Indehavere af kommunale Embeder eller Bestillinger samt paa Personer, der med særlig Hjemmel udøver en Virksomhed, der af Lovgivningen betragtes som offentlig (f. Eks. Sagførere, Lodser o. fl.). Endvidere finder Bestemmelserne Anvendelse paa Medlemmerne af Rigsdagen og af offentlige Raad, hvad enten disse har en mere almindelig omfattende Virksomhed, saasom kommunale Raad, eller de har et mere specielt Hverv at røgte, saasom f. Eks. Menighedsraad, Værgeraad, offentlige Kommissioner eller Nævn. Om den paagældende beklæder sin Stilling ifølge Valg eller udnævnelse er i denne Retning uden Betydning.” Ved lov nr. 228 af
19. april 2000 blev straffelovens § 144 ændret således, at den herefter fik følgende nugældende ordlyd: »§
20. Den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, straffes med hæfte eller fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med bøde.« Det fremgår af lovforslagets pkt. 1, at formålet med lovændringen bl.a. var, at Danmark kunne anvende den såkaldte Første protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og OECD-konventionen om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner. Det blev endvidere anført samme sted, at en vedtagelse af lovforslaget ville indebære den ændring af § 144, at ”[p]assivbestikkelse (modtagelse af bestikkelse) gøres strafbart for udenlandske tjenestemænd og tjenestemænd ved internationale organisationer (EU, NATO, FN m.v.) på samme måde som det, der i dag gælder for danske tjenestemænd (lovforslagets § 1, nr. 4).” I pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger anføres bl.a. følgende om det personelle anvendelsesområde for den Første protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser: ”Ved udtrykket »national tjenestemand« forstås en tjenestemand eller anden person, der virker i offentlig tjeneste som defineret i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor personen varetager et sådant hverv, med henblik på anvendelse af den pågældende medlemsstats strafferet.” -9- I pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger anføres endvidere bl.a. følgende vedrørende om det personelle anvendelsesområde for OECDs bestikkelseskonvention: ”Efter artikel 1, stk. 4, litra a, forstås ved »en udenlandsk tjenestemand«