1, litra b, og dermed heller ikke kræver forudgående byggetilladelse. Det blev ligeledes fremsat, at
1, på den baggrund ikke kan gøres gældende, samt at ejeren af skiltet – Ocean Outdoor Denmark A/S – ligeledes bør tillægges partsstatus. Vi præciserede på baggrund af partsindlægget lovgrundlaget fra det oprindelige brev og udsendte et nyt brev med fornyet varsel om påbud samt partshøring d.
2, men medfører altså ikke et krav om forudgående ansøgning. Skiltevejledningen er ligeledes ikke fremsat som et selvstændigt argument i ovenstående vurdering, som i stedet er en skønsmæssig vurdering af den konkrete skiltning foretaget med hjemmel i
2, fastsætter følgende: Skiltning, lysinstallationer o.lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrel-sen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af
1, litra a og c. Du kan også blive idømt tvangsbø-der, indtil forholdet er bragt i orden, jf.
2, som er en undtagelsesbestemmelse fra udgangspunktet om, at en ejer har fri adgang til at skilte på sin ejendom. Brug Byen indeholder heller ikke forpligtende bestemmelser af nogen art, og Aalborg Kommune har ikke hjemmel til at anvende Brug Byen som konkret administrationsgrundlag. Den omstændighed, at Aalborg Kom-mune anvender Brug Byen som et konkret regelsæt/administrationsgrund-lag alligevel, understøtter blot, at Påbuddet er udstedt som en automatisk administrativ ekspedition af generel karakter, uden egentlig støtte i de faktiske forhold. Den som bilag P fremlagte kommuneplan fra 2005 er irrelevant for sagen. Dels er den ikke bindende for borgerne, og dels er Sagsøger E/F (opført i 1950’erne) ikke en del af den arkitektur og beskyttelsesværdige hensyn, 7 som kommuneplanen omtaler (arkitektur i 1930’erne). Afslutningsvist kommer, at rapporten og kommuneplanen er fra 2005, mens Aalborg Kommune i 2011 accepterede Friis-reklamen, jf. bilag 12. I 2011 var rapporten således ikke til hinder for skiltning på Sagsøger E/F og kan notorisk heller ikke være det i 2022. Derfor er rapporten komplet irrele-vant for sagen. Når kommuneplanen (bilag P) er irrelevant for sagen, og Aalborg Kom-mune aktivt har fravalgt at regulere skiltning på Sagsøger E/F ved en lo-kalplan (hvilket ej heller havde været muligt), skal sagen afgøres efter alene
2. Det vil sige, at sagen helt grundlæggende drejer sig om, hvorvidt Gavlreklamerne er skæmmende for deres omgivelser eller ej. Hvis ikke Gavlreklamerne ud fra den sædvanlige, gænge forståelse er skæmmende for omgivelserne, kan de ikke påbydes nedtaget. I den vurdering er et væsentligt hensyn at tage til Sagsøger E/F, som har skiltet kontinuerligt siden 1960’erne. Netop det forhold skal skærpe Aalborg kommunes bevisbyrde for, at betingelserne, for at bringe undtagelsesbestemmelsen i
2 i anvendelse, er opfyldt. 3.1 Materiel prøvelse af Påbuddet Det gøres gældende, at retten har uindskrænket adgang til at prøve Aal-borg Kommunes afgørelse (Påbuddet), og om retsfaktum i den anvendte hjemmel (
2) er opfyldt. Når bestemmelsen indehol-der et retsfaktum, er det åbenlyst for enhver, at retsfaktum – at skiltet vir-ker skæmmende – skal være opfyldt, førend retsfølgen – at skiltet påbydes nedtaget – kan indtræde. Bestemmelsen giver ikke Aalborg Kommune adgang til at foretage et frit, subjektivt skøn over, hvorvidt noget er ’skæmmende’. Bestemmelsen er underlagt fortolkning af begrebet. Når rækkevidden af begrebet er fast-lagt, er det givet, at der skal foretages en vurdering af, hvorvidt et givent skilt virker skæmmende, og at denne vurdering kan minde om et skøn, men det ændrer ikke på, at bestemmelsen i
2, juridisk set er en fortolkningsbestemmelse, og ikke en skønsbestem-melse. At en bestemmelse er underlagt fortolkning, og ikke et rent skøn, resulte-rer i forvaltningsretlig henseende bl.a. i, at myndighedens fortolkning af betingelsen og vurdering af genstanden er underlagt fuld og ubegrænset domstolsprøvelse. Selv hvis der var tale om en ren skønsbestemmelse, der tillagde myndigheden et ’frit’ skøn, ville domstolene kunne prøve skøn- 8 net. Retsstillingen er udtryk for helt grundlæggende forvaltningsret og i øvrigt fastslået i Grundlovens § 63. Derfor må det ganske enkelt bero på en retsvildfarelse hos Aalborg Kommune og dennes advokat, hvis det vitterligt fastholdes, at domstolene ikke har adgang til at prøve Aalborg Kommunes afgørelse. Retten kan således foretage en uindskrænket materiel prøvelse af Påbud-det. ***** 3.2 Retsfaktum i
2 Aalborg Kommune har i flere tilfælde gjort gældende, at kommunen ifølge
2 er tillagt et frit skøn, hvorom der ikke kan eller skal ske domstolsprøvelse. Det fremgår eksempelvis af duplikkens side 2. Dette er ganske enkelt forkert. Som anført i pkt. 3.1, giver
2 ikke Aalborg Kommune nogen adgang til at skønne, og slet ikke frit. Bestemmelsen er underlagt den begrænsning, at skiltet skal være skæmmende i forhold til omgivelserne, førend bestemmelsen kan bringes i anvendelse. Dette retsfaktum skal notorisk være opfyldt, førend retsfølgen kan indtræde. Er Gavlreklamerne ikke skæmmende for omgivelserne, kan de ikke påby-des nedtaget med hjemmel i
2. Ordet ’skæmmende’ er i den danske ordbog defineret på følgende måde: ” At forringe, især med hensyn til udseende eller kvalitet, og dermed øde-lægge helhedsindtrykket” Sagen og Gavlreklamerne skal bedømmes ud fra denne definition. Aalborg Kommune har til stadighed ikke redegjort for, hvilke omgivelser Gavlreklamerne skulle virke skæmmende for, eller nøjagtig hvorfor Gavlreklamerne virker skæmmende. Aalborg Kommune har i generelle vendinger henvist til Gavlreklamernes størrelse og detaljeringsgrad, men hvorledes disse forhold skæmmer omgivelserne vides fortsat ikke. Hvorom alting er, gøres det gældende, at
2 indeholder et retsfaktum, som skal være opfyldt, førend retsfølgen kan ind- 9 træde. Retten skal således tage stilling til, om Gavlreklamerne ødelægger helhedsindtrykket af Sagsøger E/F. 3.3 Gavlreklamerne er ikke skæmmende for omgivelserne Sagsøger E/F gør overordnet gældende, at Gavlreklamerne ikke virker skæmmende for omgivelserne, hvorfor disse ikke kan påbydes nedtaget i medfør af
2 er en undtagelsesbestemmelse, og at skiltning ikke kræver forudgående tilladelse, jf. eksempelvis Folketingets ombudsmands udtalelse i FOB 1981.201. Idet Sagsøger E/F heller ikke er nærmere til at løfte bevisbyrden – tværtimod – ligger det fast, at bevisbyrden påhviler Aalborg Kommune. Ydermere skal retten være opmærksom på, at Brug Byen er udtryk for Aalborg Kommunes interne opfattelse af, i hvilket omfang man fra kommunens side ønsker at lade erhvervsdrivende reklamere på og for sin egen butik. På duplikkens side 16 har Aalborg Kommune tilmed bekræftet, at Brug Byen end ikke er direkte anvendelig på skiltning på ikke-erhvervsre-laterede bygninger. Det gøres derfor gældende, at Brug Byen ikke kan an-vendes som hverken administrationsgrundlag eller fortolkningsbidrag i relation til
2. Relevant for denne sag er alene, om Aalborg Kommune har løftet bevisbyrden for, at Gavlreklamerne objektivt set er skæmmende for deres omgivelser. I den forbindelse er det nødven-digt at anholde følgende afsnit fra Aalborg Kommunes påstandsdoku-ment: ” For så vidt angår bevisbyrde bestrides det, at det som anført af Sagsøger E/F ”… er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at afgø-relsen er korrekt.” , for så vidt at det af Sagsøger E/F an-førte skal forstås således, at det er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at det er korrekt, at de omhandlede bannerreklamer virker ”skæmmende i for-hold til omgivelserne” , jf.
2. Hvis dette var til-fældet, ville Aalborg Kommune i sagens natur ikke kunne løfte sin be-visbyrde, uden at Retten samtidig foretog en efterprøvelse af selve Aal-borg Kommunes skøn i sagen, og ikke blot en legalitetsprøvelse, hvor der af Retten foretages en prøvelse af, om der er henlagt et skøn til Aal-borg Kommune, samt om der af Aalborg Kommune er foretaget et kon- 10 kret og sagligt, pligtmæssigt skøn baseret på saglige og lovlige kriterier i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper.” Afsnittet kan kun forstås således, at det efter Aalborg Kommunes opfat-telse ikke er nødvendigt at sikre, at Aalborg Kommune faktisk har hjem-mel til at træffe den pågældende afgørelse. Det strider direkte mod legalitetsprincippet, og det er ganske enkelt rystende, hvis det reelt er udtryk for Aalborg Kommunes holdning. Aalborg Kommune skal overholde legalitetsprincippet, og der skal være hjemmel til at træffe en given afgørelse. Hvor der til en bestemmelse er knyttet et retsfaktum, skal dette være til stede, førend afgørelse om retsfølgen har hjemmel, og for
2 vil det sige, at skiltet skal være skæmmende for omgivelserne, førend det kan påbydes nedtaget. Den vurdering er underlagt en fuld og intensiv domstolsprøvelse, og her skal Aalborg Kommune selvfølgelig kunne påvise, at retsfaktum er til stede. 3.3.1 Gavlreklamerne og lighedsprincippet Begrebet ’skæmmende’ skal fastsættes ud fra objektive kriterier, jf. pkt. 3.2, og i grænsetilfælde må foretages en fortolkning af begrebet med henblik på at fastlægge rækkevidden i relation til et konkret tilfælde – her Gavlreklamerne. Aalborg Kommune har oplyst, at ’Brug Byen’ er deres administrationsgrundlag, og at vedtagelsen heraf er udtryk for en væsentlig opstramning og dermed praksisændring af reglerne for skiltning i Aalborg. Det må forstås således, at Aalborg Kommune har skærpet sin opfattelse af, hvornår et skilt er skæmmende. Synspunktet hænger imidlertid ikke sammen, idet Aalborg Kommune ikke har kompetence til at foretage hverken en skærpelse eller lempelse af begrebet ’skæmmende’. Dels skal vurderin-gen baseres på den anerkendte forståelse af begrebet ’skæmmende’, og dels skal vurderingen af rækkevidden tage hensyn til både Sagsøger E/F historie og skiltning på omkringliggende bebyggelse. I relation til den omkringliggende bebyggelse, jf. bilag 16 – 23 skal Sagsøger E/F fremhæve det yderst påfaldende i, at Aalborg Kommune tilsyne-ladende ikke har været opmærksom på de mange store og markante skilte i Aalborg centrum, før under denne retssag. Det fremstår ganske konstrue-ret, at Aalborg Kommune ikke skulle have opdaget skiltene, og derfor nu indleder håndhævelsessager. Formålet hermed kan alene være at mini-mere risikoen for, at skiltene kunne påvirke denne sag mod Sagsøger E/F. I relation til den historiske skiltning på Sagsøger E/F skal retten lægge vægt på, at Sagsøger E/F kontinuerligt har benyttet sig af gavlreklamer siden senest 1960’erne og frem til d.d., jf. bilag 8 –
2. Denne sikkerhed er ikke til stede, og det er afgjort ikke tilstrækkeligt til at anerkende en ændring af en praksis, som Sagsøger E/F har støttet ret på igennem 6 årtier. …” Sagsøgte, Aalborg kommune, har i sit påstandsdokument anført: ”… ANBRINGENDER Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at Aalborg Kom-mune har været berettiget til med hjemmel i
2 at meddele Sagsøger E/F påbud om fjernelse af de to reklame-bannere monteret på Sagsøger E/Fs nord- og sydvendte gavle. Således gøres det gældende, at der med
2 er givet kommunalbestyrelsen en skønsmæssig adgang til at gribe ind over for så-vel eksisterende som kommende forhold ved en fast ejendom ud fra både praktiske og æstetiske hensyn, og at kommunalbestyrelsen således med hjemmel i
2 kan gribe ind over for allerede etablerede, enkeltstående belysnings- og skiltningsforhold, når de af kommunalbestyrelsen skønnes at være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. 15 Der er med
2 givet kommunalbestyrelsen hjemmel til at skønne over, hvorvidt et givent forhold er til ulempe eller virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Som følge heraf bør domstolsprøvelsen begrænses til en legalitetsprøvelse, hvor Retten alene tager stilling til, hvorvidt den pågældende forvaltningsakt – i dette tilfælde Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 – er lovligt udstedt, hvorimod det af Aalborg Kommune udøvede skøn som altovervejende udgangspunkt ikke skal efterprøves. Det gøres i den forbindelse gældende, at Aalborg Kommune har truffet en afgørelse med nødvendig og tilstrækkelig hjemmel i
2, og at Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 således er lovligt udstedt, idet Aalborg Kommune som led heri – samt i overensstemmelse med
2 – har foretaget et konkret og sagligt, pligt-mæssigt skøn baseret på lovlige og saglige kriterier, hvor Aalborg Kom-mune bl.a. har lagt vægt på: - reklamebannernes detaljering, størrelse og konstruktion i forhold til Sagsøger E/Fs arkitektur, eksisterende facadebeklædning og -struk-tur, - reklamebannernes størrelse og omfang set i forhold til bebyggelsen og den kontekst og helhed, som bebyggelsen indgår i, - reklamebannernes orientering og indhold, herunder de informationer, som fremgår af reklamebannerne, samt - reklamebannernes størrelse set i forhold til Sagsøger E/Fs øvrige skiltning, som relaterer sig til virksomhederne i Sagsøger E/F. Vejledningen ”Brug Byen” (bilag 7) og ”Retningslinjer for god skiltning” (bilag M) udtrykker Aalborg Kommunes politik og overordnede målsæt-ning for, hvordan byrum og gader i Aalborg Kommune kan anvendes, li-gesom de indeholder retningslinjer for de hyppigst forekommende typer af skiltning, hvor der er vurderet at være det største behov for et egentligt skriftligt administrationsgrundlag. Selvom vejledningen ”Brug Byen” pri-mært henvender sig til erhvervsdrivende, der etablerer skiltning i tilknyt-ning til deres virksomhed, har det derfor heller ikke været usagligt, at Aal-borg Kommune i sin vurdering og afgørelse bl.a. har lagt vægt på de retningslinjer, der er anført i vejledningen ”Brug Byen” , og som af Aalborg Kommune er skønnet relevante for forholdet. Aalborg Kommune har foretaget en helhedsvurdering baseret på saglige og lovlige kriterier, hvor Aalborg Kommune inden for rammerne af de skønsmæssige beføjelser, som tilkommer Aalborg Kommune i medfør af
2, er nået til den konklusion, at de omhandlede bannerreklamer virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Denne af- 16 gørelse bliver ikke usaglig af, at Sagsøger E/F er uenig i vur-deringen, eller at Aalborg Kommune i 2011, hvor Aalborg Kommune ikke havde det samme fokus på at genskabe og bevare byens og bygningernes arkitektoniske kvaliteter, som det er tilfældet i dag, meddelte tilladelse til opsætning af den på bilag 12 viste reklame for Friis Aalborg Shoppingcen-ter. Endvidere gøres det gældende, at Aalborg Kommunes vurdering af, at ” skiltenes detaljering fremstår utilpasset forhold til bebyggelsens eksisterende ar-kitektur” , i sig selv ville være tilstrækkelig til at påbyde den omhandlede skiltning fjernet i medfør af
2. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte det af Aalborg Kommune udøvede skøn, hvorefter reklamebannerne på Sagsøger E/Fs nord- og sydvendte gavle vurderes at virke skæmmende for omgivelserne. Det gøres desuden gældende, at Sagsøger E/F ikke med den fremlagte vurdering fra Rambøll Danmark A/S (bilag 14) har dokumente-ret sådanne fejl eller andre forhold ved Aalborg Kommunes vurdering, at der er grundlag for at tilsidesætte Aalborg Kommunes skønsmæssige vur-dering til fordel for den af Rambøll Danmark A/S foretagne vurdering. Det gøres desuden gældende, at der er tale om en ensidigt indhentet erklæ-ring, som alene kan tillægges begrænset bevismæssig værdi. Til støtte for den nedlagte påstand gøres det yderligere gældende, at det beror på et aktivt valg fra lovgivers side, at bestemmelsen i kommuneplanlægningslovens § 44, stk. 1 og 2 er blevet bibeholdt og flyttet til
1 og 2, således at kommunerne netop ikke ville være henvist til at gennemføre en ressource- og omkostningskrævende samt langvarig lokalplanprocedure til løsning af de problemer, som den dagældende kommuneplanlovs § 44, stk. 1 og 2 (nu
1 og 2) omhandler. Det har således netop været hensigten med bestemmelsen, at den skal kunne anvendes af kommunerne til at løse de problemer, som den dagældende kommuneplanlovs § 44, stk. 1 og 2 omhandler, selvom der som alternativ hertil vil kunne iværksættes en lokalplanprocedure. Der er derfor heller intet usædvanligt i, at Aalborg Kommune har valgt at gøre brug af hjemlen i
2 til at påbyde de omhandlede reklamebannere fjernet frem for at vedtage en lokalplan indehol-dende særlige bestemmelser vedrørende skiltning, og det bestrides, at Sagsøger E/F herved er blevet frataget muligheden for at vare-tage sine interesser eller for at deltage i og påvirke processen. 17 Som det fremgår af sagens bilag, herunder bilag 3, bilag 4, bilag A, bilag B, bilag 5, bilag 6 og bilag D, var der således en ganske omfattende dialog mellem Aalborg Kommune, Sagsøger E/F og Ocean Out-door Denmark A/S, efter at Aalborg Kommune henholdsvis den
2, at den pågældende skiltning virker ”særligt skæmmende” . Det er således alene en betingelse for at påbyde skiltning fjernet i medfør af byg-gelovens § 6 D, stk. 2, at skiltningen er ” skæmmende i forhold til omgivel-serne” , hvilket den enkelte kommune ifølge bemærkningerne til Lov nr. 270 af 2. maj 1990 om ændring af byggeloven, brandloven og kommune-planloven og vejledningen til bygningsreglementet er givet en skønsmæs-sig adgang til at vurdere. Det bestrides i den forbindelse også, at Sagsøger E/Fs gavlreklamer skal vurderes efter de normer, som Aalborg Kommune har benyttet igennem Sagsøger E/Fs levetid. Aalborg Kommunes politik på skilteområdet vil i 18 sagens natur ikke være statisk, men skal derimod kunne tilpasses byens og samfundets udvikling, herunder de senere års øgede fokus på brugen af byrummet og bevaring af byens og bygningernes arkitektoniske kvalite-ter, hvilket så meget desto mere gør sig gældende i områder som Vejgennembruddet, der er udpeget som et såkaldt ”værdifuldt kultur-miljø” . For så vidt angår bevisbyrde bestrides det, at det som anført af Sagsøger E/F ” … er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at afgørelsen er kor-rekt.” , for så vidt at det af Sagsøger E/F anførte skal forstås således, at det er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at det er korrekt, at de omhandlede bannerreklamer virker ” skæmmende i forhold til omgivelserne” , jf.
2, er opfyldt. Endvidere gøres det gældende, at Sagsøger E/F ved opsæt-ning af de af nærværende sag omfattede bannerreklamer har handlet imod bedrevidende, idet Sagsøger E/F på baggrund af de i 2017 og 2018 meddelte afslag var bekendt med, at der var begrænsninger for, hvilken type skiltning Aalborg Kommune ville tillade opsat på Sagsøger E/F, og at Sagsøger E/F således kunne have imødegået risikoen for, at Aalborg Kommune efterfølgende ville meddele påbud om 19 fjernelse af de omhandlede bannerreklamer ved at ansøge om tilladelse el-ler på anden måde gå i dialog med Aalborg Kommune, inden banneret blev sat op, for derigennem at afklare, hvilke krav Aalborg Kommune måtte have til fremtidig skiltning på Sagsøger E/F. Sagsøger E/F burde således - særligt i lyset af de i 2017 (bi-lag K) og 2018 (bilag L) meddelte afslag - have indset, at der ville være ri-siko for, at Aalborg Kommune ville påbyde de omhandlede bannerrekla-mer fjernet, da Sagsøger E/F efterfølgende valgte at opsætte de omhandlede bannerreklamer uden at indhente Aalborg Kommunes forudgående accept eller på anden måde gå i dialog med Aalborg Kom-mune herom. Afslutningsvis gøres det gældende, at den sene opfyldelse af Aalborg Kommunes opfordring til specifikt at angive, hvilke sammenlignelige forhold Sagsøger E/F mener at have konstateret, skal tillægges processuel skadevirkning og komme Sagsøger E/F til skade ved fastsættelsen af sagsomkostninger. Det bestrides, at Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 (bilag 6) stri-der mod det forvaltningsretlige lighedsprincip, samt at den omkringlig-gende skiltning, jf. bilag 13 og bilag 16 - 23, som anført af Sagsøger E/F bidrager til fortolkningen af rækkevidden af begrebet ”skæm-mende” , ligesom det bestrides, at vurderingen af de i sagen omhandlede reklamebannere skal baseres på en objektiv fortolkning af begrebet ”skæmmende” . …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Det fremgår af
D, at ”Kommunalbestyrelsen kan gøre en tilladelse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udform-ning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning” , og det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2: ”Skiltning, lysinstallationer og lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.