RETTEN I HERNING DOM afsagt den 6. marts 2023 Sag BS-3570/2022-HER Civilstyrelsen (advokat Maja Friis Hindsig) mod Sagsøgte (advokat Signe Suhr Mortensen) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens

§ 10, stk.

1, og forholdene ikke taler for at fravige denne betingelse, jf.

§ 10, stk.

3. Nærværende sag er alene en sag mellem Civilstyrelsen og sagsøgte. Gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelser kan således ikke prøves under denne sag. Af samme grund kan spørgsmålet om, hvorvidt Erstatningsnævnet har været berettiget til at dispensere fra anmeldelsesfristen i lovens § 10, stk. 1, jf. stk. 3, ikke prøves under nærværende sag. Civilstyrelsen har således ikke beføjelse til at træffe afgørelse om erstatningen til skadelidte efter offererstatningsloven. Denne beføjelse tilkommer alene Erstatningsnævnet, jf.

§ 11

. Skadevolder anses endvidere ikke for at have partstatus i forhold til sagens behandling ved Erstatningsnævnet og er heller ikke af lovgiver tillagt indsigelsesadgang i forhold til de særlige betingelser for adgang til offererstatningsordningen. Det følger af § 7 i bekendtgørelse nr. 824 af

1. juni 2013 om forretningsorden for Erstatningsnævnet, at skadevolderen ikke efter det alminde- 8 lige forvaltningsretlige partsbegreb anses som part i sagen ved Erstatningsnævnet. Sagen ved Erstatningsnævnet er et inter partes anlig-gende mellem forurettede og det offentlige. Det betyder, at skadevolde-ren ikke har nogen partsbeføjelser i sagen ved Erstatningsnævnet. Statens regreskrav er som udgangspunkt klassificeret som et alminde-ligt afledet regreskrav mod en ansvarlig skadevolder, jf. U 2015.944 H modsætningsvist. Dette medfører også, at skadevolderen som udgangspunkt hverken skal stilles dårligere eller bedre, end hvis kravet var ret-tet direkte fra skadelidte mod skadevolder. Med andre ord skal sagsøgte ikke tillægges en særlig indsigelsesadgang, som sagsøgte ikke ville have over for forurettede alene som følge af, at det i denne sag er staten, der har betalt forurettede den erstatning, som sagsøgte er an-svarlig for. I sagen U 2020.2390 H udtalte Højesteret således: ”I det omfang der ydes erstatning efter offererstatningsordningen, ind-træder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen, jf. offererstatnings-lovens §
2. Højesteret finder, at det følger af bestemmelsen, at skade-volder i en regressag har samme indsigelser over for staten, som skade-volder ville have i en erstatningssag direkte mellem skadelidte og ska-devolder. Skadevolder kan dermed gøre gældende, at dansk rets almin-delige regler om en skadevolders erstatningsansvar ikke er opfyldt, her-under at der ikke foreligger årsagssammenhæng mellem lovovertrædel-sen og skadelidtes skade. Højesteret finder endvidere, at der under en sådan efterfølgende regressag mod skadevolder ikke kan ske en prø-velse af, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig f.eks. på grund af manglende overholdelse af fristregler. Det bemærkes herved, at det som anført er skadelidtes krav mod skadevolderen, som staten indtræ-der i, og at regreskravets berettigelse derfor beror på en prøvelse af ska-delidte krav og ikke af gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse.” Sagsøgte kan således efter de almindelige indtrædelsesregler gøre de samme indsigelser gældende mod kravet, som selskabet ville have haft mulighed for over for skadelidtes erstatningskrav. Derimod kan der ikke ved en regressag ske en prøvelse af, om Erstatningsnævnets afgø-relse er ugyldig f.eks. på grund af manglende overholdelse af fristregler i offererstatningsloven. Det bemærkes, at sagsøgte i regressagen har haft mulighed for at komme med indsigelser mod kravet over for staten, herunder mod Erstatningsnævnets afgørelse og grundlaget herfor. Hertil kommer, at sagsøgte på helt sædvanlig vis har mulighed for at føre beviser og forklare sig direkte for den dømmende ret. 9 4.2 Straffelovsovertrædelsen skal ikke prøves i regressagen Som anført ovenfor følger det af Højesterets præmisser i U2020.2390H, at den efterfølgende regressag mellem staten og skadevolder efter

§ 17

alene vedrører, om staten kan bevise, at de almindelige erstatningsretlige betingelser er opfyldt, og at spørgsmål om skadevolders eventuelle straffelovsovertrædelse (herunder Erstatningsnævnets vurdering heraf) ikke indgår i sagen. Civilstyrelsen bestrider ikke, at Erstatningsnævnet i forbindelse med sin vurdering af sagen har vurderet, at forurettede den

1. august 2019 var udsat for en overtrædelse af straffeloven. Civilstyrelsen gør dog gældende, at Erstatningsnævnets strafferetlige vurdering ikke er til prøvelse i denne sag. Det gøres derfor principalt gældende, at sagen mellem Civilstyrelsen og sagsøgte ikke indebærer en stillingtagen til sagsøgtes eventuelle strafferetlige ansvar i relation til hændelsen den
2. august
3. Sagen omhandler alene sagsøgtes erstatningsretlige ansvar for hændelsen. Hvis retten finder, at regreskravet forudsætter en prøvelse af, om der er begået en straffelovsovertrædelse, gøres det gældende, at der fandt en straffelovsovertrædelse sted. I den forbindelse henvises der til anbringender nedenfor i afsnit 4.
4. 4.3 Hændelsesforløbet - sagsøgte begik en straffelovsovertrædelse Forurettede anmeldte ikke episoden den
5. august 2019 til politiet, hvorfor der i denne sag ikke foreligger en straffedom. Erstatningsnæv-net har imidlertid i medfør af

§ 1

vurderet, at den skadevoldende adfærd var en overtrædelse af straffeloven, og at forurettede derfor var berettiget til godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Sagsøgte bestrider, at han har udsat forurettede for vold. Civilstyrelsen fastholder det beskrevne hændelsesforløb og gør gældende, at forurettede var udsat for en straffelovsovertrædelse. Dette hændelsesforløb, herunder karakteren af den udøvende vold, er med ganske få afvigelser i beskrivelserne gengivet i skolens redegørelse af november 2020 (bilag 1), kommunens anmeldelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af

1. september 2019 (bilag 9), forurettedes besvarelse af spørgeskemaet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af
2. novem-ber 2019 (bilag 13), Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser af
3. 10 marts 2020 og
4. januar 2021 (bilag 19 og 28) samt psykiatrisk speciallægeerklæring af
5. oktober 2020 (bilag 27). Hertil kommer, at forurettedes skader som følge af hændelsen er dokumenteret ved de lægelige akter i sagen, særligt den psykiatriske speciallægeerklæring af
6. oktober 2020 (bilag 27), hvoraf fremgår, at forurettedes funktionsevnetab er betinget af de arbejdsmæssige belastninger, herunder primært overfaldet i august
7. Skolen valgte i samarbejde med forurettede ikke at anmelde episoden, da man vurderede, at de konsekvenser, det ville få for eleven, modar-bejdede det pædagogiske arbejde på skolen (bilag 1). Det forhold, at forurettede i spørgeskemaet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring angav, at han faktisk blev slået og sparket, kan ikke betragtes som nye forhold, men blot en uddybning af det allerede oplyste faktum i sagen. For så vidt angår sagsøgtes anbringende om, at sagsøgtes vold mod forurettede er sket i nødværge. Bestrides dette af Civilstyrelsen. Der er ikke noget i sagen, som antyder, at sagsøgte hverken følte sig eller blev truet eller på anden vis var i fare således, at han måtte handle i nød-værge ved at slå ud efter forurettede. Sammenfattende gøres det gældende, at retten ved vurderingen af de fremsatte regreskrav skal lægge til grund, at sagsøgte den
8. august 2019 udøvede vold med forurettede, og at forurettede var udsat for en straffelovsovertrædelse. 4.4 Der er ikke tale om ensidigt indhentede erklæringer Det forhold, at sagsøgte ikke er blevet hørt som part i sagen skyldes, at han ikke er part i sagen mellem Erstatningsnævnet og forurettede. De indhentede erklæringer er indhentet til brug for sagen mellem Erstatningsnævnet og forurettede og er dermed ikke indhentet til brug for regressagen mellem Civilstyrelsen og sagsøgte. Det bestrides således, at der er tale om ensidigt indhentede erklæringer, da erklæringerne er indhentet før sagens anlæg. Erklæringerne, herun-der afgørelser mv. er indhentet af offentlige myndigheder, Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring og Erstatningsnævnet. Hverken Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring eller Erstatningsnævnet er part i nærværende sag mellem Civilstyrelsen og sagsøgte. 11 4.5 Der er ikke udvist passivitet Civilstyrelsen bestrider, at Civilstyrelsen har udvist retsfortabende passivitet, herunder at der er sket en ubegrundet forhaling af sagsbehandlingen. Det skal fremhæves, at tidsrummet mellem overfaldet den
9. august 2019 og frem til Erstatningsnævnets tilkendelse af godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (henholdsvis den
10. februar 2021 og den
11. september 2021) ikke kan tillægges betyd-ning i forhold til passivitetsvurderingen, da Civilstyrelsen først fik kendskab til regreskravet ved modtagelsen af afgørelserne fra Erstat-ningsnævnet, hvilket skete umiddelbart efter Erstatningsnævnets afgø-relser. Retsfortabende passivitet forudsætter i sagens natur, at Civilsty-relsen havde kendskab til kravet. Civilstyrelsen partshørte ved breve af
12. marts 2021 (bilag 3) og
13. oktober 2021 sagsøgte, hvorefter Civilstyrelsen traf afgørelse om regres den
14. april 2021 (bilag 5) samt
15. oktober 2021 (bilag 8). Da sagsøgte ikke underskrev frivilligt forlig, stævnede Civilstyrelsen sagsøgte den
16. januar
17. Ved bedømmelsen af om et offentligretligt krav kan anses for bortfaldet på grund af passivitet, må der, foruden den forløbne tid, lægges vægt på, om de sagsøgte har haft grund til at indrette sig i tillid til, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Civilstyrelsen har på intet tidspunkt, hverken direkte eller indirekte, gi-vet udtryk for, at Civilstyrelsen ikke ville rette et regreskrav mod sagsøgte. Allerede derfor kan regreskravet ikke være bortfaldet som følge af passivitet. Efter overfaldets karakter kan sagsøgte desuden ikke have haft en berettiget forventning om, at han ikke senere ville blive mødt med regreskrav i anledning af forurettedes skader som følge af overfaldet, eller haft grund til at indrette sig i tillid til, at et krav ikke ville blive gjort gældende. Det forhold, at der under en samtale mellem en lærer og en elev vedrørende en voldsepisode, ikke blev nævnt ordet strafbar handling, medfø-rer ikke, at sagsøgte kan have haft en berettiget forventning om, at et ansvar ikke vil blive gjort gældende. Det bemærkes i den forbindelse, at skolen hverken har kompetencen eller bemyndigelse til at tage stilling til et sådan forhold. 12 Det forhold, at sagsøgte ikke er blevet inddraget i sagen tidligere, skyldes, at han ikke er part i sagen mellem Erstatningsnævnet og foruret-tede. 4.6 Årsagssammenhæng og adækvans Det er godtgjort, at der er årsagssammenhæng mellem den forsætlige voldsudøvelse, sagsøgte har udøvet mod forurettede, og de skader forurettede herved er blevet påført. At vold og trusler om vold kunne medføre et sygeforløb for forurettede, må have været påregneligt for sagsøgte. Det følger af Højesterets praksis, at kravene til bevis for årsagssammenhæng lempes, hvis skadevolderens handling er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, det vil sige klar culpa. I sager om voldsudøvelse er beviset for årsagssammenhæng på den baggrund lempeligt, jf. U.2002.1496H. Dette gælder også i sager om voldsofferregres, hvor de skadegørende handlinger pr. definition begås forsætligt. Herefter anses det for tilstrækkeligt at statuere årsagsforbindelse, at det bedømmes som mere sandsynligt, at skaden vil være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden den udøvende vold, jf. f.eks. U.2017.2307V. I denne sag er der tale om forsætlig vold, som utvivlsomt kan have væ-ret årsag til de opståede skader og gener hos forurettede, der forårsa-gede forurettedes sygemelding og deraf følgende tabte arbejdsfortjene-ste. Civilstyrelsen er enig med sagsøgte i, at de efterfølgende trusler mod forurettede og dennes familie ikke vedrører episoden den
18. august
19. Volden og de efterfølgende trusler må dog anses for at være snæ-vert forbundne, og der er endvidere ikke dokumentation for, at trus-lerne har forværret de gener, som blev påført som følge af volden. Det gøres således gældende, at de efterfølgende trusler ikke har påført foru-rettede et selvstændigt psykisk mén. Det gøres endvidere gældende, at truslernes karakter ikke er egnede til at påføre forurettede et selvstæn-digt psykisk mén. Selv i det tilfælde, at det kan godtgøres, at forurettede har en særlig følsomhed i relation til psykiske skader eller er særligt sårbar, følger det af retspraksis, eksempelvis U.1996.1334H og U.2012.276H, at en sådan 13 følsomhed er uden betydning for den erstatningsretlige årsags- og adækvansbedømmelse, jf. det almindelige erstatningsretlige princip om at ”tage skadelidte, som skadelidte er” . 4.6.1 Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i sagen Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anerkendt overfaldet den
20. august 2019 som en arbejdsskade, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udmålt forurettedes varige mén som følge af overfaldet til 10 %. Det forhold, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i nærværende sag har vurderet, at der er årsagssammenhæng mellem hændelsen og foru-rettedes længerevarende gener, støtter det forhold, at der ligeledes fore-ligger årsagssammenhæng mellem hændelsen og forurettedes syg-domsforløb, som denne sag angår. I sager, hvor der foreligger en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, må det ved bevisbedømmelsen tages i betragtning, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under medvirken af lægelig fagkundskab og gennem behandling af et stort antal sager har oparbejdet en omfat-tende viden og en særlig erfaring i at foretage de pågældende vurderin-ger om årsagssammenhæng og varigt mén. Der skal derfor være et sik-kert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurderinger, jf. f.eks. U1999.1565H, U2005.3273H og U2005.701/2H. Sagsøgte har ikke tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i sagen. 4.7 Særligt vedr. svie og smerte Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af
21. februar 2021 (bilag 2) og
22. september 2021 (bilag 7) forurettede henholdsvis kr. 27.520,00 og kr. 24.187,50 i godtgørelse for svie og smerte for perioden
23. oktober 2019 til
24. juni
25. Efter erstatningsansvarslovens § 3 udgør godtgørelse for svie og smerte kr. 215,00

§ 17, stk.

1. …” 17 Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført: ”… ANBRINGENDER
2. Det retlige grundlag Det fremgår af

§ 1, stk.

1, at staten yder erstat-ning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov. Videre fremgår det af

§ 6

, at erstatning ydes, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, er under 15 år eller utilregnelig. Endelig fremgår det af bestemmelsens stk. 2, at erstatning ydes, selv om tiltalte under straffesagen frifindes, hvis lovens betingel-ser i øvrigt er opfyldt. Lovgivers hensigt har været at sikre skadelidte et retskrav på udbeta-ling af erstatning i de situationer, hvor en skadevolder forsætligt ved en forbrydelse forvolder en skade. Derfor fremgår det også af

§ 10, stk.

1, at erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Det udgangspunkt kan efter bestemmelsens stk. 3 fraviges, hvis forholdene taler for det. Det ligger desuden fast, at staten efter

§ 17

, er berettiget til at gøre regres mod gerningsmanden for den ydelse, som forurettede i henhold til Erstatningsnævnets afgørelser har fået udbe-talt. 1.

1. Retsfortabende passivitet Det gøres overordnet gældende, at kravene er bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet. For at passivitetsgrundsætningen kan finde anvendelse, er det et grundlæggende krav, at rettighedshaveren skal have kendskab til sin rettighed. Dette havde Erstatningsnævnet. Flere faktorer taler for, at kravene er bortfaldet som følge af passivitet: Erstatningsnævnet er en offentlig myndighed, der træffer afgørelse på vegne af staten over for en borger. Civilstyrelsen indtræder efterføl-gende som repræsentant for staten i regreskravet. Som offentlige myn- 18 digheder og dermed professionel part, må der anlægges en skærpet passivitetsvurdering. Episoden, som man nu retter et krav mod Sagsøgte for, ligger mere end halvandet år før det tidspunkt, hvor Sagsøgte første gang bliver parts-hørt til sagen (bilag 3), og der går knap 2,5 år før der udtages stævning. Sagsøgte har i nærværende sag ikke været part i sagen ved Erstatningsnævnet. Sagsøgte har derfor ikke haft mulighed for at gøre indsigelser imod kravets størrelse, dokumentationen eller lignende. Sagsøgte gøres først bekendt med kravet efter det tidspunkt, hvor erstatningen er fastlagt ved endelige afgørelser. Der foreligger ingen saglig begrundelse for, at der ikke sker inddragelse af Sagsøgte på et langt tidligere tidspunkt, i en sag, hvor staten er bekendt med kravet, og i en situation, hvor ansvaret ikke er blevet fastslået i forbindelse med en straffedom. Endelig gøres det gældende, at Sagsøgte efter mødet med Vidne 2 og skolens ledelse refereret i sagens bilag 1 har haft en berettiget forventning om, at et ansvar ikke ville blive gjort gældende. På baggrund af de anførte omstændigheder gøres det således gæl-dende, at kravene er bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet. 1.
2. Tilsidesættelse af Erstatningsnævnets afgørelser Hvis retten ikke er enig i, at der er indtrådt passivitet, gøres det gældende, at Erstatningsnævnets afgørelse af
3. februar 2021 (bilag 2) og afgørelse af
4. september 2021 (bilag 7) bør tilsidesættes som følge af

§ 10, stk.

1, jf. stk. 3. Heraf følger det, at erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen anmeldes til politiet indenfor 72 timer fra gerningstidspunktet. Det følger af § 10, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det. Der ses ikke at fore-ligge forhold, der taler for, at stk. 1 i denne situation kan fraviges. Det fremgår af bilag 1, at Skole undlod at politianmelde episo-den, da man vurderede, at de forventede konsekvenser af en politian-meldelse ville modarbejde det pædagogiske arbejde på skolen. Dette er ikke tilstrækkeligt til at fravige udgangspunktet, hvorefter der kræves politianmeldelse for, at der kan ske udbetaling af erstatning. Skole begrunder undladelsen med, at en politianmeldelse ville modarbejde det pædagogiske arbejde på skolen. I denne situation har undladelsen – stik imod hensigten – skabt en situation for Sagsøgte, hvor han risikerer at blive pålagt et regreskrav som følge af en påstået 19 handling, som han på baggrund af skolens og Vidne 2's manglende politianmeldelse aldrig har haft mulighed for at forsvare sig imod. Forarbejderne til

§ 10, stk.

3 nævner f.eks. den situation, at den forurettede har befundet sig i en choktilstand efter episoden. Til gengæld fremgår det bl.a. af FED 2003.2482/1, at der ikke tilkendes erstatning, hvis ansøger af frygt for repressalier ikke ønsker at bidrage til sagens opklaring. Der skal således ganske meget til, for at

§ 10, stk.

3 finder anvendelse. Som følge af det ovenfor anførte gøres det gældende, at udgangspunk-tet om krav af politianmeldelse for at udbetale erstatning efter loven ikke burde være fraveget i nærværende sag, hvorfor der ikke burde være udbetalt erstatning på det foreliggende grundlag. Hvis ikke der var blevet udbetalt erstatning, ville der heller ikke kunne rejses et re-greskrav mod Sagsøgte. Allerede af disse grunde bør der ske frifindelse af Sagsøgte. 1.3.Erstatningsnævnets afgørelser behæftet med en retlig mangel Civilstyrelsen gør gældende, at skadevolder ingen partsbeføjelser har i sagen ved Erstatningsnævnet, da det er et inter partes anliggende mel-lem forurettede og det offentlige. Men i nærværende sag er ansvarsgrundlaget ikke blevet fastslået ved dom inden Erstatningsnævnets prøvelse som ellers er den sædvanlige situation. Der foreligger endvidere ikke nogen journalnotater fra skolen fra tidspunktet for episoden, ligesom det ikke klart kan udledes, hvor-dan Sagsøgte har forholdt sig til beskyldningerne fra Vidne

1. På den baggrund gøres det gældende, at Erstatningsnævnet er underlagt et krav om en skærpet prøvelse særligt vedrørende vurderingen af hvor-vidt der foreligger et ansvarsgrundlag. Det følger af § 2, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 824 af
2. juni 2013 om forretningsorden for Erstatningsnævnet, at nævnet kan indkalde skade-lidte eller dennes repræsentant til et nævnsmøde. Nævnet kan endvi-dere indkalde andre, der har kendskab til forholdene, herunder skade-volderen, til at afgive forklaring. Endelig ses hverken Erstatningsnævnet eller Civilstyrelsen i deres afgørelser at have forholdt sig til problematikken om den manglende politianmeldelse og om hvorvidt sagen allerede af den grund burde afvises. 20 Det gøres således gældende, at Erstatningsnævnets afgørelser lider af en retlig mangel i form af manglende sagsoplysning, herunder høring og involvering af skadevolder. Det gøres i den forbindelse gældende, at Erstatningsnævnets vurdering af, hvorvidt der er begået en straffelovsovertrædelse, udelukkende hvi-ler på Vidne 2's egen forklaring, et enkelt notat udarbejdet af Esbjerg kommune 15 måneder efter episoden, og lægelige akter, der er udfyldt ensidigt og på baggrund af oplysninger fra Vidne
3. Erstatningsnævnet har ikke inddraget Sagsøgte på nogen måde, på trods af at det fremgår af sagen, at Vidne 2 har afgivet divergerende forklaringer omkring hændelsen. Ifølge arbejdsgiverens redegørelse (bilag 1) beskriver Vidne 2, at Sagsøgte har skubbet til Vidne
4. Det fremgår at Sagsøgte slår ud efter Vidne 2 og er truende, at Sagsøgte nikker Vidne 2 en skalle og vedblev truende. Af det udfyldte spørgeskema til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (bi-lag 13) fremgår det, at Vidne 2 angiver at han blev slået, sparket og nikket en skalle, og efterfølgende blev Vidne 2 og hans familie truet med at blive opsøgt og ”smadret” . Denne udlægning fremgår endvi-dere direkte af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrundelse (bilag 19) for at anerkende de psykiske gener efter episoden som en arbejds-skade. Dette underbygger, at alene Vidne 2's udlægning af hændelses-forløbet er lagt til grund. Erstatningsnævnet ses heller ikke at have forholdt sig til det faktum, at Vidne 2 først opsøger lægefaglig behandling den
5. november 2019, og at der derved ikke foreligger faktiske beviser, for eksempel i form af billeddokumentation af de synlige skader, som må forventes at fremkomme, hvis man bliver udsat for både spark, slag og nikket en skalle. Der er således ingen faktiske beviser, der støtter Vidne 2's forklaring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, de lægelige akter og redegørelsen fra arbejdsgiver udarbejdet i november 2020, har været af afgørende betydning for Erstatningsnævnets afgørelse om at tilkende erstatning i det anførte omfang. Som følge heraf anføres det, at grundlaget for Erstatningsnævnets afgørelse er så mangelfuldt, at der ikke burde have været udbetalt erstat-ning på dette grundlag. Som konsekvens af dette er der ligeledes heller ikke noget grundlag for dette regreskrav mod Sagsøgte. 1.3.
6. Erklæringernes begrænsede bevisværdi 21 Endvidere gøres det gældende, at de erklæringer, afgørelser mv., der foreligger i nærværende sammenhæng må betragtes som eller sidestil-les med ensidigt indhentede erklæringer, der ikke kan anvendes som bevis i nærværende sag, da Sagsøgte ikke er blevet hørt som part i sa-gen. Dette kan have betydning for rettens vurdering af erklæringen, jf. her-ved Lasse Højlund Christensen, ”Den Civile Retspleje” ,
7. udgave, s. 590., der anfører følgende om egenhændigt indhentede sagkyndige erklæringer: ”Såfremt en part indhenter en erklæring uden at inddrage modparten og eventuelt retten (en såkaldt ensidigt indhentet erklæring), har mod-parten ikke haft mulighed for at varetage sine interesser, hvilket kan have påvirket erklæringens indhold.” . Det anføres endvidere: ”Dette kan påvirke erklæringens bevismæssige betydning, […] og retten kan håndtere dette på forskellige måder. Retten kan enten nægte erklærin-gens fremlæggelse, jf. Rpl § 341, eller den kan tillade fremlæggelse med forbehold for at forholde sig til bevisets vægt i forbindelse med den almindelige bevisvurdering. De retningslinjer for ensidigt indhentede erklæringer om sagens faktum, der i de senere år er udviklet i retspraksis, og nu – med nogle tilføjelser – er blevet lovfæstet i Rpl § 341 a, har bevæget sig mod den sidstnævnte løsning.” . I denne sag bør Erstatningsnævnets afgørelse om Vidne 2's tab såle-des ikke tillægges bevisværdi, idet Sagsøgte ikke har haft mulighed for at komme med bemærkninger til sagen eller stille supplerende spørgs-mål, inden der blev foretaget en endelig vurdering. 1.3.
8. Begrænset prøvelse i Erstatningsnævnet At prøvelsen i Erstatningsnævnet har været mangelfuld i en sag, hvor der ikke forinden er truffet afgørelse ved dom om ansvarsgrundlaget, underbygges af, at nævnets vurdering af sagen alene er foregået på skriftligt grundlag. Der er således i modsætning til bevisførelsen under en straffesag, hvor beviserne føres umiddelbart for den dømmende ret, ikke den samme tilbundsgående prøvelse. Civilstyrelsen gør gældende, at Sagsøgte på helt sædvanlig vis har mulighed for at føre beviser og forklare sig direkte for den dømmende ret. Dette bestrides. 22 Da episoden aldrig er blevet politianmeldt, er Sagsøgte blevet frataget muligheden for at få sagen vurderet på et objektivt grundlag. Det frem-går af retsplejelovens kapitel 67, at politiet som eneste offentlige myn-dighed kan foretage efterforskning. Videre af retsplejelovens § 743 fremgår det, at politiets efterforskning har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig rets-følge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgø-relse. Det kan endvidere udledes af retsplejelovens § 96, stk. 2, at politiet er forpligtet til at udføre deres undersøgelser og arbejde på objektiv måde, forstået således, at der under efterforskningen skal tages højde for beviser der taler både for og imod sigtedes skyld. Den bevisførelse, der nu skal foregå ved retten, om hvorvidt Sagsøgte har overtrådt straffeloven eller ej, vil endvidere finde sted uden medvir-ken af domsmænd, som ellers er sædvanligt i en straffesag. Endvidere vil den bevismæssige betydning af vidneforklaringerne med stor risiko være begrænset på grund af den manglende politiefterforskning, idet politiets primære efterforskningsskridt er afhøring af parter og vidner lige efter episoden, så risikoen for påvirkning af vidners forklaringer mindskes, når sagen efterfølgende skal hovedforhandles. Endvidere har politiet ikke kunnet sikre faktuelle beviser, der kan støtte Sagsøgtes forklaring. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i sa-gen foreligger oplysninger om, at Vidne 2 har haft synlige skader ef-ter episoden eller opsøgt lægefaglig behandling før flere måneder efter episoden. Det gøres i den forbindelse gældende, at det ikke kan have været lovgivers intention i de tilfælde, hvor der ikke foreligger politianmeldelse og dermed ingen objektiv efterforskning og ingen straffedom, hvor ansva-ret er fastslået og hvor der samtidig er tvivl om hændelsesforløbet, at tillægge Erstatningsnævnet denne kompetence, uden at Erstat-ningsnævnet forpligtes til at sikre e særlig grundig og objektiv oplys-ning og vurdering af sagen. Dette underbygges af den tidligere refererede bestemmelse i betænkningens § 2 om Erstatningsnævnets muligheder for at oplyse sagen ved høring og indkaldelse af skadevolder i forbindelse med nævnsmøde.
9. Manglende ansvarsgrundlag 23 Såfremt Erstatningsnævnets afgørelser af
10. februar 2021 og
11. september 2021 ikke tilsidesættes, gøres det til støtte for de nedlagte påstande gældende, at Sagsøgte ikke kan holdes ansvarlig for eventuelle skader, som Vidne 2 måtte have pådraget sig. For at en personskade kan være omfattet af offererstatningsloven skal der være ført bevis for, at skadevolder både objektivt og subjektivt har realisere gerningsindholdet i en straffebestemmelse. Det bestrides, at der er ført et sådant bevis. Det er ovenfor beskrevet, hvordan Vidne 2 er fremkommet med divergerende oplysninger om episoden, ligesom der ikke foreligger faktiske beviser, der kan støtte Vidne 2's forklaringer. Endvidere kan det konstateres, at skolens redegørelse (bilag 1) ikke stemmer overens med den begrundelse, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i deres afgørelse (bilag 19) har lagt til grund på baggrund af Vidne 2's besvarelse af spørgeskemaet (bilag 13). Heraf fremgår, at Vidne 2 beskriver et væsentlig alvorligere hændelsesforløb, hvor Vidne 2 ikke blot blev forsøgt slået, men faktisk blev slået, at Vidne 2 ikke blot blev nikket en skalle, men også blev sparket, at Vidne 2 ikke blot blev truet under episoden, men at Vidne 2 og dennes familie efterfølgende blev truet med at blive opsøgt og ”smadret” . Civilstyrelsen har fremlagt flere dokumenter, som ifølge Civilstyrelsen skulle besvare den tidligere fremsatte opfordring A, hvorefter der blev opfordret til at fremlægge anden dokumentation end Vidne 2's forkla-ring til støtte for, at Sagsøgte gjorde sig skyldig i strafbar vold ved epi-soden den
12. august
13. Det gøres gældende, at samtlige fremlagte dokumenter i denne henseende er et udtryk for netop Vidne 2's opfattelse af situationen. Det er således alene hans forklaring, der fremgår af de lægelige akter. Anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (bilag 9) og afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (bilag 19) tager alle udgangspunkt i oplysninger fra Vidne
14. Når der ikke foreligger en politianmeldelse, og der derfor heller ikke har foregået en politimæssig efterforskning i form af bl.a. vidneafhøringer, gerningsstedsundersøgelse, fotorapporter mm., er det helt afgørende, at arbejdsgiveren udfærdiger en nøje beskri-velse af hændelsesforløbet til brug for de afgørelser, som Erstat-ningsnævnet efterfølgende har truffet til gunst for Vidne
15. I nærværende sag har arbejdsgiveren først 1 år og 3 måneder efter episoden udarbejdet et notat om hændelsesforløbet (bilag 1). Af notatet fremgår det direkte, at episoden blev drøftet under et møde med Sagsøgte 24 , dennes mor, Vidne 2 og ledelsen, og at udtrykket strafbar vold ikke blev brugt. Der er i øvrigt kun meget få oplysninger om, hvordan Sagsøgte under mødet har forholdt sig til beskyldningerne fra Vidne
16. Det fremgår endvidere af de lægelige akter, bl.a. bilag 12 og 19, at Vidne 2 ikke har pådraget sig fysiske skader på trods af hans udsagn om, at han er blevet både slået, sparket og nikket en skalle, jf. det udfyldte spørgeskema til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den
17. november 2019 (bilag 13). Sagsøgte bestrider at han har udsat Vidne 2 for vold eller trusler på li-vet og uden faktiske beviser, der kan underbygge Vidne 2's forkla-ring, er der samlet set ikke tilstrækkeligt grundlag for at gøre Sagsøgte helt eller delvist ansvarlig. Selv hvis retten når frem til, at Sagsøgte objektivt set har udsat Vidne 2 for en strafbar handling, gøres det på baggrund af det oplyste i den supplerende sagsfremstilling gældende, at det er sket i nødværge. Endelig fremgår det af sagen, at Vidne 2 har oplyst at hans familie og ham selv er blevet truet med at blive opsøgt og ”smadret” (bilag 13) og at dette har indgået i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrundelse for at anerkende de psykiske gener som en arbejdsulykke. Det gøres i den forbindelse gældende, at de efterfølgende trusler rettet mod Vidne 2 og dennes familie slet ikke vedrører episoden den
18. august 2019, som Sagsøgte er involveret i, hvorfor Sagsøgte på intet grundlag kan gø-res ansvarlig herfor.
19. Årsagssammenhæng og påregnelighed Såfremt retten skulle finde, at Sagsøgte helt eller delvist er forsætlig skadevolder, gøres det gældende, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for, at skaderne skyldes episoden den
20. august
21. Endvidere gøres det gældende, at skaderne ikke kan anses for en påregnelig følge af episoden den
22. august
23. I den forbindelse bemær-kes, at det hændelsesforløb som skolen beskriver i bilag 1, forekommer forholdsvis banalt sammenholdt med den meget langvarige sygemel-ding som Vidne 2 tilkendegiver skyldes episoden. I den forbindelse henvises blandt andet til det anførte i journal fra Arbejdsmedicinsk ambulatorium fra
24. februar 2020, side 2 (bilag 18): Det fremgår videre af bilag 18, side 4, at de psykiske symptomer som 25 Vidne 2 har beskrevet, også kan dække over ”omsorgstræthed/udbrændthed, hvilket fortsat må afklares” .
25. Bortfald eller lempelse af erstatningsansvaret Såfremt retten mener, at Sagsøgte helt eller delvist er ansvarlig skadevolder, gøres det gældende, at erstatningsansvaret skal bortfalde, subsidiært nedsættes under henvisning til den almindelige lempelsesregel i erstatningsansvarslovens §
26. Det faktum, at Sagsøgte kun lige var fyldt 15 år på tidspunktet for episoden og helt ustraffet, sammenholdt med at Sagsøgte ikke ved sin handling kan have indset risikoen for et efterfølgende erstatningskrav i den størrelsesorden som Civilstyrelsen gør gældende, taler for bortfald, subsidiært lempelse af kravet. Endvidere vil det være urimeligt byrdefuldt for Sagsøgte at blive påført den omhandlede gæld henset til Sagsøgtes økonomiske situation. I den forbindelse fremlægges som bilag A Sagsøgtes årsopgørelser for 2019, 2020 og
27. Endelig er der på den anden side ikke vægtige hensyn at tage til skadelidte i nærværende sag, idet Vidne 2 har fået udbetalt sin erstatning af staten. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Under en regressag mod en skadevolder kan der ikke ske en prøvelse af, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig. Det er skadelidtes krav mod skadevolder, som staten er indtrådt i. Regreskravets berettigelse beror derfor på en prøvelse af skadelidtes krav og ikke en prøvelse af gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelser. Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at der foregik en vold-som episode på Skole i Esbjerg den
28. august 2019 og at denne episode involverede Sagsøgte og Vidne
29. Således som episoden er beskrevet både af forurettede og flere vidner samt konsekvent i sagens skriftlige materiale, så vurderes der at være tale om en episode, som er omfattet af straffelovens kapitel
30. Der er ikke grundlag for at lægge til grund, at der i situationen har været tale om nødværge eller at der i øvrigt har forelagt omstændigheder omfattet af straffelovens §
31. 26 Det er ved de fremlagte bilag dokumenteret, at Vidne 2's skader direkte kan henføres til den nævnte episode. Dette fremgår blandt andet af den psykiatriske speciallægeerklæring, som er fremlagt i sagen. Det er ikke dokumenteret, at Vidne 2 har haft forudbestående li-delser, som har relevans for denne sag. På denne baggrund findes det rejste regreskrav mod Sagsøgte beretti-get. Efter det oplyste sagsforløb, så må det lægges til grund, at regreskravet er for-fulgt med tilstrækkelig hurtighed og at der ikke er udvist retsfortabende passi-vitet. Efter karakteren af den skadevoldende adfærd er der ikke grundlag for at lempe Sagsøgtes erstatningsansvar i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, stk.
32. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 33.000 kr. og af retsafgift med 4.500 kr., i alt 37.500 kr. inklusive moms. Civilstyrelsen er ikke momsregistreret Sagsøgte er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte tilpligtes til Civilstyrelsen at betale 278.031,21 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 27.520,00 kr. fra den
33. maj 2021 og af 248.223,18 kr. fra den
34. november 2021 til betaling sker. Sagsøgte skal til Civilstyrelsen betale sagsomkostninger med 37.500 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 06-03-2023 kl. 10:00 Modtagere: Advokat Signe Suhr Mortensen, Sagsøger Civilstyrelsen, Sagsøgte, Værge, Advokat Maja Friis Hindsig