HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 3. november 2025 Sag BS-35386/2025-HJR Skatteministeriet (advokat Sune Riisgaard) mod Indkærede (advokat Thomas Booker) I tidligere instanser er afsagt kendelse

§ 226, stk.

1. Ved kendelse af
2. marts 2025 henviste Retten i Aarhus sagen til behandling ved landsretten. Af begrundelsen fremgår: ”Sagen omhandler fortolkning af kategoriseringsbestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 3, herunder betydningen af erhvervs-, ejerbo-ligog landbrugselementer på Ejendommen. Retten finder på det foreliggende grundlag, at sagen angår et principielt spørgsmål af vidtrækkende betydning, som ikke er afklaret i retspraksis. På den baggrund finder retten, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, at betingelserne i retsplejelo-vens § 226, stk.1, for henvisning til behandling ved landsretten er op-fyldt.” Ved Vestre Landsrets kendelse af
3. juni 2025 blev byrettens kendelse om henvisning af sagen til behandling ved landsretten i
4. instans ophævet. Af landsrettens begrundelse fremgår: ”Efter

§ 226, stk.

1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. 3 Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der efter omstændighederne vil være tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og sagen derfor bør kunne indbringes for Højesteret som

1. instans uden særlig tilla-delse. Sagen angår kategoriseringen af Indkæredes ejendom efter ejendomsvurderingslovens §
2. Vurderingsankenævnet fandt ved afgørelse af
3. juni 2024, at ejendommen var en erhvervsejendom, og spørgsmå-let er ifølge Skatteministeriet, om der er grundlag for at tilsidesætte den kategorisering af Indkæredes ejendom, således at ejendommen kategoriseres som landbrugsejendom som påstået af Indkærede i den principale påstand eller som en ejerbolig som påstået i den subsidiære påstand. Dette beror på en fortolkning af ejendomsvurderingslovens §
4. Forarbejderne til denne bestemmelse indeholder en nærmere beskrivelse af dette skøn og de momenter, der skal indgå ved afgørelsen af, hvilken kategori en ejendom skal henføres til. Der er efter det oplyste ikke tidligere ved domstolene taget stilling ejendomsvurderingslovens § 3, men landsretten finder, at den lovfortolkning, der skal finde sted, i lyset af fortolkningsbidragene i forarbejderne til bestemmelsen, ikke har en sådan karakter, at sagen er principiel. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er oplyst nærmere om, på hvilken måde prøvelsen af dette skøn adskiller sig fra prøvelsen af andre skønsmæssige vurderinger på skatteområdet. Herefter og da sagens udfald efter landsrettens opfattelse også i det væsentlige vil bero på en konkret skønsmæssig vurdering af forholdene vedrørende Indkæredes ejendom, herunder navnlig vedrørende anvendelsen af ejendommen, er betingelserne for at henvise sagen til landsretten i
5. instans i medfør af

§ 226, stk.

1, ikke er opfyldt. Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf.

§ 226, stk.

5, jf. stk. 1.” Anbringender Skatteministeriet har anført navnlig, at sagen opfylder betingelserne for at blive henvist til behandling ved landsrettens som 1. instans, jf.

§ 226, stk.

1. 4 Sagen angår fortolkning af ejendomsvurderingslovens § 3, hvorefter Told- og skatteforvaltningen ud fra en samlet bedømmelse af ejendommens karakter skal beslutte, hvilken kategori en ejendom skal henføres til. Af forarbejderne fremgår, at hvis en ejendom har flere elementer, f.eks. både et beboelses- og et landbrugselement, skal der foretages en afvejning af, hvilket element der vejer tungest. Selv om forarbejderne giver visse fortolkningsbidrag, så giver fortolkningen af ejendomsvurderingslovens § 3 anledning til tvivl i den konkrete sag, og bestemmelsen må forventes at give anledning til tvivl i andre sager. Der er ikke retspraksis, som kan afklare fortolkningstvivlen. Kategoriseringen af ejendomme indebærer et forvaltningsretligt skøn. Fastlæggelsen af domstolenes prøvelsesintensitet i forhold til skønnet i denne sag ud-gør et principielt spørgsmål, som domstolene bør tage stilling til. Vurderingsmyndighederne skal løbende kategorisere landets mere end 2 mio. ejendomme og nærværende sag kan potentielt have betydning for ca. 3.600 ejendomme. Sagen angår således spørgsmål af principiel karakter, som har generel betyd-ning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Indkærede har tilsluttet sig det, som Skatteministeriet har anført til støtte for, at sagen skal behandles af landsretten som
2. instans. Højesterets begrundelse og resultat Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at sagen ikke skal henvises til landsretten som
3. instans, jf.

§ 226, stk.

1. Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part. Publiceret til portalen d. 03-11-2025 kl. 12:43 Modtagere: Advokat (L) Thomas Booker, Advokat (H) Sune Riisgaard