← Danmark

ECLI:DK:GLO:2025:BS0000001055 Dom

RETTEN I GLOSTRUP DOM afsagt den 10. oktober 2023 Sag BS-39335/2018-GLO Mandatar Fagligt Fælles Forbund for Sagsøger (advokat Claus Hanghøj) mod Sagsøgte A/S (advokat Søren Vagner Nielsen) Denne afgør

§ 38

- at arbejdsstedet er indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf.

§ 42

- at de tekniske hjælpemidler er indrettet og bliver anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf.

§ 45

- at der er givet instruktion om de sikkerhedsmæssige risici, samt at der gennemføres et effektivt tilsyn, jf. normerne i arbejdsmiljølovens §§ 16 og

  1. Det gøres gældende, at sagsøgte ikke har sikret disse normers overhol-delse, og dermed har sagsøgte pådraget sig et erstatningsansvar i anled-ning af den indtrufne skade. Ansvaret beror navnlig på, at sagsøger ikke tidligere har anvendt burløfteren i forbindelse med arbejdets udførelse og til trods herfor anmo-des om at udføre arbejdet uden nogen form for instruktion i brugen heraf. Arbejdet med burløfteren har således ikke kunne udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I det omfang skaden beror på individuelle medarbejderes fejl og/eller forsømmelser, gøres endvidere gældende, at sagsøgte også har pådra-get sig hæftelsesansvar for disses skadevoldende handlinger, jf. DL 3-19-
  2. Derudover gøres det gældende, at der ikke fra sagsøgers side foreligger erstatningsretlig relevant egen skyld. Det gøres videre gældende, at der foreligger den erstatningsretligt for-nødne årsagssammenhæng. 15 Det bemærkes i denne forbindelse, at arbejdsskademyndighederne har vurderet, at sagsøger i sygdomsperioden har et løbende aktuelt erhvervsevnetab som følge af tilskadekomsten, ligesom arbejdsskademyndighederne efter modtagelse af Retslægerådets udtalelser i nærvæ-rende sag har afvist at genoptage såvel anerkendelsesspørgsmålet som méngradsfastsættelsen. Tilskadekomsten har således som minimum medvirket til sagsøgers efterfølgende og fortsatte sygdomsforløb, hvilket erstatningsretligt er tilstrækkeligt til at statuere årsagssammenhæng. Dertil kommer, at Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål 4 be-kræfter, at der er siden ulykken har været smertetilstand, som begrun-der den efterfølgende og fortsatte sygemelding, eller som minimum medvirker hertil. …” Sagsøgte A/S har i sit påstandsdokument anført: ”… 3 ANBRINGENDER 3.1 Ansvarsgrundlag. Det gøres overordnet gældende, at sagsøgte ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med uheldet, der alene skyldes sagsøgerens egen uopmærksomhed under kørslen med rullepallevognen, idet han påkørte truckværnet fordi han i sammenstødsøjeblikket kiggede i den modsatte retning af kørselsretningen. Det gøres gældende, at arbejdet var planlagt, tilrettelagt og kunne udfø-res sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og at arbejdsstedet var indrettet forsvarligt. Det gøres videre gældende, at rullepallevognen var indrettet forsvar-ligt, idet der ikke blev konstateret fejl på den efter uheldet, jf. bilag 7, side
  3. Det gøres endelig gældende, at sagsøgeren har modtaget behørig instruktion i brug af rullepallevognen, og det må desuden på baggrund af sagsøgerens forklaring og almindelig sund fornuft formodes, at han var klar over, at man skal have blikket rettet i kørselsretningen, når man kø-rer med en rullepallevogn. 16 Sagsøgeren blev ansat på distributionscentret i By i 2014 og modtog i den forbindelse instruktion i blandt andet brug af en elhest, som er en elektrisk drevet palleløfter, samt orientering om færdselsreg-ler på lageret, jf. den som bilag A fremlagte tjekliste til instruktør for op-læring af ny medarbejder, der er underskrevet af sagsøgeren den
  4. ja-nuar
  5. Derudover er han løbende under de ugentlige tavlemøder blevet instrueret i kørsel med palleløfter, herunder at der skal kigges i kørselsretningen. Kørsel med palleløftere var derfor en sædvanlig op-gave for sagsøgeren, som han var godt bekendt med, jf. bilag 7, side
  6. Sagsøgeren var på den baggrund udtrykkeligt instrueret i elhestens forskellige funktioner og færdselsreglerne på lageret. Rullepallevognen fungerer på samme måde som elhesten, idet de eneste forskelle er, at rullepallevognen er bredere end elhesten og at rullepallevognens gafler er længere end elhestens gafler. Sagsøgeren havde desuden mere end 3 års erfaring med arbejdet på la-geret, da uheldet skete, hvorfor han havde betydelig erfaring med kør-sel med palleløftere af forskellig slags og naturligvis var klar over, at man skal kigge i kørselsretningen, når man kører med en rullepalle-vogn. Det var derfor en simpel og rutinepræget arbejdsopgave for sagsøgeren at betjene såvel elhesten som rullepallevognen, idet dette er en sædvan-lig del af arbejdet på lageret. Det bemærkes, at det ikke krævede sær-skilt certifikat at betjene en elhest eller en rullepallevogn, jf. bilag O, side 5, hvor producenten af rullepallevognen, Linde Truck, har bekræf-tet, at man ikke skal have noget certifikat for at køre den. Det bestrides, at sagsøgeren ikke tidligere har kørt med rullepallevog-nen, og at han ikke har modtaget fornøden instruktion i brugen af rullepallevognen. Det fremgår således også af politirapporten, (bilag O), at sagsøgeren har bekræftet, at han to - tre gange tidligere havde ført den omhandlede palleløfter (rullepallevogn). Det kan desuden lægges til grund, at uheldet skete efter at sagsøgeren havde afsat en række rullebure og var på vej tilbage med rullepallevog-nen uden læs, hvorfor sagsøgeren rent faktisk havde kørt med rullepal-levognen umiddelbart inden uheldet skete, endda med læs i form af rullebure, jf. bilag 7, side
  7. De i sagen fremlagte fotos (bilag B, side 2 og fotomappen i politirappor-ten, jf. bilag O) dokumenterer, at der ikke var gods på rullepallevognen, 17 da uheldet skete. Derfor var der heller ikke arbejdsmæssige forhold, der kunne begrunde, at sagsøgeren kiggede i den modsatte retning af kørselsretningen, da han påkørte truckværnet. Endelig fremgår det af bilag P, og bilag 7, side 17, at sagsøgeren har erkendt, at han kiggede væk fra kørselsretningen, da uheldet skete. Det oplyses imidlertid i bilag P, at han kiggede væk for at orientere sig om, hvor gaflerne befandt sig og at dette skulle være i overensstemmelse med gældende instruks. Sagsøgeren har dermed erkendt, at han havde modtaget instruktion i brug af rullepallevognen. Som det imidlertid fremgår af bilag 7, side 10 og side 17 var sagsøgeren dog instrueret om, at der skal kigges i kørselsretningen. Det bestrides at uheldet skete ved, at rullepallevognens gafler kollide-rede med truckværnet, idet sagsøgeren påkørte truckværnet på en la-gerreol med førerkabinen af rullepallevognen og ikke med gaflerne, da han kørte med gaflerne bagud vendt, det vil sige modsat kørselsretnin-gen, jf. bilag 7, side 16, samt bilag P. Det gøres gældende, at uheldet ikke beroede på fejl begået af andre medarbejdere, men udelukkende skyldes sagsøgerens egen manglende opmærksomhed i forbindelse med kørsel med rullepallevognen, hvorfor Danske Lov 3-19-2 er irrelevant. 3.2 Egen skyld. Det gøres gældende, at sagsøgeren har udvist en betydelig grad af egen skyld, idet han kiggede i modsat retning af kørselsretningen, da uheldet skete, hvorfor hans eventuelle erstatningskrav principalt skal bortfalde, subsidiært nedsættes på grund af egen skyld. 3.3 Årsagssammenhæng Det gøres gældende, at der ikke er årsagssammenhæng mellem uheldet den
  8. april 2017 og sagsøgerens gener, eller mellem uheldet og den sygeperiode på mere end 6 år, der danner grundlag for kravet. Som det fremgår af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1 havde sagsøgeren smerter i skulder og nakke ved den primære undersøgelse, men den objektive undersøgelse viste ikke noget abnormt. Det fremgår videre af besvarelsen af spørgsmål 5, at en kikkertundersøgelse den
  9. april 2018 viste normale forhold i højre skulder. Retslægerådet har des-uden ved besvarelsen af spørgsmål 10 fastslået, at der ikke er konstate- 18 ret objektive forandringer i sagsøgerens højre skulder. Som følge heraf er sagsøgeren ikke blevet påført egentlige fysiske skader i forbindelse med uheldet, men har selvfølgelig har fået et slag. Ifølge besvarelsen af spørgsmål 2, pådrog sagsøgeren sig ikke en hjernerystelse ved uheldet. Videre fremgår det af besvarelsen af spørgsmål 4, at hovedpinegenerne ikke skyldes uheldet, og at en række andre symptomer beskrevet i de lægelige akter heller ikke skyldes uheldet. Endelig anføres det ved besvarelsen af spørgsmål 7, at der er uoverensstemmelse mellem det forhold, at sagsøgeren stort set intet kan under arbejdsprøvningerne, men samtidig gennemfører et omfattende fitnessprogram. Desuden konkluderer de i besvarelsen af spørgsmål 8 indi-rekte, at sagsøgerens funktionsniveau, som det er beskrevet i de kom-munale akter (herunder bilag 12) ikke kan forklares ud fra skadens føl-ger. Det er derfor ikke bevist, at sagsøgeren er påført objektivt konstaterbare skader ved uheldet, der kan forklare den sygeperiode, der danner grundlag for kravet. Det er uden betydning, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har afvist at genoptage anerkendelsesspørgsmålet efter arbejdsskadesikringslo-ven, at de har afvist at genoptage fastsættelsen af méngraden og at de har tilkendt sagsøgeren midlertidig erhvervsevnetabserstatning. Det fremgår af U2011.1985H og U2012.2637H, at såfremt der er uenig-hed mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Retslægerådet om spørgsmål vedrørende medicinsk årsagssammenhæng, skal domstolene lægge afgørende vægt på Retslægerådets vurdering Derudover fremgår det af arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, at der ved afgørelser om varigt mén og erhvervsevnetabserstatning er om-vendt bevisbyrde, således at et påvist tab af erhvervsevne eller et varigt mén anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overve-jende sandsynlighed taler herimod. For så vidt angår sagsøgerens eventuelle krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarsloven, er der derimod ligefrem bevisbyrde, således at sagsøge-ren har bevisbyrden for, at der er årsagssammenhæng mellem uheldet 19 og de pågældende krav. Denne bevisbyrde er på baggrund af Retslægerådets erklæringer ikke løftet. Såfremt retten imidlertid måtte finde, at uheldet har været medvir-kende årsag til den sygeperiode, der danner grundlag for de rejste krav, gøres det subsidiært gældende, at sagsøgerens eventuelle krav skal nedsættes med 50%, jf. U2021.1644V, idet sagsøgeren ligeledes har fået konstateret hovedpine og en række andre symptomer i sygeperioden, der ifølge Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 4 ikke er relateret til ulykkestilfældet, idet der er diskrepans mellem sagsøgerens begræn-sede funktionsniveau ved arbejdsprøvningerne og hans fysiske formåen i forbindelse med fitness, jf. besvarelsen af spørgsmål 7 og idet denne diskrepans ikke kan forklares ud fra følgerne efter uheldet, da sagsøge-ren ikke blev påført objektivt konstaterbare skader ved uheldet. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Retten skal tage stilling til, om sagsøgte som arbejdsgiver var ansvarlig for den ulykke, som sagsøger var involveret i den
  10. april 2017 på Sagsøgte A/S' lager i By. Sagsøger kom til skade i forbindelse med kørsel med en rullepallevogn. Efter Vidne 3's forklaring, lægges det til grund, at vidnet og en kollega kom kørende fra emballageafdelingen på hver sin el-hest på ”hovedgaden” , i forlængelse af hinanden og vidnet kørte forrest. Sagsøger kom kørende imod dem i modsat retning på en ”burløfter” (pallevogn), med tomme gafler. Sagsøger kørte lige ud i hovedgaden og vidnet mener, at denne ville gøre plads til dem og derfor kiggede bagud. Da han igen kiggede frem, så ramte han truckværnet og blev kastet af vognen. Han faldt mellem truckværnet og trucken, med hovedet først. Vidnet opfattede det som, at Sagsøger ramte truckværnet med vognens gafler. Efter bevisførelsen, herunder det faktum, at sagsøger kørte med gaflerne bagudrettet, så finder retten at det er mere sandsynligt, at ulykken skete ved, at sagsøgeren påkørte truckværnet på en lagerreol med førerkabinen af rullepallevognen og således ikke med gaflerne. Sagsøger havde en meget begrænset erfaring med at betjene denne type af pallevogn, der ifølge rettens opfattelse på flere væsentlige punkter adskiller sig i forhold til den el-hest, som sagsøger var uddannet til at betjene. 20 Således er rullepallevognen betydeligt større og tungere, men dog også langsommere i kørsel. Den er betydeligt bredere og førerkabinen rager udover i bredden. Dens gafler er som minimum 4 meter lange, hvilket er dobbelt længde i forhold til gaflerne på den el-hest, som sagsøger normalt kørte. Gaflerne peger bagud ved kørslen, hvilket er forskelligt fra el-hestens gafler, der peger fremad. Rullepallevognen blev betjent ved sidelæns kørsel, hvorimod en el-hest betjenes ved fremadrettet kørsel. Det kan lægges til grund, at Sagsøger alene nogle få gange tidligere havde betjent rullepallevognen og da alene til at foretage parkering. Han var derfor uerfaren udi kørsel og betjening af rullepallevognen. Det er rettens vurdering, at der er store fysiske forskelle mellem el-hesten og rullepallevognen og tilsvarende betjeningsmæssige forskelle, hvilket gør, at man ikke må forvente, at erfaring med den ene type, blot kan overføres til den anden type, ikke uden yderligere instruktion og undervisning. Retten har lagt afgørende vægt på, at Sagsøger ikke forud for sin kørsel med rullepallevognen havde modtaget tilstrækkelig instruktion og undervisning i de særlige hensyn og sikkerhedsmæssige risici som betjening af rullepallevognen krævede. Det tillægges ikke afgørende vægt, at det ikke kræver særskilt certifikat at be-tjene, hverken en el-hest eller en rullepallevogn. Retten er således enig med sagsøger i, at arbejdet med rullepallevognen i den givne situation ikke har kunnet udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder er det rettens opfattelse, at sagsøgte bør pålægges ansvaret for ulykken. Der henvises til arbejdsmiljølovens §§ 16 – 17 og
  11. I forhold til spørgsmålet om egen skyld, lægger retten afgørende vægt på Vidne 3's forklaring, hvorefter Sagsøger i forbindelse med sin kørsel kiggede bagud for at gøre plads til kollegaerne. Der er ikke an-vist nogen anden måde at kunne orientere sig bagud ved kørsel med rullepalle-vognen, så det må formodes, at det undtagelsesvist må være nødvendigt at kunne kigge bagud ved kørsel med rullepallevognen og derfor er der ikke grundlag for at statuere egen skyld. Sagsøgeren har bevisbyrden for, at der er årsagssammenhæng mellem uheldet og de fremsatte krav. 21 På baggrund af Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene 1, 2, 4 og 6, kan det lægges til grund, at sagsøger ved ulykken har pådraget sig smerter i højre side af nakken og højre skulder. Han har ikke haft hjernerystelse. Ulykken har således dannet grundlag for dele af sagsøgers smertetilstand, da det samtidigt må lægges til grund, at sagsøgers hovedpiner med overvejende sandsynlighed ikke kan relateres til arbejdsulykken og der efterfølgende ikke er konstateret objektive forandringer i højre skulder. Der er årsagssammenhæng mellem uheldet den
  12. april 2017 og dele af sagsøgerens gener i form af vedvarende smerter i nakken og derved den sygeperi-ode, der danner grundlag for de rejste krav. Sagsøgte har fået konstateret en række gener i form af hovedpiner og andre symptomer i sygeperioden, der ifølge Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 4 ikke er relateret til ulykken. Disse øvrige gener har væsentlig betydning ved den samlede vurdering af sagsøgers mulighed for i et eller andet omfang at genoptage arbejdet og de må derfor karakteriseres som arbejdshindrende. Det er rettens opfattelse, at der er belæg for at imødekomme sagsøgtes påstand om, at kravet bør nedsættes med 50 %. Nedsættelse bør alene ske for så vidt an-går kravet om tabt arbejdsfortjeneste. Retten finder således grundlag for at imødekomme sagsøgers påstand med et samlet beløb på 326.126,39 kr. Da sagen har omhandlet både spørgsmål om ansvar og udmåling, bør sagsøger tildeles omkostninger beregnet på grundlag af størrelsen af det vundne beløb. Sagsøgte pålægges endeligt at afholde udgifterne til egne vidner. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 50.000,00 kr., af retsafgift beregnet af det vundne beløb med 9.500,00 kr. og af øvrige udgifter til sagsøgers vidner med 6.823,62 kr., i alt 66.323,20 kr. Sagsøger er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøger kr. 326.126,39 med tillæg af procesrente af kr. 118.149,30 fra sagens anlæg samt af kr. 207.977,09 fra den
  13. juli
  14. Sagsøgte A/S skal til Mandatar Fagligt Fælles Forbund for Sagsøger betale sagsomkostninger med 66.323,20 kr. 22 Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. 2 Publiceret til portalen d. 10-10-2023 kl. 13:00 Modtagere: Sagsøger, Sagsøgte A/S, Advokat (H) Claus Hanghøj, Advokat (H) Søren Vagner Nielsen, Mandatar Fagligt Fælles Forbund, Retslægeråd Retslægerådet

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.