(4)Forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske hensyn.« Direktivet fra 2003 indeholder følgende bestemmelser vedrørende maksimal ugentlig arbejdstid: »Artikel 2 Definitioner I dette direktiv forstås ved: 12 1) »arbejdstid«: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis … Artikel 6 Maksimal ugentlig arbejdstid Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at det, henset til kravene om at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, sikres:
- a)at den ugentlige arbejdstid begrænses ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter
- b)at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde. … Artikel 16 Referenceperioder Medlemsstaterne kan fastsætte følgende: …
- b)for gennemførelsen af artikel 6 (maksimal ugentlig arbejdstid): en referenceperiode på ikke over fire måneder. … Artikel 22 Diverse bestemmelser 1. En medlemsstat kan undlade at anvende artikel 6 under overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og forudsat, at den ved nødvendige foranstaltninger, som er truffet med henblik herpå, sikrer:
- a)at ingen arbejdsgiver kræver, at en arbejdstager præsterer mere end 48 timers arbejde i løbet af en syvdagesperiode, beregnet som gennem- 13 snit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, litra b), medmindre arbejdstageren har samtykket i at udføre et sådant arbejde
- b)at det ikke lægges arbejdstageren til last, at vedkommende ikke er indstillet på at give sit samtykke til at udføre et sådant arbejde
- c)at arbejdsgiveren fører ajourførte registre over de arbejdstagere, der udfører et sådant arbejde …« Lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004) indeholder bl.a. følgende bestemmelser: »§ ”§ 2. … Stk. 3. Medmindre andet er fastsat i henhold til kollektiv overenskomst, forstås ved arbejdstid i denne lov det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver. … § 4. Den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder må ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde. Perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet. … § 8. En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse. Stk. 2. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse. Stk. 3. For lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst som nævnt i § 1, stk. 1, jf. herved tillige § 1, stk. 2, kan sager om krænkelse af rettighederne efter sådan en overenskomst, herunder om den i stk. 1 og 2 nævnte godtgørelse, som ikke bliver behandlet ad fagretlig vej, afgøres ved de civile domstole.« I bemærkningerne til det pågældende lovforslag hedder det bl.a. (lovforslag L 83 af 6. februar 2002, FT 2001-02, 2. samling, s. 2377 ff.): »Til § 4 14 I overensstemmelse med direktivets artikel 6 foreslås en maksimal ugentlig gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer over en periode på 4 måneder. Beregningsteknisk indgår perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet. Som omtalt i de almindelige bemærkninger kan referenceperioderne udvides under nærmere betingelser ved kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Begrænsningen gælder i forhold til den enkelte arbejdsgiver. For så vidt angår den maksimale ugentlige arbejdstid for unge under 18 år, henvises til arbejdsmiljølovens bestemmelser herom. … Til § 8 I stk. 1 foreslås det, at hvis lønmodtagerens rettigheder efter loven er krænkede, kan lønmodtageren få tilkendt en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være pålæg om arbejde, der medfører, at arbejdstiden i gennemsnit over en 4 måneders periode overstiger 48 timer. Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal afgøres efter de fagretlige regler. Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst skal afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge bestemmelserne i den kollektive overenskomst til grund. Dette gælder også lønmodtagere, der i medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 2, er sikret direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst. De civile domstole afgør ligeledes sager om krænkelse af rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst, såfremt en organiseret lønmodtager godtgør at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2. Ved fagretlig behandling menes tillige tjenestemandsretterne. 15 I stk. 2 foreslås det, at en lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven, skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiveren. Godtgørelsens størrelse fastsættes efter sagens øvrige omstændigheder. Muligheden for at få godtgørelse i henhold til forslaget til stk. 2 medfører dog ikke, at en lønmodtager, der tillige har ret til godtgørelse efter fx funktionærloven, får ret til godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt. …« Landsrettens begrundelse og resultat Vedrørende godtgørelse i henhold til arbejdstidsloven har fremlagt opgørelser over en gennemsnitlig arbejdstid i perioderne fra den 31. oktober 2016 til den 22. februar 2017, hvoraf det fremgår, at han har arbejdet 55,58 timer pr. uge, og en opgørelse fra den 2. januar 2017 til den 1. maj 2017, hvoraf det fremgår, at han har arbejdet 54,65 timer pr. uge. Det fremgår af opgørelserne, at starttidspunktet altid har været kl. 06.03, mens sluttidspunktet i de fleste tilfælde har været kl. 23.55, men også i nogle tilfælde har været tidligere. Part 1 Part A ApS har ligeledes fremlagt en opgørelse, hvori det er anført, at Part 1 fra den 2. januar 2017 til den 1. maj 2017 har arbejdet 38,2 timer i gennemsnit pr. uge. Det fremgår af opgørelsen, at han i alle tilfælde er startet kl. 06.03, og at sluttidspunktet i de fleste tilfælde har været kl. 23.55, dog i flere tilfælde tidligere. Det fremgår endvidere, at ”Pauser”, som efter V1's forklaring dækker over ophold i hjemmet, har varieret fra Part A ApS 10 minutter i to tilfælde og op til 10 timer og 17 minutter. har Part 1's endvidere for landsretten fremlagt en opgørelse vedrørende kørsler fra den 5. december 2016 til den 19. februar 2017, hvoraf det bl.a. fremgår, at han i 6 tilfælde har haft en negativ responstid, og at responstiden i øvrigt har varieret fra 1 minut til 52 minutter. Den gennemsnitlige reponstid er beregnet til 29 minutter pr. tur. Der har ikke mellem parterne været uenighed om opgørelserne, bortset fra Part 1 spørgsmålet om de ophold, som under en vagt har haft i sit hjem, skal betragtes som arbejdstid, eller om de ikke skal. EU-Domstolen har i en dom af 3. oktober 2000 i sag C-303/98 Sindicato de Médicos de Asistencia Pública (Simap) mod Conselleria de Sanidad y Consumo de la Generalidad Valencia i en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger 16 til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet og af Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden bl.a. anført følgende i præmis 50: ”Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 37 i forslaget til afgørelse, er forholdet et andet i den situation, hvor lægerne på skadestuer udfører vagterne efter den ordning, hvorefter de skal være til rådighed på tilkald, men ikke er pligtige til at være til stede i sundhedsinstitutionen. Selv om de er til rådighed for deres arbejdsgiver, for så vidt som de skal kunne kontaktes, kan lægerne i denne situation råde over deres tid med færre begrænsninger og bruge den i egen interesse. Under disse omstændigheder er det kun den tid, der bruges til faktisk at yde primære behandlingsydelser, der skal betragtes som arbejdstid i direktiv 93/104’s forstand.” I en dom afsagt den 21. februar 2018 af EU-Domstolen i sag C-518/15 Ville de Nivelles mod Rudy Matzak i en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af bl.a. artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden er der bl.a. anført: ”… 53 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tilkaldevagt, som en arbejdstager udfører i hjemmet med en forpligtelse til at besvare opkald fra arbejdsgiveren inden for en frist på 8 minutter, og som i meget betydeligt omfang indskrænker mulighederne for at udføre andre aktiviteter, skal betragtes som ”arbejdstid”. 55 Domstolen har i denne sammenhæng indledningsvis præciseret, at begreberne »arbejstid« og »hvileperiode« udelukker hinanden (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Simap, C-303/98, EU:C:2000:528, præmis 47, og af 10.9.2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras, C-266/14, EU:C:2015:578, præmis 26, og den deri nævnte retspraksis). Det må sålededes konstateres, at den tilkaldevagt, som en arbejdstager har udført i forbindelse med sine fritidsaktiviteter for sin arbejdsgiver, på EU-rettens nuværende udviklingstrin enten skal kvalificeres som »arbejdstid« eller »hvileperiode«. 56 I øvrigt omfatter kendetegnene ved begrebet »arbejdstid« i artikel 2 i direktivet 2003/88’s forstand ikke intensiteten af det af løn- 17 modtageren præsterede arbejde eller dennes arbejdsindsats (dom af 1.12.2005, Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 43). 57 Det er dernæst blevet fastslået, at den omstændighed, at arbejdstageren er fysisk til stede og til rådighed på arbejdsstedet under tilkaldevagten med henblik på at levere sine faglige tjenesteydelser, skal anses for at indgå i udførelsen af hans arbejde, selv om det faktisk udførte arbejde varierer efter omstændighederne (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Simap, C-303/98, EU:C:2000:528, præmis 48). 58 Den omstændighed, at tilkaldevagt udelukkes fra begrebet arbejdstid« efter ordningen med fysisk tilstedeværelse på arbejdsstedet, ville nemlig indebære et indgreb i formålet med direktiv 2003/88, som er at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved at sikre dem minimumshvileperioder og passende pauser (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Simap, C-303/98, EU:C:2000:528, prærnis 49). 59 Desuden fremgår det af Domstolens retspraksis, at den afgørende faktor ved kvalificeringen af »arbejdstid« i direktiv 2003/88’s forstand er den omstændighed, at arbejdstageren er forpligtet til fysisk at opholde sig på, det sted, som arbejdsgiveren har anvist, og til på dette sted at stå til rådighed for denne for straks at kunne erlægge passende ydelser, hvis der er behov herfor. Disse forpligtelser, der udelukker, at de berørte arbejdstagere kan vælge, hvor de vil opholde sig i perioderne med tilkaldevagt, anses nemlig for at indgå i udførelsen af deres arbejde (jf. i denne retning dom af 9.9.2003, Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 63, og kendelse af 4.3.2011, Grigore, C-258/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:122, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis). 60 Det bemærkes endelig, at det forholder sig anderledes i den situation, hvor arbejdstageren udfører en tilkaldevagt efter standbyordningen, hvorefter han permanent skal stå til rådighed uden dog at være forpligtet til at være til stede på arbejdssstedet Selv om arbejdstageren er til rådighed for sin arbejdsgiver, for så vidt som han skal kunne kontaktes, kan han nemlig i denne situation råde over sin tid med færre begrænsninger og bruge den i egen interesse. Under disse omstændigheder er det kun den tid, der bruges til faktisk udførelse af arbejde, der skal betragtes som »arbejdstid« i direktiv 2003/88’s forstand (jf. i denne retning dom af 9.9.2003, Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis). 18 61 I hovedsagen skulle Rudy Matzak ifølge de oplysninger, som Domstolen råder over, og som den forelæggende ret skal efterprøve, ikke kun kunne tilkaldes under tilkaldevagterne. Han var dels forpligtet til at besvare opkald fra sin arbejdsgiver inden for en frist på otte minutter, dels forpligtet til at være fysisk til stede på det sted, som arbejdsgiveren havde anvist. Imidlertid var dette sted Rudy Matzaks hjem og ikke som i de sager, der har givet anledning til den i denne doms præmis 57-59 nævnte retspraksis, hans arbejdssted. 62 I denne henseende bemærkes, at det af Domstolens praksis fremgår, at begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« i den forstand, hvori disse er anvendt i direktiv 2003/88, udgør EU-retlige begreber, der skal defineres efter objektive kriterier under hensyn til direktivets opbygning og formål, idet de tilsigter at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår (dom af 10.9.2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras, C-266/14, EU:C:2015:578, præmis 27). 63 Forpligtelsen til at være fysisk til stede på det sted, som arbejdsgiveren har anvist, samt de begrænsninger, der geografisk og tidsmæssigt følger af nødvendigheden af at kunne nå frem til arbejdsstedet inden for en frist på otte minutter, kan objektivt set begrænse de muligheder, som en arbejdstager i Rudy Matzaks situation har for at hellige sig sine personlige og sociale interesser. 64 Henset til sådanne begrænsninger adskiller Rudy Matzaks situation sig fra situationen for en arbejdstager, som under sin tilkaldevagt blot skal stå til rådighed for sin arbejdsgiver med henblik på, at sidstnævnte kan komme i kontakt med ham. 65 Under disse omstændigheder skal begrebet »arbejdstid« i artikel 2 i direktiv 2003/88 fortolkes således, at det finder anvendelse i en situation, hvor en arbejdstager er forpligtet til at udføre en tilkaldevagt i hjemmet, til dér at stå til rådighed for sin arbejdsgiver og til at kunne nå frem til sit arbejdssted inden for en frist på otte minutter. 66 Det følger af det ovenstående, at det fjerde spørgsmål skal besvares med, at artikel 2 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tilkaldevagt, som en arbejdstager udfører i hjemmet med en forpligtelse til at besvare opkald fra arbejdsgiveren inden for en 19 frist på otte minutter, og som i meget betydeligt omfang indskrænker mulighederne for at udføre andre aktiviteter, skal betragtes som »arbejdstid« …” Part 1's Det lægges efter forklaring, der er støttet af de forklaVidne 2 Vidne 4 ringer, der er afgivet af , og Vidne 5 , til grund, at arbejdet var tilrettelagt således, at han tjekkede ind kl. 06.03, og at han ikke undervejs i vagten kunne tjekke ud, medmindre han skulle til læPart 1 ge eller lignende. Det er ubestridt, at ikke havde adgang til vognmandsportalen, og at han derfor ikke havde mulighed for på forhånd at vide, hvilke ture han skulle køre i løbet af en dag. Det lægges efter den opgørelse, som indstævnte har udarbejdet, endvidere til Part 1 grund, at den responstid, havde, når han blev kontaktet af arbejdsgiveren om en tur, kunne være negativ eller på nogle få minutter, og han måtte ved tilrettelæggelsen af sit ophold i hjemmet tage højde for dette, idet han havde en forpligtelse til at nå frem til kunden til den aftalte tid. Selv om den gennemsnitlige responstid efter opgørelsen var 29 minutter, måtte Part 1 således til stadighed være beredt på at forlade hjemmet med meget kort varsel. Dette har objektivt begrænset de muligheder, som han havde for at hellige sig sine personlige og sociale interesser under opholdene i Part 1's hjemmet under vagterne. Under disse omstændigheder skal ophold i hjemmet under vagterne betragtes som arbejdstid. har herefter i hvert fald i en 4-måneders periode arbejdet mere end 48 timer om ugen. Efter arbejdstidslovens § 8, stk. 1, kan han herefter tilkendes en godtgørelse. Part 1 Højesteret har i en dom af 14. november 2017, der er gengivet i U 2018.763 H, anført, at godtgørelse i medfør af lovens § 8, stk. 1, ved overtrædelse af lovens § 4 som udgangspunkt bør udmåles til 25.000 kr., medmindre der er særlige holdepunkter for at gå op eller ned. Part 1 på en vagt på knap Det taler i skærpende retning, at 18 timer i flere tilfælde kun opholdt sig i hjemmet i relativt kort tid – herunder i to tilfælde i 10 minutter - og at arbejdet har været tilrettelagt således, at han ikke altid har kunnet overholde reglerne om hviletid. Den tidsmæssigt begrænsede periode, hvor arbejdstidsloven er overtrådt, taler i formildende retning. 20 På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fravige det nævnte udgangspunkt, og landsretten fastsætter derfor godtgørelsen til 25.000 kr. Vedrørende pension for 2017 Part A ApS blev ansat i den 30. maj 2016. Det fremgår af ansættelsesbeviset, at der udbetales løn efter gældende overenskomst, og der er enighed om, at det var overenskomsten med Krifa, der blev Part 1 fulgt. modtog ikke pension i 2016, men Part A ApS har efterfølgende anerkendt, at han havde ret til pension og har betalt beløbet. Part 1 Part A ApS Med virkning fra den 1. januar 2017 meldte sig ind i Arbejdsgiverforeningen KA, og der blev herefter udarbejdet nye ansættelsesbevis for de Part 1 ansatte, herunder , hvori det var anført, at det erstattede det tidligere ansættelsesbevis. Som en del af ansættelsesbeviset var der en erklæring om pensionsordning, hvor der bl.a. var anført følgende: ”Såfremt du i tidligere ansættelsesforhold har været omfattet af en arbejdsmarkedspensionsordning, indtræder du i overenskomstens ordning om arbejdsmarkedspension uden anciennitetskrav, hvilket betyder, at der oprettes arbejdsmarkedspension fra første ansættelsesdag, jf. dog reglen om overgangsordningen for nyindmeldte virksomheder. … Virksomheden er omfattet af overgangsordning for nyindmeldte virksomheder i Arbejdsgiverforeningen KA: Virksomheden er indmeldt i Arbejdsgiverforeningen KA pr. den 01-012017. Efter 9 måneders medlemskab betales 1/3 af det overenskomstaftalte pensionbidrag. Efter 1½ års medlemskab betales 2/3 af det overenskomstaftalte pensionsbidrag. Efter 2 års medlemskab betales fuldt pensionsbidrag.” I erklæringen var der rubrikker til afkrydsning, om den ansatte tidligere havde været omfattet af en arbejdsmarkedspension eller ikke tidligere havde været omfattet af en arbejdsmarkedspension, men denne del af erklæringen er ikke udfyldt. 21 V1's Part 1's Det må efter , og Vidne 6's V1 forklaringer lægges til grund, at i hvert fald i et vist omfang gennemgik det nye ansættelsesbevis med de ansatte på mødet V1 den 7. februar 2017. har imidlertid forklaret, at han ikke på mødet oplyste, at de ansatte havde krav på pension for 2016, og at han ikke tror, at de ansatte var klar over dette. Dette understøttes af de forklaringer, Part 1 Vidne 6 der er afgivet af og . V1 Det må således lægges til grund, at , inden Part 1 underskrev ansættelsesbeviset, ikke gjorde ham bekendt med, at han havde krav på pension for 2016, og at han ville miste denne ret efter det nye ansættelsesbevis, idet han herefter først ville få delvis pension efter 9 måneder og fuld pension efter 2 år, hvilket ville være en væsentlig forringelse af hans Part 1 ansættelsesforhold. Risikoen for, at , der var arbejdstager, ikke fik denne for ham relevante oplysning, må under de foreliggende omstændigheder, herunder at ansættelsesbeviset blev underskrevet på samme møPart A ApS de, som det blev præsenteret, påhvile arbejdsgiveren, . Part 1 er under disse omstændigheder ikke bundet af det nye ansættelsesbevis. Da han efter det første ansættelsesbevis havde krav på pension, tiltrædes det, at han også har krav på pension for 2017, og at hans krav, som størrelsesmæssigt ikke er bestridt, er taget til følge. Landsretten tager herefter påstanden fra 3F Frederikshavn som mandatar for Part 1 til følge med i alt 54.307,29 kr. Efter sagens udfald skal Arbejdsgiverforeningen KA som mandatar for Part A ApS i sagsomkostninger for begge retter betale 45.043 kr. med renter som Part 1 anført nedenfor til 3F Frederikshavn som mandatar for . 40.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, 1.923 kr. er til dækning af vidnegodtgørelse, og 3.120 kr. er til retsafgift af det vundne beløb. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb. THI KENDES FOR RET: Part A ApS skal betale Arbejdsgiverforeningen KA som mandatar for Part 1 54.307,29 kr. til med procesrente af 4.032,63 kr. fra den 31. januar 2017, af 3.882,92 kr. fra den 28. februar 2017, af 2.629,96 kr. fra den 31. marts 2017, af 3.894,26 kr. fra den 30. april 2017, af 2.908,74 kr. fra den 31. maj 2017, af 1.309,96 kr. fra den 30. juni 2017 og af 35.648,85 kr. fra den 27. september 2017. 22 I sagsomkostninger for begge retter skal KA som mandatar for Part A ApS Part 1 til 3F Frederikshavn som mandatar for inden 14 dage i sagsomkostninger betale 45.043 kr. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.