KØBENHAVNS BYRET DOM afsagt den 12. november 2025 Sag BS-8345/2021-KBH og hovedinterventionssag BS-20017/2025-KBH Sagsøger 1 (beskikket advokat Knud Foldschack) og Sagsøger 2 v/værge Sagsøger 1 (beski

§ 3, stk.

5, forudsætter dermed, at der kan peges på bestemte handlinger begået mod fordringshaveren af én el-ler flere gerningsmænd, som opfylder det objektive gerningsindhold i én af de bestemmelser i straffeloven, som er opregnet i forældelseslovens forarbejder, og som var strafbare set ud fra retstilstanden på det pågældende tidspunkt. De generelle humanitære forhold i Lejr 1 i det nordøstlige Syrien udgør ikke i sig selv en strafbar handling, der er begået af nogen gerningsmand, og der er derfor ikke tale om overgreb,

§ 3, stk.

5. Hverken Sagsøger 1, Sagsøger 3 eller Sagsøger 2 har på nogen måde dokumenteret eller blot redegjort for, hvilke strafbare handlinger, som er omfattet af de straffebestemmelser, som er nævnt i forarbejderne til forældelses-lovens § 3, stk. 5, de mener, at der skulle være begået mod børnene, Sagsøger 3 og Sagsøger 2, eller hvilke gerningsmænd der skulle være tale om. De har derfor ikke godtgjort, at der foreligger overgreb mod en person under 18 år,

§ 3, stk.

1. 5.5.1.2 Sagsøger 1's synspunkter om afbrydelse af forældelse Sagsøger 3 og Sagsøger 2 har først ved hovedinterventionsstævningen af
2. april 2025 taget retlige skridt med henblik på at forfølge deres hævdede godtgørelseskrav mod Udenrigsministeriet. De har derfor ikke rettidigt afbrudt forældelsen for så vidt angår deres hævdede krav på godtgørelse. Sagsøger 1 har gjort gældende, at anlægget af denne retssag ved stæv-ningen dateret
3. februar 2021 har forældelsesafbrydende virkning i medfør af forældelseslovens § 16 (processkrift VI, side 16,
4. afsnit). Sagsøger 1's sagsanlæg i eget navn har ikke forældelsesafbrydende virk-ning for hævdede krav, som måtte tilkomme andre personer, herunder Sagsøger 3's og Sagsøger 2's hævdede krav på godtgørelse. Det fremgår såle-des af forældelseslovens ordlyd og forarbejder, at et forældelsesafbrydende skridt skal foretages af fordringshaveren eller skyldneren, og ikke af tredje-mand. Umyndige personer, herunder mindreårige børn, identificeres ikke med deres værge i relation til sagsanlæg, som værgen foretager i eget navn. 60 Sagsøger 1's sagsanlæg ved stævningen dateret
5. februar 2021 omfattes endvidere ikke af forældelseslovens §
6. For at have afbrydende virkning efter forældelseslovens § 16 skal et retsligt skridt foretages ”med henblik på at erhverve dom, […] der fastslår fordringens eksistens og størrelse.” Ingen af de to påstande om anerkendelse henholdsvis ugyldighed, som blev nedlagt ved stævningen date-ret
7. februar 2021, nævner imidlertid eksistensen eller størrelsen af noget pen-gekrav. Sagsøger 1 har først ved sit processkrift VI af
8. april 2025 ned-lagt en sådan påstand. Derfor kan sagsanlægget ikke have afbrydende virkning efter forældelseslovens §
9. 5.5.1.3 Anvendelse af forældelseslovens regler er ikke i strid med EMRK Sagsøger 1 har endvidere gjort gældende, at ”en forældelse af Sagsøger 2 og Sagsøger 3's krav på godtgørelse [vil] være uforenelig med kravet om adgang til effektiv oprejsning som følger af EMRK art. 13 ” (processkrift VI, side 16,
10. afsnit). Udenrigsministeriet gør gældende, at en anvendelse af forældelseslovens al-mindelige regler i denne sag ikke er i strid med EMRK. Af EMD’s praksis fremgår, at forældelsesregler ikke i sig selv strider mod EMRK. Der må ved en stillingtagen til, om det i en sag er muligt at anvende en national forældelsesregel inden for rammene af EMRK foretages en konkret vurdering af, om det vil være proportionalt at anse kravet for forældet efter na-tionale forældelsesregler, jf. bl.a. EMD’s dom af
11. juli 2018, Kamenova mod Bulgarien (62784/09), præmis 4648 og 54, dom af
12. september 2014, Mocanu og andre mod Rumænien (10865/09, 45886/07 og 32431/08), præmis 274-276, og dom af
13. januar 2019, Nikitin og andre mod Estland (23226/16), præmis 141 og
14. Det afgørende for vurderingen heraf er, om der er en rimelig sammenhæng mellem sagens karakter, fristens længde og de hensyn, der begrunder en sådan frist, og at der ved vurderingen af, om en forældelsesfrist kan gøres gældende, må tages hensyn til de reelle muligheder, som de pågældende har haft for at kunne gøre kravet gældende. Der findes en række sager, hvor de danske domstole har forholdt sig til anven-delsen af forældelsesloven i lyset af EMRK, jf. bl.a. UfR 2014.3045 Ø, UfR 2016.3929 Ø, UfR 2017.3272 Ø, Østre Landsrets utrykte dom af
15. november 2017 i sag B-1142-16, UfR 2021.3257 H og UfR 2022.1707 H. Danske domstole har imidlertid kun i ét enkelt tilfælde fundet, at det var i strid med EMRK at an-vende de danske forældelsesregler, jf. UfR 2017.3272 Ø. Forholdene i UfR 2017.3272 Ø adskiller sig afgørende fra denne sag. 61 For det første angår den foreliggende sag – modsat UfR 2017.3272 Ø – ikke hævdede krænkelser af EMRK artikel 3, hvor der gælder en særlig retspraksis om adgang til effektive retsmidler, idet hverken Sagsøger 1 eller de to børn har været omfattet af dansk ekstraterritorial jurisdiktion i relation til denne bestemmelse, jf. EMRK artikel 1, og afsnit 5.2, ovenfor. For det andet udelukker en anvendelse af forældelseslovens almindelige regler i denne sag på ingen måde, at der findes et effektivt retsmiddel imod den hæv-dede krænkelse af rettigheder efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk.
16. I modsætning til i UfR 2017.3272 Ø foreligger der i denne sag ingen oplysninger om, at Sagsøger 3 og Sagsøger 2 har været forhindret i at tage foræl-delsesafbrydende skridt inden forældelsesfristens udløb regnet fra det tids-punkt, hvor de var udrejst fra Syrien, og utvivlsomt har haft mulighed for at forfølge det hævdede krav mod Udenrigsministeriet. Sagsøger 3 og Sagsøger 2 udrejste fra Syrien den 6.-
17. oktober 2021, hvor de blev evakueret til Danmark med de danske myndigheders bistand. Der blev imidlertid først den
18. april 2025 indgivet hovedinterventionsstævning med henblik på at nedlægge betalingspåstande. Der foreligger ingen oplysninger om, hvorfor Sagsøger 3 og Sagsøger 2, eller Sagsøger 1 som værge for børnene, ventede i mere end tre år og seks måneder, fra de udrejste fra Syrien til, at Sagsøger 3 og Sagsøger 2 udtog stævning mod Udenrigsministeriet. Tværtimod er der flere omstændigheder, der tilsiger, at Sagsøger 3 og Sagsøger 2 har været fuldt ud i stand til rettidigt at forfølge det hævdede krav mod Udenrigsministeriet. Sagsøger 1 og de to børn har i hele den omhandlede periode været bi-stået af advokat. At Sagsøger 3 og Sagsøger 2 var fuldt ud i stand til at forfølge det hævdede krav mod Udenrigsministeriet, endda før det tidspunkt, hvor de udrejste fra Syrien, bekræftes af, at Sagsøger 1's advokat på hen-des vegne indgav stævning mod bl.a. Udenrigsministeriet dateret
19. februar 2021, og i Sagsøger 1's processkrift IV har hun anført, at Sagsøger 3 og Sagsøger 2, havde ”opnået partsstatus ” i den verserende retssag, og at dette alene var ”en konsekvensrettelse ” eller ”en formel ændring ”, (processkrift IV, side 3,
20. og
21. afsnit). Endelig er der i hovedinterventionsstævningen af
22. april 2025 alene henvist til de af Sagsøger 1 fremsatte anbringender, og der er således intet, som indikerer, at dette skridt ikke kunne være taget væ-sentligt tidligere end sket. 62 Det beror således alene på valg truffet af Sagsøger 1 som værge for Sagsøger 3 og Sagsøger 2, at de to børn ikke rettidigt tog forældelsesafbry-dende skridt, hvis de mente, at der var grundlag for at rejse godtgørelseskrav mod Udenrigsministeriet. Endelig bemærkes, at eftersom forældelsesspørgsmålet ikke er udskilt til sær-skilt behandling, kan retten tage stilling til, om der foreligger en krænkelse som hævdet, uanset at et eventuelt godtgørelseskrav i denne anledning måtte være forældet. Som anført følger det af EMD’s og Højesterets praksis, at en konstate-ring af den hævdede krænkelse kan udgøre tilstrækkelig genopretning, jf. afsnit 5.4.2, nedenfor. Også af den grund foreligger der under alle omstændigheder et effektivt rets-middel mod den hævdede krænkelse. 5.5.2 Konstatering af den hævdede krænkelse udgør tilstrækkelig genopret-ning Selv i det tilfælde, at retten måtte nå frem til, at der foreligger en krænkelse af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, og at et eventuelt krav på godtgø-relse ikke er forældet, er det ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilkende godtgørelse, herunder en godtgørelse på 529.675 kr. Hvis der foreligger en krænkelse af EMRK eller tilhørende protokoller, følger det af EMRK artikel 13 sammenholdt med princippet i erstatningsansvarslovens § 26, at der skal tilkendes en godtgørelse, hvis vedkommende i henhold til EMD’s praksis efter konventionens artikel 41 ville have ret til godtgørelse, jf. f.eks. UfR 2017.2929 H og UfR 2021.2254 Ø. Efter EMD’s og Højesterets retspraksis er det imidlertid ikke enhver krænkelse af konventionen, der medfører krav på godtgørelse. Det fremgår således bl.a. af EMD’s dom af
23. september 2009, Varnava m.fl. mod Tyrkiet (16064/90), præmis 224, at det i mange tilfælde, hvor en lov, proce-dure eller praksis ikke lever op til konventionen, er tilstrækkeligt at rette op på forholdet ved at konstatere krænkelsen. Det fremgår også af EMD’s dom af
24. februar 2009, A m.fl. mod Storbritannien (3455/05), præmis 250, at EMD ofte fin-der, at en konstatering af en krænkelse er tilstrækkelig genopretning uden no-gen yderligere tilkendelse af økonomisk kompensation, og at EMD anlægger en helhedsvurdering af sagen, herunder karakteren af den konstaterede krænkelse og særlige omstændigheder, som gør sig gældende. 63 Højesteret har endvidere frifundet myndigheder for påstande om betaling af godtgørelse, hvor en konstatering af konventionskrænkelsen ville udgøre til-strækkelig genopretning, jf. f.eks. UfR 2017.2929 H og UfR 2021.3343 H. Udenrigsministeriet gør principalt gældende, at hverken Sagsøger 1, Sagsøger 3 eller Sagsøger 2 har krav på betaling af godtgørelse, idet en eventuel konstatering af den hævdede krænkelse ville udgøre tilstrækkelig genopretning. Udenrigsministeriet bemærker, at EMD fandt i H.F. m.fl. mod Frankrig, præmis 286288, at konstateringen af Frankrigs krænkelse af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, udgjorde tilstrækkelig genopretning i sig selv, og at der der-for ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse. I modsætning til de tilbageholdte franske statsborgere i H.F. m.fl. mod Frank-rig, som ikke var blevet evakueret, blev Sagsøger 1 evakueret til Dan-mark sammen med de to børn den 6.-
25. oktober 2021, med de danske myndig-heders bistand. Sagsøger 1 og de to børn har også i øvrigt modtaget en omfattende bistand fra de danske myndigheder, jf. afsnit 5.2.6, ovenfor. Alle-rede derfor er der ikke grundlag for betaling af godtgørelse. Udenrigsministeriet bestrider Sagsøger 1's synspunkt om, at en eventuel krænkelse af rettigheder efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, skulle have medført, at Sagsøger 3 og Sagsøger 2 har opholdt sig Lejr 1 i længere tid, end hvis en krænkelse ikke havde foreligget (processkrift IV, side 4-5). Selv hvis de danske myndigheder skulle have foretaget yderligere handlinger med det formål at bistå Sagsøger 1 og de to børn, kan det ikke lægges til grund, at en sådan (uspecificeret) handling ville have medført, at Sagsøger 1 og de to børn havde kunnet forlade Lejr
26. Som anført er gennemførelsen af en sådan international evakueringsoperation særdeles kompliceret og forbundet med en lang række usikkerhedsmomenter af praktisk, udenrigspolitisk og sikkerhedsmæssig karakter, som illustreret ved det omfattende arbejde forud for og ved gennemførelsen af evakueringsopera-tionen den 6.-
27. oktober 2021, jf. afsnit 5.2.6, ovenfor. Den påvirkning, som Sagsøger 1 og de to børn har oplevet, må således i vidt omfang antages at skyldes de humanitære forhold i Lejr 1, som Uden-rigsministeriet ikke er ansvarlig for, og ikke en manglende handling fra Uden-rigsministeriets side, jf. princippet i UfR 2017.2929 H. 64 Dette gælder så meget desto mere for en eventuel krænkelse bestående i, at myndighedernes handlinger ikke har været forbundet med tilstrækkelige pro-cessuelle garantier mod vilkårlighed, jf. f.eks. princippet i Varnava m.fl. mod Tyrkiet, præmis
28. Endvidere taler også det forhold, at der er tale om bistand til evakuering på fremmed territorium, hvor de danske myndigheder har begrænsede handlemu-ligheder, og hvor der må tilkomme staten en betydelig skønsmargin for, at en konstatering af en eventuel krænkelse udgør tilstrækkelig genopretning, jf. af-snit 5.2.6, ovenfor. Endelig har de danske myndigheder ageret i overensstemmelse med den rets-praksis fra EMD, som forelå på daværende tidspunkt. Det bemærkes herved, at Sagsøger 1 blev evakueret sammen med de to børn den 6.-
29. oktober 2021, dvs. længe før afsigelsen af EMD’s dom i H.F. m.fl. mod Frankrig i september
30. Forud for EMD’s dom i H.F. m.fl. mod Frankrig forelå der ingen afgørelser fra EMD, der gav grundlag for en antagelse om, at der kunne være ekstraterritorial jurisdiktion i lejrene i det nordøstlige Syrien i relation til EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, endsige at der af denne bestemmelse kunne følge nogen positive forpligtelser i relation til evakueringsbistand til egne statsborgere. Dette bekræftes af det anførte i afrapporteringen fra Task Force Evakuering (bi-lag U, side 14), samt i artiklen offentliggjort i UfR 2021B.179, side 190, som er udgivet før afsigelsen af H.F. m.fl. mod Frankrig, og det anførte om H.F. m.fl. mod Frankrig i artiklen offentliggjort i UfR 2025B.27, side
31. Der er ikke grundlag for betaling af godtgørelse eller en forhøjelse heraf ” som følge af grovheden af overtrædelsen ” eller ”en punitiv og afskrækkende effekt ”, som hævdet af Sagsøger 1 (processkrift IV, side 4). EMD har i fast retspraksis afvist at tilkende en sådan straferstatning (”punitive damages ”), jf. f.eks. Varnava m.fl. mod Tyrkiet, præmis
32. Den retspraksis, om godtgørelser ved grove krænkelser af EMRK artikel 3, som Sagsøger 1 har henvist til, herunder EMD’s dom af
33. maj 2001, Z m.fl. mod Storbritannien (29392/95), og UfR 2021.2254 Ø, er på ingen måde vejle-dende for, om der i den foreliggende sag er grundlag for betaling af godtgørelse eller niveauet for en eventuel godtgørelse (processkrift IV, side 4-5). Det følger således af EMD’s faste retspraksis, at fordi EMRK artikel 2 og artikel 3 rangerer, som de mest fundamentale bestemmelser i konventionen, gælder der et særligt krav om godtgørelse for krænkelser af disse bestemmelser, jf. ek- 65 sempelvis den af Sagsøger 1 nævnte EMD-dom Z m.fl. mod Storbritan-nien, præmis 109, og EMD’s dom af
34. december 2024, Hasmik Khachatryan mod Armenien (11829/16), præmis 205 og
35. Allerede derfor kan retspraksis om godtgørelser for krænkelser af EMRK artikel 3 ikke anses for vejledende for, om der i den foreliggende sag er grundlag for betaling af godtgørelse eller niveauet herfor i anledning af den hævdede kræn-kelse af forpligtelser i henhold til EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk.
36. Som anført har hverken Sagsøger 1 eller børnene, Sagsøger 3 og Sagsøger 2, i Lejr 1 været omfattet af dansk jurisdiktion, herunder dansk ekstraterritorial jurisdiktion i relation til EMRK artikel 3, jf. EMRK artikel 1, i Lejr 1 i det nordøstlige Syrien, jf. afsnit 5.3, ovenfor. Endvidere adskiller de sager om godtgørelse for grove krænkelser af EMRK ar-tikel 3, som Sagsøger 1 har henvist til, sig også væsentligt fra denne sag for så vidt angår deres konkrete omstændigheder. I begge de sager, Sagsøger 1 henviser til, var der tale om omfattende mis-røgt og misbrug af børn, som fandt sted i den pågældende stat, hvor myndighe-derne var underlagt en tilsyns- og handlepligt, som det offentlige, trods gen-tagne indberetninger, ikke havde grebet ind over for, uagtet deres forpligtelse til at beskytte børnene mod behandling omfattet af EMRK artikel
37. Det er på alle måder usammenligneligt med den foreliggende sag, som angår forpligtelser i relation til evakueringsbistand til personer, som er tilbageholdt på fremmed territorium, hvor de er født eller selv er udrejst til. Lejr 1 i det nordøstlige Syrien, og de humanitære forhold her, er på ingen måde underlagt tilsynspligt fra de danske myndigheder, endsige et tilsyn som kan sammenlig-nes med de sociale myndigheders tilsyn med forhold i Danmark, og de danske myndigheder har ingen forpligtelse efter EMRK artikel 3 til at beskytte Sagsøger 1 eller de to børn mod forholdene i lejren, som ikke er omfattet af dansk jurisdiktion, herunder dansk ekstraterritorial jurisdiktion i relation til EMRK ar-tikel 3, jf. EMRK artikel
38. På denne baggrund gør Udenrigsministeriet gældende, at en konstatering af en eventuel krænkelse af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, udgør til-strækkelig genopretning, og at der derfor under alle omstændigheder ikke er krav på godtgørelse i denne anledning. Subsidiært gør Udenrigsministeriet gældende, at en eventuel godtgørelse af de ovennævnte grunde skal udmåles til et væsentligt lavere beløb end 529.675 kr., som Sagsøger 3 og Sagsøger 2 har nedlagt påstand om. 66 Det følger af Højesterets praksis, at godtgørelsens størrelse skal fastsættes ud fra et skøn bl.a. i lyset af EMRK artikel 41 sammenholdt med EMD’s praksis. Det må således vurderes, hvad der er rimeligt efter sagens samlede omstændig-heder, herunder den pågældendes situation og den sammenhæng, som en eventuel krænkelse måtte være sket i, jf. f.eks. UfR 2017.1314 H og UfR 2021.1893 H. I nyere afgørelser, hvor der statueres krænkelser af andre bestemmelser i EMRK tillægsprotokol nr. 4, har EMD tilkendt drastisk lavere godtgørelser end det ni-veau, som Sagsøger 1 henviser til, og som er baseret på grove krænkelser af EMRK artikel 3, hvor der som anført gælder en særlig retspraksis for tilken-delse og udmåling af godtgørelser. Der henvises til det anførte herom i proces-skrift C, afsnit 5.4.2, side
39. En eventuel godtgørelse skal derfor under alle omstændigheder udmåles til et væsentligt lavere beløb end 529.675 kr. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Sagerne angår, om Udenrigsministeriet over for Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 har tilsidesat sine forpligtelser navnlig i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, hvoraf fremgår, at ingen ”kan berøves retten til at indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger” , og om sagsøgerne i bekræftende fald er berettigede til godtgørelse for den derved skete krænkelse. Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 støtter deres synspunkter om krænkelse af rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, på, at den danske stats bi-stand til dem fra 2019 og frem til evakueringen af dem fra Lejr 1 den 6.-
40. oktober 2021 var utilstrækkelig, navnlig derved at evakueringen burde være sket på et tidligere tidspunkt. Sagsøgerne har sammenfattende principalt nedlagt påstand om, at Udenrigsmi-nisteriet skal