ECLI:DK:HJR:2026:BS0000000020 Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til landsretten med henblik på, at landsretten tager stilling til spør

HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den

1. januar 2026 Sag BS-36790/2025-HJR Biobevar Middelfart (advokat Johan Løje, beskikket) mod Planklagenævnet (advokat Kim Christian Højmark) I tidligere instans er truffet afgørelse af Østre Landsrets
2. afdeling den
3. marts 2025 (BS-61092/2024-OLR). I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lars Hjortnæs, Kristian Korfits Nielsen og Ole Hasselgaard. Påstande Kærende, Biobevar Middelfart, har nedlagt påstand om, at søgsmålet tillægges opsættende virkning for indkæredes, Planklagenævnets, afgørelse af
4. marts 2022, således at plangrundlaget ikke kan anvendes, mens retssagen pågår. Biobevar Middelfart har subsidiært nedlagt påstand om, at landsrettens ken-delse ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. Planklagenævnet har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. Planklagenævnet har desuden nedlagt en tertiær påstand om, at søgsmålet ikke tillægges opsættende virkning. 2 Sagsfremstilling Den
5. april 2021 traf Middelfart Kommune afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til Lokalplan nr. samt forslag til Kommuneplantillæg nr. til kommuneplan 2017-
6. Den
7. august 2021 vedtog kommunen planerne endeligt. Afgørelsen og planvedtagelsen blev påklaget til Planklagenævnet den
8. okto-ber 2021, idet klagerne, herunder Biobevar Middelfart, gjorde gældende bl.a., at planvedtagelsen var i strid med bilag IV til Rådets direktiv 92/43/EØF af
9. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) som følge af påvirkning af bl.a. flagermus og stor vandsalamander. Den
10. marts 2022 traf Planklagenævnet afgørelse om ikke at give klagerne medhold. Den
11. september 2022 anlagde Biobevar Middelfart sag mod Planklagenævnet ved Retten i Odense. Foreningen anmodede ikke retten om at tillægge søgsmå-let opsættende virkning. Ved dom af
12. november 2024 bestemte Retten i Odense, at Planklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse af
13. marts 2022 i det hele var ugyldig, og at sagen derfor skulle hjemvises til fornyet behandling i nævnet. I byrettens begrundelse hedder det bl.a.: ”Afgørelsen hvilede alene på to besigtigelser i henholdsvis 2008 og 2020 med fokus på de to søer. Efter klager og høringssvar fik kommunen og bygherren Sweco til at foretage en eftersøgning af Bilag-IV arter på oliegrunden, men ikke på de tilstødende arealer. Eftersøgningen blev af en ikke nærmere angivet medarbejder eller muligvis et team foretaget den
14. juni 2021 om morgenen og aftenen på en solrig dag med 25 grader med arrondering og ketcheret uden fund af larver eller voksne indivi-der, men de fandt en skrubtudse i en brønd. Eftersøgningen efter flager-mus bestod i en gennemgang af bygningerne og besigtigelse af træerne, hvor der ikke sås huller i stammerne, hvilket muligvis kan udelukke, at der er et yngleområde for flagermus på oliegrunden, selvom det var det eneste sted i nærheden med udbredt træbevoksning med ret krogede træstammer, der er naturskov, ikke kulturskov, men hverken kan ude-lukke et rasteområde på eller ved oliegrunden og i hvert fald ikke et yngleområde i nærheden. Det kan efter skønsmandens svar lægges til grund, at en eftersøgning efter stor vandsalamander mest hensigtsmæssigt gennemføres som sket over to omgange imellem den
15. juni og Skt. Hans, og at en eftersøgning 3 efter flagermus mest hensigtsmæssigt sker i skumringen med anven-delse af lydoptagelse, hvilket ikke er sket, og når træerne er uden blade for nemmere visuelt at lede efter eventuelle huller i stammerne, men sagsøgte har ikke godtgjort, at, at træerne var uden løv den
16. juni
17. Sagsøgerens indsigelser imod afgørelsen bygger blandt andet på et muligt brud på undersøgelsespligten. Det fremgår ikke af Swecos rapport hvem, der har udfærdiget rapporten, hvilke faglige, relevante kompetencer vedkommende medarbejder måtte have, eller hvad der tidsmæssigt forstås med begreberne ”morgen og aften” , men solen stod den pågældende sommerdag op kl. 04.36 og gik ned kl. 22.08, hvilket ud fra en normal, sproglig forståelse nok nærmere er sent på natten og noget ud på aftenen; i begge tilfælde langt udenfor almindelig arbejdstid. Sag-søgte har ikke under hovedforhandlingen forsøgt at få afklaret disse spørgsmål gennem afhøring af relevante vidner fra Sweco. Middelfart Kommunes tilsyn den
18. oktober 2021 – under deltagelse af bygherren – fremstår ud fra den skriftlige gengivelse og forklaringen fra Vidnes forklaring ikke som en selvstændig undersøgelse, men alene som et appendix til Swecos rapport og de tidligere besigtigelser med fokus på søerne. Ud over skønsmandens anbefaling af lydopta-gelse findes der apps til mobiltelefoner, eksempelvis BatExplorer, der ikke blot registrerer flagermus’ højfrekvente navigationsskrig, men også artsbestemmer de enkelte individer, hvilket dog ikke er relevant for sa -gen, for alle danske flagermus er Bilag-IV-arter, men det viser det muli -ges kunst. Retten finder på denne baggrund, at Middelfart Kommune har tilside-sat sin undersøgelsespligt. Sagsøgtes afgørelse af
19. marts 2022: Der blev under klagesagens behandling fremsendt en del materiale, der angiveligt viser adskillige forekomster af stor vandsalamander, der normalt holder til i søer for at yngle og raste, på og ved oliegrunden, hvil-ket placeringsmæssigt støttes af vidneforklaringerne og det forhold, at der ses stor vandsalamander under brønddæksler, som oftere forekom-mer på oliedepot-grunde end på marker og idrætspladser. Det eneste registrerede fund af stor vandsalamander er 1,7 km. fra oliegrunden, og skønsmandens vurdering er, at dens aktionsradius er ca. 200 m. Andre kilder anslår det til 250 m. Dette taler i høj grad for, at oliegrunden både er et yngle- og rasteområde for stor vandsalamander, og under disse 4 omstændigheder har sagsøgte ikke i tilstrækkelig grad inddraget relevante, nye oplysninger, inden de traf deres afgørelse. Sagsøgtes afgørelse af
20. marts 2022 er således i det hele ugyldig, hvorfor påstanden om hjemvisning tages til følge.” Den
21. december 2024 anmodede Biobevar Middelfart med henvisning til dom-men Planklagenævnet om at tillægge nævnets genbehandling af klagesagerne opsættende virkning. Den
22. december 2024 ankede Planklagenævnet dommen med påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning. Samme dag oplyste Planklagenævnet til Biobe-var Middelfart, at Planklagenævnet ikke ville genoptage klagesagen, idet dom-men nu var anket, og at nævnet derfor ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. I ankesvarskrift af
23. december 2024 nedlagde BioBevar Middelfart påstand om stadfæstelse af byrettens dom. Endvidere anmodede foreningen om, at retssagen blev tillagt opsættende virkning. Biobevar Middelfart henviste i den forbindelse til grundlovens § 63 og gjorde gældende bl.a., at der med byretsdommen nu fo-relå tilstrækkelig formodning om, at Planklagenævnet havde truffet en ugyldig afgørelse, og at der i forbindelse med sagens behandling eller afgørelse ville ske en væsentlig overtrædelse af miljølovgivningens regler om habitatbeskyttelse. Ved kendelse af
24. marts 2025 afviste Østre Landsret Biobevar Middelfarts an-modning om opsættende virkning. Af kendelsen fremgår bl.a.: ”Landsretten forstår Biobevar Middelfarts påstand om opsættende virkning som en anmodning om at tillægge byrettens dom af
25. november 2024 dom retskraft, uanset at dommen er anket til landsretten. Planklagenævnet ankede den
26. december 2024 byrettens dom ved indgivelse af ankestævning via sagsportalen. Anken opfylder i øvrigt retsplejelovens betingelser for anke til landsretten. En dom er endelig ved udløb af den ordinære ankefrist, jf. retsplejelovens §
27. Såfremt der er iværksat rettidig anke, indtræder retskraften først, når der afsiges dom i ankesagen, eller når anken hæves eller bortfalder. Landsretten finder, at der i sagen er sket rettidig anke, hvorfor der først indtræder retskraft, når der afsiges dom i ankesagen. 5 Herefter, og da der ikke er hjemmel til at fravige princippet om, at en anke, der er indgivet rettidigt, og i øvrigt opfylder retsplejelovens betingelser for anke, først tillægges retskraft, når der afsiges dom i ankesa-gen, afvises Biobevar Middelfarts anmodning om at tillægge byrettens dom retskraft under ankesagen. Landsretten bemærker, at grundlovens § 63 og den i processkrifterne nævnte retspraksis, jf. herved bl.a. Højesterets afgørelse af
28. august 1994 (U 1994.823 H) vedrører spørgsmålet om, hvorvidt domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel undtagelsesvis kan tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Thi bestemmes: Biobevar Middelfarts anmodning om opsættende virkning afvises.” Det er oplyst, at der er berammet hovedforhandling i ankesagen den
29. september
30. Anbringender Biobevar Middelfart har anført navnlig, at landsrettens afgørelse reelt medfører, at det ikke er muligt at opnå opsættende virkning af et søgsmål, som behandles i ankeinstansen, selv om betingelserne for opsættende virkning er opfyldt. En klager er således ringere stillet ved at have opnået en positiv afgørelse i
31. in-stans, end hvis
32. instans ikke havde givet klager medhold, hvilket er ulogisk, inkonsekvent og forkert. En sådan afgørelse strider desuden mod Højesterets kendelse af
33. august 1994 (UfR 1994.823), hvorefter spørgsmål om opsættende virkning kan prøves af en
34. instans. Spørgsmålet om, hvorvidt retsplejelovens regler om retskraft måtte være til hinder for at tillægge søgsmål opsættende virkning under anke, er uden betydning for vurderingen af, om der kan meddeles opsættende virkning, da en medde-lelse af opsættende virkning reelt omfatter både den nævnsafgørelse, som er under prøvelse, og den mellemkommende byretsdom. Betingelserne for opsættende virkning er opfyldt i den foreliggende sag. På baggrund af byrettens dom er der nu en tilstrækkelig formodning om, at Planklagenævnet har truffet en ugyldig afgørelse, der er behæftet med væsentlige sagsbehandlingsfejl i form af utilstrækkelig inddragelse af nova. Risikoen for, at tilliden til domstolenes rolle lider skade, må vægte højere end Planklagenævnets interesser i at opretholde sin afgørelse som administrativ rekursinstans. EU-miljørettens forsigtighedsprincip må desuden tillægges betyde- 6 lig vægt, når en dom fastslår, at rekursmyndighedens stadfæstelse af afgørelser truffet i medfør af habitatbekendtgørelsen og planhabitatbekendtgørelsen vedrørende bilag IV-arter er behæftet med væsentlige retlige mangler. En fortsættelse af byggeriet vil medføre fældning af træer, kørsel med tungt maskinel og afledning af bl.a. smeltevand i søen, hvilket er problematisk for stor vandsalamander, der ikke tåler salt. Naturinteresserne er således fortsat i fare for at blive udsat for alvorlige og uoprettelige skader, idet sådanne skader først vil kunne afkræftes, når oplysningsgrundlaget i overensstemmelse med den af-sagte dom er berigtiget, og da de fire højhuse, der mangler at blive opført, er placeret i netop det område, hvor der er gjort fund af stor vandsalamander og flagermus. Planklagenævnet har anført navnlig, at der ikke er hjemmel til at fravige princippet om, at domme først har retskraft ved udløb af den ordinære ankefrist, jf. retsplejelovens §
35. UfR 1994.823 H adskiller sig fra nærværende sag, hvor Biobevar Middelfart fik medhold i byretten, og hvor foreningen efter Planklagenævnets anke anmoder om opsættende virkning. Til støtte for den subsidiære påstand er anført navnlig, at Højesteret alene skal prøve, om landsrettens afvisning af anmodningen om opsættende virkning er korrekt. I modsat fald må landsretten realitetsbehandle anmodningen om opsættende virkning som
36. instans. Til støtte for den tertiære påstand er anført navnlig, at der ikke foreligger uopsættelighed. Planområdet er allerede ryddet, og en fortsættelse af det omhand-lede byggeri med opførelse af etage-bebyggelse betyder således ikke, at de naturinteresser, som Biobevar Middelfart repræsenterer, udsættes for alvorlige og uoprettelige skader. Hverken Århuskonventionen eller EU-retten forudsætter i et sådant tilfælde, at søgsmål tillægges opsættende virkning. En fortsættelse af byggeriet vil under alle omstændigheder ikke medføre skade på yngle- eller rasteområder for beskyttede dyrearter (bilag IV-arter), idet de områder, som i dag eventuelt kan udgøre yngle- og rasteområder for beskyt-tede dyrearter, ikke skal ryddes som en del af anlægsprojektet. Det har endvi-dere ikke betydning for spørgsmålet om opsættende virkning, hvordan overfla-devand, herunder smeltevand, håndteres i forbindelse med en senere ibrugtag-ning af byggeriet. 7 Højesterets begrundelse og resultat Middelfart Kommune traf den
37. april 2021 afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til Lokalplan nr. samt forslag til Kommuneplantillæg nr. til kommuneplan 2017-
38. Den
39. august 2021 vedtog kommunen planerne endeligt. Både den nævnte afgørelse og vedtagelsen af planerne blev påklaget til Planklagenævnet, som den
40. marts 2022 traf afgørelse om ikke at give klagerne, herunder Biobevar Middelfart, medhold. Den
41. september 2022 anlagde Biobevar Middelfart sag mod Planklagenævnet ved Retten i Odense, der ved dom af
42. november 2024 bestemte, at Planklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse af
43. marts 2022 i det hele var ugyldig, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling i nævnet. Den
44. december 2024 ankede Planklagenævnet dommen med påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning. Biobevar Middelfart anmodede om, at retssa-gen blev tillagt opsættende virkning. Landsretten forstod dette som en anmod-ning om at tillægge byrettens dom retskraft under ankesagen, og ved kendelse af
45. marts 2025 afviste Østre Landsret anmodningen. For Højesteret er spørgsmålet, om søgsmålet kan tillægges opsættende virkning for Planklagenævnets afgørelse af
46. marts
47. Som fastslået af Højesteret i kendelse af
48. august 1994 (UfR 1994.823) og senere afgørelser er domstolene ikke afskåret fra undtagelsesvist at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, selv om en udtrykkelig lovhjemmel ikke foreligger. Den konkrete afgørelse af, om et søgsmål bør tillægges opsættende virkning, må bero på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, den pågældende kan blive på-ført, ligesom det må tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed. Adgangen til uden lovhjemmel undtagelsesvist at tillægge et søgsmål opsæt-tende virkning gælder også i en situation som den foreliggende, hvor der under en forvaltningsmyndigheds anke af en dom, hvorved en forvaltningsafgørelse er tilsidesat, bliver fremsat anmodning af modparten om at tillægge søgsmålet vedrørende gyldigheden af den administrative afgørelse opsættende virkning, jf. bl.a. Højesterets kendelse af
49. april 2022 (UfR 2022.2449). 8 Højesteret finder ikke grundlag for som
50. instans at tage stilling til, om søgs målet efter Planklagenævnets anke til landsretten skal tillægges opsættende virkning for så vidt angår Planklagenævnets afgørelse. På den anførte baggrund ophæver Højesteret herefter landsrettens kendelse og hjemviser sagen med henblik på, at landsretten tager stilling til Biobevar Middelfarts anmodning om opsættende virkning. THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til landsretten med henblik på, at landsretten tager stilling til spørgsmålet om opsættende virkning i sagen. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part eller statskassen. Kæreafgiften for Højesteret tilbagebetales. Publiceret til portalen d. 15-01-2026 kl. 13:05 Modtagere: Indkærede Planklagenævnet, Advokat, Advokat (H) Kim Christian Højmark, Advokat (H) Johan Emil Løje, Kærende Foreningen Biobevar Middelfart