Domsresume

Om ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1,

1. pkt. Om dom om anden form for kontakt med barnet var omfattet af ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1,
2. pkt. Sag BS-41459/2025-HJR Dom afsagt den
3. januar 2026 Mor mod Far Om dom om anden form for kontakt med barnet var omfattet af ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1,
4. pkt. Mor og Far er biologiske forældre til et barn. I 2011 blev barnet stedbarnsadopteret af Mors daværende ægtefælle. Ægteskabet blev efterfølgende opløst og Mor har siden 2022 haft eneforældremyndigheden over barnet. I 2025 bestemte familieretten, at det af hensyn til barnets trivsel ville være bedst, at Far ikke på nuværende tidspunkt havde samvær eller anden form for kontakt med barnet, jf. forældreansvarslovens § 20 a. Far ankede dommen til landsretten, og Mor påstod sagen afvist med henvisning til, at der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet. Landsretten bestemte, at sagen ikke skulle afvises, da anketilladelse ikke var påkrævet, fordi familieretten både havde afgjort spørgsmål om samvær og om anden kontakt. Efter retsplejelovens § 453, stk. 1,
5. pkt., kan en dom afsagt af familieretten i en sag, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sagen angik for Højesteret, om landsretten skulle have afvist anken. Spørgsmålet var navnlig, om familieretten måtte anses for alene at have afgjort spørgsmål om samvær i bestemmelsens forstand, hvis familieretten også havde taget stilling til spørgsmål om anden kontakt end samvær. Højesteret fandt, at retsplejelovens § 453, stk. 1,
6. pkt., må forstås således, at det kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at anke en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær efter forældreansvarslovens § 19 eller § 20 a og anden kontakt efter § 22 eller § 20 a, eller alene har afgjort spørgsmål om anden kontakt efter § 22 eller § 20 a. Højesteret bemærkede herved, at Procesbevillingsnævnet kan give anketilladelse efter retsplejelovens § 453, stk. 2, ikke alene, hvis sagen er af principiel karakter, men også hvis der foreligger særlige grunde. Højesteret fastslog herefter, at familierettens dom i den konkrete sag var omfattet af ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1,
7. pkt., og at ankesagen for landsretten skulle afvises, da der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet.