ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 15. januar 2025 Sag BS-8312/2023-OLR (17. afdeling) Alm. Brand Forsikring A/S (advokat Christina Neugebauer) mod Ankestyrelsen Biintervenient til støtte for Ankestyrelsen

betingelse om årsagsforbindelse ikke er opfyldt, og at Ankestyrelsens afgørelse af

1. maj 2019 derfor er uhjemlet. Udgangspunktet er herefter, at Ankestyrelsens afgørelse er ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler. Udgangspunktet kan fraviges, når særlige omstændigheder gør det påkrævet. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde. Det bemærkes herved, at det ikke er konsekvens af afgørelsens ugyldig-hed, at der skal ske tilbagebetaling af de løbende ydelser, som er udbetalt til skadelidte, men alene at han er afskåret fra at modtage den yderligere kapitalerstatning på 25 % efter arbejdsskadesikringsloven som følge af hændelsen. Af Retslægerådets svar må udledes, at der i bedste fald har været tale om forbigående behandlingskrævende symptomer, og at de vedvarende symptomer ikke med overvejende sandsynlighed er forårsaget af hændel-sen på arbejdspladsen, jf. Retslægerådets svar på spørgsmålene 6 og
2. Det understøttes af indholdet af de lægelige bilag i sagen. 6.3 Erhvervsevnetab, hvis vedvarende méngivende skade - skadelidtes jobskifte Appellanten gør gældende, at det ikke er dokumenteret, at skadelidte som følge af arbejdsskaden er afskåret fra at arbejde på ordinære vilkår og fuld tid som folkeskolelærer. Appellanten gør gældende, at det ikke er dokumenteret, at skadelidte som følge af arbejdsskaden var afskåret fra at arbejde på fuld tid som folkeskolelærer. Der er i det tilvejebragte grundlag for afgørelsen […] ikke støtte for, at skadelidtes overgang til et arbejde på nedsat tid som lærer var begrundet i arbejdsskadens følger, og at skadelidte ikke kunne påtage sig at arbejde i flere timer. Allerede fordi Ankestyrelsens egne lægekonsulenter er uenige, kan det ik-ke anses for bevist med overvejende grad af sandsynlighed, at skadelidtes overgang til et arbejde på nedsat tid som lærer var begrundet i arbejdsskadens følger, og at skadelidte ikke kunne påtage sig at arbejde i flere timer. Det er ikke dokumenteret, at skadelidte var afskåret fra at arbejde på fuld tid som folkeskolelærer med arbejdsskaden. 4 Skadelidtes egen subjektive opfattelse påviser ikke, at han har pådraget sig et erhvervsevnetab på mindst 15 %. Der er ikke sket relevant og reel afprøvning. Arbejdsgivers udsagn er intetsigende. Det er heller ikke oplyst, hvad arbejdsgiver (kommunen) ville kunne have gjort, så skadelidte kunne arbejde fuld tid. Hertil kommer, at det af skadelidtes egen lægejournal fremgår, at skadelidte allerede inden arbejdsskaden havde bl.a. lændeproblemer. Ankestyrelsen burde have søgt sagen yderligere oplyst, jf. herved f.eks. Ankestyrelsens principafgørelse 6-
3. Ankestyrelsen burde således have belyst – langt bedre - hvorvidt skadens begrænsede følger i relation til arbejdet som folkeskolelærer kunne begrunde et erhvervsevnetab. Dette ikke mindst fordi Vidne 2 udtalte, at arbejdsskaden medfører ”Rygskåne erhverv” , at skadelidte med overvejende sandsynlighed ville have fået funktionsbegrænsninger inden for kortere tid, selvom arbejdsskaden ikke var sket, og at skadelidte med sine funktionsbegrænsninger var i stand til at vareta-ge en stilling som folkeskolelærer på fuld tid (UT mener jeg ikke be-grunder nedsat arbejdstid, når der tages hensyn til rygskånefunktion), at skadelidte, efter hans vurdering, kunne arbejde fuld tid med de angivne gener/funktionsbegrænsninger, at skadelidtes forudbestående gener i form af smerter i lænderyggen ville være blevet funktionsbegrænsende uden arbejdsskadens indtræ-den på grund af Scheuermann og daglig store belastning af ryggen og at hvis (om) skadelidte har rygskåneerhverv mente han ikke, erhvervsevnen var nedsat. Vidne 2 vedstod i forbindelse med sin forklaring for by-retten den vurdering, som han havde givet Ankestyrelsen under sagens administrative behandling. Herudover forklarede Vidne 2 blandt andet: ”(…) På spørgsmål 5 vedrørende muligheden for, at skadelidtes forudgående gener ville være blevet funktionsbegrænsende uden arbejdsskadens indtræden, svarede han, at ryggen belastes af stor vægt. Scheuermann giver endvidere forandringer, der tiltager med alderen. Inden skaden vidste man ikke, at skadelidte havde Scheuermann. Man fandt det først ved udredningen i forbindelse med skaden. Scheuermann er aldersbetinget og ikke forårsaget af ulykken. Der ville være kommet begrænsninger uafhængigt af arbejdsskaden. Skadelidte havde haft overvægt og Scheuermann i lang tid. Han kan ikke sige, hvornår skadelidte ville få gener af dette. Fra tid til anden havde der været smerter i ryggen. Efter ulykken kom der daglige rygsmerter (…)” 5 Skadelidte har været ekstremt overvægtig i mange år op til hændelsen den
4. marts 2011, hvilket også forud for denne hændelse førte til helbredsmæssige gener fra knæ og ryg. Det kan således lægges til grund, at skadelidte havde rygproblemer forud for hændelsen den
5. marts 2011, hvilke – udover ekstrem overvægt – tillige må anses som værende begrundet i den konstaterede svære ryglidelse (Morbus Scheuermann). Disse omstændigheder udgør en væsentlig sagsbehandlingsfejl som indebærer, at der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Det gøres på denne baggrund gældende, at Ankestyrelsens afgørelse skal tilsidesættes, idet Ankestyrelsen ikke har påvist, at skadelidte har et erhvervsevnetab på mindst 15 % som følge af arbejdsskadens følger.” Ankestyrelsen har i sit påstandsdokument for landsretten anført følgende: ”Anbringender Til støtte for påstanden om stadfæstelse gør Ankestyrelsen overordnet gældende, at Alm. Brand ikke har godtgjort det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af
6. maj 2019 […]. Ankestyrelsen har gennem behandlingen af et stort antal sager en særlig erfaring i at bedømme, om

betingelser er opfyldt, herunder at foretage de nødvendige bevisvurderinger af skønsmæs-sig karakter. Derfor skal der ifølge Højesterets praksis foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. --oo0oo-Ankestyrelsen bemærker, at det skal lægges til grund, at Biintervenient har fået anerkendt en rygskade som arbejdsskade efter

§ 6og som følge af arbejdsskaden har pådraget sig et varigt mén efter § 18.

Der henvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af

1. februar 2012 […], der ikke er en del af prøvelsesgrundlaget, og som ikke har været påklaget til Ankestyrelsen. Det bemærkes i den sammenhæng, at domstolenes prøvelsesadgang efter grundlovens § 63 er begrænset til at vedrøre konkrete forvaltningsafgørelsers lovlighed. Prøvelsesgrundlaget i nærværende sag er således allerede af denne årsag begrænset til at prøve, om der er grundlag for at tilsidesæt-te Ankestyrelsens afgørelse af
2. maj 2019 om erhvervsevnetab. Ankestyrelsen henviser til U.2000.179H, hvori Højesteret vurderede, at rette sagsøgte var den myndighed, som havde truffet den afgørelse, som var til rettens prøvelse. Det følger desuden af almindelige principper om prø-velse af forvaltningsafgørelser, at forhold, som myndigheden ikke forin-den har taget stilling til, ikke kan gøres til genstand for prøvelse under en retssag, jf. eksempelvis U.2010.2952H. --oo0oo-- 6 Som anført bør det – ligesom i sagen for byretten og i overensstemmelse med den for byrettens fremsatte proceserklæring, jf. byrettens dom, s. 31 – lægges til grund, at Biintervenients påviste erhvervsevnetab (uanset årsag) skal fastsættes til 25 procent, jf.

§ 17

. Efter

§ 12, stk.

2 skal et påvist tab af erhvervsevne eller varigt mén anses som en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det følger blandt andet af U.2004.1450H og U.2010.2821H, at det påhviler et arbejdsskadeforsikringsselskab – konkret, Alm. Brand - at afkræfte formodningen for årsagsforbindelse. --oo0oo-Sagen har været forelagt for Retslægerådet, der har afgivet to udtalelser. Vurderingen af sagens lægelige spørgsmål tager såedes udgangspunkt i Retslægerådets udtalelser, der har forrang for andre lægers vurderinger ved uenighed om lægefaglige spørgsmål, jf. U.2011.1985H. Det påhviler Alm. Brand at føre bevis for, at Biintervenients forudbe-stående gener fra ryggen og hans overvægt, som ikke var erhvervshin-drende på tidspunktet for arbejdsskaden, med overvejende sandsynlighed ville have udviklet sig og påvirket erhvervsevnen og have resulteret i et erhvervsevnetab inden for nærmere fremtid, selv om arbejdsskaden ikke var sket, jf. bl.a. U.2010.2821H. Alm. Brand har ikke løftet denne bevisbyrde. Ankestyrelsen gør gældende, at Ankestyrelsen med rette har vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne. Ankestyrelsen har i den forbindelse med rette lagt vægt på, at der i sagens akter ikke er beskrevet erhvervsbegrænsende ryggener i perioden forud for arbejdsskaden den

1. marts
2. Denne vurdering støttes af Retslægerådets svar på spørgsmålene 1, 2 og A, af hvilke det fremgår, at der ikke forud for arbejdsskaden var rygsmerter af betydning. Retslægerådet udtaler, at der en enkelt gang - fire år forud for arbejdsskaden - var en henvendelse til egen læge vedrørende rygsmer-ter. Henvendelsen til lægen medførte ikke yderligere udredning. Der er herefter først oplysninger om rygsmerter efter arbejdsskaden. Det kan derfor lægges til grund, at der i årene forud for arbejdsskaden ik-ke var ryggener af betydning, og at der derfor heller ikke var tale om erhvervshindrende ryggener. Dette støttes af lægejournalen, hvoraf fremgår, at der i årene op til arbejdsskaden ikke er udskrevet smertestillende medi-cin […]. Ankestyrelsen har derfor med rette vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i Biintervenients erhvervsevnetabserstat-ning for konkurrerende helbredsforhold i form af Morbus Scheuermann og overvægt, jf.

§ 12, stk.

2. 7 Ankestyrelsen gør også gældende, at Ankestyrelsen med rette har vurde-ret, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag ud fra en prognose, jf.

§ 12, stk.

2, da overvejende sandsynlighed ik-ke taler for, at Biintervenients overvægt eller Morbus Scheuermann ville have medført erhvervsbegrænsende ryggener inden for det samme tidsrum og i samme omfang som arbejdsskaden, selvom ar-bejdsskaden den

1. marts 2011 ikke var sket. Dette støttes af Retslægerådets svar på spørgsmål 2, hvoraf fremgår, at Retslægerådet for det første ikke svarer på, om Biintervenient led af en svær, moderat eller let Morbus Scheuermann og for det an-det udtaler, at der generelt ikke er en entydig sammenhæng mellem bil-leddiagnostiske fund af den nævnte karakter, herunder sværhedsgraden heraf, og symptomer. Hertil nævner Retslægerådet, at der i aktuelle sag ikke var beskrevet rygsymptomer hos Biintervenient før ulykkestilfældet den
2. marts 2011 fraset en omtale i
3. Som svar på spørgsmål 3 udtaler Retslægerådet, at overvægt generelt øger risikoen for ryglidelser. Retslægerådet har dog i svaret på spørgsmål 4 oplyst, at rådet ikke ser sig i stand til at svare på, om der i Biintervenients situation ville være indtrådt ryggener på grund af overvægt eller Morbus Scheuermann i samme omfang, hvis arbejdsskaden ikke var sket. Retslægerådet udtaler i sin besvarelse af spørgsmål 8, at ulykkestilfældet den
4. marts 2011 medførte muskelømhed øverst i lænden af forventet forbigående karakter (over 50% sandsynlighed), og at Biintervenient på grund af Morbus Scheuerman og svær overvægt var disponeret for rygsmerter, som kunne bidrage til de fortsatte rygsmerter som senest beskrevet. Retslægerådet finder således, at de initiale gener i ryggen skal tilskrives arbejdsskaden, og at de vedvarende gener kan have en forklaring i Biintervenients Morbus Scheuerman og overvægt, som dispone-rer for rygsmerter, men Retslægerådet har ikke udtalt, at ryggenerne ville være opstået uden arbejdsskaden, hvorfor Ankestyrelsen gør gældende, at de samlede ryggener derfor skal henføres til arbejdsskaden, jf. U2010.168H. Ankestyrelsen har derfor med rette vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne, og at hele tabet af erhvervsvene skal tilskrives arbejdsskaden. Alm. Brand har ikke godtgjort det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Det er med andre ord ikke godtgjort, at andre forhold end arbejdsskaden, ville have medført funktionsbegrænsninger i samme omfang, og på nogenlunde samme tidspunkt, uafhængigt af arbejdsskaden. Alm. Brand Forsikring har således ikke under sagen og med Retslægerå-dets udtalelser løftet denne bevisbyrde. 8 Byrettens dom skal derfor stadfæstes. --oo0oo-Til støtte for Ankestyrelsens påstand om hjemvisning, gør Ankestyrelsen gældende, at sagen kan hjemvises til fornyet behandling, såfremt retten ikke finder grundlag for at give Ankestyrelsen medhold i Ankestyrelsens påstand om stadfæstelse men ej heller finder grundlag for at give Alm. Brand medhold i den nedlagte påstand. Sagen kan herunder hjemvises, såfremt retten tillader anbringenderne om utilstrækkelig sagsoplysning i relation til fastsættelsen af det samlede erhvervsevnetab, jf.

§ 17og herefter finder, at sagen bør oplyses yderligere.

Ankestyrelsen vil herefter kunne træffe en ny afgørelse om erhvervsevnetabet. Ankestyrelsen bemærker dog, at domstolene som udgangspunkt skal træffe afgørelse og ikke hjemvise til fornyet behandling ved myndighe-derne, jf. også U.2000.645H.” Parterne og biintervenienten har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Landsrettens begrundelse og resultat Sagen angår prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019, hvor Biintervenients erhvervsevnetab som følge af en anerkendt arbejdsskade blev fastsat til 25 %. Alm. Brand Forsikring A/S har under hovedforhandlingen i landsretten med-delt, at forsikringsselskabet ikke bestrider, at Biintervenients samlede er-hvervsevnetab udgør 25 %. Herefter og henset til de i øvrigt foreliggende op-lysninger finder landsretten, at der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrel-sens afgørelse efter bestemmelserne i

§ 17

. Formodningsreglen i

§ 12, stk.

2, indebærer, at erhvervsevnetabet i det hele skal anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre det efter en konkret bevisbedømmelse vurderes, at overvejende sandsynlighed taler for, at erhvervsevnetabet helt eller delvis må anses for at være en følge af andet end arbejdsskaden. Ankestyrelsen har i afgørelsen af

1. maj 2019 vurderet, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i Biintervenients erstatning, da det efter en lægelig vurdering ikke er overvejende sandsynligt, at hans symptomer ville være indt-rådt, såfremt arbejdsskaden ikke var sket. Forsikringsselskabet har herefter bevisbyrden for, at der er grundlag for at foretage fradrag i erstatningen, jf. § 12, stk.
2. 9 Det fremgår af Retslægerådets svar på spørgsmål 1, at forudbestående rygsmer-ter er omtalt én gang i egen læges journal i september 2007, uden at det afsted-kom udredning, og at rygsmerter herefter kun er omtalt efter det aktuelle ulykkestilfælde den
3. marts
4. Som svar på spørgsmål 4 om, hvorvidt det er overvejende sandsynligt, at Biintervenient uanset arbejdsskaden den
5. marts 2011 ville have udviklet rygsmerter mv. som følge af svær overvægt og/eller Morbus Scheuermann, har Retslægerådet udtalt, at spørgsmålet er hypotetisk, og at det ikke lader sig besvare i det konkrete tilfælde. Herefter finder landsretten det ikke godtgjort, at Biintervenient uden arbejdsskaden med overvejende sandsynlighed ville have udviklet rygsmerter som følge af svær overvægt og Morbus Scheuermann. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af bevisførelsen i øvrigt findes forsikringsselskabet ikke at have tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Det, som forsikringsselskabet i øv-rigt har anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Forsikringsselskabets anerkendelsespåstand tages derfor ikke til følge. Under hensyn til forløbet og omstændighederne i sagen finder landsretten, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at Biintervenient som biintervenient tillægges sagsomkostninger for byretten, jf. retsplejelovens § 252, stk. 4, og betænkning nr. 698/1973, side 102 og
6. Byrettens dom stadfæstes herefter med den ændring, at forsikringsselskabet ikke skal betale sagsomkostninger til Biintervenient. Efter sagens udfald skal forsikringsselskabet i sagsomkostninger for landsretten betale 100.000 kr. til Ankestyrelsen til dækning af udgifter til rettergangsfuldmægtig ekskl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb. Biintervenient tillægges heller ikke sagsomkostninger for landsretten, idet der ikke findes at foreligge særlige omstændigheder, som taler for dette. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at Alm. Brand Forsikring A/S ikke skal betale sagsomkostninger til Biintervenient. 10 I sagsomkostninger for landsretten skal Alm. Brand Forsikring A/S inden 14 dage betale 100.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 15-01-2025 kl. 10:00 Modtagere: Advokat (H) Christina Neugebauer, Appellant Alm. Brand Forsikring A/S, Advokat (L) Laura Tholstrup, Indstævnte Ankestyrelsen, Indstævnte Biintervenient