ECLI:DK:VLR:2025:BS0000000708 Landsretten ændrer byrettens dom om anerkendelse af behandlingsskade

VESTRE LANDSRET DOM afsagt den

1. marts 2025 Sag BS-6860/2023-VLR (
2. afdeling) Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Lone Damgaard Horup) mod Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Elisabeth Andersen-Møller Tuxen) Retten i Randers har den
3. januar 2023 afsagt dom i
4. instans (sag BS10653/2017-RAN). Landsdommerne Anders Raagaard, Anne Hedegaard Toft og Nichlas Madsen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse. Påstande Appellant, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Ankenævnet for Patien-terstatningen skal anerkende, at hun ved behandlingen den
5. januar 2015 blev påført en patientskade efter § 20, stk. 1, nr. 3, i lov om klage- og erstatningsad-gang indenfor sundhedsvæsenet. Indstævnte, Ankenævnet for Patienterstatning, har påstået dommen stadfæstet. Forklaring Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring. Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret, at hun ikke er i arbejde. Det skyldes dog en trafiku-lykke, som hun var involveret i efter skaden i denne sag. 2 Generne i hendes fod er ikke blevet bedre hverken funktions- eller smertemæssigt. Hun tager ikke længere nervemedicinen, for spasmerne i foden er de samme, uanset om hun tager medicinen eller ej. Da hun kom til skade i 2015, kom hun på Regionshospitalet i Randers, hvor hun blev undersøgt af to læger. Lægerne sagde, at hun skulle opereres, men at de ikke havde tid før dagen efter. Lægerne sagde bare, at hun skulle opereres, og det satte hun ikke spørgsmålstegn ved. Dengang kendte hun ikke nogen, der havde revet akillessenen over, så hun vidste ikke, at der var andre muligheder. På dagen for operationen blev hun ikke vejledt om mulige komplikationer eller lignende. Hun var meget bekymret inden operationen, fordi hun fik oplyst, at operationen ikke skulle foregå i fuld narkose. Det endte med, at hun fik noget beroligende. Det var et utrygt forløb. Hun havde smerter bagefter, men hun tænkte dengang, at det var normalt. De har et vennepar, hvor mandens akillessene sprang 3-4 måneder efter, hun selv kom til skade. Han blev ikke opereret. Han fik bare en støvle. Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Appellant, tidligere Sagsøger har yderligere anført, at den konservative behandling var den do-minerende behandlingsform på operationstidspunktet, og at det ikke er afgø-rende eller har betydning, hvilken behandlingsform, man normalt anvendte på Regionshospitalet i Randers, når blot metoden var tilgængelig på danske syge-huse. Lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 3, giver adgang til at vurdere en skades uundgåelighed retrospektivt, og det er et faktum, at skaden på nerven ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved konservativ behandling. Baseret på ”specialistmålestokken” ville konservativ behandling ud fra et medicinsk synspunkt have været en lige så effektiv behandling som operation. Appellant, tidligere Sagsøger har for landsretten frafaldet sit synspunkt om, at skaden skulle være omfattet af tålereglen i lov om klage-og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr.
6. Ankenævnet for Patienterstatning har heroverfor anført, at lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 3, ikke kan udlægges på den måde, at det alene er et krav, at en behandlingsteknik var en mulighed på de danske sygehuse. Det følger således af forarbejderne, at det er afgørende, om den anden behandlingsmetode faktisk stod til rådighed i den konkrete behandlingssituation, eventuelt ved henvisning til et andet sygehus. Det fremgår desuden af Retslægerådets besvarelse, at der findes forskellige behandlinger, og at der ikke er opnået konsensus om, hvilken metode, der er at fore- 3 trække for den enkelte patient. Der er heller ikke klar evidens for, hvilken behandling der fører til det bedste resultat. Den omstændighed, at der er en vis lægefaglig uenighed om, hvilken behandlingsform der efter en specialistmålestok er at foretrække frem for en anden, medfører ikke, at der er tale om ligeværdige behandlingsformer. Retslægerådets bemærkning om, at ”det funktionsmæssige resultat efter operativ og ikke-operativ behandling [er] ligeværdigt” er ikke udtryk for, at metoderne er ligeværdige, idet ”det funktionsmæssige resultat” vedrører akillessenens funktion efter endt behandling, men ikke andre relevante forhold for valget af metode. I nærværende sag var alternative behandlingsformer ringere end den valgte. Parterne er enige om, at hvis Appellant, tidligere Sagsøger får medhold i sin påstand, skal sagen behandles af patientskademyndighederne med henblik på eventuel udmåling af erstatning og godtgørelse. Landsrettens begrundelse og resultat Appellant, tidligere Sagsøger pådrog sig den
7. januar 2015 en skade i akillessenen, og hun blev den
8. januar 2015 opereret, hvor akillessenen blev syet sammen. Ved operationen den
9. januar 2015 blev Appellant, tidligere Sagsøger påført en skade, der er omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet § 19, stk. 1 (klage- og erstatningsloven), i form af påvirkning af suralis nerven. Sagen angår spørgsmålet, om den pågældende skade er en erstatningsberettiget patientskade. Det er for landsretten ikke gjort gældende, at skaden skulle være omfattet af tålereglen i klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr.
10. Sagen drejer sig herefter alene om, hvorvidt den skade, som opstod i forbindelse med, at Appellant, tidligere Sagsøger blev opereret, berettiger hende til erstatning i medfør af lovens § 20, stk. 1, nr.
11. Efter § 20, stk. 1, nr. 3, ydes der erstatning for en skade, hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af Appellants, tidligere Sagsøger skade. Det fremgår af de specielle bemærkninger i lovforslaget vedrørende den tidligere patientforsikringslovs § 2, stk. 1, nr. 3 (LFF nr. 144 af
12. februar 1991), at det er en betingelse for erstatning, at den anden behandlingsteknik eller behandlingsmetode måtte betragtes som ligeværdig med den valgte teknik eller meto- 4 de, dvs. at den ud fra en medicinsk vurdering måtte antages at ville have været mindst lige så effektiv til behandling af patientens sygdom som den faktisk valgte teknik eller metode. Vurderingen heraf baseres på den medicinske videnskab og erfaring på behandlingstidspunktet. Målestokken er for så vidt på dette punkt den erfarne specialists vurdering. Landsretten lægger efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1.
13. til grund, at der på tidspunktet for behandlingen af Appellants, tidligere Sagsøger akillessenelæsion eksi -sterede forskellige behandlingsmetoder, herunder i form af operative og ikke-operative metoder (konservativ behandling), som anvendtes blandt specialister. Der var i lægevidenskaben ikke konsensus om, hvilken behandlingsmetode, der var at foretrække for den enkelte patient, og der var ikke klar evidens for, hvil-ken behandling, der fører til det bedste resultat. Retslægerådet henviser til, at det i en metanalyse er oplyst, at det funktionsmæssige resultat efter operativ og konservativ behandling er ligeværdigt. Der er ikke grundlag for at antage, at der i relation til Appellants, tidligere Sagsøger skade var konkrete forhold, der kunne medføre, at konservativ behandling i dette tilfælde var en ringere behandling end den valgte. Landsretten finder på denne baggrund, at der på tidspunktet, hvor behandlin-gen blev foretaget, fandtes en anden behandlingsmetode i form af konservativ behandling, som ud fra et medicinsk synspunkt måtte betragtes som ligeværdig med det valgte operative indgreb. Herefter, og da det efter Retslægerådets besvarelse er godtgjort, at den konservative behandlingsmetode stod til rådighed på danske sygehuse, og da det er ubestridt, at skaden ved valget af denne metode med overvejende sandsynlig-hed ville have været undgået, er betingelserne for at yde erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 3, i klage- og erstatningsloven opfyldt. Landsretten tager derfor Appellants, tidligere Sagsøger påstand til følge. Efter sagens udfald skal Ankenævnet for Patienterstatningen i sagsomkostninger for begge retter betale 109.000 kr. til Appellant, tidligere Sagsøger. 100.000 kr. af beløbet er til udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 9.000 kr. er til retsafgift. Ud over sa-gens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sa-gens omfang og forløb, herunder at sagen i forbindelse med byrettens behand-ling har været forelagt Retslægerådet. THI KENDES FOR RET: 5 Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at Appellant, tidligere Sagsøger ved be-handlingen den
14. januar 2015 blev påført en patientskade. I sagsomkostninger for begge retter skal Ankenævnet for Patienterstatningen inden 14 dage betale 109.000 kr. til Appellant, tidligere Sagsøger. Beløbet forrentes efter rente-lovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 04-03-2025 kl. 10:00 Modtagere: Appellant, tidligere Sagsøger, Retslægeråd Civilstyrelsen, Indstævnte Ankenævnet for Patienterstatning, Advokat (L) Lone Damgaard Horup, Advokat (H) Sanne H. Christensen