UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 26. januar 2026 Sag 78/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Michael Harms, beskikket) I tidliger

§ 902, stk.

2, at tiltalte kun kan anke, når denne er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse i medfør af færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendel-se af § 897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for me-re end 20.000 kr. I trykt landsretspraksis om bestemmelsen og den tidligere gældende ankebegrænsningsregel i den nu ophævede retsplejelovs § 962, stk. 2, har det i nogle tilfælde været lagt til grund, at tiltalte frit kan anke en dom, hvori der er sket strafbortfald, jf. TfK 2005.552Ø og UfR 2018.2848Ø, mens det i andre tilfælde – i hvert fald forudsætningsvis – har væ-ret lagt til grund, at tiltalte ikke frit kan anke sådanne domme, jf. UfR 1945.381/2V og UfR 1954.901/2Ø. Landsretternes utrykte praksis ses – således som denne er gengivet i den juridiske litteratur, jf. navnlig Dybdahl og Kardel: Procesbevillinger

§ 902, stk.

2, eller til den tidligere bestemmelse i § 962, stk. 2, at domme, hvori der er sket strafbortfald, er undtaget fra ankebegrænsningen. Strafbortfald ses navnlig anvendt i bødesager, herunder færdselssager, som følge af lang sagsbehandlingstid, hvor straffen i normaltilfælde efter fast praksis ville have været en mindre bøde, der er under beløbsgrænsen på 20.000 kr. i § 902, stk.

1. I sådanne tilfælde findes der heller ikke at foreligge særlige hensyn, der kan begrunde, at anke bør kunne ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. - 3 Tiltalte blev som anført ved dommen fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, og den for dette forhold forskyldte bødestraf bortfaldt som følge af lang sagsbehandlingstid. Tiltalte blev endvidere frakendt førerretten betin-get i medfør af færdselslovens § 125, stk. 1, nr. l, jf. stk.
2. Da tiltalte således ved dommen ikke er idømt anden offentligretlig følge end dem, der er nævnt i

§ 902, stk.

2, og da det, som tiltalte er fundet skyldig i, efter fast praksis ikke ville have medført en bøde, der overstiger beløbsgrænsen i § 902, stk. 2, finder landsretten, at anke af dommen kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. § 902, stk. 2, jf. § 903, stk.

1. Det forhold, at sagen blev hovedforhandlet før ikrafttræden af lov nr. 661 af
2. juni 2024 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftalen for domstolene 2024-2027 m.v.), hvor frakendelse efter færdselsloven blev omfattet af ankebegrænsningsreglen, kan ligeledes ikke føre til, at dommen kan ankes uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, idet det afgørende er, at dommen er afsagt efter lovens ikrafttræden, jf. herved lovens forarbejder, de specielle bemærkninger til ikrafttrædelsesbestemmel-sen i lovens § 10, stk.
3. Herefter, og da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten anken i medfør af

§ 914, stk.

1, nr. 4, jf. stk. 3.” Ved mail af

1. juni 2025 til Procesbevillingsnævnet anmodede Tiltalte om tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse af
2. juni 2025, subsidiært om tilladelse til at anke Retten i Glostrups dom af
3. juni 2024 til Østre Landsret. Ved afgørelse af
4. august 2025 meddelte Procesbevillingsnævnet Tiltalte tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse af
5. juni
6. Retsgrundlag

§ 902, stk.

2, lyder: ”Tiltalte kan kun anke, når tiltalte er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfi skation eller frakendelse i medfør af færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendelse af § 897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for mere end 20.000 kr.”

§ 903, stk.

1, er sålydende: ”Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902, stk. 1 og 2, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.” - 4

§ 914

lyder: ”Når anke er sket, kan modparten anmode landsretten om straks at afvise ankesagen, hvis 1) de frister og fremgangsmåder, der er fastsat i dette kapitel, ikke er overholdt, 2) den, der anker, mangler beføjelse til at anke, 3) den påberåbte ankegrund utvivlsomt ikke kan føre til ophævelse af dommen eller 4) anke er udelukket efter §

1. Stk.
2. Retten kan endvidere afvise sagen af egen drift af de i stk. 1 nævnte grunde. Stk.
3. Afvisning efter stk. 1 eller stk. 2 sker ved kendelse, efter at der er givet den part, der anker, adgang til at udtale sig mundtligt eller skriftligt.”

§ 902, stk.

2, blev indsat ved lov nr. 538 af

1. juni
2. Af lovforslaget (Folketingstidende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 168, s. 5425) fremgår, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer svarede til den dagældende bestemmelse i

§ 962, stk.

2, om begrænsninger i adgangen til at anke byretsdomme.

§ 902, stk.

2, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 661 af

1. juni
2. Af lovforslaget (Folketingstidende 2023-24, tillæg A, lovforslag nr. L 115, pkt. 2.2, s. 15) fremgår bl.a.: ”2.
3. Appelbegrænsninger 2.2.
4. Gældende ret 2.2.1.
5. Byrettens domme i straffesager kan ankes til landsretten af anklagemyndighe-den eller tiltalte i det omfang, som er beskrevet nedenfor. Anklagemyndigheden kan som udgangspunkt kun anke, når der efter loven kan idøm-mes andre offentligretlige følger end bøde eller konfiskation for lovovertrædelsen, jf.

§ 902, stk.

1. Anklagemyndigheden kan dog altid anke til fordel for tiltalte. Tiltalte kan som udgangspunkt kun anke, når tiltalte har givet møde i byretten og er idømt mere end 20 dagbøder, en bøde på over 6.000 kr., konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger, jf.

§ 902, stk.

2. Hvis sagen er fremmet til dom i tiltaltes fravær i medfør af

§ 855, stk.

3, nr. 4, kan tiltalte anke, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten, hvis de øvrige betingelser er opfyldt, jf.

§ 902, stk.

3. - 5 Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902, stk. 13, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det, jf.

§ 903, stk.

1. … 2.2.
2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 2.2.2.
3. Aftalepartierne er enige om at forhøje beløbsgrænsen for anke af domme i bødesager uden Procesbevillingsnævnets tilladelse til 20.000 kr. … Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med de aftalte ændringer med hensyn til appelbegrænsninger. I overensstemmelse med Rørdam-udvalgets forslag foreslås det at afskaffe den særlige ankegrænse for dagbøder, og at bødestraffe fastsat som dagbøder omfattes af den generelle beløbsgrænse for anke af bødedomme på fremover 20.000 kr., således at der læg-ges vægt på den samlede bøde. Der henvises til Rørdam-udvalgets rapport side 63.” Af lovforslagets bemærkninger til ændringen af § 902, stk. 2, (a.st., s. 98 f.) fremgår bl.a.: ”Til nr. 83 og 84 (§ 902, stk. 2 og 3)

§ 902, stk.

2 og 3, angår tiltaltes adgang til at anke byretsdomme i straffesager. Det fremgår af bestemmelsen, at tiltalte kun kan anke, når tiltalte har givet mø-de i byretten og er idømt 1) mere end 20 dagbøder, 2) en bøde på over 6.000 kr., 3) konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller 4) andre offentligretlige følger. Hvis sagen er fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte dog i de 4 angivne situationer anke, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten. … Det foreslås at ændre § 902, stk. 2, så tiltalte kun kan anke, når tiltalte er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse efter færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendelse af § 897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for mere end 20.000 kr. Endvidere foreslås det at ophæve § 902, stk. 3. Forslagene indebærer, at tiltalte fremover kan anke en straffedom til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis tiltalte ved dommen er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse efter færdselsloven. Dette gælder også, når sagen er afgjort uden tiltaltes tilstedeværelse. Forslagene indebærer endvidere, at tiltalte fremover kan anke en straffedom til landsret-ten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis tiltalte ved dommen er idømt en sam-let bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for mere end 20.000 kr., forudsat at tiltalte ikke er dømt som udebleven i medfør af § 897, stk. 1, hvis anvendelsesområde ved lovforslagets § 4, nr. 1, udvides til også at omfatte sager med frakendelse efter færdselslo-ven. - 6 Forslagene indebærer bl.a., at tiltalte ikke længere uden Procesbevillingsnævnets tilladelse vil kunne anke en straffedom til landsretten, når tiltalte er idømt frakendelse efter færdselsloven, medmindre tiltalte endvidere er idømt bøde eller konfiskation over den foreslåede beløbsgrænse uden anvendelse af § 897, stk. 1, eller tiltalte er idømt andre offentligretlige følger, eksempelvis fængsel. Forslagene indebærer endvidere, at den gældende beløbsgrænse på 6.000 kr. for anke af bøde eller konfiskation uden Procesbevillingsnævnets tilladelse forhøjes til 20.000 kr. Endvidere vil der fremover ikke gælde en særlig grænse for at skulle have Procesbevillingsnævnets tilladelse, når en bødestraf er udmålt i dagbøder. Fremover vil det afgø-rende være om den samlede bødestraf, som er idømt ved dommen, er fastsat til højst 20.000 kr. eller til mere end 20.000 kr. Som eksempel kan nævnes, at tiltalte, når tiltalte ikke er dømt som udebleven i medfør af

§ 897, stk.

1, fremover uden Procesbevillingsnævnets tilladelse vil kunne anke en dom, hvor tiltalte er idømt 20 dagbøder hver på 1.200 kr., da den samle-de bødestraf i dette eksempel er 20 gange 1.200 kr., dvs. 24.000 kr., og dermed mere end 20.000 kr. Som et andet eksempel kan nævnes, at tiltalte derimod ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse vil kunne anke en dom, hvor tiltalte er idømt 30 dagbøder hver på 600 kr., da den samlede straf i dette eksempel er 18.000 kr. Den foreslåede beløbsgrænse på 20.000 kr. vil ligesom den gældende beløbsgrænse på 6.000 kr. gælde for såvel bøde som konfiskation, sådan at tiltalte kan anke uden tilladel-se fra Procesbevillingsnævnet, hvis enten en idømt bøde eller en idømt konfiskation overstiger beløbsgrænsen. Når enten en idømt bøde eller en idømt konfiskation oversti-ger den foreslåede beløbsgrænse, vil tiltalte kunne anke dommen i sin helhed eller en hvilken som helst del af denne. Hvis tiltalte er idømt en samlet bøde på 25.000 kr. og konfiskation for 5.000 kr., vil tiltalte altså uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kun-ne anke dommen alene for så vidt angår konfiskationen, hvis tiltalte ønsker dette. Hvis tiltalte ud over bøde eller konfiskation over den foreslåede beløbsgrænse er idømt fra-kendelse efter færdselsloven, kan tiltalte også uden Procesbevillingsnævnets tilladelse anke alene spørgsmålet om frakendelse, hvis tiltalte ønsker dette. … Det foreslås, at de foreslåede ændringer af § 902, stk. 2 og 3, skal finde anvendelse på anke af domme, der afsiges efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 10, stk. 6, og bemærkningerne hertil.” Anbringender Tiltalte har anført navnlig, at det hverken fremgår af ordlyden af rets-plejelovens § 902, stk. 2, eller forarbejderne hertil, at en tiltalt i tilfælde af strafbortfald er afskåret fra at anke. En appelbegrænsning er en undtagelse til udgangspunktet om, at straf-fesager kan behandles i 2 instanser uden særlig tilladelse. En appelbegrænsning skal derfor fremgå klart og tydeligt af loven. En ren ordlydsfortolkning af § 902, stk. 2, fører til, at der ikke gælder en appelbegrænsning i sager med strafbortfald. - 7 Formålet med ændringen af § 902, stk. 2, i 2024 var at frigøre ressourcer ved domstolene ved at begrænse mulighederne for anke. Formålet kan ikke føre til, at der uden støtte i ordlyden eller forarbejderne til bestemmelsen gælder en appelbegrænsning i sager med strafbortfald. Landsrettens kendelse bryder med tidligere praksis efter

§ 902, stk.

2, og den tidligere gældende bestemmelse i

§ 962, stk.

2, hvor der i tilfælde af strafbortfald ikke blev krævet tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at anke. Der henvises til UfR 2018.2848Ø, TfK 2015.1177V og TfK 2005.552Ø. Det støttes også af den juridiske litteratur. Som praksis viser, er der ikke tale om en ny problemstilling. Da lovgiver ikke tydeligt har ladet sager med strafbortfald være omfattet af appelbegrænsningen i § 902, stk. 2, er der ikke en sådan appelbegrænsning i bestemmelsen. Vestre Landsrets kendelse TfK 2025.224V er afsagt efter kendelsen i nærværende sag. Sagen angår samme principielle problemstilling og kan derfor ikke tillægges særskilt vægt som ud-tryk for praksis ved landsretterne. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne for anke i

§ 902, stk.

2, ikke er opfyldt i den foreliggende sag, hvor bødestraffen til Tiltalte er bortfaldet, og der er sket betinget frakendelse af førerretten. Efter ordlyden af § 902, stk. 2, har tiltalte derfor ikke adgang til at anke dommen uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. § 903, stk. 1. Hverken forarbejderne til

§ 902, stk.

2, eller den tidligere bestemmelse i § 962, stk. 2, omtaler, hvorledes der skal forholdes, når den forskyldte straf er bortfaldet, og dommen indbringes for landsretten. Det har i trykt praksis i nogle tilfælde været lagt til grund, at tiltalte frit kan anke en dom med strafbortfald, mens det i andre sager – senest kendelsen i denne sag og TfK 2025.224V – har været lagt til grund, at anke kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse. Som anført af landsretten i denne sag ses strafbortfald navnlig at blive anvendt i bødesager, herunder færdselssager, i tilfælde af lang sagsbehandlingstid, hvor straffen normalt ville have været udmålt til en mindre bøde under beløbsgrænsen i § 902, stk.

1. - 8 - Tiltalte blev ikke idømt andre offentligretlige følger end de i § 902, stk. 2, nævnte. Dette sammenholdt med den omstændighed, at han ikke ville være blevet idømt en bøde på over 20.000 kr., taler for, at der ikke kan ankes uden Procesbevillingsnævnets til-ladelse. Domme med strafbortfald har heller ikke generelt en sådan indgribende betydning for den tiltalte, at der er ankeadgang uden udtrykkelig hjemmel i § 902, stk.
2. Formålet med den seneste ændring af § 902, stk. 2, var at frigøre ressourcer ved domstolene ved yderligere at begrænse mulighederne for, at tiltalte kan anke byrettens domme til landsret-ten. En formålsfortolkning taler derfor for, at landsretten med rette har afvist anken. Det gæl-der, selv om der ikke i forarbejderne til den seneste ændring udtrykkeligt er taget stilling til mulighederne for anke af domme med strafbortfald. Højesterets begrundelse og resultat Tiltalte blev ved Retten i Glostrups dom af
3. juni 2024 fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr.
4. Retten bestemte, at den for-skyldte bødestraf bortfaldt på grund af lang sagsbehandlingstid. Tiltalte blev ved dommen betinget frakendt førerretten i 3 år fra endelig dom. Han ankede dommen til landsretten den
5. juni
6. Ved kendelse af
7. juni 2025 afviste landsretten anken i medfør af

§ 914, stk.

1, nr. 4, jf. stk. 3. Landsretten henviste til, at Tiltalte ved dommen ikke er idømt anden offentligretlig følge end dem, der er nævnt i

§ 902, stk.

2, og at det, som han er fundet skyldig i, efter fast praksis ikke ville have medført en bøde, der over-stiger beløbsgrænsen i § 902, stk. 2. Anke af dommen krævede derfor ifølge landsretten tilla-delse fra Procesbevillingsnævnet, jf. § 902, stk. 2, jf. § 903, stk. 1, hvilken ikke forelå. Sagen angår, om det var med rette, at landsretten afviste ankesagen. Det fremgår af

§ 902, stk.

2, at tiltalte kun kan anke, når denne er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse i medfør af færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendelse af § 897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller - 9 konfiskation for mere end 20.000 kr. Højesteret finder, at der hverken efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er grundlag for at antage, at en straffedom kan ankes i tilfælde, hvor det i dommen er bestemt, at der sker strafbortfald, og hvor tiltalte heller ikke i øvrigt er idømt en anden følge end dem, der er nævnt i § 902, stk. 2. Anke kræver derfor i disse tilfælde Procesbevillingsnævnets tilladelse efter

§ 903, stk.

1. På den baggrund tiltræder Højesteret, at Tiltaltes anke er afvist, og stad-fæster landsrettens kendelse. Thi bestemmes : Landsrettens kendelse stadfæstes. Kæresagsomkostninger for Højesteret skal betales af statskassen.