Obsah (7)

§ 17§ 6§ 7§ 12§ 48§ 44§ 34

RETTEN I GLOSTRUP DOM afsagt den 14. december 2022 Sag BS-24153/2020-GLO Sagsøger (Kommune) (advokat Anne Bøggild Utke) mod S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (advokat Amelie Brofeldt) og Ankestyrel

§ 17, stk.

3, til 40 procent. Det fremgår af afgørelsen, at der var truffet en fælles afgø-relse for ”02-sagen” og ”03sagen” . Sagsøger (Kommune)s Rehabiliteringsteam indstillede den

1. juni 2018 til, at Person 1 blev tilkendt førtidspension. 14 Den
2. oktober 2018 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at Person 1's tab af erhvervsevne efter

§ 17, stk.

1, ud-gjorde 60 procent. Det fremgår af afgørelsen, at der var truffet en fælles afgø-relse for ”02-sagen” og ”03sagen” , og af begrundelsen blandt andet: ”Denne afgørelse gælder også for din sag med journalnummer [slet-tet]/03. Årsagen er, at dine skader bidrager til et samlet tab af erhverv-sevne og er svære at adskille. Dine skader skete kort efter hinanden og følgerne af den første skade var endnu ikke afklaret, da den anden skade indtraf. … Udover arbejdsskaderne har du fået forværret dine psykiske gener af private forhold. Disse gener hindrer dig i at varetage arbejdsopgaver, som beskrevet ovenfor. Vi vurderer, at du på grund af dine samlede gener ikke vil kunne vende tilbage til dit arbejde som social- og sundhedsassistent i samme omfang som før skaden. Vi vurderer samtidig, at du på trods af tidligere uddan-nelse og erfaring heller ikke vil kunne opnå samme indtjening som før arbejdsskaden pa 304.000 kroner indenfor andre arbejdsområder. … Det betyder, at dit samlede tab af erhvervsevne er 80 procent. Vi kan imidlertid kun give erstatning for den del af dit tab af erhverv-sevne, der skyldes arbejdsskaden. Vi vurderer, at omkring en fjerdedel af dit tab af erhvervsevne, med overvejende sandsynlighed skyldes an-dre forhold end arbejdsskaden. Årsagen er, at du efter arbejdsskaden også har fået psykiske gener, som ikke har sammenhæng med arbejds-skaden, og som er med til at bidrage til din nu samlede funktionsned-sættelse. Det er dog i væsentligste omfang arbejdsskaden, som er årsag til din funktionsnedsættelse. Det betyder, at vi har fastsat dit tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden til 60 procent Du har ret til erstatning fra den 14. juni 2018, hvor din sag hos kommu-nen overgik til behandling efter reglerne om førtidspension. Vi finder, at der fra dette tidspunkt er påvist et tab af erhvervsevne svarende til 60 procent. …” 15 Sedgewick Leif Hansen A/S påklagede på vegne af Sagsøger (Kommune) den 22. oktober 2018 Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af den 15. oktober 2018 til Ankestyrelsen. Det blev i klageskrivelsen blandt andet anført: ”… Anmodning om forvaltningsretlige genoptagelse - mén og erhverv-sevnetab bør ligge på erhvervssygdomssag På grund af AES' manglende høring over de seneste oplysninger om overgang til førtidspension har SLH gennemgået tidligere akter for at se AES har behandlet sagen korrekt, henset til at AES træffer endelig afgø-relse i en sag vedrørende en person som er fyldt 40 år og som alene har hvad der må anses for at være et relativt begrænset men. SLH kan konstatere at der i AES akt 60 speciallægeerklæring fra Psykiater udfærdiget den 26. marts 2015 bliver beskrevet at der fra første episode den 29. april 2012 og indtil den anden episode 11. november 2012 er "flere episoder, hvor hun har følt sig magtesløs og bange i forbindelse med brødrenes opførsel. Person 1 begynder efterhånden at føle angst og fare sammen, når hun hører en knallert eller hvis hun hører brødrene nærme sig. Bliver mere usikker og utryg på arbejdet", og "oplever ikke at hun får nogen støtte eller vejledning fra sin leder". Situationen den 11. novem-ber 2012 er således kulminationen på de belastninger som Person 1 har været udsat for, og hændelsen den 11. november 2012 er således blot udløsende faktor der gør at hun smider håndklædet i ringen idet hun ikke kan holde til mere. Sagens historik indikerer kraftigt at sagen fra start burde have være be-handlet som en erhvervssygdomssag og ikke som to enkeltstående ulykkessager, da det ikke blot er de to anmeldte arbejdsskader den 29. april og 11. november 2012, men også hele forløbet imellem disse som gør Person 1 syg. Vi finder således at AES anerkendelse af hændelserne hhv. den 29. april 2012 og 11. november 2012 som arbejdsskader er korrekte. Vi finder dog at AES bør genoptage sagerne for så vidt angår menet og erhvervsevne-tabet som ikke med rimelighed kan lægges på to sager med så lang en mellemliggende periode, henset til at der er oplysninger om gradvis forværring af Person 1's gener som følge af gentagende belastninger pga. "brødrene" og deres adfærd overfor Person 1, i den mellemlig-gende periode. AES ses ikke at have oplyst sagen for så vidt angår den mellemliggende periode, hvilket klart burde være sket. SLH finder således at Person 1's sag(

1. er)er et nærmest klokkeklart ek-sempel på en sag som burde behandles som en erhvervssygdomssag. Vi ser frem til AES hurtige oprettelse af erhvervssygdomssagen og en lige så hurtig behandling af sagen. Vi skal anmode AES om at orientere SLH når sagen er oprettet, da SLH/Sagsøger (Kommune) har en klar juridisk og økonomisk inter-esse i at følge sagen. 16 …” Ankestyrelsen traf den 12. februar 2019 afgørelse, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fastsættelse af erhvervsevnetabet til 60 procent blev stadfæstet. Ankestyrelsen henviste til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrundelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf i ”04-sagen” afgørelse den 9. april 2019, hvorefter der ikke blev oprettet en erhvervssygdomssag. Det fremgår af afgørel-sens begrundelse blandt andet: ”Vi har lagt vægt på, at der er tale om to meget konkrete og afgrænsede hændelser, der er behandlet som to selvstændige ulykker i lovens for-stand. Der er tale om en hændelse i april 2012, efter hvilken den tilskade-komne oplever ubehag ved kontakt med pårørende til en af beboerne. Disse reaktioner skyldes følgerne af den opringning med voldsomme aggressioner, truende adfærd og skæld ud af tilskadekomne. Der er ikke oplysninger om konkrete hændelser, men alene en adfærd fra disse pårørende, som udløser reaktioner fra den oprindelige episode 29. april 2012. Ved den efterfølgende hændelse i november 2012 forværres de sympto-mer, som hun har haft som følge af den oprindelige hændelse, hvilket betyder, at hun ophører med arbejdet. Der er ikke grundlag for at oprette en erhvervssygdomssag på bag-grund af de oplysninger, som foreligger i sagen. Der er efter vores op-fattelse alene tale om to hændelser, som dels får hende til at debutere med psykiske gener og dels forværrer de psykiske gener, som hun har haft siden første episode. …” Retslægerådet har den 4. februar 2021 afgivet udtalelse, hvoraf det fremgår: ” Spørgsmål 1: Retslægerådet bedes oplyse og begrunde, om der lægeligt set eksisterer en nedre grænse for, hvilke hændelser der kan udløse posttraumatisk belastningsreaktion og/eller depression? Spørgsmålet er af generel karakter og for uddybende information hen-vises til lærebøger i psykiatri. Retslægerådet kan dog oplyse, at det be-ror i hver enkelt sag på en konkret lægelig vurdering om en hændelse har en exceptionel eller katastrofekarakter, som kræves ved diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Der findes ingen objektiv nedre grænse. Anderledes forholder det sig med diagnosen depression, hvor selv objektivt set beskedne hændelser kan udløse symptomer forenelige med diagnosen. Spørgsmål 2: 17 Retslægerådet bedes oplyse, om Rådet er enig i de diagnoser, der stilles i blandt andet lægeerklæring 1 af 19. marts 2013 (bilag 5) og i psykiatriske speciallægeerklæringer af 28. januar 2014 (bilag 3) og 26. marts 2015 (bilag 8). Det er ikke muligt for Retslægerådet at stille diagnoser på baggrund af lægeerklæring dateret den 19. marts 2013 (bilag 5). Hvad angår psykia-triske speciallægeerklæringer af 28. januar 2014 og af 26. marts 2015 må Retslægerådet erklære sig uenig i diagnosen posttraumatisk belast-ningsreaktion. I speciallægeerklæring, dateret den 26. marts 2015, ses ifølge Retslæge-rådet kriterier for diagnosen depressiv enkelt episode af moderat grad opfyldt. Spørgsmål 3: Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, bedes Retslægerådet oplyse, hvilke klager/symptomer der danner grundlag for de stillede diagnoser. Der er beskrevet tristhed, søvnforstyrrelser, isolationstendens, mang-lende lyst og glæde, selvmordstanker eller snarere dødsønske, træthed og mangel på initiativ samt angstsymptomer i speciallægeerklæring af 26. marts 2015. Spørgsmål 4: Retslægerådet bedes oplyse, om der hos Person 1 i tiden forud for hændelsen 29. april 2012 er beskrevet klager/symptomer svarende til de klager/sympto-mer, der konstateres eller fremføres fra 29. april 2012. Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, bedes Retslægerådet oplyse, om de gener, Person 1 har fremført forud for 29. april 2012, efter lægelig erfaring uden ydre påvirkninger, herunder f.eks. uden de i sagen omhandlende hændel-ser 29. april 2012 og 11. november 2012, vil
2. i)gå over med tiden
3. ii)persisterer og/eller iii) forværres over tid. Retslægerådet bedes herunder oplyse, om de gener, Person 1 fremførte forud for 29. april 2012, i sig selv kunne begrunde eller omfattes af diagnoserne posttraumatisk belastningsreaktion og/eller svær depression. Af egen læges journal fremgår, at sagsøger i 2010 måtte sygemelde i flere måneder på grund af stress, belastningssymptomer og krisepræg. Det er ikke muligt på baggrund af de begrænsede foreliggende oplys-ninger for Retslægerådet at oplyse om diagnose eller varighed af de da-værende psykiske symptomer. Spørgsmål 5: Retslægerådet bedes oplyse, om der er sket en forværring af Person 1's pyski-ske tilstand i tiden efter hændelserne 29. april 2012 og/eller 11. november 2012. Retslægerådet bedes begrunde svaret. 18 I speciallægeerklæring af 18. marts 2013 fremgår, at der på baggrund de af sagsøger oplyste symptomer synes at være sket en forværring af den psykiske tilstand efter november 2012. Spørgsmål 6: Retslægerådet bedes oplyse, om det er muligt at adskille de psykiske helbredsgener, som Person 1 fremførte i tidsmæssig relevant sammenhæng med episo-derne 29. april 2012 og 11. november 2012, fra de psykiske helbredsgener, som Person 1 ifølge de foreliggende lægelige oplysninger fremførte i årene op til 29. april 2012. Det er ikke muligt at foretage en sammenligning af symptomer, da de er beskrevet upræcist før april 2012. Spørgsmål 7: Er hændelserne 29. april 2012 og 11. november 2012, som de er beskrevet i de foreliggende sagsakter, hver især eller tilsammen egnede til at medføre posttraumatisk belastningsreaktion og/eller depression? Nej. Spørgsmål 8: Retslægerådet bedes oplyse, om de psykiske helbredsgener, som Person 1 fremførte efter 29. april 2012 og 11. november 2012, er betinget af disse episoder, eller om det er mere sandsynligt, at de angivne psykiske helbredsgener skyldes en flerhed af eller de samlede belastninger og/eller episoder af voldsom/katastrofeagtig karakter relateret til Person 1's arbejde. De af sagsøger oplyste psykiske symptomer efter den 29. april og den 11. november 2012 må mest sandsynligt (mere end 50 %) ses betinget af flere forskellige forhold, herunder miljømæssige, arvemæssige, tidligere oplevede belastninger, psykisk sårbarhed og forhold som ikke ses be-skrevet i de foreliggende akter. Spørgsmål 9: Retslægerådet bedes oplyse, om der i sagens seneste lægelige akter er belæg for, at Person 1 har gener eller symptomer, der opfylder betingelserne for at stille diagnoserne posttraumatisk belastningsreaktion og/eller depression. Der findes ifølge Retslægerådet ud fra en lægelig vurdering ikke belæg for at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Spørgsmål 10: Retslægerådet bedes oplyse, i hvilket omfang (i mindre omfang, i overvejende grad eller udelukkende) de fysiske, psykiske og eventuelle kognitive klager/symptomer, der fremføres af Person 1 i tiden efter 29. april 2012 og 11. november 2012, kan henføres til hændelserne den 29. april 2012 og den 11. november 2012, eller om klagerne/symptomerne med overvejende sandsynlighed må henføres til
4. a)eventuelle forudbestående og/eller konkurrerende gener,
5. b)eventuel somatiseringstilstand hos Person 1 19
6. c)eventuelt andre forhold. De af sagsøger fremførte symptomer må ses som et resultat af flere for-hold. Der henvises til besvarelse af spørgsmål 8. Spørgsmål 11: Har Retslægerådet i øvrigt bemærkninger til sagen? Nej. Spørgsmål A: Retslægerådet bedes oplyse, hvornår Person 1's symptomer på PTSD og depression debuterede. I speciallægeerklæring af 18. marts 2013 er beskrevet symptomer som ses ved diagnosen PTSD, uden dog ifølge Retslægerådet at opfylde kri-terier herfor. Der er på dette tidspunkt også beskrevet depressive symp-tomer. Det skal anføres, at der ses et sammenfald af symptomer ved de to lidelser. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 1 og 2. Spørgsmål B: Retslægerådet bedes oplyse, om Person 1 i perioden fra den 30. april 2012 til den 10. november 2012 har været udsat for episoder på hendes arbejdsplads, som er egnet til enten at medføre eller forværre PTSD og/eller depression. Der foreligger ikke oplysninger om episoder, der skulle være egnede til at medføre eller forværre diagnosen PTSD. Hvad angår depression, skal Retslægerådet anføre, at symptomer på depression ikke forudsætter ud-sættelse for belastende oplevelser. I øvrigt henvises til svar på tidligere spørgsmål. Spørgsmål C: Retslægerådet anmodes om at oplyse, om hændelsen den 29. april 2012 medførte mere end blot forbigående psykiske gener. De af sagsøger oplyste angst og depressive symptomer ses at være op-hørt ved seneste lægelige udtalelse af 16. april 2019, hvor hun afsluttes velbefindende fra psykiatrisk ambulatorium. Spørgsmål D: Retslægerådet anmodes om at oplyse, om hændelsen den 10. november 2012 medførte mere end blot forbigående psykiske gener. Retslægerådet bedes i den forbindelse oplyse, om hændelsen den 10. november 2012 medførte en forværring af følgerne af hændelsen den 29. april 2012. Ifølge Retslægerådet medførte hændelsen den 11. november 2012 for-værring af angstsymptomer og depressive symptomer. Der henvises til besvarelse af spørgsmål C. Spørgsmål E: 20 Retslægerådet bedes oplyse, om Person 1's PTSD og depression (eller den lidelse som Retslægerådet måtte finde retvisende) er forårsaget af
7. a)Hændelsen den 29. april 2012
8. b)Hændelsen den 11. november 2012
9. c)Øvrige hændelser i perioden fra den 30. april 2012 til den 10. november 2012 på Person 1's arbejdsplads
10. d)Andre forhold
11. e)En kombination af ovenstående De psykiske symptomer sagsøger oplyser om, skal ifølge Retslægerådet ses forårsaget af multifaktorielle forhold, herunder blandt andet for-mentlig de i spørgsmålet formulerede årsager, hvis indbyrdes bidrag ikke nærmere kan bestemmes. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 8.” I Retslægerådets supplerende udtalelse af den 24. februar 2022 er det anført: ” Spørgsmål 12: Retslægerådet bedes vurdere, hvad den mest sandsynlige årsag til de i bilag 3 beskrevne psykiske gener hos Person 1 er, herunder om det er mest nærlig-gende at antage, at generne er forårsaget af arbejdsmæssige belastninger even-tuelt i kombination med særlige dispositioner, eller om det er mest nærlig-gende, at generne er forårsaget af private forhold uafhængigt af arbejdsmæssige belastninger? Retslægerådet bedes begrunde sit svar. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 8 og E. Det er som anført ikke muligt at kvantificere de enkelte faktorers bidrag til det samlede syg-domsbillede mere præcist. Spørgsmål 13: Af bilag 3, side 3, fremgår om tiden mellem hændelsen den 29. april 2012 og hændelsen den 11. november 2012, at ” I tiden efter sygemeldingen var Person 1 fortsat påvirket mens hun var på arbejdet, det sad stadig i hende, om den skikkelse han havde og tonen i stemmen i telefo-nen. Der var også lyden når hun hørte hans knallert ankomme. Hun havde tit kvalme og indre uro, hjertebanken og koldsvedende og følte sig jagtet. Person 1 for-hørte sig om retningslinjer omkring denne søn, om f.eks. evt. polititilhold” . Retslægerådet bedes oplyse, om denne påvirkning i tiden mellem hændelsen den 29. april 2012 og hændelsen den 11. november 2012 må antages at have haft betydning for udviklingen af Person 1's psykiske symptomer? Retslægerådet bedes begrunde sit svar og om muligt angive graden af sandsynlighed. Der er beskrevet angst og depressive symptomer i tiden mellem hæn-delsen den 29. april og hændelsen den 11. november 2012, og det sam-lede symptombillede forværres tilsyneladende efter hændelsen i 21 november. Som anført i besvarelsen af spørgsmål 1, kan depressive symptomer udløses ved objektivt set mindre belastninger. Der er ikke beskrevet konkrete episoder af belastende karakter i den omtalte peri-ode. Spørgsmål 14: Der henvises til bilag 8, side 7-8, hvoraf blandt andet fremgår, at ”D. 29.04.2012 bliver Person 1 udsat for en traumatisk oplevelse i forbindelse med sit arbejde på Plejehjem. Person 1 var kontaktperson til en kvinde hvis mand også var beboer på plejehjemmet, men på en anden afdeling. Manden var brændt inde på sin stue og blev overflyttet til Rigshospitalet, men overlevede ikke. Person 1 blev af kvinden bedt om at kontakte hendes søn og bede ham om at komme og besøge hende og medbringe cigaretter. Person 1 ringer sønnen op, som bliver vold-somt aggressiv, truende og udskældende. Bebrejder Person 1 og det øvrige personale faderens død og truer med at komme efter dem, kalder dem alle mulige ukvem-sord og truer med at give dem bank m.m. Person 1 kendte sønnen og dennes bror særdeles godt fra deres gang på plejehjemmet, hvor de optrådte upassende og grænseoverskridende. Begge sønnerne havde alkoholproblemer og var ofte beru-sede og ubehagelige, når de mødte op. Efter faderens død begynder begge sønnerne at optræde endnu mere truende, ubehagelige og grænseoverskridende. Kommer og går som det passer dem og især den yngste af sønnerne var meget truende og aggressiv i sin adfærd. Person 1 og det øvrige personale bliver af lederen bedt om at forsøge at ignorere brødrene, når de er grænseoverskridende og ikke forsøge at korrigere dem i deres adfærd. Person 1 beskriver flere episoder, hvor hun har følt sig magtesløs og bange i forbin-delse med brødrenes opførsel. Person 1 begynder efterhånden at føle angst og fare sammen, når hun hører en knallert eller hvis hun hører brødrene nærme sig. Bliver mere og mere usikker og utryg på arbejdet, oplever ikke, at hun får no-gen støtte eller vejledning fra sin leder. Den 11.11.2012 opstår der en ny situation, hvor Person 1 følte sig handlingslammet og fastlåst i en ny situation med den yngste af brødrene.” Retslægerådet bedes på denne baggrund oplyse, om der må antages at være en sammenhæng mellem Person 1's psykiske symptomer og den samlede belastning, Person 1 oplevede i perioden 29. april 2012 til 11. november 2012? Retslægerådet bedes begrunde sit svar. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 13. Spørgsmål F: Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 8 og E i udtalelse af 4. februar 2021 anført, at sagsøgers psykiske symptomer mest sandsynligt (mere end 50%) er betinget af flere forskellige forhold, herunder bl.a. arvemæssige, tidli-gere belastninger m.v., mens Retslægerådet i besvarelsen af spørgsmål D har anført, at hændelsen den 11. november 2012 har medført en forværring af sagsøgers angstsymptomer og depressive symptomer. Retslægerådet bedes præcisere sammenhængen mellem på den ene side besvarelsen af spørgsmål 8 og E, og på den anden side besvarelsen af spørgsmål D. Herunder bedes Retslægerådet særligt oplyse om spørgsmål 8, E og D skal forstås sådan, at sagsøgers udvikling af angstsymptomer og/eller depressive 22 symptomer er multifaktoriel, men at symptomerne dog må anses for at være udløst af hændelsen den 27. april 2012 og/eller den 11. november 2012. Med forbehold for at spørgsmålet er af hypotetisk karakter, bedes Retslægerådet i forlængelse heraf ligeledes oplyse, om sagsøgers angstsymptomer og/eller depressive symptomer må anses for at ville have udviklet sig på samme måde, som det faktisk skete, inden for en periode på maksimalt 6 måneder, hvis hændelserne den 27. april 2012 og/eller 11. november 2012 ikke havde fundet sted. Besvarelsen af spørgsmål 8, D og E skal forstås sådan, at depression er en sygdom med multifaktoriel ætiologi, og at de arbejdsmæssige belast-ninger i perioden 29. april 2012 til 11. november 2012 har bidraget til det samlede symptombillede. Anden del findes at være et hypotetisk spørgsmål, og besvares derfor ikke af Retslægerådet. Spørgsmål G: I forlængelse af spørgsmål 13 anmodes Retslægerådet om at oplyse, om det i spørgsmålet citerede er udtryk for en ny påvirkning eller symptomer på den forudgående påvirkning i form af hændelsen den 29. april 2012? I det omfang Retslægerådet finder, at der er tale om en ny påvirkning anmodes Retslægerådet om at oplyse, om der er tale om en påvirkning, som er egnet til at forårsage psykisk lidelse? Retslægerådet forstår det citerede således, at der er tale om symptomer, som udløses af beskedne påvirkninger i den beskrevne periode. Påvirk-ningerne i den beskrevne periode fra april 2012 til november 2012, som har fremkaldt ubehag hos sagsøger, er ikke beskrevet konkret. Der hen-vises herefter til besvarelsen af spørgsmål 1 og 13. …” Parternes synspunkter Sagsøger (Kommune) har i sit påstandsdokument til støtte for de nedlagt påstande anført: ”… Anbringender og benægtelser Retsfortabende passivitet Det bestrides, at der i nærværende sag er indtrådt retsfortabende passi-vitet. Sagsøger (Kommune) er ikke afskåret fra at få prøvet arbejdsskademyndighedernes forvaltningsretlige afgørelser. På baggrund af den seneste praksis fra Landsretterne, må der ske en delvis materiel prøvelse, inden der tages stilling til spørgsmålet, om der er indtrådt passivitet. Ved den delvist materielle prøvelse må der efter en konkret vurdering med inddragelse af om der er påvist fejl ved de indbragte af-gørelser, tages stilling til om en mere tilbundsgående prøvelse ved domstolene kan og skal ske. 23 I aktuelle sag er det de kommunale akter, der tegner et reelt billede af de samlede påvirkninger, og disse er ikke taget med i Arbejdsmarke-dets Erhvervssikrings vurderingen af anerkendelsen af personskaderne som arbejdsskader. Desuden er Retslægerådet, som den øverste myn-dighed når det kommer til udtalelse om medicinsk årsagssammen-hæng, fremkommet med udtalelser, der giver anledning til forvalt-ningsretlig genoptagelse af sagen, jf. UfR2005.641H samt Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 2006.436, hvorfor der i denne aktuelle sag ikke kan siges at være udvist retsfortabende passivitet fra Sagsøger (Kommune)s side. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser om anerkendelse af personskaderne Der er enighed om, at Person 1's symptomer, ikke opfylder diagnose-kriterierne for posttraumatisk belastningsreaktion eller PTSD. Det frem-går af såvel Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2 og Arbejdsmar-kendes Erhvervssikrings lægekonsulenters udtalelser (bilag B). Allerede derfor er Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 9. april 2019 (bilag 15), hvorved sikringen træf afgørelse, om ikke at op-rette en erhvervssygdomssag for Person 1 under sygdomsdiagnosen ”posttraumatiske belastningsreaktion” fejlbehæftet. På baggrund af Retslægerådets besvarelser af spørgsmål 2 og spørgs-mål 3 samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings lægekonsulents vurde-ringer/udtalelser i maj 2013 (bilag B) må det lægges til grund, at par-terne er enige om, at Person 1 derimod opfylder kriterierne for diag-nosen depressiv enkelt episode af moderat grad. Retslægerådet har ved besvarelsen af spørgsmål 7 klart afvist, at hæn-delserne den 29. april 2012 og 11. november 2012 hverken hver for sig eller tilsammen er egnet til at medføre depression, hvorfor der er et sik-kert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings af-gørelser af 19. marts 2014 (bilag 9 og bilag A) som fejlbehæftede. ---ooo0ooo--Retslægerådet har ved besvarelsen af spørgsmål 8, hvor der blev spurgt til årsagen til de psykiske helbredsgener som Person 1 fremførte, anført følgende: ” De af sagsøger fremførte psykiske symptomer […] mest sandsynligt (mere end 50%) ses betinget af flere forskellige forhold, herunder miljømæssige, arvemæssige, tidligere oplevede belastninger, psykisk sårbarhed og forhold som ikke er beskrevet i de foreliggende akter.” (fremhævet her) Når Retslægerådet anvender betegnelsen ”sagsøger” , hvor der spørges til ”Person 1” , kan Retslægerådet have indikeret, at Person 1 ikke har pådraget sig en (person)skade, jf. bilag 16. Dette understøttes ved, at Retslægerådet i besvarelsen af samme spørgsmål netop angiver, at ge-nerne skyldes en ” flerhed af forhold” , herunder tillige forhold, som ikke er beskrevet i de forliggende akter. 24 Det der ikke er nærmere beskrevet for Retslægerådet, er de episoder, som Person 1 og hendes kollegaer oplevede i perioden mellem den 29. april 2012 og 11. november 2012. Det må lægge til grund, at der var mange, og at Person 1 ikke selv har tal på, hvor mange gange hun selv har været udsat for ubehagelige hændelser, og har oplevet, at hendes kollegaer også har været udsat for ganske ubehagelige hændelser. Des-uden må det lægges til grund, at Person 1 følte sig svigtet af sin leder, der tilsyneladende ikke foretog sig noget trods at den ene søns opførsel foranledigede 10 anmeldelser om arbejdsskader. På baggrund af Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene 1, B, 13, E og F må man forstå, at depression er en sygdom, med multifaktoriel ætiologi, og at samtlige Person 1's arbejdsmæssige belastninger i perio-den 29. april 2012 til 11. november 2012 har bidraget til det samlede symptombillede. Person 1's arbejdsskade i form af depression skyldes altså ikke de to specifikke og konkrete hændelser i sig selv eller tilsammen, men deri-mod de samlede påvirkninger, hun var udsat for over en periode på mere end seks måneder. Person 1 har således ikke pådraget sig en per-sonskade, der kan anerkendes som en arbejdsskade efter den daværende arbejdsskadesikringslov. På baggrund af ovennævnte synes det nærliggende, at Person 1 som følge af de samlede påvirkninger, hun var udsat for i perioden 29. april 2012 – 11. november 2012, pådrog sig en erhvervssygdom i form af de-pression. Varigt mén og erhvervsevnetab Allerede fordi Retslægerådet i sine besvarelse afviser, at hændelserne den 29. april 2012 og 11. november 2012 hverken hver for sig eller sam-men er egnet/tilstrækkelige til at medføre depressionssymptomer, som dem Person 1 har klaget over, er det overvejende sandsynligt, at der ikke er årsagssammenhæng mellem hændelserne og det fastsatte varige mén på 8% eller det fastsatte erhvervsevnetab på 60%, hvorfor der – så-fremt retten finder, at Person 1 ved hændelserne den 29. april 2012 og/eller den 11. november 2012 har pådraget sig en eller to per-sonskade(r), der kan anerkendes som en eller to arbejdsskade(
12. r)– skal foretage et betydeligt fradrag både for så vidt angår det varige mén og det endelige erhvervsevnetab. I det lys må Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikrings afgørelser af 19. marts 2014 (bilag 9 og bilag A) og af 13. juli 2015 (bilag 10) samt Ankestyrelsens afgørelse af 12. februar 2019 (bilag 14) genoptages. …” Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ment til støtte for de nedlagte påstande anført: ”… har i sit påstandsdoku- 25 3. ARBEJDSMARKEDETS ERHVERVSSIKRINGS ANBRINGEN-DER 3.1 Overordnet Overordnet gøres det gældende, at Sagsøger (Kommune) har udvist retsfortabende passivitet i forhold til Arbejdsmarkedets Erhvervssik-rings afgørelser af 19. marts 2014 og 13. juni 2015 vedrørende Person 1's varige mén, og at der ikke i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte disse to afgørelser eller afgørelsen af 9. april 2019 (bilag 15), hvorefter Person 1's sag ikke blev behandlet som en erhvervssygdomssag. 3.2 Ad varigt mén 3.2.1 Sagsøger (Kommune) har udvist retsfortabende passivitet Sagsøger (Kommune) har udvist retsfortabende passivitet og har herved fortabt retten til at anfægte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser af 19. marts 2014 (bilag 9) og 13. juli 2015 (bilag 10). Det bemærkes i denne forbindelse, at en afgørelse i en arbejdsskadesag – og en eventuel efterfølgende retssag om afgørelsen – i realiteten er en afgørelse af en privatretlig tvist mellem den skadelidte og det lovplig-tige arbejdsskadeforsikringsselskab/den selvforsikrede kommune, jf. bl.a. U.2008.1113H og U.2011.202H. En afgørelse om en arbejdsskade er i det lys at sidestille med et forsikringsselskabs anerkendelse af erstat-ningspligten. Arbejdsskadeforsikringsselskaberne beskyttes mod gamle krav fra ska-delidte i henhold til de anmeldelses- og forældelsesregler, der følger af arbejdsskadeforsikringslovens § 36. De skadelidtes beskyttelse mod arbejdsskadeforsikringsselskabernes pludselige og sene anfægtelse af arbejdsskademyndighedernes afgørelser er ikke kodificeret i loven. Denne beskyttelse følger i stedet af de i retspraksis udviklede alminde-lige regler om passivitet. Østre Landsret har ved dom af 22. september 2022 (vedlagt ulitreret, inkl. byrettens dom) vurderet, at passivitetsgrundsætningen finder an-vendelse i tvister mellem arbejdsskademyndighederne og selvforsik-rede kommuner. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf afgørelse om, at Person 1 havde pådraget sig et varigt mén på 5 % den 19. marts 2014 (bilag 9). Det varige mén blev ved afgørelse af 13. juli 2015 forhøjet til 8 % (bilag 10). Først i forbindelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 15. oktober 2018, om erhvervsevnetab (bilag 12), fremkom Sagsøger (Kommune) med indsigelser (bilag 13) mod fastsættelsen af Person 1's varige mén som følge af ulykkestilfældene. Sagsøger (Kommune) lod således i mere end fire år Person 1 være i den tro, at kommunen accepterede afgørelsen om et varigt mén på 5 %, og i mere end tre år at man tillige accepterede forhøjelsen af méngra-den til 8 %. 26 Sagsøger (Kommune) har derved som følge af passivitet fortabt ret-ten til at anfægte principalt begge afgørelser, subsidiært i hvert fald af-gørelsen af 19. marts 2014 (bilag 9). For en god ordens skyld bemærkes det, at det ikke – som anført af Sagsøger (Kommune) – kan udledes af nyeste praksis fra landsretterne, at der må ske en delvis prøvelse af arbejdsskademyndighedernes afgørelse, før-end der kan tages stilling til spørgsmålet om passivitet. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring antager, at Sagsøger (Kommune) støtter sit synspunkt på Vestre Landsrets dom af 7. oktober 2022 (vedlagt ulitreret, inkl. byrettens dom). Dommen støtter imidlertid ikke synspunktet. Vestre Landsret anførte i dommen, at der ikke var et tilstrækkeligt sik-kert grundlag for at tilsidesætte arbejdsskademyndighedernes afgø-relse, og at landsretten herefter ikke fandt anledning til at tage stilling til, om arbejdsskademyndigheden kunne frifindes, allerede fordi der var udvist retsfortabende passivitet. Med andre ord ville landsretten have foretaget en prøvelse af, om der var udvist retsfortabende passivitet, hvis der havde været grundlag for at tilsidesætte de pågældende afgørelser (hvilket der ikke var). 3.2.2 Der er ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte afgørelserne om varigt mén Sagen mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring omhandler – for så vidt angår Sagsøger (Kommune)s subsidiære påstand – hvorvidt Person 1 som følge af hændelserne den 29. april 2012 og 11. november 2012 har pådraget sig et varigt mén på mindst 5 %. For det tilfælde, at retten finder, at Sagsøger (Kommune) ikke har udvist retsfortabende passivitet i forhold til afgørelserne, er omdrej-ningspunktet for spørgsmålet en prøvelse af Arbejdsmarkedets Er-hvervssikrings afgørelse af 13. juli 2015 (bilag 10), hvor Person 1's va-rige mén som følge af de to anerkendte arbejdsskader, jf. bilag A, blev fastsat til 8 %. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede i afgørel-sen, at Person 1's samlede varige mén var 10 %, men at skønsmæssigt 2 % måtte henføres til andre forhold end arbejdsskaden, herunder Person 1's opsigelse fra sit arbejde og hendes mors kræftoperation. For så vidt angår de symptomer, der indgik i den samlede ménfastsæt-telse, lagde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i sine afgørelser af 19. marts 2014 (bilag 9) og af 13. juli 2015 (bilag 10) vægt på, at Person 1 havde angstanfald, dårligt humør, påvirket livsglæde, manglende over-blik, dårlig nattesøvn, mindsket selvtillid, hukommelses- og koncentra-tionsbesvær samt utryghed, jf. herved bilag 9, side 4 og bilag A, side 3. Retslægerådets udtalelser understøtter i det hele Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering. 27 Retslægerådet har til spørgsmål 2 således anført, at kriterierne for diag-nosen depression er opfyldt i Person 1's sag, ligesom det i spørgsmål 13 er anført, at Person 1's symptomer i perioden mellem hændelsen den 29. april 2012 og 11. november 2012 svarer til angst og depression. Til spørgsmål 5 har Retslægerådet anført, at der efter november 2012 skete en forværring af Person 1's psykiske tilstand, som i spørgsmål 3 er beskrevet som symptomer i form af tristhed, søvnforstyrrelser, isolationstendens, manglende lyst og glæde, selvmordstanker eller død-sønske, træthed og mangel på initiativ samt angstsymptomer. Retslæge-rådet har gentaget dette i spørgsmål D og 13, hvor det er anført, at hændelsen den 11. november 2012 har medført en forværring af Person 1's samlede symptombillede i form af angst- og depressionssympto-mer. Adspurgt om Person 1's gener kan henføres til hændelserne den 29. april 2012 og 11. november 2012, forudbestående eller konkurrerende gener, en somateringstilstand eller andre forhold, har Retslægerådet til spørgsmål 10 anført, at generne er et resultat af flere forhold, og har herved henvist til besvarelsen af spørgsmål 8, hvor det er anført, at de psykiske symptomer efter den 29. april 2012 og den 11. november 2012 mest sandsynligt (mere end 50 %) er betinget af flere forskellige for-hold. Retslægerådet har til spørgsmål E anført, at: ” De psykiske symptomer sagsøger oplyser om, skal ifølge Retslægerådet ses forårsaget af multifaktorielle forhold, herunder blandt andet formentlig de i spørgsmålet formulerede årsager, hvis indbyrdes bidrag ikke nærmere kan bestemmes. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 8.” (min understregning) De i spørgsmålet oplistede årsager er bl.a. hændelserne den 29. april 2012 og 11. november 2012. Retslægerådet har til spørgsmål 12 anført, at de enkelte årsagsfaktorer til Person 1's psykiske gener ikke kan kvantificeres nærmere. Retslægerådet har i den forbindelse henvist til besvarelsen af spørgsmål 8 og E. Til spørgsmål F har Retslægerådet præciseret, at besvarelsen af spørgs-mål 8, D og E skal forstås sådan, at depression er en sygdom med multi-faktoriel ætiologi, og at belastningerne i perioden fra den 29. april 2012 til 11. november 2012 har bidraget til det samlede symptombillede. Det er således Retslægerådets vurdering, at Person 1 har psykiske ge-ner i form af tristhed, søvnforstyrrelser, isolationstendens, manglende lyst og glæde, selvmordstanker eller dødsønske, træthed og mangel på initiativ samt angstsymptomer, hvilke symptomer opfylder kriterierne for angst og en depressionsdiagnose. Det er endvidere Retslægerådets vurdering, at disse gener skyldes en flerhed af faktorer, herunder hændelserne den 29. april 2012 og den 11. november 2012, som ikke kan kvantificeres nærmere, og at hændelsen den 11. november 2012 har forværret det samlede symptombillede. 28 Retslægerådets udtalelser giver dermed ikke grundlag for at tilside-sætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om, at Person 1 har fået varige mén som følge af arbejdsulykkerne. Person 1 har pådraget sig et varigt mén som følge af sin angst og de-pression. Udtalelsen giver heller ikke grundlag for at tilsidesætte stør-relsen af det mén, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har henført til de anerkendte arbejdsskader. Det forhold, at Retslægerådet har vurderet, at Person 1 kan diagnosti-ceres med depression og angst, mens Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring i forbindelse med udmålingen af det varige mén har anvendt den vejledende méntabels punkt om uspecificerede belastningsreaktioner, er i øvrigt uden betydning for rigtigheden af Arbejdsmarkedets Er-hvervssikrings afgørelse. Det er således ikke diagnosen, men de under-liggende gener, som er af betydning for udmålingen af det varige mén. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har dermed lagt vægt på de rele-vante gener, som Retslægerådet beskriver, jf. herved bl.a. besvarelsen af spørgsmål 3. Der er på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarke-dets Erhvervssikrings afgørelser om varigt mén, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bør derfor frifindes. 3.3 Ad anerkendelse som ulykker Sagen mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring omhandler – for så vidt angår Sagsøger (Kommune)s principale påstand – hvorvidt Person 1's psykiske gener er forårsaget af hændelsen af 29. april 2012 og/el-ler den 11. november 2012, jf.

§ 6, eller om generne i stedet skal anerkendes som en erhvervssygdom, jf.

arbejds-skadesikringslovens § 7, stk.

1. Omdrejningspunktet for dette spørgsmål er dermed Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af
2. april 2019 (bilag 15), hvor Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring vurderede, at hændelserne den
3. april 2012 og
4. november 2012 var to konkrete og afgrænsede hændelser, som skulle behandles som arbejdsulykker, jf.

§ 6

. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste ved afgørelsen således at op-rette en erhvervssygdomssag, fordi Person 1's gener ikke fandtes at skyldes andre forhold i perioden mellem de to ulykker. Retslægerådets udtalelser giver ikke grundlag for at tilsidesætte disse afgørelser. Det fremgår således af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 13, at Person 1 havde angst og depressive symptomer i perioden efter hæn-delsen den

1. april 2012 og frem til hændelsen den
2. november 2012, og at det samlede symptombillede blev forværret efter hændelsen den
3. november
4. Retslægerådet har endvidere henvist til besvarelsen af spørgsmål 1, hvor det fremgår, at depressive symptomer kan udløses 29 ved mindre belastninger, og har herefter i spørgsmål 13 anført, at der ikke er beskrevet sådanne belastninger i perioden. Direkte adspurgt i spørgsmål 14, om Person 1's psykiske gener har sammenhæng med den samlede belastning i perioden fra den
5. april 2012 til den
6. november 2012, har Retslægerådet henvist til besvarel-sen af spørgsmål
7. Ligeledes har Retslægerådet i spørgsmål G anført, at den citerede pas-sage i spørgsmål 13, hvor der fremhæves påvirkninger i perioden mel-lem de to hændelser, er udtryk for symptomer, som udløses af be-skedne påvirkninger, og at disse påvirkninger ikke er beskrevet kon-kret. Retslægerådet henviser herved til spørgsmål 1 og 13, hvor det fremgår, at symptomer på depression kan udløses ved mindre belast-ninger, og at sådanne belastninger ikke er beskrevet i perioden mellem hændelserne. Retslægerådet har således ikke fundet, at der er sammenhæng mellem Person 1's psykiske symptomer og de samlede belastninger i perioden, idet der i perioden ikke var andre belastninger, jf. spørgsmål
8. Derimod har Retslægerådet vurderet, at hændelserne den
9. april 2012 og den
10. november 2012 har bidraget til det samlede symptombillede, jf. herved særligt besvarelsen af spørgsmål 8, D, E, F og
11. Det bemærkes for en god ordens skyld, at det forhold, at Retslægerådet i en anden konkret sag (bilag 24) har anført, at Retslægerådet anvender betegnelsen ”sagsøger” i tilfælde, hvor eksempelvis en skade ikke er sandsynliggjort, er uden betydning for nærværende sag. Det kan ikke af Retslægerådets årsberetninger udledes, at Retslægerådet har en sådan praksis vedrørende betegnelsen, og det kan som følge af ekstraheringen af de deltagende medlemmer ved Retslægerådets besvarelse i bilag 24 ikke udledes, om medlemmerne er de samme, som har afgivet udtalel-serne i nærværende sag vedrørende Person
12. Selv hvis det måtte være praksis hos Retslægerådet, betyder det ikke, at domstolene skal komme til samme resultat, jf. f.eks. Vestre Landsrets dom af
13. april 2022 (medtages i materialesamlingen), hvor Retslægerå-det anvendte betegnelsen ”sagsøger” , men landsretten vurderede, at der var årsagssammenhæng. Som allerede anført, har Retslægerådet til spørgsmål E i udtalelsen af
14. februar 2021 anført, at Person 1's psykiske symptomer er forårsaget af multifaktorielle forhold, herunder blandt andet de i spørgsmålet formu-lerede årsager. I spørgsmålet er blandt andre anført hændelserne den
15. april 2012 og den
16. november
17. At de to hændelser efter Retslægerådets opfattelse har bidraget til det samlede symptombillede fremgår endvidere af besvarelsen af spørgs-mål 8, D, E, F og
18. Retslægerådet har endvidere til spørgsmål 2 anført, at kriterierne for di-agnosen depressiv enkeltepisode af moderat grad er opfyldt, ligesom 30 Person 1's psykiske symptomer beskrives ved besvarelsen af spørgs-mål
19. Retslægerådets udtalelser er klare i forhold til spørgsmålet om, hvor-vidt der foreligger en personskade, og der er dermed intet belæg for at antage, at Retslægerådet med anvendelsen af betegnelsen ”sagsøger” i nærværende sag skulle være af den opfattelse, at Person 1 ikke har pådraget sig en skade. Retslægerådets udtalelser støtter herved i det hele Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse. Sagsøger (Kommune) har således ikke – og heller ikke med Retslæ-gerådets udtalelser – tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at til-sidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af
20. april 2019 (bilag 15). 3.4 Vedrørende påstanden om hjemvisning med henblik på forelæg-gelse for erhvervssygdomsudvalget Sagsøger (Kommune) har fremsat en mere subsidiær påstand om, at sagen skal hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 7, stk. 1, nr. 2,
21. led. I medfør af

§ 7, stk.

3,

1. pkt. skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forelægge sygdomme for Erhvervssygdomsudvalget, når det skønnes, at der er mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes. Til støtte for påstanden om afvisning gøres det gældende, at Sagsøger (Kommune) ikke har retlig interesse i en forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse som en erhvervssyg-dom. Det, som konstituerer en interesse for kommunen, er, hvorvidt der er tale om arbejdsulykker eller ej, og det er dette som kommunens princi-pale påstand angår. Det er anerkendelsen af arbejdsulykker, der forpligter kommunen. Det har ikke betydning for kommunens retsstilling, om lidelsen slet ikke an-ses for at have sammenhæng med arbejdet, eller om der måtte være tale om en erhvervssygdom. Sagsøger (Kommune) kan i stedet opretholde sin tidligere påstand om hjemvisning til fornyet behandling, hvilken påstand var fremsat frem til det ’opsummerende’ processkrift af
2. oktober
3. Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at det er kommunen, der har bevisbyrden for, at der foreligger et sikkert grund-lag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af
4. april 2019 (bilag 15), hvorefter der ikke skønnes at være mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes. 31 Denne bevisbyrde har kommunen ikke løftet, jf. anbringenderne oven-for til støtte for frifindelsespåstanden i forhold til Sagsøger (Kommune)s principale påstand. Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at der ikke er grund-lag for hjemvisning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings påstand om frifindelse bør derfor tillige tages til følge over Sagsøger (Kommune)s mere subsidiære påstand.
5. ANKESTYRELSENS ANBRINGENDER 4.1 Vedrørende erhvervsevnetabet Sagen mod Ankestyrelsen omhandler, hvorvidt Person 1 som følge af sin arbejdsskade har pådraget sig et erstatningsberettigende erhverv-sevnetab, og i givet fald hvor stort dette erhvervsevnetab er, jf. arbejds-skadesikringslovens § 17, stk.
6. Omdrejningspunktet for spørgsmålet er dermed Ankestyrelsens afgø-relse af
7. februar 2019 (bilag 14), hvor Ankestyrelsen vurderede, at Person 1 som følge af arbejdsskaden er påført et erhvervsevnetab på 60 %. Med henvisning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrun-delse i afgørelsen af
8. oktober 2018 (bilag 12) vurderede Ankestyrel-sen herved, at Person 1's samlede erhvervsevnetab udgjorde 80 %, men at en fjerdedel (20 %) heraf skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. Sagsøger (Kommune) har i processkrift 2 til støtte for sine påstande overfor Ankestyrelsen gjort gældende, at Person 1's psykiske gener alene var forbigående. I processkrift af
9. oktober 2022 er den principale påstand blevet tilret-tet således, at det der bestrides er, at Person 1, hverken som følge af den ene af hændelserne den
10. april 2012 og
11. november 2012 eller ved en kombination af de to hændelser, har pådraget sig et erhvervsev-netab på mindst 15 %. Til støtte for påstanden er det i processkrift af
12. oktober 2022 gjort gældende, at der ikke er årsagssammenhæng mellem hændelserne og erhvervsevnetabet, og at der derfor skal foretages et betydeligt fradrag i erhvervsevnetabet. Det følger af

§ 12, stk.

2, at et påvist erhvervsevnetab skal anses som en følge af arbejdsskadens følger, med-mindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Ankestyrelsen har i afgørelsen foretaget fradrag i erstatningen med 20 %. Sagsøger (Kommune) har ikke dokumenteret, at overvejende sandsynlighed tilsiger, at der skal foretages yderligere fradrag. Det bemærkes, at det fremgår af processkrift 2, at Sagsøger (Kommune) også støtter sit synspunkt på, at Retslægerådet i spørgsmål C har anført, at Person 1's symptomer var ophørt den

1. april
2. 32 Der henvises i besvarelsen til den seneste lægelige udtalelse af
3. april 2019 (bilag G), hvor det fremgår, at: ” Hun har opnået en væsentlig bedring i sin tilstand, således at hun i dag glædes over sit liv og kan realisere de drømme hun har for sig selv og familien. Er i stand til at håndtere de symptomer, som kan dukke op ved belastning, men la-der sig ikke overvælde af dette. Hun har tydeligvis opnået en livskvalitet, som hun sætter pris på.” Der er derfor ikke grundlag for at konkludere, at Person 1 var helbredt eller symptomfri. Det bemærkes endvidere, at journalnotatet er udarbejdet den
4. april 2019, dvs. ca. 2 måneder efter Ankestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen har således ikke været i besiddelse af journalnotatet, da de traf afgørel-sen, hvorfor notatet i sig selv ikke kan føre til en tilsidesættelse af afgø-relsen. Hertil kommer, at det forhold, at Person 1's tilstand var forbed-ret efter Ankestyrelsens afgørelse blev truffet, følgelig ikke kan tages til indtægt for, at Ankestyrelsens afgørelse, på tidspunktet hvor denne er truffet, ikke var korrekt. Sagsøger (Kommune) har på baggrund af ovenstående ikke tilveje-bragt det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens af-gørelse. Ankestyrelsen skal derfor frifindes for Sagsøger (Kommune)s prin-cipale påstand. 4.2 Vedrørende påstanden om hjemvisning med henblik på forelæg-gelse for erhvervssygdomsudvalget Sagsøger (Kommune) har med sin subsidiære påstand påstået An-kestyrelsen tilpligtet at hjemvise ”sagerne” til fornyet behandling med henblik på forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget. Sagen mod Ankestyrelsen angår det, som Ankestyrelsen har truffet af-gørelse om, dvs. spørgsmålet om Person 1's erhvervsevnetab, jf.

§ 17

. Ankestyrelsen har ikke truffet afgørelse om anerkendelse, herunder hel-ler ikke om Person 1's sag skulle være blevet behandlet som en er-hvervssygdomssag. Ankestyrelsen er derfor ikke rette sagsøgte i forhold til den subsidiære påstand og må allerede af den grund frifindes. Til støtte for påstanden om afvisning henvises til de af Arbejdsmarke-dets Erhvervssikrings oven for anførte anbringender.

1. ANBRINGENDER VEDRØRENDE HJEMVISNINGSPÅSTAN-DEN 33 Til støtte for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens subsidiære påstande om hjemvisning, gøres det gældende, at såfremt retten finder grundlag for at tilsidesætte myndighedernes afgørelser, men på den anden side ikke finder at kunne give Sagsøger (Kommune) medhold i deres påstande, kan retten hjemvise sagen. …
2. SAGSOMKOSTNINGER Sagsomkostningerne til den vindende part bør udmåles i overensstem-melse med landsretspræsidenternes vejledende satser i civile sager på baggrund af sagens værdi, som af Sagsøger (Kommune) er opgjort til 2.500.000,00 i forhold til begge sagsøgte. Henset til at sagen mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring angår aner-kendelse og varigt mén, mens sagen mod Ankestyrelsen angår erhvervsevnetabserstatning, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at sagens værdi er den samme for begge sagsøgte. Det bemærkes i den forbindelse, at Person 1 har fået tilkendt i alt kr. 65.775,00 i godtgørelse for varigt mén ved Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikrings afgørelser af
3. marts 2014 (bilag 9) og
4. juli 2015 (bilag 10). Retten bør på den baggrund foretage en skønsmæssig fordeling af sa-gens værdi mellem de to sagsøgte. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Sagens hovedtvist er i forholdet mellem Sagsøger (Kommune) og Arbejds-markedets Erhvervssikring, hvorvidt Sagsøger (Kommune) ved passivitet har fortabt retten til at anfægte afgørelserne af den
5. marts 2014 og afgørelsen af den
6. juli
7. Hvis Sagsøger (Kommune) ikke findes at have udvist retsfortabende passi-vitet, omhandler sagen, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesætte afgørel-serne. Sagen omhandler endeligt, om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan pålæg-ges at oprette en erhvervssygdomssag vedrørende Person 1 og forelægge den for Erhvervssygdomsudvalget. I forholdet mellem Sagsøger (Kommune) og Ankestyrelsen omhandler sa-gens hovedspørgsmål, om der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens af-gørelse af
8. februar
9. 34 Derudover vedrører sagen, om Ankestyrelsen kan pålægges at oprette en erhvervssygdomssag med henblik på at forelægge denne for Erhvervssygdoms-udvalget. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser om anerkendelse og udmåling af varigt mén. Retten lægger til grund som ubestridt, at Sagsøger (Kommune) på tids-punktet for hændelserne den
10. april 2012 og
11. november 2012 var selvforsik-ret, jf.

§ 48, stk.

5. Arbejdsskadesikringsloven indeholder ikke bestemmelser om søgsmålsfrister eller forældelsesfrister for den part, der som følge af trufne afgørelser bliver for-pligtet til at betale erstatning eller godtgørelse til skadelidte. Sagsøger (Kommune) havde som selvforsikret arbejdsgiver partsstatus i sa-gen i forhold til alle trufne afgørelse, jf.

§ 44, stk.

1, nr.

1. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelser angår i realiteten retsforholdet mellem Person 1 og Sagsøger (Kommune). I denne sag, som Sagsøger (Kommune) har anlagt mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, varetager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring derfor Person 1's interesser, og retten fin-der, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under disse omstændigheder må identificeres med Person 1 i forhold til spørgsmålet om retsfortabende passivi-tet. Hverken afgørelserne af den
2. marts 2014, afgørelsen af den
3. juli 2015 eller afgørelsen om forhøjelse af det midlertidige erhvervsevnetab af den
4. oktober 2017 blev indbragt for Ankestyrelsen. Retten lægger til grund, at Sagsøger (Kommune) på tidspunkterne for alle de trufne afgørelser var repræsenteret af ekstern skadebehandler i form af Wil-lis og senere Sedgewick Leif Hansen A/S. Retten lægger endvidere til grund, at Person 1 fik udbetalt de erstatninger og godtgørelsesbeløb, der blev udmålt i forbindelse med de trufne afgørelser. Retten lægger tillige til grund, at Sagsøger (Kommune) og deres eksterne skadebehandlere havde adgang til de op-lysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf de omtalte afgørelser på baggrund af. Først i klageskrivelsen den
5. oktober 2018 anførte Sedgewick Leif Hansen A/S på vegne af Sagsøger (Kommune), at afgørelserne om varigt mén og midler-tidigt tab af erhvervsevne af den
6. marts 2014 og afgørelsen om varigt mén af den
7. juli 2015 skulle genoptages, fordi ”mén og erhvervsevnetab bør ligge på 35 en erhvervssygdomssag” . Retten lægger endeligt til grund, at Sagsøger (Kommune) først i forbindelse med afgivelsen af processkrift 1 af den
8. april 2021 gjorde gældende – nedlagde påstand om – at hændelserne den
9. april 2012 og
10. november 2012 ikke skulle anerkendes som arbejdsulykker. Retten bemærker, at det i klageskrivelsen af den
11. oktober 2018 er anført ”Vi finder således at AES anerkendelse af hændelserne hhv. den
12. april 2012 og
13. november 2012 som arbejdsskader er korrekte.” Sagsøger (Kommune) har ikke påvist, at der er fremkommet nye oplysnin-ger eller belyst omstændigheder, som giver retten grundlag for at formode, at de oprindelige afgørelser om anerkendelse af arbejdsulykkerne og om varigt mén blev truffet på et fejlagtigt grundlag. Retten finder derfor, at Person 1 i hvert fald under de beskrevne omstændigheder har haft en berettiget forvent-ning om, at afgørelserne om anerkendelse af arbejdsulykken og om godtgørelse for varigt mén var endelige og ikke ville blive anfægtet. Retten finder herefter, at Sagsøger (Kommune) ved passivitet har fortabt sine muligheder for en prøvelse af afgørelserne af
14. marts 2014 og afgørelsen af
15. juli
16. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frifindes allerede af den grund for Sagsøger (Kommune)s principale og subsidiære påstand. Ankestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab af
17. februar 2019 Ankestyrelsen stadfæstede ved afgørelsen af den
18. februar 2019, at Person 1's erhvervsevnetab var 60 procent og henholdt sig til Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikrings afgørelse af den
19. oktober
20. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde til grund, at Person 1's samlede kon-staterede erhvervsevnetab udgjorde 80 procent, men at det samlede erhvervsev-netab ikke alene var forårsaget af de psykiske gener, der var vurderet som en følge af de anerkendte arbejdsulykker den
21. april 2012 og
22. november
23. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring foretog derfor et fradrag på 20 procent for konkurrerende psykiske symptomer. Det er ikke bestridt, at Person 1's samlede erhvervsevnetab udgjorde 80 pro-cent på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse. Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 8, E og 12 udtalt, at Person 1's psykiske symptomer skal ses forårsaget af multifaktorielle forhold, herunder blandt andet arbejdsulykkerne den
24. april 2012 og
25. november 2012, og at disse forholds indbyrdes bidrag ikke nærmere kan bestemmes. 36 Det følger af

§ 12, stk.

2, at et påvist tab af erhvervs-evne anses for værende en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod. Retten lægger efter Retslægerådets udtalelse og de i øvrigt foreliggende læge-lige oplysninger til grund, at arbejdsulykkerne den

1. april 2012 og
2. novem-ber 2012 har været medvirkende til det samlede psykiske symptombillede, og dermed også har været i hvert fald medvirkende årsag til det konstaterede er-hvervsevnetab. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Retslægerådet i besva-relsen af spørgsmål 7 har udtalt , hændelserne den
3. april 2012 og
4. novem-ber 2012 hverken hver især eller tilsammen er egnede til at medføre posttrau-matisk belastningsreaktion og/eller depression. Retten bemærker i den forbin-delse, at personskadebegrebet i arbejdsskadesikringsloven ikke fordrer en specifik diagnose. Ankestyrelsen, der henviste til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrun-delse, har i sin afgørelse af den
5. februar 2019 fastslået, at en del af det hos Person 1 konstaterede erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed var forårsaget af, at de psykiske symptomer var blevet forværret af ”private for-hold” . Grundlaget for Ankestyrelsens vurdering er overensstemmende med Retslægerådets udtalelse i spørgsmål 8, E og
6. Sagsøger (Kommune) har ikke – heller ikke med Retslægerådets udtalelser – tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige afgørelse af, hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab, der med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end de anerkendte ar-bejdsskader. Ankestyrelsen frifindes herefter for Sagsøger (Kommune)s principale på-stand. Vedrørende påstanden om hjemvisning med henblik på forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget Sagsøger (Kommune) har over for begge de sagsøgte nedlagt en subsidiær henholdsvis mere subsidiære påstand om, at sagerne skal hjemvises med hen-blik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af
7. april 2019, hvorefter det blev besluttet ikke at oprette en erhvervssygdomssag, blev ikke påklaget til Ankesty-relsen, der således ikke har truffet afgørelse om spørgsmålet. Ankestyrelsen fri-findes af denne grund for Sagsøger (Kommune)s mere subsidiære påstand. Sagsøger (Kommune) er ikke anmeldelsespligtig for erhvervssygdomme, jf.

§ 34og § 32, stk.

1, modsætningsvis, og vil ikke 37 have partstatus eller klageadgang i en sådan sag, jf.

§ 44

. Sagsøger (Kommune)s mere subsidiære påstand er i realiteten et an-bringende til støtte for den principale påstand, og Sagsøger (Kommune) fin-des ikke at have en særskilt retlig interesse i at få påkendt den mere subsidiære påstand, som derfor overfor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afvises. Konklusion Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frifindes for Sagsøger (Kommune)s principale og subsidiære påstand. Sagsøger (Kommune)s mere subsidiære påstand overfor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afvises. Ankestyrelsen frifindes. I sagsomkostninger skal Sagsøger (Kommune) til dækning af advokatudgif-ter betale 40.000 kr. inklusive moms til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og 175.000 kr. inklusive moms til Ankestyrelsen. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på det oplyste om sagens værdi i forhold til hver af de sagsøgte, at sagen har været forelagt Retslægerådet to gange, at Arbejds-markedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen har været repræsenteret af den samme advokat og til sagens forløb og udfald. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen er ikke momsregistrerede. THI KENDES FOR RET: Sagsøger (Kommune)s mere subsidiære påstand overfor S/I Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring afvises. S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frifindes for Sagsøger (Kommune)s principale og subsidiære påstand. Ankestyrelsen frifindes. Sagsøger (Kommune) skal inden 14 dage til S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring betale 40.000 kr. i sagsomkostninger. Sagsøger (Kommune) skal inden 14 dage til Ankestyrelse betale 175.000 kr. i sagsomkostninger. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 14-12-2022 kl. 13:15 Modtagere: Advokat (L) Ann-Kristin Rasmussen, Sagsøgte S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Advokat (L) Anne Bøggild Utke, Sagsøgte Ankestyrelsen, Sagsøger (Kommune) Publiceret til portalen d. 11-01-2023 kl. 13:30 Modtagere: Advokat (L) Ann-Kristin Rasmussen, Sagsøgte Ankestyrelsen, Sagsøgte S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Sagsøger Sagsøger (Kommune), Advokat (L) Anne Bøggild Utke