ECLI:DK:KBH:2026:BS0000000026 Sag om hvorvidt sagsøgerne havde krav på godtgørelse for mangelfuldt tilsyn fra det daværende Direktorat for Børne-og Un

KØBENHAVNS BYRET DOM afsagt den 19. januar 2026 Sag BS-19851/2024-KBH Mandatar Børns Vilkår for Sagsøger 1, Sagsøger 2, Sagsøger 3, Sagsøger 4, Sagsøger 5, Sagsøger 6, Sagsøger 7, og Sagsøger 8 (advokat Mads Krøger Pramming, beskikket, for alle) mod Social- og Boligministeriet (advokat Sune Fugleholm) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 17. april 2024. Sagen drejer sig om, hvorvidt sagøgerne under anbringelse på otte forskellige børnehjem i perioden 1948-1977 var udsat for handlinger, som det daværende Direktorat for Børne- og Ungdomsforsorgen i kraft af sin tilsynsforpligtelse var pålagt at konstatere og forhindre, og hvorvidt sagsøgte skal betale godtgørelse til sagsøgerne. 2 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstand: Social- og Boligministeriet skal til hver af sagsøgerne betale 300.000 kr. med tillæg af rente fra sagens anlæg til betaling sker. Social- og Boligministeriet har nedlagt påstand om frifindelse. Sagsøgerne har alle fri proces. Oplysningerne i sagen I perioden mellem 1948 og 1977 var de otte sagsøgere på forskellige tidspunkter anbragt på børnehjem, der er omtalt i rapporten ”Godhavnsrapporten – En un dersøgelse af klager over overgreb og medicinske forsøg på Drenge- og Skole hjemmet Godhavn samt 18 andre børnehjem i perioden 1945-1976” (Godhavns rapporten). - Anbringelserne af sagsøgerne skete på otte forskellige af de i Godhavnsrappor ten omtalte 18 andre børnehjem. Begrebet børnehjem anvendes som samlebe tegnelse for optagelseshjem, iagttagelseshjem og børnehjem. Optagelseshjem var i den for sagsøgerne relevante periode hjem til midlertidige og akutte an bringelser af børn, der ikke straks kunne anbringes et passende sted. Ophold på optagelseshjem måtte ikke overstige 9 måneder. Iagttagelseshjem var hjem for børn, hvor man var i tvivl om, hvilken foranstaltning, der var den mest hen sigtsmæssige. Opholdet måtte højest vare 5 måneder. Børnehjem blev anvendt til normalt begavede børn, der ikke kunne anbringes i plejefamilie. 1. Godhavnsrapporten Godhavnsrapporten blev udgivet den 15. april 2011. Om formålet med den un dersøgelse, der lå til grund for rapporten, hedder det i Godhavnsrapporten side 13: ” At udføre en granskning af forholdene på Godhavn Drenge- og Lær lingehjem samt på 18 andre børnehjem for perioden 1945-1976, repræ senteret i Landsforeningen Godhavnsdrengenes medlemsskare. Formå let med undersøgelsen er at undersøge, om børn ved de nævnte institu tioner har været udsat for fysiske/seksuelle overgreb, alvorlige mangler ved den lægelige, praktiske eller følelsesmæssige omsorg, samt om til synsmyndighederne har udført deres pålagte opgaver. …” Undersøgelsen blev foretaget af tre historikere, der forestod arkivundersøgelser og interviews med tidligere anbragte, som havde ønsket at deltage i undersø gelsen, samt fire tidligere tilsynsførende inspektører, der havde været ansat i Direktoratet for Børneforsorgen i perioden 1956-1976. Blandt disse fire tilsyns førende inspektører var Vidne, der har afgivet forklaring som vidne under sagen. Af sagsøgerne er Sagsøger 5 den eneste, som deltog i God - - - 3 havnsundersøgelsen. Hun blev interviewet af historikerne om sin anbringelse på Børnehjem 1. Om de interviews, der er gennemført som led i undersøgelsen, skriver forfat terne i Godhavnsrapporten side 16-17: - ”Der rejser sig en række spørgsmål, når man gransker forhold gennem interviews, således også med mennesker, som har oplevet overgreb i barn- eller ungdommen. Kan folk huske overgreb eller traumatiske op levelser fra deres barndom? Kan deltagelse i et interview om overgreb i barndommen aktivere traumer og dermed være skadelige for informan ten? Vil der være nogle, som opdigter overgreb, for f.eks. at opnå en er statning? Hvorfor kun interviewe de mennesker der klager over op væksten som følge af anbringelsen på et børnehjem? Hvorfor ikke også undersøge positive historier fra børn, som har haft en tryg opvækst på landets børnehjem? For at tage det sidste først, så er der naturligvis tid ligere børnehjemsbørn som tænker tilbage på barndommen med glæde, ligesom der findes litteratur med positive beskrivelser af opvæksten på et børnehjem. Men alle internationale undersøgelser af børns opvækst på børnehjem koncentrerer sig om klager over overgreb af forskellig art og ikke om at indsamle eksempler på de gode opvækstvilkår. Således også i Godhavnsundersøgelsen. Det må som udgangspunkt antages, at børns opvækst i statens og sam fundets varetægt er foregået under betryggende og sikre forhold, hvor lovgivningen er blevet overholdt, og det statslige tilsyn fungerede som garanten for, at ulovlige forhold blev opdaget og håndteret efter tidens lovkrav. …” - Om interviewsituationen er det i rapportens side 17-18 oplyst: ” Mundtlige kilders troværdighed er et både kontroversielt og omdisku teret emne. … Rollen var klart defineret som værende professionelle hi storikere på besøg for at indsamle ukendt viden og informationer.” - Principperne for interviewundersøgelsen er beskrevet i rapportens side 32, hvoraf fremgår: ” I interviewundersøgelsen blev der ikke sat spørgsmålstegn ved sand heden i deltagernes erindringer fra deres opvækst på børnehjem. Vi har således ikke antastet et udsagn eller benyttet os af kontrolspørgsmål, til gengæld har vi kunnet få en hændelse eller et forhold belyst fra flere si der, ved at spørge ind til informationer, vi har fået hos deltagere, vi al lerede havde besøgt, under hensyntagen til anonymiteten. …” - - 4 Specifikt om den del af undersøgelsen, der angår andre børnehjem end God havn, fremgår af rapportens side 179-180: - ”Kapitel 5 Klager over andre børnehjem 5.1.1 Indledning Godhavnsundersøgelsens anden del omfatter 55 mennesker, hvoraf de 43 er interviewet med diktafon i eget hjem, resten over telefon. Det dre -jer sig om 43 tidligere børnehjemsbørn og 6 tidligere personale etc. som var 3 barneplejersker/assistenter, 1 kontorassistent, 1 pædagog og 1 ejer af det tidligere Værebro Drengehjem. Undersøgelsen omfatter 18 børnehjem. Det højeste antal deltagere pr. børnehjem var 5 personer, det mindste var 1 person. Det har ligget os på sinde, at også de børnehjem, der kun havde 1 deltager, fik deres plads i rapporten. 5.1.2. Liste over de undersøgte Børnehjem 1 … Børnehjem 2 … Børnehjem 3 Børnehjem 4 Børnehjem 5 … Børnehjem 6 … Børnehjem 7 Børnehjem 8 … 5.1.3 Undersøgelsens opbygning og udførelse Rammerne for undersøgelsens tillod kun punktstudier på disse 18 bør nehjem, og der kunne kun i meget begrænset omfang foretages uddy bende undersøgelser. … - Interviewundersøgelsen er gennemført efter de samme principper som undersøgelsen af forholdene på Godhavn. Deltagerne er blevet forbe redt som de øvrige, interviewene har været semistrukturerede, og de er - 5 blevet gennemført i folks egne hjem med diktafon. På samme måde som i den øvrige undersøgelse blev der ikke stillet spørgsmål ved sandhe den i deltagernes erindringer om deres opvækst. Denne del af Godhavnsundersøgelsen fremlægger 55 menneskers kla gemål eller oplevelser og erfaringer fra en anbringelse eller ansættelse på børnehjem i perioden 1945-1976, og den er derfor ikke en granskning af disse 18 børnehjem. …” Rapportens kapitel 5 indeholder herefter omtale af blandt andet de otte børne hjem, som denne sag angår. I historikernes interviewundersøgelse vedrørende Børnehjem 1 deltog fire tidligere anbragte kvinder, herunder Sagsøger 5. I interviewundersøgelsen om Børnehjem 2 deltog én kvinde, der havde været anbragt på børnehjemmets afdeling i By 1, i interviewundersøgelsen om Børnehjem 3 deltog fire tidligere anbragte, i interviewundersøgelsen om Børnehjem 4 deltog to tidligere anbragte mænd, i interviewundersøgelsen om Børnehjem 5 deltog én tidligere anbragt mand, i inter viewundersøgelsen om Børnehjem 8 deltog én tidligere anbragt kvinde, i interviewundersøgelsen om Børnehjem 7 deltog to tidligere anbragte personer, og i interviewundersøgel sen om Børnehjem 6 deltog én tidligere anbragt mand. De interviewede har alle til historikerne berettet om, at der på børnehjemmene blev foretaget afstraffelser af børnene, herunder med slag – eventuelt med gen stande -, isolation/indespærring og hårdt fysisk arbejde. De interviewede har også fortalt om ydmygende behandling og i nogle tilfælde seksuelle krænkelser eller seksuelt grænseoverskridende adfærd begået af personalet eller større børn. - For så vidt angår det statslige tilsyn med børnehjemmene, skriver historikerne på baggrund af interviews med fire tidligere tilsynsførende inspektører på side 245 i Godhavnsrapporten: ”6.1.9 Sammenfatning 3 af de 4 tidligere tilsynsførende inspektører, dvs. de 3 der havde ført statens tilsyn op til 1970, var enige om, at ingen havde kunnet opfylde kravet om de 2 årlige tilsynsbesøg på ca. 100 børnehjem, de havde væ ret ansvarlige for. Alle fire inspektører nævnte, at der ingen instruks havde været, eller liste over punkter, de skulle gennemgå under et til syn, men at de selv havde måttet fylde indhold i jobbet. To nævnte også, at der helt manglede et samarbejde inspektørerne imellem, lige som der heller ingen overføring af erfaringer skete imellem inspektø - 6 rerne. Da forstanderne havde stor magt i perioden, kom tilsynet alt for ofte til at foregå på forstandernes præmisser. Noget, navnlig den in spektør, der sagde sin stilling op, den dag i dag føler sig frustreret over. Sammenfattende kan det siges, at tilsynet frem til 1970 ifølge de 4 in spektører, på en række punkter ikke levede op til dets forpligtelser som statens garant for, at tingene foregik efter loven i den danske børne forsorg. …” 2. Parternes tilvejebringelse af dokumentation vedrørende sagsøgernes an bringelser De børnehjem, som sagen angår, var for størstedelens vedkommende private børnehjem, der ikke var omfattet af arkivloven. Navnlig som følge af de private børnehjems manglende arkiveringspligt, er sagens journal- og arkivmateriale om de otte børnehjem, som sagsøgerne var anbragt på, sporadisk. Parterne er enige om, at de hver især har udfoldet tilbundsgående bestræbelser for at frem -skaffe og fremlægge det materiale, som det er muligt at tilvejebringe. Sagsøgerne har under sagen fremlagt det journalmateriale vedrørende deres an bringelser, som de har kunnet komme i besiddelse af. De statslige myndigheder, Overinspektionen for Børneforsorgen, Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorg og Socialstyrelsen indleverede arkivalier til Rigsarkivet i de perioder, hvor sagsøgerne har oplyst at have været anbragt på børnehjem. Sagsøgte, som i dag er ressortministerium for anbringelser, har fra Rigsarkivet indhentet arkivalier for den periode, hvor sagsøgerne har angivet, at de har været anbragt, og for en periode på to år før og to år efter de oplyste anbringelser. De modtagne arkivalier er fremlagt for sagsøgerne. 3. Anbringelserne af de enkelte sagsøgere a. Sagsøger 5 – Børnehjem 1 Sagsøger 5 er blevet interviewet af historikerne, som udarbejdede God havnsundersøgelsen, og hun betegnes i rapportens afsnit om Børnehjem 1 på side Udeladt som deltager ”A: kvinde f. 1939 anbragt 1946-1956” . Sagsøger 5 har til sagen fremlagt uddrag af Børnehjem 1's stambog for Navn 1, kaldet Navn 2, født Dato 1 1937. Hun har under sin partsforklaring redegjort for, at denne stambog er hendes stam bog. Af stambogen fremgår, at hun blev anbragt på Børnehjem 1 den 25. april 1948. Den sidste tilførsel i hendes stambog er dateret den 5. september 1968. 7 b. Sagsøger 1 - Børnehjem 2 Af et kommunalt resuméark udarbejdet den 28. juli 1981 til brug for et visita tionsudvalg for døgninstitutioner fremgår, at Sagsøger 1, som er født den Dato 2 1964, blev anbragt uden for hjemmet ved fødslen. Som 1-årig kom hun på Børnehjem 2, hvor hun forblev ind til hun den 5. december 1977 kom på et skolehjem. - - c. Sagsøger 8 - Børnehjem 3 Af stambog for Børnehjem 3 for årene 1953-1962 fremgår blandt an det, at Sagsøger 8, født i 1950, blev indskrevet på børnehjemmet den 28. november 1959, og at anbringelseskommunen var Sognekommune. Han fr aflyttede Børnehjem 3 den 1. oktober 1964. - d. Sagsøger 3 - Børnehjem 4 Af Sagsøger 3's akter fremgår, at hun er født den Dato 3 1952. Hun blev anbragt på Børnehjem 4 den 24. november 1954, hvor hun opholdt sig indtil den 11. august 1969. e. Sagsøger 2 – Børnehjem 5 Sagsøger 2 er født den Dato 4 1949. Af en lægeerklæring udarbejdet, da Sagsøger 2 var 11 år gammel, fremgår blandt andet, at han havde været anbragt uden for hjemmet indtil han var 2½ år gam mel, hvorefter han boede hos moren og stedfaren. Den lægelige undersøgelse blev foretaget i anledning af bekymring for hans psykiske helbred og i anled ning af overvejelser om at anbringe ham uden for hjemmet. Sagsøger 2 blev anbragt på Børnehjem 5 den 8. februar 1962, og han blev udskrevet fra Børnehjem 5 den 13. oktober 1962. f. Sagsøger 4 - Børnehjem 8 Af stambog for Sagsøger 4, født den Dato 5 1951, fremgår blandt andet, at hun blev indskrevet på Børnehjem 8 i marts 1967 og blev udskrevet derfra igen den 10. august. Det fremgår af et udskrivningsbrev dateret den 30. maj 1967 fra Hospital 1, at Sagsøger 4 den 20. maj 1967 var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling på røde papirer, idet hun grundet affektudbrud på Børnehjem 8 vurderes at være farlig for sig selv eller andre. Af udskrivningsbrevet fremgår, at Sagsøger 4 under indlæggelsen ikke 8 frembød nogen symptomer og ikke havde affektudbrud, hvorfor hun efter de ti forløbne dage blev udskrevet til Børnehjem 8. Den 8. juni 1967 blev Sagsøger 4 på ny indlagt på samme psykiatriske afdeling. Af det senere udskrivningsbrev fremgik, at anledningen var ”vanske ligheder med hende på Børnehjem 8. Hun skulle have haft vanskeligt ved at styre sig selv” . Psykiaterne fandt hende under indlæggelsen psykisk upåfaldende, og hun blev den 10. august 1967 udskrevet til Børnehjem 9. - g. Sagsøger 6 - Børnehjem 7 Sagsøger 6 var fra sin fødsel den Dato 6 1949 anbragt uden for hjemmet. Han blev indskrevet på Børnehjem 7 den 11. september 1957, og den sidste notits i Sagsøger 6's stambog fra Børnehjem 7 er den 4. oktober 1966, hvor det noteres, at han er anbragt i lære. Børnehjem 7 var sideløbende med Sagsøger 6's an bringelse på hjemmet rammen om en straffesag og en indberetning om seksu elle krænkelser af anbragte børn. Ved Køge rets dom af 29. maj 1959, som senere samme år blev stadfæstet af Østre Landsret, blev en tidligere ansat dømt for un der sin ansættelse på Børnehjem 7 at have udsat 11 børn for uterlighed. Forholdene fandt sted i perioden 1957-1959. Det er ubestridt, at Sagsøger 6 ikke var et af de 11 børn, som sagen angik. I sommeren 1964 indberettede to medarbejdere på Børnehjem 7, at forstanderen var for kærlig og nærgående over for børnehjemmets store piger. Indberetningen gav anledning til, at tilsynsmyndigheden besøgte Børnehjem 7 og talte med forstanderen om ind beretningen. Tilsynsmyndigheden fandt, at indberetningen ikke kunne lægges til grund, og sagen blev afsluttet uden påtale. h. Sagsøger 7 - Børnehjem 6 Af akterne vedrørende Sagsøger 7, som er født den Dato 7 1940, fremgår, at han ankom til Børnehjem 6 den 25. april 1953. I sagens materiale indgår Sagsøger 7's stambog, hvor han i højre margin har til føjet sin egne bemærkninger til Børnehjem 6's anførsler i stambogen. Børnehjem 6 lukkede den 1. april 1954, hvilket er oplyst at være det tidspunkt, hvor Sagsøger 7's anbringelse på iagttagelseshjemmet slut tede. 4. Revselsesretten og udviklingen i befolkningens syn på revselse af børn Af Godhavnsrapportens side 55-57 fremgår om udviklingen i tilladt hustugt og revselse: 9 ”… 2.1.10 Hustugt og revselse Socialministeriet udarbejdede i 1937 et reglement for hustugt, hvoraf det fremgik, at fysisk afstraffelse af børnehjemsbørn kun måtte udøves af forstanderen eller medarbejdere, der havde forstanderens bemyndi gelse hertil. Hustugt måtte aldrig udøves af medarbejdere, der ikke deltog i det opdragende arbejde og ikke af nyansatte. Nye medarbej dere skulle have udleveret et eksemplar af hustugtsreglementet. Ek sempler på hustugt i 1937 kunne være:

1. a)Indskrænkning i friheder eller fordele, herunder indskrænkninger i ekstra forplejning eller i arten af den almindelige kost. Alle børn skulle have tilstrækkelig kost, og sulte- og tørstestraf var forbudt. Også ind skrænkning i udbetalingen af ugepenge kunne komme på tale. Op til en tredjedel af ugepengene kunne tilbageholdes, men skulle indsættes på elevens opsparingskonto.
2. b)Indespærring i form af indsættelse i “betænkningsrum” eller stuear rest. Dog skulle barnet have mulighed for bevægelse i frisk luft 1 time dagligt, og mørke rum måtte ikke anvendes. Børn under 10 år måtte ikke idømmes stuearrest. For børn mellem 10 og 15 år skulle det be grænses til 2 døgn og for børn over 15 år begrænses til 4 døgn.
3. c)Legemlig revselse, anvendt med varsomhed og under hensyn til bar nets helbred. For børn under 10 år kunne anvendes slag på kind med flad hånd (lussinger) eller slag på sædet med flad hånd (endefuld). For børn over 10 år kunne anvendes lussinger, endefuld samt for drenge over 10 år, slag på sædet med et tyndt spanskrør. Stuearrest i over 12 timer samt legemlige revselser samt begrundelse herfor skulle indføres i den autoriserede hustugtsbog, som skulle kon trolleres af overinspektionen samt indberettes til ministeriet i Overin spektionens årlige beretning. - 2.1.11 Forbud mod brug af spanskrør 1. januar 1954 I midten af forrige århundrede kom der fokus på brugen af hustugt og revselse i børnehjemmene. “Foranlediget af undersøgelser, der viste, at børn og unge tog alvorlig psykisk skade af opholdet i de stimulusfattige og umenne ­skelige institutioner, nedsatte socialministeren i 1950 et udvalg til at under ­søge de opdragelsesmæssige metoder i opdragelseshjemmene,” også kaldet hustugtudvalget. I en betænkning fra 1952 fastslog hustugtudvalget over for ministeriet, at brug af spanskrør og lussinger burde afskaffes. Socialministeriet efterkom ikke dette ønske. Årsagen var, at Danmarks Lærerforenings repræsentant i udvalget var imod et forbud, af frygt for, 10 at det ville føre til “et forbud mod al legemlig revselse i folkeskolen, hvilket ville blive til skade for skolens ro og disciplin.” Fra 1952 indskrænkedes revselsesretten på børnehjem til, at forstander og de af ham bemyndigede lærere kun måtte give “et eller to slag med den flade hånd på kinden, uden at øret berøres.” I vejledningen hed det, at “hjemmene bør stræbe hen imod at denne form for revselse – og navnlig afstraf ­felse med spanskrør – så vidt muligt søges undgået,” og at principperne for god opdragelse blev lagt frem, nemlig en forstående og årsagssøgende pædagogik. Året efter udsendtes Cirkulære vedr. de Opdragelsesmæssige Metoder i Opdragelseshjem, der trådte i kraft d. 1. januar 1954, hvori brugen af spanskrør blev forbudt. Lussinger burde heller ikke anvendes, og for standere samt medarbejdere skulle arbejde hen imod, at denne linje blev fulgt. Revselse fra medarbejderes side skulle straks indberettes til forstanderen, og alle tilfælde af legemlig revselse skulle kvartalsvis ind berettes gennem overinspektøren til ministeriet. Undladelse af indberet ning til forstanderen og overinspektøren kunne medføre øjeblikkelig af skedigelse, mens der ikke var nogen sanktionsmuligheder for selve rev selsen. - - 2.1.12 Forbud mod lussinger 1. januar 1968 Med Direktoratets vejledning af 3. november 1967 vedrørende det op dragende arbejde i anerkendte børne- og opdragelseshjem blev det fast slået, at legemlig revselse under enhver form var forbudt fra 1. januar 1968. I tilfælde, hvor medarbejdere overtrådte forbuddet mod legemlig revselse, ville det medføre en skriftlig påtale og ved gentagne eller sær ligt alvorlige overtrædelser kunne afskedigelse komme på tale. Vejled ningen fastslog regler for fysisk magtanvendelse, hvorefter medarbejde ren skulle indberette enhver episode skriftligt til forstanderen, der skulle anføre episoden i en autoriseret bog. Fysisk magtanvendelse kunne f.eks. være at bære et barn i seng, at fastholde et barn, der var udadreagerende og aggressivt, eller at forhindre med magt, at et barn skadede sig selv eller andre. …” En Gallup undersøgelse udført i februar 1949 viste, at 62 % af respondenterne gik ind for klø i hjemmet, og at ca. 50 % af respondenterne gik ind for, at der måtte gives klø i skolen. 11 I marts 1969 viste en Gallup undersøgelse, at 69 % af respondenterne fandt, at fysisk afstraffelse i hjemmet kunne være på sin plads, og at 53 % af responden terne mente, at skolen skulle have mulighed for en vis fysisk afstraffelse. - 5. Sagsøgtes afvisning af sagsøgernes krav Advokaten for sagsøgerne fremsatte ved brev af 30. januar 2023 krav til sagsøgte om betaling af 300.000 kr. i godtgørelse til hver af sagsøgerne for krænkelse af deres rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettig hedskonvention. Kravene blev afvist af sagsøgte. Forklaringer Der er afgivet forklaring af Sagsøger 5, Sagsøger 4, Sagsøger 2, Sagsøger 7, Sagsøger 3, Sagsøger 8 og Vidne. Sagsøger 1 har frafaldet at afgive partsforklaring. Sagsøger 5 har forklaret blandt andet, at hendes fulde navn er Sagsøger 5. Hun er født den Dato 1 1937. Hendes fødenavn var Navn 1. Foreholdt at der i sagens oplysninger vedrørende Børnehjem 1 også omtales en Navn 2, har hun forklaret, at hendes plejeforældre, som hun boede hos før sin anbringelse på Børnehjem 1, hed Navn 2 til efternavn. Den fremlagte stambog fra Børnehjem 1 vedrørende Navn 1, kaldet Navn 2, er således hendes stambog. Hun ankom til Børnehjem 1 den 25. april 1948. Hun var da 11 år gammel. Dagen efter hendes ankomst sagde børnehjemmets forstande rinde, at hun skulle hedde Navn 3, for der var en anden pige, der hed Sagsøger 5. For standerinden hed Person 1. Hun blev behandlet forfærdeligt af forstanderinden. Forstanderinden var efter hende helt fra begyndelsen, og det udviklede sig hurtigt til, at hun fik øretæver af forstanderinden. De første øretæver kom, da hun sagde, at en anden pige havde jogget hende over tæerne. Forstanderinden slog hende så hårdt, at hun røg over i et hjørne, og forstanderinden sagde: ”det hedder trådte over tæerne” . Hun husker ikke, om forstanderinden slog med flad hånd eller med knyttet hånd, men slaget var så hårdt, at hendes hoved hævede. Der blev ringet efter lægen, fordi de troede, at hun havde fået fåresyge, men hævelsen skyldtes, at hun havde fået øretæver af forstanderinden. Forstanderinden afstraffede pri mært ved at slå, og det skete over for hende mindst to gange om ugen. Forstan derinden kunne finde på at løfte hende i øret med den ene hånd og slå hende på den anden side af hovedet med den anden hånd. Forstanderinden slog også med nogle bøjler, der hang uden for klasselokalet og med en badebørste i bade rummet. Det skete ofte, at forstanderinden i forbindelse med øretæver bankede 12 hendes hoved ind i væggen. Hun har i baderummet også oplevet, at forstande rinden fik to af de andre børn til at holde hende under en iskold bruser, da hun var kommet til at bruge af det varme vand. Det skete flere gange, fordi hun flere gange kom til at skrue på hanen med det varme vand ved et uheld. Hun var kun et barn og kunne tage fejl af hanerne. Da hun begyndte at bide negle, blev hun afstraffet ved, at forstanderinden slog hende over hænderne med en pegepind. Der blev slået på begge hendes hænder, så de blev følelsesløse, og hendes motorik i hænderne er fortsat påvirket af de slag over fingrene, som for standerinden gav hende. Efterhånden lærte hun at gøre sig hård. Når forstanderinden igen havde slået hende, stillede hun sig foran et spejl på badeværelset og sagde til sig selv ”du klarede det også denne gang” . Efter noget tid på Børnehjem 1 blev hun sengevæder. Forstanderinden fandt så på, at hun skulle spise to rundtenommer rugbrød godt belagt med salt og ikke måtte få noget at drikke, før hun skulle sove. På et tidspunkt begyndte de at få fisk til måltiderne på Børnehjem 1. Hun havde aldrig tidligere fået fisk og kunne ikke lide det. Forstanderinden tvangsfodrede hende så med fisken, når hun ikke ville spise det. Dette fik hende til at ryge ud og kaste op. Tallerken blev herefter stillet ned i kælderen og serveret for hende igen ved næste måltid. Dette kunne stå på tre dage i træk. Når maden på taller kenen begyndte at mugne, blev den smidt ud. I det hele taget fik børnene ikke god mad. De fik havregryn til morgenmad, mens forstanderinden selv spiste bedre og fik te til morgenmaden. Den te, som var i overskud fra forstanderin dens morgenmad, blev samlet sammen i køkkenet, og så blev den genopvarmet til børnene om søndagen. Forstanderindens afstraffelser af hende aftog ikke af sig selv over tid. Men da hun var 14-15 år, gjorde hun oprør. Efter en afstraffelse slog hun ud efter for standerinden. Herefter stoppede forstanderinden med at afstraffe hende med slag. I stedet begyndte forstanderinden at låse hende inde. På et tidspunkt var hun låst inde i en kold entré i ca. 8 dage. Hun blev også låst inde i et rum under kældertrappen. Afstraffelserne med indespærring skete ca. en gang om ugen. Børnehjem 1 var som et fængsel. Børnene kom ikke ud af skolens område, og de gik i aflagt tøj. Hun og en anden pige forsøgte på et tidspunkt at stikke af. Men de blev fanget, bundet til en radiator og senere smidt i seng. Forstanderinden afstraffede dem også med øretæver. På dette tidspunkt var hun knap 15 år gam mel. Børnene skulle arbejde på Børnehjem 1. De arbejdede fra morgen til aften. Opga verne afhang af børnenes alder. Da hun først ankom, skulle hun bære tørv. Se - - 13 nere skulle hun feje gårdspladsen, og senere igen skulle hun bone gulve. Bør nene arbejdede også i haven, og de stod for opvasken. Det var forstanderinden, der underviste dem, når de havde skolegang. De var alle alderstrin sammen i klassen. Hendes medfødte hoftedysplasi blev ikke behandlet, mens hun var på Børnehjem 1. Forstanderinden affærdigede hendes klager over smerter med, at det var vokseværk. Hun har livet igennem haft smerter i hoften. Forstanderinden behandlede ikke alle børnene ens. Forstanderinden udså sig én bestemt – desværre ofte hende - som forstanderinden behandlede dårligere end andre, så de andre kunne se, hvor galt det kunne gå. Hun blev konfirmeret, da hun var 16½ år gammel. Hun blev udskrevet fra Børnehjem 1, da hun var ca. 17 år gammel. Hun blev mod slutningen af sit ophold sendt op at arbejde på præstegården. Det var betalt arbejde, men hun så aldrig selv noget til pengene. Hun mødte kl. 8 og var hjemme til middag. Da hun skulle udskrives fra Børnehjem 1 var det meningen, at hun skulle på Skole 1 den 3. maj 1955 for at blive sy geplejerske. Men det ville hun ikke være. Hun ville være barneplejerske. Hun kom i stedet i huset hos en gårdejer fra november 1954. Under hele hendes ophold på Børnehjem 1, var forstanderinden den samme. Der var i perioder yderligere ansatte, og de var søde ved børnene. Men disse ansatte kunne ikke holde forstanderindens militæriske stil ud, så de forsvandt hurtigt igen. Forstanderinden stoppede på Børnehjem 1 i 1962 eller 1963. Hun tror, at forstanderinden blev fyret, men det hed sig vist officielt, at hun var stoppet på grund af sygdom. Sagsøger 4 har forklaret blandt andet, at hendes fulde navn er Sagsøger 4. Hun er født den Dato 5 1951. Hendes fødenavn var Navn 4, og hun har været gift Navn 5. Hun ankom til Børnehjem 8 i marts 1967. Hun husker tydeligt sin ankomst. Hun opholdt sig i nogle timer sammen de andre piger, og umiddelbart så stedet ud som et sted, hvor man godt ville kunne holde ud at være. Men om aftenen skulle de op i ”hyggerummet” . Forstanderen, som hun altid omtaler som Person 2, bad hende nu om at gå ud i baderummet og tage alt sit tøj af og vaske sig efter den lange rejse til Børnehjem 8. Mens hun var ude i baderummet, kom Person 2 ud og tog sæbe på hænderne og vaskede hende over hele kroppen. Hun skreg. Han bad hende holde kæft og sagde: ”du er jo vant til det” . Herefter klaskede han hende op på en håndvask og voldtog hende. Dette 14 var hendes første dag, og det fortsatte sådan. Hun blev voldtaget 2-3 gange om ugen, mens hun var på Børnehjem 8. Det passer ikke, når forstanderens kone har sagt, at forstanderen ikke kunne gå over loftet og klare en pige mere, efter at han havde været sammen med konen. Forstanderen kunne sagtens klare 3-4 piger på en aften efter også at have været sammen med sin kone. De sov to sammen på værelserne. Forstanderen kom ind på værelset, sendte den anden pige ud, og så var man alene med ham. Han var fysisk overlegen. Han kunne også finde på at komme ind, når de var faldet i søvn. Så bar han den ene pige ud og voldtog den anden. Hendes værelseskammerat var Person 3. Person 3 kom forstanderen ikke til at vold tage, for Person 3 stak ham bare en. Person 3 kom fra Vesterbro og var vant til det. Selv kom hun fra det pæne By 2 og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Der var kun forstanderen og hans kone på Børnehjem 8. Konen var en so. Når de beklagede sig over, at han havde været der igen, sagde konen bare, at det var løgn. Der var en tilsynsførende, Person 4, som var overlæge på Hospital 2. Pigerne klagede til Person 4 over det, som forstan deren gjorde, men han sagde, at det skulle de bare tie stille med. - Derhjemme var hun blevet misbrugt af sin mors mand. Hun havde fortalt en lærer derhjemme, at hendes mors mand kom ind på hendes værelse, når hendes mor ikke var hjemme. Efter at hun havde fortalt sin lærer om dette, blev hun hentet af nogle mænd i jakkesæt og anbragt på Institution. Hun var på Institution i en uge. Herefter kom hun til Børnehjem 10. Her kom man kun, hvis man var gravid. En kvinde ved navn Person 5 hentede hende efter kort tid og kørte hende til Børnehjem 8. Hun var gravid, da hun ankom til Børnehjem 8. Hun var ikke selv klar over, at hun var gravid. Det kan lyde underligt, men hun vidste som 15-årig ikke, hvordan man blev gravid. Den Dato 8 1967 fødte hun et drengebarn, som hun aldrig har set siden. Efter fødslen kom hun tilbage til Børnehjem 8. Hun har nok været ret umulig, da hun kom tilbage. Hun skejede helt ud. Få uger efter blev hun anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling på Hospital 1. De andre patien ter var meget dårlige. Lægen på Hospital 1 mente ikke, at der var noget galt med hende, så hun blev sendt tilbage til Børnehjem 8 efter 8 dage. Hun husker, at hun den Dato 8 1967 mærkede nogle spændinger i kroppen. Hun blev hentet af den tilsynsførende, overlægen Person 4, og kørt til no get, der lignede en boligblok. Der var et rum med en gynækologisk briks. Han sagde, at hun skulle lægge sig op, holde kæft og presse. Det blev hun ved med, - 15 indtil barnet var født. Hun hørte barnegråd. Der kom nogle mennesker i fine lange frakker med skindbesætning. Disse mennesker fik en bylt, og så var der ikke mere barnegråd. Hun ved ikke, hvor hendes dreng er blevet af. Hun har søgt højt og lavt, også med hjælp fra Rigsarkivet, men hun kender end ikke nav net på det sted, hvor fødslen fandt sted, og det er ikke lykkedes hende at finde sin dreng. Det var overlægen Person 4, der sørgede for, at hendes dreng blev taget fra hende efter fødslen. - Hun fyldte 16 år en måned efter, at hun havde født. Når de sad i skolestuen, kom forstanderen hen og gramsede. Han var deres læ rer, og de lærte ikke noget, for de var alle optagede af at være bange for, at det var deres tur til at blive gramset på. Den dag, hun fyldte 16 år, gramsede for standeren hende ned ad ryggen, mens hun var i skolestuen. Han stak hende med et eller andet i nakken. Muligvis var det en nål. Hun slog ud efter ham og løb ud af skolestuen. Hun ville stikke af fra Børnehjem 8. Forstanderens kone løb efter hende og ved et uheld stak konen sin hånd igennem en rude i en dør og skar sig. Der var et stort postyr, og hun blev på ny indlagt på den lukkede afdeling på Hospital 1. Hun var på Hospital 1 et stykke tid og blev herefter overflyt tet til et andet hjem, hvor pigerne var ret underfrankerede. Lægen på Hospital 1 mente ikke, at hun hørte til på det hjem, men hun blev alligevel sendt afsted. Hun har født to børn efter, at hun den Dato 8 1967 fødte sin dreng, der blev taget fra hende. Den følelse, hun havde, da hun fik sine to andre børn var ikke den samme som den Dato 8 1967. Det var ikke ordnede forhold, hun fødte under den Dato 8 1967. Hun husker ikke, at pigerne på Børnehjem 8 blev sat til at arbejde. Som hun husker det, dalrede de bare rundt. Der var ikke rigtig regler på Børnehjem 8. De gjorde, som det passede dem. Men måske var straffen, at forstanderen kom og voldtog dem. Der var ikke anden afstraffelse. Der var ikke mad nok til alle, når de skulle spise. Man skulle skynde sig at tage den mad, man ville have, op på sin tallerken. Hvis man kom som en af de sidste, var der bare ikke mere mad. Sagsøger 2 har forklaret blandt andet, at hans fulde navn er Sagsøger 2. Han er født den Dato 4 1949. Han kom på Børnehjem 5 i vinteren 1962. Han husker ikke, om det var i januar eller februar, men der var sne, da han ankom til Børnehjem 5. Han var 12 år gammel. Han var på Børnehjem 5 i ca. 10 måneder indtil novem ber 1962. - 16 Han husker den dag, han ankom til Børnehjem 5. Han blev hentet og bragt ind ad porten. Han blev modtaget af forstanderen Person 6 og fik et par på hovedet. Han blev klædt af, kom i brusebad, fik noget andet tøj på og fik at vide, at han skulle være på Børnehjem 5 resten af sit liv. Til stede var forstander Person 6 og en anden medarbejder. Han husker, at forstander Person 6 var ondskabsfuld og manipulerende. Han er se nere selv blev uddannet socialpædagog, og i den forbindelse har han analyseret de ting, der foregik på Børnehjem 5. Hans konklusion er, at forstanderen var ma nipulerende. Forstander Person 6 stod for ret hård afstraffelse af børnene. I mange tilfælde foregik det sådan, at forstander Person 6 så til, mens andre medarbejdere udførte afstraffelsen. På hans anden dag på Børnehjem 5 stod han og kastede snebolde op på en væg. En pædagog så det og tog ham med op til forstander Person 6. Forstanderen tog ham med ned til væggen igen. Forstanderen gav ham en på siden af hovedet med flad hånd, og forstanderen sagde så ”her på Børnehjem 5 er det sådan, at når man har fået én på siden af hovedet, skal man også have en på den anden side af hovedet, så man ikke bliver skæv” . Det fik han så. Forstander Person 6 slog så hårdt, at han havde ringetone for ørene i flere dage. Børnene blev straffet for ingenting. Når de skulle i bad, udså pædagogerne sig bestemte børn, som de med tommelfingeren gned på håndleddet hen over pulsåren for at se, om børnene havde vasket alt skidt af. Børnene fandt således hurtigt ud af, at de skulle vaske sig grundigt. Alligevel gned pædagogerne så hårdt, at huden blev slidt af. Derefter blev barnet slået hårdt på indersiden af overarmen. De skulle i bad en gang om ugen, og han var altid en af dem, som pædagogerne udså sig til at blive gnedet over pulsåren. Børnene på Børnehjem 5 kunne ikke indbyrdes stole på hinanden. Hvis nogen kunne sladre om andre, håbede de på at kunne få lidt goodwill hos forstande ren og pædagogerne. Han var måske nok en møgunge, inden kan kom på Børnehjem 5, så han havde allerede lært, at han kun kunne stole på sig selv. Han havde ikke noget forhold til nogen af børnene på Børnehjem 5. - Hvis børnene kom op at slås, kunne de risikere at blive taget ind i gymnastiksa len af de voksne. De fik så livremme af lærerne og skulle slå på hinanden, indtil en af dem måtte give op. Imens stod de voksne ansatte rundt om og heppede. De voksne syntes, at det var rigtig sjovt. De blev ikke taget ind i gymnastiksalen hver gang, de havde været i slåskamp. Men det skete tre-fire gange, at han blev slæbt ned i gymnastiksalen. Børnene skulle slå hinanden på benene og kroppen med livremmene. Man skulle holde spændet i hånden og måtte ikke slå det an det barn i hovedet. 17 Børnehjem 5 var en arbejdslejr. Om sommeren var de på et tidspunkt i marken, hvor de skulle grave og plante. Da han blev træt, satte han sig. Der kom en pæ dagog og gav ham et knytnæveslag i ryggen, der var så hårdt, at han troede, at han var blevet lam i benene. - Han husker, at der var en dyrelæge, som forstander Person 6 stillede nogle drenge til rådighed for. Drengene skulle med dyrlægen ud at kastrere grise og slagte høns om natten. Han ved ikke, hvorfor grisene skulle kastreres og høns slagtes om natten. Det foregik indenfor i stalde. Han ved ikke, hvorfor en dyrelæge stod for det. Det var pædagogerne, der udtog dem om eftermiddagen. Om aftenen kom dyrlægen så og hentede dem i en lille bus og kørte dem ud til forskellige landmænd. De blev kørt hjem om natten. Han husker ikke, hvad dyrlægen hed. Han regner med, at dyrlægen var fra By 3. Dyrlægen var småpervers og rørte ved drengene. Når de havde været ude med dyrlægen, var de trætte og be skidte, når de kom hjem om natten. Alligevel skulle de tidligt op næste morgen for at deltage i arbejdet på Børnehjem 5. De gik ikke i skole. Der var også en mand, som de kaldte Person 7, der lige som drengene boede på 2. sal. På et tidspunkt begyndte Person 7 at komme ind på værelset og løfte hans dyne. Han rejste sig og råbte ”hvis du nogensinde rører mig, bider jeg fandme pikken af dig” . De var fem-seks børn på værelset. Person 7 kom igen nogle nætter senere og valgte en anden dreng. En anden nat kom Person 7 og vækkede ham og sagde, at Person 7 havde fået til op gave, at han skulle ud i marken. De gik ud i marken. Der var en fordybning. Person 7 sagde, at han skulle lægge sig, fordi han skulle føle, hvordan det var at blive begravet. Han lå der længe, mens Person 7 stod og grinte. Person 7 sagde ”så kan du lære det” . Måske var det Person 7's afstraffelse for, at han ikke ville med ind på Person 7's værelse om natten. Person 7 sagde, at hvis han nogensinde slad rede, ville han aflægge rapport til Person 6. Dette ønskede han ikke, for så ville han bare få et par på hovedet. Han anså det ikke som muligt, at Person 6 eller andre voksne ville hjælpe ham – heller ikke hvis han fortalte om seksuelle overgreb. På Børnehjem 5 lærte man, at man lige så godt kunne holde sin kæft. Det hjalp ikke noget at klage. Det var både forstanderen Person 6 og pædagogerne, der slog. Reglen var altid, at hvis man havde fået én på siden af hovedet, skulle man også have en på den an den side. Det var lussinger. Han har ikke oplevet at få endefulde. Under sit ophold blev han ca. hver 14. dage tvangsfodret med Maizena-vælling. Han kunne simpelthen ikke spise det, men det skulle han, så to pædagoger tvangsfodrede ham, selv om han kastede op undervejs. Det foregik sådan, at den ene holdt ham fast på stolen, mens den anden bukkede hans hoved tilbage - 18 og tvangsfodrede ham. På et tidspunkt blev han tvangsfodret med vællingen gennem en tragt. Da han havde fødselsdag Dato 4 1962, havde hans familie lavet en lille pakke med slik til ham. Pædagogerne tog ham ind i et lille lokale, åbnede pak ken og sagde: ”fordi du er sådan en lille møgunge, har din familie sendt slik til os” . Så spiste pædagogerne hans fødselsdagsslik. Han oplevede, at pædagogerne spillede børnene ud mod hinanden. Det er svært for ham at tale om, selv 64 år efter. Han har mareridt om det. Han og nogle andre store drenge blev sat til at pakke tomme papkasser ind i fint gave papir. Herefter blev de ført ind i et rum. Der var fem-seks små drenge. Person 6 sad i et hjørne. De skulle nu sætte sig rundt om de små drenge og fortælle dem, at gaverne var fra deres forældre og bedsteforældre. De små blev glade. Når de små derefter pakkede gaverne op og så de tomme kasser, skulle de store børn grine af dem og fortælle dem, hvor lidt deres forældre og bedsteforældre nu brød sig om dem. De skulle fortælle de små børn, at det var derfor, deres foræl dre og bedsteforældre havde sendt tomme gaver. Tredje gang, han skulle være med til det, nægtede han, for allerede som 12-årig vidste han, at det var forkert. Så fik han et lag tæsk. Han var således med til det tre-fire gange, og det var så modbydeligt. De dengang små børn burde efter hans opfattelse have en und skyldning. Han ved ikke, hvorfor Person 6 gjorde det. Måske var det for at finde ud af, hvor ondskabsfulde, Person 6 kunne få ham og de andre store børn til at være, el ler fordi han ville have de små børn til at græde. Hver 14. dag skulle børnene gå strækmarch igennem By 3 i træsko. Det skete til stor morskab for borgerne i By 3. Med strækmarch mener han, at de skulle gå i takt og trampe, mens de gik. Når de nærmede sig By 3's byzone skulle de i geled på to rækker. Formålet med turen var, at de skulle i kirke. De var i kir ken i ca. 10 minutter, og så gik de tilbage igen. De ansatte på Børnehjem 5 var forstanderen Person 6, den pædofile mand kaldet Person 7, og 5-6 mandlige pædagoger, som han ikke husker navnene på. Under hans 10 måneder lange ophold på Børnehjem 5 hverken så eller hørte han om, at der var tilsyn på Børnehjem 5. Sagsøger 7 har forklaret blandt andet, at hans fulde navn er Sagsøger 7. Han er født den Dato 7 1940. Den 25. april 1953 kom han på Børnehjem 6. Han blev sendt på børne hjem, fordi han havde pjækket fra skole tre måneder i træk. Han pjækkede, fordi han kedede sig i skolen, og han trivedes heller ikke på Skole 2, som han kortvarigt blev forsøgt placeret på. Han var på Børnehjem 6, indtil - 19 det blev nedlagt, og han blev overflyttet til et børnehjem ved By 4. Lige efter sin konfirmation blev han i august 1955 karl på en gård. Han var fortsat under børneværn. I december 1955 ophørte han med at være under børnevær net. - Om sin første dag på Børnehjem 6 husker han, at der kom en fra børne værnet og hentede ham en tidlig morgen for at bringe ham til Børnehjem 6. Han ankom til børnehjemmet kort før midnat og blev anbragt på en sovesal med mere end 30 andre børn. Da han vågnede om morgenen, lå han og gemte sig under dy nen. Han hørte de andre børn råbe ”han er københavner” og ” han er brilleabe” . Der kom en lærer og hev dynen af ham og spurgte, hvad han hed. Han svarede ”Sagsøger 7” . Da der allerede var to andre børn, der hed Sagsøger 7, sagde læreren, at han i stedet måtte kaldes ved sit mellemnavn, Navn 6. Forholdene på Børnehjem 6 var næsten værre end dem, som Sagsøger 2 har fortalt om på Børnehjem 5. Medarbejderne på Børnehjem 6 kom efter lukningen af Børnehjem 6 til et andet børnehjem og derefter til Børnehjem 5. Det drejede sig blandt andet om Person 7, som senere på Børnehjem 5 blev kaldt ”Navn 7” , og forstanderen, Person 6. Hans afstraffelse på Børnehjem 6 udsprang af, at en lille dreng på et tidspunkt spurgte ham, hvordan en luder så ud. Han svarede, at de vel så ud som andre mennesker. Dette fik den lille dreng til at sladre til en pædagog, som de kaldte ”Navn 8” , om at han havde sagt noget grimt om Person 3, som var den lokale bagermesters datter, og som arbejdede på hjemmet. En uges tid efter blev han kaldt ud af forstanderen, og han fik så mange røvfulde, som han aldrig har fået før. Han fik et slag på den ene side af hovedet og gik i dørken. Så fik han et slag på den anden side af hovedet og gik i dørken. Det blev ved. Han blev slået med flad hånd. Som barn havde han haft dobbeltsidig mellemørebe tændelse, og hans hørelse blev ødelagt af de tæsk, han fik den dag. Forstander Person 6 var helt ude af den. Person 6 var meget religiøs. Dette var den eneste afstraf felse, han selv oplevede ud over nogle små-tjatterier. Han overværede andre afstraffelser. På et tidspunkt var en syvårig dreng og hans lillebror gået ud på isen for at komme hjem til deres far og mor. Han så dem fra skolestuen og var bekymret over, at de gik i den forkerte retning på isen og måske kunne gå igennem isen. Pludselig var alle lærerne og forstande ren afsted for at få fat på børnene. Ikke så meget af omsorg for børnene, men for at redde deres rygte. Det ville ikke være godt for stedets ry, hvis børn stak af. De voksne fik fat på de to børn, og børnene blev taget over i gymnastiksalen, hvor forstander Person 6 bankede løs på dem. Bagefter talte han med den store af drengene, som fortalte, at lillebroren havde fået besked på at banke løs på ham. Børnehjem 6 var et forfærdeligt sted at være. - 20 De lærte heller ikke noget. De blev vækket tidligt om morgenen. De store og stærke skulle så på markarbejde indtil ved 11-12-tiden, og de små skulle lave andet arbejde. Derefter var der frokost, en halv times pause og så skulle de i skole, hvor de var dødtrætte og ikke lærte noget. Dette foregik mandag til lør dag. Om søndagen skulle de i kirke. Han har aldrig fået ordentlig skoleuddan nelse. I realiteten er han gået ud af 3. klasse. Der var overhovedet ingen kontrol med Børnehjem 6. Den lokale præst, købmanden og andre, der tjente penge på at levere varer til børnehjem met, sad i bestyrelsen. Så der var ingen kontrol med noget som helst. - Det var hans forståelse, at det kun var forstanderen Person 6, der måtte slå på Børnehjem 6. Ud over Person 6 husker han navnene på medarbejderne Person 7, Person 8 og læreren Person 9, der var en god lærer uddan net på Skole 3. - Der var ikke en god relation mellem børnene. Der var mange slåskampe. Selv kom han fra en stor søskendeflok på otte, så han var vant til at tage sociale hen syn og tog sig af og trøstede de små, når de var kede af det, fordi de var blevet taget væk fra deres forældre. Sagsøger 6 har forklaret blandt andet, at hans fulde navn er Sagsøger 6. Han er født den Dato 6 1949. Han ankom i 1956 eller 1957 til Børnehjem 7. Han var blevet givet væk af sin mor ved fødslen, kom på vuggehjem i By 1 indtil han var 7 år, og kom derefter til Børnehjem 7. Han var på Børnehjem 7 i 10 år. Den første dag på Børnehjem 7 fik han lov til at gå, hvor han ville. Herefter blev det hverdag. Nogle dage var gode, men de fleste var ikke. Hvis lærerne eller an dre voksne syntes, at man havde gjort noget forkert, skulle man stå ude i gan gen foran sit rum, hvor man fik et par på hovedet. Dette fulgte ham i hele den tid, han var på Børnehjem 7. Det forkerte, man kunne have gjort, var at slå noget i stykker eller blive beskyldt for det, selv om man ikke havde gjort det. På et tidspunkt blev han beskyldt for at have slået en rude i stykker. Det havde han ikke gjort. Men han blev taget ud på badeværelset og fik så mange tæsk med knyttet næve, at han røg ned i betongulvet og brækkede næsen og mistede en tand, så han nu har skæv næse og en stifttand. Det var Person 10, der gjorde det. Person 10 var en af de ansatte, og han var glad for at slå bør nene. Det var ikke sædvanligt at blive slået med knytnæve. De fleste afstraffelser fandt sted med flad hånd. En gang om ugen skulle man i bad. De skulle stå og 21 hoppe sig tørre. Han tror, at dette var for, at de ansatte kunne se deres kønsdele hoppe. Det var forskellige ansatte, der udsatte dem for dette. Der var andre seksuelle overgreb. På et tidspunkt skulle han hjælpe med at tappe en ko. Koen sparkede ham, så han turde ikke. Forvalteren kom nu og sparkede ham ned i pisserenden. Der lå han i to timer, mens forvalteren fodrede dyrene. Bagefter skulle han gå i bad med forvalteren, og der voldtog forvalteren ham. Det foregik sådan, at forvalteren efter badet slukkede for bruseren, og sagde til ham, at han skulle sætte hånden op ad væggen, for nu skulle forvalte ren lige gøre noget ved ham. Så blev han voldtaget. Han ved ikke, hvad forval teren hed. Han havde ikke andre oplevelser med forvalteren. En anden medarbejder, Person 11, bankede ham flere gange om året med sin kno eller en gummihammer i issen, så han fik en varig bule på issen. Den er senere blevet opereret væk, så der i dag ses en lille fordybning i hans isse. Adspurgt om eventuelle andre seksuelle overgreb har han forklaret, at de store børn var glade for at komme i kontakt med de små børn. Person 12 var den værste. Person 12 tvang ham til at onanere på sig i en lille skov tæt ved børnehjem met. Hvis han ikke ville gøre det, ville Person 12 give ham tæsk. Person 12 var lige kommet ud fra Børnehjem 7 og var kommet i lære på en gård, men Person 12 kom på Børnehjem 7 i weekenden. Person 12 var 17-18 år, og han var selv 12-13 år. Han turde ikke fortælle nogen om fodermesteren eller Person 12. Han ved ikke, om andre børn blev udsat for seksuelle overgreb. De talte jo ikke om det. Han har også oplevet at være låst inde i et kosteskab i mange timer, fordi de voksne syntes, at han havde gjort noget forkert. De voksne glemte ham, så han fik ikke aftensmad. Han fik klaustrofobi og blev mørkeræd. Dette følger ham stadig. Han fik så mange tæsk på hovedet under sit ophold på Børnehjem 7, at han fortsat har tinnitus og flimmer for øjnene. Forstanderen Person 13 gav ham på et tidspunkt smæk i enden, mens han lå uden benklæder på forstanderens knæ. Det skyldtes, at gymnastiklæreren Person 14 mente, at han under volleybold havde sparket til bolden med sin fod. Person 14 gav ham én på hovedet og tog ham op til forstanderen, hvor han så blev lagt over knæet uden bukser på. Han gik til præst og blev konfirmeret, mens han var på Børnehjem 7. Hans far deltog i konfirmationen. Han ville ikke besøge sin far. Han var under et besøg hos sin far blevet voldtaget af ham. Dette sagde han til forstanderen på Børnehjem 7, og så blev besøgene stoppet. 22 Under sit ophold på Børnehjem 7 oplevede han ikke, at der kom nogen tilsynsfør ende på besøg. Han har hentet papirer på Københavns Rådhus om Børnehjem 7, og der står intet om, hvordan børnene blev behandlet. Dette irriterer ham. Den eneste af de ansatte på Børnehjem 7, der var flink, var fodermesteren. Han spillede nogle gange kort med børnene. Han oplevede, at fodermesteren sagde til forvalteren, at forvalteren skulle være ordentlig over for børnene. Foder mesteren hængte forvalteren op på en krog på væggen, indtil forvalterens tøj på ryggen sprak. Han er den dag i dag fortsat nødt til at sove med lyset tændt om natten. Læ rerne på Børnehjem 7 kom ind og tog børn ud om natten for at voldtage det barn, der var blevet taget. Det skete ikke, at han blev taget, men han var meget angst. Sagsøger 3 har forklaret blandt andet, at hendes fulde navn er Sagsøger 3. Hun er født den Dato 3 1952. Hun var lige fyldt to år, da hun sammen med sin ældre søster og ældre bror kom på Børnehjem 4 ved By 5. Hendes lillebror kom i første omgang på spædbarnshjem. Han blev senere flyttet til Børnehjem 4. Hun husker fra sin første dag, at de efter ankomsten til Børnehjem 4 stod på et bord og vinkede til deres far. Hun var vred. Hun boede i mange år på Børnehjem 4. Hun fik lov til at tage 8. og 9. klasse. Hun blev smidt ud fra Børnehjem 4, da hun ville tage 10. klasse. Hun var fyldt 17 år, da Børnehjem 4 i 1969 ikke ville have hende boende mere. Hun startede sin skolegang på Børnehjem 4. Læreren Person 15 tog sig af 1.-3. klassetrin, og lærer Person 16 underviste 4.-7. klasse. Der blev efter noget tid byg get en stor folkeskole i By 5, hvor hun startede i 5. eller 6. klasse. På en almindelig dag på Børnehjem 4, blev de vækket om morgenen og havde så rengøringstjans. Der var ingen ansatte rengøringsfolk, så børnene skulle gøre rent. I løbet af dagen havde de også køkkentjans. Der var også andre arbejdsop gaver for børnene på Børnehjem 4. Drengene arbejdede i gartneriet, og pigerne skulle pille ærter, jordbær mv., mens de var under opsyn og fløjtede, så de ikke kunne spise af høsten. Hun tror, at de var 70-80 børn på Børnehjem 4. Der var to drengeafdelinger og en pigeafdeling. Drenge og piger mødtes, når de legede udenfor. Der var kun kvinder ansat på pigeafdelingen og kun mænd ansat på drengeafdelingerne. - - 23 Hun husker Person 17, der var afdelingsleder på pigeafdelingen. Person 17 kunne egentlig godt lide børn, men hun kunne også svinge lussinger. Hun hu sker også den ansatte Person 18, der virkelig kunne svinge lussinger. Person 18 kunne sagtens finde på at slå helt umotiveret. Hun kunne også finde på at låse børn inde i kosteskabe, hvor de græd af skræk. Person 18 kunne også finde på at give endefuld i bar numse, mens hun havde dem over knæet. Det kunne gøre ondt i lang tid efter. Dette skete foran de andre børn. Hendes søster var underkuet og bøjede sig, når hun blev slået. Det gjorde hun ikke selv. Når hun havde fået endefuld af Person 18, spurgte hun Person 18 ”er du glad nu?” , så fik hun en lussing og spurgte så ”er du endnu gladere nu?” . Hun svarede meget igen. Hun satte sig med ord til modværge, når hun eller hendes søster blev slået, og hun var ligeglad med, om hun blev låst inde. Hun græd ikke, men satte sig blot ned og ventede på at blive lukket ud igen. Derfor blev hun ikke så tit låst inde af Person 18, men det gjorde hendes søster. De skulle sy numre i alt deres tøj. Selv havde hun nr. Udeladt. Hendes søster var bange for ikke at gøre det ordentligt, når de skulle sy mærker i deres tøj. Fordi Person 18 kunne mærke, hvor kuet hendes søster var, var Person 18 meget efter hendes søster. De voksne på Børnehjem 3 talte meget nedladende til børnene. Så det var ikke kun volden, men også den krænkende måde, der blev talt til dem på, der påvir kede børnene. De blev talt til, som om de var lort. Man bliver ikke god til at træffe gode valg for sig selv i voksenlivet, når man har haft sådan en barndom. Hun har selv brugt meget tid hos psykologer. - Afdelingslederen Person 17 tog hende nogle gange med på tur hjem til sine familie. Hun troede, at det var fordi Person 17 kunne lide hende. Men da hun spurgte Person 17, hvorfor hun blev taget med på familiebesøgene, sagde Person 17, at det var fordi, de andre voksne på Børnehjem 3 ikke kun styre hende. Hun var meget udadreagerende. Forstanderen Person 19 havde hun kun direkte kontakt med de to gange, hvor hun skulle sige til ham, at hun gerne ville fortsætte i skole. Hun var tilfreds nok med den mad de fik på Børnehjem 3. Men hvis der var no get, hun ikke kunne lide og derfor efterlod, blev det serveret igen til næste mål tid. De fik ikke noget mad, hvis de ikke havde deres sutsko med i spisesalen. Udenfor gik de kun i træsko. De skulle have sutsko på indendørs. Adspurgt om eventuel kontakt med tilsyn på Børnehjem 3, har hun forklaret, at hun én gang oplevede, at der var børnehjemsdag. Forstanderen sagde i spisesa len, at i dag kom deres værger og skulle vises rundt. Men hun kendte slet ikke - - 24 den kvinde, der kom, så hun ville ikke vise hende rundt, og så blev hun smidt i seng. De sov 7-8 børn pr. sovesal. Hun oplevede, at nogle af de andre børn tissede i sengen. Så blev de slået og skulle selv skylle deres sengetøj op. Hver anden måned blev hun og hendes storebror sendt hjem på besøg hos hen des far. Han kunne ikke have alle fire børn på en gang. Deres far boede i et ko lonihavehus og var alkoholiker. Deres mor var rejst. Hendes søster ville ikke hjem til far, fordi han begik seksuelle overgreb mod søsteren. Hendes far for søgte også en gang at tage hendes hånd ned i sine bukser, men hun sagde, at det kunne han godt stoppe med. - Hendes brødre fortalte, at der på drengeafdelingen var en afdelingsleder, der slog med livrem. Hendes lillebror blev også slået på hovedet, så han havde smerter i et halvt år. Alle hendes tre søskende døde, inden de fyldte 50 år. Deres barndom havde gjort dem ude af stand til at træffe gode valg for sig selv. De havde ingen selvtillid og traf dårlige valg i livet. Sagsøger 8 har forklaret blandt andet, at hans fulde navn er Sagsøger 8. Han er født den Dato 9 1950. Han kom i december 1959 til Børnehjem 3. Hans mor sagde, at han skulle på ferie. Der kom en mand i en stor bil. Manden kørte ham til Børnehjem 3. Han var på Børnehjem 3 indtil november 1964, hvor han var 14 år, og hvor han blev flyttet til Børnehjem 11 i Sønderjylland. Da han ankom til Børnehjem 3 i december 1959 sad der en skaldet mand bag et skrivebord. Det var forstanderen Person 20, som de kaldet plejefar. Nogle an dre medarbejdere fulgte ham rundt på Børnehjem 3 og fortalte, hvad der var hans pligter, og hvad hans nummer var. Han var nummer Udeladt og det blev han kaldt på Børnehjem 3. Kun familie kaldte ham ved hans navn. Til at begynde med syntes han, at forstanderen Person 20 var en flink mand. Men senere afstraffede forstander Person 20 ham. Med forstanderen var der di rekte afretning på stedet. Han har stadig et ar ved øjenbrynet og et mærke i panden, som stammer fra, at forsvareren slyngede et nøglebundt ind i hans an sigt. Han ved ikke, hvorfor forstanderen gjorde dette. Forstanderen underviste i dansk, og han slog dem jævnligt ved slå med en knytnæve mellem skulderbla dene. Det var ikke rart. Det gjorde ondt. I den knyttede næve havde forstande ren altid enten et nøglebundt eller en lighter. Han ved ikke hvorfor. Der skulle ikke så meget til for at få forstanderen til at afrette. Forstanderen gjorde det ved alle børnene. 25 Han husker også den ansatte Person 21. Børnenes øgenavn for Person 21 var Navn 9. Hvis Person 21 var i nærheden, sørgede de for at være søde. Han hu sker en episode, hvor der skulle køres halm ind. Han stod på høloftet med siden til Person 21, der stod nede og forkede halm op til ham, som han skulle forke videre til en tredje person. Han kunne ikke følge med, så på et tidspunkt havde der hobet sig en stak op, som faldt ned i hovedet på Person 21, der tændte helt af. Person 21 kastede sin fork efter ham. Det ene ben af forken gik igennem be net under hans knæskal og ud på den anden side. Han kom blot indenfor og fik jod på. Han kom ikke til læge. Han har stadig et ar. Et andet eksempel på Person 21's afstraffelser af ham var, da han og ca. fem andre børn skulle stå i en rundkreds rundt om en stak træ, hvori der gemte sig en rotte, som de skulle slå ihjel, når den kom ud. Han havde fået en spade, men nåede ikke at slå rotten ihjel, da den løb ud af stakken lige foran ham. Rotten stak af, og Person 21 tændte af på ham. Han løb, men Person 21 indhentede ham, og han faldt. Mens han lå ned i fosterstilling, overfaldt Person 21 ham med spark og slag. Han kunne ikke se, om der blev slået med knytnæve eller flad hånd, men han kunne mærke Person 21's træsko ramme ham. Han oplevede også en anden gang at blive sparket af Person 21. Han og et an det barn havde hængt græs til tørre. Nogle dage senere satte de sig på høet og hyggede sig. Person 21 kom, trak dem ned og gav dem stort set samme tur, som Person 21 havde gjort dengang med rotten. - Både forstanderen og Person 21 slog nogle gange børnene med flad hånd i nakken. På Børnehjem 3 var de selvforsynende med dyr og grøntsager. Når de var fær dige med timer i skolen, skulle de ud at arbejde, indtil de skulle spise aftens mad. Om lørdagen havde de fri fra skole, men så arbejdede de indtil kl. 12. Ar bejdet kunne f.eks. være at sprede møg, samle halm, plukke æbler eller grave f.eks. gulerødder op. De skulle også hente roer til dyrene og fodre dyrene. Det værste, han vidste, var at skrælle kartofler. Om vinteren skulle dette arbejde udføres i en kostald, hvor der ikke var varme. Det var virkelig koldt at sidde med hænderne i koldt vand. Kartoffelskrælning blev brugt som en straf, for det kolde vand gjorde meget ondt i fingrene. Andre gange blev de straffet ved at blive sendt i seng uden mad. Dette oplevede han flere gange, men det værste for ham var kartoffelskrælningen. De spiste i en spisesal. Børnene fik én slags mad, de voksne noget andet. Bør nene skulle to gange om dagen drikke et glas kærnemælk. Han hadede det. Men hvis han ikke drak det, blev det bare stående og skulle drikkes senere sam men med det næste glas kærnemælk. Så han lærte bare at få det overstået. - 26 Der var nogle af de større drenge, som dengang han var ankommet og stadig var lille, forsøgte at forgribe sig seksuelt på ham. En stor dreng kom over til hans seng. Han råbte og skreg og drengen trak sig væk. På et senere tidspunkt vågnede han ved, at den ældre dreng var under hans dyne. Han fik skubbet ham ud af sengen, og denne ældre dreng forsøgte sig ikke med ham igen. De var 10 på sovesalen, og han kunne nogle gange høre, at de ældre drengene ”hyggede sig” sammen. Foreholdt foto i Godhavnsrapporten, side Udeladt, har han forklaret, at det er ham, der ses som barn nr. Udeladt i rækken i midten. Læreren, der ses på fotoet, var ikke så slem. Han oplevede ikke i sin tid på børnehjemmet, at nogen kom og spurgte til, hvordan de havde det på børnehjemmet. Person 22, sognerådsformand i Sognekommune, var navnet på den mand, der i december 1959 kørte ham til Børnehjem 3. Det viste sig, at Person 22 var hans værge, men han hørte kun no -get til Person 22, da han på et senere tidspunkt ville skifte læreplads. Ef -ter anbringelsen på Børnehjem 3 i december 1959 så han først sin mor igen, da han skulle konfirmeres. I de mellemliggende år ville hun ikke vide af ham. Han har haft det svært i tiden efter Børnehjem 3, og han tror, at det skyldes for holdene på Børnehjem 3. Han har haft korte ansættelser, han har drukket for mange øl, og i mange år kunne han kun holde på jobs, hvor man måtte drikke øl i forbindelse med arbejdet. Sådan var det, indtil han blev 45-50 år. Så be gyndte der at komme ro på. Først da han fik at vide, at der var børnebørn på vej, stoppede han helt med at drikke og ryge. Hans børnebørn skulle ikke op leve ham som et vrag. Vidne har forklaret blandt andet, at han i sommeren 1970 blev ansat som tilsynsførende inspektør hos Direktoratet for Børne- og Ung domsforsorgen under direktør Person 23. For at få denne stilling skulle man være uddannet lærer og psykolog. De var tre inspektører, der skulle dele 350 institutioner, heraf 150 børnehjem. Der var en fjerde inspektør, som var Person 23's højre hånd, og denne inspektør varetog også daginstitutioner. På sin første arbejdsdag fik han udleveret en bekendtgørelse, hvor der blot stod, at han skulle sørge for at tilse, at børnene på institutionerne trivedes fysisk og psykisk. Person 23 var en elskelig sød mand, men han var ikke af mange ord. Han overlod det til inspektørerne at udføre deres arbejde. Det var til syvende og sidst Person 23, der bestemte, hvem der skulle være forstander på de enkelte institutioner, men nogle gange spurgte Person 23 f.eks. vidnet til råds. 27 Han gik selv i gang med sin oplæring ved at bo på et skolehjem i 14 dage. Sko lehjem var noget af det mest sølle inden for institutioner. Det vidste han, fordi hans bror havde boet på et skolehjem, og han ville nu selv opleve det indefra. Han var også flere gange med sine kollegaer rundt på tilsynsbesøg. Disse besøg foregik sådan, at de hilste på forstanderen, drak en kop kaffe, og fortsatte med en rundtur i institutionens lokaler. Hvis der undervejs kom et barn forbi, spurgte de barnet ”hvordan går det?” og barnet svarede typisk blot ”det går godt” . Så spiste de en frokost med forstanderen og tog hjem. Efter at have prøvet sådanne tilsynsbesøg, lavede han sin egen tilsynsmodel. Der var ikke nogen erfarne, der lærte ham op i dette. Baseret på sin egen tilsynsmodel gennemførte han herefter tilsyn sådan, at han hilste på forstanderen og fortalte, hvordan han ville gennemføre tilsynet. Han fortalte, at han ville gå over i skolen, så spise sammen med børnene og derefter tale med børnene enten alle sammen eller i grupper. De voksne på institutionen måtte i udgangspunktet gerne være til stede, men hvis blot et af børnene rystede på hovedet, skulle de voksne gå ud. Det skete altid, at mindst et barn ikke ville have de voksne til stede. Undervejs lod han børnene fortælle, og han spurgte dem også til, hvad der skete, hvis de havde gjort noget, de ikke måtte. Svarene kunne være, at de blev slået, blev låst inde, fik husarrest eller blev ud sat for kollektive afstraffelser, f.eks. hvis der var en, der var stukket af. Der var i systemet prestige i, at der var ro på institutionen, så forstanderne fortalte mindst muligt om børn, der stak af. Der var et stort mørketal. Når han havde talt med børnene, samlede han de voksne og talte med dem om, hvad børnene havde sagt. Hvis en voksen havde forløbet sig over for et barn, skulle det føres i hustugtsbogen. Men det skete aldrig. Derimod erkendte de voksne i 99 % af til fældene, hvad børnene havde fortalt, når han talte med de voksne om det bag efter. Det var naturligt for ham, at tilsyn med børns psykiske og fysiske velvære måtte indebære, at han spurgte børnene, hvordan de havde det. Men dette var kontroversielt. Nogle i børneforsorgen syntes, at han burde fyres, andre at han gjorde det rigtig godt. Da han selv senere blev forstander, var det sædvanligt, at der kom 30 episoder i hustugtsbogen om måneden. Men i de år, hvor han var tilsynsførende inspek tør, blev reglerne for hustugtsbøger ikke fulgt. Regler blev på flere områder ikke fulgt, og ingen tjekkede, at reglerne ikke blev fulgt. Han er sikker på, at hvis Person 23 havde slået i bordet og forlangt reglerne overholdt, så var det sket. Men Person 23 var en meget tilbageholdende og forsigtig mand. Det ærgrer ham, at man i Børneforsorgen ikke håndhævede reglerne. Blandt de regler, der ikke blev fulgt var, at hver institution årligt skulle have to tilsynsbesøg. Dette kunne de som tilsynsførende inspektører ikke nå, for på nogle institutioner var der 28 særlige problemer, som måske krævede 20 besøg, og så var der andre institutio ner, der slet ikke fik tilsynsbesøg. - Der var aldrig fælles møder mellem ham og hans kollegaer, hvor de drøftede, hvordan tilsyn mv. skulle gribes an. Han fik ingen opbakning fra sine kollegaer, da han kom i stormvejr, fordi Forstanderforeningen bad hans chef om at fyre ham. Han førte tilsyn med Børnehjem 5. Da han på et tidspunkt omkring 1973 havde været på tilsyn på Børnehjem 5, blev han ringet op af formanden for Kristelig Forening for Børneforsorgen, som sagde, at forstanderparret var i oprør. Han inviterede så formanden for Kristelig Forening for Børneforsorgen til at tage med til Børnehjem 5 dagen efter, og da formanden havde talt alene med børnene i en time, kom han ud og var helt hvid i ansigtet. Formanden sagde til vidnet: ”det er værre, end du sagde” . Da forstanderen Person 6 kom tilbage til Børnehjem 5 efter en reprimande hos Person 23, blev Person 6 hædret af den lokale presse i By 3. I det omgivende samfund var der meget ringe indsigt i vilkårene for børnene, og man anså børnene frem for de voksne for at være problemet. Anledningen til, at forstander Person 6 kom til møde med Person 23 var, at han havde slået børn, herunder med nøgler, og optrådt sadistisk over for dem. Han ved ikke, om det var hans indberetninger, der var anledningen til, at Person 6 i 1972 eller 1973 kom til møde med Person 23. Han husker ikke, om hans indberetninger om Børnehjem 5 blev udarbejdet skriftligt. Han havde ikke pligt til at lave skriftlige indberetninger. Han husker ikke konkret, hvad han indberettede om Børnehjem 5. Han meldte ind til juridisk afdeling i Direktoratet om ting, han havde kon stateret på sine tilsyn. Hvorvidt det var juridisk afdeling, der foranledigede Person 23 til at indkalde Person 6, ved han ikke. Børnehjem 5-sagen var på forsiden af vist nok B.T., og han tror, at det var derfor, Person 23 indkaldte Person 6. Der var ikke nogen regler om, at der skulle afleveres skriftlige indberetninger efter tilsynsbesøg. Det beroede på forstanderen at udfylde hustugtsbøgerne med det, som vidnet under sine tilsyn havde bedt forstanderen om at føre til hustugtsbogen, og så indsende hustugtsbogen. Han gav efter tilsynsbesøg be sked til juristerne i Direktoratet om, at der ville komme noget fra den og den in stitution. Nogle gange gjorde han det nok skriftligt. Han husker ikke, om han fik kopi af det, som den juridiske afdeling modtog i form af udfyldte hustugts bøger. Han kendte ikke til juristernes arbejdsgang. Han talte løbende med juri sterne, så juristerne vidste godt, hvad der foregik. Der var ikke regler om, at han skulle aflevere noget skriftligt til juristerne. Det var ikke fast kutyme, at der blev lavet noget skriftligt, men han har nok givet juristerne en skrivelse om, at der var en hustugtsbog på vej. Dog er han usikker på det. Det er 50 år siden, og han er usikker på, hvad han gjorde. 29 Adspurgt vedrørende Børnehjem 7 har han forklaret, at på skole hjem var en viceforstander ansvarlig for skoledelen. På børnehjemmene gik bør nene i den lokale folkeskole. På stort set alle skolehjemmene havde man i perio der svært ved at styre børnene på en normal voksen-barn vis. Mange af medar bejderne var magtesløse, og hvis forstanderens holdning var, at det vigtigste var, at der var ro, og at børnene ikke stak af, så gav det anledning til problemer. Børnehjem 7 adskilte sig ikke fra andre skolehjem, men han husker, at der blev ud delt øretæver, uden at det fremgik af hustugtsbogen. Reglerne blev således ikke fulgt. Forstanderen på Børnehjem 7 hed Person 13. Han førte tilsyn med Børnehjem 7. Der var episoder, og der blev uddelt advarsler, men det var det juridiske kontor i Direktoratet, der tog sig af dette baseret på de meldinger, han havde fået fra børnene, og efterfølgende tilførsler til hustugtsbogen om, at børnene var blevet slået eller låst inde. Børnehjem 3 husker han ikke. Navnet forstander Person 20 siger ham ikke noget. Han har således ikke haft noget med Børnehjem 3 at gøre. Børnehjem 4 kender han. Han var med til at udnævne forstande ren Person 24 i starten af 1970’erne. - Han ved, at det pinte hans forgænger, da hans forgænger fandt ud af, at for standere under tilsynsbesøg havde løjet ham lige op i ansigtet om, hvordan det gik. Direktoratet havde selv udnævnt forstanderne, og derfor havde hans for gænger ikke tænkt, at forstanderne bagefter ville lyve for ham. Foreholdt ud drag af Godhavnsrapporten side 242-243, afsnit 6.1.6 ”Tilsynsførende 1966-1970” , har han forklaret, at det er denne tilsynsførende, han har omtalt som sin forgænger. Der var tale om tilsynsførende Person 25. Denne in spektør blev mødt af stor modstand og stoppede samme år, som vidnet star tede. Ti år senere mødte vidnet Person 25 på gaden, og de optog og holdt i mange år kontakt med hinanden. Parternes synspunkter Sagsøgerne har i deres påstandsdokument anført: ”… ANBRINGENDER Det gøres overordnet gældende, at Social-, Ældre-og Boligministeriet (”Social ministeriet”) ved det daværende Overinspektionen og senere Direktorat for Børne- og Ungdomsforsorgen (”Direktoratet”) har krænket sagsøgernes ret til be skyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling efter Den Europæi ske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, idet Direktoratet på trods af deres tilsynsforpligtelse og på trods af deres kendskab til forholdene på bør nehjemmene ikke iværksatte foranstaltninger, der kunne forhindre massivt om sorgssvigt, vanrøgt samt fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. - 30 Sagsøgerne blev under deres anbringelse på de omhandlede børnehjem løbende udsat for fysisk og psykisk vold fra forstandere, forstanderinder, ansatte og an dre børn uden der blev grebet ind på børnehjemmene. Flere af sagsøgerne blev herudover af samme kreds og under samme forhold udsat for seksuelle overgreb. - Det gøres gældende, at denne behandling udgjorde en umenneskelig og nedvær digende behandling i strid med EMRK artikel 3. - Det gøres gældende, at Direktoratet havde eller burde have haft kendskab til for holdene på børnehjemmene, idet Direktoratet var forpligtet til at føre tilsyn med forholdene. Som ansvarlig myndighed på området tilsidesatte ministeriet derved sin forpligtelse til at iværksætte effektive foranstaltninger med henblik på at for hindre massivt omsorgssvigt, vanrøgt, fysisk og psykisk vold, samt seksuelle overgreb. - Socialministeriet tilsidesatte sin forpligtelse til at iværksætte effektive foranstalt ninger med henblik på at forhindre massivt omsorgssvigt, vanrøgt og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, idet ministeriet ikke førte tilstrækkeligt tilsyn og sad adskillige klager overhørig. - Undladelsen af at iværksætte effektive foranstaltninger og føre et effektivt tilsyn med forholdene på børnehjemmene og de forhold, sagsøgerne levede under, ud gjorde dels en tilsidesættelse af ministeriets forpligtelser efter dansk ret, dels en selvstændig krænkelse af sagsøgernes ret til beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling efter EMRK, idet Direktoratet var eller burde have været bekendt med risikoen for krænkelser og derfor i henhold til Den Europæ iske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis var underlagt en positiv for pligtelse til at iværksætte effektive foranstaltninger, der kunne forhindre, at sagsøgerne blev udsat for overgreb, jf. nedenfor om EMRK artikel 3 og EMD’s praksis. - - - Forpligtelsen til at forhindre overgreb på børn efter EMRK Det følger af EMRK artikel 3, at ingen må underkastes tortur og ej heller umen neskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Artikel 3 udgør et absolut forbud, der gælder uanset hvor tungtvejende de hensyn er, som kunne tale for brug af tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, jf. som eksempel Gäfgen mod Tyskland (22978/05), som forklaret i Elo Rytters Individets Grundlæg ­‐ gende Rettigheder, 4. udgave (2021, Djøf Forlag, side 129-132. For at falde inden for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3 skal en krænkende handling overstige et vist minimum af intensitet, jf. for eksempel Labita mod Ita ­ lien (26772/95), præmis 119. Vurderingen af, om statens handlinger over for en borger falder ind under artikel 3, tager udgangspunkt i sagens samlede omstæn digheder, herunder varigheden, de fysiske og psykiske følger, samt borgerens køn, alder og mentale tilstand. For eksempel vil anvendelsen af isolation som straf uden tilstrækkelig medi -cinskeller sikkerhedsmæssig begrundelse kunne stride imod artikel 3, jf. Her ­czegfalcy mod Østrig (10533/83), præmis 82. En handling kan også være i strid med EMRK artikel 3, hvis den ydmyger eller udsætter en borger for nedværdigende 31 behandling, viser manglende respekt for borgeren, mindsker borgerens menne skelige værdighed, eller fremkalder følelser af frygt, angst eller mindreværd, der er i stand til at bryde en persons moralske og fysiske modstand, jf. Bouyid mod Belgien (233380/09), præmis 87, og Julin mod Estland (16563/08), præmis 119. I førstnævnte dom var det forhold, at en mindreårig i statens varetægt blev tildelt en lussing af en politibetjent tilstrækkeligt til at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. - Det følger af EMD’s praksis, at forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling indebærer en positiv forpligtelse til at forhindre, at personer, der er under statens jurisdiktion, bliver udsat for handlinger, der er forbudt efter artikel 3, herunder fra privatpersoner, jf. for eksempel E and others v. UK (33218/96), Z and others v. UK (29392/95), O’Keeffe mod Irland (35810/09) og M og M mod Kroatien (10161/13). Således for eksempel fra O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 144: (…) The obligation on High Contracting Parties under Article 1 of the Con vention to secure to everyone within their jurisdiction the rights and free doms defined in the Convention, taken in conjunction with Article 3, re quires States to take measures designed to ensure that individuals within their jurisdiction are not subjected to torture or inhuman or degrading treat ment, including such ill-treatment administered by private individuals. - Umenneskelig og nedværdigende behandling omfatter både fysisk og psykisk vold samt omsorgssvigt og vanrøgt af børn, jf. for eksempel A v. UK (100/1997/884/1096), præmis 20-21, Tyrer v. UK (5856/72), præmis 28-35 og Z and others v. UK (29392/95), præmis 11-40. Det gøres på den baggrund gældende, at de overgreb, sagsøgerne blev udsat for på børnehjemmene, udgjorde nedværdigende og umenneskelig behandling i strid med artikel 3. EMD har i sin praksis understreget, at den positive forpligtelse efter artikel 3 ikke skal fortolkes sådan, at den pålægger myndighederne en uforholdsmæssig stor byrde, men at den som minimum indebærer, at der sikres en effektiv beskyttelse mod overgreb af børn og andre sårbare grupper. Det fremgår for eksempel af O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 144: This positive obligation to protect is to be interpreted in such a way as not to impose an excessive burden on the authorities, bearing in mind, in par ticular, the unpredictability of human conduct and operational choices which must be made in terms of priorities and resources. Accordingly, not every risk of ill-treatment could entail for the authorities a Convention re quirement to take measures to prevent that risk from materialising. How ever, the required measures should, at least, provide effective protection in particular of children and other vulnerable persons and should include rea sonable steps to prevent ill-treatment of which the authorities had or ought to have had knowledge. (Egen understregning) 32 Børn nyder således også en særlig beskyttelse i medfør af artikel 3, og den posi tive forpligtelse indebærer, at myndigheder skal undersøge alle indberetninger og mistanker om vold mod børn, jf. for eksempel M og M mod Kroatien (10161/13), præmis 146. Det fremgår af samme dom og præmis, at EMRK artikel 3 også skal fortolkes i lyset af Børnekonventionens artikel 19, hvoraf det blandt andet fremgår, at sta terne skal træffe forholdsregler til beskyttelse af børn mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse. - - Der stilles efter EMD’s praksis særligt strenge krav til myndigheders tilsynspligt over for børn, da de kan tøve med at fortælle om overgreb eller med at beskrive overgrebene, jf. C.A.S og C.S. mod Rumænien (26692/05), præmis 78 og 81. Den positive forpligtelse til særligt at beskytte børn mod overgreb, gælder heru dover især for skoler og øvrige offentlige institutioner. - Således O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 145: The Court’s case-law makes it clear that the positive obligation of protection assumes particular importance in the context of the provision of an impor tant public service such as primary education, school authorities being obliged to protect the health and well-being of pupils and, in particular, of young children who are especially vulnerable and are under the exclusive control of those authorities (…) In sum, having regard to the fundamental nature of the rights guaranteed by Article 3 and the particularly vulnerable nature of children, it is an inherent obligation of government to ensure their protection from ill-treatment, especially in a primary-education context, through the adoption, as necessary, of special measures and safeguards. (Egen understregning) Det gøres gældende, at dette i særlig grad gør sig gældende for børn, der er i statens varetægt, og hvor den fulde omsorgsforpligtelse for barnet påhviler sta ten. - Det er ikke en betingelse, for at konstatere en krænkelse af et barns rettigheder efter artikel 3, at myndighederne har en positiv viden om krænkelser af barnet. Det er tilstrækkeligt, at myndigheden var eller burde have været bekendt med risikoen for, at barnet blev udsat for krænkelser, jf. E m.fl. mod Storbritannien (33128/96), præmis 96, og fra dansk retspraksis for eksempel U 2021.2254. Det gøres i denne forbindelse gældende at Direktoratet havde, hvis ikke decide ret viden, så en burde-viden om, at børnene på børnehjemmene i denne stævning blev udsat for krænkelser, og i det mindste en burde-viden om, at der var en risiko for sådanne krænkelser. I det omfang det ikke er dokumenteret ved God havnsrapporten, vil dette blive underbygget ved sagsøgernes forklaringer. Hvis retten måtte komme frem til, at direktoratet ikke havde viden eller burde viden om risikoen for krænkelser af børnene på børnehjemmene, skal der efter - 33 EMD’s praksis foretages en vurdering af, om statens lovgivning og særligt me kanismerne for opsporing og rapportering heraf, gav en effektiv beskyttelse af krænkelser af de anbragte børn, jf. O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 152. - Det gøres i den forbindelse gældende, at den dagældende tilsynspraksis, herun der manglende indgriben over for krænkelserne på børnehjemmene, ikke gav en effektiv beskyttelse mod krænkelser af sagsøgerne på børnehjemmene, sådan som det også er forklaret at de tilsynsførendes beretninger til Godhavnsrappor ten. - Alene det forhold, at krænkelserne havde et så massivt omfang, og at krænkel serne stod på i så mange år, viser også, at Direktoratets tilsyn og procedurer var helt utilstrækkelige til at sikre en effektiv beskyttelse mod overgreb på børne hjemmene, jf. O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 166: Any system of detection and reporting which allowed such extensive and serious ill-conduct to continue for so long must be considered to be ineffec tive (…) Hertil kommer, som beskrevet i Godhavnsrapporten, at tre ud af fire tidligere tilsynsførende inspektører, der medvirkede i Godhavnsundersøgelsen, var enige om, at ingen inspektører kunne opfylde det dagældende krav om 2 årlige tilsyns besøg på de ca. 100 børnehjem, som hver inspektør var ansvarlig for, jf. rappor tens side 243-245. EMD har i den forbindelse statueret en særlig bevisbyrde for staten i de tilfælde, hvor sagens oplysninger enten fuldstændigt eller i større udstrækning må forud sættes at være bekendt af myndighederne. I disse tilfælde opstilles en bevisfor modning til fordel for borgerens udlægning af faktum, hvis der er usikkerhed derom. - - - Bevisbyrden overgår i den situation til staten, der for at afkræfte formodningen må tilvejebringe beviser, der sår tvivl ved borgerens beskrivelse af begivenhe derne, jf. for eksempel Salman mod Tyrkiet (21986/93), præmis 100, og GM. m.fl. mod Moldova (44394/15, præmis 137. Det gøres gældende, fordi sagsøgerne på tidspunktet for krænkelserne var blevet placeret på de respektive børnehjem under statens tilsyn, at den danske stat er nærmest at bevise omstændighederne ved sagsøgernes anbringelser, herunder fremlægge beviser, der rejser tvivl om den udlægning af fakta, som sagsøgerne har givet. Lignende principper gælder efter almindelig dansk bevisret. Der stilles efter EMD’s praksis ikke krav om, at sagsøgerne kan bevise, at over grebene ikke ville have fundet sted, hvis staten ikke havde undladt at iværksætte rimelige foranstaltninger. Det afgørende for statens ansvar er alene, at staten ikke iværksatte foranstaltninger, som kunne have haft betydning for, om overgrebene fandt sted eller have mindsket skaden herved eller omfanget heraf, jf. E m.fl. mod UK (33218/96), præmis 99, og O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 149. Det gøres endvidere gældende, at krænkelserne også var i strid med den dagæl dende danske lovgivning, og at Direktoratet efter den dagældende lovgivning - 34 havde pligt til at føre tilsyn med de anbragte børns forhold og gribe ind over for de forhold, børnene levede under, samt de krænkelser, som sagsøgerne under deres ophold blev udsat for. Vedrørende forældelse af sagsøgernes krav Krænkelserne forud for sagsøgerne fyldte 18 år kan ikke forældes De krænkelser, som sagsøgerne har været udsatte for, er i henhold til ovenstå -ende omfattet af EMRK artikel 3, og de stammer fra før sagsøgerne fyldte 18 år. Det følger heraf, at de krænkelser, som sagsøgerne har været udsat for, ikke kan forælde, jf. forældelseslovens § 3, stk. 5. De fysiske afstraffelser, sagsøgerne har været udsat for, overstiger klart, hvad der var tilladt som legemlig afstraffelse i medfør af revselsretten i perioden fra 1946 til 1975. For en gennemgang af reglerne om legemlig revselse kan der i det hele henvises til Godhavnsrapporten side 55 og frem. Som det fremgår heraf, var reglerne for legemlig afstraffelse på børnehjem fra år 1937 reguleret af Socialministeriets reg lement af 7. oktober 1937 for anvendelse af hustugt i anerkendte opdragelseshjem (”Hustugtreglementet”). Det fremgik af dette regelsæt, at som legemlig revselse kunne følgende anvendes: - 1. Et eller to slag med den flade hånd på kinden, uden at øret berøres, eller 2. for børn under 10 år indtil 5 slag på sædet med den flade hånd, eller 3. for drenge mellem 10 og 15 år indtil 3 og for drenge mellem 15 og 18 år indtil 6 slag på sædet med et tyndt spanskrør, der ikke må være over 4 cm i omkreds og ikke over 1 m langt. Videre fremgik det af reglementet, at ved legemlig revselse, som under 2) og 3) omtalt, skulle legemet være dækket af mindst ét klædningsstykke (benklæder), samt at revselse på sædet overfor piger kun måtte iltdeles af en kvinde, og kun tildeles piger under 10 år. Det var derudover forbudt at anvende revselse med spanskrør overfor piger og overfor drenge over 18 år. Revselse som straffemiddel skulle anvendes med varsomhed og besindighed og måtte ikke anvendes, når revselsen kunne medføre skade for vedkommende barns helbred, ligesom den ikke måtte anvendes, når revselsen på grund af nogen sygelig tilstand kunne virke særlig pinlig. Ved revideringen af Hustugtreglementet i 1952 blev revselsesretten på børne hjemmet indskrænket således, at afstraffelse med spanskrør generelt blev for budt. Det blev derudover slået fast som en almindelig regel, at legemlig revselse i form af slag mod kinden med flad hånd ikke burde anvendes i opdragelses hjemmene længere, og det blev pålagt ledere og medarbejdere at arbejde heni mod at følge denne linje. I 1967 blev det i vejledning af 3. november 1967 vedrørende det opdragende ar bejde i anerkendte børne- og ungdomshjem udarbejdet af Ministeriet for Famili ens Anliggender endeligt fastslået, at legemlig revselse af enhver form var for -budt med virkning fra 1. januar 1968. - 35 Sagsøgerne blev som anført under deres ophold på børnehjemmene jævnligt ud sat for vilkårlig vold og ydmygelser fra børnehjemmenes ansatte. De fik bank og tæsk med knytnæveslag eller forskellige redskaber, og lussinger så hårde, at de blev væltet omkuld og fik ørerskader. Flere af sagsøgerne blev udsat for seksuelle overgreb. Behandlingen af sagsøgerne på børnehjemmene har haft stor skade på deres ef terfølgende liv, og flere af dem lider fortsat under følgerne. - Det gøres på den baggrund gældende, at den fysiske og psykiske vold og de over greb, sagsøgerne har været udsat for, klart overstiger, hvad der var tilladt i med før af reglerne om revselse. - I dommen U.1958.1240 blev en far frifundet for at have tildelt sit barn flere kraf tige slag med flad hånd i det blottede sæde og derefter slynget hende hen på en polstret divan. - Da sagsøgte har inddraget ovenstående dom i sin argumentation for, at den i nærværende sag omtalte vold m.m. ikke skulle være omfattet af EMRK artikel 3, skal det bemærkes, at dommen vedrører vold i et privathjem og ikke et børne -hjem. Forældres ret til at revse blev først afskaffet i 1997 og blev generelt reguleret mere lempeligt end revselsesretten for andre end familien. Dommen har derfor ikke væsentlig betydning for sagen. Hvis retten måtte finde, at dommen illustrerer, hvilken grad af vold, der var ac cepteret på samtiden, skal det gøres gældende, at dommene U1983.419V, U.1970.398V og FM.1987.12/2 højere eller lige så høj grad bør inddrages, da disse resulterede i domfældelse og derfor tegner en negativ afgrænsning af, hvilken grad af revselse, der var tilladt. I U.1983.419V dømte Vestre Landsret en fader for at have tildelt sin datter flere slag på begge balder og på venstre lår med blodudtrædninger og blodunderløbne områder til følge. Landsretten bemærkede, at den udøvede vold havde haft ka rakter af en egentlig afstraffelse, og at datteren måtte anses som sagesløs. - - I U.1970.398V dømte Vestre Landsret en far og en stedmor for at have tildelt en 9årig dreng slag over skulderen og ryggen med en ledning samt ved senere samme dag at have tildelt barnet 4-6 slag med en 65 cm lang og 1,5 cm tyk rund træstok. I FM 1987.12/2 dømte retten en far for at have tildelt sin 11-årige søn og 13-årige datter nogle slag over ryggen med en hunderem, ligesom han havde tildelt dat teren nogle lussinger på begge sider af ansigtet. Den vold, som sagsøgerne blev udsat for, overskred således utvivlsomt græn serne for revselsesretten, herunder i lyset af, at de blev udsat for væsentlig grovere tilfælde af vold end de ovenfor nævnte, hvilket vil blive belyst nærmere under partsforklaringerne i sagen. Det ville stride imod kernen af hensynene bag indførslen af forældelseslovens § 3, stk. 5, at fortolke den således, at den ikke omfattede sagsøgernes krav som følge - 36 af de overgreb, de blev udsat for, mens de var børn. Det fremgår af de alminde lige bemærkninger til forslaget (Folketingstidende, tillæg A, samling 2017-18, L 31, Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som fremsat, almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.) blandt andet, at bestemmel sen netop tager sigte på sager, hvor børn, der har været udsat for overgreb i løbet af deres barndom, men som først som voksne har været i stand til at forstå, at der var tale om overgreb, som myndighederne bør holdes ansvarlige for. Det fremgår videre: Med lovforslaget lægges der op til at ophæve forældelsesfristerne for krav på erstatning og godtgørelse, som udspringer af en forvaltningsmyndig -heds tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser over for børn, der har været udsat for overgreb. Det at have forældelsesregler er helt grundlæggende i en retsstat. Som an ført ovenfor under pkt. 2.2.1.1. er hovedformålet med forældelsesreglerne at tilskynde til, at sager indledes på et tidspunkt, hvor det er muligt at løfte bevisbyrden. Muligheden for at føre bevis forringes med tiden både for den, som mener at have et krav, og for den, der bestrider kravet. - Det er således et meget vidtgående skridt, når det foreslås at ophæve foræl delsesfristerne for børn og unges erstatnings- og godtgørelseskrav mod for valtningsmyndigheder, som har tilsidesat lovbestemte forpligtelser i for bindelse med, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. - Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at der i sager, hvor en for valtningsmyndighed har svigtet et barn, der har været udsat for overgreb, er særlige hensyn, som gør sig gældende, og som kan begrunde en ændring af forældelsesloven. Dette skyldes bl.a., at en eventuel erstatningssag mod myndighederne ikke opstår, før overgrebene kommer for en dag, hvilket ofte først vil ske, når barnet er blevet voksent, da barnet typisk først på dette tidspunkt vil være i stand til at reflektere over overgrebene og over myn dighedernes ansvar i forbindelse hermed. Barnet vil ofte først som voksen være klar over mulighederne for at få erstatning fra myndighederne og have de nødvendige ressourcer til at kunne føre en erstatningssag. (Egen understregning) Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøgernes krav ikke er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 5. Anvendelse af de nationale forældelsesregler vil være i strid med EMRK Den vurdering, som retten skal foretage i sagen, er i første række, hvorvidt der er sket en krænkelse omfattet af EMRK artikel 3. Det gøres derfor gældende, at selv hvis retten måtte nå frem til, at sagsøgerne ikke har været udsat for overgreb omfattet af forældelseslovens § 3, stk. 5, skal retten foretage en konkret vurdering af, om det vil være proportionalt at anse kravet for forældet efter 1908-loven eller Danske Lov 5-14-4, i det omfang sagsøgerne kan anses for at have været udsat for en krænkelse omfattet af EMRK artikel 3. 37 Det gøres gældende, at der er tale om krænkelser omfattet af EMRK artikel 3, og at forældelsesfristerne efter 1908-loven eller Danske Lov 5-14-4 som følge heraf ikke kan bringes i anvendelse i denne konkrete sag, da det vil være i strid med EMRK artikel 3, 5, og 13. Det følger således af EMD’s og dansk praksis, at anvendelsen af nationale foræl delsesregler kan være i strid med EMRK artikel 6 og artikel 13, hvis de anvendes rigidt uden hensyn til den konkrete sags særlige omstændigheder. Det kan også være i strid med konventionen, hvis en forældelsesfrist pålægger klagerne en uri melig processuel byrde, som medfører, at de berettigede (sagsøgerne) ikke har en reel mulighed for at gøre deres krav gældende. Kravet om proportionalitet kan således betyde, at de nationale domstole må tilsidesætte en eventuel anven delse af de nationale forældelsesregler efter en konkret vurdering, jf. for eksem pel Stuvvings m.fl. mod Storbritannien (22083/92 og 22095/93), præmis 50, og Stagno mod Belgien (1062/07), præmis 27. - Højesteret har desuden i en konkret sag slået fast, at når der rejses krav om godt gørelse for indgreb i strid med EMRK artikel 3, skal der foretages en konkret vur dering af, om det vil være proportionalt at anse kravet for forældet, jf. U 2021.3257 H om godtgørelseskrav for overgreb begået i Irak: - - Der er på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke grund lag for at antage, at det i sig selv er i strid med Menneskerettighedskonven tionens artikel 3, 6 eller 13 at anvende nationale regler om forældelse i for hold til godtgørelseskrav, der bliver rejst i anledning af påståede overgreb om tortur eller anden behandling omfattet af konventionens artikel 3. I ste det må der ved en stillingtagen til foreneligheden med konventionen fore tages en konkret vurdering af, om det vil være proportionalt at anse kravet for forældet efter nationale forældelsesregler, jf. bl.a. Menneskerettigheds domstolens dom af 17. september 2014 i sag nr. 10865/09 m.fl. (Mocanu og andre mod Rumænien), præmis 274-276, og dom af 29. januar 2019 i sag nr. 23226/16 m.fl. (Nikitin og andre mod Estland), præmis 141-142. Egen understregning Højesteret gentog denne generelle præmis i U 2022.1707H, der også vedrørte et spørgsmål om, hvorvidt et godtgørelseskrav for overgreb i Irak var forældet. Praksis efter både dansk ret og EMRK viser således, at der i nærværende sag skal foretages en konkret afvejning af, om det vil være konventionsstridigt at afskære sagsøgernes krav på grund af forældelse efter danske forældelsesregler. Anvendelsen af forældelsesreglerne efter 1908-loven eller Danske Lov 5-14-4 ville reelt indebære, at sagsøgerne – der i årevis har været udsat for vilkårlig vold og nedværdigende behandling, mens de var umyndige og i statens varetægt – af skæres fra at rejse krav om godtgørelse for krænkelser efter EMRK artikel 3. Når der er tale om allerede skete krænkelser, forudsætter en passende oprejsning ef ter EMD’s praksis, at den, der har været udsat for krænkelsen, kan få dette aner kendt og tilkendt en passende kompensation. Sagsøgerne har således ret til at få prøvet, om deres kernerettigheder efter EMRK artikel 3, er krænket, og et civilt søgsmål mod Social-, Bolig- og Ældreministeriet er sagsøgernes eneste effektive retsmiddel efter EMRK artikel 13. - 38 Det gøres på den baggrund gældende, at det ikke vil være proportionalt at anse kravet for forældet efter nationale forældelsesregler, i lyset af det, som sagsø -gerne har været udsat for som børn, og at en sådan anvendelse af de nationale forældelsesregler ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6 og 13, jf. artikel 3. Anvendelsen af EMRK for så vidt angår Sagsøger 5 og Sagsøger 7 For så vidt angår Sagsøger 5 og Sagsøger 7, som har været udsat for overgreb forud for 3. september 1952, hvor konventionen trådte i kraft, gøres det gældende, at disse sagsøgere har været udsat for krænkelser, der startede forud for men fortsatte efter konventionens ikrafttræden, samt og eventuelt subsidiært at staten ved ikke at have foretaget en tilstrækkelig undersøgelse og retsforfølgning af krænkelserne efter konventionens ikrafttrædelse. Det følger af EMD’s praksis, at EMRK kan udvides (ratione temporis) til krænkel ser begået før konventionens ikrafttræden, hvis der foreligger en fortsat kræn kelse, som opstod før konventionens ikrafttræden, men som fortsætter efter denne dato, jf. for eksempel De Becker mod Belgien (214/56), eller hvis en ny hand -ling eller undladelse efter ikrafttrædelsen af konventionen godkender den tidli -gere krænkelse, for eksempel hvis staten undlader at undersøge, retsforfølge og straffe krænkelsen. En fortsat krænkelse foreligger i den periode, hvor staten opretholder en vedva rende tilstand, hvori staten kontinuerligt udøver aktiviteter, som hver for sig og/eller samlet set krænker en borgers rettigheder efter EMRK, jf. Shylkov m.fl. mod Rusland (78638/11 m.fl.), præmis 61, og Posti og Rahko mod Finland(27824/95). Det følger af EMD’s praksis, at gentagelser af den samme handling, som sker regelmæssigt med jævne mellemrum, og uden længere afbrydelser, udgør en vedvarende tilstand, jf. Fetisov og andre mod Rusland (32541/08 43441/08), præmis 75, og Shishanov mod Republikken Moldova (11353/06), præmis 68-69. De overgreb, som Sagsøger 5 og Sagsøger 7 blev udsat for, udgør således en samlet krænkelse af artikel 3, også for de forhold, der blev begået forud for 3. september 1953. Ret til godtgørelse og udmåling af godtgørelse Det gøres gældende, at Social-, Bolig- og Ældreministeriets tilsidesættelse af den positive forpligtelse efter EMRK artikel 3, udgør en retsstridig krænkelse af sagsøgerne. Det følger af EMRK artikel 13 sammenholdt med princippet i erstatningsansvars lovens § 26, at der skal tilkendes godtgørelse af de danske domstole, når en per -son i henhold til EMD’s praksis efter konventionens artikel 41, ville have ret til godtgørelse, jf. U 2017.2929H. Godtgørelsen skal ske med udgangspunkt i det niveau, som er fastlagt i EMD’s praksis, jf. U 2017.3272Ø og U 2018.3631Ø. Udmålingen af godtgørelse skal tage udgangspunkt i den smerte og lidelse, som krænkelsen har medført, jf. Z and others v UK (29392/95), præmis 130, i hvilken fire børn, der igennem fire et halvt år havde været udsat for massive omsorgs - 39 svigt, uden at de britiske myndigheder havde grebet ind, fik udmålt 31.000 GBP, svarende til cirka 300.000 kr. Dommen blev afsagt i 2001, og godtgørelsen ville med justering efter inflation svarer til ca. 385.000 kr. I de domme, der indtil nu er afsagt ved de danske domstole om myndigheders tilsidesættelse af forpligtelsen til at gribe ind og forhindre overgreb på børn, har sagsøgerne nedlagt godtgørelsespåstande på 300.000 kr., jf. U 2017.3272Ø, U2018.3631Ø, utrykt dom af 23. maj 2019 i sag BS-8600/2017-OLR, utrykt dom af 10. januar 2019 i sag BS 42B-2929/2017 fra Københavns Byret og U 2021.2254 Ø. I alle disse sager har sagsøgerne fået tilkendt godtgørelse i overensstemmelse med påstanden. I 2021 er der yderligere blevet indgået to retsforlig i ”Godhavnssagerne” , hvor myndighederne tillige er blevet pålagt at betale godtgørelse på 300.000 kr. til hver af sagsøgerne. Det bør bemærkes, at sagsøgerne i Godhavnssagerne var anbragt i omtrent samme periode, som sagsøgerne i nærværende sag og at deres oplevel ser er tilsvarende. - I den forbindelse bemærkes i øvrigt, at praksis fra EMD viser, at det normale niveau for krænkelser efter EMRK artikel 3 er mellem 20.000 og 60.000 euro, sva rende til 150.000 – 450.000 kr., og at der ved fastsættelsen tages hensyn til om kostningsniveauet i medlemslandene, hvilket for Danmarks vedkommende er i den høje ende. Det rejste krav er således opgjort ud fra en skønsmæssig afvejning af, hvad der efter EMD’s praksis er et rimeligt niveau i nærværende sag – og altså ikke udtryk for, hvad der er maksimum inden for rammen. …” Social- og Boligministeriet har i sit påstandsdokument anført: ”… 3. Anbringender 3.1 Overordnede anbringender Social- og Boligministeriet gør overordnet gældende, at der ikke er grundlag for krav på godtgørelse på kr. 2.400.000,- (kr. 300.000,- for hver af sagsøgerne) til de otte tidligere anbragte sagsøgere for krænkelse af EMRK’s artikel 3 som følge af sagsøgernes anbringelse på forskellige børnehjem, der alle var private institu tioner – med undtagelse af Børnehjem 7. Det er samlet set ikke godtgjort, at sagsøgerne blev udsat for overgreb og/eller umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelserne på børne hjemmene. Det påhviler sagsøgerne at løfte bevisbyrden for, om der er sket en krænkelse af EMRK. Der foreligger ikke forhold, der kan begrunde, at bevisbyrden vender. Social- og Boligministeriet har undersøgt de af sagsøgerne anbringelser ved Rigsarkivet. Ministeriet har indhentet arkivalier for de perioder, hvor sagsø - - 40 gerne har angivet, at de har været anbragt på de forskellige børnehjem samt for to år før og to år efter de forskellige perioder. Arkivmaterialet er fremlagt under sagen. Der er ikke fundet eller påvist forhold om uforsvarlig adfærd overfor sagsø gerne under anbringelserne fra Social- og Boligministeriet. Arkivmaterialet gi ver ikke grundlag for at fastslå, at Social- og Boligministeriet har tilsidesat reg ler, normer eller almindelig agtpågivenhed, eller at ministeriet vidste eller burde vide, at der var en nærliggende risiko for umenneskelig eller nedværdi gende behandling af sagsøgerne. - Der er på den baggrund ikke grundlag for at tilkende sagsøgerne godtgørelse for krænkelser eller overgreb under deres anbringelser. Hertil kommer, at kravene på godtgørelse er forældede. Det er således ikke godtgjort, at sagsøgerne, før de fyldte 18 år, har været udsat for strafbare over greb, eller at staten har tilsidesat nogen lovbestemt tilsynspligt overfor dem. 4. Sagens faktum 4.1 Dokumentationen i sagen - Social- og Boligministeriet har indhentet arkivalier for den periode, hvor sagsø gerne har angivet, at de har været anbragt på de forskellige børnehjem samt for to år før og to år efter de forskellige anbringelsesperioder. Overinspektionen for Børneforsorgen, Direktoratet for Børne- og Ungdoms forsorg og Socialstyrelsen har afleveret arkivalier til Rigsarkivet angående de forskellige børnehjem for de angivne perioder, som ministeriet har gennemgået og beskrevet i den supplerende sagsfremstilling i svarskrift af 27. maj 2025. Ar kivmaterialet er fremlagt som Bilag C-I. Social- og Boligministeriet har ved Rigsarkivet ikke fremfundet relevant arkiv materiale om Sagsøger 5 fra Børnehjem 1 for perioden 1946 til 1956, hvor Sagsøger 5 angiver at have været anbragt i denne periode. - Sagsøgerne har fremlagt bilag 3, der udgør Sagsøger 5's journal og akter i relation til anbringelsen. Bilaget omtaler dog en Navn 1. Af det af sagsøgerne fremlagte bilag 3 fremgår, at Sagsøger 5 først blev anbragt på Børnehjem 1 den 25. april 1948. Der er desuden ikke fremlagt dokumenta tion for, hvornår anbringelsen på Børnehjem 1 ophørte. Bilag 3 indeholder ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 5's anbrin gelse på Børnehjem 1. Arkivalierne (Bilag C) vedrørende Sagsøger 3 for perioden 1954 til 1969, i hvilken Sagsøger 3 angiver at have været anbragt på Børnehjem 4, er frem fundet. Af arkivalierne (Bilag C) fremgår en klage af 31. juli 1964 fra Sagsøger 3's anbringelsesperiode på Børnehjem 4, der ikke har relevans for Sagsøger 3's krav. Der er desuden beskrevet episoder både før og efter Sagsøger 3's anbringelsesperiode, som heller ikke er relevante for sagen. - 41 Sagsøgerne har fremlagt bilag 6, der udgør Sagsøger 3's journal og akter i relation til anbringelsen. Af det af sagsøgerne fremlagte bilag 6 fremgår, at Sagsøger 3 var anbragt i perioden 24. november 1954 til den 11. august 1969. Bilag 6 indeholder ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 3's anbringelse på Børnehjem 4. Arkivalierne (bilag D) vedrørende Sagsøger 8 for perioden 1959 til 1964, i hvilken Sagsøger 8 angiver at have været anbragt på Børnehjem 3, er fremfundet. I arkivalierne indgår stambogen fra Børnehjem 3, hvoraf fremgår, at Sagsøger 8 blev anbragt den 28. november 1959. Af sagsøgernes bilag 19, der er et folkeregisterkort, viser tilflyt ning til kommunen den 1. oktober 1964 fra Børnehjem 3 og registre ret bopæl i kommunen ved “Børnehjem 12” . Fraflytning er registreret den 3. november 1965 til Skole 4. I arkivalierne (Bilag D) indgår også en hustugtsbog fra Børnehjem 3, som ikke indeholder beret ninger om legemlig afstraffelse i Sagsøger 8's anbringelsesperiode. - Sagsøgerne har fremlagt bilag 9, der udgør Sagsøger 8's journal og akter i relation til anbringelsen. Sagsøgernes bilag 9 indeholder ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 8's anbringelse på Børnehjem 3. Arkivalierne (bilag E) vedrørende Sagsøger 1 for perioden 1966 til 1977, i hvilken Sagsøger 1 angiver at have været anbragt på Børnehjem 2 (der bestod af fem børnehjem), er fremfundet. Der foreligger en hustugtsbog for Børnehjem 2 i By 1 for perioden, hvor Sagsøger 1 var anbragt. Der foreligger ikke informa tion om, at Sagsøger 1 var anbragt på børnehjemmet i By 1. I an bringelsesperioden fremgår der af hustugtsbogen fem magtanvendelser, hvoraf ingen vedrører Sagsøger 1. - Sagsøgerne har fremlagt bilag 11, der udgør Sagsøger 1's journal og akter i relation til anbringelsen. Af det af sagsøgerne fremlagte bilag 11 fremgår, at Sagsøger 1 blev anbragt på Børnehjem 2 i 1966 og blev udskrevet fra børnehjemmet den 5. december 1977. Bilag 11 indeholder ikke i øvrigt beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 1's anbringelse på Børnehjem 2. I bilag 11 indgår der en skrivelse fra Social- og Sundhedsforvaltningen i Køben havns Kommune af 23. juni 1981 til Visitationsudvalget for Døgninstitutioner, hvorefter Sagsøger 1, som i 1981 var 17 år gammel, boede sammen med en 24-årig mand ved navn ”Person 26” : ” De sidste 2 måneder har Sagsøger 1 gået på Skole 5 og boet sammen med Person 26 ligeledes i By 6. Person 26 er tidligere kommet meget på in ­stitutionen, og man har et godt indtryk af ham og mener, at hans modenhed har gavnet Sagsøger 1 i den rigtige retning. Sagsøger 1 oplyser, at Person 26 støtter hende meget i fortsat skolegang, bliver sur, hvis hun ikke passer skolen. Imidlertid kniber det alligevel nogen gange. Foruden at Sagsøger 1 hjælper Person 26 som discjo ­ckey i week-enderne arbejder Sagsøger 1 tre eftermiddage ugentligt med rengøring 3 timer ad gangen. Tjener herved 665 kr., hver 14. dage. Man får desuden indtryk af, at de hjemlige pligter fortrinsvis er Sagsøger 1's ansvar” 42 I samme skrivelse i bilag 11 fremgår også følgende om Sagsøger 1's anbringelse på Børnehjem 2: ” […] Forud for anbringelsen havde der været massive problemer med Sagsøger 1 på Børnehjem 2. Man havde fra børnehjemmets side i en lang periode etableret psykologisk behandling af Sagsøger 1, grundet skoleskulke ­rier, asocial adfærd, indblanding i kriminalitet, grov opførsel etc. etc. […] ” Arkivalierne (bilag F) vedrørende Sagsøger 2 for perioden 1959 til 1962, i hvilken Sagsøger 2 angiver at have været anbragt på Børnehjem 5, er fremfundet. Arkivalierne (bilag F) indehol der ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 2's anbringelse på Børnehjem 5. Sagsøgerne har fremlagt bilag 13, der udgør Sagsøger 2's jour nal og akter i relation til anbringelsen. Af det af sagsøgerne fremlagte bilag 13 fremgår, at Sagsøger 2 var anbragt på Børnehjem 5 i perioden fra den 8. februar 1962 til den 13. oktober 1962. Bilag 13 in deholder ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 2's anbringelse på Børnehjem 5. - Arkivalierne (bilag G) vedrørende Sagsøger 7 for perioden 1953 til 1955, i hvilken Sagsøger 7 angiver at have været anbragt på Børnehjem 6, er fremfundet. Af arkivalierne (bilag G) fremgår, at Sagsøger 7 i en del af anbringelsesperioden i sommeren 1953 var feriebarn på en gård. I arkivalierne (bilag G) er der desuden fundet Sagsøger 7's journal fra Børnehjem 6. Af meddelelse af 17. juli 1953 fra Kristelig forening for børneforsorg til Københavns Børneværn om Sagsøger 7 fremgår: ” Hans opførsel er upåklagelig og evnerne jævnt gode. Han er flink og villig i sin daglige færden og i det hele taget en dreng, som vi er glade for at have i flokken…” Sagsøgerne har fremlagt bilag 15, der udgør Sagsøger 7's journal og ak ter i relation til anbringelsen. Af det af sagsøgerne fremlagte bilag 15 fremgår, at Sagsøger 7 var anbragt på Børnehjem 6 fra den 25. april 1953, og at han den 1. maj 1954 fik en tjenesteplads i By 7. Den 1. april 1954 luk kede Børnehjem 6, hvorefter forstanderen og de anbragte børn blev overflyttet til det nyoprettede Børnehjem 13. Tilknytningen til Børnehjem 13 fremgår af bilag 15, hvor Københavns Børneværn den 15. september 1954 anmoder Børnehjem 14 om udtalelse vedrørende fremtidsplaner og forældres betingede hjemgivelsesønske. Dernæst fremgår det igen af bilag 15, at genanbringelse på Børnehjem 13 den 13. december 1955 er god kendt. Børnehjem 13 er placeret i Kommune. Af det af sagsøgerne frem lagte bilag 20 fremgår en boligattest for Københavns Kommune, der alene do kumenterer, at Sagsøger 7 den 25. april 1953 flyttede fra Københavns Kommune til Børnehjem 6 og først den 25. december 1955 igen blev til meldt Københavns Kommune efter tilflytning fra By 7. Boligattesten bely ser således ikke ophøret for anbringelsen på Børnehjem 6. 43 Det fremgår videre af bilag 15, at Sagsøger 7 i ét tilfælde er blevet udsat for hustugt/legemlig afstraffelse. Det fremgår under punktet ”Hustugtens Art og Omfang” : ” 2 slag på kinden” . Både forseelsen, der var baggrunden for hustugten, og hustugten er dateret til den 5. oktober 1953, hvor Sagsøger 7 var anbragt på Børnehjem 6. Der ses med håndskrift at være tilført følgende tekst, som ikke er originalt, men formentlig tilført af Sagsøger 7, på et udateret, men senere tidspunkt: ” Er løgn rigtig mange – slag” . Arkivalierne (bilag H) vedrørende Sagsøger 6 for perioden 1957 til 1965, i hvilken Sagsøger 6 angiver at have været anbragt på Børnehjem 7, er fremfundet. I arkivalierne (bilag H) indgår en byrets dom af 29. maj 1959. Ved dommen blev en medhjælper på Børnehjem 7 idømt fire års fængsel for overtrædelse af dagældende straffelovs § 225, stk. 1, jf. § 219 og § 222, stk. 1, ved i 31 forhold at have udøvet seksuelle overgreb mod 11 drenge anbragt på Børnehjem 7. Forholdene fandt sted i perioden fra foråret 1957 til fe bruar 1959. Af dommen fremgår, at den tiltalte erklærede sig skyldig i alle for hold efter vidneførelsen for retten. I arkivalierne indgår et notat af 13. februar 1960, hvor en tilsynsinspektør gennemgår sagen. Sagsøger 6 var ikke en af de 11 ofre i sagen, der blev udsat for seksuelle overgreb i perioden 1957 til 1959. Sagsøgerne har fremlagt bilag 5, der udgør Sagsøger 6's journal og akter i relation til anbringelsen. Af det af sagsøgerne fremlagte bilag 5 fremgår, at Sagsøger 6 var anbragt på Børnehjem 7 i perioden fra den 11. september 1957 og i hvert fald til den 4. oktober 1966. Bilag 5 indeholder ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 6's anbringelse på Børnehjem 7. Arkivalierne (bilag I) vedrørende Sagsøger 4 for perioden 1967 til 1970, i hvilken Sagsøger 4 angiver at have været anbragt på Børnehjem 8, er fremfundet. Af arkivalierne (Bilag I) fremgår, at Sagsøger 4 blev indskrevet på Børnehjem 8 den 13. marts 1967 og udskre vet igen den 10. august 1967 til Børnehjem 9. I denne periode var hun indlagt på psykiatrisk afdeling fra den 20. maj 1967 til den 30. maj 1967 og igen fra den 8. juni 1967 til den 10. august 1967. I arkivalierne indgår desuden et udskrivningsbrev fra Hospital 1 om indlæggelse af Sagsøger 4 den 20. maj 1967, og om forskellige episoder i forbindelse med hendes ind læggelser på Hospital 1. Sagsøgerne har fremlagt bilag 8, der udgør Sagsøger 4's journal og akter i relation til anbringelsen. Det af sagsøgerne fremlagte bilag 8 indehol der ikke beskrivelser af relevans for sagen vedrørende Sagsøger 4's anbringelse på Børnehjem 8. 5. Uddybende anbringender 5.1 Ingen krænkelse af EMRK artikel 3 - 44 Det er ikke godtgjort, at sagsøgerne har været udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, og der er som følge heraf ikke grundlag for at udbetale sagsø gerne samlet 2.400.000 kr. for krænkelse af sagsøgernes rettigheder efter EMRK artikel 3. Sagsøgerne har til støtte for deres krav oplyst generelt om forskellige overgreb, der ikke er konkretiseret hverken i tid, sted, personer eller lignende. De pågæl dende beretninger er ikke underbygget med dokumentation eller andre forkla ringer. Endvidere må behandlingen af sagsøgerne under deres anbringelser i det hele bedømmes i lyset af dagældende regler og praksis, jf. nærmere neden for i afsnit 0-0. Efter EMD’s praksis vurderes Social-og Boligministeriets ansvar således ud fra forholdene og standarderne på det relevante tidspunkt, jf. EMD’s dom af 28. ja nuar 2014 i O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 143. - - - EMRK artikel 3 forudsætter endvidere, at den pågældende behandling oversti ger et vist minimum af alvor for at falde inden for bestemmelsens anvendelses område, jf. EMD’s Irland mod UK