← Danmark

Domsresume

Om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer Sagkyndige erklæringer indhentet af den ene part efter sagens anlæg kunne ikke fremlægges som bevis, selv om erklæringerne var indhentet i anden sammenhæng Sag BS-48050/2025-HJR Kendelse afsagt den 19. februar 2026 Miljøstyrelsen mod Region Midtjylland Sagen angik, om Region Midtjylland i en retssag mod Miljøstyrelsen kunne fremlægge to rapporter, der var udarbejdet efter sagens anlæg. Rapporterne var indhentet af Region Midtjylland, som var part i sagen. A, som havde udarbejdet dem, var en ekstern virksomhed, og rapporterne kunne ikke anses for eller sidestilles med et partsindlæg fra Region Midtjylland. Miljøstyrelsen havde ikke haft indflydelse på valget af A eller temaet for rapporterne. Højesteret fandt på den baggrund, at de to rapporter måtte anses for at være ensidigt indhentet i retsplejelovens § 341 a’s forstand. Det var under de anførte omstændigheder uden betydning, at Region Midtjylland havde indhentet rapporterne som led i regionens forpligtelser efter jordforureningslovens kapitel 3, og at rapporterne dermed var indhentet i anden sammenhæng og ikke med henblik på at skulle fremlægges som bevis i retssagen. Da regionen ikke havde iagttaget reglerne om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, jf. retsplejelovens § 209 a og 341 a, fandt Højesteret, at de to rapporter ikke kunne fremlægges i sagen mod Miljøstyrelsens protest.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.