af 2007 løber forældelsesfristen for krav på erstatning uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. § 2, stk. 4, medmindre der er grundlag for suspension af forældelsesfristen, jf. § 3 stk. 2.” / 9 Der er i den konkrete sag ikke uenighed om, at da sagen er rejst mod tred-jemand og ikke arbejdsgiver, at så gælder
almindelig frist på 3 år, frem for arbejdsskadesikringslovens udvidede frist på 5 år. ” I forbindelse med Folketingets behandling af 2007-lovforslagene besvarede ju-stitsministeren en række spørgsmål fra Retsudvalget. I svaret på spørgsmål 20 redegjorde Justitsministeren for, hvilke konsekvenser de foreslåede regler har for differencekrav i anledning af arbejdsskader. Det fremgår af svaret bl.a., at skadelidte ifølge Højesterets dom fra 1995 ikke kan forfølge sådanne krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter ar-bejdsskadesikringsloven er afgjort. Herefter beskrives forældelsesfristens begyn-delsestidspunkt efter den foreslåede § 2 stk. 4, og det anføres, at den foreslåede § 14 – hvorefter der gælder en tillægsfrist på 1 år, bl.a. hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold – i givet fald vil finde anvendelse på diffe-rencekrav, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatnings-ansvarsloven tidligst kan løbe 1 år efter afgørelsen om kravet i henhold til ar-bejdsskadesikringsloven. Svaret angiver ikke, at denne tillægsfrist skulle er-statte den almindelige forældelsesfrist på 5 år regnet fra den endelige afgørelse Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at forstå forarbejderne til forældel-sesloven således, at det var hensigten at forringe skadelidtes retsstilling i ar-bejdsskadesager i forhold til, hvad der gjaldt efter forældelsesloven af 1908.” Højesteret tiltrådte herefter, at forældelsesfristen for differencekrav vedrø-rende erhvervsevnetab jf. erstatningsansvarsloven skulle regnes fra den endelige afgørelse om erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen. Det gøres herefter gældende, at forældelsesfristen for krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste tidligst skal regnes fra det tidspunkt, hvor der i arbejdsskadesagen blev truffet afgørelse om det midlertidige tab af erhvervsevne, for den tilsvarende periode. Forældelsesfristen på 3 år skal således i den konkrete sag regnes fra den 1. maj 2020, da der først fra denne dato er truffet afgørelse om perioden efter den 14. maj 2019. Subsidiært fra den 19. november 2018, hvor Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring første gang traf afgørelse om midlertidigt erhverv-sevnetab. 2. Kendskab til fordringen og foreløbig anerkendelse ved betaling Efter
1 regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. For så vidt angår fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kon-traktforhold, regnes forældelsesfristen fra skadens indtræden, jf. § 2 stk. 4. Bestemmelsen finder også anvendelse på krav mod tredjemand om erstat-ning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade. I henhold til
2 regnes forældelsesfristen på 3 år jf. § 3 stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen, hvis fordringshaveren var ubekendt med fordrin-gen. / 10 I U 2013.1823 H henvises til lovforslagets bemærkninger til § 2 stk. 4 (lovforslag L165, folketingstidende 2006-2007, tillæg A, s. 5613 f.), hvor frem-går, ” …. at bestemmelsen viderefører gældende praksis med hensyn til fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet ved erstatningskrav uden for kontrakt, at det som udgangspunkt er tidspunktet for lidelsens opståen, der er afgørende, hvis der ved personskade er forskel på den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsen opståen, og at fristen i disse tilfælde løber fra det tidspunkt, hvor de føl-ger, der kræves erstatning for, har vist sig på en måde, at skadelidte havde ri-melig anledning til og mulighed for at rejse et – eventuelt foreløbigt – erstat-ningskrav. Det fremgår ikke af lovforslagets bemærkninger eller af forarbej-derne i øvrigt, at krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller om godtgø-relse for svie og smerte forældes successivt. Højesteret finder herefter, at der ikke er grundlag for at fastslå, at krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte efter foræl-delsesloven af 2007 forældes successivt som hævdet af A. På denne baggrund skal også…” ” … A´s krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte efter Højesterets opfattelse regnes fra skadens indtræden.” I højesteretsdommen blev der lagt vægt på, at skadelidte ikke indenfor forældelsesfristens udløb havde rejst et ”eventuelt foreløbigt” krav om tabt arbejdsfortjeneste, selvom hun havde haft ” mulighed” herfor. I nærværende sag er der ikke tvist om, at sagsøger har rejst, forfulgt og fået udbetalt foreløbig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. maj 2019. Der er således sket en anerkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste jf. EAL § 15, hvorefter en afvisning d. 14. maj 2019 medførte en ny forældelsesfrist efter § 3, stk. 2 jf. § 19. Det gøres gældende, at for tab opstået efter den 14. maj 2019, har sagsøger ikke haft anledning til eller mulighed for, at rejse et erstatningskrav – hel-ler ikke foreløbigt – før kravet opstod ved udbetalingen af sygedagpenge den 23. maj 2019, hvor kravet for perioden fra den 6. maj 2019 til den 19. maj 2019 kunne konstateres. Sagsøger kan således ikke være bekendt med en fordring før denne opstår og havde derfor ikke mulighed for at rejse eller forfølge erstatningskravet. Forældelsesfristen på 3 år skal således konkret for krav opstået efter den 14. maj 2019 i henhold til
2 tidligst regnes fra den
(FOL) § 3, stk. 1. Det gøres videre gældende, at når det gælder sagsøgers krav om erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste, begynder forældelsesfristen som udgangs-punkt at løbe fra skadetidspunktet, jf.
4 og i særdeleshed U.2013.1823H, hvor Højesteret tillige afgjorde, at midlertidige løbende krav ikke forældes successivt. Ved skaden forstås selve realskaden, og ikke skadens følger eller de tab, som følgerne medfører. Dette indebærer, at reglerne i erstatningsansvars- / 12 lovens § 16, stk. 1 om, hvornår skadelidte kan kræve erstatning og godtgø-relse betalt, er uden betydning i forhold til forældelsesreglerne, men er alene et rentespørgsmål. Det afgørende i forhold til forældelsesreglerne er derimod, hvornår den skadelidte havde mulighed for at bedømme, om der er grundlag for at gøre et erstatningskrav gældende over for skadevol-der. Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at udskyde begyndelsestidspunktet, jf. FOL § 2, stk. 4, eller suspendere forældelsesfristen, jf. FOL § 3, stk. 2, grundet uvidenhed eller utilregnelighed om kravet, således at fristen først skal regnes fra et senere tidspunkt end tidspunktet for realska-den. Det gøres i den forbindelse gældende, at det er uden betydning for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, hvornår sagsøger var i stand til at gøre et bestemt krav om erstatning op. Det er tilstrækkeligt, at det på ska-detidspunktet, eller umiddelbart derefter i forbindelse med den indledende lægebehandling stod klart, at skadens følger sandsynligvis ville kunne danne grundlag for krav om erstatning. Det gøres i den forbindelse gældende, at der ved denne vurdering ifølge gældende retspraksis opere-res med et påregnelighedskriterium, hvorefter det afgørende er, om følgens indtræden, som viser sig senere, og måske først kan opgøres på dette se-nere tidspunkt, ligger inden for rammerne af, eller svarer nogenlunde til, hvad der måtte forventes allerede ved selve tilskadekomsten eller ved læ-geundersøgelser og lignende i forbindelse hermed. Se blandt andet FED2011.28V, FED2011.102Ø, UfR2012.2844Ø og UfR2014.1887Ø. Er det tilfældet, løber fristen fra tidspunktet for realskaden. I nærværende sag, var sagsøgers helbred og evne til at arbejde ifølge egne udsagn straks så påvirket af uheldet, at han må betragtes som syg, syge-meldt, og han var derfor straks på skadetidspunktet, eller umiddelbart derefter, bekendt med de faktiske omstændigheder, der senere kom til at danne grundlag for hans krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det fremgår da også af de lægeligeog kommunale oplysninger i sagen, at sagsøger siden skaden har følt sig vedvarende ude af i stand til at arbejde mere end få timer om ugen. Det vil sige, det gøres gældende, at de senere faktiske omstændigheder – ligger inden for rammerne af, eller svarer nogen-lunde til – de faktiske omstændigheder på skadetidspunktet, eller umid-delbart derefter. En eventuel uvidenhed, der skal kunne føre til suspension, skal vedrøre uvidenhed om de faktiske omstændigheder, som kravet støttes på. Uvi-denheden skal således vedrøre selve fordringens eksistens. Ukendskab til den præcise størrelse af fordringen kan ikke begrunde suspension. Det samme gælder ved retsvildfarelse. Uvidenhed om reglernes virkemåde el-ler forældelsesreglers eksistens eller en misforstået opfattelse af forældel-sesreglens anvendelsesområde medfører heller ikke, at der foreligger uvi-denhed i § 3’s forstand. Der er ikke grundlag for at statuere suspension i denne sag. Dette fører til, at forældelsesfristen for sagsøgers eventuelle krav begyndte at løbe straks fra skadetidspunktet den 23. juni 2016. / 13 Forældelsesfristen er 3 år, jf.
1, og sagsøgers krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forældedes derfor i udgangs-punktet den
5 fremgår, at forældelsesfristen kan suspen-deres, hvis parterne forhandler. Sagsøger får en tillægsfrist på 1 år fra forhandlingernes afslutning, men vel og mærke kun hvis der er forhandlet i bestemmelsens forstand. Der skal være tale om egentlige realitetsforhandlinger om kravet eller grundla-get herfor. Sagsøger skal have haft føje til at antage, at det ikke var nød-vendigt at iværksætte retslige skridt for at afbryde forældelsesfristen. Det indebærer, at sagsøgte skal have udvist en sådan grad af imødekom-melse, at sagsøger eller sagsøgers repræsentanter med hvem sagsøger identificeres, kunne regne med, at der var rimelig udsigt til en forligsmæs-sig løsning. Forhandling i henhold til § 21, st. 5 omfatter alene forhandlinger om sa-gens realitet, og forældelsesfristen udskydes ikke, hvis krav afvises, og denne holdning til kravet fastholdes eller der slet ikke tages stilling til kra-vet. Praksis i henhold til 1908-loven med hensyn til, hvad der skal forstås med forhandling, er derfor fortsat gældende, og denne praksis samt prak-sis vedrørende
5 fastslår, at der skal være tale om forhandlinger i helt traditionel forstand. Der skal to til at forhandle. Krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forælder ikke successivt, og forhandlingerne om sagsøgers krav er at betragte som bragt til ophør, da Gjensidige Forsikring ved e-mail af
: Det bemærkes, at Gjensidige Forsikring på vegne af sagsøgte under skadebehandlingen alene havde erkendt pligten til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den
Se blandt andet FED2003.3065Ø. Sagsøgers henvisning til
i sine anbringender i stævningen bestrides således som værende relevant for de se-nere afviste krav. Sagsøgers krav: Retssagen vedrører på nuværende tidspunkt alene spørgsmålet om foræl-delse, som er udskilt til særskilt behandling. Sagsøgte forholder sig derfor ikke til sagsøgers opgjorte krav på nuværende tidspunkt, men det forbe-holdes at bestride opgørelsen af kravet, herunder spørgsmålet om årsags-sammenhæng. …” / 16 Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Sagsøger er blevet påført en arbejdsskade, og hans ertstatningskrav i den anledning er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. I forhold til Sagsøgte A/S er erstatningskravet vedrørende tabt arbejdsfortjeneste omfattet af erstatningsansvarsloven, og dette krav forældes som udgangspunkt efter 3 år fra tidspunktet fra skadens indtræden, jf.
4 og § 3, stk. 1, dvs. den
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.