Højesteret stadfæster landsrettens dom, dog med den ændring, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part, i sa

Om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning Appellant havde mod bedre vidende uberettiget modtaget erhvervsevnetabserstatning, som skulle tilbagebetales Sag BS-24477/2025-HJR Dom afsagt den

1. marts 2026 FOA – Fag og Arbejde som mandatar for Appellant mod Ankestyrelsen I juni 2013 var Appellant udsat for en arbejdsulykke. Hun blev i november 2015 i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17 tilkendt løbende erstatning for et midlertidigt erhvervsevnetab på 60 %. I september 2017 blev hun visiteret til fleksjob og overgik til ledighedsydelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf efterfølgende afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a var 70 %. I 2018 deltog hun i en række praktikforløb, herunder fra december i en 13-ugers revalideringspraktik, der viste, at hun kunne arbejde ca. 10 timer om ugen. I oktober 2018 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab fortsat var 70 %. Den
2. maj 2019 blev hun ansat i et 1-årigt fleksjob med et ugentligt timetal på 10 og en effektivitet på 60 %. Hun overgik herved fra at modtage ledighedsydelse til at modtage fleksløntilskud og en lønindtægt. I januar 2020 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (og senere Ankestyrelsen) afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab var 40 %, og at hun skulle tilbagebetale for meget udbetalt erstatning. Sagen angik, om der i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, om tilbagebetaling af ydelser modtaget uberettiget mod bedre vidende, var grundlag for at pålægge Appellant at tilbagebetale erhvervsevnetabserstatningen. Højesteret har i dom af
3. januar 2026 (UfR 2026.1548) fastslået, at udtrykket ”mod bedre vidende” i § 40 a, stk. 1, nr. 3, skal forstås sådan, at tilskadekomne skal have indset, at ydelserne blev modtaget med urette, eller skal have udvist en betydelig grad af uagtsomhed i denne henseende. Højesteret udtalte om den konkrete sag bl.a., at Appellant efter indholdet af afgørelsen fra 2018 måtte have forstået, at der var sammenhæng mellem hendes faktiske indtægt og hendes ret til erhvervsevnetabserstatning, og at denne sammenhæng indebar, at hvis hendes faktiske indtægter steg, ville hendes erhvervsevnetabserstatning blive reduceret. Ved ansættelsen i fleksjobbet skete en væsentlig ændring af hendes erhvervsmæssige forhold og hun fik en indtægtsstigning på ca. 80 %. På den baggrund, og da det ikke var godtgjort, at der forelå en fast administrativ praksis om ikke at kræve tilbagebetaling i sager som den foreliggende, fastslog Højesteret, at Appellant mod bedre vidende havde modtaget en større løbende erhvervsevnetabserstatning, end hun var berettiget til, og at hun derfor skulle tilbagebetale en del af erstatningen. Landsretten var nået til samme resultat.