UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 25. marts 2026 Sag 95/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Bjarne Overmark, beskikket) I tidlige

§ 806, stk.

11, angår spørgsmålet om, hvorvidt afgørelse om beslaglæggelse kan træffes af politiet, eller skal træffes af retten. Da der ikke foreligger skriftligt samtykke, skal afgørelsen som udgangspunkt træffes af retten. Politiet kan imidlertid, såfremt betingelserne i

§ 806, stk.

4, er opfyldt, foretage beslaglæggelse på øjemedet, og efterfølgende forelægge spørgsmålet for retten, hvis den indgrebet fore-tages overfor, anmoder herom. Beslaglæggelsen er sket på grundlag af en anmeldelse om tyveri, og det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte på tidspunktet for beslaglæggelsen befandt sig på et marked for salg af effekterne. Indgrebets øjemed ville derfor forspildes, hvis retsken-delse skulle afventes. Betingelserne for at foretage beslaglæggelse på øjemedet var der-for opfyldt jf.

§ 802, stk.

l, jf. § 806, stk.

1. Via sin advokat anmodede Tiltalte den
2. marts 2025 kl. 12.12 om, at beslaglæg-gelsen blev indbragt for retten. Sagen blev forelagt for retten den
3. marts 2025 kl. 11.57 og således indenfor den i

§ 806, stk.

4 fastsatte frist på 24 timer. I forbindelse med beslaglæggelsen blev de mistænkte ikke vejledt om, at de havde mulighed for at indbringe beslaglæggelsen for retten. Manglende vejledning herom vil som udgangspunkt være tilsidesættelse af en væsentlig retssikkerhedsgaranti. Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte gav mundtlig samtykke til beslaglæggelsen, og selv kørte effekterne ind på politigården. Det fremgår videre, at de begge fik advokat beskikket den

1. februar 2025, men først den
2. marts 2025 anmodede om forelæggelse af beslaglæggelsen. Den manglende vejledning af de mistænkte kan derfor ikke føre til, at indgrebet ikke godkendes.” Vestre Landsret stadfæstede kendelsen i henhold til grundene den
3. maj
4. Den
5. oktober 2025 traf Østjyllands Politi afgørelse om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod Tiltalte og Person. - 4 Anbringender Tiltalte har anført navnlig, at beslaglæggelsen ikke bør godkendes. Hun gav samtykke til beslaglæggelsen, hvilket ikke er tilstrækkeligt til, at politiet kan foreta-ge beslaglæggelse uden forudgående retskendelse, jf.

§ 806, stk.

1. Hun gav alene mundtligt samtykke, fordi hun blev bragt i den vildfarelse, at hun ikke havde et andet valg. Hun blev ikke vejledt om sin ret til at få prøvet lovligheden af beslaglæggelsen ved retten. Hvis hun var blevet vejledt om sine rettigheder, ville hun have modsat sig beslaglæggelsen og straks anmodet om domstolsprøvelse. Det bestrides, at beslaglæggelsen kan anses for foretaget på øjemedet. Beslaglæggelsen kan ikke godkendes med henvisning til en anden hjemmel end den, der dannede grundlag for beslaglæggelsen, da den blev foretaget. Den
2. februar 2025 anmodede hendes daværende forsvarer politiet om at tilbagelevere det beslaglagte. Politiet burde derfor have forelagt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggel-sen for retten senest den
3. februar
4. Der foreligger derfor en ganske betydelig fristoverskridelse. Samlet set har politiets fejl i sagen haft væsentlig betydning for hende, hvorfor beslaglæggelsen ikke bør godkendes. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at det var med rette, at beslaglæggelsen er godkendt. Det beror på en simpel formalitetsfejl, at Tiltaltes samtykke ikke blev sikret skriftligt, jf.

§ 806, stk.

1. Politiets manglende vejledning af Tiltalte udgør i denne sag ikke en så betydelig tilside-sættelse af væsentlige hensyn til hendes retssikkerhed, at beslaglæggelsen ikke burde være godkendt. Der må herved lægges vægt på, at de materielle betingelser for beslaglæggelsen var opfyldt, at begge mistænkte meddelte mundtligt samtykke til beslaglæggelsen og selv kørte smykkerne - 5 ind til politigården sammen med politiet, at spørgsmålet om beslaglæggelse blev indbragt for retten inden for 24 timer efter Advokat 2's anmodning til politiet den
2. marts 2025, og at betingelserne for beslaglæggelse på øjemedet også var opfyldt, idet øjeme-det ville forspildes, hvis politiet havde afventet retskendelse. Det fremgår ikke af forsvarerens mail af
3. februar 2025, at han ønskede spørgsmålet om beslaglæggelsen indbragt for retten. Fristen for at indbringe beslaglæggelse for retten var derfor ikke overskredet den
4. februar
5. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om politiets beslaglæggelse af Tiltaltes perler og smykker den
6. februar 2025 skal godkendes. Politiet modtog den
7. februar 2025 anmeldelser fra to butiksindehavere om, at Tiltalte og Person havde stjålet perler og smykker fra deres butikker. Politiet fik oplyst, at Tiltalte og Person befandt sig på et kræmmermarked, hvor de solgte perler og smykker, og at en af butiksindehaverne havde genkendt nogle af dem som sine egne. Politiet beslaglagde samme dag fem kasser med perler og smykker fra Tiltalte og Person uden forudgående retskendelse, hvilket ubestridt skete med deres mundtlige samtykke. Spørgsmålet er navnlig, om politiet var berettiget til at beslaglægge smykkerne uden forudgående retskendelse, og i givet fald om politiet burde have vejledt Tiltalte om, at hun kun-ne modsætte sig beslaglæggelsen og få indbragt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggel-sen for retten. Politiet kan træffe afgørelse om beslaglæggelse, hvis den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet, jf.

§ 806, stk.

11. Formålet med skriftlighedskravet er at afskære senere bevistvivl om, hvorvidt samtykke er meddelt (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 41, s. 877, jf. Folketingsti-dende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 98, s. 2491). - 6 Højesteret finder herefter, at manglende iagttagelse af skriftlighedskravet ikke i sig selv kan medføre, at en beslaglæggelse ikke er lovlig, når det som i det foreliggende tilfælde må læg-ges til grund, at der er givet samtykke. Desuden finder Højesteret, at politiet ikke i en situation som den foreliggende havde pligt til at vejlede Tiltalte om, at hun kunne modsætte sig beslaglæggelsen og få indbragt spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen for retten, jf. herved

§ 807, stk.

1, 3. pkt., hvorefter politiet alene skal vejlede af egen drift om adgangen til at få spørgs-målet om beslaglæggelse indbragt for retten, hvis beslaglæggelsen foretages efter § 806, stk. 4 eller 5, i tilfælde, hvor øjemedet ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. På den baggrund finder Højesteret, at politiet var berettiget til at beslaglægge smykkerne uden forudgående retskendelse, idet betingelserne i

§ 802, stk.

1, for at foretage beslaglæggelse af Tiltaltes perler og smykker var opfyldt, og idet beslaglæggelsen ikke stod i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet kunne antages at medfø-re, jf. lovens § 805, stk. 1. Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at fastslå, at beslaglæggelsen skulle have været indbragt for retten tidligere end sket. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.