ECLI:DK:OLR:2022:SS0000000624 Rigsadvokatens afgørelse blev ophævet

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________ Den

1. august 2017 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 59, København. Som dommere fungerede landsdommerne Katja Høegh, Carsten Kristian Vollmer og Cecilie Boel Winther (kst), førstnævnte som rettens formand. Der foretoges
2. afd. nr. S-2159-17: Anklagemyndigheden mod Person 1 ( CPR nr. ) (advokat Michael Elkiær Andersen, besk.) Ingen var indkaldt eller mødt. Der fremlagdes udskrift af retsbogen fra Københavns Byret (SS 4-18204/2017) med bilag og rettens fremsendelsesbrev af
3. august
4. Person 1 har kæret Københavns Byrets kendelse af
5. august 2017, hvorved retten opretholdt Rigsadvokatens afgørelse af
6. juli 2017 om, at hun på baggrund af europæisk arrestordre af
7. marts 2010 skal udleveres til Polen. -2- Endvidere fremlagdes skriftligt indlæg af
8. august 2017 fra den beskikkede forsvarer, advokat Michael Elkiær Andersen, med påstand om, at Rigsadvokatens afgørelse ophæves, og at udlevering afslås. Forsvareren har navnlig anført, at betingelserne for udlevering ikke er opfyldt, idet den dom, der er afsagt den
9. oktober 2007 over Person 1 , er en udeblivel- sesdom, og at betingelserne i udleveringslovens § 10 g ikke er opfyldt. Endvidere vil udlevering være i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention henset til den forløbne tid. Landsretten har ikke modtaget skriftligt indlæg fra anklagemyndigheden i anledning af kæremålet. Sagsfremstilling er polsk statsborger. Hun kom til Danmark i februar
10. Person 1 Af europæisk arrestordre af
11. marts 2010 fra de polske myndigheder fremgår, at Person 1 den
12. oktober 2007 ved Retten i Gdansk-South blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, idet hun var fundet skyldig i at have indgivet falsk anklage den
13. august 2006 og i at have begået tyveri den
14. september
15. Københavns Politi og Justitsministeriet har tidligere behandlet samme europæiske arrestordre om udlevering af Person 1 til straffuldbyrdelse i Polen. Herom fremgår følgende af Rigsadvokatens afgørelse af
16. juli 2017: ”Det bemærkes, at samme europæiske arrestordre tidligere har været behandlet af Københavns Politi og Justitsministeriet. blev anPerson 1 holdt den
17. juni 2010 på baggrund af den europæiske arrestordre fra Polen af
18. marts
19. Hun blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet af Københavns Byret. Østre Landsret traf ved kendelse af
20. juni 2010 afgørelse om, at ikke skulle være varetægtsfængslet i forbinPerson 1 delse med behandlingen af udleveringsanmodningen. Justitsministeriet traf den
21. september 2010 afgørelse om, at skulle udlevePerson 1 res til Polen på baggrund af arrestordren af
22. marts
23. Afgørelsen kunne ikke forkyndes for , da politiet ikke kunne finde Person 1 hende. Politiet fik først kontakt med hende på ny den
24. december
25. I den forbindelse kunne Justitsministeriet oplyse, at deres afgørelse af
26. september 2010 ikke længere var gældende, og at skulle afhøPerson 1 res på ny, før Justitsministeriet kunne træffe afgørelse. Københavns Politi bad -3- hende den
27. januar 2014 om at komme til afhøring sammen med sin forsvarer. Hun dukkede imidlertid aldrig op og blev eftersøgt igen. Den
28. april 2017 blev kontaktet af politiet på sin bopæl, hvor hun Person 1 blev anholdt med henblik på afhøring til udleveringssagen.” Endvidere fremgår følgende af Rigsadvokatens afgørelse af
29. juli 2017 om udleveringslovens § 10 g: ”For så vidt angår udleveringslovens § 10 g, oplyste Person 1 ved sin forklaring i grundlovsforhøret den
30. juni 2010, at hun er blevet dømt som udebleven. I forbindelse med Justitsministeriets behandling af sagen i 2010 blev retsbøgerne fra sagen i Polen indhentet. På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder materiale frembragt til Justitsministeriets behandling af sagen i 2010, finder Rigsadvokaten ikke grundlag for at betvivle de i arrestordren anførte oplysninger fra de polske myndigheder om, at afgørelsen ikke er afsagt in absentia. Rigsadvokaten bemærker i den forbindelse, at den Europæiske Arrestordre er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, og at oplysningerne i attesten som udgangspunkt skal lægges uprøvet til grund, medmindre konkrete omstændigheder tilsiger andet.” Af de polske retsbøger, der blev indhentet af Justitsministeriet i 2010, fremgår blandt andet, • at var til stede ved et retsmøde den
31. maj 2007, der Person 1 varede fra kl. 13:30 til kl. 14:30, og at sagen blev udsat til den
32. juni 2007, idet flere vidner var udeblevet, • at var til stede ved et retsmøde den
33. juni 2007, som Person 1 varede fra kl. 13:30 til kl. 14:20, og at sagen blev udsat til den
34. august 2007, idet flere vidner var udeblevet, • at var til stede ved et retsmøde den
35. august 2007, der Person 1 varede fra kl. 9:30 til kl. 9:50, og at sagen blev udsat til den
36. september 2007, • at var til stede ved et retsmøde den
37. september 2007, Person 1 der varede fra kl. 14:20 til kl. 14:40, og at sagen blev udsat til den
38. oktober 2007, • at ikke var til stede ved et retsmøde den
39. oktober Person 1 2007, selv om hun var lovligt indkaldt, og at retsmødet varede fra kl. 8:30 til kl. 8:45, hvor sagen blev udsat til den
40. oktober 2007, og • at ingen mødte til retsmødet den
41. oktober 2007, der varede fra kl. 13:45 til kl. 13:55, hvor dommen blev afsagt. I denne retsbog er der ikke oplysninger om indkaldelse af Person 1 . -4- Person 1 har på ny været frihedsberøvet fra den
42. juli 2017 med hen- blik på udlevering til de polske myndigheder. Retsgrundlaget Af udleveringslovens § 10 g, fremgår følgende: ”§ 10 g. Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ikke finde sted, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid 1) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under retssagen, 2) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen, 3) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende tidsfrist eller 4) vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udstedelsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfristen for anmodning om fornyet prøvelse eller anke. Bestemmelsen blev indsat ved § 2 i lov nr. 271 af
43. april 2011 om ændring af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union og lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af rammeafgørelsen om gensidig anerkendelse af og tilsyn med afgørelser om pligter og påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse m.v. og rammeafgørelsen om afgørelser afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen). -5- Ændringslovens § 2 blev sat i kraft den
44. april 2011, jf. bekendtgørelse nr. 340 af
45. april
46. Loven indeholder ikke overgangsbestemmelser vedrørende behandlingen af arrestordrer, som er modtaget før lovens ikrafttræden. Det hedder i bemærkningerne til lovforslaget (L 103 af
47. december 2010) blandt andet: ”3.1.
48. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Det følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at tiltalte i straffesager som udgangspunkt har ret til at være til stede under domsforhandlingen. Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes tilstedeværelse forudsætter for at være forenelig med konventionens artikel 6, at tiltalte er indkaldt til retsmøderne på den i national ret foreskrevne måde, medmindre tiltalte kan antages at have givet afkald på sin adgang til at være til stede, og gennemførelsen af straffesagen er forbundet med tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier. Efter praksis er det en betingelse, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod tiltalte. 3.
49. Indholdet af rammeafgørelsen 3.2.
50. Rammeafgørelsens formål og anvendelsesområde Rammeafgørelsen om afgørelser afsagt in absentia har til formål at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag og samtidig lette det retlige samarbejde i straffesager samt forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne. … Ændringerne har til formål at præcisere og ensarte de grunde, som medlemsstaterne efter rammeafgørelserne kan anvende til at afslå at fuldbyrde en afgørelse, når den person, der er genstand for afgørelsen, ikke har været til stede under den retssag, hvor vedkommende er dømt. … 3.2.
51. Betingelser for at kunne afslå afgørelser afsagt in absentia Rammeafgørelsen om afgørelser afsagt in absentia indeholder i artikel 2-6 de ændringer af de forskellige rammeafgørelser om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser på det strafferetlige område, herunder de konsekvensændringer, som skal foretages i de attester, der ledsager en anmodning om fuldbyrdelse. Ændringerne er i det væsentlige ens for alle rammeafgørelser og indebærer, at medlemsstaterne skal kunne afslå at fuldbyrde afgørelser, som er truffet in absentia, medmindre det følger af attesten, -6- 1) at den pågældende i rette tid er blevet indkaldt personligt og derved er blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for denne retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at vedkommende var klar over den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kan træffes en sådan afgørelse, hvis vedkommende ikke er til stede under retssagen, 2) at den pågældende var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udpeget af vedkommende eller af staten, til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen, eller 3) at den pågældende - efter at have fået afgørelsen forkyndt samt være blevet udtrykkeligt underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter inkl. nye beviser bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret - udtrykkeligt har erklæret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen eller ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den fastsatte tidsfrist. … Efter den nye bestemmelse i artikel 4 a, stk. 1, litra d, skal anerkendelse af afgørelser afsagt in absentia ikke kunne afslås, hvis den pågældende vil få afgørelsen forkyndt personligt umiddelbart efter overgivelsen og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke. Den pågældende skal endvidere underrettes om tidsfristen for at anmode om fornyet prøvelse eller anke. … I præambelbetragtning 15 i rammeafgørelsen om afgørelser afsagt in absentia understreges det generelt for samtlige rammeafgørelser, at grundene til at undlade anerkendelse er fakultative, men at medlemsstaternes mandat til at fastsætte disse grunde i national ret er særligt bestemt af retten til en retfærdig rettergang, under hensyn til det overordnede formål med denne rammeafgørelse, som er at styrke personers proceduremæssige rettigheder og lette det retlige samarbejde i straffesager.” Efter votering afsagde landsretten følgende kendelse: Det følger af udleveringslovens § 10 g, at udlevering med henblik på fuldbyrdelse af dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, ikke kan finde sted, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at en af den i bestemmelsens nr. 1-4 nærmere opregnede processuelle garantier er opfyldt. -7- Person 1 har i såvel grundlovsforhøret den
52. juni 2010 som i grundlovs- forhøret den
53. juli 2017 forklaret, at hun ikke var til stede, da der blev afsagt dom i den polske sag. Hun har i det første grundlovsforhør endvidere forklaret, at da hun blev bekendt med dommen, appellerede hun til højere ret. Hun ved ikke, om en højere ret har truffet afgørelse. I det seneste grundlovsforhør har Person 1 forklaret, at hun ikke var klar over, at der blev afsagt dom, hvorfor hun ikke kunne overholde ankefristen. De polske myndigheder har i forbindelse med udleveringsanmodningen overstreget afsnittet ”D. Judgement given in absentia” og synes dermed at have tilkendegivet, at Person 1 har været til stede under (hele) retssagen, hvor hun blev idømt fængsel. Af de polske retsbøger fra straffesagen fremgår imidlertid, at Person 1 var til stede ved retsmøderne den
54. maj,
55. juni,
56. august og
57. september 2007, der alle blev udsat, og at hun ikke var til stede ved retsmødet den
58. oktober og retsmødet den
59. oktober
60. Det fremgår ikke af retsbogen af
61. oktober 2007, hvor der blev afsagt dom, hvorvidt Person 1 var blevet lovligt indkaldt til retsmødet denne dato. Efter disse oplysninger synes den polske dom at være afsagt uden, at Person 1 har været til stede under (hele) retssagen. Herefter, og da det hverken af oplysningerne i den europæiske arrestordre eller af de retsbøger, som de polske myndigheder har fremsendt, fremgår, at Person 1 forbindelse med den polske dom har modtaget en eller flere af de garantier, der er nævnt i udleveringslovens § 10 g, nr. 1-4, finder landsretten, at udleveringslovens § 10 g, som sagen foreløbigt er oplyst, er til hinder for, at Person 1 kan udleveres til straffuldbyrdelse i henhold til arrestordren. Landsretten ophæver derfor Rigsadvokatens afgørelse af
62. juli 2017 om udlevering, og hjemviser sagen til fornyet behandling ved Rigsadvokaten, med henblik på at der som anført indhentes yderligere oplysninger. i -8- Der er herefter ikke nu anledning til at tage stilling til, hvorvidt sagsbehandlingstiden, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 eller principperne heri, kan være til hinder for udlevering. Landsretten finder henset til den nu trufne afgørelse og sagens forløb, at Person 1 skal løslades. Thi bestemmes: Rigsadvokatens afgørelse af
63. juli 2017 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Rigsadvokaten. Person 1 skal løslades. Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten, herunder 4.000 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Michael Elkiær Andersen. Sagen sluttet. Retten hævet.