Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om hvorvidt landsrettens berammelse af hovedforhandlingen i en straffesag indebærer en krænkelse af de ti

Stadfæstelse af landsrettens berammelse af straffesag Højesteret stadfæstede landsrettens berammelse af en straffesag til hovedforhandling med domsafsigelse ca. 2 år og 5 måneder efter byrettens dom Sag 70/2025 Kendelse afsagt den

1. februar 2026 Anklagemyndigheden mod Tiltalte 2 og Tiltalte 3 Ved Københavns Byrets dom af
2. november 2024 blev Tiltalte 2 straffet med fængsel på livstid for bl.a. medvirken til flere drabsforsøg, ulovlig våbenbesiddelse og omfattende narkotikahandel. Tiltalte 3 blev ved dommen straffet med fængsel i 13 år og 4 måneder for bl.a. medvirken til drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. Tiltalte 2 havde under sagen været frihedsberøvet fra den
3. januar 2023 og Tiltalte 3 fra den
4. november
5. Tiltalte 2 og Tiltalte 3 ankede straks dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Landsretten berammede i første omgang sagen til hovedforhandling i august-oktober 2027, men ved beslutning af
6. april 2025 blev berammelsen ændret til 12 retsdage i marts-april 2027 med forventet domsafsigelse den
7. april
8. Landsretten bestemte endvidere, at de tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen. Tiltalte 2 og Tiltalte 3 indbragte landsrettens berammelsesbeslutning for Højesteret og gjorde gældende bl.a., at beslutningen krænkede deres ret til rettergang inden en rimelig frist efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk.
9. Højesteret udtalte bl.a., at efter retsplejelovens § 843 a påhviler det retten at fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader, således at sagen kan gennemføres inden for rimelig tid. Hovedforhandlingen skal gennemføres hurtigst muligt, hvis den sigtede er varetægtsfængslet. Højesteret udtalte endvidere, at det måtte lægges til grund, at landsretten ved sin beslutning af
10. april 2025 om at fremrykke berammelsen havde berammet sagen således, at den kunne hovedforhandles så hurtigt, som det efter forholdene på berammelsestidspunktet var praktisk muligt. Rettens beslutning om berammelse var en procesledende beslutning, der kunne ændres. Retten kunne således – sådan som det allerede er sket en gang i denne sag – beslutte at fremrykke hovedforhandlingen, hvis der opstod mulighed for det. I den foreliggende sag, hvor den berammede hovedforhandling lå langt ude i fremtiden, og hvor de tiltalte skulle være varetægtsfængslet frem til dom i ankesagen, burde landsretten løbende vurdere, om det ville være muligt at fremrykke hovedforhandlingen. Der var ikke grundlag for allerede nu at tage stilling til, om en gennemførelse af ankesagen i henhold til berammelsen i marts og april 2027 ville indebære en krænkelse af retten til en rettergang inden en rimelig frist efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, og hvad konsekvensen heraf i givet fald skulle være. Dette måtte afgøres i forbindelse med hovedforhandlingen i ankesagen. Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens beslutning af
11. april 2025 om ankesagens berammelse til hovedforhandling.