← Danmark

Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om journalists overtrædelse af navneforbud i straffesag

Om journalists overtrædelse af navneforbud Journalist straffet for overtrædelse af navneforbud, idet det ud fra oplysninger i bl.a. to artikler var muligt at identificere den tiltalte uden for en helt snæver kreds af personer Sag 82/2025 Dom afsagt den 21. april 2026 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Retten i Nykøbing Falster havde i maj 2020 nedlagt navneforbud i en straffesag om overtrædelse af straffelovens § 220 om den, som ved groft misbrug af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller behandlings- eller plejemæssige afhængighed skaffer sig samleje med den pågældende. Tiltalte skrev som journalist to artikler om straffesagen, hvoraf fremgik bl.a., at der var tale om en meget alvorlig sag, hvor Forurettede var tiltalt for at have misbrugt sin stilling i Lolland Kommunes Forvaltning. Endvidere fremgik oplysninger om Forurettede alder og køn, at han havde været ansat i kommunen i en årrække, at en navngiven sektorchef i kommunen var blevet bedt om en kommentar til sagen, og at sektorchefen havde oplyst, at manden ikke længere var ansat i kommunen. Landsretten fandt, at det ud fra oplysningerne i bl.a. artiklerne var muligt uden for en helt snæver kreds af personer at identificere Forurettede og idømte Tiltalte en bøde på 10.000 kr. Højesteret tiltrådte, at artiklerne udgjorde en overtrædelse af navneforbuddet, og at håndhævelsen af navneforbuddet ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret lagde på den ene side vægt på bl.a. alvoren af den forbrydelse, som tiltalen mod Forurettede angik, og at sagen vedrørte et spørgsmål af betydelig offentlig interesse. Højesteret lagde på anden side vægt på hensynet til Forurettede, som ikke i forvejen var kendt i offentligheden, og som ikke indtog en særligt betroet stilling. Endvidere tillagde Højesteret det betydelig vægt, at mediernes omtale af sagen kunne ske på fyldestgørende måde uden at give oplysninger, der var egnede til at identificere Forurettede. Højesterets afgørelse var en stadfæstelse af landsrettens dom.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.