), idet det fulgte af bestemmelsen, at der ikke ydes erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. Appelindstævnte blev i 2012 sygemeldt fra sit arbejde og blev med udgangen af april 2014 afskediget af kommunen. Hun blev i 2014 tilkendt et midlertidigt fleksjob, fordi kommunen vurderede, at Appelindstævntes arbejdsevne var varigt og væsentligt nedsat i forhold til ethvert erhverv af helbredsmæssige årsager. Ankestyrelsen traf den 4. juni 2020 afgørelse om at genoptage sagen om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 32 (
april 2000 ikke havde nedsat Appelindstævntes erhvervsevne med 15 % eller derover. Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at der var andre årsager end arbejdsskadens følger til, at hun blev tilkendt et midlertidigt fleksjob i
), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 % eller derover. Herefter fastslog Højesteret, at sagen skulle hjemvises til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle vurdere spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny. Højesteret henviste i den forbindelse til, at Ankestyrelsen havde anlagt en anden forståelse af arbejdsskadesikringslovens § 32 (
) end den, som fulgte af de nævnte domme fra Højesteret, samt at det fulgte af Retslægerådets udtalelser i sagen, at arbejdsskaden den 12. april 2000 indgik som en komponent i det samlede årsagskompleks. Landsretten var kommet til samme resultat.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.