HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 28. april 2026 Sag BS-33630/2025-HJR (1. afdeling) Ankestyrelsen (advokat Jacob Pinborg) mod HK Danmark som mandatar for Appelindstævnte (advokat Michael Møllegaard

§ 17

), medmindre Appelindstævntes erhvervsevne er nedsat med mindst 15 % som følge af arbejdsska-den. Retningslinjerne for, hvornår der ydes erstatning for tab af erhvervsevne på 15 %, som Højesteret har fastlagt ved dom af

1. april 2024 (UfR 2024.2853) og dom af
2. januar 2025 (UfR 2025.1185) for sager efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, kan ikke overføres til sager, som skal bedømmes efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (

§ 17

). Det skyldes, at reglen i § 32 er udtryk for en skønsmæssig vurdering af tabet af erhvervsevne, hvor indtægtsnedgangen indgår i vurderingen som et af flere momenter. Tilskadekomnes indtægtsned-gang er således ikke i sig selv identisk med erhvervsevnetabets størrelse. Der-imod er tab af erhvervsevne efter særreglen i arbejdsskadesikringslovens § 17 a identisk med tilskadekomnes indtægtsnedgang. Appelindstævnte har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne, fordi hendes arbejdsskade ikke har nedsat hendes erhvervsevne med mindst 15 %. Det kan ikke udelukkes, at en del af det samlede tab af erhvervsevne kan skyldes følgerne af arbejdsskaden, men den del af Appelindstævntes samlede erhvervs-evnetab, der måtte kunne henføres til arbejdsskaden, udgør ikke mindst 15 % og berettiger dermed ikke til erstatning for tab af erhvervsevne efter dagæl-dende arbejdsskadesikringslovs § 32 (

§ 17

). Det bemærkes herved, at Appelindstævnte efter arbejdsskaden i april 2000 fortsatte i knap 11 år med at arbejde med samme indtjening. Det er på grund af konkurre-rende forhold ikke muligt at kvantificere en eventuel indtægtsnedgang, som kan henføres til arbejdsskaden og indgå i vurderingen af erhvervsevnetabets størrelse. På den anførte baggrund er der ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 4. juni 2020, hvor Ankestyrelsen vurderede, at Appelindstævnte som følge af arbejdsskaden ikke var påført et erhvervsevnetab på 15 % eller derover. 3 Hvis Højesteret finder, at de kriterier om fastlæggelse af erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, der følger af de nævnte højesteretsdomme fra 2024 og 2025, også gælder ved fastlæggelse af erhvervsevnetab efter § 32 (

§ 17

), vil det få meget betydelige økonomiske konsekvenser for navnlig forsikringsselskaber og arbejdsgivere. HK Danmark som mandatar for Appelindstævnte har anført navnlig, at det fremgår af Højesterets dom af

1. januar 2025 (UfR 2025.1185) – der angår en tilskadekommen omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 17 a – at der gælder en bagatelgrænse på 5 %. Det følger af dommens præmisser, at bagatelgrænsen også gælder for sager omfattet af lovens § 17, der svarer til den dagældende lovs § 32, stk.
2. Det forhold, at der består en forskel for sager omfattet af § 17 og § 17 a med hensyn til den beregningstekniske fremgangsmåde, der benyttes til at fastsætte erhvervsevnetabsprocenten, kan ikke begrunde, at bagatelgrænsen på 5 % ikke også skal gælde for sager omfattet af §
3. Ankestyrelsen var således ikke berettiget til at meddele Appelindstævnte afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, alene fordi arbejdsulykken den
4. april 2000 ikke havde nedsat hendes erhvervsevne med mindst 15 %. Ankestyrelsen burde derimod have taget stilling til, om arbejdsskaden havde nedsat hendes erhvervsevne med mindre end 5 %. Det er korrekt, når landsretten konkluderer, at arbejdsskaden indgår som en komponent i det samlede årsagskompleks, og at Appelindstævnte som følge af arbejdsskaden er påført et varigt erhvervsevnetab, som ikke er bagatelagtigt. Der henvises herved til Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, 9, 12 og F, hvoraf fremgår, at arbejdsskaden med mindst 50 % sandsynlighed indgår i det sam-lede årsagskompleks. De gener og funktionsbegrænsninger, der begrundede, at Appelindstævnte blev tilkendt et fleksjob i 2014, skyldes arbejdsulykken den
5. april
6. Det er derfor forkert, når Ankestyrelsen har vurderet, at Appelindstævntes arbejdsophør og over-gang til fleksjob med overvejende sandsynlighed skyldes andre årsager end føl-gerne efter arbejdsskaden. Endvidere er det forkert, når Ankestyrelsen har vurderet, at Appelindstævnte – der med tilkendelsen af fleksjob utvivlsomt har et bety-deligt og varigt erhvervsevnetab – kun har lidt et så beskedent erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden, at det ikke er erstatningsberettigende. Det, som Ankestyrelsen har anført om de mulige økonomiske konsekvenser af en stadfæstelse af landsrettens dom, kan ikke lægges til grund. De økonomiske konsekvenser må antages at være betydeligt mindre. 4 Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Appelindstævnte læssede den
7. april 2000 under sit arbejde for Kommune varer ind i en bil og fik i den forbindelse bilens bagsmæk i hovedet, hvor-ved hun pådrog sig en hjernerystelse. Den
8. september 2000 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen skaden som en arbejdsskade. Ved afgørelse af
9. juni 2002 vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at Appelindstævnte ikke havde lidt et erhvervsevnetab på mindst 15 % som følge af arbejdsskaden. Styrelsen lagde vægt på, at hun havde genoptaget sit arbejde til samme løn og således uden en lønnedgang på 15 % eller derover. Den
10. september 2002 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at Appelindstævnte havde pådraget sig varigt mén på 12 % som følge af arbejdsskaden. Styrelsen anførte, at hun led af bl.a. hovedpine, svimmelhed, koncentrationsproblemer, træthed og smerter i kæben. Appelindstævnte blev i 2012 sygemeldt fra sit arbejde i Kommune og blev med udgangen af april 2014 afskediget af kommunen, der henviste til, at Helbredsnævnet havde vurderet, at hun var helbredsmæssigt utjenstdygtig i sin stilling. Den
11. november 2014 traf Kommune afgørelse om at tilkende Appelindstævnte et midlertidigt fleksjob, idet kommunen vurderede, at hendes arbejds-evne var varigt og væsentligt nedsat i forhold til ethvert erhverv. Kommunen anførte, at Appelindstævnte var generet af bl.a. hovedpine, træthed, smerter i kæben, koncentrationsbesvær, svimmelhed og stress. Ankestyrelsen traf den
12. juni 2020 afgørelse om at genoptage sagen om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 32 (

§ 17) og traf samtidig afgørelse om, at arbejdsskaden den 12.

april 2000 ikke havde ned-sat Appelindstævntes erhvervsevne med 15 % eller derover. Ankestyrelsen vurde-rede i den forbindelse, at der var andre årsager end arbejdsskadens følger til, at hun blev tilkendt et midlertidigt fleksjob i 2014. Sagen angår, om der er grundlag for at hjemvise sagen til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen vurderer spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny. Arbejdsskadesikringslovens § 32 (

§ 17) Da arbejdsskaden er sket før den 1.

januar 2004, er det den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32, der finder anvendelse. Af den dagældende § 32, stk. 1,

1. pkt. – der videreførte § 27, stk. 1,
2. pkt., i lov nr. 79 af
3. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring – fremgår, at der ikke ydes er- 5 statning for tab af erhvervsevne, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. Bestemmelsen er videreført i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1 (

1. pkt.). Højesteret har i dom af
2. april 2024 (UfR 2024.2853) i en sag om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a om personer i fleksjob – med henvisning til navnlig Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 197778, tillæg B, betænkning over bl.a. lovforslag nr. L 47, sp. 315 ff. – udtalt, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af ar-bejdsskaden, men at der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt. Sagen angik fastsættelsen af erhvervsevnetabet for en person, hvis indtægtsnedgang udgjorde 10,3 %, og som fik medhold i, at hun var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab sva-rende til 15 %. Endvidere har Højesteret i dom af
3. januar 2025 (UfR 2025.1185) også i en sag om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a om personer i fleksjob udtalt, at det fremgår af forarbejderne til lovens § 17, at formålet med den nedre grænse på 15 % for erstatning for erhvervsevnetab bl.a. er at ”sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader” , jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, lovforslag nr. L 47, sp.
4. Om udtrykket ”bagatelagtige beløb” udtalte Højesteret, at det må anses for forudsat under behandlingen af forslaget til lov nr. 79 af
5. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, at der vil være tale om bagatelagtige beløb, hvis indtægtsnedgangen er mindre end 5 %. Denne sag angik fastsættelsen af erhvervsevnetabet for en person, hvis indtægtsnedgang i de relevante perioder var på 9,6 % og 8,8 %. Som det fremgår af de nævnte domme fra 2024 og 2025, bygger anvendelsen af 15 %-grænsen i sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a på forarbejderne til samme lovs §
6. Højesteret har således reelt taget stilling til, hvordan 15 %-grænsen i arbejdsskadesikringslovens § 32 (

§ 17

) skal for-stås og det, som Ankestyrelsen har anført, giver ikke grundlag for at ændre den retstilstand, som Højesteret har fastlagt i dommene vedrørende den nedre grænse for erhvervsevnetabserstatning. Det indebærer, at en tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (

§ 17

), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 % eller derover. Den konkrete sag 6 Som nævnt traf Ankestyrelsen den

1. juni 2020 afgørelse om, at arbejdsskaden den
2. april 2000, hvor Appelindstævnte pådrog sig en hjernerystelse, ikke havde nedsat hendes erhvervsevne med 15 % eller derover. Ankestyrelsen lagde vægt på, at Appelindstævnte gennem en længere årrække (frem til 2012) havde været i stand til at arbejde fuldt ud og opretholde den samme indtægt som den, hun ville have haft, hvis hun ikke var kommet til skade, og at hendes arbejdsophør og overgang til midlertidigt fleksjob med overvejende sandsynlighed skyldtes andre årsager end følgerne efter arbejdsskaden. Endvidere anførte styrelsen, at det ikke kunne udelukkes, at en del af hendes samlede erhvervsevnetab kunne skyldes følger efter arbejdsskaden, men at denne del var så beskeden, at den ikke i sig selv berettigede til erstatning for erhvervsevnetab. Ankestyrelsen har i afgørelsen anlagt en anden forståelse af arbejdsskadesikringslovens § 32 (

§ 17) end den, som følger af Højesterets domme.

Herefter – og henset til, at det følger af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, 9, 12, A og F, at arbejdsskaden den 12. april 2000 indgår som en komponent i det sam-lede årsagskompleks – tiltræder Højesteret, at sagen hjemvises til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen vurderer spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Ankestyrelsen til statskassen betale 50.000 kr. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesterets-doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 28-04-2026 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (H) Michael Møllegaard Jessen, Advokat (H) Bjørn Elling, Indstævnte HK Danmark s.m.f. Appelindstævnte, Advokat (H) Jacob Pinborg, Biintervenient Forsikring & Pension, Advokat (H) Tine Benedikte Skyum, Advokat (H) Henrik Nedergaard Thomsen, Mandatar HK Danmark, Biintervenient FH, Appellant Ankestyrelsen, Biintervenient S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring